After lightning follows silence (Jared)

[Clarié Eomie Infiena]

(Efterår)

Clarié fulgte med i sceneriet fra taget af et af de tilstødende huse, det af dem der virkede mest sikkert at stå på. Hun havde været lidt skeptisk, men taget lod indtil videre til at acceptere hende vægt. Masken der dækkede hendes næse og mund virkede som mere end bare forklædning, aftenen var kold og vinden der rev i hendes kappe var ikke skånsom. Hun var nødt til at holde fast i den for at undgå at hun blev opdaget af personerne i gyden. De folk hun overvågede var tre vagter der havde jagtet nogle børn de mistænke op i en krog, de havde kun fået fat i halvdelen af børnene så vagterne var bitre og generelt bare i dårligt humør. Clarié havde bandet for sig selv da hun så at børnene løb ind i en gyde, men hvis de nu skulle løbe ind i en gyde så var hun glad for at de havde valgt en som denne. Den gav hende flere muligheder for at udnytte sine evner. Lige nu sad hun og løsnede et reb der var bundet med mindst en milliard knuder, tydeligvis et barns værk. Kappen havde hun klemt fast mellem armen og kroppen og hun havde opgivet at beholde hætten på så længe hun ikke havde hænderne fri. Hun fulgte hele tiden vagternes bevægelser ud af øjenkrogen, de var endnu ikke langt nok inde i gyden, men hun kunne også risikere at de pludselig sprang frem mod børnene hvis hun ikke snart gjorde noget. Vagterne gjorde dog ikke noget for at besvære hendes planer og gik mod børnene som om de havde al tid i verdenen. Hun tænkte frastødt at de måtte nyde børnenes panik. Hun fik løsnet den sidste knude og alt det, som ræbet havde holdt tilbage, var hun nu det eneste der holdt. Hun koncenterede sig nu helt om gyden og konstaterede tilfreds at vagterne var kommet langt nok. Så lukkede hun øjnene og fokuserede på den højstrangerende vagts sko. Hun fik dem ikke til at forsvinde, men låste dem blot. Til stor overraskelse for vagten der var midt i et skridt og pludselig stod i en latterlig stilling uden at kunne bevæge sine fødder hverken frem eller tilbage. Clarié smilede for sig selv da de to andre vagter om ham til hjælp og så slap hun ræbet og lod en stor bunke bygningsaffald regne ned over dem mens hun slap vagtens sko med sin evne igen. Hun tænkte at hvem end der havde hængt materialetspændt ud mellem de to tage nok ville tilgive hende. Børnene stod som forstenede og betragtede vagterne der var helt eller delvist begravet i småsten, støv og træstumper. Deres uniformer skulle nok beskytte deres liv, men hun havde ikke noget imod hvis de ikke slap udskadte fra sammenstødet. Hun trak hætten over håret igen og piftede af børnene og pegede mod gydens åbning.

[Devin Jared Lynwood]

Lyden af sammenstødet kunne høres et godt stykke væk fra gyden. Der var ikke særlig mange i gaden, men der var der vendte hovedet og så imod gyden hvor larmen kom fra.
Jared rettede sin opmærksomhed og var ikke mange sekunder om at tænke hvad der mon var sket før han skyndte sig imod gydens åbning. Han havde ikke sin kappe på, da der var mørkt, men kæmpede en smule for at holde varmen. Han var ikke bange for at blive genkendt på denne tid. Han så nogle af vagterne, som var delvis begravet og nogle af børnene komme løbende imod ham, men havde stoppet op, som de så Jared.
Vagterne kæmpede for at komme fri og den første var kommet op og stå med sværdet trukket. Han nåede dog ikke langt før han mærkede en ukendt kraft holde fast i ham. Det var svært at se, som vagten knep øjnene sammen kunne han se at det var som en mørk slange, som var kom fra skyggen og havde snoet sig om ham.
”Løb!” råbte Jared og bevægede sig til siden, så de kunne forsvinde ud af gyden. Et par af vagterne, som endnu havde kræfter til at bevæge sig rejste sig og skar slangen over med sværdet for at befrie deres kollega. Slangen forsvandt, som den aldrig havde været der og det sidste barn var kommet rundt om hjørnet. Dog skulle deres købes tid for at være sikker på at vagterne ikke kom efter dem.
Jareds mørke skygge blik stirrede imod dem, som mørket og skyggerne begyndte at bevæge sig, tage form for at tage opmærksomheden fra vagterne. Det virkede, de svingede, men ramte sjældent og vis de så endelig gjorder, så kom det igen.
Jared begyndte at gå imod dem, som mørket begyndte at omringe dem.
”Sig mig.. I er vel ikke bange for mørket?” spurgte han med et flabet smil og holdte blikket imod dem. Han begyndte dog at undre sig over hvordan de var blevet begravet på den måde, men kunne ikke fjerne blikket fra dem, da han ville være sikker på at han kontrollerede sin evne rigtig..

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié betragtede det hele fra taget først stående klar til at gribe ind hvis nu vagterne skulle få rejst sig før børnene undslap, men da en uventet indblanden fra en allieret meldte sig så satte hun sig på tagets kant og betragtede det hele med benene hængende ud over kanten. Vinden rev stadig i hendes kappe men nu var hun ligeglad med at blive opdaget, det havde kun været et problem før da hun skulle have vagterne langt nok ind i gyden uden at opdage den mulige fare fra oven. Hvis hun ikke havde genkendt den nyankomne på hans udseende så genkendte hun ham på hans evne, en ynderst facinerende evne. Hun besluttede sig for at blive siddende og betragte hans brug af evnen, det var altid en fordel af vide omfanget af folks evner, også selv om de var allierede. Bare for at panikke vagterne endnu mere besluttede hun sig for at gøre deres kamp mod mørket lidt mere håbløst, et korts sekunds fokus for hver og lidt efter betragtede hun smilende sceneriet med alle 3 vagters sværd hos sig på taget. Hun kunne ikke lade vær med at le dæmpet over den nyankomnes kommentar "Jeg tror at De kunne gøre alle mørkeræd monsieur shadowbender" sagde hun smilende, det var ikke til at se men det kunne høres på hendes stemme. Hun fandt hele situationen yderst fornøjelig. Hun betragtede ham med øjne der nu havde fået en skarp gul farve. Om ikke andet så kunne hendes øjne ses på det mørke tag, men som sagt gemte hun sig ikke længere. Hun kastede et blik over sin skulder for at sikre sig at børnene var væk og konstaterede at de ikke var nogen steder at se, de ville ikke få flere problemer i dag så længe vagterne blev holdt beskæftiget. Hvis så bare de ville holde sig ude af problemer fremover, men det ville nok være dumt at forvente. Hun vendte hovedet og så ned på den nyankomne igen. Så længe han tog sig af vagterne behøvede hun ikke holde øje med dem, så han havde hendes udelte opmærksomhed. Det var sjældent hun stødte ind i mutanter i Talian som turde bruge deres evner, specielt offentligt.

[Devin Jared Lynwood]

Jared så undret på hvordan deres sværd forsvandt og slap sin evne for at stirre hvor stemmen var kommet fra. Han smilede smørret, men kunne ikke genkende ud fra det og hendes øjne alene, men kunne ud fra brug af hans kaldenavn og de ubesvaret spørgsmål omkring gyden tænke sig til hun nok selv var mutant og en del af oprøret.
Vagterne havde rettet deres opmærksomhed imod Jared, som skyggerne havde lagt sig ved at han ikke længere brugte hans evne imod ham. Jared var glad for at deres tunge rustninger næsten gav en større larm fra sig og ved et øjebliks opmærksomhed lå vagterne på jorden, da benene var blevet trukket væk under dem.
”Tør jeg forslå at vi forsvinder herfra?” spurgte han med et smil, som han kunne høre heste komme imod dem i det fjerne. Han vendte derefter ryggen til vagterne og bevægede sig imod åbningen af gyden. Han stoppede op for at finde ud af hvilken en af vejene, som hestene kom fra. Han bemærkede ikke at en af vagterne havde kæmpet sig op på benene igen og skulle til at stikke Jared ned bagfra med en kniv, som havde været i hans støvle..

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié vinkede roligt til ham da han vendte blikket op mod taget, der var ikke mange i oprøret man kunne genkende, så hun var overrasket over at være stødt på en kollega på sit korte ophold i byen. Men hun havde nok ikke handlet anderledes selv om hun ikke havde udsigt for at møde en berømthed i oprøret. Hans evne krævede tydeligvis lige så megen koncentration som hendes, hvis ikke mere. Hendes evne virkede straks efter at hun havde koncenteret sig, hvorimod hans krævede konstant koncentration. Det måtte være upraktisk hvis man var omringet. Nå ja, det var ikke et problem nu hun kunne overvåge det hele fra taget. Hun lo let af vagterne da Jared trak benene væk under dem "Olé" sagde hun og knipsede med fingrene som de ramlede mod jorden. Hun lagde også mærke til lyden af heste, normalt ville hun bare bruge sin evne til at transportere sig selv et andet sted hen, men det virkede forkert at efterlade Jared. Hun nåede ikke at svare på hans spørgsmål for da hun vendte hovedet tilbage for at se på ham lagde hun mærke til en vagt der rejste sig og hurtigt bevægede sig mod Jared med noget skinnende i hånden. Clarié sprang på benene så snart hun så vagten bevæge sig, den lyd hun endte med at lave som advarsel var en blanding mellem et ord og et skrig men alligevel ingen af delene. Hendes øjne skiftede til en mat lilla, i samme øjeblik som panik, frygt og forfærdelse blev druknet af koncentration og hun stoppede vagtens kniv midt i luften ikke langt fra Jareds ryg, derefter rokkede kniven sig ikke uanset hvor meget vagten trak i den. Hun besluttede sig for ikke at give ham chancen for at finde et andet våben frem men at hoppe ned for taget var tåbeligt og ville tage for lang tid, så hun lukkede øjnene og koncentrerede sig igen, og få sekunder efter var taget tomt. Hun dukkede op i luften en halv meter over vagten og landede elegant og hård med den ene fod på hans skulder og den anden mod hans baghoved. Hårdt nok til at slå ham ud. Hun havde vurderet sin ballance forkert og som vagten sank sammen under hende og faldtbagover pga. at hun faldt forover, greb kniven i luften på vejen efter at havde sluppet den med sin evne og slog armene om halsen på Jared og stødte hagen mod hans skulder og håbede på at han blev stående, meget påpasselig med ikke at stikke ham med kniven. "Glimrende forslag" sagde hun mens hun stadig hang om halsen på ham "hvor havde De tænkt Dem at ruten skulle føre hen?" spurgte hun og kiggede på ham med spørgende skrig pink øjne.

[Devin Jared Lynwood]

Jared vendte sig ikke ved hendes lyd, da han havde været for optaget af lyden fra hestene. Han kiggede dog over sin skulder, som vagten kæmpede med at få presset kniven imod Jareds ryg, hvilket fik ham til at vende sig om helt overrasket over hvordan det havde lykkes ham at signe sig ind på Jared på den måde. Han så til, som hans hjælper pludselig dumpede ned på vagten, fik vagten ned at og nærmest kaste sine arme om halsen på Jared. Han trådte et skridt tilbage ved vægten, men genfandt hurtigt balancen og så ned på hende. Havde hendes øjne ikke haft en gul farve før?
Et smil fandt hurtigt vej til hans læber under hans undren, som han tog hendes ben op, så han holdt hende, som en brud i hans arme.
”Luk øjnene og nyd turen” svarede han charmende, som hans øjne fik levende skygger der gled rundt. Han gik længere ind i gyden for at finde den største skygge af dem alle, inden hans blik blev meget alvorligt ved at han koncentrerede sig. Han trådte derefter tættere på muren, som skyggerne overtog dem og gjorde alt omkring dem mørkt, før han trådte ud igen.
De var i en gyde dybt inde i vest og flere meter fra hvor de tidligere havde været.
Jareds øje blev igen normal, mens et letter udmattet blik kom i hans øjne. Det havde krævet mere af ham at gøre det med to personer, frem for at gøre det selv. Hans ryg rørte muren bag dem, som han stille gled ned og sidde, med hende i hans skød, hvis stadig holdt fast i ham.
”Det burde være langt nok væk” sagde han med et charmende smil, mens hans øjne afslørede hvor meget energi han havde haft brugt på at transporter de to via skyggerne..

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié ville ikke selv kalde sin nedstigning elegant, men den var effektiv og tjente sit formål. Og derudover slog hun sig for en gangs skyld ikke. Hun trak sig lidt ud fra ham og skulle til at undskylde da han pludselig løftede hende inden hun nåede at slippe. Hun holdt altså stadig fast om hans hals da han løftede hende op, men grebet blev mindre en sikkerhedsforanstaltning og mere som om hun ikke havde noget bedre sted at gøre af sine arme. Nyd turen? Hun løftede et øjenbryn af ham, men hendes øjne smilede til ham. Han mindede hende på en måde om prinsen, men på den anden side havde prinsen aldrig fået lov til at bære hende på den måde. Men noget sagde hende at hun ikke skulle gøre sig uvenner med denne mutant. Men hun var alligevel lidt skeptisk da han bar hende ind i gyden, stole på en mand der manipulerede skygger? Nej, bestemt ikke. Lukke øjnene, bestemt heller ikke! Hun så frem samme vej som ham og ind i gyden, ind i skyggerne. Hvad pokker?! Hun gjorde alligevel som han sagde og lukkede øjnene og vendte hovedet væk. Men de stødte ikke mod muren som forventet de.. Ja hvad skete der egentlig? Hun åbnede øjnene igen og så sig om. Hvor var de nu? Langt nok væk? Hun så kort på ham da han talte. Clarié så chokeret rundt som han gled ned i en siddende stilling. Hun indså ikke at hun skulle have sluppet ham da hun kunne se og endte derfor på skødet af ham, så ja, hun kunne vel lige så godt præsentere sig. "Tak for turen, jeg er Eclair" sagde hun smilende hvilket kun kunne ses i hendes pink øjne der trådsede alle naturlove og høres på hendes stemme. "De er den første ud over jeg selv jeg har oplevet gøre noget ligende" fortsatte hun og rejste sig fra ham som var det helt normalt at slå vagter ud, blive båret gennem skyggerne og sidde på fremmede "men jeg kunne godt have transporteret mig selv, De ser udmattet ud" sagde hun og satte sig på hug ved siden af ham med benene samlet og hænderne på knæene og betragtede hans udmattede øjne.

[Devin Jared Lynwood]

Jared havde ikke tænkt omkring hendes reaktion ved hans ord og vidste det nok ville være svært at stole på en fremmed, men det var Jareds måde at betale hende tilbage for at ha' reddet ham fra at blive et nyt ar riger. Hun havde heller ikke gjort modstand, så det var vel okay.
Han stirrede lidt i de øjne, som stadig havde den lyserøde farve. Havde hans øje spillet ham et pus tidligere? Han havde svært ved at tro det, da hans syn var bedst i mørket. Hvis det havde været en hel lyser, så havde han bedre haft kunne forstå hans forvirring omkring hendes øjenfarve. Men hun var jo mutant, så det var ikke mærkeligt, hvis hendes øjne skiftede farve.
Han nikkede bekræftende ved hendes navn og skulle til at sige noget, men stoppede, som hun fortsatte. Han så til, som hun rejste sig og ændrede sine bens stilling til at være mere behagelig og let spredte. Han smilede blot, som han ikke ville bruge kræfter på at grine, da det var faktisk en meget komisk måde, som reagerede på.
”Tænk ikke på det, det var det mindste jeg kunne gøre efter at ha' undgået at få en kniv i ryggen” sagde han med et charmende smil og lagde sit hovedet tilbage imod den kuldemur.
”Forresten.. Hvorfor var vagterne efter børnene?” spurgte han så, selvom han et sted godt kunne gætte sig til svaret, men ville ha' det bekræftet.

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié bemærkede at han virkede facineret af hendes øjne, det var vel heller ikke så underligt. Men som en mutant der ikke ville genkendes var hendes skiftende øjenfarve en forbandelse. Den kunne være nyttig hvis hun var heldig at ramme en menneskelig farve, men eftersom hun ikke vidste hvornår det skete så skulle hun virkelig være heldig hvis denne bivirkning skulle være til hendes fordel. Hun lod ham stirre, hun var efterhånden vant til den reaktion. Hun accepterede hans årsag til at gøre det for hende med et smil og kastede et blik ud af gyden, det var ikke den samme som før. Nå, så måtte hun jo finde ud af hvor de var nu, ellers ville det være uforsvarligt at hende at bruge sin evne til at transportere sig. Endnu en grund til at hun helst transporterede sig selv. Hun så sig om i gyden og ledte efter et eller andet hun ville kunne genkende, hun vendte ret hurtigt blikket op da hun ikke fandt noget genkendeligt i jord niveau. Hun bemærkede ikke at han ville sige noget men tav for en stund som hun så rundt, så kunne han altid gribe chancen hvis det var vigtigt. Hun så tilbage på ham da han talte til hende så trak hun på skuldrene "Dunno" svarede hun og lod sig langsomt falde tilbage så hun endte med at side på jorden "jeg befandt mig allerede på tagene i nærheden af gyden da de kom løbende" forklarede hun og betragtede ham undersøgende "men de har sikkert leget og glemt at tænke over det" tilføjede hun så med et skuldertræk, det var sådan hun opfattede børn, men hun var også fra Merosal. Hun trak hætten tilbage og trak sit sorte hår fri, det havde sat sig fast i kraven. Hun trak det frem over skuldrene og lod det hænge frit, hun trak heller ikke hætten tilbage over hovedet igen. Vinden var ikke så kraftig her i gyden som den var på tagene, med hun beholdt stadig det stykke klæde der fungerede som maske på. Stoffet dækkede hendes skuldre, hendes hals, hendes munde og hendes næse og blev lukket af en række knapper ned langs åbningen i venstre side. Det forvrængede hendes stemme en smule, endnu et bonus ved at have den på.

[Devin Jared Lynwood]

Jared bemærkede hvordan hun så rundt i gyden. Han vidste ikke hvor vidt hun var stedkendt i vest, i forhold til Jared, som kendte området næsten lige så godt, som hans egen bukselomme. Han var også født og vokset op i vest. Han havde kun tænkt på at komme væk, som hestene var på vej og ikke tænkt sig meget over hvor meget hun mon selv kendte af vest.
Han så roligt på hende, som hun satte sig på jorden og nikkede ved hendes forklaring. Der havde så ikke været nogen forklaring på hvorfor vagterne havde været efter dem. Ikke at det gjorde Jared så meget at vide oversagen, da han ikke bryder sig om vagterne i forvejen og håbede bare på at børnene var sluppet væk fra dem. Det virkede til at de var nået langt nok væk og imellem de andre gyder. Stedet var næsten som en labyrint, så det var aldrig til at sige hvor de kunne ha' forsvundet hen.
Han lukkede øjnene, som han nød den kolde mur. Han regnede ikke at skulle være på vagt overfor hende. Han havde heller ikke energi til at skulle være på vagt, hvilket var grunden til at de var i den gyde, som de var i. Meget få kom forbi den og dem der gjorder turde ikke nærme sig Jared af ren og skær frygt for hvad han ville gøre ved dem.

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié var ikke stedkendt i vest, hun var ikke engang stedkendt i Talian, men det var ikke fordi at hun var bange for at fare vild, det var mere for at kunne vudere hvor meget energi hun skulle bruge på en transport. Hvis hun ikke kunne vurdere afstanden kunne hun ikke vudere energien hun skulle bruge på det, og det kunne være farligt. For hun ville ende stedet hun kom hen, men tog det for meget energi kunne det gå galt. Hun kunne altså ikke komme længere end hun kunne se, uden at risikere noget. Hun ville ikke bebrejde ham at han havde redet dem ud af problemerne, men han kom måske til at forklare hvor de var nu hvis hun ikke kunne finde noget hun kunne genkende. Men lige nu brugte hun tiden til at sidde og komme sig oven på de hurtige brug af sine evne, hun var blevet bedre til at multitaske når det omhandlede hendes evne. Hun havde tidligere haft svært ved at holde tingene låst når hun selv transporterede, men det havde lykkedes hende i dag. Så hun var helt tilfreds. Han lod til at tro på hendes forklaring, men det var jo sandheden, så det kunne han lige så godt. Hun havde set børnene flere gange i løbet af dagen, de var typerne det tiltraks sig folk opmærksomhed. Men hun havde ikke set dem bruge nogen form for mutant evner. Men vagterne behøvede ingen beviser, det havde hun efterhånden forstået. "Bortset fra at vagterne jagter alle de finder mistænkelige og nyder at skræmme livet af borgerne" sagde hun med en hovedrysten "Hvordan ser situationen så ud?" spurgte hun og hendes øjne fik et seriøst skær, hun ville gøre så meget nytte hun kunne nu hun endelig var i byen. Clarié var ingen trussel mod ham, hun ønskede faktisk modsat st hjælpe ham. Så meget hun kunne i den tid hun havde til rådighed. Men hun havde sine principper så hun ville ikke gøre alt for modstandsbevægelsen, men der var næsten altid noget hun kunne gøre, noget der krævede en med hendes evner. Hun betragtede ham stille.

[Devin Jared Lynwood]

Jared måtte give efter på den også. Det var tydeligt at de nød at vække skræk i selv den mest modige sjæl, som de kunne finde på gaden. Det var ikke mange, som turde at modsige disse vagter. Jared nød gerne at drille dem og modsatte sig dem. De nyeste vagter blev altid helt undret og forvirret, men de lidt ældre efterhånden var vant til Jared.
Jareds øjne forblev lukket, men åbnede sig lidt efter, som svaret på hendes spørgsmål blev fundet. Hans hoved gled ned fra muren og hans fulde opmærksomhed blev rettet imod hende. Der kom en alvor i hans blik.
”Lige nu bliver der arbejdet på at gøre os klar til at overleve vinteren.. De fleste af os er her fra vest og hvis vi ikke forbereder os godt nok, kan vi ende med at miste i hvert fald over halvdelen.” fortalt han med dyb alvorlig stemme.
De fleste var fra vest, fattigkvarteret, ergo var de ekstra sårbare under vinteren. Efteråret var hårdt nok, som det var og nogle var blevet letter syge allerede.

[Clarié Eomie Infiena]

Det morede hende lidt at se at han stiltiende gav hende ret, men hvilken mutant i Talian ville ikke hade vagterne? Clarié nærede intet had til dem, men hun stoppede dem hvis hun fandt deres aktioner baseret på had og ikke nogen egentlig grund. Hun var dog ikke voldeligt anlagt, og de værste ting hun kunne finde på var som lige før at hun begravede dem eller låste deres uniformer. Det var virkningsfuldt og det skadede ikke vagterne. Hun var overbevist om at hvis mutanterne begyndte at slå vagterne ihjel så ville Talians mutanthad bare blive værre. Det var ingen løsning. Men hun mente heller ikke at situationen skulle fortsætte som den var, men modsat så mange andre, så havde hun en viden om Talians fremtid, i alliance med Merosal. En viden hun ikke måtte dele med nogen, men det havde hun heller ikke nogen intentioner om. Indtil videre havde ingen haft held med at fange hende, og hvis de havde var hun elegant undsluppet deres fangeskab og forsvundet sporløst. Navnet Eclair var også kommet som følge af hendes evner, hun kunne bevæge sig så hurtigt som et lyn hvis hun ville.
Hun lyttede opmærksomt til hans ord og sukkee for sig selv, hun ville nu ønske at Talian og Merosal ville skynde sig at forenes. "Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe jer med at blive klar?" spurgte hun og vendte blikke mod udgangen af gyden. Vinden var allerede nu stærk og kold. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være at bo i dette kvarter om vinteren, hun skuttede sig. Hun kunne gøre mange ting med sin evne for at hjælpe dem, men at financere deres liv var ikke noget hun ville begive sig ud i. Nogengange kunne de ting, som hun kunne, ikke gøres af andre. Hun var god til spionage, hun havde endda infiltreret slottet dagen før, hendes selvtillid var på sit højeste.

[Devin Jared Lynwood]

Jared sukkede letter ved hendes spørgsmål og tog blikket fra hende, som han lod det glide tænkende rundt i gyden. Der var vel opgave, som han kunne sætte hende til. Han havde indtil nu endnu ikke haft givet den til nogen af de andre. Det havde enten været fordi at han ikke havde stolet på dem eller at deres evner ikke virkede til at kunne klare opgaven.
Men Clarié virkede til at ha' de rette evner til opgaven og hvad angik tillid, så havde hun trods alt rettet ham fra at blive stukket end tidligere. Det kunne jo også sætte hendes loyalitet til oprøret på prøve.
”Der er faktisk noget andet, som jeg vil ha' du undersøger” svarede han, som hans blik igen fald på hende i samme alvor, som før.
”Indenfor det sidste stykke tid har flere og flere af oprørende oplevet at de ikke kan bruge deres evner. Som var de låst fast. De har ikke følt nogen forandring i deres krop, men hvis de prøver at bruge deres evner, så sker der intet..” fortalte han og afslørede hans irritation omkring det overfor hende i hans tone.
”Jeg vil gerne ha' at du undersøger videre ind i den sag, skaffer beviser, hvis det er muligt. Udefra hvad jeg har hørt skulle det være en mutant, som skulle ha' denne evne.”
Det lød som en meget farlig opgave og hvis det vidste sig at det virkelig var en mutant med den slags evner, så ville det blive svære for oprøret. Samt kunne det ske for Clarié at hun mistede sin evne, hvis hun ikke passede godt på.

[Clarié Eomie Infiena]

Først lod det ikke til at han havde nogen brug for hende og hun tænkte kort på om han tvivlede på hendes evner. Hun fremstod jo ikke som en hård og brutal oprører, og det var hun heller ikke, hun var meget imod Jareds metoder med vold og drab, men hun ønskede en fredligt fremtid for Talian, og håbede han kunne hjælpe hende med at nå dertil. Vendte situationen helt ville hun følge trop og kæmpe på menneskernes side. Det var der bare ingen der vidste. Hun rettede sin opmærksomhed mod ham da han sagde at der var noget hun kunne gøre. Hun havde lidt forberedt sig på en drillende eller på andre måder useriøs kommentar, men hans blik gjorde det klart at der ikke var tale om spøg. Hun havde dog håbet det var han spøg da han forklarede hende om problemet. Hun betragtede ham chokeret, en mutant der stjal andres evner? Det var uhørt, hvilken mutant ville dog gøre det, specielt i en by som Talian hvor der primært var mutanter mod mennesker. Hvorfor skulle en mutant så vende sig mod sine egne? Hun forstod det ganske enkelt ikke og det gjorde hende endnu mere nysgerig "Jeg skal nok undersøge det, men jeg garanterer ikke hvor lang tid det vil tage mig" sagde hun og hendes blik flakkede som hun tænke over hvor lang tid hun havde tilbage i Talian og hvor lang tid der ville gå før hun kunne rejse tilbage igen. "Der er ikke mange informationer tilknyttet" konstaterede hun mens hun tænkte sig om "du siger at dine oprørere klager over det? Så denne 'årsag' kender til deres positioner? Er det under aktioner de oplever denne ændring eller er det hele tiden?" spurgte hun for at spore sig ind på om der kunne være tale om en forræder fra oprøret der altså kendte til disse aktioner, eller om 'årsagen' bare var heldig med stedet eller faktisk slet ikke var en mutant. Hun delte tydeligvis hans seriøse syn på sagen. Hvis mutanterne i Talian bare begyndte at miste deres evner var der sikkert også mange mutanter i Merosal der var nysgerige på denne ændring. Hun kendte godt til risikoen ved at undersøge sager som denne, men et kendetegn ved Clarié var hendes frygtløshed. Hun kunne mærke en spirrende begejstring omkring den spændende opgave.