Those eyes.. (Esekias)

[Caleb Dé Ricéy]

Det var begyndt at blive varmere i vejret, som sneen snart var helt forsvundet fra planterne i haven. Solen kiggede frem til tider bag de tunge mørke skyer, som gled forbi på himlen, uden at se ud til at stoppe deres rejse. Caleb sad på en bænk og betragede disse kæmper flyde væk. Han ønskede at de kunne ham med..
Det var ikke ret lang tid siden efter at Caleb havde set manden i kælderen og Ciel var dukket op på hans værelset og forlangt svar. Caleb havde givet de svar, som Ciel var kommet efter og drengen selv var blevet liggende i sengen, så længe han havde fået lov til. Det endte dog med at skabe bekymring og i en hurtig beslutning fik Caleb lov til at tage med på slottet. Caleb anede ikke helt hvorfor, men tænkte at det nok var for at Ciel kunne holde bedre øje med ham og være der, hvis det skulle gå helt galt med Caleb. Caleb vidste ikke om det var Ciels egen idé eller om det evt havde været deres butler eller en vagt, som havde forslået det.
Drengen vidste det ikke selv, men var begyndt at få letter mørke rander under øjene efter flere mareridt om natten. Det var kun sket ganske få gange at han havde skreget op i nattens mørke og tjenestefolkene var kommet løbende for at se hvad der skete.
Caleb fandt det dybt pinligt at skabe sådan et ståhej midt om natten.
Drengen træk sine ben op til sig og hvilede sit hoved imod hans knæ. De trætte røde øje lukkede i, men gled hurtigt op igen, da han stadig kunne se manden for sig, hvis han lukkede sine øje. Han hørte sommetider også Ciels bekymrende ord fra den dag, som en slags hvisken i hans øre.
Det ravnsorte hår lod sig føre let af vinden og de yderste spidser vippede fra den ene siden til den anden side.

Det kom som en overraskelse, da han endelig genså sin mor.
Han var virkelig glad for at se hende igen, selvom det også var et stik i hjertet at skulle tænke på, da hun bare sådan havde forladt ham. Han kunne forstå at hans mor havde haft brug for hvile efter deres gensyn, hvilket undrede drengen lidt, men han spurgte ikke videre ind til det.
Han håbede bare at han havde opført sig på den rigtige måde, men selvom det virkede godt, så kunne han mærke indvendig hvor underligt det havde været at tiltale sin mor, som moder istedet.
Mon hun var glad for at se at hendes søn faktisk kunne finde ud af noget og ikke længere var et barn, men en ung mand?

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias kom gående gennem slots haven han havde lige fået en pause fra kongen der lige nu var sammen med sin dronning, så Esekias havde fået fratæde i et par timer. han var enlig i meget godt humør, og selvom det var koldt skinnede solen en gange i mellem frem fra den mørke himmel
* mon det skal til at regne eller klare* op tænkte han spekulerende og fulgte en sti rundt om et hjørne, til et sted han vidste der stod en bænk. Esekias var klædt i den uniform der tydeligt tilkende gav at han var en af kongens personlige 5, den højeste ære der kunne tilfalde en ridder. esekias var efter hånden begyndt at vende sig til tanken om han var blevet det, skønt han var alt alt for ung i forhold til hvem der plejede at blive valgt. ved siden havde han et sværd som han havde ret og pligt til at bære, det varet usædvanligt tyndt sværd, men det var det esekias var kendt for at bruge, da han hverken var eller ligenede han var den med de fæeste kræfter. over skuldrende havde han en tyg frakke i mørkeblå med guld brokade langs siden. da han runede hjørnet til bænken, så han at der sad en dreng på bænken, og han smilede roligt
" Godeftermiddag"
sagde han med et smil og betragtede drengen, han virkede i et lidt dårligt humør.
han kunne ikke så godt se drengen som han sad kun at han var sort håret. det var ikke så tit der var børn eller unge på slottets område, men det kunne sagtens være en ung page i træning som ridder, han tænkte ikke på at det kunne være en tjener, da drengens tøj var alt for godt til det. han havde heller aldrig mødt drengen Caleb så tæt på, men havde set ham flere gange på afstand, derfor kunne han ikke kende ham endnu.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb fik et halvt chok, da han havde siddet i en tankestrøm, som blev afbrudt ved lyden af en fremmed. De røde øjne stirrede op imod hvor stemmen var kommet fra. Han vidste ikke hvem personen var, men ud fra uniformen var det ikke svært at bedømme at personen havde en høj status, hvilket fik Caleb til at rejse fra bænken. ”Godeftermiddag” svarede han med et kort høflig buk, inden han satte sig tilbage på bænken i en ordentlig og værd stilling. Benene ned og rettet ryg. Han så høflig på ham og håbede at personen ikke ville påpege over for hans far at skulle ha' siddet i en upassende stilling. Han var vant til at folk vidste hvem hans far var på forhånd, så han regnede med at denne mand nok heller var en undtagelse, når han nu var kongelig livvagt.
Det var først gået op for Caleb nu hvor ung herren egentlig så ud i forhold til den stilling, som der skindede fra den stilling, som hans uniform mente at han havde. Han havde godt haft overhørt noget sladre omkring en ganske ung ridder, som ganske fornyeligt skulle være blevet til kongelig livvagt og gættede på at det måtte være denne herre...

[Esekias Lawrens Montegeu]

der var ikke nogen tvivl hos esekias om hvem drengen var da han først mødte hans blik, øjende var så li hans fars men udtrykket i hans ansigt minede ham gevaldigt om Yaya, og han kunne ikke lade være med at smile, han bemærkede dog også hvordan han havde sorte ander under øjende, og det slog esekias at han virekede udkørt, han smilte venligt til hans buk, og svarede igen med et tilsvarende.
" Hr Ricey ikke?"[/color]
spurgte han venlig og kiggede på drengen og satte sig på høflig afstand ved siden af ham og så på ham.
" Mit navn er sir Esekias Lawrens Montegeu, men de kan bare kalde mig Esekias hvis de vil, det ville i hvertfald gøre mig glad"[/color]
sagde han venligt men lige ud, esekias holdt på etiketten men venner ville han helst ære afslappet overfor og han havde intet ønske om at blive behandlet særligt af folk, hans kotyme bestod for det meste i at han ville søger for at folk ikke følte sig forkerte, eller akavede.

[Caleb Dé Ricéy]

Herren ikke nogen undtagelse og Caleb havde nikket bekræftende ved navnet. Det var også svært at tage fejl ved. Han havde fået af vide hvor meget han lignede sin far og ikke rigtig fået komplimenter der angik hans mor. Men nu var Caleb også en dreng, så det blev set som en god ting at drengen mindede meget om hans far. Det betød kun at drengen nok skulle blive en god efterkommer og gå i hans fars fodspor.
Caleb nikkede, som Esekias fortalte sit navn ligeud. Det var overraskende for Caleb. Han havde ikke før mødt en, som bare sagde sådanne ting lige ud, ej heller at bede ham kalde dem ved fornavn. Esekias virkede venlig og virkede ikke helt så højrøvet, som de andre ridder kunne finde på at være overfor Caleb, af den ågersag at han var yngre og mindre end dem.
Caleb var smal og lille af bygning, især af en på hans alder. Hans krop havde ikke helt opdaget at Caleb ikke rigtig var et barn længere, selvom han endnu lignet et.
”Det vil jeg gøre sir Esekias” svarede han høfligt. Selvom det var brug af fornavn, så holdte Caleb stadig en vis etikette.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias betragtede drengen med et roligt smil, han vidste hvor gammel drengen var og kunne godt se at han virkede lille, men det var jo netop sådan esekias selv havde været, så han tænkte ikke så meget over det, han vidste der var mere til en person en deres størrelse, han så jo heller ikke så stor ud selv, men de færreste undervurderede ham i dag. for esekias var det forunderligt at se hvor mange træk i drengen der minede ham om yaya, han havde godt hørt at han lignede hans far, og det gjorde han da også på nogen punkter, måske var det fordi det var yaya han kendte bedst at det var hende han så i ham. det generede ikke esekias at han satdigt sagde sir, det var åbenbart sådan han havde det bedst
" Hård dag ??"[/color]
spurgte han blidt

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb havde ikke forventet det pludselige spørgsmål og tænkte hvad der dog havde givet Esekias den tanke? Han var ikke særlig klar over de mørke rander og den træthed, som han faktisk udviste. Han var dog ikke helt dum, så han vidste godt at han måtte se udkørt ud efter de sidste par dage med uafbrudte mareridt om natten.
Caleb tænkte kort sin dag igennem og ville ikke lige sige at han havde haft en hård dag. Faktisk havde det været overraskende rolig.
”Det vil jeg ikke påstå at jeg har haft, men jeg takker for Deres høflighed” svarede han i samme høflige tone og samlede nervøst sine hænder i skødet. Hans hænder imod hinanden og hans finger flettede sammen.
”Hvordan har Deres dag været?” spurgte han for at gengælde den høflighed, som Esekias havde vist ham.

[Esekias Lawrens Montegeu]

ESekias vidste godt at det nok var et lidt for direkte spørgsmål til en han ikke havde talt med før, men han havde følte sig bekymret aligevel, han havde også hørt så meget fra yaya om drengen, og kunne ikke andet end at tænke på ham, han smilede dog roligt da han sagde at den enlig havde været en stille og rolig dag, det virkede som om at han talte sandt, så det var altså noget andet der havde givet ham de sorte rander under øjende men det var for hurtigt at spørger så langt ind, han folede hænderne i skødet og kiggede på ham med rolige venlige øjne. han tænkte på hvordan hans dag havde været, han havde ikke helt forventet spørgsmålet, men da drengen jo havde svaret ku han vel os.
" tja den har ikke været så lang, men den har været ret hektisk, men det er den altid når Han højhed tager imod Audiens fra folk, og der er mange mennesker, men der har ikke været nogen problemer så det var været en ret god dag"[/color]
sagde han med et lille smil. han var utroligt ærligt og fortalt mere end han havde pligt til for at være høflig, så det var tydligt han gerne ville dele.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb nikkede bekræftende og havde egentlig ikke regnet med at Esekias ville dele så meget med ham. Drengen vidste godt at det var mere end rigeligt at han havde fået fortalt. Han blandede sig aldrig i hvad Ciel fortog af sig af den oversag at han vidste det ikke kom ham ved og at Ciel havde en form for tavshedspligt mellem ham og kongen.
Caleb kunne ikke andet end at blive nysgerrig.
”Der kan nemt ske problemer med mange mennesker på et sted.. især når det handler om audiens.. ” sagde han tænkende og stirrede frem for, inden han så tilbage på Esekias.
”Hvad er det mest typiske problem som kan opstå sådan en dag?” spurgte han og skjulede ikke helt sin nysgerrighed i hans øje.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias smilede, han havde selv tavsheds pligt når det kom til kongens privatliv, og resten af konge familien, men det han havde sagt var ikke noget som han ikke måtte sige, det var jo en ting som alle der gerne ville vide det kunne vide det. han nikkede til drengens konstatering, det gav altid problemer når der var mange, mennesker, det var ikke tit at der var store problemer, men små ting opstod der fra tid til anden.
" det mest normale er at folk ikke kan vente til det bliver deres tur, eller at de bliver vrede når hans majestæt ikke umiddelbart bare kan give dem hvad de ønsker sig. det selvfølgelig aldrig sjovt at få nej, men Kongen handler ud fra et støre billede, men det er ikke noget der kræver vores indblanding, slotes øvrige personale er mere end i stand til at berolige folk"[/color]
fortalte han roligt, alle kunne jo ikke være tilfredse

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb lyttede interesseret og måtte indrømme at svaret lød meget logisk. Det virkede meget normalt og Caleb havde ikke svært ved at se det for sig.
Det var svært at gøre alle tilfredse, eller det var måske slet ikke muligt at gøre alle tilfredse på en gang når alle var forskellig. Forskellige ønsker, forskellige behov, forskellige baggrunde.
Det var nærmere at handle efter flertallet frem for de enkle. Men det var altid noget at livvagterne ikke behøvede at være mere end pynt på stedet. Så længe de ikke behøvede at gribe ind, så var det ikke alvorligt.
Caleb blev en smule nysgerrig på Esekias. Man skulle vel ha' en vis styrke af en slags for at blive den rang, som han havde fået. Hans øje så undersøgende på denne herre ved siden af ham. Som prøvede han at gennemskue hvad Esekias havde som styrke. Svaret virkede dog ikke til at komme af sig selv, men det var noget andet som slog ham. Et spørgsmål, som længe havde haft en stor nysgerrighed hos ham.
"Som kongelig livvagt, har De vel mødt prinsessen?" spurgte han, som han begyndte at lægge op til spørgsmålet, som han faktisk gerne ville stille Esekias..

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias kiggede på den unge mand, som virkede så meget som sin far men var så forskellig fra ham, i hvertfald af hvad han kunne fornemme af den unge mand der sad ved siden af ham. han kunne ikke lade være med at tænke på sin egen far som han ikke havde kendt meget til, var han måske som sin far lignede han ham. i sit stille sin havde esekias mange gange haft lyst til at spørger sin mor om det, men det virkede altid som om tiden ikke var til det, og de få gange han havde været alene med hende havde det bare virket som et for grumt spørgsmål,når han nu vidst hvad moren følte få den mand hun havde mistet.
Esekias kiggede kort på drengen ved hans spørgsmål.
" Jeg har da set hende, men ikke talt personlig med hende endnu"[/color]
sagde han med venlig stemme, han havde trods alt ikke været livvagt så længe, og han havde haft rigeligt med at se efter Kongen

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb nikkede forstående ved hans svar. Det gav vel egentlig også mening at han ikke har haft snakket personligt med prinsessen. Han lod dog mærke til et ”endnu” i hans sætning. Ikke at han tænkte Esekias selv ville starte en samtale med hende, men det kunne jo ske at han kom til at snakke med prinsessen på et eller andet tidspunkt.
”Jeg har aldrig set prinsessen, som andre i Talian heller ikke har..” fortalte han roligt, inden han lagde ind til spørgsmålet.
”.. Jeg undre mig sommetider hvorfor det tilfældet, men jeg vil ikke stille Dem det spørgsmål, da jeg kunne forestille mig De ikke har ret til at svare på det, så mit spørgsmål er i stedet.. Hvordan ser vores prinsesse ud?”
Drengens stemme var rolig, mens han blik endnu virkede påvirket af at se ting, som han ikke skulle haft set..

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias kunne ikke lade være med at kigge undrende på drengen med hovedet lidt på skrå, det var lidt underligt hvorfor han skulle poientere at han ikke havde set hende som andre, esekias fik en fornemmelse af at der var et eller andet, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad det skulle være. dog smilede han venligt til drengen, han vidste faktiske ikke helt hvad han kunne tillade sig at sige, men lidt alm. udsende kunne vel ikke skade. esekias betragtede nøje den unge mænd.
" der er ikke meget jeg kan sige om hende. hun har langt brunt hår, går meget i Lilla kjoler, og har som dem nogle ret specielle øjne"[/color]
sagde han roligt og betragtede drengen mens han svarede. han smilede dog venligt og sad roligt

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb nikkede ved Esekias' ord og begyndte at tænkte over dem. Langt brunt hår og specielle øjne fik ham til at give en tanke til Cisana, men specielle øjne kunne dog betyde mange ting. Hans egne øjne var specielle pga hans slægt. At prinsessen skulle ha' en smag for lilla overraskende ham en smule, da de fleste piger han havde mødt havde for det meste elsket farven rosa. I eventyrene havde prinsesserne sjældent et valg om hvad de skulle ha' på, men svaret lå som regel altid på rosa. Det var rart at vide at man ikke kunne generalisere når det gik til hunkønnet og prinsesser, ikke det gjorde hans forståelse for dem meget bedre..
Han satte sig tilbage med et suk, uden at tænke over hvor længe han havde ladet hans tanker flyde rundt i hans hovedet. Den rettet stilling blev mere afslappet, som den havde været før Esekias var kommet, mens hans ben forblev imod jorden, selvom lysten til at trække dem op og pakke sig sammen til en kugle var der.
”Specielle øjne” gentog han fraværende og tænkende. Det var ment til ham selv, selvom det var muligt for Esekias at høre hans mumlen.