In the dark of the night (Ailith)

[Devin Jared Lynwood]

Endelig var solens lys forsvundet, som himlen stille lod sig overtage af det mørkeblå tæppe med hvide skinnende prikker.
Endelig kunne Jared bevæge sig mere frit omkring, uden at skulle tænke over hvordan solen stod med hensyn til skyggerne og hvordan lyset ville falde imod ham. Han behøvede ikke længere at knibe øjnene letter sammen for at se.
Jared bevægede sig ned af en gyde alene, iklædt en mørkebrun kappe med hætte. Hætten var dog lagt ned, som det var at solen forsvandt og det lyse hår stod ud i dets fulde pjuskethed. Selvom at Jared nød tidspunktet på dagen, så var han inderligt rasende. Intet gik, som han ville ha' det til!
Folket frygtede deres konge. Folk frygtede døden. Folk frygtede volden. Så længe at folket frygtede så meget, så var det ikke nemt at starte et oprør. De udsatte var rasende, men dem, som turde stå frem endte ud på en af de tre måder. Første måde var at de blev fanget af vagterne, blev pint, tortureret og sidst, eller først, slået ihjel. Anden måde var at de begyndte at udnytte de var blevet en del af oprøret, derved brugte det til score det kvindelige køn og gratis drikkevane fra de taknemlige. Den tredje måde var at de træk sig efter at ha' forstået hvilket fare de kunne ende med at bringe sig selv.
Det var som regel de to sidste, som folk endte på. Det var blevet mere sjældent med den første mulighed, især når oprøret ikke havde været så aktiv i længere tid.
Jared stoppede op midt i gyden, som han begyndte at ryste af raseri og knyttede sine hænder. Kunne de ikke forstå at der skulle gøres noget?! Hvorfor var det at de bare kunne affinde sig med at blive fejet til siden og lade mennesket bestemme hvem der skulle dø ved den mindste lille mistanke om man var mutant?!
Familier blev splittet, venner blev skilt af og elsker mistede. Hvorfor følte han at han var den eneste, som virkelig kunne forstå at der måtte blive gjort noget?!
Jared så imod muren, som havde den kommet med indvendinger på hans tanker og i løbet af et sekund havde Jared slået imod den med al sin vrede. Næppe et smart træk, da muren var hårdere end hans hånd. Noget af hans hud var flækket imod den ujævne mur og hans kno begyndte at hæve op efter slaget.
”Jamen dog, hvad har muren dog gjort dig, Shadowbender?” spurgte en flabet stemme i baggrunden, som en lidt ranglet mørk fyr kom imod Jared.
Jared stirrede op på fyren, som han ikke lige huskede navnet på, men vidste at han ikke delte Jareds holdninger omkring med at frigøre sig fra undertrykkelsen. Tværtimod, så ønskede han ikke at det skulle lykkes for Jared. Han var også menneske.
Jared vendte sig væk fra ham og skulle til at fortsætte ned af gyden, men opdager til hans overraskelse at der allerede stod tre andre for at afskære ham vejen. Et baghold? Han måtte indrømme at han fandt dem modige for at prøve.
Jared ville rette hans skade hånd ud, men opdagede det ikke var muligt. Hånden var som limet fast i dens stilling. Han var ikke i stand til at kæmpe fysisk, så måtte det klares med evner.
De fire herre kom tættere på Jared, alle med et smørret smil og et våben i deres hænder. Jared så rundt på dem og smilede koldt af dem, som skyggerne omkring dem begyndte at røre på sig. Jareds øjne blev mørke, som levende skygger der rasende rundt. Det fik dem til at stoppe op, men kort og det endte med at få dem til at gå i panik og forstå at de skulle være hurtige, inden der skete dem noget.
”Vanskabninger, som dig burde aldrig ha' været til!” snerrede ”lederen” af denne lille gruppe og slog ud efter Jared med hans lange kæp. Forgæves selvfølgelig, som en skygge hånd var kommet fra muren og holdte om kæppen...

[Ailith Ceola Chartres]

Alli balancerede roligt på bygningens tag som de sidste stråler af det orange/røde lys forsvandt. Solnedgangen havde altid mindet hende om ild, mindet hende om farverne i hendes hår, om farverne i den ild hun så så tit i hendes drømme, men i nat ville hendes drømme ikke være om branden der gjorde at hun ikke oplevede at vokse op som et normalt barn med to forældre, branden der hjalp til at gøre hende til hvad hun er nu. Hun løftede sine hænder og i det sparsomme, forsvindende, lys kunne man stadig lige ane blodet der for bare en halv time siden havde dryppet ned på gulvtæppet af gårdejerens forgang.
Hun kiggede op og indså at taget snart stoppede, men hun var også længere end hun havde troet, hun var allerede tilbage i vest og inden længe ville hun gå ind i hendes lille faldefærdige hus hvor Mellie nok lå og ventede på at hun ville komme og tænde op i ilden. Et smil spredte sig på hendes læber da hun så ulven for sig liggende med hovedet på hendes skød foran ilden, ilden der altid var tændt i ildstedet i det lille hus, ilden der aldrig var problemer med at tænde.
Det var forår og der var garanteret ikke koldt, ikke at hun nogensinde blev kold, det var en af goderne ved at have ild til at køre igennem sine vener, men hendes kappe hang slapt omkring hendes skuldre og afslørede kun halvt hendes tætsiddende bukser og sorte trøje med pletter der afslørede nattens arbejde. Det var ikke normalt at se en kvinde i andet end en kjole, men den var jo ikke så praktisk når man jagede en mand ned for at ende hans dage, og så havde hun det bare bedre i dette, der var noget ved at have en underdel der var så løs, hun følte sig nøgen.
Hun var nået til enden af bygningen og trak hætten længere op imens hun prøvede at gennemtænke den smarteste måde at komme ned, måske var det ikke så gennemtænkt at have taget ruten over bygningerne i stedet for ved siden af, da hun for første gang lagde mærke til stemmer fra gyden under hende. Shadowbender... hendes hjerne knagede, hun kendte kun en slags mennesker der kunne få sådan et kælenavn, og nu hun tænkte over det havde hun hørt lyde dernede fra lige før, måske var det det værd at kigge ned. Hun genkendte straks manden der havde snakket, en af de slags mennesker mødre fortæller deres børn at holde sig fra, men siden hun ikke har haft en mor til at fortælle hende denne slags ting skulle hun selvfølgelig sige hej til ham, og han var da også sjov nok at lege med, men denne nye person, manden de var ude efter, virkede nu bare det sjovere.
Hun satte straks af for at finde en måde ned og nåede ned lige til at se at hendes tanker var rigtige, der var kun en slags mennesker der kunne få sådan et kælenavn, og den slags ville mange ikke kalde menneske. "Er der et problem de herrer?" spurgte hun stille og lidt forførende som hun lænede sig op af væggen lidt bag dem, med hætten trukket langt nok ned til at ingen kunne se hendes fantastiske, umulige, hårfarve.

[Devin Jared Lynwood]

Samtlige mænd i gyden kiggede imod hende ved lyden af hendes stemme. Lederen så uforstået på hende, som prøvede hans blik at fortælle hende at det var en joke at hun spurgte.
Jared kunne ikke lade vær med at smile flabet, som en passende kommentar fløj ud af hans mund: ”Et problem? Jeg tror nærmere de har flere.”
Lederen så rasende imod Jared, men nåede ikke at opdage hvordan en skygge lagde sig om ham og træk ham med sig imod muren, holdte ham.
De tre andre kiggede imod Jared igen. De var tydeligvis mere bange end lederen. Jared vendte sig blot i retningen af hvad ud fra stemmen måtte være en kvinde.
”Du har måske i sinde at hjælpe dem?” spurgte han nysgerrig og en letter forførende tone. Han lagde en udfordring til hende i hans blik. De to af de tre blev pludselig trukket på samme måde og den sidste stod rystede kraftigt.

[Ailith Ceola Chartres]

Hun kiggede afslappet og koldt på dem, lignede lidt en der mest af alt havde lyst til at vende sig om at gå, ikke at hun havde. Som tingene så ud nu havde hun to muligheder, at vende sig om og gå, vende tilbage til tankerne fra begivenhederne tidligere i dag, eller blive og tænke på noget andet, i det mindste så længe det varede. Hun valgte den sidste, det her så sjovt ud. Manden de havde kaldt Shadowbender smilede flabet, han havde tydeligvis ikke brug for at blive reddet, ikke at hun på noget tidspunkt havde hagft tænkt sig at gøre det. "Flere? Jeg tror nu ikke du er så stor en mundfuld som du selv tror"
Hun skubbede sig blidt fra væggen og gik over til lederen som han hang der hjælpeløs op ad væggen, i tvivl om han ville genkende hende, hun kørte hånden hen over hans kind og hans næse opfangede straks lugten af blod, hans ansigt lyste op med overraskelse for bare et sekund, det var nok. Arme dumme fyr, fanget imellem to psykopater.
Hun kiggede ham dybt i øjnene, så forskellige de var, han arbejdede med mørket, hun med lyset, ikke på den sukkersøde måde, på den barske, brandvarme, morderiske måde. "Jeg er ikke bange for dine små tricks hr. Shadowbender" sagde hun stille imens hun igen bragte det forførende ind i sin stemme og lagde tryk på hans kælenavn. Med stille og kontrollerede bevægelser fjernede hun sig fra væggen, og gik tættere på ham, "Sig mig.. burde jeg have hørt om dig?" hun vidste godt at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål, men sandheden var ikke at hun ikke vidste det. Nej hun ville ikke hjælpe mændene, men hun vidste hellere ikke om hun ville lade ham slippe uskadet derfra.

[Devin Jared Lynwood]

Jared kiggede nysgerrig, som hun bevægede sig imod lederen. Den sidste havde taget et klogt valg. Han havde smidt hans våben og var løbet. Jared var også ligeglad, da han fandt en interesse i kvinden. Han lagde mærke til ansigtsudtrykket på ham og blev ikke mindre nysgerrig. Han mødte roligt hendes blik, som mørke skyggerne farede rundt, som skyer, i hans varme brune øjne. Hvordan hun havde sagt hans kaldenavn træk et charmende smil på hans læber. Små tricks? Den kvinde spurgte jo nærmest efter ballade og den måde, som hun bevægede sig på var dragende.
Jared løftede det ene øjenbryn, som hun stillede hendes spørgsmål og kom nærmere. Han bevægede sig ikke ud af stedet og var på vagt, som hun ikke havde haft givet et svar på hans spørgsmål.
”Hvordan kan du ikke hørt om ham?!” råbte lederen pludselig skrækslagen og Jareds blik gled imod ham. ”Den vanskabning! Den mør... mhm!” lederen fik ikke lov til at gøre sin sætning færdig, som en skygge lagde sig hen over hans mund.
Jared havde et vredt blik i øjnene efter at ha' været blevet kaldt vanskabning to gange af samme mand, gad han ikke finde sig meget mere. Skyggerne strammede ind om manden, som han prøvede at kæmpe imod, men forgæves, som strammede mere ind og hans luftveje blev lukket fuldstændig. De to andre på den modsatte væg så til med frygt i øjnene, som lederen pludselig ikke bevægede sig længere, ej heller kom nogen lyd fra sig. Skyggerne slap den livløse krop, som faldt imod jorden, som en kludedukke.
Jareds blik fløj derefter nærmest over på de to andre, som for alvor begyndte at kæmpe imod og hans opmærksomhed blev midlertidigt fjernet fra kvinden, som skyggerne begyndte at gentage sig selv, som de havde gjort ved lederen..

[Ailith Ceola Chartres]

Alli kiggede roligt efter fyren der stak af, de burde have vidst hvor meget de gik op imod, enhver person med en smule hjerne ville have lavet deres lektie, nu ville de andre betale for den fejl. Manden mødte hendes blik og hun blev forundret over hans øjne, ikke bange, bare forundret. Som lille er man bange for skyggerne, det er der monstrene gemmer sig, men hun lærte hurtigt at monstrene også gemte sig i lyset, varmen, ilden. Var hun et monster? Måske, men i denne verden kommer monstre længest, og hun ville gerne langt. Derfor følte hun ikke den mindste frygt da hun så ind i skyggerne der flød i hans øjne, eller da skyggerne han kontrollerede myrdede manden bag hende, hun behøvede ikke se det, hun kunne høre det, mærke det, en sideeffekt af at være omkring død så længe.
"Så jeg burde have hørt om dig." afgjorde hun som hun hørte det bump der betød at manden nu var væk, men hun bemærkede at ordene havde gjort noget ved manden, gjort ham til lige så meget et monster som hun altid var. Hun troede at han måske var en ordentlig fyr, inde under alt hans snak, men hun vidste det ikke, og hun var også ligeglad, hans liv betød intet for hende så længe hun ikke blev betalt for at ende det. Hans opmærksomhed var fuldstændig taget fra hende, hun kunne gøre hvad hun ville, måske skulle hun lade dem dø, men noget sagde hende at det var sikre at lade dem være i live, i hvert fald for nu, så længe de var omkring kunne han ikke tænke ordentligt, og det gjorde ham endnu lettere at sno om sin lillefinger, hun var allerede godt på vej. Og så ville hun så frygtelig gerne vide hvorfor hun burde kende ham, forbindelser og information var alt i hendes liv, og det her lignede noget godt og brugbar information. "Rolig!" sagde hun højt, klart og befalende som hun gik ind imellem ham og dem, "Du ødelægger alt det sjove" alt det alvorlige gled ud af hendes ansigt og hun så udfordrende på ham, så bakkede hun et par skridt tættere på mændene "Så sig mig de herrer, hvorfor burde jeg kende den mand?" hun holdte ryggen til dem som hun snakkede og fjernede ikke blikket fra manden foran hende, hun var forsigtigt, det var ikke til at sige hvordan han ville reagere på dette, men hun havde noget han ikke havde. Hemmeligheder. Han vidste intet om hende, ikke engang om hun var menneske eller mere.. anderledes, og selv hvis han havde regnet det ud vidste han intet om hendes evner, hvis han var halvt så klog som hun troede han var ville han ikke gøre noget dumt nu. Men selv hun kunne jo tage fejl.

[Devin Jared Lynwood]

Jareds blik blev på mændene, som hun trådte ind imellem. Han hørte hendes tone og brød sig ikke rigtig om den. Dog havde han svært ved at ignorer hendes udfordrende blik. Ødelagde det sjove? Jared var ikke sikker på hvad hun mente, men det var ingen leg for ham. Han ventede dog og skyggerne stoppede med at stramme yderligere ind, men holdte dem stadig i et fast greb.
Jareds reaktion ved spørgsmålet var et rejst øjenbryn, som han fik et vunderne blik. Hvad var det sjove i det? Hvorfor skulle han holde sin evne kørende for noget så åndssvagt? Et mere alvorligt blik kørte over hans øjne, som hans skygger igen gav sig til at bevæge sig. Strammede ind, lukkede alt lyd fra dem, slap deres livløse kroppe. Der var ikke nogen, som skulle koste rundt med ham på den måde. Især ikke på en aften hvor hans humør i forvejen var dårligt og hans ene hånd stadig smertede fra den knyttede stilling, som blodet begyndte at falde.
”Sanden er måske den at du ikke bør kende mig” svarede han koldt frem for de to døde. Han var ligeglad med om hun ville ha' brugt dem til. Ligeglad om han vidste om hun var ven eller fjende, om hun var menneske eller mutant. Men det kom ham som en indskydelse at hun var utrolig rolig omkring med at han var mutant. Hun kendte til mutanter på en eller anden, siden hun kunne bevæge sig på den måde, uden at lyde den mindste bange.

[Ailith Ceola Chartres]

Alli hørte de to bump der fortalte hende at hun ikke ville få et svar fra dem, og så i et sekund dybt irriteret ud, hendes øjne lynede og hun vidste at hendes indre varme var tæt på at sætte ild til hendes tøj, og så trak hun det alt sammen væk og lagde ansigtet i foldere. Med et charmerende smil træk hun sig tættere på ham i nye små kontrollere bevægelser indtil hun stod lige foran ham "Jeg sørger for at kende de folk der skal kendes" indrømmede hun hviskende, imens hun stod så tæt på at hun kunne mærke hans ånde, "Og du virker som en der burde kendes" hun gik et par skridt væk fra ham i en retning hvor der ikke var lig og stoppede op for at få et overblik over situationen.
Hun elskede at være i kontrol, og det sekund det blev taget fra hende ville hun ikke stoppe til det var tilbage. Der var den lette kontrol, kontrollen hun havde når folk indså at hendes ansigt ville blive det sidste de så, når de tikkede for deres liv, og så var der den sværre kontrol, den hun var nødt til at skabe med en person der ville gå levende ud af deres møde. Dette var den sidste. Hun var ikke dum nok til at tage ham på, ikke når det var mørkt, for mange skygger, hun kunn sætte ild til bygningerne, gøre det sværre, men i nattens mørke skulle han nok finde noget. Og desuden var hun virkelig nysgerrig for at finde ud af hvorfor folk frygtede og hadede denne mand, hendes tørst for information kunne aldrig blive tilfredsstillet. "Og folk siger jeg er utålmodig" sagde hun lavt, tænksomt, og løftede hænderne fri af kappen, i mørket kunne hun ikke se resterne af blod, men hun kunne mærke det "Jeg er heller ikke så venlig når jeg er utålmodig" det sidste kom ud som en trussel i en kold stemme, men fra en mund med et charmerende smil. Hun vidste ikke om han gerne ville vide hvem hun var, hvis han ville ville han nok spørge, indtil da var det lettest, og sikrest, med mindst mulig information til ham. Så hun kiggede bare op i hans øjne for at finde ud af om skyggerne i hans øjne fortsatte efter han stoppede med myrde folk.

[Devin Jared Lynwood]

Jared så roligt på hende, som det var til at tyde at det på ingen måde havde behagede hende med hans valg om at gøre deres liv over også.
Han bevægede sig ikke ud af stedet, som hun kom tæt på ham, træk ikke en mine, som hun stod helt tæt på ham. Han var ikke sikker på hvad det var hun ønskede ved det. Det var tydeligt at hun ønskede at vide. Var det svært at sige be' om? Jared ville ha' fundet det underholdende, hvis ikke hans humør havde været, som det var.
Jared sagde intet, som hun bevægede sig væk fra ham igen. Han fulgte hendes bevægelser med øjnene, som ikke længere bar hans skygger, da han ikke længere brugte hans evne. Det har heller ikke nødvendig for at se hendes hænders farve. Hans nattesyn var en eftervirkning af hans evne. En styrke, med en stor svaghed. Jared rynkede svagt på næsen, som han havde set hendes hænder. Det var en naturlig reaktion, som Jared ikke havde haft kunne holde tilbage og hørte hendes trussel. Han så ikke væk fra hendes blik, som det igen mødte hans kølelige blik i de brune øjne, som stadig havde et hint af vrede i dem.
”Er det så svært at sige be' om?” spurgte han med en flabet stemme og et halvt smørret smil, mens blikket holdte den samme udstråling.

[Ailith Ceola Chartres]

Vreden så ikke ud til at have forladt manden på trods af at han havde myrdet de mennesker der havde skabt den. Vanskabning. Det må have været ordet der havde sat ham af. Hun kendte kun alt for godt vreden der kunne komme til menneskerne når de ikke ønskede at de skulle eksistere, men de var jo bare bange, bange for det de ikke forstod, det var ynkeligt. Der var ikke mange af hendes slags der var bange for det de ikke forstod, de havde nok vænnet sig til det, men hun vidste at hun burde være forsigtig omkring denne fyr, han var stærk, men det var hun også.
Der stoppede med at flyde skygger rundt i hans øjne, dette kunne hun vel udnytte, hun kunne se hvornår han brugte sine kræfter, men noget sagde hende at hvis han brugte sine kræfter ville hun hurtigt finde ud af det på andre måder. Desuden gjorde hendes egne øjne det samme, de blev ildrøde når hun brugte sine kræfter, hun havde også et 'tell'. Som hun stod der og kiggede i hans øjne lagde hun mærke til hvordan han rynkede på næsen, kunne han se i mørket? Kunne han se hendes hænder? Hun lod stille sine hænder glide ned ad siden, måske var han bare forundret over hvad hun lavede. "Og hvad så hvis det der er mig der spørger pænt?" spurgte hun stille og udfordrende, men sukkede så, hvis hun ikke spillede sødere ville hun intet få ud af dette, "Vil De være så venlig at fortælle mig hvorfor jeg burde kende Dem?" hun vidste godt at det var lidt for meget til en høflige side, han kom helt klart fra denne del af byen og her var sagde man ikke De til hinanden, men han havde bedt om høflig og han fik høflig. Han så temmelig sur ud, kold, og hun overvejede om hun var landet midt i en dårlig dag, om alt hun gjorde bare fik ham til at afslutte hende som han havde gjort de andre, hun mødte hans blik og sendte ham et dødt og koldt blik tilbage, det var ikke svært for hende at skabe det, hun lavede det tit. Dog beholdte hun det charmerende smil, han havde ingen grund til at føle sig truet, endnu.

[Devin Jared Lynwood]

Jared rystede svagt på hovedet ved hendes første spørgsmål og skulle til at vende sig om for at forlade stedet. Der var vel ingen grund til at køre denne samtale videre. Han fandt det ligegyldigt om hun vidste hvem han var eller ej. Han stoppede dog i bevægelsen, som hun rettede sit fulde høflige spørgsmål. Jared kunne ikke andet end at finde det komisk, som hun brugte De. Det lød nærmest overdrevet af høflighed. Var hun så meget desperat efter at få et svar?
Han vendte sig imod hende igen med et overvejede blik. Det var sjovt at se hvordan hun reagerede, men Jared kunne relatere til det med at ikke at ha' den største tålmodighed.
Han lukkede et suk ud, som han valgte at overgive sig til hendes spørgsmål. En person til eller fra kunne ikke skade mere end hvad han i forvejen havde af fjender. Det var trods alt dem, som han havde flest af..
”Nu hvor De har spurgt så pænt, må jeg heller svare” sagde han, tydelig provokerende, som han lod den ene hånd glide ned i hans lomme på de mørke bukser.
”Alene den grund at jeg er mutant er nok, men noget siger mig at det ikke var det svar, som du ville høre..” svarede han roligt, som et overlegen smil gled over hans læber og han lod sin ryg ramme muren bag ham.
”Så.. Hvis De vil vide meget mere, så må De selv sige noget om dig selv.. Desuden er det også enormt uhøfligt.”
Jared gik ikke på i høflighed og gjorder det mest ud af provokation og lagde ekstra tryk på ordene, så hun ville opfange det.

[Ailith Ceola Chartres]

Alli grinede svagt, hun havde lige troet at han ville gå, det ville ikke have gjort meget, den information hun søgte kunne hun tydeligvis få andre steder, men han blev så hvorfor ikke have det lidt sjovt? Han brugte overdrevet De, endnu mere overdrevet end hun havde, men lagde tydeligt tryk på det, hun var vidst ikke den eneste der morede sig. "Af en der siger han vil svare har du ikke givet meget svar" siger hun stille og køligt, hun droppede høfligheden igen nu hvor hun vidste det ikke var så nødvendigt, i deres del af verden var høflighed en temmelig ligegyldig ting, i hvert fald en så overdreven høflighed.
Hun bevægede sine fødder lidt, mere for forskellen end for at få varmen det måtte give, og overvejede hvor meget hun skulle sige, det var enten eller, ingen måtte kunne sammenligne hendes 'kodenavn' med hendes rigtige navn, det var ikke godt for arbejdet. Men hvor meget kunne han gøre med kendskab til hendes navn? Meget mindre end hun kunne gøre med kendskab til hans. Hun stoppede hvor hun stod, lidt til siden for ham, langt nok væk til at han ikke kunne nå hende, tæt nok på til at de kunne se hinanden og sukkede. "Mit navn er Alli" sagde hun med en temmelig ligegyldig stemme og lod hætten falde, hendes lange ildfarvede hår blev fanget af en brise og løftede sig fra kappen før den lagde sig blidt, hun vidste at det ville have lignet ild, og det måske ville kunne få ham til at regne hendes evne ud, men hun var ligeglad. "Og jeg er ligesom dig" hun smilte et skævt flabet smil, "En vanskabning" hun huskede hvordan det ord havde fået ham til at myrde tre mænd og vidste at hun legede med ilden, men i hendes tilfælde var ild ikke farligt.

[Devin Jared Lynwood]

Jared træk svagt på skulderne, men holdte fast på at han ikke var den eneste, som bare skulle fortælle hvem han var. Hun havde allerede fået en del kendskab på hans kaldenavn og hans evne. De to ting hang letter sammen og kunne ikke se hvad det var at hun mere ville vide. Han var dog glad for at høfligheden blev droppet igen, da den virkelig ikke lagde sig godt i hans mund. Derfor havde provokationen også været så tydelig, som den havde været. Han kunne ikke sige det i alvor, om det så gjaldt hans liv.
Han nikkede ved navnet og kunne styre den mindre overraskelse, som der kom i hans blik, som han så hendes hår. Den måde, som brisen havde leget med hendes hår fik det til at ligne ild. Jared troede også i et kort sekund at hendes hår var ild, indtil det gik op for ham at der ikke kom noget lys fra hendes hår, ergo måtte det være farven af håret og brisen, som havde spillet hans øjne et pus.
Han opfangede at hun snakkede til ham igen og kom til at spænde i den forkerte hånd, som han genhørte det ene af de ord, som han foragtede.
Hans ryg forsvandt fra den kolde overflade, som han gik hende nærmere. Hans blik var mere roligt, selvom vreden stadig lå i hans blik. Der var intet truende ved hans bevægelser, som han ville stoppe op foran hende.
”En vanskabning?” gentog han og lagde ikke skjul på hvor meget han hadede det ord. Hans hånd, som ikke var skadet, gled op og rakte ud efter hendes hår for at fange en lok. Han var nysgerrig på det virkelig var hår eller måske bare en speciel flamme, som hendes hår var. Jared havde altid fundet ild dragende, selvom hans øjne ikke var vilde med lyset.
”Brug ikke sådan et nedgørende ord om dig selv eller andre mutanter” sagde han i en kold tone, som prøvede at skjule hans vrede, men forgæves.
Han ville derefter give slip på lokken, hvis den havde været i hans hånd.
”Navnet er Jared, eller Shadowbender, hvis det har nogen betydning.. Den gruppe, som tidligere stod her var efter mig pga de ved at jeg gør, som andre mutanter ikke tør.. Jeg står imod og agter at lave om på Talians bandlysning af mutanter.”

[Ailith Ceola Chartres]

Hun bevægede sig ikke og ventede bare på at han kom helt hen til hende, hun havde vidst at hendes brug af ordet vanskabning ville tænde ham af, men han tog det forbavsende roligt når man tænkte på hvordan de andre havde set ud efter at bruge det ord, måske havde det noget at gøre med at hun var ligesom ham, at hun også havde kaldt sig selv det. Da hun så hans hånd glide op mod hendes hår var hun sikker på at han for et sekund havde troet at det var ild, og han havde nok regnet dele af hendes evne ud, hun modstod sin trang til at tage hans hånd og hvæse at han ikke skulle røre ved hende, det ville der ikke kommet noget godt ud af så i stedet knyttede hun bare hånden under kappen og lod ham røre hendes hår. "Det må du undskylde far jeg skal nok overveje hvordan jeg siger det næste gang" svarede hun i en irriteret og kold stemme og lagde tryk på ordet far, hun kunne heller ikke lide at få af vide hvad hun skulle gøre. Men vreden kunne hun godt forstå, hele hendes liv var hun blevet kaldt ting, man skulle bare lære at se væk fra det.
"Javel" mumlede hun, med et fornavn og et kaldenavn skulle hun nok kunne lære alt om ham, "Jamen så er det.." hun stoppede og kiggede på de tre døde mænd, i dette tilfælde var hyggeligt måske bare en smule for makabert, "spændende at møde dem Jared" valgte hun at slutte. Det var akavet for hende at stå overfor oprørerets leder, det var i hvert fald det hun regnede med at han var, når hun selv holdte sig neutral og ude af kampen, det var jo ikke hendes kamp, javist var hun en mutant, men hun kunne passe på sig selv, menneskerne var ikke hende en trussel. "Du har nogle store mål Jared" sagde hun stille i en neutral stemme, "Og store mål har det med at få folk slået ihjel" hun lagde vægten på det andet ben og kiggede afventende på ham, det havde ikke været en trussel, mere en advarsel, chancen for at hun ville få brug for den information hun var igang med at skaffe var lige gået op, chancen for at hun en dag skulle stå overfor ham og kæmpe til døden, med lidt held gik de til andre lejemordere før de valgte hende. Hun rystede diskret på hovedet, det var ligemeget om han en dag bare ville blive en simpel opgave, lige nu var han en spændende person som hun ikke havde noget imod at spilde lidt tid med.

[Devin Jared Lynwood]

Han rynkede på næsen med ordet far. Han mente ikke at hans ord havde været så bestemmende at hun ligefrem skulle smide den fornærmelse i hovedet på ham, men valgte at ignorer den. Han gad ikke at reagere på sådanne små ting, da han trods alt stod med fingrene om hendes hår. Næppe noget de fleste kunne lide, især hvis deres hår havde den specielle farve, som hendes havde.
Jared var ikke sikker på hvor meget hun ville kunne fiske omkring ham. Før hans første tur på fængsel var han kendt som Devin, hans fornavn. Jared var hans mellemnavn, men det stortset ingen den dag som vidste. Ikke andre end de tætteste, som Keane. Folk så dem, som to vidt forskellige personer. Devin havde nemlig ingen kræfter, men blev taget med fordi han vidste Keane havde..
Han lyttede opmærksomt til hendes ord og nikkede ved hendes advarsel, han kunne ikke opfangede det som værende en trussel.
Hans hånd gled op og skubbede til korset, som hang i hans øre. Symbolet for død. Det var en konsekvens han var klar over ville følge med sig.
”Folk dør omkring os, som står her og sludre..” sagde han roligt og hentydede ikke til de tre lig, men omkring fængslet, som henrettede mutanterne. Han blev igen mindede om de tidligere ting, som gjorde ham vred og knyttede sine hænder. Kun for at give et mindre smerte gips, som den skadet knyttet hånd ikke havde været klar til det pres, som den havde fået. Han holdte den op foran sig, imellem dem og så hvordan nyt blod begyndte at komme udover det størknet blod. Han lod derefter hånd glide ned igen, ligeglad, selvom han vidste det ikke kunne være godt når ens hånd ikke kunne komme ud af den stilling, som den var. Han ville bare ikke vise det overfor hende. Han så afventende på hende. Var der mere hun ønskede at vide? Han tænkte ikke på at bede hende om at tilslutte dem, da han efterhånden forstod at hvis mutanter ville, så sagde de som regel lige ud eller fandt ham senere..