En tur på markedet

[Nemo Nevermind]

Det var efterhånden gået op for mange at foråret var her og sommeren snart kom for det blev varmere og varmere nærmest for hver dag der gik, noget der gav en hvis ung kvinde fornyet energi og gav hende lyst til at rejse rundt igen fordi varmen bragte energi med sig i stedet for de kolde vintre som hun absolut hadede af hele hendes hjerte fordi det gjorde hende svag.
Dagen i dag tydede virkelig på foråret var her, for man kunne høre en smule fugle sang fra nogle få fugle der vidst ikke var fløjet langt væk for vinteren og andre fugle var vendt tilbage blot for at synge for folk på markedet. Himlen tydede også på at de fik mere sol for der ikke rigtigt nogen skyer på den lyseblå himmel hvor solen skinnede fra og ned på folket som vandrede rundt på det egentlig lidt travle marked hvor folk kiggede på tingene i boderne og folk råbte en smule op for at sælge deres ting, ikke at det nødvendigvis hjalp men de gjorde i hvert fald forsøget. Det hjalp dog ikke på at vække den unge Nemos interesse for hun undgik de boder hvor folk råbte højest og i stedet tog nogle af de andre hvor hun stod og kiggede på tingene men der var alligevel ikke noget hun havde råd til eftersom hun havde brugt en del af hendes penge om vinteren for at undgå at sulte og fryse så hun havde til tider overnattet på nogle kroer når hun ikke var tilbage i vestdelen af byen for der boede hun jo gerne om vinteren fordi det var for koldt til at rejse rundt ellers tilbragte hun nogen dage hjemme ved Jack men normalt når han ikke rigtigt var hjemme.
Nogen folk havde travlt men så var der også dem som Nemo som tog det stille og roligt med at kigge på tingene før de egentlig lagde tingene tilbage og gik fra boderne igen. Nemo blev jo nødt til at tænke sig om hvad hun skulle bruge pengene til så hun gik henne ved boderne med mad for hun kunne jo skal leve af noget og tøjet skulle hun nok få skiftet ud på et tidspunkt. Dette brune tøj som hun rendte rundt i, den lange brune trøje som var dækket af en sort jakke og et par bukser som man mest så drenge og mænd rende rundt i, men det var jo alt for koldt til at gå rundt i kjole også selvom hun havde hendes indre varme så ville hun stadig helst have det meget varmer selvom hun nok måtte vente til sommeren eller til hun fik lokket en til at tage hende med hjem eller betale for et værelse på en kro før hun kunne få det varmere. Så det måtte jo bare vente, men som altid var hun jo meget rolig og tålmodig fordi det skulle nok komme, men igen hun kunne jo også bare finde sig et arbejde i et køkken et eller andet sted for det kunne jo være det kunne bringe hende ind i varmen i noget tid bare indtil sommeren kom for så ville hun nok rejse igen. Det tænkte hun dog ikke meget over som hun stod ved en bod med nogle tørret krydderier som hun kunne proppe i en suppe så den smagte bare en smule af noget, for hun hadede mad der var smagløst og ikke interessant, så lidt kræsen var hun trods af at hun egentlig var fattig og ikke kunne finde ud af at holde et job i længere tid fordi hendes træng til at lære og rejse drev hende et frem ad mod andre veje end et stille liv.

[Hiroki Souta Ignatio]

Man skulle mene, at det altid ville være perfekt at bevæge sig rundt i Talian, hvad enten man befandt sig på slottet eller i byen. Men det var ikke ligefrem tilfældet og specielt ikke når man var kongen og egentlig burde passe på med at bevæge sig udenfor. 1 forsøg om måneden på at dræbe ham måtte da være nok, det ville jo også bare være at forhøje chancerne for forsøg, hvis han først bevægede sig udenfor? Det var i hvert fald sådan hans rådgiver, Ciel, havde forklaret ham det, da han selv havde besluttet sig for at se, hvordan det stod til og ikke blot lod sine tjenere og rådgivere holde øje med byen. Nu ville han endelig se sandheden i øjnene, også selvom han godt vidste, at det ville være umuligt at gøre alle tilfredse. Ciel var ikke særlig tilfreds, da Hiroki først havde forladt slottet iført noget mindre kongeligt tøj, da han jo godt selv vidste, at andet ville være dumt. Men man kunne heller ikke ligefrem sige at tøjet var slidt, det var i yderst fin stand og der var hverken huller eller revner i tøjet. Den sorte bluse var lettere stram, men ikke noget der generede ham, derimod var de løse bukser ved at drive ham til vanvid, som han forlod nordøst området.
Hiroki endte med at sætte sig ned på hug for at finde en løsning på bukserne, men da han ikke havde en syerske med sig, måtte han give op, eftersom at folder og andet sjusk ikke passede til hans nuværende holdning. Han bevægede sig ned igennem byen og forsøgte så vidt muligt at gemme de mest normale træk fra hans ansigt overfor folk han stødte ind i. Det var jo ikke altid at tøjstillen hjalp, derfor valgte han også at opføre sig mere eller mindre normalt, hvilket i hans øjne ikke var formel og høflig, som han jo var vokset op med.
"Så længe mit dække holder, så længe bliver jeg i byen, om jeg så skal overnatte, så finder jeg nok ud af noget.."
mumlede han let for sig selv, som han havde tænkt sig at bevise overfor Ciel, at han var i stand til at passe på sig selv, og der derfor ikke var nogen grund til at være nervøs. Det kunne jo blot ende med at irritere ham i længden. Han sank en klump, da han først nærmede sig syd, han vidste godt at der var en statue af kongen på stedet, men heldigvis for ham, så var det ikke rigtig til at se, at han faktisk var i familie med den tidligere konge, også selvom at han var, dog langt tilbage. Derfor valgte han dog også at bevæge sig langt uden om monumentet, hvis der nu skulle ske det mest utænkelige, at folk faktisk kunne se nogle ligheder.
Da det lykkedes ham at komme til markedet, virkede han lettere omtåget af at se alle de mennesker fare rundt fra den ene bod til den anden. Det var ikke rigtig noget han havde oplevet før, eftersom at han jo var van til at folk flyttede sig for ham, når han først var i byen som kongen. Men lige nu virkede det som et sort kaos, som han forsøgte at bevæge sig igennem mængden. Det lykkedes ham ikke rigtig at komme igennem uden at han fik en albue i siden og lignende. Men hvad han var jo van til at få plads, når han havde behov for det. Han var dog tæt på at beordre manden til at flytte sig, men bed det i sig, som han kom i tanke om, at han ikke var kongen lige nu. Han var blot endnu en af folket. Måske en nysgerrig en af slagsen, men stadig en af folket.

[Nemo Nevermind]

Nemo tog det ganske roligt til trods for hun normalt bevægede sig i mindre befolket områder men lige nu ville hun jo have ting hun kunne lave noget mad til sig selv inden hun måtte begynde at stjæle ting og sager for at kunne overlevede for det var jo ikke altid at hun kunne lokke mad og andet ud af folk så måtte man jo tage sig til mere drastiske måder for at overleve på, men det gjorde hende nu ikke noget for det var godt med en udfordring ind i mellem men den anden måde var bedre for så fik hun opfyldt det mere sociale behov hun også havde for hun kunne nu godt lide at snakke med andre blot for at lære noget mere af dem selvom det ikke altid var folk kunne lære hende noget men hvis hun ikke gjorde forsøget, ja så lærte hun jo ikke særlig meget.
Nemo fik købt sig noget af krydderierne som blev lagt i en mindre pose til hende som hun havde i hånden da hun forlod boden med et smil på læberne som hun begyndte at gå fra boden men stødte ind i en mand som fik hende til at tabe posen med de få ting som var i, noget der gjorde hun kom med et kort gisp før hun skyndte sig ned på knæ for at samle posen op for hun ville jo ikke miste dette dyrebare krydderi som skulle gøre hendes mad bedre, selvom den ville være meget bedre hvis hun havde haft flere penge så kunne hun havde lavet noget meget bedre mad der i hendes hoved ville have smagt himmelsk, og hun havde jo fået ros for det en gang, den gang hun boede hjemme ved Jack og stod for madlavningen samt andre huslige arbejde, noget der egentlig kunne få hende til at slappe af men i længden ville det også kede hende fordi hun ville rejse og lære. ”Se dig dog for hvor du går”

[/color] sagde hun en smule surt for det her var jo dyrebart for hende så derfor blev hun jo en smule irriteret, hun så dog ikke rigtigt på manden der var gået ind i hende for hun stod og børstede hendes pose en smule fordi hun ikke ville rende rundt med en beskidt pose selvom det måske ville være den bedste ide når hun skulle tilbage til vest delen fordi hun jo havde brug for et eller andet sted at lave maden og egentlig noget at lave den i men det kunne man jo ind i mellem finde i det område ellers måtte hun kort tage hjem til Jack når hun var sikker på at han ikke var hjemme for så ville hun kunne lave mad i fred og rejse igen uden nogen videre spørgsmål eller andet som han nu kunne finde på at holde hende tilbage med, hvilket jo også var grunden til at hun sjældent tog hen til ham fordi hun egentlig ikke havde lyst til at blive holdt tilbage med hans spørgsmål og andre ting. Hun ville klare sig selv og indtil videre havde det jo lykkes ganske godt selvom hun måtte være konstant på vagt når hun var tilbage i vest kvarteret fordi hendes familie jo var der og så vidste man aldrig hvad de andre fattige kunne finde på for overlevelsens skyld.
Endelig rejste hun blikket og så på manden som sikkert var gået ind i hende ved en fejl men hun ville nu stadig være på vagt og gerne have han forsvandt eller i hvert fald gik til side så hun kunne komme til at gå forbi ham, men han virkede ikke ligefrem til at ville flytte sig og i stedet bare så på hende som om hun var et eller andet rakkerpak men hun havde jo købt disse ting på ærligvis for en gang skyld så hun fandt sig jo ikke ligefrem i at blive behandlet på denne måde, så de stod bare og nedstirrede hinanden mens de ventede på den ene enten ville trække sig eller gå til angreb på den anden.
[/blockquote]

[Hiroki Souta Ignatio]

Markedet var sikkert altid så kaotisk og sjusket, som det var lige nu, men han forsøgte ikke at lade det påvirke hans dømmekræft, som han lod blikket glide hen over hovedet på folk og danne sig et indtryk af, hvor de vigtigste forhandlinger foregik. Det var ikke særlig svært, for Hiroki at se, at der var gang i den, men det var i stedet yderst svært for ham at danne sig et overblik, eftersom at folket bevægede sig.. Han sukkede lavt for sig selv, som han bukkede hovedet mod jorden og begyndte at gå, hvad han egentlig havde tænkt sig at få ud af denne tur var endnu uklart, men det kunne jo være, at der var noget som ville overraske ham. Så længe at der ikke var nogen som fandt ud af, hvem han var, og hvad han jo stod for.
Egentlig var markedet et sted for handlende og ikke sted hvor en konge skulle slå sig ned for at få noget information, men alligevel havde han forsøgt at komme så langt væk fra slottet som overhovedet muligt, samtidig med at han var sikker på at Ciel havde sendt nogle vagter efter ham, blot for at holde øje med ham, så der ikke skete ham noget. Man kunne jo aldrig vide, når man nærmede sig de mere fattige kredse. Han forsøgte ikke at lade sine omgivelser påvirke sig, men valgte at lytte til de forskellige samtaler, som foregik rundt om ham, noget skar dog igennem.. Se dig dog for hvor du går. Stemmen var tydeligvis ikke særlig tilfreds, som han straks forsøgte at finde frem til ejermanden eller i dette tilfælde kvinden. Hun havde tabt noget på jorden og var nu igang med at samle det hele op. For ham at se, så var det noget tørret krydderi, men end ikke han kunne se hvilken form for krydderi på denne afstand. Derfor valgte han også at gå tættere på, uden at komme for tæt på. Grunden til at han kunne se, at det var krydderi var nok, at han ikke kun lod sine kokke være i køkkenet, han kunne også selv finde på at tilbringe noget tid i køkkenet, blot for at kigge kokkene over skuldrene.
Da han kom tættere på opfangede han tydeligt at manden, hun var gået ind i, var i færd med at nedstirre hende, men på den anden side, så gjorde hun blot det samme. Det var måske bare sådan man fik sin vilje i dette område. Et smil stod frem på hans læber, som han straks gik ind i baggrunden igen og håbede på at hun ikke havde set ham eller manden for den sags skyld. Det var jo ikke en gang sikkert at hans dække var vandtæt, men han håbede måske at hans sjældne besøg i byen var med til at få folk til at glemme hans ansigt. Indtil videre lod det i hvert fald ikke til at nogen kendte ham.

Lige pludselig lod der nogle stemmer bag ham, dog uden for markedsområdet, som råbte til hinanden. Det var lettere utydeligt at høre hvad der blev sagt, men så snart at man så deres påklædning, så kunne man ikke længere være i tvivl om, hvad der foregik. I hvert fald ikke for Hirokis tilfælde, for dette betød at Ciel havde sendt nogle afsted for at holde øje med ham. Han sukkede opgivende og skyndte sig igennem menneskemængden.. Han strøg lige forbi kvinden og smilte blot roligt til hende, som han forsvandt længere ind. Man skulle næsten tro at han var på fugt.
Vagterne vendte sig mod markedet, som de blot trak lettere opgivende på skulderne og straks begyndte at råbe op.
"Gør plads!"
blev der råbt op til flere gange, som de næsten beordrede folket til at flytte sig, så de kunne komme igennem. Det var sikkert ikke særlig venligt gjort, eftersom at de fleste var igang med at handle og Hiroki ikke ønskede at have vagter rendende lige i hælene, da han så umuligt ville kunne komme i kontakt med folket.

[Nemo Nevermind]

Hun ville ikke rokke sig ud af stedet for hun ville ikke lade manden vinde over hende, for så vidste man jo aldrig hvad der ville ske, specielt fordi hun ikke stolede på nogen som helst og hun kendte jo udmærket til folks vrede selvom den altid var værre hvis de vidste hvad hun var, til trods for hun ikke kunne drømme om at skade andre medmindre hun jo selvfølgelig skulle imponere nogen andre eller de udfordrede hende eller fandt på en eller anden måde at lokke hende til at gøre det, for hun var jo en fredelig kvinde selvom hun ikke videre havde nogen samvittighed men derfor vidste hun jo godt hvordan man skulle opføre sig så man ikke vakte alt for meget opmærksomhed når man befandt sig bland mennesker.
De brune øjne var kølige og stædige som de nedstirrede manden, hvilket betød hun ikke havde set manden der havde smilet til hende fordi hun havde travlt med manden der bare nedstirrede hende indtil der var nogen vagter eller noget der råbte at der skulle gøres plads for der lod manden blikket glide væk fra hende og gav hende chancen for at komme væk ved at forsvinde ind i mængden med hendes mest dyrebare eje nemlig tingene der skulle hjælpe hende med at blive mæt denne dag selvom det jo nok kun blev suppe hun skulle have så betød det stadig hun fik noget at spise og kunne leve indtil sommeren kom og dermed flere forskellige ting hun kunne finde ude i naturen som hun kunne bruge eller bare steder hvor de rige levede for de kunne jo finde på at smide alle mulige ting ud som de fattige kunne bruge.
Hun forsvandt lige så stille fra mængden for hun var jo ikke så betydelig at folk holdt øje hende så hun kunne med lethed forsvinde ind blandt folk og i den retning hvor den såkaldte konge forsvandt hende, nemlig længere bagud og længere væk fra mængden, dog sagde hun ikke noget og hun anede jo ikke at kongen var forsvundet i den retning men igen hun tænkte jo ikke meget over hvem der var konge og dronning eller bare kongelig for det interesserede hende jo ikke men igen hun vidste jo de hadede mutanter hvilket jo ikke var hendes skyld, for hun havde aldrig gjort dem noget så hun forstod ikke hadet men på hun burde jo nok vide hvordan hendes såkaldte fjender så ud selvom de ikke vidste hvordan hun så ud noget der var heldig nok når det kom til stykket men hvor mange interesserede sig egentlig også for fattige folk?
Hun gik med hastige skridt med krydder posen tæt ind til hende som et lille barn men hun vogtede jo over det. I et kort øjeblik kiggede hun sig over skulderen for at se om hun blev forfulgt men det gjorde så også at hun ikke så hvad der var lige foran sig, nemlig den såkaldte konge som hun ikke kendte meget til men hun så ikke hvor hun gik for hun havde bare travlt med at komme væk fra folk inden der ville blive en større gang ballade som hun gerne ville undgå for alt i verden, for hendes slags var jo ikke ligefrem velkommen nogen steder eller jo hvor andre mutanter var men de kendte jo heller ikke til hende, den eneste der egentlig godt vidste hun var mutant var Jack som havde beskyttet hende en del år selvom det kunne koste ham så meget at gøre det, noget der jo kun havde holdt hende i live i alt den tid for havde hendes familie opdaget det så havde de sikkert ikke en gang tøvet før de ville aflevere hende til slottet.

[Hiroki Souta Ignatio]

For Hiroki at se, så var markedet fyldt op til renden og det var svært at komme igennem folkemængden, men han gjorde i det mindste et forsøg, selvom der blev ydet mere, da han først hørte vagterne, som bad folket om at flytte sig. Hans blik gled en smule rundt, som de fleste blikke var rettet mod vagterne. Det perfekte tidspunkt at forsvinde på.. En ting var dog sikkert, vagterne ville ikke råbe til folk at de ledte efter kongen, fordi så ville mutanterne, specielt, blive indstillet på at finde ham først. Derfor regnede han faktisk med, at de ville behandle denne situation, som en hver anden og gå roligt frem også selvom man godt kunne se på nogle af vagterne at de var lettere stressede.
Han stoppede op for at se sig over skulderen, men da han kiggede tilbage kunne han blot se pigen komme rendende og hun havde ikke ligefrem tænkt sig at stoppe, kunne han tydeligvis se. Egentlig regnede han lidt med, at hun ville stoppe op eller bare løbe uden om ham, men desværre for ham havde hun ikke rigtig set, at han var stoppet op. Hiroki nåede ikke at reagere før det faktisk var for sent og hun endte med at rende ind i ham.
Havde han været hjemme på slottet, så havde personen sikkert allerede nu undskyldt overfor ham, men da han nu skulle forestille sig at være et ganske normalt menneske så han lettere forvirret på hende, men endte desværre med at smile og grine en anelse.
"De... du ligner en der har travlt, er det dig, vagterne er efter?"
spurgte han lettere roligt, som han tog sig selv i at ligge ud med at tiltale hende med en al for formel tiltale form, som han straks rettede på. Men måske han bare skulle have fortsat, så det ikke lød så mærkeligt, dog valgte han at koncentrere sig om at holde balancen, da han havde været tæt på at vælte. Det var altså fordelen ved at træne i gården hele tiden, han væltede ikke bare sådan lige omkuld, når der var nogen, der rendte ind i ham. Egentlig kunne det godt være, at det ikke havde været særlig høfligt at grine og da slet ikke normalt, når folk rendte ind i en. Men Hiroki havde simpelthen ikke vidst hvordan han skulle reagere, som normale mennesker. Men på den anden side, så lignede hun en der var ved at flygte. Han gav sig også roligt tid til at lade blikket glide ned på hendes pose, men han kunne ikke rigtig se hvad hun havde købt, så han vendte tilbage til at kigge på hende, ikke for at stirre eller nedstirre, som hun tidligere havde gjort mod den anden mand.

[Nemo Nevermind]

At Hiro havde set hende havde hun jo ikke ligefrem lagt mærke til fordi hun havde en smule travlt men igen hendes klodsethed havde jo igen vist sig frem fordi da hun stødte ind i manden foran hende væltede hun bagover og røg ned på numsen, som hun kort sad og ømmede med den ene hånd og den anden hånd godt om posen. Et ansigts udtryk af mindre smerte kom fra hende inden hun endelig rejste sig stadig med en hånd på bagen for det gjorde jo en smule ondt.
Da manden så begyndte at tage med en måde der godt kunne virke som lettere grinende og det at han i starten sagde de til hende fik hende til at se forvirret imod ham for hun var bestemt ikke en person man sagde de til så hun så kort ned af sig selv inden hun igen så på ham. ”Jeg er bestemt ikke nogen de.. Og hvorfor i alverden tror du det er mig vagterne vil have? Der er da andre som heller ikke vil have problemer, du har jo selv bevæget dig væk fra mængden”

[/color] hendes tale var hurtigt som om hun stadig havde en smule travlt med at komme væk eller bare travlt generelt men hun ville jo helst ikke komme i klemme med de vagter for der gik jo rygter om hvad de gjorde ved folk som de opdagede der var mutanter og det skulle hun nu ikke udsættes for specielt fordi det ikke var hendes skyld at der var så stort had imod dem for hun havde jo ikke gjort andet end at passe sig selv og forsøgt at overleve så godt som hun nu kunne fordi hun ikke ligefrem var en af de heldige at være rige og bare kunne bruge penge som de ville, nej hun blev nødt til at tænke sig om hvordan de skulle bruges.
Hun så stadig lettere forvirret på ham inden hun kort så sig over skulderen for de var jo ikke helt i sikkerhed, ikke før de var gemt væk i en gyde eller omme bag boderne hvor man bedre kunne gemme sig og ikke ville blive fundet af vagter eller andre ting der nu kunne være ude på ballade, noget hun ikke var men hun måtte jo nok vente lidt med at kigge færdig på markedet til vagterne var væk. ”Hvem er de mon ude efter i dag?”[/color] mumlede hun for sig selv som hun så over skulderen inden hun igen så imod manden der stod foran hende og egentlig blokerede hendes vej længere væk fra mængden fordi hun måtte jo gemme sig lidt væk bare for at være på den sikre side nu hvor hun var mutant.
[/blockquote]

[Hiroki Souta Ignatio]

Han blev muligvis lettere overrasket over, at hun ikke havde balancen til at holde sig oppe på sine ben, derfor blev han også nød til at holde et grin inde, da det blot ville virke alt for uhøfligt, hvis hun først hørte det. Det var jo i det hele taget nok, at han havde grinet for lidt tid siden. Hiroki lagde godt mærke til at hun tog sig til røven, men faldet mod det hårde underlag kunne da også kun have gjort ondt. Han tilbød hende sin hånd, eftersom at det jo også lidt havde været hans skyld, at hun var faldet, netop fordi han ikke nåede at flytte sig. Armen gled roligt ned langs med hans side, som hun genfandt balancen på sine ben igen. Hendes reaktion på ordet de, var en anelse anderledes end han måske havde forventet. Men han valgte dog at trække en anelse på skuldrene, som hun hentydede til, at han selv var stukket af fra mængden.
"Jeg bryder mig bare ikke om alt for fyldt områder"
svarede han ganske roligt, som det egentlig ikke hade særlig meget med hinanden at gøre, da han jo i starten havde opsøg stedet. Men på den anden side, så vidste han jo godt, at vagterne ledte efter ham, så der var jo heller ikke nogen grund til at skyde skylden på hende? Det var blot en måde at starte samtalen på.
Vagterne bevægede sig ned igennem mængden, da folket ikke så nogen anden udvej end at flytte sig, så de kunne komme igennem og forhåbentlig hurtigt ville forlade området. Hiroki anede ikke rigtig hvor længe de ville opretholde søgningen, men de ville sikkert ikke vende tilbage til slottet uden kongen. Derfor forlod et suk også hans læber, selvom det mest af alt virkede, som om at han sukkede over det hun sagde.
"Det sker måske hver dag?"
sagde han en smule eftertænksomt, som hans blik spejdede rundt på omgivelserne. Han anede jo egentlig ikke at hun havde travlt med at komme væk, da han jo godt var klar over, at vagterne ikke var efter nogen fra folket. Men det kunne jo være at hun gemte på noget, som andre ikke skulle finde frem til?

[Nemo Nevermind]

Hans tilbud om hjælp blev afslået uden videre interesse for hun var jo vant til at klare sig selv så hun kunne altså godt selv komme op og stå igen, selvom hendes fald måske havde underholdt ham og at han måtte kvæle et grin men det interesserede hende jo ikke så længe han bare holdt mund, for hun hadede når hun selv var klodset og hvis det først blev pillet ud oven i så blev hun da bare endnu mere sur over at lege nar for fremmed mennesker, det var jo ikke ligefrem sådan at hun ville huskes som, specielt ikke ved første møde med fremmed.
”Det gør dig ikke ligefrem mindre mistænkelig”

[/color] sagde hun roligt med et lettere mistænkeligt blik imod ham for det var jo normalt folk som havde noget at skjule der søgte væk fra mængden ligesom hende, men hendes grund var jo fordi var mutant og det ville hun ikke have at andre opdagede selvom hendes kunne skjules meget let så længde hun ikke havde fysisk kontakt imod folk og der ikke var rigtigt noget ild i nærheden i tilfælde af at hun blev vred eller at folk brugte ild imod hende men det regnede hun ikke ligefrem med for der var jo ikke videre grund til at have noget ild på sådan en dag og på sådan et tidspunkt.
At vagterne rykkede på sig bag hende ude på markedet gjorde hun trippede en smule fordi hun gerne ville lidt mere væk fra dette sted og gemme sig ordentligt for vagterne og hvad end de søgte. ”Næsten.. [/color] mumlede hun en smule inden hun vendte blikket imod ham og så på ham med de rolige brune som virkede helt alvorlige eller i hvert fald som om hun vidste mere end hun burde vide. ”Jeg ved ikke hvor du er vokset op, men vi lever altså i et land fyldt med had, hvor man er for blind til at se at mutanter er ligesom mennesker.. For der findes godt og ondt i alle.. Så alle i underklassen føler sig jaget blot fordi de er født som de er.. og jeg er født fattig så de finder sikkert et eller andet at beskylde mig for selvom jeg intet har gjort, men der er alligevel ingen der lytter..”[/color] sagde hun en smule alvorligt men det var jo ligesom hendes mening omkring landet og hun anede jo ikke hvem hun stod og snakkede med selvom det ikke ville ændre hendes holdning på nogen måde for hun mente jo ikke det var et særlig godt land, for man jagtede jo mutanter i stedet for at koncentrerede sig om andre mere vigtige ting.
Hun trådte til siden fordi hun ville forbi ham og længere væk ”Jeg har ikke lyst til at blive fanget og tortureret eller hvad de end gør ved folk som de fanger, så jeg smutter nu så må du selv om du vil med til gemmestedet eller selv finde et sted”[/color] sagde hun dog mere roligt som hun kort så sig over skulderen igen for hun havde ikke tænkt sig at blive her alt for længe og hvis denne fremmed også var ude på at gemme sig så kunne han bare følge med for hendes skyld, men hun havde altså ikke lyst til at blive fanget for der gik jo mange rygter omkring hvad der skete med hendes slags når de blev fanget, men der var ikke mange der slap levende ud fra det.
[/blockquote]

[Hiroki Souta Ignatio]

Det at hun ikke ville have hjælp, var en sag hun selv måtte afgøre, da han ikke skulle blande sig, desuden så tog han det ikke som en fornærmelse, da han godt kunne se, at hun ville stå på egne ben, ligesom hun havde passet på hendes krydderier. Han valgte derfor også blot at tage hånden til sig igen, som han lod blikket glide mod vagterne og blot sukkede en anelse. På et eller andet tidspunkt måtte de give op ellers blev de nød til at revne hele byen til grunde, før at de overhovedet ville få et glimt af ham. Han havde jo sagt til Ciel, at det var nødvendigt for ham at undersøge byen og helst på egen hånd, så han ville kunne se den normale hverdag, som ingen ellers ville vise ham.
Hiroki trak en smule på skulderne, da hun sagde at det blot gjorde ham mere mistænkelig, det kunne hun vel godt have ret i, men han havde sine grunde, så det var ikke nødvendigt for ham at forklare sig eller det mente han i hvert fald ikke.
"Uanset hvor vi kommer fra, så har vi alle noget at skjule"
tonen var forholdsvis rolig, som han hverken var under nogen form for stress, samtidig med at han altid var rolig, selvom i det mest mærkværdige situationen, hvor nogle godt kunne forestille sig at han ville komme med en anden reaktion. Han lod blikket hvile på hende og sukkede svagt for sig selv, da hun næsten bekræftede hans bekymring, men lige nu kunne han ikke stille sig op for at gøre noget, og da slet ikke, når han ikke vidste hvilke typer han var omgive af. Det kunne jo hurtigt vende til noget dårligt, noget han ikke en gang havde overskud til lige nu.
"Langt væk herfra.."
sagde han kort, ikke fordi han hentydede til slottet, men han var bestemt ikke fra området, men det gjorde ham måske også mere mistænkelig, som det jo godt kunne tyde på, at vagterne ikke var efter nogen fra området, dog så han godt selv at hun faktisk stod og trippede og måske bare gerne ville væk. Han nikkede lidt til hende, som han rykkede sig mere og mere til side, så hun kunne føre vej. Der var ikke behov for flere ord, i hvert fald ikke før at de var kommet på afstand af vagterne, så ville det også være lettere at snakke frit.
"Jeg vidste ikke at vagterne kunne finde på at beskylde nogen for hvad som helst, bare for at få fat på dem.."
sagde han lettere irriteret, som var han virkelig uviden, men han lod dog blikket glide mod jorden, som han ikke skulle begynde at rode mere op i det. Han skule forestille sig at være en af folket og ikke en fremmed, der ikke en gang vidste, hvad der foregik. Men det var håbløst, da han jo ikke kendte til meget, i hvert fald ikke meget af sandheden.

[Nemo Nevermind]

At han var en konge der ikke kunne handle eller tænke selv uden at have en rådgiver med ind over det, vidste hun jo ikke men hvis hun gjorde havde hun nok kommenteret det på en sådan slem måde at hun med lethed ville kunne ryge i fængsel for det hun sagde.
”Det har du ret i, nogen folk mere end andre..Fordi de er bange for hvad der vil ske med dem eller deres familier”

[/color] svarede hun blot roligt til det med at alle havde noget at skjule for det var jo rigtigt nok så hun kommenterede det jo ikke videre udover at nogen holdt mere skjult end andre fordi de var bange for at hvis blot en viste sig som mutant så kunne de tro at det var hele familien som var ramt af hvad nogen nok så som en sygdom, men det var det jo ikke ligefrem for det kunne ikke helbredes på nogen måde og det var jo ikke ligefrem nogen grund til at skamme sig over at man var fød anderledes fordi de jo stadig var mennesker der bare havde nogle evner som en tryllekunstner eller en manipulerende person også havde det.
Hun så kort på ham da han sagde langt fra men rystede bare på hovedet af det, som om det var ligegyldigt at han var langt fra dette sted og ikke rigtigt kendte til noget her i byen men når man var nederst i rangstien så måtte man jo lære at tænke sig om og bruge de evner man nu en gang tilegnede sig her i undergrunden for ellers overlevede man vidst ikke særlig længe, selv var hun jo blevet en udmærket tyv når hendes talenter for manipulation ikke rakte langt nok, så måtte man jo gøre andre ting for at overleve.
Da han rykkede sig til side varede der ikke mange sekunder før hun tog nogle hurtige skridt frem ad for hun gad jo ikke bruge mere tid på at stå at sludre her når de kunne risikere at blive opdaget af vagterne. ”Du kommer virkelig langt her fra siden du ikke ved hvor råddent dette land er.. Vagter anholder uskyldige, naboer beskylder naboer for at være mutanter fordi de hader hinanden ligesom familier bliver splittet og lever i frygt for at deres kære bliver taget fra dem og før man ved af det havner man i et eller andet fængsel hvor man ikke slipper levende fra det.. ”[/color] snakkede hun bare løs som hun vandrede længere væk fra folkemængden fordi hun skulle til nogle af de steder i udkanten af markedet for hun havde jo en del venner rundt omkring hvor hun kunne gemme sig indtil den værste fare ville være ovre, selvom det måske ikke var det bedste sted at slæbe denne mand med hen men hun anede jo ikke hvem han var for hun havde jo aldrig set ham før eller bare et billede af ham og han havde jo ikke vagternes dragter på så det var ikke til at vide hvem han var. ”Alt det had fordi ingen forstår.. alle frygter hvad de ikke kender til”[/color] mumlede hun bare for sig selv som hun gik med lidt hastige skridt frem ad og ned af forskellige små veje imod delen som ville føre til vest delen men alligevel blev hun på den sydlige del.
[/blockquote]

[Hiroki Souta Ignatio]

Han kunne sagtens tænke selv, problemet var bare, at når man havde rådgivere, så var man også næsten nød til at lytte til dem, ellers var man nød til at rumme det hele selv og at styre et kongerige selv og kende til alt og alle, var bestemt ikke en nem opgave. Men det havde han jo aldrig vidste fra start af, allerede inden at hans far døde, men på den anden side, så var det lettere at søge råd hos andre, som selv at skulle tage stilling til alt. Men måske var det på tide at lave en ændring?
Hiroki lyttede opmærksomt til hendes ord, som han havde en ide omkring at det måske ville være lettere at kende sandheden, hvis han fulgte et liv. Hvis han blot fulgte hendes liv, hvordan hendes dag var og det var tilsyneladende meget normalt at flygte fra vagterne, noget han ikke helt forstod. Han havde ofte ladet mutanter gå og blot givet dem en advarsel, men det var tydeligvis ikke noget der kom ud til folket. Hvem stoppede det? Der måtte være nogen, som lagde mere vægt på det negative, som det positive. Han var skuffet, men lod det ikke komme til udtryk.
Pigen havde virkelig travlt, da hun ikke tøvede et sekund med at smutte forbi ham, da han først havde givet plads til hende. Han valgte dog roligt at følge efter hende, da han ikke helt præcist kunne se hvad han ellers skulle stille op. Det kunne jo være at han ville kunne komme tættere på.
"Nok nærmere, en der aldrig rigtig er blevet lukket ud før nu."
indrømmede han roligt, som han fulgte hende, han ville dog sikre sig at han i det mindste kunne finde tilbage, så han ikke ville fare vild, han skulle også sikre sig, at de ikke lige pludselig bevægede sig ind i Talian, fordi der måtte hadet til ham være størst. Han rystede en smule på hovedet af det hun fortalte, så var det altså sandt. Det var ikke altid at personerne, som blev ført til slottet, havde gjort noget. Det ville altså sige, at der var nogle mutanter, som talte sandt. Dette var umuligt at rette op på. Hvad skulle han stille op?
"Er det ikke i orden at frygte det ukendte?"
spurgte han en anelse dumt, som han blot gik bag ved hende. Han så sig nogle gange over skulderen, for at se hvor vagterne var gået hen, så de ikke lige pludselig rendte ind i dem. Det kunne være en yderst komisk situation, netop fordi så ville hun sikkert ikke reagere særlig venligt overfor ham. Men så længe hans identitet var ukendt, så skulle det hele nok gå, eller det gik han faktisk bare udfra.

[Nemo Nevermind]

At han kunne tænke selv ville Nemo nu ikke mene, men igen hendes meninger var svære at ændre når hun først havde fået en så nyttede det sjældent at diskutere med hende, medmindre hun var bevidst om at hun havde brug for personen så kunne godt bide hendes stædighed i sig og lytte til personen og bare give dem ret fordi hun gerne ville have fred. Men lytte indgående til andre gjorde hun nu en gang sjældent medmindre det var noget om at lære nye ting for så skulle hun nok lytte meget intens til det der blev sagt.
Egentlig havde Hiro været en smule dum fordi han var begyndt at snakke med hende, for når hun først begyndte at snakke så var hun svær at stoppe igen fordi hun havde så meget at sige og nogen gange skulle man tro at hun ikke havde særlig lang tid til det fordi det gik så hurtigt at man måtte bede hende sænke farten, men lige nu var det dog rolig snak selvom hun egentlig havde en smule travlt så kunne hendes tale godt tage den med ro, dog da han sagde at han ikke var blevet lukket før nu fik hende til at stoppe op og se om på ham med et lidt undrende blik før hun rystede på hovedet ”Ja burde nok ikke sige så meget for det er kun 2 år siden jeg slap fri”

[/color] sagde hun roligt som hun vendte sig rundt igen og begyndte at gå med små travle skridt, hele tiden på vagt overfor det der skete omkring hende fordi hun da ikke havde lyst til at møde vagterne, selvom hun nok var lidt mere interessant fordi hun rendte rundt med kongen men det vidste hun jo ikke.
”Det er det vel”[/color] sagde hun med et ligegyldigt skuldertrak som hun gik ned af en mindre sidegade hvor der var et højt hegn omkring en bygning som hun på en måde fulgte fordi hun skulle derind. ”Men det er bedre at se ens såkaldt frygt i øjnene og lære at forstå i stedet for at sige man hader det med det samme, derefter kan man sige man hader eller ikke har noget imod det”[/color] tilføjede hun dog inden hun nåede til en indgang som hun stoppede foran og løftede hængslerne af inden hun stak hovedet inden for porten i hegnet hvor hun så sig lidt rundt inden hun smuttede ind og ventede på at han ville komme ind til hende så hun kunne lukke porten bag dem for det var ikke huset hun var interesseret i lige nu men mere skuret der stod omme bag det fordi der ville de kunne gemme sig i noget tid.
[/blockquote]

[Hiroki Souta Ignatio]

Det ville sikkert blive svært at diskutere med en som hende, men det kunne han jo heller ikke tage sig af, ofte var det jo heldigvis ham selv, der havde det sidste ord, enten på den ene eller anden måde, blot for at få fred.
Han kunne da bestemt ikke vide hvilken type hun var, fordi på en måde, så kunne han godt være ligeglad med det hun havde at sige, nu hvor hun jo allerede havde indrømmet overfor ham, at hun var fattig, så kunne han da sagtens regne ud, at hun måtte komme fra Vest, men han kunne også tage fejl, selvom han tvivlede. Desuden så var det faktisk rart at have en at snakke med, også selvom det var knap så formelt, som han var van til, så var det rart alligevel. Han kunne jo heller ikke vide, at hun faktisk var mutant og han måske havde kurs mod noget, som han ikke ønskede at tage del i. Men det eneste han koncentrerede sig om lige nu, var at slippe væk fra vagterne, men samtidig kunne finde tilbage til markedet. Han stoppede kort op, da hun selv snakkede om at hun kun var sluppet fri for 2 år siden? Så hun havde måske en anden fortid end han lige havde regnet med, dog skyndte han sig efter hende, så han ikke lige pludselig ville miste hende af syne og fare vild.
"Det kan du godt have ret i, men sådan er vi jo alle forskellige"
sagde han roligt, som han lod blikket glide med bygningen, der var indrammet i et hegn, han havde dog set hegn der var større, som det der omgav slottet, blot for prinsessens skyld? Han sukkede lidt, som han kiggede sig over skulderen, vagterne var ikke fulgt efter dem, så Hiroki kunne tage den lidt mere med ro. Han åndede også lettet op, som de bevægede sig indenfor hegnet og faktisk virkede til at være i sikkerhed, men hvordan kunne det være, at hun gemte sig på denne måde? Han skulle sikkert ikke stille for mange spørgsmål, da det bare ville virke mistænkeligt og han derved ikke ville kunne holde sin identitet hemmelig..

[Nemo Nevermind]

At han fik det sidste ord kunne de nu godt diskutere for selvom han var konge så betød det altså ikke at hun gav sig særlig let, specielt med den stædighed hun egentlig havde når hun først satte sig noget i hovedet for så stoppede hun ikke før hendes sidste åndedrag var taget og selv der ville hun kæmpe til det sidste.
Der var meget han ikke vidste om hende som delen med at være fattig egentlig var noget mere frivilligt end man lige skulle tro, for det var jo et valg hun havde taget i stedet for et fint hus og leve som en middelklasse kvinde der jo ikke manglede penge, men for hende var frihed og at rejse mere værd end noget andet i livet selv, ikke en gang rigdomme eller familielivet virkede tiltalende for hende, ikke når der stadig var en masse at lære og hvis man bare tog sig tid til at se rundt om det næste hjørne så kunne man jo nærmest lære noget nyt eller bare ved at snakkede med en fremmed så kunne man lære så meget og det var jo det hun elskede eller bare nød for der var da ikke noget bedre end at lære, så det var nok også grunden til at hun ikke rigtigt frygtede noget for hun så det i øjnene og forsøgte at forstå hvorfor det handlede sådan, hvorfor det var sådan og hvad det havde i tanke om at gøre imod hende.
”Sandt men man burde stadig blive undervist i det eller noget.. frygt ikke det ukendte men tag imod det for det kan berige ens liv”

[/color] sagde hun blot da hun gik inden for hegnet og fik lukket efter dem efter hun lige havde tjekket gaden igen inden hun lukkede helt og begyndte at gå over imod skuret til at starte med men ændrede retning imod bagdøren eller det var nok mere køkken døren som hun begyndte at snige sig hen til og stoppede lidt efter og gjorde tegn med en hånd til at han skulle stoppe også inden hun smuttede hen og åbnede døren på klem for at lytte kort og se ind inden hun smuttede helt ind og så sig lidt rundt i det okay rummelige køkken inden hun smuttede hen til døren igen og så ud som hun gjorde tegn til at han kunne komme med ind for der var ingen i køkkenet så hun kunne jo lige så godt lave noget mad mens hun ventede på at vagterne ville blive trætte af at lede på markedet.
[/blockquote]