Stupid!

[Hiroki Souta Ignatio]

For 2 timer siden
Modigt eller dumdristig, det var efterhånden svært at placere ham, som han igen og igen valgte at trodse sin rådgiver. Men på den anden side, så kunne han jo ikke blive ved med at følge hans ord? Det var vel også på tide at han fik et andet syn på verdenen, end det Ciel kunne fortælle ham, eftersom at han så småt havde en ide om at alt ikke lige frem foregik, som han selv mente det skulle. Måske Ciel virkelig forsøgte at gøre noget for at sikre sig en bedre plads i de højere kredse. Men lige nu var det slut, Hiroki havde sat sig i hovedet for, at han ville undersøge Talian nærmere og tidligere på måneden var det gået godt nok, også selvom han endte med at bruge det meste af sin tid på at flygte fra vagterne, så de ikke afslørede ham, hvilket også var yderst udmattende.
Hiroki vandrede rundt i sine egne tanker, som han bevægede sig rundt i gangene og forsøgte at finde et sted, hvor vagterne ikke længere havde udsyn til det han lavede. Han vidste godt at Ciel måtte være gået hjem for noget tid siden, så han var i det mindste sikker på, at han ikke ville beordre vagterne til at følge ham, når han gik ud igennem porten. Han lænede sig roligt op imod væggen, som han lukkede øjnene, inden at forsvandt ind i de kongelige gemakker, hvor han tog sig god tid. Vagterne gik forbi uden for, da han tydeligvis kunne høre sværdet i deres side, som de bevægede sig frem og tilbage, han kendte efterhånden de forskellige rutiner og vidste godt, hvornår han havde chancen. Han gik dog ind i sit klædeskab og fandt en sort kappe, dog var en lille ting, som han ikke kunne ændre noget, i kanten af ærmerne var der en lille fin guld tråd. Han havde overvejet at rive den ud, men vidste godt, at der ikke var tid til dette. Han trak i noget mere mørkt tøj og trak hætten over hans hoved, så det blonde hår ikke længere var til at se. Der gik ikke lang tid før at han var på vej ud af slottet og straks gik mod byen. Nordøst var fredelig og der var ikke særlig meget liv at se, eftersom at mørket meget snart ville falde på, men det var det eneste tidspunkt, hvor det rent faktisk var muligt for ham at komme ud af slottet på, uden at blive set. Han trak vejret roligt, som han begyndte at folde ærmerne en smule op, så guldtråden forsvandt.

Nu
Forfærdeligt, han skulle aldrig være endt i dette..
"Slip mig så!"
stemmen var lettere pinefuld, som Hiroki forsøgte at rive sig fri fra grebet, som 3 mænd havde sørget for. Han var blevet lettere overrasket over, at der rent faktisk var nogen som havde genkendt ham, speicelt ikke når han kun havde været i Syd, som tidligere, men dette var ikke længere tilfældet, han var på vej mod Vest, et sted, som han aldrig før havde sat sin fod. Han strittede imod med benene, som de blot trak ham afsted.
"Bare rolig, Deres Højhed, De skal nok blive behandlet godt.. Ligesom resten af Talian.."
stemmen var dyb og kom bagfra Hiroki, han forsøgte at finde frem til personen, men personen holdt sig tilbage, som de blot nærmede sig de mange gyder. Hiroki var selv en smule overvældet over hvordan stedet egentlig så ud, han vidste godt at folket her var fattige, men han havde nu aldrig forestillet sig at husene ville se sådan ud. Et suk forlod hans læber, som han igen rev i sine arme og valgte at gøre mere og mere modstand. Det endte dog med at Hiroki modtog et slag i hovedet, hvorefter hans krop virkede livløs, som de straks førte ham ind i det nærmeste hus og lukkede døren godt efter sig. Hiroki blev nærmest smidt ind i det nærmeste rum, hvor alt andet blev lukket af for ham.

[Akari Misero]

2 timer tidligere
Akari havde sat Etiennes vagter på en prøve og havde derefter forladt huset. Han havde informeret Etienne om prøven så han ikke blev bange for dem af Akaris venner der ville bryde ind i huset og true ejeren. Så nu havde han hele eftermiddagen for sig selv. Han havde gået lidt rundt i byen og fået ordnet lidt småærinder. Men nu gik han egentlig bare og slog tiden ihjel ved at gå runder i byen, dog unden den autoritære mine han normalt havde når han patrolierede omkring og i Kenlisworth palæet. Han lagde mærke til små tyveriet hist og her men han ville ikke bryde ind for så latterligt små ting, han vidste hvor slemt tingene stod til i de fattige kvaterer og ville ikke gøre det sværere for dem. Han var ikke vagt på slottet for ingenting. Han delte ikke overbevisning med dem. Nogle børn fra de fattige kvaterer kom løbende i leg og ændrede kurs så snart de fik øje på Akari, direkte mod ham. De trak af sted med ham mens de snakkede begejstrede om noget som Akari skulle se i et af deres hjemmelavede skjulesteder. Som han fulgte med og lod dem bestemme ruten fangede noget hans opmærksomhed og han stoppede. Gik han ikke selv med havde børnene ikke en change for at flytte ham ud af stedet. Han fik øje på en kappeklædt mand der traskede mistænkeligt rundt. Han indledte en forfølgelse sammen med børnene der fandt det yderst underholdende at skulle undgå at blive set. Akari havde ikke forventet at udfaldet af forfølgelsen skulle blive at den mistænkelige mand selv skulle blive overfaldet. Han sendte børnene hjem med et løfte om at komme forbi senere for at se det de havde villet vise ham. Han fulgte derefter selv efter den lille gruppe af mænd. Han kendte godt de yngre drenge der slæbte af sted med manden. Han sukkede, hvorfor var børn så nemme at manipulere med i disse dage? Han nåede ikke at indhente dem før de slæbte deres fange med ind i et hus.

Nu
Akari ventede lidt og gik så ind i huset. Det var igen grund til at skjule sin ankomst han havde jo ingen grund til at skjule det, han kendte jo mange af dem. Han fandt en af de to 'drenge', de var yngre end ham men stadig ikke hvad andre ville kalde drenge, og trak ham til side og halvt skældte ham ud og halvt udspurgte ham. Han gik derefter mod værelset de havde smidt manden i. 'Drengen' fulgte efter og protesterede og begyndte med en indlært tale om alt det uretfærdige der skete for mutanterne. Akari sendte ham et irriteret blik. "Og du tror at det bliver bedre ved at gøre deres had til mutanter større ved at kidnappe mennesker?" spurgte han og fortsatte ufortrødent sin gang mod det bagerste rum i huset hvor han havde fået af vide at de holdt et menneske fra overklassen fanget. Han stødte ikke på den ældste fra gruppen og det undrede ham egentlig, men han stoppede ikke for at spørge hvor han var. Han blev lukket ind i rummet efter at havde sendt drengen endnu et advarende blik. Han gik ind men måtte stoppe chokeret op da han genkendte mennesket. Derefter blev døren smækket bag ham hvilket dræbte alt lys derinde.

[Hiroki Souta Ignatio]

Hvordan kunne han lade det komme så vidt? Hvorfor var det helt præcist, at han havde bevæget sig ud i Talian om natten, når han jo godt vidste, at det sikkert var på dette tidspunkt at tyve og andre skumle typer var på jagt. Et suk forlod hans læber, da han langsomt kom til sig selv, men han var lettere forvirret, som han forsøgte at sætte sig op.. Han tog sig en smule til hovedet, som han straks forsøgte at finde udgangen, men han forblev rolig, da han kunne høre, at der foregik noget uden for døren.
Dog lod han stemmerne være sig selv, som han kiggede rundt i det mindre rum. Der var ikke særlig meget at gøre, det eneste han faktisk kunne se, som en udvej var hullet i loftet, men det ville han umuligt kunne nå. Han mumlede lettere irriteret for sig selv og vidste ikke rigtig hvad han havde rodet sig ud i.
"Av.."
sagde han irriteret, da han forsøgte at rejse sig op, men han måtte have ramt et eller andet, fordi hans ben gav et jag igennem hele benet, som han bevægede det. Det ville blive svært for ham at støtte på det, men han kunne ikke bare sidde og vente på, hvad der ville ske. Han kunne jo heller ikke være sikker på, om de nu også vidste hvem han var eller om de blot troede at de havde fanget en fra overklassen? Han trak en dyb indånding, som han foldede hænderne foran sig.
Idet at døren gik op, lod hans straks blikket glide mod jorden, som han ikke ville afsløres lige med det samme. Hans hænder var knurret og han var sikker på at denne person, der var kommet ind i rummet havde noget at gøre med dem der havde taget ham. Det havde nemlig været svært for ham overhovedet at høre, hvad der foregik udenfor lokalet også selvom væggene ikke var særlig godt isoleret.
"I får intet godt ud af dette.."
sagde han roligt, som han jo altid bevarede roen, også selvom han lige nu var i problemer. Han lod den ene hånd hvile mod hjørnet, hvorved at skubbede sig selv op og stå. Da han langsomt fik rejst sig op, så han årsagen til smerten i hans ben. Et søm var nærmest blevet presset ind i hans lår. Han mumlede let for sig selv, som lokalet blev mørkt og han straks forsøgte at se hvor personen var eller om personen var gået.. Han lod den ene hånd glide hen over sømmet blot for at mærke om den var langt inde i hans ben eller blot havde ramt den rette nerve til at låse hans ben med. Derfor havde han også svært ved at stå oprejst og måtte læne sig mod væggen. Rummet var trængt og det eneste han kunne se var månelyset, men det var ikke nok til at lyse rummet op. I hvert fald ikke nok til at han kunne se personen i den anden ende.

[Akari Misero]

Akari havde ikke mange sekunder til at betragte kongen i før døren blev lukket bag ham. Han bemærkede en skade på kongens ben og det sænkede blik, det var ikke sådan han havde forestillet sig at kongen ville tackle situationen, men det var nok egentligt et godt valg. Han var ikke i en situation hvor han kunne provokere og kræve ting. En ting hans egen arbejdsgiver kunne lære noget af. Han tillod ikke den underholdende tanke at forstyrre ham, for nu skulle han have kongen i sikkerhed. Den kongelige rådgiver ville få hele Talians befolkning henrettet hvis der skete ham noget, det var han næsten sikker på. Han fokuserede derfor ikke på andet end kongen. Først havde han dog instinktivt tjekket sin flugtvej, men en skadet konge var den bedste flugtrute tilbage gennem huset, for han havde ikke tænkt sig at afsløre sig selv ved at nedlægge en væg. Han kunne godt bryde døren op uden at afsløre sig selv. "Beklager virkelig den dårlige behandling Deres højhed" sagde han og gik over til ham straks da han besværet rejste sig. Han greb ham om armen for at støtte ham men var på ingen måder overvældende eller fjendtlig i sine handlinger. Akari bevægede sig roligt ind i lyset og havde ikke spor at skjule, månens skær gav hans sorte hår et sølvfarvet skær og fik hans lyse hud til at fremstå blegere end normalt. Der var tydeligvis intet fjendtligt i hans udtryk, han var mere bekymret, mens hans bekymring var svær at placere. Den var både rettet mod kongen men også hvilke koncekvenser dette ville få for mutanterne. "Jeg så dem trække af sted med Dem og besluttede at følge efter" forklarede han og vendte opmærksomheden mod skaden på hans ben "Hvad laver De overhovedet alene i byen?" spurgte han undrende "for jeg går ikke ud fra at Deres vagter ville gøre en kidnapning mulig" Efter at have konstateret skadens omfang rettede han sig op igen. Kongen havde komandoen i denne situation, han var på alle måder Akaris overordnede, så han ville ikke gøre noget der kunne forstås som om at han mente andet. "Jeg står fuldt og fast til Deres tjeneste" sagde han roligt selvom Hiroki ville have al grund til at mistænke ham og muligvis nok ikke genkendte ham som en af Talians riddere når nu han ikke arbejdede i forbindelse med slottet.

[Hiroki Souta Ignatio]

Benet ville ikke rigtig som ham, som han kiggede sig en smule omkring, men det eneste han kunne få øje på, som sin udvej var virkelig døren eller taget og han vidste godt, at det næppe ville være muligt for ham at komme forbi personen uden problemer. Men hvad skulle han så stille op? En ting var sikkert, han ville ikke bukke under, da det bestemt ikke var noget han kunne tillade sig. Mindst over for sig selv. Hiroki var muligvis irriteret, men valgte at tage situationen, som han plejede og blot få det bedste ud af det. Han kom dog sjældent i lignede problemer, men han havde dog en mistanke til, at dem, der havde bortført ham, ikke vidste hvem han var. Det lettede ham faktisk, men han blev straks kastet ud af sin lettelse, som manden tiltalte ham med Deres højhed. Hænderne blev hurtigt knurret sammen, som han vendte blikket mod personen. Idet at Akari kom tættere på, flyttede Hiroki sig ikke, da han hverken kunne eller havde tænkt sig at trække sig. Han var lettere forbavset over at manden hjalp ham ved at støtte ham.
"Hvem er De?"
sagde han en smule forbløffet, men han valgte ikke rigtig at støtte sig til Akari, da han virkelig ikke havde nogen ide omkring hvem han stod overfor. Det kunne jo også være, at dette blot var et forsøg på at få ham til at snakke eller hvad de egentlig havde tænkt sig at gøre ved ham. Måske han skulle lade vær med at tiltale den fremmede med De?
"Jeg ved ikke om jeg skal tro på Deres historie eller ej. Men hvad jeg laver her, er heldigvis ikke helt så hemmeligt.. Jeg forsøger blot at skabe mig et overblik over byen. Jeg vil se sandheden i øjnene og ikke lade min rådgiver fortælle mig alt."
det blev sagt som det var, da der jo egentlig ikke lå særlig meget i det. Manden kunne vælge at tro på ham eller lade vær, det var ikke noget der interesserede ham, eftersom at han blot skulle være sikker på at komme tilbage til slottet, inden at han ville blive savnet?
"Hvordan skal jeg være sikker på, at De ikke blot er en af dem?"
spurgte han en anelse mistroisk, som han jo ikke blot kunne være naiv og tro på en hvilken som helst person, der gerne ville tilbyde ham hjælp. Han var jo ikke ligefrem villig til at falde i en fælde, som denne. Han var allerede langt nok inde til at se, at han ikke ville komme ud, hvis de først fandt frem til, at han var kongen. Ofte havde han blot valgt at lade mutanter gå også selvom de havde forsøgt at dræbe ham, men han var ikke helt sikker på, om han ville lade dette fortsætte, specielt ikke hvis de valgte at kidnappe et hvilket som helst menneske, der gik alene igennem byen..

[Akari Misero]

Akari vendte sig da døren blev lukket bag ham. Han havde ikke forventet det og han undersøgte mulighederne for hvordan de slap ud. Døren var det bedste valg, for det ville være ret svært at få en skadet konge gennem et hul i taget. Han fandt hurtigt ud af at det ikke ville være et problem at få brudt døren op. Derefter gik han over til kongen.

"Undskyld min uhøffelighed" sagde han, overrasket over at han havde glemt at præsentere sig "Mit navn er Akari Misero, Jeg er tidligere ridder under Hans Højheds korps, men arbejder for øjeblikket som livvagt for unge hr. Kenlisworth" sagde han roligt. Akari tilbød ham stadig sin støtte og sin hjælp, om kongen ville tage imod den eller ej var hans sag. Akari tænkte ikke så meget over om han virkede mistænkelig, mest fordi Akari både kendte sig selv og kongen, så han havde ikke nogen grund til at mistænke nogen. Han forestillede sig i hvert fald ikke at Kongen ville lade sig bortføre og skade bare for at teste sit korps eller teste nogen andre. Han lyttede til hvad han sagde og svarede med en tankefuld mine. "Jeg tror det er meget klogt at Dem selv at vurdere situationen" sagde han tankefuldt. "Uden at kritisere Deres rådgiver selvfølgelig" forsikrede han hurtigt "men nu De vil de måske overveje hvordan De undersøger situationen næsten gang?" sagde han med en spørgende tone. Han ville ikke kritisere kongen, men han syntes uden tvivl at kongen havde taget unødvendige risici.

Akari løftede et øjenbryn da han spurget om han kunne stole på Akari. "Det er Deres eget valg om De vil tro mig eller ej, men har De så mange andre muligheder?" spurgte han roligt, der var ingen hånlighed i hans stemme, bare ren undren. "Deres nye viden er ikke meget bevendt hvis De bliver slået ihjel før De får den delt eller får gjort brug af den" sagde han roligt og havde tydeligvis ingen problemer med situationen, det fik ham muligvis til at fremstå mistroisk, men han var bare typen der ikke virkede presset eller bekymret med mindre nogen han holdt af var i fare. Når han selv var i fare var der ingen grund til at hisse sig op. For det andet syntes an ikke at han var i fare. Det var faktisk kun kongen der havde problemer.

[Hiroki Souta Ignatio]

Hvad skulle Hiroki egentlig forvente? Det var jo ikke ligefrem fordi han var van til at blive kidnappet, men muligheden havde altid været der, lige nu var han dog glad for at kidnapperne ikke vidste hvem han var og hvad han stod for. Det ville sikkert bare gøre hans situation meget værre. Men om han ville komme væk fra vest lige foreløbig havde han ikke nogen ide om, eftersom at han ikke selv kunne se sig ud af dette, alt dette var noget som foregik inde i hovedet på ham, for i virkeligheden var han helt rolig på ydersiden.
Hans blik var hele tiden rettet mod den fremmede også selvom denne ikke burde være fremmed. Nok kendte han de fleste ridder i Talian, men det var næppe alle der ville møde ham, hvis de havde noget at skjule. Dog skulle han ikke drage forhastede konklusioner nu, specielt ikke hvis denne mand kunne ende med at redde ham i sidste ende. Han tænkte en smule over navnet, da manden valgte at præsentere sig, hvorefter han blot nikkede og ikke rigtig gav udtryk for noget. Han skulle jo lige tjekke hans forklaring med sine minder.
"Livvagt, siger De."
startede han ganske roligt, som han alligevel endte med at støtte sig op af Akari, mere fordi ellers var han knækket sammen igen. Han lod også blikket glide ned på sit sår, som han blot sukkede opgivende.
"Jeg er sikker på at Ciel ikke er af samme mening efter dette. Men så må jeg jo bare slås med ham endnu en gang"
sagde han med et skævt smil på læben, som ordene mere eller mindre blot blev hvisket, da han ikke ville have kidnapperne til at høre deres samtale. Hvis det skulle ske, at manden her, også var en del af dem, så måtte han bare finde en anden måde at tackle tingene på, men det var noget han først skulle bekymre sig om, hvis Akari viste sig at være en anden.

Hiroki rettede sig en anelse op for at lade blikket glide mod loftet og hullet, han tjekkede blot de udveje, som han kunne have, men der var tydeligvis ikke meget andet at gøre end at tage hoveddøren. Akari havde også ret, han havde ikke mange muligheder, derfor valgte han at tro på ham, for nu.
"Det er bare svært at se hvordan De kunne komme herind og faktisk gå lige forbi dem, uden at de havde noget at sige? De kender måske dem, der har ført mig hertil?"
spurgte han med et roligt smil, som han jo godt havde lagt mærke til at Akari nærmest var vandret ind i huset uden særlig meget postyr, så det måtte da betyde, at dem der var uden for døren havde en relation til ham på en eller anden måde. Så langt var han da kommet i sine overvejelser.

[Akari Misero]

Akari begyndte at spekulere på hvorfor alle i hans nærvær blev kidnappet? Sorte katte bragte godt nok uheld hvis de krydsede ens vej, og så mange gange som Akari katte var gået ind foran ham burde han nok være verdens mens uheldige person. Men hvorfor gik det så ud over alle andre end ham? Nej, ikke bare alle andre, det var alle dem som han burde holde i sikkerhed. Måske var kongen ikke direkte hans ansvar, men som ridder kunne han ikke slippe følelsen af forpligtigelse.

Akari nikkede "det meste af min tid som ridder tilbragte jeg i Merosal, men jeg var tilknyttet Talians riddere før jeg blev hyret som den unge Kenlisworths livvagt" han valgte at uddybe sit svar. Det var ingen grund til at lyve overfor konge, og ville han have disse informationer kunn han nemt finde dem andre steder med de muligheder som han havde til rådighed som konge. "Pga. dette havde jeg heller ikke forventet de kendte mig som en af deres tidligere riddere" tilføjede han. Det var umuligt for kongen at kende alle i Talian, men familien som Akari arbejdede for havde gjort sig rigeligt bemærket siden Akari var ankommet dertil. Han lyttede til hvad kongen sagde og talte først når kongen holdt pause. "De får det til at lyde som om han spærrer Dem inde" sagde Akari med en let fornøjet tone. Han havde ingen ide om hvordan tingene fungerede i slottet. Men nu Hiroki var kongen så forventede han ikke at nogen kunne fortælle denne mand hvad han skulle eller ikke skulle. Da Hiroki fortsatte sin kommentar med en sætning der satte lignende tanker i hovedet på Akari blev hans udtryk mere spekulativt. "Slås med ham?" spurgte Akari udforstående, han kunne ikke forestille sig at kongen og dennes rådgiver sloges fysisk om de store beslutninger der skulle tages i Talian. Men det undrede ham at det var nødvendigt for Kongen at diskutere med Ciel for at få ret. Det var selvfølgelig en fordel at kongen ikke bare besluttede alt på egen hånd, men han havde ikke forestillet sig at rådgiveren ville have så meget magt at kongen. Hirokis skæve smil fik imidlertid Akari til at droppe disse tanker og lade emnet falde fra sin hjerne. Det var jo ikke fordi det betød meget for livvagtens situation hvordan tingene fungerede på slottet.
Han smilede over kongens kommentarer til han entré, jo kongen gjorde helt ret i at sætte spørgsmålstegn ved det. Akari trak på skuldrene "Jeg kender dem ikke som sådan, men det er gammel vane fra min riddertid at have styr på byens ballademagere" svare han roligt "jeg havde håbet jeg kunne påvirke dem i den rigtige retning, men det lader ikke til at være lykkedes" han sukkede. "De må underlægge en anden type påvirkning siden de er gået så langt som til at kidnappe folk" sagde han irriteret og mindede sig selv om at han skulle finde ud af hvem denne bagmand kunne være. Han opfattede ikke kongens bortførere som andet end store drenge der ikke kunne tænke selv og derfor var let påvirkelige. Han kastede et blik mod døren hvorfra han hørte stemmer "Følger De Dem i stand til en konfrontation eller skal jeg tage den selv?" spurgte han så med en seriøs mine. Ville kongen selv deltage i flugten ville Akari ikke stoppe ham, men det ville måske komplicere tingne at få han blandet ind i noget der nok ville ende med slagsmål. "Eller har De andre forslag til hvordan vi kommer ud?" spurgte han, det var muligt at kongen var kommet frem til noget andet end Akari, måske endda en bedre løsning.

[Hiroki Souta Ignatio]

Indvendigt bandede Hiroki over sin dumhed, som han bestemt ikke skulle have valgt at bevæge sig ud denne nat. Men nu var det sket, så kunne han bande nok så meget uden at han ville komme ud af denne situation. Derfor valgte han også at lade sin hånd glide hen over såret fra sømmet, han bed tænderne sammen som han pressede den ene finger ind i såret og rodede lidt rundt derinde. Efter noget tid forlod et pressende støn og suk hans læber, som et mindre metalstykke blev trukket med ud af såret sammen med hans finger.

Efter at have lukket såret til ved at rive sin kappe i stykker for at lukke blodstilførelse til såret, vendte han opmærksom sit blik mod Akari, der begyndte at fortælle om sin fortid. Han kneb det ene øje sammen som han strammede stoffet om sit ben inden at han nikkede lidt til ham.
"Jeg kan ikke ligefrem prale af, at jeg kan huske alt og alle omkring mig"
sagde han med et roligt, men også et skævt smil, uden at ligge noget specielt i det. Et grin forlod også hans læber, som Akari havde en ide om at han måske blev holdt fanget imod sin vilje. Han kiggede lidt rundt og trak på skulderne, det var ingenting sammenlignet med det der var sket her. Desuden så skulle hans rådgiver jo være sådan, så man kunne undgå visse dumheder, som denne.
"Ciel fuldfører ikke sit job medmindre at han virkelig stiller spørgsmål til mine ideer, ellers ville jeg jo sagtens kunne undvære ham."
indrømmede han blankt, som han ikke ville lyve overfor ham eller for sig selv. Desuden så var det også dumt at sige andet. Ciel gjorde jo sit arbejde ganske godt, uden at Hiroki behøvede at sætte manden på plads, for det klarede han selv, hvis han ikke mente at det blev gjort ordentligt det han havde lavet.
Et suk forlod hans læber, som han slap støtten fra Akari og nærmest tvang sig selv til at stå oprejst og med ret ryg. Det gik egentlig ganske udmærket, nu hvor der ikke var noget som gravede rundt i hans ben, nu var blødningen jo også snart stoppet, så han skulle nok kunne bevæge sig uden hjælp. Blodtabet måtte han tage hensyn til senere.
"Det lader til at være klogt nok"
han henviste til at det jo tydeligvis havde givet pote at kende til byen ballademagere, men han vidste ikke rigtig hvorfor de havde kidnappet ham, for han havde da ikke givet udtryk for at have nogen form for rigdom på sig udover den nu halv revet kappe med den svage guldtråd. Han rystede en smule på hovedet, men ikke som svar til hans spørgsmål, men mere som en skuffelse over sig selv.
"Jeg kan sagtens give en hånd med, nu har jeg haft ondt så længe at smerten er gået i sig selv, så jeg kan ikke rigtig mærke mit ben mere"
svarede han med et roligt smil og lænede sig dog kort op imod muren før at han lod blikket glide mod døren og nikkede til Akari for at give tegn til at han var klar.

[Akari Misero]

Akari lod kongen klare sit sår selv. Hans hjælp så heller ikke til at være helt ønsket. Han holdt sig blot klar hvis konge fik brug for ham. Sådan set var det kongen der havde komandoen, hans rang var uden tvivl højere end Akaris, også selv om Akari havde banefordel nu han kendte stedet og folkene.

Akari nikkede, det var fundt forståeligt, der måtte også være mange folk på slottet. Tjenestefolk der kom og gik, gamle blev fyret og nye ansat. Akari forventede ikke at kongen selv holdt styr på dette. Ridderne var også indelt i forskellige sektioner, kongen kendte udentvivl dem på slottet med ansvaret for hans liv, men hvor mange af de andre han kendte vidste Akari ikke. Personligt var han tydelivis ikke blevet husket, men det påvirkede ham ikke, han var trods alt ikke ridder mere, og han havde ingen interesse i at blive det igen. Selvom vanerne hang ved. Han nød det med kun at have en bekymring i livet, sin klient. Det var nemmere end at skulle passe på alle i en hel by, og her være hadet af mutanterne.
Akari lo lidt af kongens kortfattedhed omkring Ciel "Selfølgelig Deres majestæt" svarede han bare og fraholdt sig fra at snakke mere om emnet. Kongen insiterede på at stå selv og Akari lod ham. Han skulle også forberede deres flugt. "Tydeligvis, men jeg havde håbet på at undgå noget lignende" kommenterede han tørt til kongens kommentar omkring hans riddervaner.
Han stod ved døren da kongen fortsatte med at tale. "Vi skal have Dem til en læge" konkluderede Akari kort ved hans ord "Har de en på slottet?" spurgte han som for at finde ud af hvor han skulle bringe kongen hen bagefter. Akari nikkede bagefter til hans bekendtgørelse om at kunne hjælpe og satte sit sværd mod låsen og stødte til så mekanikken knækkede og Akari nemt kunne åbne døren, der åbnede indad. Han vendte sig mod Hikori og kastede sværdet til ham med bladet nedad så han blot skulle gribe skaftet for oven. Han havde haft øjenkontakt med kongen for at være sikker på at han var opmærksom på kastet. "De får nok mere brug for det end mig" sagde han med et kort smil inden han lagde ansigtet i seriøse folder og tog fat i håndtaget og lagde øret mod døren. Sværdet var tungere end normale sværd, men ikke umedgørligt for normale mennesker. De havde hørt hans angreb på låsen og kom rendende for at se hvad der skete. Han fuglte ubesværet med døren som de skubbede den ind, men da de næsten kunne komme ind i rummet hamrede han den i igen og slog vagterne bagud og væk fra indgangen til rummet. Så vidt han kunne høre tog de flere andre med i faldet, for der var en del jamren og banden. Akari havde ikke tænkt på at spare på sin styrke og døren gav sig faretruende. Han så på kongen som for at spørge om han var klar til. Selv havde han allerede flere planer til hvordan de kom ud, alt efter hvordan situationen udvilkede sig. I sidste ende måtte han afsløre sig selv hvis det betød at rede kongens liv. Så måtte han tage den derfra.