Could a doubter ever understand? (Chris)

[Chiyo Iya wa Medoa]

Vejret var svært at beskrive denne dag, selvom det var forår var vejret mørkt og der lå et mørke over dagen som om solen allerede var gået med. Chiyo havde undret sig over det da hun tidligere var vendt hjem efter en tur i byen. Et par havde bedt hende komme til dem fordi, at de ikke selv var i stand til at foretage turen frem og tilbage på grund af alderdom. Det var ikke blæsende eller dårligt vejr, det regnede ikke og luften var ikke engang hverken trykkende eller fugtig. Det var bare mørkt og solen kunne af en eller anden grund ikke trænge igennem skyerne.
Chiyo sad midt i det største rum i huset, det rum hun altid tog imod gæster i. Rummet var rundt og rundt langs væggene stod tynde bogreoler spredt. Alle indeholdt de bøger i den samme farve. Slev om rummet var stort var det sparsomt møbleret. Dette var primært for at efterlade gulvplads til Chiyos cirkler. Det mest iøjefaldende af møblementet var hendes bord. Et stort og langt bord der var lavet ud af ét stykke træ. Det var udsmykket meget detaljeret og kunstnerisk. Hun havde detaljeret det stort set selv. To af bordets ben var oversået med små eller større cirkler der lignede hendes magiske cirkler på en prik. Ingen af dem havde dog tegn der indeholdt informationer, de tegn der fremgik i cirkelmønstrene var kun for at indikere cirkel typen. Jo længere op af benene hun var kommet jo større var cirklerne blevet. De fortsatte op på bordpladen hvor den største fyldte næsten en fjerdedel af bordpladen. Den var omringet af mindre cirkler i forskellige størrelse. Nogle cirkler var ridset ind i træet, nogle var tegnet på med sort blæk og andre var brændt ind træet. Nogle stedet var bordet plettet af stearin, men kun dråber, der var ingen spor efter lys der havde stået der, eller lys der var løbet over. Hendes røde bog lå på den side af bordpladen, som ikke var udsmykket med cirkler, omringet af fjer. Nogle af dem var store fjer, flere af dem længere og bredere end et menneskes arm, men også mange små fjer og dun. Bordet havde et sæt tilhørende stole, en på hver side. Men det var kun Chiyos der var dekoreret som bordet, denne også kun halvt.
Chiyo sad i kanten af en magisk cirkel, som hun endnu ikke havde hverken udfyldt eller aktiveret, hun havde kun fremkaldt grundformen. Cirklens største cirkel var ca. 2 meter i diameter. Det var kun denne lysende grundform af en spådomscirkel der kastede et dæmpet lys ud i rummet. Hun sad med lukkede øjne, men hendes hår mistede hverken dets farve eller forøgede sin længde, hvilket indikerede at hun ikke var i trance. Alligevel gav det dæmpede lys fra cirklen hendes hår og hendes hud en bleg farve. Hendes hår hang løst ned over hendes ryg og gik hende til hoften. Det hår der normalt ville falde ned foran hendes skuldre var bundet tilbage med lyseblå silkebånd der var flettet elegant ind i håret. De fremstod endnu mere blå i det sparsomme lys når det faldt på dem. Alle de stearinlys der stod placeret rundt omkring i rummet som stort set altid var tændt, var i dette øjeblik slukket. Dybt påvirket af et syn hun lige havde haft havde Chiyo for lidt siden slukket dem alle og sat sig midt på gulvet, for at undgå at synet skulle ske for hende. Det beroligede hende altid at være i kontakt med sin evne, så det var faldet hende naturligt at fremkalde grundformen af en cirkel og sætte sig i den. Normalt sad hun langsomt og udfyldte en hidkaldelsescirkel, men i dag sad hun med lukkede øjne i en spådomscirkel, uden at spå. At skulle fortælle folk om en forestående brænd var ikke noget der havde været behageligt, men endnu værre var det at skulle opleve branden gennem et syn. Det sparsomme lys fra cirklen oplyste rummet fra midten og sendte mange lange skygger rundt i rummet. Den mest karakteristiske var hendes, den snoede sig lidt bag hende som en slange selv om lyset var konstant. En ægte slange, på mange måder overdimensioneret, med en grøn-brun farve og gråhvide øjne lå med hovedet i hendes skygge og kiggede på døren. Dens ufatteligt lange krop lå omkring sig selv og Chiyo i bølger. Hun havde kun den hidkaldt. Ellers var hun alene i huset, så vidt hun da selv vidste.

[Chris N. Lavain]

Chris måtte indrømme at det var det vejr, som hun nød bedst, men havde ikke haft tid til at nyde det før det nåede en aften tid, hvor hun ikke længere var ønsket i selskabet.
Kursen var allerede sat, som Chris besluttede sig for ikke at spilde tiden. Chris bestemte sig for at beholde hendes arbejdsuniform på. Hun valgte dog at skifte, inden hun ville rette blikket fremad. Hendes valg blev lagt på baggrund af at Jokers uniform ville være for larmende med de små bjælder, som ringede når hun tog selv den mindste bevægelse.
Chris tænkte også at det nok heller ikke ville vække lige så meget opsigt, hvis hendes tøj var ganske normalt. Dog var hendes ganske normale tøj tydeligvis rigmands tøj og ville stadig vække noget opsigt, så Chris træk en mørkebrun kappe med hætte over sig. Den skjulte hendes tøj og som hun træk hætten op skjulte den til lige over hendes næse tip. Forhåbentlig ville hun ikke blive genkendt, når hun forlod slottet. Det var dog noget af en chance at tage at skifte på slottet, men var glad for de år, som hun havde haft i Talian, som gjorde at hun kendte stedet godt nok til at vide hvor hun skifte sit tøj, uden at være bange for at blive opdaget. Chris turde ikke tænke på hvad det ville bringe med sig, hvis hun blev opdaget. Ikke bare som kvinde, men som spion. Det havde lykkes hende indtil nu at holde det i komplet hemmelighed og sådan skulle det helst blive ved med at være...
Som hun forlod slottet lydløst, og uden for meget opsigt, slog tanken hende. Troede hun virkelig på Oraklets ord? Efter sigende skulle Oraklet kunne forud sige fremtiden, ser tilbage i fortiden og påkalde ånder ved hjælp af nogle cirkler, som var ekstra pyntet på.
Chris troede ikke på det. Det lød for overnaturligt, men det virkede til at kongen havde meget tillid til denne person. Endnu en grund til at se det med egne øjne. Chris havde før i MeRosal mødt personer, som også påstod de kunne se ind i fremtiden. Dette havde selvfølgelig vist sig at værende fup. Ingen overraskelse der, så hvorfor skulle Oraklet være anderledes? Chris vidste godt at mutanter kunne ha' anderledes evner, men noget som spådom. De måtte finde på noget bedre at komme op med, som hun forstillede sig om det evt kunne være kommet af at give Talian en trussel, i form af: vi kan se hvad I laver, så lad heller vær med at angribe os.
Chris gik mere på liste tå, som hun nærmede sig Oraklets hus. Hun bevægede sig først langs huset for at finde ud af om oraklet overhoved var hjemme. Hun opdagede et skinnende blå lys i et af vinduerne og gættede sig til Oraklet var hjemme. Chris havde svært ved at forstille sig indbrudstyve i Oraklets hjem, hvis de virkelig troede på at hun kunne forudsige fremtiden.
Chris vendte derfor tilbage til døren, så lydløst, som det var et menneske muligt og bankede svagt på døren. Hvorfor lege indbrudstyv for at finde information, når man kunne lege nysgerrig gæst?
Det var første gang hun ville være i huset, så hun kunne lige så godt se huset ad indenfor for at vide hvor hun skulle bevæge sig, hvis det var nødvendig at skulle skaffe hendes information på andre måder...

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyo tænkte aldrig så meget over vejret, så længe det ikke regnede. Hun brød sig ikke om regnen, så længe hun skulle være ude i den. Befandt hun sig indenfor fandt hun den næsten hypnotiserende, hvordan den ændrede landskabet eller dråberne gled dovent ned af vinduerne. Hun brød sig bare ikke om at blive våd, det var upraktisk og uværdigt hvis man skulle på besøg et eller andet sted.

Chiyo sad stadig på gulvet med lukkede øjne da slangen løftede hovedet som en person nærmede sig huset "Der kommer nogen" hvislede den på et fremmed sprog som kun Chiyo forstod. Hun åbnede øjnene og hendes blå øjne lignede næsten at de var oplyst indefra i den specielle belysning. "Hvem?" spurgte hun på samme sprog uden at røre sig ud af stedet, hun vendte langsomt tilbage fra sine tanker og lod blikket glide over de mørke omgivelser. I det her vejr ville hun nok være nødt til at tænde lys når hun fik gæster. "En gæst" hvislede den store slange og satte sin lange krop i bevægelse. Chiyo nikkede, altså ikke en hun kendte, ingen vigtige stamkunder. Fint, det passede heller ikke til hendes humør. Hun rejste sig fra den siddende stilling hun næsten havde siddet i en time og kunne mærke stivheden i benene som hun begyndte at bevæge sig. Hun trak let sine sko på som stod ved siden af cirklen og børstede den lange røde nederdel af for støv. Ud over nederdelen bar hun en hvid skjorte med lange ærmer, et rødt tørklæde med mørkerøde broderier. Hendes håndrygge afgav samme lys som cirklen, og ville gøre det lige så længe som cirklen var aktiv. Det lysende mønster var det samme som den store slange havde i panden. Slangens lyste bare ikke. Slangen løftede sit hoved og lagde det over en af loftbjælkerne og snoede sig op. Snart var hele den enorme krop forsvundet op på bjælkerne højt over gulvet, op mod det kuppelagtige loft. Loftet havde enkelte vinduer, men det var ikke det der var iøjefaldende ved loftet. Det var alle de malerier der prydede det. Chiyos vigtigste eller yndlings spådomme, samlet i ét stort maleri der bredte sig over væggene. Det begyndte omkring en meter over bogreolerne og fortsatte hele vejen op, kun afbrudt af vinduerne og loftsbjælkerne. Selve kuplen var ikke bemalet da den var et kunstværk i sig selv. Mørkt træ og ædelmetaller, samme træ som resten i huset, udgjorde den betagende kuppel, som nu var halvt skjult af slangen der havde lagt sig på loftsbjælkerne og lignede noget ubestemmeligt. Chiyo kastede et blik op på den og kiggede så mod døren. Hun tændte nogle lys inden hun gik over åbnede døren. Hoveddøren stødte ikke direkte op til det runde rum, men tillod hendes gæster at hænge deres overtøj før de trådte ind i selve det store rum. Det ville værelse var det eneste rum der kom før det store, og ingen døre i det lille værelse førte til andre rum. Indgangsrummet lignede en lille stue, med smagfulde møbler og hyggelig indretning. Det var et langt rum der var indrettet med opholdsstue i den ene ende og indgang og garderobe i den anden. Synet af flammen på det første lys hun tændte sendte kuldegysninger ned over hendes arme. Flammen, så lille og med sine gule og orange farver, så næsten blød ud som hun gav sig tid til at stå og betragte den. Så rev hun sig ud af synet der genspillede sig for hendes indre blik, tændte nogle flere lys. Hun behøvede ikke at tage nogen med sig for at kunne se, hendes hænder lyste nok til at hun kunne finde vej i det rum hun kendte så godt. For at tænde lysene medbragte hun en lang tynd pind der brændte langsomt og med en lille flamme. Hun pustede pinden ud og efterlod den ved lyset hun tændte i indgangsrummet og åbnede døren. Hun lagde en hånd om døren som hun langsomt trak den op og betragtede personen udenfor. Hun undrede sig over kappen og trangen til at skjule sin identitet for hende, men som orakel påpegede hun det ikke. "Velkommen" sagde hun blot i en blid tone og åbnede døren helt så hendes gæst kunne komme ind, hun slog let ud med hånden som tegn på at hun skulle komme ind, og trak en lysende streg over den mørke baggrund der langsomt lyste lidt op.

[Chris N. Lavain]

Chris ventede tålmodigt ved døren. Siden hun havde set et lys i vinduet, så måtte der være nogen tilstede i huset. Om det så virkelig var oraklet selv eller en anden var der kun en ting, som kunne vise sig. Huset så ellers ud til at være mørkt lagt, hvilket først havde undret Chris en smule. Hun havde dog ikke svært ved at forestille sig at oraklet brugte meget tid udenfor, da oraklet jo måtte få sin viden et sted svar, når Chris nu nægtede at tro på at det skulle være på grund af en evne, som oraklet skulle ha'.
Chris' blik opfangede dørens bevægelse og valgte at stoppe hendes tankestrøm for at fokuser på dette orakel. Hun havde ventet at se en ældre dame, ikke en ganske ung pige på hendes egen alder.
Chris bevægede sig indenfor og lod hætten falde ned, som hun var kommet indenfor. Hun bemærkede hvordan hendes hænder glødede og kunne nærme en indre væmmelse af synet, som hun selvfølgelig ikke lod komme til overfalden.
Chris smilede venligt til oraklet og vidste ikke hvor vidt om oraklet vidste hvem hun var. Det var ikke så meget af hendes ansigt, som hun gemte, når hun var Joker.
”Jeg takker.. Jeg håber ikke at jeg forstyrrede Dem i noget?” spurgte hun høfligt i en venlig tone, som hun træk sin kappe af og hang den op. Hun hentydede til det lysne symbol på Oraklets hænder. Hvad det så end gik ud på..
Chris bar et blåt velhavende herresæt tøj med et par hvide handsker over hendes hænder. Hendes brune støvler gik hende til lige under knæet. Chris' holding var meget adelig og stolt. Man ville ikke tro andet end at hun var fra de mere fine kredse, hvis ikke de kridt hvide handsker gjorde sit.

// sorry det tog så lang tid x'3 //

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyo havde ikke andre folk hos sig i huset, hverken mutanter eller mennesker, hun gad ikke deres selvskab, så gjorde hun hellere alting selv. Hun kunne sagtens få tjenere og køkkenpersonale, men hun følte det unødvendigt når hun nu boede alene. Derfor var huset heller ikke så klinisk som nogle af de store palæer for slet ikke at tale om slottet. Hun tog sig heller ikke af hvis der var lidt støvet hist og her, men hendes indgang og stue var altid rene, bortset fra stearinen der dryppede fra lysende eller løb ud over siden og trak et spor ned over lysets side.

Ja Chiyo var ung, men alle oraklerne startede jo som børn på et eller andet tidspunkt, men andre havde ikke styr på deres evner før de nåede en hvis alder. Chiyo havde begyndt at arbejde tidligt. Og det var faktisk endda atypisk at piger arbejdede og ikke blev giftet bort til nogen, men Chiyo forkastede idéen om at blive gift med et menneske eller en mutant, hun havde tilmed truet en eventuelt kommende ægtemand for at fjerne tanken helt fra sine forældres hjerner. Hun nægtede.

Som hun åbnede døren Fangede hendes blik med det samme alle små detaljer omkring personen foran hende. Det var en bivirkning af at skulle vurdere en persons stand med det samme. De adle skulle selvfølgelig behandles lidt anderledes end alle andre. Da hendes gæst lod hætten falde undrede Chiyo sig, hun fik mange forskellige indtryk. Tøjet gjorde det tydeligt at hendes gæst tilhørte adlen. Det blå sæt og de hvide handsker talte for sig selv, men gæstens holdning og stolte fremtoning gjorde det helt klart. Påklædningen var mandlig men der var flere træk der gjorde Chiyo i tvivl om dette. Fine ansigtstræk og feminine kendetegn i stemmen gjorde hende i tvivl om hvad hun egentlig stod overfor. Men mest af alt hendes øjne, gæstens øjne. De gav meget tvetydige signaler. Chiyo tillod sig selv at lade sig fængsle af hendes øjne et kort øjeblik. Det var tydeligt at Chiyo lod sig fange af tanker og indtryk i et kort øjeblik. Et øjeblik så kort, at det ville bringe flere folk i tvivl om, om Chiyo virkelig havde stirret dem ind i øjnene. Hun lagde ansigte i formelle og venlige folder og gjorde plads for sin gæst. Gæsten valgte selv at hænge sin jakke op og havde ikke medbragt andre end sig selv. Nogle kom flere sammen. Antrækket som hendes gæst var ankommet i gjorde hende også i tvivl om om hendes gæst mon ikke ville genkendes. Hun satte dog ikke ord på nogen af disse analyserende iagttagelser. "Slet ikke" sagde hun beroligende "Jeg var blot ved at gennemgå dagens oplevelser" svarede hun ærligt. Chris havde godt nok ikke spurgt til hvad hun havde lavet, men hun valgte at fortælle det alligevel. Hun viste med hånden hvilken vej Chris skulle og gik selv i forvejen. Lyset fortog sig som Chiyo efterlod Chris alene i indgangspartiet. Hun tog en pind og lod et nærtstående lys tænde enden. Den lille flamme åd grådigt af pinden indtil Chiyo løftede pinden næsten lodret. Hun skærmede flammen med hånden som hun bevægede sig over mod rummets fjerne side og tændte forskelligelys og lamper, der lidt efter lidt lyste rummet op. Hun pustede flammen ud da hun var tilfreds med lysmængden og lod cirklen på midten af gulvet fade ud. Lysniveauet dalede kort, men lysene fik hurtigt erstattet det blålige hvide lys fra cirklen med et varmt og indbydene lys. Hun vente tilbage til rummets indgang og lagde den stadig glødende pind på en hylde ved døren. Hylden var ikke fyld med andet end lys, i alle farver og størrelser, men kun få af dem var tændt, og de havde alle et tegn graveret ind i stearinen. Og der var noget underligt korrekt over måden de stod på, som om de slet ikke kunne flyttes, de kunne ikke stå anderledes. "Med hvad kan jeg være Dem behjælpelig..?" slutningen var lidt tøvende, da hun hverken vidste om hun skulle sige 'hr.', 'frøken' eller 'fru' og derfor ikke følte hun kunne spørge om et navn på denne måde. Hun håbede lidt på at hendes gæst ville præsentere sig selv.

[Chris N. Lavain]

Chris blev nysgerrig på disse ”dagens oplevelser”. Hvad end oraklet havde ment med det. Hun spurgte dog ikke, da de ikke havde så tæt et forhold til at det ville virkelig normalt. Der havde ikke været nogen grund til at oraklet havde sagt det, hvilket fik Chris til at overveje om oraklet nemt kunne finde på at give ekstra forklaringer, uden at der havde været nogen grund til dem. På den måde ville det være nemt at få en masse af vide, uden at skulle hen og spørger om alt for meget og ende med at komme til at virke ret så påtrængende.
Chris så hendes hånd og fulgte derefter roligt med hende. Hendes blik analyserende tingene omkring hende. Gulvet, væggene og loftet. Alt hvad hendes øjne kunne opfange omkring hende. Chris holdte dog også øje med oraklet foran hende og ville ende med at gå ind i hende, hvis oraklet pludselig ville stoppe op.
Chris lod hendes nysgerrig blive opdaget, da hun trods alt aldrig havde været i sådan et hjem før. Hun måtte indrømme at hun fandt det ganske farvestrålende med alle forskellige lys og overvejede om det kunne være med vilje at der skulle være så mange forskellige, som det var muligt. Hun undrede sig også over tegnene, som var blevet graveret ind i dem. Hun lagde derefter mærke til hvordan de stod og bevægede sig roligt rundt, dog gik hun ikke alt for tæt på dem, mens hun lod hendes blik undersøge dem. Chris hørte hendes spørgsmål og lagde mærke til tøven i sidste ende. Det var ikke unormalt for hende at folk tøvede på den måde, som de ikke vidste hvordan de skulle tiltale hende.
”Hr. Lavain” svarede hun ganske naturligt, som var det hun var opdraget med at svare til folk og smilede ganske høfligt.
”Jeg kom forbi fordi jeg er ganske enkelt er i bekymring.. Ser De.. Min familie er kommet i sorg efter min fader er blevet forfærdeligt syg...” fortalte hun og hold hendes øjne, mimik og hendes kropssprog få historien til at virke realistisk.
”Lægen siger at det ikke kan helbredes og at der nok ikke gå ret lang tid før han... De ved..” Chris holdte inde, som virkede det at hun havde svært ved at dette ord, som død og gjorde, så et par tårer spillede i hendes øjne, men fik det til at virke at hun stadig holdte dem fra at løbe..
”Jeg har brug for Deres hjælp til at finde min ældre bror, som rejste ud for et par år siden.. Min fader ønsker at se ham.. Samt er det hans pligt, som den ældste overtage min faders plads, som overhoved af familien.”
Historien var opdigtet, men der havde været unge mænd, som havde rejst ud fra MeRosal i en søgen efter et eller andet, som de ville finde.

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyo var vant til at folks reaktioner på hendes hus og hendes indretning tit var overraskede. At Chris kiggede rundt fordi hun havde andre grunde end bare nysgerrighed. Det med at blive stillet mange spørgsmål var noget som Chiyo var vant til, det var jo oftest det hendes arbejde gik ud på. At folk stillede spørgsmål om alt mellem himmel og jord, ting de ikke vidste eller ting om fremtiden. Så den miljøskade der havde fulgt dette job var at Chiyo var begyndt at registrere folks spørgende mine og undrende udtryk og bare automatisk svarede når hun opfattede dem.
Slangen lå skjult på bjælkerne over dem, den kunne tydeligt ses hvis man så efter, men den var ikke noget der sprang i øjnene når man bare lod blikket glide over loftet. Slangens mørke farve mindede meget om det mørke træ i det sparsomme fra stearinlysene rundt omkring i rummet. Der ikke rigtig lod til at kunne drive dagens mørke på flugt.
Chiyo sluttede sig til Chris ved hylden med de mange forskelligfarvede lys med indgraverede tegn "Et lys for hver af mine venner der er død i denne verden" forklarede hun. Chris kunne selvfølgelig ikke vide at Chiyo snakkede om de væsner hun kunne hidkalde. Chris var ikke den første hvis opmærksomhed der var blevet fanget af lysene. "De er kun tændt på årsdagen for hver enkelt væsens død" tilføjede hun og kastede et trist blik på de få tændte lys på hylden. Der var ikke så mange lys på hylden at den virkede proppet men nøjagtigt ét lys for hvert væsen. Flere af dem var tændt samtidig. Det var ikke fordi der var væsner der var død samme dag forskellige år, de var alle døde samme dag samme år. Det var en af de få dage gange hvor flere af hendes væsner var døde samtidig, på denne dag for år tilbage døde 3 af hendes væsner i forsøget på at rede hende under et af hendes eventyr. Hun ærede dem og mindedes dem hver dag, men specielt på dagen for deres årsdag.

Hr.? Det var mest logisk at dømme efter tøjet og fremtoningen. Men måden denne person bar sig selv og en masse små input som Chiyo opfattede fortalte hende noget andet. Hun smed endnu en gang tanken væk og accepterede informationen. Navnet mindede hende ikke om tidligere kunder eller nogen hun havde haft syner om, men hun kendte heller ikke hele byens overklasse. Hun lyttede til Chris' bekymringer og hendes forespørgsel. Det var en enkel opgave, det burde ikke tage lang tid. Det forekom hende bare underligt at en voksen mand fra overklassen lod følelserne spille så meget ind. Det var noget hun ville forvente fra kvinder, men selvfølgelig kunne der også forekomme overklasse familier med gode forhold til hinanden. Hendes opfattelse af overklassen var bare at den oftest var blottet for følelser når de var ude i offentligheden. Hun blev på ingen måde rørt at optrinnet, men hendes professionelle tilgang til Chris holdt hende fra at virke ligeglad. Hun virkede ikke medfølende men lyttede opmærksomt til hvad hun fortalte. Hun nikkede da Chris lod til at have svært ved at sige ordet 'død', for at sige at hun forstod hvad hun mente og at Chris godt kunne fortsætte, da Chiyo forstod hvad hun mente. Da hun havde fået hele historien og havde fået sin opgave fjernede hendes blik sig fra Chris da hun tænkte sig om. Derpå vendte hun igen sit blik mod Chris. ”Jeg må gøre Dem opmærksom på at jeg undersøger deres slægt hr. Lavain, for den vej at finde deres bror" hun betragtede Chris med rolige øjne, så rolige at de grænsede til ufølsomme. En magisk cirkel dukkede op bag hende ca. midt på gulvet "De er velkommen til at tage plads mens De venter" sagde hun og slog let ud med hånden i retning af området hun omtalte. "Kan jeg bringe Dem noget inden jeg begiver mig ind i den påkrævede trance?" spurgte hun høfligt, med det nye blåhvide lys det faldt på hende bagfra henfaldt hendes front i mørke og fik hendes omrids til at fremstå lysende. Chiyo selv fik bare nemmere ved at se Chris' træk.

Chiyo lagde sig elegant på knæ i midten af cirklen og begyndte at skrive de manglende tegn i cirklen. Alle informationer hun havde og skulle bruge blev noteret på de tildelte pladser. Det hvide kridt gled blødt over det matte stengulv og Chiyo betragtede det opslugt mens hun lidt efter lidt fik udfyldt den detaljerede cirkel. Da hun var færdig så lukkede hun hånden om kridtet der stadig var tilbage og lukkede øjnene og overgav sig til trancen som hun aktiverede cirklen. Derefter sad hun helt stille, uden anden bevægelse end sin vejrtrækning. Hun opfattede intet omkring sig og kunne heller ikke påvirkes af folk eller ting omkring sig. Cirklen lyste endnu mere nu den var aktiveret og gjorde at hendes hud fremstod næsten hvid, hendes hår fik også langsomt en mattere brun farve end hun havde haft tidligere, men den lille mængde information som Chris havde krævet var ikke omfattende nok til at påvirke hendes hårfarve meget. Da hendes trance blev brudt forsvandt alt lyset fra cirklen sammen med alle bogstaverne hun havde tegnet med kridt på jorden. Der var intet spor tilbage efter cirklen ud over Chiyo der stadig sad på gulvet. ”Deres far?" begyndte hun med en spørgende tone men holdt øjnene lukkede "De mener altså Deres biologiske far?" Hun åbnede øjnene men udtrykket i dem der mødte Chris stadigvæk påtaget høfligt. Hun havde undersøgt den slægt som Chris havde foregivet at være fra, Lavain slægten. "Og ikke den mand der opdragede dem dengang de boede i Talian?" spurgte hun lidt undrende "For han havde ingen børn" konkluderede hun og rejste sig langsomt og børstede roligt sin røde nederdel af ved knæene og løftede så blikket til Chris igen ”Hvis De alligevel bærer denne mands navn, hvorfor er De så involveret i arvefølgen i Deres biologiske familie?” spurgte hun med en blød stemme og betragtede hende med vurderende øjne der tydeligt viste at hun ikke tvivlede det mindste på det hun nu vidste. Hun virkede heller ikke anklagende blot undrende, også selvom hun et eller andet sted var irriteret over at havde undersøgt noget ligegyldigt på grund af manglende informationer. "For at finde Deres biologiske bror må jeg se mig nødsaget til at bede om Dennes slægtsnavn" sagde hun og gik roligt over til hende.

[Chris N. Lavain]

Chris nikkede, som hun fik en forklaring på lysene, som stod på hylden. Hendes venner? Chris kunne lade vær med at finde det som mange lys for en der virkede til at spærre sig selv inde alle ugens dage. Men Chris måtte indrømme at det var en meget kærlig tanke at mindes om dem ved at tænde et lys.
Chris tænkte ikke så meget på at hun måske var kommet til at vise for mange følelser, da hun tænkte at det var bedst at virke så bekymret eller rørt, som hun gjorde. Hun tænkte kun på at virke realitisk og kunne forestille sig at man ville være sådan. Selvom man tilhørte overklassen, så kunne man godt vise følelser. Chris regnede med at hun fik flere besøg af overklassen end af nogle af de andre klasser i samfundet. Hemmelighed besøg. Altså besøg, som ”ikke har fundet sted”. Det måtte ikke være noget nyt for Oraklet, som sikkert ville kunne regne ud at det var bedst at holde sin besøgsliste hemmelig.
Hun nikkede og betragtede letter Oraklets øjne. De virkede så rolige, men unaturlige rolige, som var hun upåvirket og ligeglad. For hende var vel et job bare et job?
Chris bemærkede den magiske cirkel bag hende og stirrede letter af overraskelse. Blikket fandt tilbage på Oraklet, som der blev talt til Chris.
”Jeg fortrækker at stå, ellers tak” sagde hun høfligt og ville ikke indrømme at det var mest fordi at efter hendes mening, så kunne det trænge til at blive rengjort lidt.
”En kop te, ville jeg ikke takke nej til” svarede Chris i samme høflige tone, mens hun holdte fast i et letter sorgfulde udtryk i hendes øjne.

Chris så roligt til, som Oraklet gjorde de sidste ting klar. Hun mærkede en indre spændthed. Det hele var jo ren opspind. Ville Oraklet virkelig give hende en forkert information eller hvad ville hun sige? Det var jo på ingen måde muligt for hende at kende Chris og hendes baggrund på forhånd.
Hendes blik blev nysgerrig ved lysene og forandringerne på Oraklet. Hvad ville hun mon finde ud af? Chris bed letter sin underlæbe, som det virkede at Oraklet var væk i hendes trance, men slap sin underlæbe igen lidt efter før trancen nåede at blive brudt.
Hendes spørgsmål kom letter bag på Chris. Hvad skulle hun ellers ha' ment? Chris skulle til at svare, men Oraklet kom først. Talian? Hvad snakkede hun om? Chris stirrede undret på Oraklet, som hun konkluderede at den mand, som havde taget sig af hende ingen børn havde. Snakkede hun om ham ? Det gav ikke mening efter Chris' hoved.
Oraklet så ganske sikker ved hendes spørgsmål. Hun virkede heller ikke anklagende, hvilket overraskende Chris en hel del også.
”Jeg er ikke sikker på om jeg forslår.. Lavain er det navn, som jeg er opvokset med og er det navn, som blev givet til mig af mine forældre, biologiske forældre” forsikrede Chris Oraklet om, for det kunne ikke være Chris, som tog fejl her..

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyos kommentarer var ofte meget inforståede hvis hun snakkede med folk om emner udenfor sine konsultationer. Ofte kunne det faktisk fremstå som om hun bare snakkede med sig selv. Smalltalk var ikke noget Chiyo var så glad for at dele med mennesker og mutanter, hun foretrak at snakke med de væsner hun kunne hidkalde. Men det var kun mennesker og mutanter der kom til hende og bad hende bruge sin evne for at svare på spørgsmål som de havde.
Chiyo betragtede Chris' reaktion på cirklen der dukkede op. Hun vidste godt at der gik rygter om hendes evner, men Chris reaktion tydede enten på at de ikke var ret meget nær sandheden eller at Chris ikke hørte ret mange af dem. Mange af de folk der kom til Chiyo foretrak som Chris havde gættet også at deres besøg var hemmelige. Derfor var deres bidrag til rygterne aldrig sande, nemlig for at vise at de ikke vidste noget som helst. Chiyo nikkede accepterende til hendes gæsts beslutning om at blive stående. Det var helt op til hende Chiyo havde ikke noget imod det og opfattede det ikke hvis der lå en hentydning i kommentaren. Chiyo stillede sit andet spørgsmål i ren vane.
En kop te, Chiyo nikkede og forsvandt ud af rummet efter spørgsmålet: "Er der nogen slags De foretrækker?". Hun vendte tilbage med en lille bakke med et fornemt testæl, som hun satte på bordet som hun ofte brugte til sine konsultationer. Hun skænkede roligt en kop te til sin gæst inden hun indtog sin plads inden i cirklen. Hendes bevægelser bar intet præg af at hun følte at hun havde travlt, hun tog alting med ro.

Under trancen var Chiyo fanget i en tidsløs tilstand, som hendes sind bevægede sig i fortiden og hendes krop stadig befandt sig i nutiden. Det var en ubeskrivelig følelse der havde skræmt hende mange af de første gange hvor hun havde udforkset sine evner. Overgav man ikke sig selv fulgstændig til evnen føltes det som at blive revet fra hinanden. Chiyo havde nu opnået fuld tillid til sig selv og sine evner, så den følelse var efterhånden en sjældenhed, hun oplevede den kun når hun kæmpede mod en hidkaldelse. Informationerne ville ikke være svære at finde hvis det faktisk ville have været muligt for hende at finde en søn i Lavain slægten. Derfor stoppede hendes trance også så snart at hun ikke længere kunne finde informationer der passede til dem hun skulle bruge. Hun undersøgte slægten for at finde den ældste søn, derefter var det planen at hun skulle finde ud af hvor denne søn var. Da dette så ikke var muligt blev hendes trance brudt. Hun undrede sig efter den forvirrende oplevelse, hun havde forventet at kunne svare på en så specifik opgave.
Chris' ord gjorde Chiyo usikker, ikke usikker på sig selv om sine evner, men usikker på denne person hun stod overfor. Chiyo nikkede langsomt til det Chris sagde "Jeg undersøgte Lavain slægten" sagde hun i en rolig tone, men kendte man hende lidt kunne man høre den irriterende undertone. "De er uden tvivl vokset op med det navn, men De har ingen blodrelation til Josef Eric Lavain, manden der bærer Lavain slægten i sit blod" fastslog hun igen "Deres biologiske forældre bærer ikke samme navn for så havde jeg fundet dem, da jeg undersøgte denne slægt" konkluderede hun tålmodigt og betragtede Chris. Denne person undrede hende, hvorfor var denne herre kommet for at undersøge et så specifikt spørgsmål hvis det viste sig at være en løgn? Var det for at teste hende? Eller ønskede han faktisk svar på et helt andet spørgsmål, som han forsøgte at forklæde med opgaven om at finde hans forsvundne bror. "Hr. Lavain.." sagde hun roligt og betragtede Chris indgående "..kender De overhovedet deres biologiske familie?" spurgte hun til slut og afventede et svar og en reaktion. Det var ikke Chiyos job at være fordømmende, hun holdt sig fra det, mest fordi hun havde fået meget ballade for det som barn når hun behandlede folk dårligt eller nedladende. Som hun var nu var hendes optrædning næsten fejlfri til trods for hendes mangel på følelser. Der var nok fordømmende personer i verden, og Chiyo holdt sig til at dømme dem alle, ikke kun dem hun mødte via. sit job. I sin fritid så hun ned på dem alle, men hun skjulte det når hun var i andres selvskab.

[Chris N. Lavain]

”Mynte” svarede Chris roligt, som værende den eneste te, som hun havde fundet i hendes smag. Chris lod atter sit blik glide igennem rummet, som oraklet var gået. Der var intet, som fangede mere end det andet hun allerede havde set på. Hun var stadig meget spændt på hvad oraklet ville finde på at sige. Hun overvejede kort om hun havde en hemmelig person hun snakkede med ud i køkkenet. Hun synes dog det gik lidt for hurtigt til at være tilfældet og hun afventede at oraklet måske ville prøve at aflede med mere.
Chris bemærkede det fornemme testel og smilede indvendig over at oraklet faktisk ejede noget fornemt. Hun tog koppen til sig efter der var blevet skændet op. Opmærksomhed blev på oraklet, som hun bevægede sig ind i cirklen.

Hun havde undersøgt slægten? Chris så meget mistænkeligt på hende om hvor vidt om virkelig havde ment det, som hun havde sagt. Hun så roligt på oraklet, som Josefs navn blev nævnt, upåvirket udenpå, men påvirket indvendig, som de mareridts fulde minder skyllende ind.
Chris begyndte dog at stirre, som oraklet hævede at hendes biologiske forældre ikke bar sammen navn. Chris havde haft mistanke omkring hvorvidt Josef virkelig havde været hendes far, men hun havde altid troet at hun havde haft et blodrelation til ham på en eller anden måde.. Om hvor vidt oraklet evner var ægte eller ej begyndte nu at blive sat i et spørgsmålstegn frem for det hårdt nakket nej.
Chris så ned i koppen, som hun endnu intet havde drukket af.
”Hvilke påstande at komme med på ingen beviser” svarede hun med dyb stemme og kiggede op på oraklet, rasende.
”Jeg kom her for få hjælp og det er takken!” små råbte Chris af oraklet. Alt skuespil, som virkede så naturligt..
Chris var ikke interesseret i sin biologiske familie. De var intet gjort for hende. Hun behøvede dem ikke med det liv, som hun levede.

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyo klargjorde teen, det bekymrede hende ikke at hun lod sin gæst vente. Havde Chris ønsket at komme hurtigt til sagen, så havde hun nok frabedt sig te. Hvis det som Chris vurdere, havde været sådan at det ikke var Chiyo, men en person hun snakkede med der stod for informationen, så havde Chiyo ikke spildt ét sekund mere på arbejdet som orakel. Det var ikke noget hun nød, men hendes evner bød hende at gøre det. Ligesom titlen bød hende at opføre sig værdigt og fornemt når hun havde gæster.
Chiyo var ikke materilistisk, testellet havde været en gave for at sikre at gæsterne i det mindste blev betjenet med noget ordentligt. Testellet var af tyndt porcelæn og vejede derved ikke meget. Det var i en krystalklar hvid farve med stærke lyse og mærke blå farver påmalet. Stilmæssigt passede det ikke med ret meget andet i Chiyos hus end hendes tiara. Men Chiyo havde ikke tænkt sig at finde et andet der passede bedre til hendes stil, det ville sandsynligvis også blot være spild af tid siden det nok ikke ville være fint nok. Hun havde andre kopper og tallerkner som hun brugte når hun kun var sig selv, når alting ikke behøvede at være så fint.

Chiyo bemærkede Chris' mistro og fulgte nøje med i hendes reaktioner inden hun gik nærmede. Det var en uvant situation for Chiyo, men måske mest af alt fordi hun ikke var vant til at håndtere tvivlere. De kom, af netop den grund at de tvivlede på hendes evner, sjældent til hende. Ikke desto mindre stole Chiyo fuldt og fast på sin evne, og gengav de informationer hun havde fået for Chris. Derpå blev Chris mistro til vrede. Chiyo gik hen og satte sig overfor Chris til trods for hendes råben, det gik hende ikke på. Faktisk hjalp det hende til at forstå at Chris, for vrede blev hun ofte mødt med når folk nægtede at se sandheden i øjnene. Men hun var stadig ikke sikker på hvilken sandhed der var tale om, for uden viden om resten af Chris' baggrund kunne hun ikke vide om Chris' historie faktisk var sand. Hun skænkede en kop te til sig selv og løfter derefter blikket og betragtede Chris. "Jeg påstår intet hr. Lavain, jeg formidlet blot sandheden" svarede hun og tog sin kop og underkop op og lod underkoppen stå i venstre hånd mens hun forsigtigt løftede koppen med højre hånd hver gang hun drak. Hun sænkede blikket ned mod den varme væske og betragtede sit spejlbillede inden koppen og efterfølgende teen mødte hendes læber. Der lukkede hun øjnene kort inden hun igen så op på Chris mens hun placerede koppen på underkoppen i venstre hånd. Der lød et svagt klink da porcelænet stødte mod hinanden. Chiyo strøg en finger over underkoppens kant inden hun lagde højre hånd mod bunden af underkoppen og støttede vægten med begge hænder. Smagen af den te som Chris havde udvalgt lå på hendes læber lidt længere end den lå i hendes mund, og aromaen rejste sig sammen med dampen i bølger mellem dem. "Jeg har fortalt Dem den sandhed jeg var i stand til at finde ud fra de informationer De gav mig, ønsker De hjælp i Deres søgen efter Deres bror må jeg udbede mig mere information" forklarede hun og tog en tår af sin te inden hun fortsatte "Som f.eks. denne brors fulde navn" hun ville ikke få noget ud af at afsløre Chris, og at finde Chris' bror var den opgave der var blevet hende stillet, og det agtede hun at gøre. Hvis det da var muligt.

Den groteskt store sump-brungrønne slange, der lå afventende på husets loftsbjælker, fornemmede skiftet i stemningen under sig og snoede hovedet ud over kanten for at kunne se ned. Det var gæsten der havde ændret stemningen og fik vibrationerne i luften til at prikke i slangens skind. Den snoede langsomt mere og mere af sin krop ud over bjælken og sænkede hovedet ned mod bordet under sig. Den løftede hovedet så dens krop formede et U. Chiyo vendte hovedet og så på slangen der viftede med tungen for at undersøge lugten der kom fra denne fremmede. Hun konkluderede at Chris' råben måtte være årsagen til at den nu gjorde dem selvskab. Efter at have vurderet Chris' lugt snoede den resten af kroppen ud over bjælken og den sidste del faldt tungt mod gulvet med et bumb. Den snoede kroppen sammen til en bunke nær Chiyos stol og lå der og betragtede Chris med sine følelsesløse gråhvide øjne. Chiyo rakte en hånd ud og lagde den på slangens hoved og sagde et par beroligende ord på sproget, som hun delte med sine hidkaldte dyr.
Derefter betragtede hun roligt Chris upåvirket af den unormalt store slange det nu befandt sig faretruende tæt på "forventede De at blive mødt med andet end sandheden i dette hus?" spurgte hun og lænede sig tilbage i stolen efter at have sat sin kop på bordet. Hun virkede på ingen måde truende, heller ikke efter at havde fået selvskab af en allieret. Chiyo ønskede ikke at skræmme Chris, faktisk ville det nok komplicere situationen. Men hun ville ikke sende en ven væk som holdt sig i hendes nærhed for at beskytte hende. For nogle af kunderne kunne blive agressive, det havde hun oplevet før. Og personligt brød Chiyo sig ikke om at slås, og en slange som hendes plejede at være nok til at få folk til at genoverveje hvilken retning de vendte deres agressioner i.

[Chris N. Lavain]

Chris var overrasket over Oraklets rolighed. Hun var helt sikker i sin sag, ikke den mindste tvivl omkring det hun havde set.. eller ikke havde set. Chris satte koppen tilbage og stirrede på hende, som hun forventede mere. Formidlet sandheden? Det var en måde at sige det på. Selvsikkerheden og roligheden begyndte at gå Chris på, som hun endte med at sammenligne oraklet med en anden. Chris så stædigt på hende, som hun forventede på mere eller at få noget andet at vide end sandheden. Det virkede ikke til at hjælpe det mindste. Hun begyndte oven i købet at sige at det hvad hun kunne skaffe fra de få informationer. Hvad ville hun så ikke kunne se, hvis man gav hende mange flere informationer af det?
Chris gned sig tænkende i nakken, som hun var usikker på hvorvidt hun skulle give hende sin brors fulde navn. Vreden lå stadig i hendes øjne. Oraklets evner virkede til at være ægte nok, så hun kunne ikke bare give oraklet et forkert navn.
Ud af al forventning stirrede Chris på slangen, som havde snoret sig ud af sit skjul. Det var en uhyggelig stor slange i Chris' øjne, men hvad der gjorder hende mest nervøs var den underlige interesse i hende. Hun stirrede på tungen, som viftede frem og tilbage. Chris' hånd gled langsomt om bag hendes ryg, men stoppede halvvejs, som den virkede til at miste en smule interessen. Chris hoppede en halv meter, som resten af slangen ramte gulvet med et stort bumb. Hun så imod slangen og oraklet igen for at se hendes mund bevæge sig, men ikke forstå de ord, som hun sagde.
Spørgsmålet fra oraklet hjalp Chris med at indstille hende ind på samtale igen, men hun havde svært ved at se væk fra slangen, som hun fandt den truende. Hun mærkede inden trussel i oraklets ord eller udstråling. Slangen i sig selv var nok.
”Jeg havde forventet noget andet, vil jeg gerne indrømme.. Men det virker til at jeg spilder min tid her” sagde Chris og gik roligt, men stadig små vredt og usikkert imod døren..

[Chiyo Iya wa Medoa]

En del af Chiyos evner bestod i at hun aldrig tvivlede på noget som hendes evne havde fortalt hende. Når ens evner bestod i at man modtog informationer om alverdens ting så kunne det ikke nytte noget at betvivle sin evne. Det var aldrig faldet Chiyo ind at hun måske kunne få fat i forkerte informationer. Og når hun gang på gang fik ret i både forudsigelser og hver gang informationerne hun fandt frem til var rigtige. Så det var ikke længere muligt for hende at tvivle på sine evner som mutant. Hver gang en magisk cirkel kastede sit blåhvide lys på hende og hun fornemmede det selv med lukkede øjne, blev hun mere og mere sikker på sig selv og mere og mere overbevist om at verden var fuld af fejl.
Chiyo kunne sagtens vende de informationer hun allerede havde fået og undersøge mere om Chris, hendes fremtid og fortid. Men hun var ikke interesseret i sin gæst, hun ønskede blot at svare på Chris' spørgsmål og derefter komme videre med sit liv.
Efter at have betragtet Chris' reaktion på det hele så gengældte hun Chris' stædige blik med et blik der fra hendes side var både spørgende og afventende. Slangens entré forstyrrede det hele, men lod til at dæmpe Chris' vrede.
Slangens gråhvide øjne veg ikke fra Chris og dens anatomi fik den til at virke stirrende. Dens kæber bevægede sig en gang imellem som den spurgte Chiyo om noget eller blot førte en samtale med hende når Chris var stille. Chiyo svarede lavmældt og når hun fandt det passende. Hun lod Chris gruble i fred. Hendes blik gled fra slangen og over deres omgivelser inden hun kiggede på Chris igen. Chiyo havde godt bemærket Chris' reaktion på slangen. Det var vel meget almindeligt at folk frygtede dyr der ikke levede op til de forventinger folk gik rundt med. Slangen var meget større end almindelige slanger nogensinde ville kunne blive uanset hvor i verden de boede. Men Chiyo nærede en kærlighed til alt der var unaturligt og spændende. Hun behøvede ikke vide noget om disse ting før hende interesse automatisk ville drage hende til dem. At kunne hidkalde det ene mystiske væsen efter det andet havde dog dæmpet hendes interesse for den virkelige verden gradvist. Det var ikke i hendes interesse at finde Chirs bror, hvis denne person eksisterede, men hun brød sig ikke om at have brugt sine evner unødigt. Hun var heller ikke interesseret i at der spredte sig en tvivl om hendes evner.
Hun lagde mærke til at Chris' tanker befandt sig et andet sted end deres samtale, der var også derfor hun talte til hende. For at fjerne hendes opmærksomhed fra slangen, som hun kort tyssede på da hun genoptog sin samtale med Chris.
Chiyos rolige facade krakelerede i et let smil og hun lænede sig tilbage i stolen. Det plettede dyreskind der lå hen over stoleryggen og sædet strøg sig mod hendes krop og pelsen kærtegnede hendes hud der hvor den kunne. Hun nikkede, som om hun allerede havde indset det. Det havde ikke været svært at se at Chris havde været oprørt over svarene, både på den ene og den anden måde. "Jeg vil ikke holde Dem her, men hvis De ombestemmer Dem skal De vide at De altid er velkommen til at vende tilbage" sagde hun og nikkede høfligt. Smilet blev en anelse bredere "Men ønskede De ikke at finde Deres bror?" spurgte hun og tog koppen fra bordet og holdt den på samme måde som før. Hun betragtede sin gæst med en undrende mine, samtidig med at hun lod til at have forventet denne udvikling af samtalen.

[Chris N. Lavain]

Chris bemærkede ikke hvordan det virkede til at slangen og oraklet havde en samtale, men hun bemærkede noget andet ved slangen. Den kunne ikke være helt almindelig. Blikket i dens øjne, dens måde at bevæge sig på og ikke forglemme dens størrelse. Det virkede ikke det mindste, som et vildt dyr. Altså måtte den høre til hos oraklet. Chris tvivlede på at slangen var et kæledyr, men hvad deres relation var ikke til at se.
Chris rynkede brynene sammen, som hun tyssede. Det havde ikke været imod Chris og den eneste der virkede åbenlyst at det var imod slangen. Der var altså noget mellem de to.. Hun kørte inden gæt i hovedet, som hun holdte sig til sin skuespil.
Chris stoppede ved dørkarmen ud til gangen ved hendes ord og nikkede, mens hun stod med ryggen til oraklet. Hun skulle til at gå, men fik ikke trådt mere end et skridt ved oraklets spørgsmål, som fik hende til at atter stoppe op.
Chris kiggede sig over skulderen og så hendes undrende mine, som ikke virkede så undrende igen, når det virkede til at hun havde forventet at dette var hvordan dette ville ende. Hun lod det virke, som om at hun gennemtænkte det spørgsmål. Lod hendes ansigt vidste at hun havde en indre kamp med sig selv. Ville hun sætte sig tilbage ned og give det rigtige navn eller ville forlade stedet med hvad der virkede som æren i behold, men være uden hendes bror?
Hun lukkede et opgivende suk ud og gik med sidste, som hun fortsatte imod døren. Hev sin kappe ned fra væggen om sig, inden hun åbnede døren og smækkede den bag sig.
Chris havde fået det hun var kommet efter. Det virkede til oraklet virkelig kunne se noget med hendes evner. Evner, som gjorde i at lave cirkler og symboler, som lyste og hendes slange havde sikkert også noget med hendes evne at gøre. Hvad vidste hun endnu ikke, men hun var sikker på at hun sikkert ville finde ud af det....

// Out

[Chiyo Iya wa Medoa]

Chiyo og slangen var venner. Chiyo havde ingen realtioner i den virkelige verden som hun ville betegne som venner, alle hendes venner tilhørte den anden verden. Den verden som Chiyo var forbundet til gennem sine evner. Hun følte sig ikke hævet over væsnerne, hun var ikke deres hersker eller deres ejer. Hun var deres forbindelse mellem den virkelige verden og deres egen. Hun var mest af alt en bro. Flere af disse venner havde gjort hende til deres allierede, men andre udnyttede hende stadig, tiltvang sig adgang for at skabe kaos eller for at slippe væk fra deres egen verden. Men Chiyo havde fanget dem igen, sendt dem tilbage. Men ikke uden ofre. Lysene på hylden var et bevis på det. Alle dyrene, slangen inklusiv, var fri væsner, nogle mere vilde end andre.
Chris tøvede. Chiyo blev roligt siddende, hun ville ikke løbe efter Chris eller bede hende blive, desuden lod Chris ikke til at ville følges ud. Sandheden havde gjort Chris oprørt og det forekom Chiyo at det grundede i noget ukendt. Hun holdt roligt øje med sin gæst der stoppede sin fremstormning og vendte sig mod Chiyo igen. Hun sænkede koppen mod sit skød og så afventende på sin gæst. Chris lod til at være i krig med sig selv, om hvad hun egentlig ville vide og hvordan hun skulle reagere i situationen. Chiyos opmærksomhed blev afledt af slangen der hvislede noget og rejste sig mere op ved hendes side. Hun holdt afdæmpende en hold ud mod den men slangen holdt øje med Chris. Indtil hun gik.
Chiyo hørte døren smække og sukkede opgivende. Hun satte koppen fra sig og kastede et opgivende blik på slangen som vippede let frem og tilbage. Chiyo rejste sig og gik tilbage ud midt på gulvet. Med et vip med hånden fremkaldte hun igen en videnscirkel og begyndte at udfylde den. Hvad havde dette møde været godt for? Chiyo havde ikke givet Chris grund til at forlade stedet, hun havde fortalt sandheden og hun havde på fornemmelsen at Chris også vidste at hendes ord havde været sande. Følelsen af forvirring og uvidenhed ramte hende. Den følelse var der heldigvis midler mod. Hun lagde sig på knæ midt i cirklen og lukkede øjnene inden trancen tog fat i hende. En trance der skulle give hende oplysninger om det egentlig formål med Chris' besøg. Trancen tog ikke længe da Chiyo havde haft et kort og præcist spørgsmål.
Trancen slap Chiyo, men i stedet for at åbne øjnene rynkede hun panden og blev siddende lidt. Chris havde altså været spion, formålet med hende besøg havde ikke været at få svar på sine spørgsmål, men i stedet at teste Chiyo. Hun smilede og åbnede sine øjne. Interessant. Talian spionerede i MeRosal. Hun rejste sig og børstede sin røde nederdel af ved knæene. Derpå bar hun bakken med testellet ud i køkkenet, trak sin røde jakke på og lagde en mørk kappe over jakken og fæstnede den over sine skuldre. Mon ikke det ville interessere kongen at Talians kongelige rådgiver havde placeret spioner i MeRosal. Det var det hun havde fået ud af sin trance, at Chris var blevet tildelt den opgave at udspionere oraklet og finde frem til sandheden om denne, efter ordre fra Ciel Dé Ricéy. Hun havde genkendt navnet fra timer om Talians kongehus. Chiyo rakte hånden mod gulvet og endnu en cirkel dukkede op. Denne gang en allerede udfyldt cirkel. En påkaldelsescirkel. Fra cirklens midte dukkede en tiger op, stolt, eventyrlysten og trofast. Chiyo nejede let og lagde en hånd på mærket i tigerens pande da den nærmede sig. "Chiyo" hilste den og bøjede hovedet i en gensidig hilsen. "Kære ven, jeg har tænkt mig at aflægge kongen et besøg, vil du gøre mig selvskab?" spurgte hun roligt og ledte tigeren mod husets udgang da den nikkede. Hun stoppede i døren og tøvede nøjagtig samme sted som Chris havde gjort det. "Bliv her og vogt huset" sagde hun til slangen der med et nik snoede sig væk fra stolen og fandt sin vej op på loftsbjælkerne hvorfra den kunne holde øje med det hele. Chiyo nikkede tilfreds, hun vidste at slangens mørke personlighed ikke passede så godt med en audiens hos kongefamilien, derpå åbnede hun døren for tigeren der gik ud først og ventede på hende. Chiyo lukkede døren og brugte ingen tid på at låse den da slagen stadig var i huset. Tigeren hilste på et par forbipasserende. Den talte menneskernes sprog og de forbipasserende hilste tøvende igen. Chiyo lagde en hånd på dens skulder og den vendte sine grønne øjne mod hende. "Hvad drejer besøget sig om?" spurgte tigeren nysgerigt som de gik gennem byen side om side. Chiyo kastede et blik rundt inden hun svarede "byens sikkerhed" svarede hun roligt og tigeren smilede unaturligt. "Spændende" svarede den og gik videre ved Chiyos side. Chiyo bøjede høfligt hovedet til hilsen når folk hilste på hende, men lod ikke folk stoppe sig ret længe af gangen. Mange ville snakke med hende, mange ville møde hende, men hun havde ikke tid, ikke nu. De blå øjne rettede sig målrettet mod slottet da hun løftede blikket.