Post by Ciel Dé Ricéy on Nov 19, 2012 12:33:50 GMT 1
Dagen skulle egentlig have været helt normal, men alligevel var der noget som bekymrede Ciel, ikke nok med at han havde hørt fra Yaya, at hun ville tage Caleb med til MeRosal, så var der også mange andre ting, som gjorde at han ikke kunne sige ordentlig farvel til sin søn. Normalt bekymrede det ham ikke men denne gang, netop fordi drengen rejste med Yaya, så bekymrede det ham, fordi hvad kunne han ikke finde på at sige? Det som Caleb havde oplevet nede i kælderen var egentlig ikke noget de skulle tale om mere, men nu hvor Yaya var kommet ind i billedet igen, så kunne det få alvorlige konsekvenser, at Caleb havde set torturen nede i kælderen. Derfor gik Ciel også rundt i sine egne tanker inde i våbenværelset og forsøgte at samle sig selv og sin nervøsitet. Han havde valgt dette værelse netop fordi han var sikker på, at tjenestefolkene ikke ville lede efter ham der. Han bevægede sig også roligt hen til en af væggen, hvor sværdene var placeret. Han lagde faldt en hånd mod den skarpe klinge, som han lukkede øjnene og endte med at knurre hænderne sammen om klingen. Varmen spredte sig i hans hånd, som blodet fik lov at forlade hans krop. Han gjorde ikke besynderlig meget ved det, som han tog hånden til sig og lod den hænge ned langs med siden. Kort tid efter hamrede han hånden ind i væggen. Han brød sig ikke rigtig om at miste kontrollen. Lige nu havde han ingen kontrol over Caleb og da slet ikke Yaya. Noget han heller ikke skulle bekymre sig med var MeRosal, for hvad ville Caleb ikke se i det land. Tanken var nok til at han fjernede sin hånd og endnu en gang hamrede den ind i væggen imellem sværdene.
"Jeg skulle være taget med.. Men jeg kan heller ikke bare forlade kongen og min pligt."
Sagde han lettere irriteret på sig selv, at han overhovedet var blevet fanget i en situation, som denne. Det burde ikke være muligt, men på den anden side, så var det en situation, som han forhåbentlig kunne redde på et andet tidspunkt. De røde øjne gled rundt i det nu mørke lokale, som solen var faldet bort fra himlen. Han bevægede sig derfor væk fra væggen og mod vinduet, som han lod blikket glide op mod himlen. Stjernerne var så småt begyndt at vise sig på den kulsorte himmel. Månen lyste gården op. Alt imens at blodet på hans hånd fik lov til at dryppe ned på gulvet og sikkert efterlade et mærke. Dog var der noget som fangede hans opmærksomhed i det fjerne. En budbringer var på vej til palæet.. Han farede hurtigt ud af rummet mod hallen.
Da Ciel nåede hallen var budbringeren allerede nået frem. Han var dog lettere forpustet, som han lignede en der havde skyndt sig. Egentlig kunne dette betyde hvad som helst, men Ciel valgte ikke at drage nogen konklusioner før at han fik brevet fra budbringeren. Døren blev derfor åbnet allerede før at buddet var kommet hen til døren, hvor man bare kunne se Ciel vente lettere utålmodig på ham. Han så lettere forpustet ud, da han trak vejret dybt i det at han bukkede for Ciel og overrakte ham nogle breve. Nogle breve var markeret med et rødt tegn, andre var markeret med blå.. Han valgte dog roligt at takke buddet, før at han endnu en gang lukkede døren og gik hen til trappen, hvor han dog så et glimt af en mere iøjefaldende breve end normalt.
Brevet blev hurtigt trukket ud fra bunken, som han ikke tøvede med at åbne det, før at han kom ovenpå igen. Han stoppede faktisk op midt på trappen og begyndte at læse. I brevet stod der:
Egentlig skulle det måske bare virke som en almindelig information til Ciel, men hans reaktion var ikke almindelig. Han farede ind på sit våbenværelse og smækkede døren efter sig. Det var svært at sige hvad der var sket derinde, men Ciel havde tydeligvis fået nok, da han først kom ud igen. Værelset var hærget, papirer flød over det hele og på væggen manglede der op imod flere våben. Han farede mod hallen og mod stalden, hvor han fik gjort Cáel klar i en fart.
Frustreret, som han var, valgte han at ride mod midtbyen, hvor han med egne øjne havde tænkt sig at se, hvad der var sket. Brevet stod klart i hans hukommelse, som han red ind på pladsen og hen til statuen. Skiltet var altså endnu ikke blevet fjernet, men derfor havde han også tænkt sig at tage det hele i egen hånd, han havde ikke tid og lyst til at lade skiltet hænge, så alle kunne beskue det. Han sprang af Cáel og gik hen til springvandet, hvor han simpelthen, ligeglad med at det var helt mørkt og knap så sikkert at bevæge sig ud på denne tid, valgte han at hugge i kæden med et våben af et specielt metal, som gjorde det muligt for ham, igennem mange forsøg, at få skiltet skilt af fra kæderne, dem kunne han jo ikke gøre noget ved uden at ødelægge statuen, og det havde han ikke tænkt sig at gøre, så ville mutanterne jo vinde. Noget han ikke ville lade ske.
Skiltet tog han med sig, da han valgte at stige op på Cáel igen, som han så sig lidt omkring inden at han red mod sit hjem igen. Der var flere sager at tage sig af, men han var næsten sikker på at denne var den mest alvorlige, men det kunne jo også være, at han blev overrasket, sikkert ikke positivt, men som rådgiver, måtte man være åben for næsten alt.
Det var tydeligt at høre hovene mod brostenene i gården, som Cáel kom farende ind i gården, og måske var lidt for ivrig efter den travle ridetur. Men det var ikke rigtig noget Ciel tog sig af, da Cáel godt vidste hvor han skulle gå hen, så Ciel lod ham gå mod stalden, før at han sprang ned fra hestens ryg. Han klappede ham roligt på hovedet, inden at han lukkede hingsten inde i sin stald og fyldte foderskålen op endnu engang. Det var jo ikke hver dag, at Ciel tog en ridetur ind til byen, og da slet ikke så sent, når man jo aldrig kunne vide, hvad der lurede rundt i gyder og kroge.
Formelt og stilfuldt bevægede Ciel sig ud af stalden med skiltet under sin arm, hvor ved han satte kursen mod sit palæ. Han var ikke synderlig glad, da det jo ikke burde være muligt for mutanterne at begå hærværk og da slet ikke i et så stort og truende omfavn. Han måtte tage en snak med vagterne senere, så det i det mindste ikke gentog sig.
Inde på palæet var der ro og næsten intet liv, men alligevel kom en tjenestepige ud fra stuen for at gå ham i møde i hallen. Hun tog imod hans frakke, som han blot nikkede til hende og holdt skiltet med teksten mod sin krop, så hun ikke ville få en ide om at kongen ikke havde styr på sine borgere. Han gik straks mod sit arbejdsværelse, hvor han smed skiltet på bordet og begyndte at rode igennem de mange breve.. Der var jo nok at tage fat i, men midt inde i det hele befandt der sig et mere personligt breve, som han startede med at tjekke for eventuelle åbninger, det ville jo ikke være smart hvis det var blevet brudt op, før at han modtog det. Og det var først da han var sikker på, at ingen havde læst det, at han åbnede brevet.. Teksten der mødte ham lød som følgende:
Egentlig lød de første linjer blot som en ganske almindelig indkaldelse til slottet, hvilket normalt ikke var nødvendigt, da han jo godt vidste, at som rådgiver, så skulle han være på slottet hele tiden. Derfor var det sjældent nødvendigt at sende brev mod ham. Derfor var Ciel sikker på at dette var alvorligt. Kongens håndskrift (det i parentes) gjorde ikke ligefrem hans bekymring mindre.. Derfor var han også overbevidst om, at han var nødsaget til at drage afsted med det samme, for hvis det virkelig var så vigtig som han troede, så kunne det ikke vente til at solen ville stå op om et par timer. Ciel havde tid og energi til at arbejde flere nætter igennem, hvis det var nødvendigt, så derfor kunne han også sagtens tage til slottet nu..
//out
"Jeg skulle være taget med.. Men jeg kan heller ikke bare forlade kongen og min pligt."
Sagde han lettere irriteret på sig selv, at han overhovedet var blevet fanget i en situation, som denne. Det burde ikke være muligt, men på den anden side, så var det en situation, som han forhåbentlig kunne redde på et andet tidspunkt. De røde øjne gled rundt i det nu mørke lokale, som solen var faldet bort fra himlen. Han bevægede sig derfor væk fra væggen og mod vinduet, som han lod blikket glide op mod himlen. Stjernerne var så småt begyndt at vise sig på den kulsorte himmel. Månen lyste gården op. Alt imens at blodet på hans hånd fik lov til at dryppe ned på gulvet og sikkert efterlade et mærke. Dog var der noget som fangede hans opmærksomhed i det fjerne. En budbringer var på vej til palæet.. Han farede hurtigt ud af rummet mod hallen.
Da Ciel nåede hallen var budbringeren allerede nået frem. Han var dog lettere forpustet, som han lignede en der havde skyndt sig. Egentlig kunne dette betyde hvad som helst, men Ciel valgte ikke at drage nogen konklusioner før at han fik brevet fra budbringeren. Døren blev derfor åbnet allerede før at buddet var kommet hen til døren, hvor man bare kunne se Ciel vente lettere utålmodig på ham. Han så lettere forpustet ud, da han trak vejret dybt i det at han bukkede for Ciel og overrakte ham nogle breve. Nogle breve var markeret med et rødt tegn, andre var markeret med blå.. Han valgte dog roligt at takke buddet, før at han endnu en gang lukkede døren og gik hen til trappen, hvor han dog så et glimt af en mere iøjefaldende breve end normalt.
Brevet blev hurtigt trukket ud fra bunken, som han ikke tøvede med at åbne det, før at han kom ovenpå igen. Han stoppede faktisk op midt på trappen og begyndte at læse. I brevet stod der:
Mutanterne er for alvor begyndt at gøre oprør..
For nylig er der blevet fundet tegn på hærværk i den indre by.
Hærværket omfatter springvandet, som er et symbol på vores guder og gudinder, dette omfatter skader og fordrejede skulpturer, som ingen kan forklare. På statuen er der blevet fastgjort et skilt med tilhørende tekst: "Fremtiden skal tages af egne hænder. MUTANTER LÆNGE LEVE". Dette har ført til frustration og tvivl omkring hvor vidt kongen har styr på byen. Endnu er det ikke muligt at fjerne skiltet, eftersom at kæderne er forsvundet ind i statuen.
Egentlig skulle det måske bare virke som en almindelig information til Ciel, men hans reaktion var ikke almindelig. Han farede ind på sit våbenværelse og smækkede døren efter sig. Det var svært at sige hvad der var sket derinde, men Ciel havde tydeligvis fået nok, da han først kom ud igen. Værelset var hærget, papirer flød over det hele og på væggen manglede der op imod flere våben. Han farede mod hallen og mod stalden, hvor han fik gjort Cáel klar i en fart.
Frustreret, som han var, valgte han at ride mod midtbyen, hvor han med egne øjne havde tænkt sig at se, hvad der var sket. Brevet stod klart i hans hukommelse, som han red ind på pladsen og hen til statuen. Skiltet var altså endnu ikke blevet fjernet, men derfor havde han også tænkt sig at tage det hele i egen hånd, han havde ikke tid og lyst til at lade skiltet hænge, så alle kunne beskue det. Han sprang af Cáel og gik hen til springvandet, hvor han simpelthen, ligeglad med at det var helt mørkt og knap så sikkert at bevæge sig ud på denne tid, valgte han at hugge i kæden med et våben af et specielt metal, som gjorde det muligt for ham, igennem mange forsøg, at få skiltet skilt af fra kæderne, dem kunne han jo ikke gøre noget ved uden at ødelægge statuen, og det havde han ikke tænkt sig at gøre, så ville mutanterne jo vinde. Noget han ikke ville lade ske.
Skiltet tog han med sig, da han valgte at stige op på Cáel igen, som han så sig lidt omkring inden at han red mod sit hjem igen. Der var flere sager at tage sig af, men han var næsten sikker på at denne var den mest alvorlige, men det kunne jo også være, at han blev overrasket, sikkert ikke positivt, men som rådgiver, måtte man være åben for næsten alt.
Det var tydeligt at høre hovene mod brostenene i gården, som Cáel kom farende ind i gården, og måske var lidt for ivrig efter den travle ridetur. Men det var ikke rigtig noget Ciel tog sig af, da Cáel godt vidste hvor han skulle gå hen, så Ciel lod ham gå mod stalden, før at han sprang ned fra hestens ryg. Han klappede ham roligt på hovedet, inden at han lukkede hingsten inde i sin stald og fyldte foderskålen op endnu engang. Det var jo ikke hver dag, at Ciel tog en ridetur ind til byen, og da slet ikke så sent, når man jo aldrig kunne vide, hvad der lurede rundt i gyder og kroge.
Formelt og stilfuldt bevægede Ciel sig ud af stalden med skiltet under sin arm, hvor ved han satte kursen mod sit palæ. Han var ikke synderlig glad, da det jo ikke burde være muligt for mutanterne at begå hærværk og da slet ikke i et så stort og truende omfavn. Han måtte tage en snak med vagterne senere, så det i det mindste ikke gentog sig.
Inde på palæet var der ro og næsten intet liv, men alligevel kom en tjenestepige ud fra stuen for at gå ham i møde i hallen. Hun tog imod hans frakke, som han blot nikkede til hende og holdt skiltet med teksten mod sin krop, så hun ikke ville få en ide om at kongen ikke havde styr på sine borgere. Han gik straks mod sit arbejdsværelse, hvor han smed skiltet på bordet og begyndte at rode igennem de mange breve.. Der var jo nok at tage fat i, men midt inde i det hele befandt der sig et mere personligt breve, som han startede med at tjekke for eventuelle åbninger, det ville jo ikke være smart hvis det var blevet brudt op, før at han modtog det. Og det var først da han var sikker på, at ingen havde læst det, at han åbnede brevet.. Teksten der mødte ham lød som følgende:
Hr. Dé Ricéy
Deres tilstedeværelse på slottet er påkrævet, så snart dette er muligt.
(Dette drejer sig om prinsessen. Jeg er bange for at det ikke bare er det sædvanlige, men at der faktisk er sket noget voldsomt.)
Hans højhed, Hiroki Souta Ignatio
Egentlig lød de første linjer blot som en ganske almindelig indkaldelse til slottet, hvilket normalt ikke var nødvendigt, da han jo godt vidste, at som rådgiver, så skulle han være på slottet hele tiden. Derfor var det sjældent nødvendigt at sende brev mod ham. Derfor var Ciel sikker på at dette var alvorligt. Kongens håndskrift (det i parentes) gjorde ikke ligefrem hans bekymring mindre.. Derfor var han også overbevidst om, at han var nødsaget til at drage afsted med det samme, for hvis det virkelig var så vigtig som han troede, så kunne det ikke vente til at solen ville stå op om et par timer. Ciel havde tid og energi til at arbejde flere nætter igennem, hvis det var nødvendigt, så derfor kunne han også sagtens tage til slottet nu..
//out
