So alone.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Ude i haven gik en lille pige rundt i en fin lille lyserød kjole med sløjfer. Pigen kom til hegnet rundt om slottet og så ud på blomster haven og ønskede at være der selv om folk ville sige slottes have var meget flottere. Men den føltes også meget mere fanget end blomster haven. Pigen havde fået lov at gå alene rundt den dag. Hun var desværre ikke bare en pige. Hun var prinsesse. Hun var den mystiske prinsesse ingen i byen havde mødt. 16 år og aldrig set byen. Hun følte sig som en fange.
Hun gled ned af hegnet og så ud gennem hegnet og så to børn op 5 og 7 lege tagfat. Hænderne gled over hjertet og hun holdte dem der med sine fine handsker. Mange sagde at Prinsessen havde alt og det var måske rigtigt men hun mangled venner. Hendes tænker fløj tilbage på den gang hun legede første gang. Stille og roliget begyndte en sang at komme ud af hendes mund. Stemmen var smuk og perfekt. En hver ville ønske sådan en stemme. Hun sad med lukkede øjnene og tænkte kun på at være normal.

[Silvia Hunter]

Vejret virkede egentlig ganske perfekt til en gåtur også selvom den lettere mørke skikkelse ikke havde regnet med at hun ville komme forbi slottet, dog havde hun brugt det meste af dagen på at lukke tankerne ude fra andre, og havde på den måde mistet sin koncentration omkring hvor hun faktisk befandt sig henne. Men da hun først lod blikket hvile mod hegnet stivnede hun en smule. Hun vidste godt at kongen aldrig nogensinde ville finde sig i, at se hende i nærheden af slottet, hun var jo mutant. Men hvad kunne han stille op? Hun befandt sig jo på den anden side af hegnet, så hun kunne umuligt gøre alt for meget skade.
Det lysblå øjne gled langs med hegnet og hun fik da meget hurtigt øje på den mindre skikkelse, som sad indenfor hegnet, hvem mon det var? Hun forsøgte at åbne op for tankestrømmen også selvom det hele blev blandet sammen, så lykkedes det hende at få noget ud af det. Silvia smilte en anelse, da hun gik tættere på pigen og lyttede til hendes sang, hun ønskede ikke at fortælle hvad hun havde fået ud af pigens tanker og valgte blot at lade en hånd glid hen med hegnet.
"Hvorfor sidder du ved hegnet?"
spurgte hun roligt og foldede hænderne foran sig, hvorefter hun lod blikket glide ned på jorden, da hendes øjenfarve godt kunne ende med at skræmme folk, derfor ville hun tage nogle forsigtige skridt, da hun godt kunne se at pigen ikke var særlig gammel, ikke i forhold til hende selv.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Prinsessen var jo ikke rigtigt kendt af folket så at kvinden ikke vidste hvem hun var, var helt okey. Hun så op fra jorden og nåede at se kvindens øjne. De var vildt smukke. Hun skubbede sig op og børstede sig ren. Hun så på hende og smilte varmt. "Fordi jeg drømmer om at være på den anden side." Hendes smil var varmt og hendes udtale og holdning var perfekt. hendes gyldne øjne så på kvinden og det blonde hår fløj mod hendes højre side pga vinden.
den store kjole gav hende form og figur selv om hun kun var 16.
hun så ud mod de legene børn og man kunen se en sørg i øjnene. *Gid det var mig som var ude og lege med dem.* H.endes ord var triste men ærlige. Hun ønskede at lege, at være fri

[Silvia Hunter]

Mon ikke Silvia ville have reageret helt andereledes, hvis hun havde vist, at det var prinsessen, som hun rent faktisk stod overfor lige nu, men desværre var der ikke rigtig nogen i Talian, som kunne kende prinsessen, hvis de først så hende. Så de fleste var nok undskyldt? Hun valgte at rette sit blik op, da pigen rejste sig op. Silvia valgte at ligge sine hænder mod hegnet og smilte blot roligt til hende.
"Det er sikkert mest sikkert på den side, som du allerede befinder dig på"
sagde hun med et roligt smil på læben og kunne tydeligvis mærke på pigen, at der var noget som trykkede hende, men hvorfor havde hun ikke lov til at gå ud på den anden side, dem på slottet havde vel også lov til at bevæge sig en smule. Tankerne strøg lige ind i hovedet på Silvia, men hun kunne ikke rigtig lade vær med at bide mærke i ordene. Gid det var mig..
"Kan du ikke bare lege med dem på slottet?"
spurgte hun en anelse overrasket over sig selv, da hun jo faktisk hørte pigens tanker, som kom de ud af hendes mund. Hvilket jo ikke var sagen, men mon ikke pigen ville ignorere tanken?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Det at kvinden sagde du var meget unormalt for Talija. Hun så på kvindens øjne og blev helt slugt i dem til kvinden spurgte om det ikk var sikkert hvor hun var. Talija så bag sig og så mod porten hvor der stod to store bevågnede vagter.
"Det er det måske... men man føler sig som en fange."
Talija så på kvinden med de gyldne øjne der var fyldt med alle mulige følelser men stadig var smukke. Da kvinden kommenterede hendes tænker lagde Talija hovedet på skrå.
"hvordan vidste De hvad jeg tænkte?"
Hun kunne lege på slottet. Til hendes lærer fik fat på hende og fik hende til at være voksen og studere. Ikke noget hun morede sig med.

[Silvia Hunter]

Som sagt, så ville Silvia nok have opført sig anderledes, hvis hun vidste hvem hun stod overfor, men desværre for hende var det ikke tilfældet. Men på den anden side så kunne hun også være ligeglad netop fordi hun i bund og grund ikke brød sig om kongefamilien, specielt ikke kongen, da han jo ikke brød sig om mutanter, hvilket hun jo bare hadede ved ham, men alligevel accepterede hun ham. Silvia valgte at følge hendes blik og sukkede kort, da hun så vagterne, der var vist ingen tvivl om, at det var sikkert, men måske havde hun ret. Man kunne sagtens føle sig som en fange med det store hegn og alle de vagter.
"Hvad du tænkte? Jeg regnede bare med at du gerne ville lege, eftersom at du har stirret længe på de to børn herude"
sagde hun roligt, da hun ikke så nogen grund til at afsløre noget overfor en af dem der arbejdede for slottet. Da det jo meget vel kunne komme videre til kongen. Samtidig med at hun jo havde set hende stirre på de små børn, så det lå måske lige til højre benet og var lige til at regne ud.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så længe på kvinden. Skulle hun tro hende. Nej. For hun kunne også ha tænkt at børnene så søde ud eller så ud til at ha det godt. "jeg tror Dem ikke. De vidste hvad jeg tænkte" Hun gik over til hegnet og lagde de hvide handsker på kvindens hænder. Hun ønskede ikke at fortælle hvem hun var.
"hver sød ikke at lyve."
Nok var det hendes ord men hendes tænker var noget helt andet. Hun så lige i kvindens øjne. *Plz vær lige som mig, jeg vil ikke være alene* Talija håbede og ønskede af hele hjertet at kvinden var bare lidt som hende.

[Silvia Hunter]

Måske hun virkelig skulle til at overveje, om ordene var tanker eller ord, også selvom Silvia havde yderst svært ved at kende forskel på de forskellige stemmer, men det krævede måske at hun lyttede en smule mere til ordene. Et lavt suk forlod hendes læber, da pigen ikke troede på hende, men hvad skulle hun stille op? Det ville jo være dumt af hende, at afsløre at hun faktisk var mutant..
"Jeg kan altså ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre"
sagde hun med en ganske rolig stemme, eftersom at der ikke var nogen grund til at gå i panik, så længe hun ikke begyndte at råbe op omkring, at hun måske var mutant. Fordi så kunne hun da kun håbe på at pigen selv bar på en hemmelighed, som hun ville kunne bruge.
"Jeg løg ikke.. Ligesom dig?"
de sidste ord blev mere eller mindre mumlet af Silvia, da hun tog sig selv i at blande pigens tanker sammen med hendes ord. Derfor valgte hun at træde en smule væk fra hegnet og lade de lyseblå øjne hvile mod vagterne.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Kvinden ville åbenbart ikke indrømme det. Talija sank en klumb og så mod vagterne. De så ikke mod dem. kun heldigt for Talija. Hun knyttede hænderne om hegnet og smilte varmt.
"det kan lade sig gøre lige så vel som det her"
Hun så på hende og lige i det at hun blinkede kom der et par smukke hivde engel vinger på Talijas ryg. Hun smilte og baskede lidt så kvinden kunne mærke det var ægte og ikke illosion.
"Så plz... Vi ved begge at De læste mine tænker."

[Silvia Hunter]

Det måtte egentlig være forfærdeligt at være fanget på slottet, men hun vidste jo heller ikke hvem hun faktisk stod overfor, dog havde hun næppe regnet med at der ville dukke nogle vinger på på pigens ryg, da kongen umuligt ville tillade en mutant på sit slot?
"Hvordan? Gem de vinger væk.. Kongen slår dig ihjel"
sagde hun en smule skræmt og skyndte sig at kigge over på vagterne, men heldigvis holdt de ikke øje med dem. Derfor kunn hun også lettere slappe af og mærke vinden fra hendes vinger. En mutant på slottet kunne umuligt være særlig godt, så kunne man kun håbe at pigen vidste hvordan hun skulle skjule det.
"Vi er begge i samme båd"
svarede hun efter noget tid, da hun ikke havde noget imod at afsløre sig selv overfor en mutant, dog kunne det jo godt ske at pigen ville fortælle det til kongen, så måtte hun jo bare finde en anden løsning.. Hvis hun havde mulighed for at få kongen til at glemme. Men kunne hun overhovedet gøre noget lignende? Hun kendte kun en brøkdel af hendes evne, noget der irriterede hende.
*Navnet er Silvia*
det var ikke rigtig nogen tanke, men nærmere en stemme inde i Talija's hovede. Imens at Silvia blot valgte at smile let til pigen. Der gik heller ikke lang tid før at hun gik hen til hegnet og lagde sine hænder mod pigens.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på hende og hvor chokeret hun blev. Talija hade gjort dette før så hvorfor ikke igen. Kvinden virkede bange men vagterne vidste jo godt at Talija var mutant og derfor de ikke måtte lukke hende ud. Hun så på de smukke blå øjne kinden havde. Da hun bad om at Talija fik vingerne væk blinkede Talija og vingerne forsvandt. Et varmt smil var på Talijas læber da kvinden sagde de var i samme båd. Hun vidste det. Hun var helt sikker. Stemmen i hovedet var ikke Talijas hun så på kvinden og smilte varmt.
"hyggeligt at møde Dem Silvia. Bare kald mig Sana eller Maria."
hun så mod slottet og sukkede lidt. Hun valgte bevidst ikke at svare på det med kongen ville slå hende ihjel. Hun tænkte heller ikke på det hun gentog bare orderne i hovedet for at tænke dem i gennem.

[Silvia Hunter]

Silvia selv mente ikke at det var særlig smart at være så åben overfor sin mutant evne, da hun jo godt vidste, at mutanternes beskytter var blevet valgt eftersom at han kunne slette andres minder, så mutanterne kunne leve i fred. Derfor Silvia også forsøgte at holde hovedet koldt, når hun blev angrebet af for mange tanker. Hun blev også en anelse lettet, da vingerne igen forsvandt, så hun havde mulighed for at snakke sammen med hende uden at skulle være bange for at de blev opdaget. For normalt snakkede mutanter og mennesker ikke sammen, så det kunne jo afsløre Silvia? Hun blinkede nogle gange, da pigen lod sit blik glide ind i hendes øjne. Mon der var noget interessant ved de lyseblå øjne? Vinden tog fat i det korte hår, og førte det ind foran hendes øjne, hvorefter hun fjernede det og lagde det om bagved ørerne.
"Sana Maria, fornøjelsen er helt på min side. Det er lang tid siden at jeg er stødt på en mutant. Alle gemmer sig"
Hendes stemme var rolig, hvorefter hun blot lod sine hænder glide hen over hegnet og blot undersøge højden. Det var egentlig ganske voldsomt og det var måske ikke en gang nødvendigt med et så højt hegn, medmindre at kongen forsøgte at holde nogen inde?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Silvia havde ret alle gemte sig selv om Talija ikke kendte andre rigtigt. Hun slap hegnet og så op på toppen af den. hun havde lyst til at flyve over men hendes lærer ville sikkert opdage hende og forhindre hende i det. hun så på silvia og smilte.
"De er vel bange for mi...."
hun stoppede sig selv. hun skulle nok ikke sige min far lige nu. silvia virkede til ikek at vide hvem hun var heller ikke når man så hvor dyr kjolen så ud. hun tænkte sig lidt om og sagde så.
"Bange for Hans majestæt Kongen."
hun ønskede ikke at lyve men at sige sandheden nu hvor hun var ved at få den første ven var dumt. hun smilte til silvia og så mod slottet op mod 2 sal for at se om hendes lærer så ud men han var der ikke.

[Silvia Hunter]

Silvia forsøgte egentlig at opretholde en form for status, nok var det inden for kro miljøet, men alligevel gav det hende en mulighed for at vise sine andre talenter frem, når hun da først stod bag baren og miksede drinks til kunderne. Det var noget der kunne få et smil frem på hendes læber, så længe at hun ikke blev forstyrret af tankerne..
"Vi er alle bange for ham"
sagde hun lettere irriteret og lagde armene en smule over kors, da det egentlig irriterede hende, at mutanter og mennesker ikke kunne leve side om side med hinanden uden at nogen ville se ned på dem. Men hun kunne vel også bare være ligeglad og så bare styre sin hverdag, som hun nu havde lyst, så måtte hun tage konsekvenserne på et andet tidspunkt. Hun så godt at pigen kiggede op på hegnet, hvorefter hun foldede hænderne foran sig.
"Skal jeg holde vagt, imens du flyver over?"
spurgte hun med et ganske roligt smil på læben, da hun jo sagtens ville kunne tilbyde sin hjælp, hvis Sana Maria gerne ville mærke hvordan friheden faktisk kunne være. Silvia kendte jo Talian meget godt.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på Silva da hun sagde alle var bange for kongen. hvad ville silvia gøre vis hun vidste at kongen var hendes far. hun smilte varmt og så roligt på hende. "Det er bedst jeg bliver her. sidst jeg fløj over på den anden side der.... der blev jeg skældt ud af min lærer... jeg bliver holdt godt øje med og jeg ved han snart vil hente mig for at få mig til undervisning i klaver, sang eller dannelse... jeg skal jo lærer at være en dame" det var tydeligt at høre på Talija at hun kun kodt havde fået lov til at være et barn og aldermæssit ville alle sige hun stadig var et barn men ikke for hendes lærer og forældre så skulle hun blive voksen og giftes bort.