Bright Provocation (Kath)

[Devin Jared Lynwood]

Mørket begyndte at trække sig, som lyset afslørede et syn, som ville skræmme de fleste.
Springvandet, som var udsmykket med Talians guder og gudinder var et symbol for Talian. I midten af dem var Latronia, som plejede at se kærligt på dem, men nu..
Statuen var dækket af skader og hendes form var blevet drejet på en måde, som ikke kunne være gjort på nogen naturlig måde. Det kunne kun være gjort ved hjælp af mutantkræfter.
Om hendes hals hang der et stykke træ, som havde fået indskåret ordene; ”Fremtiden skal tages af egne hænder. MUTANTER LÆNGE LEVE!” Kæden var forsvunden ind i statuen, så man ikke bare kunne ta' skiltet af hende.
Det var tydeligvis oprøret, som havde lavet dette hærværk. Alene ordene gjorder det tydeligt nok.
Jared selv havde ikke løftet en finger for dette ”kunstværk” og sad skjult i en gyde før der var nok mennekser til at skabe en folkemængde, som han ikke ville stå for meget ud i.
Han havde sin mørkebrune kappe på med hætten godt over hovedet, så han ikke kunne blive genkendt og solen ikke ville ramme ham for hårdt. Til trods for at solen var på vej imod sit højeste, så ville Jared blive for at nyde hvordan folket kiggede forvirret og uforstående på hinanden. Der blev hvisket i baggrunden imellem dem og Jared smilede smørret.
Der gik dog ikke længe før man kunne se at vagterne i byen begyndte at samle sig om springvandet for at se om de ikke kunne gøre noget for at fjerne skiltet og der blev sendt et bud til slottet omkring dette.
Jared træk sig letter, som han søgte ly for solen under et halv tag ikke langt væk, ved en vogn, og betragtede, som folk gik mere og mere i panik over synet..
Han satte sig ned med ryggen op af vognen og træk sin fløjte frem for at spille en rolig munter melodi. Hvad han så ikke forud så var at det endte med at give ham opmærksomhed og vagterne gik imod ham. Han rejste sig hurtigt og satte i løb. Dumt gjort, da vagterne blev mistænksomme og for alvor satte efter ham for at fange denne mistænkelige mand.

[Kath Alantia Bloomer]

kath havde hørt hvad budet havde sagt til en vagt på på slottede , hun løb alt hvad hun kunne mod springvandet, hun ville se det med sin egen øjne, hvad det var som alle panikket omkring, hun stoppede et stykke fra springvandet i en anden gyde, for så tydligt hvad der var sket, hvordan spring vandet var vreden og skiltede, hun læstede hurtig skiltede og det det helt gip i hende, hun var da også træt af hadet til mutanter men hun havde ikke lige regnet med det hærværk.
kath var i ført sit skole sæt ( som på billedet ) med en grå kappe ud over.
Kath opdagtede lige pludeslig at vagterne gik mod en, men personen valgte og sikke af, kath satte i løb op af gyden igen og lige smut i gemmen en anden gyden og hun kom frem i gyden lidt længer fremme i den retning den femmede person løb mod.
Kath stod så man ikke kunne se hende hun trak hurtig sin hætte over hovede og i det han kom forbi gyden, grab hun ud efter hans arm håbe på hun kunne nå at få fat så hun kunne trakke ham med en for enden af gyden selv om der ville være en stor mur som ville stoppe dem men hun havde en plan. vise det lykkes for hende.

[Devin Jared Lynwood]

Jared begyndte at bande sig selv over at skulle ha' brat opmærksomheden imod sig selv. Han vidste at han havde det sværest når solen var fremme. Hans syn blev påvirket af den og gjorder ham blind, så snart den nåede sit højeste punkt.
Han blev derefter overrasket og bange for at han var blevet taget, som han pludselig mærke et greb om hans arm der træk ham. Han lod sig føre i den tro at hun måske ville hjælpe ham, men som hun førte ham imod en gyde, som var blind blev han bekymret for at han bare havde ladet sig komme i en fælde. Han kunne høre at vagterne ikke var særlig langt væk og det ville være forsent at vende om nu. ”Gyden er jo blind?!” snerrede han vredt, som han ikke forstod hvorfor hun dog havde ført denne vej, hvis de alligevel rendte ind en stor mur. Men det var vel man fik når man stolede på fremmed, tænkte Jared for sig selv..

[Kath Alantia Bloomer]

kath kiggede roligt på ham " stol på mig " sagde hun og i det sammen hun havde sagt de tre ord, trak hun ham gemmen muren, enden vagterne kom rundt om hjørnet.
Hun stod op af muren. de var endt i en anden gyde dog mere mørk end før hun slap sit grab da hun havde fået ham gennem muren, hende knæ valket og hun faldt sammen, hende vejr trækninger var hurtig og hun valgt bare og sætte sig på jorden og tog sin hættet væk fra hovede, men hun lod blikket hvile på jorden " hvorfor var de efter dig " sagde hun roligt, mens hun kom til krafter igen.

[Devin Jared Lynwood]

Jared så ikke helt ud til stole på hende før hun selv pludselig gik igennem muren og træk ham med sig. Han så tilbage, som de var kommet igennem og satte hånden imod væggen. Den var helt hård. Han forstod. Hun var mutant. Han var glad for at gyden var letter mørk frem for den de var kommet fra. Vagterne råbte højt på den anden side og Jared vendte muren ryggen og gled ned og sidde.
”De fandt mig mistænkelig” svarede Jared roligt og skubbede hætten tilbage. Han var ikke vant til at ha' den på og fandt den ret irriterende, men den var nødvendig for ham når han bevægede sig rundt i lyset.
”Tak for hjælpen” sagde han kort efter med et smil.

[Kath Alantia Bloomer]

kath fik samle sig sammen, og fik sig rejst op hun var dog lidt svimmel og farve i hende ansigt blev lidt hvis men kom hurtig tilbage igen.
Hun kiggede på den fremmede " hvorfor så løb hvis de ikke havde gjort noget " sagde hun roligt og sendt ham et kort smil.
" jamen skulle det være en anden gang " sagde hun, kath kunne godt lide og hjælpe andre selvom du ikke fik noget ud af det, det gjorder hende skam ikke noget.
Måske også der for hun hjælp til på slottede, der gik hjælpen næsten altid kun en vej..
kath stod lige lyttede til vagternes råben om at folk tage det med ro og de nok skulle finde synderne som havde gjort det.

[Devin Jared Lynwood]

Jared kunne ikke lade vær med at finde hendes spørgsmål en smule komisk. Hvis det bare havde været så vel. Han havde gjort mange ting og han var leder af mutantoprøret, som havde gjort dette ved statuen. Hvis han havde ladet dem fange ham, så havde de fundet brandemærket på hans ryg og så havde han fået skylden for hvad der var sket med statuen, selvom det ikke lå i hans evner at kunne gøre det, der var gjort.
Et halvt smørret smil gled over hans læber, som det gav et svar på det. Han havde gjort noget. Dog valgte han også at svare med ord, frem for hans kropssprog alene.
”Jeg er ikke helt så uskyldig, som du tror.. Jeg er selv mutant, men sig mig.. Er det ikke meget farligt at bruge sine evner i offentligheden?”

[Kath Alantia Bloomer]

kath kiggede lidt på ham da han snakkede om han ikke var helt uskyldig, der kom et lille smil frem på hende læber da han spurgt til om det var farligt at bruge sine evner ude i offenligheden.
jo men vagter mistænker aldrig mig, jeg går op og ned af dem hver dag, jeg bor på slottede til dagligt " sagde hun bare roligt og kiggede kort rundt.
" når du nu er mutant, hvilken evne besidder du så " sagde hun venligt og lage hånden på muren.

[Devin Jared Lynwood]

Hun gik op og ned af vagterne? Hun boede på slottet? Det var ikke just det, som Jared havde forventet at høre, men svaret behagede ham alligevel. En mutant, som der var så tæt på kongen. Hvis hendes evner indbar at bevæge sig igennem solide ting, som mure, så ville hun være en ganske god spion.
”Jeg vil nu sige at du skal være ekstra forsigtigt netop fordi du bor på slottet og er så tæt på det hele, men det virker til at du ikke har været opdaget endnu.. Hvor længe har du arbejdet der?” spurgte han nysgerrig og tydeligt en interesse, som han fandt ud af hvor tæt på hun var på kongen. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, som han fejede det af med hans eget.

[Kath Alantia Bloomer]

kath kiggede lidt undret på ham, hun lod hånden kører gennem hende år og gik lidt væk fra han så hun stod med ryggen til ham og kiggede ud mod de andre forbi perserne længer ude, men de kigger se dem inde i mørket.
siden jeg var 13 år sagde hun med en rolig stemme og vente sig mod ham og lage hovedet på skrå
"du svaret mig ikke " sagde hun venligt og denne gang forventede hun lidt et svar af ham...

[Devin Jared Lynwood]

Jared så roligt på hende, som han afventede hendes svar. Som hun vendte ryggen til ham lod han sit blik kigge nærmere på denne pige, som havde trukket ham igennem muren. Han fulgte derefter hendes blik imod dem, som gik forbi længere fremme. Var hun alligevel bange for at blive set? Han forstod ikke hvorfor hun ikke havde svaret ham med det samme i stedet for at trække det ud, men hun havde vel forventet et svar fra ham. Han åbnede munden og skulle til at svare hende, men hun kom i forkøbet. Siden hun var 13? Hvor gammel var hun? 17? Det ville være 4 år ifølge lidt hovedregning. Han blev atter overrasket over hvor godt hun har holdt hendes hemmelighed, på trods af at være boende på slottet.
Jared smilede lusket, som hun sagde at han ikke havde svaret hende.
”Hvad ville du tro mine evner var?” spurgte han nysgerrigt med et hævet øjenbryn..

[Kath Alantia Bloomer]

kath rystede lidt på hovede men smilede dog, hun ment intet ondt " du ved vellige så godt som mig at lige så forskellig vi ser ud, lige så forskelle er vores evner " sagde hun og gik hen mod ham hun stoppede en meter fra ham og kiggede ind i hans øjne.
" men jeg vil gætte du på stod bag det som skete med byens smukke springvand " sagde hun med en blid stemme, hun var nu ikke glad for give ham skylden for noget og lod også blikket falde mod jorden efter hun havde sagt det.

[Devin Jared Lynwood]

Pigen havde et kendskab til mutanter, som hun fortalte at deres evner var foreskellige. Han fulgte hende roligt med øjnene, som hun nærmede sig hjem og stoppede op en meter fra ham. Han mødte roligt hendes blik, som han intet havde at skjule.
Et selvtilfreds smil lå på hans læber ved den kommentar. Han forstod ikke hvorfor hun fjernede hendes blik ved den påskyldning, så tog de sidste skridt imellem dem lagde blidt en hånd under hendes hage for at løfte hendes blik op igen.
”Jeg ved godt at det jeg besluttede at gøre ved springvandet var ikke retfærdig for den skønhed, men den var god til at få det budskab frem, som jeg efterhånden har kæmpet længe for at få frem” fortalte han og lod hans hånd glide ned langs hans side igen. Han tog et mindre skridt tilbage for at lave mellemrum imellem dem.
”Skygge manipulation” fortalte han og holdte sig hænder oppe med håndfladerne imod himlen. Skyggen om ham begyndte bevæge sig og lagde sig som bånd omkring hans hænder. Hans øjne forandrede sig ved blive sorte, men kort efter begyndte det sorte at bevæge sig i hans øjne, blev mindre og fjøl rundt, som en levende skygge i de brune øjne.

[Kath Alantia Bloomer]

kath stivende da hun hørt han tog nogen sidste, da han tog hånden op til hende hage lod hun hende hovede blive løftede med op, hun kiggede ind i hans øje, selv hun var lidt bange prøvet hun at slappe af, hun var ikke vant nogen rørt hende ude over prinsessen.
Hun lyttede til hvad han sagde og slappede af da han slap hendes hage, " men hvad for du ud af det, det gør jo bare hadet til os større " sagde hun forsigtig men en blid stemmen.
Da han enlig fortalt hvad han var, så hun undre på ham, hun ikke forstod hvad han mente, men da han viste hvad det gik ud bliver hun end smule navøs. men det var utrolig fasinerne at se på, hun bed sig kort i læben, og stod roligt og så på ham.

[Devin Jared Lynwood]

Jared hørte hendes spørgsmål og kunne ikke lade vær med at smile indvendigt over det. Jo, hadet ville sikkert blive større, men det samme ville frygten. Han ville sætte sit gæt på at frygten havde vokset sig større end hadet i mange af Talians bebore. At mutanter bare sådan kan gøre sådan noget i al offentligheden.
Han slap sit tag om skyggerne, så træk sig tilbage, sammen med skyggerne i hans øjne. Han lagde derefter hovedet let på skrå.
”Hadet er nok groet, men sandheden er at frygten har nok groet stærkere. Det er ikke muligt for mutanter at komme frem i lyset uden at møde had eller frygt.. Men lad dem hade og lad dem frygte, når de nægter at se hvor fanatiske vi er.. Vores evner er, som sagt lige så unikke, som vi selv er, så hvorfor leve i skjul af deres had og frygt?”
Hans stemme var rolig, men hans tone var fyldt med had og vrede. Man kunne nemt få fornemmelsen af at ordene havde været sagt så mange gange før..