Post by Devin Jared Lynwood on Oct 19, 2012 19:22:51 GMT 1
Endelig var solens lys forsvundet, som himlen stille lod sig overtage af det mørkeblå tæppe med hvide skinnende prikker.
Endelig kunne Jared bevæge sig mere frit omkring, uden at skulle tænke over hvordan solen stod med hensyn til skyggerne og hvordan lyset ville falde imod ham. Han behøvede ikke længere at knibe øjnene letter sammen for at se.
Jared bevægede sig ned af en gyde alene, iklædt en mørkebrun kappe med hætte. Hætten var dog lagt ned, som det var at solen forsvandt og det lyse hår stod ud i dets fulde pjuskethed. Selvom at Jared nød tidspunktet på dagen, så var han inderligt rasende. Intet gik, som han ville ha' det til!
Folket frygtede deres konge. Folk frygtede døden. Folk frygtede volden. Så længe at folket frygtede så meget, så var det ikke nemt at starte et oprør. De udsatte var rasende, men dem, som turde stå frem endte ud på en af de tre måder. Første måde var at de blev fanget af vagterne, blev pint, tortureret og sidst, eller først, slået ihjel. Anden måde var at de begyndte at udnytte de var blevet en del af oprøret, derved brugte det til score det kvindelige køn og gratis drikkevane fra de taknemlige. Den tredje måde var at de træk sig efter at ha' forstået hvilket fare de kunne ende med at bringe sig selv.
Det var som regel de to sidste, som folk endte på. Det var blevet mere sjældent med den første mulighed, især når oprøret ikke havde været så aktiv i længere tid.
Jared stoppede op midt i gyden, som han begyndte at ryste af raseri og knyttede sine hænder. Kunne de ikke forstå at der skulle gøres noget?! Hvorfor var det at de bare kunne affinde sig med at blive fejet til siden og lade mennesket bestemme hvem der skulle dø ved den mindste lille mistanke om man var mutant?!
Familier blev splittet, venner blev skilt af og elsker mistede. Hvorfor følte han at han var den eneste, som virkelig kunne forstå at der måtte blive gjort noget?!
Jared så imod muren, som havde den kommet med indvendinger på hans tanker og i løbet af et sekund havde Jared slået imod den med al sin vrede. Næppe et smart træk, da muren var hårdere end hans hånd. Noget af hans hud var flækket imod den ujævne mur og hans kno begyndte at hæve op efter slaget.
”Jamen dog, hvad har muren dog gjort dig, Shadowbender?” spurgte en flabet stemme i baggrunden, som en lidt ranglet mørk fyr kom imod Jared.
Jared stirrede op på fyren, som han ikke lige huskede navnet på, men vidste at han ikke delte Jareds holdninger omkring med at frigøre sig fra undertrykkelsen. Tværtimod, så ønskede han ikke at det skulle lykkes for Jared. Han var også menneske.
Jared vendte sig væk fra ham og skulle til at fortsætte ned af gyden, men opdager til hans overraskelse at der allerede stod tre andre for at afskære ham vejen. Et baghold? Han måtte indrømme at han fandt dem modige for at prøve.
Jared ville rette hans skade hånd ud, men opdagede det ikke var muligt. Hånden var som limet fast i dens stilling. Han var ikke i stand til at kæmpe fysisk, så måtte det klares med evner.
De fire herre kom tættere på Jared, alle med et smørret smil og et våben i deres hænder. Jared så rundt på dem og smilede koldt af dem, som skyggerne omkring dem begyndte at røre på sig. Jareds øjne blev mørke, som levende skygger der rasende rundt. Det fik dem til at stoppe op, men kort og det endte med at få dem til at gå i panik og forstå at de skulle være hurtige, inden der skete dem noget.
”Vanskabninger, som dig burde aldrig ha' været til!” snerrede ”lederen” af denne lille gruppe og slog ud efter Jared med hans lange kæp. Forgæves selvfølgelig, som en skygge hånd var kommet fra muren og holdte om kæppen...
Endelig kunne Jared bevæge sig mere frit omkring, uden at skulle tænke over hvordan solen stod med hensyn til skyggerne og hvordan lyset ville falde imod ham. Han behøvede ikke længere at knibe øjnene letter sammen for at se.
Jared bevægede sig ned af en gyde alene, iklædt en mørkebrun kappe med hætte. Hætten var dog lagt ned, som det var at solen forsvandt og det lyse hår stod ud i dets fulde pjuskethed. Selvom at Jared nød tidspunktet på dagen, så var han inderligt rasende. Intet gik, som han ville ha' det til!
Folket frygtede deres konge. Folk frygtede døden. Folk frygtede volden. Så længe at folket frygtede så meget, så var det ikke nemt at starte et oprør. De udsatte var rasende, men dem, som turde stå frem endte ud på en af de tre måder. Første måde var at de blev fanget af vagterne, blev pint, tortureret og sidst, eller først, slået ihjel. Anden måde var at de begyndte at udnytte de var blevet en del af oprøret, derved brugte det til score det kvindelige køn og gratis drikkevane fra de taknemlige. Den tredje måde var at de træk sig efter at ha' forstået hvilket fare de kunne ende med at bringe sig selv.
Det var som regel de to sidste, som folk endte på. Det var blevet mere sjældent med den første mulighed, især når oprøret ikke havde været så aktiv i længere tid.
Jared stoppede op midt i gyden, som han begyndte at ryste af raseri og knyttede sine hænder. Kunne de ikke forstå at der skulle gøres noget?! Hvorfor var det at de bare kunne affinde sig med at blive fejet til siden og lade mennesket bestemme hvem der skulle dø ved den mindste lille mistanke om man var mutant?!
Familier blev splittet, venner blev skilt af og elsker mistede. Hvorfor følte han at han var den eneste, som virkelig kunne forstå at der måtte blive gjort noget?!
Jared så imod muren, som havde den kommet med indvendinger på hans tanker og i løbet af et sekund havde Jared slået imod den med al sin vrede. Næppe et smart træk, da muren var hårdere end hans hånd. Noget af hans hud var flækket imod den ujævne mur og hans kno begyndte at hæve op efter slaget.
”Jamen dog, hvad har muren dog gjort dig, Shadowbender?” spurgte en flabet stemme i baggrunden, som en lidt ranglet mørk fyr kom imod Jared.
Jared stirrede op på fyren, som han ikke lige huskede navnet på, men vidste at han ikke delte Jareds holdninger omkring med at frigøre sig fra undertrykkelsen. Tværtimod, så ønskede han ikke at det skulle lykkes for Jared. Han var også menneske.
Jared vendte sig væk fra ham og skulle til at fortsætte ned af gyden, men opdager til hans overraskelse at der allerede stod tre andre for at afskære ham vejen. Et baghold? Han måtte indrømme at han fandt dem modige for at prøve.
Jared ville rette hans skade hånd ud, men opdagede det ikke var muligt. Hånden var som limet fast i dens stilling. Han var ikke i stand til at kæmpe fysisk, så måtte det klares med evner.
De fire herre kom tættere på Jared, alle med et smørret smil og et våben i deres hænder. Jared så rundt på dem og smilede koldt af dem, som skyggerne omkring dem begyndte at røre på sig. Jareds øjne blev mørke, som levende skygger der rasende rundt. Det fik dem til at stoppe op, men kort og det endte med at få dem til at gå i panik og forstå at de skulle være hurtige, inden der skete dem noget.
”Vanskabninger, som dig burde aldrig ha' været til!” snerrede ”lederen” af denne lille gruppe og slog ud efter Jared med hans lange kæp. Forgæves selvfølgelig, som en skygge hånd var kommet fra muren og holdte om kæppen...