Post by Yaya Dé Ricéy on May 5, 2013 11:40:38 GMT 1
Yaya havde håbet, ønsket og bedt til at hun og Caleb kunne komme hinanden nærmere i løbet af turen til MeRosal, men at de allerede havde gjort fremskridt inden de nåede byen var langt mere end hun nogensinde havde forestillet sig. Hun var henrykt. Ikke engang minderne fra sidst hun var vendte hjem til MeRosal efter brudet med Ciel kunne ødelægge hendes humør, faktisk trængte mange af dem slet ikke igennem til hendes bevidsthed. Og dem der gjorde blev glemt så snart hende blik faldt på Caleb igen.
Yaya lo blidt af hans kommentar, spændende? sandsynligvis. Nok på mere end en måde, og sandsynligvis på anden vis end Caleb nok havde forestillet sig. Caleb havde opfattet situationen helt rigtigt, Rosallen-palæerne var i sig selv enorme, men al jorden og skovene der hørte til fyldte endnu større arealer. Oven i det så hørte mange af gårdene der grænsede op til området også under palæernes ledelse. Caleb kunne garanteret bruge dag efter dag på at udforske stedet og stadig opdage tonsvis af nye ting og steder.
Nu hvor hendes formål havde været at hjælpe ham til at genkende sine familiemedlemmer havde overdrivelse måske kun forvirret drengen, men heldigvis var det meget svært at overdrive når det kom til hendes far. Det var nemt at så hvordan han havde kunne påkræve sig en hel hærs respekt og lydighed. Noget over hans karakter krævede næsten stadig at man respekterede hans person. Men han virkede efterhånden knap så frygtindgydende, specielt ikke blandtfamilie. Yayas far smilede af ham, han havde vidst valgt den rigtige tone "Wallan Rosallen" præsenterede han sig og lukkede hånden om Calebs og rystede den let inden han slap igen med et nik. "Sig endelig til hvis jeg kan bidrage til dit mål" sagde han og foldede hænderne på ryggen og henvendte sig til Yaya. "Vi har virkelig set frem til jeres besøg, det var uventet at du skulle blive boende i Talian" sagde han ærligt og Yaya sendte ham et irriteret blik. Henrykte hvin og pige skrig fylde hallen og både Yaya og hendes far så sig om. Kort efter slog to piger på omkring 6 år armene om Yayas ben og krammede hende i en lykkelig rus. Derpå begynde de begge at fortælle om alt muligt i et imponerende tempo, kun forøget af deres henrivelse over at se Yaya igen. Yaya fik dem tysset til stilhed efter et par forsøg og sukkede opgivende da de nægtede at slippe hende. "Mine niecer" sagde hun og kiggede på Caleb over skulderen nu hun ikke rigtig var i stand til at bevæge sig. Derpå fik hun, men en lidt strengere tone, viklet sig ud af pigernes modtagelse lige inden hun blev trukket ind i en ny omfavnelse af en kvinde kun nogle år yngre af udseende. Yaya sukkede, men lod ikke til at have noget imod omfavnelsen. De to søstre lignede på ingen måde hinanden. Yayas søster var en mindre og mere elegant udgave af deres far, men ligheden var stadig meget slående. Yaya gentog præsentationen af Caleb og hendes søster sendte ham et nysgerrigt blik inden hun nejede med et smil og et nik til hilsen "min søster" forklarede Yaya og rettede bevidst på sin søsters frisure, da en tot havde sneget sig ud af hårbåndet. Yayas søster sneg sig væk fra sin søsters rettelser og henvendte sig til Caleb i stedet. "Mei Rosallen" præsenterede hun sig og fortsatte "det er en fornøjelse endelig at møde ham man har hørt så meget om". Hun smilede til ham, varmt og imødekommende. Til trods for at de aldrig havde mødtes så viste Mei, hvis nogen, alt hvad Yaya vidste om Caleb og præcis hvor meget hun elskede ham. Derfor kunne hun heller ikke lade vær med at føle hun allerede kendte ham. "Velkommen" sagde hun og lod blikket glide over ham, hun kendte ikke Ciel særlig godt af udseende, så det der slog hende var de punkter hvor Caleb lignede sin mor mest, og det fik hende til at smile. Også selvom det ikke var ligheder i udseendet. Hun vendte hovedet da to drenge sluttede sig til velkomstkomiteen. De var begge omkring Calebs alder, den ene ældre og den anden yngre, men efter at have set Caleb i mængden så de pludselig usikre ud. De havde mest af alt lyst til at byde Yaya velkommen på samme måde som de andre, men deres stolthed forbød dem at gøre det i selvskab med en jævnaldrende de ikke kendte. Mei lo af dem og det blik hun sendte dem hentydede tydeligt at de var nogle kyllinger. Drengene holdt imidlertid stand og Wallan sendte sin yngste datter et strengt blik. Mei himlede let med øjnene og lagde stædigt armene over kors. Mens de to var optagede af deres egen lille magtkamp uden ord, sluttede en mand sig til dem i hallen. Han havde hørt sine døtres skrigen og kom for at undersøge sagen. Yaya krammede sin storebror selvom han tydeligt gjorde tegn til at være grund til sine sønners tilbageholdenhed. "Du kunne godt byde os velkommen" sagde Yaya med en påtaget såret tone. Hendes storebror sukkede og gjorde sig fri af hende. Han rømmede sig og rette på sin krave, det var tydeligt at han ikke brød sig om at være følelsesladet. "Velkommen" mumlede ham, mest henvendt til Caleb og nikkede kort til drengen. Yaya sukkede "Min bror, Nathan" forklarede hun for at rede sin bror ud af situationen. Nathan lignede sin far på en prik, men i stedet for Wallans rå og respektindgydende udseende, fremstod Nathan mere usikker og var klart mere til papirarbejde end feltarbejde. Yayas nevøer holdt hele tiden øje med deres far og så uden tvivl op til ham, den yngste tilmed kopierede ham og rette på sin krave. Der hærskede ingen tvivl om at alle i lokalet vidste hvem Caleb var, også selvom Yaya ikke havde introduceret ham. Det behøvede hun ikke.
Yaya lo blidt af hans kommentar, spændende? sandsynligvis. Nok på mere end en måde, og sandsynligvis på anden vis end Caleb nok havde forestillet sig. Caleb havde opfattet situationen helt rigtigt, Rosallen-palæerne var i sig selv enorme, men al jorden og skovene der hørte til fyldte endnu større arealer. Oven i det så hørte mange af gårdene der grænsede op til området også under palæernes ledelse. Caleb kunne garanteret bruge dag efter dag på at udforske stedet og stadig opdage tonsvis af nye ting og steder.
Nu hvor hendes formål havde været at hjælpe ham til at genkende sine familiemedlemmer havde overdrivelse måske kun forvirret drengen, men heldigvis var det meget svært at overdrive når det kom til hendes far. Det var nemt at så hvordan han havde kunne påkræve sig en hel hærs respekt og lydighed. Noget over hans karakter krævede næsten stadig at man respekterede hans person. Men han virkede efterhånden knap så frygtindgydende, specielt ikke blandtfamilie. Yayas far smilede af ham, han havde vidst valgt den rigtige tone "Wallan Rosallen" præsenterede han sig og lukkede hånden om Calebs og rystede den let inden han slap igen med et nik. "Sig endelig til hvis jeg kan bidrage til dit mål" sagde han og foldede hænderne på ryggen og henvendte sig til Yaya. "Vi har virkelig set frem til jeres besøg, det var uventet at du skulle blive boende i Talian" sagde han ærligt og Yaya sendte ham et irriteret blik. Henrykte hvin og pige skrig fylde hallen og både Yaya og hendes far så sig om. Kort efter slog to piger på omkring 6 år armene om Yayas ben og krammede hende i en lykkelig rus. Derpå begynde de begge at fortælle om alt muligt i et imponerende tempo, kun forøget af deres henrivelse over at se Yaya igen. Yaya fik dem tysset til stilhed efter et par forsøg og sukkede opgivende da de nægtede at slippe hende. "Mine niecer" sagde hun og kiggede på Caleb over skulderen nu hun ikke rigtig var i stand til at bevæge sig. Derpå fik hun, men en lidt strengere tone, viklet sig ud af pigernes modtagelse lige inden hun blev trukket ind i en ny omfavnelse af en kvinde kun nogle år yngre af udseende. Yaya sukkede, men lod ikke til at have noget imod omfavnelsen. De to søstre lignede på ingen måde hinanden. Yayas søster var en mindre og mere elegant udgave af deres far, men ligheden var stadig meget slående. Yaya gentog præsentationen af Caleb og hendes søster sendte ham et nysgerrigt blik inden hun nejede med et smil og et nik til hilsen "min søster" forklarede Yaya og rettede bevidst på sin søsters frisure, da en tot havde sneget sig ud af hårbåndet. Yayas søster sneg sig væk fra sin søsters rettelser og henvendte sig til Caleb i stedet. "Mei Rosallen" præsenterede hun sig og fortsatte "det er en fornøjelse endelig at møde ham man har hørt så meget om". Hun smilede til ham, varmt og imødekommende. Til trods for at de aldrig havde mødtes så viste Mei, hvis nogen, alt hvad Yaya vidste om Caleb og præcis hvor meget hun elskede ham. Derfor kunne hun heller ikke lade vær med at føle hun allerede kendte ham. "Velkommen" sagde hun og lod blikket glide over ham, hun kendte ikke Ciel særlig godt af udseende, så det der slog hende var de punkter hvor Caleb lignede sin mor mest, og det fik hende til at smile. Også selvom det ikke var ligheder i udseendet. Hun vendte hovedet da to drenge sluttede sig til velkomstkomiteen. De var begge omkring Calebs alder, den ene ældre og den anden yngre, men efter at have set Caleb i mængden så de pludselig usikre ud. De havde mest af alt lyst til at byde Yaya velkommen på samme måde som de andre, men deres stolthed forbød dem at gøre det i selvskab med en jævnaldrende de ikke kendte. Mei lo af dem og det blik hun sendte dem hentydede tydeligt at de var nogle kyllinger. Drengene holdt imidlertid stand og Wallan sendte sin yngste datter et strengt blik. Mei himlede let med øjnene og lagde stædigt armene over kors. Mens de to var optagede af deres egen lille magtkamp uden ord, sluttede en mand sig til dem i hallen. Han havde hørt sine døtres skrigen og kom for at undersøge sagen. Yaya krammede sin storebror selvom han tydeligt gjorde tegn til at være grund til sine sønners tilbageholdenhed. "Du kunne godt byde os velkommen" sagde Yaya med en påtaget såret tone. Hendes storebror sukkede og gjorde sig fri af hende. Han rømmede sig og rette på sin krave, det var tydeligt at han ikke brød sig om at være følelsesladet. "Velkommen" mumlede ham, mest henvendt til Caleb og nikkede kort til drengen. Yaya sukkede "Min bror, Nathan" forklarede hun for at rede sin bror ud af situationen. Nathan lignede sin far på en prik, men i stedet for Wallans rå og respektindgydende udseende, fremstod Nathan mere usikker og var klart mere til papirarbejde end feltarbejde. Yayas nevøer holdt hele tiden øje med deres far og så uden tvivl op til ham, den yngste tilmed kopierede ham og rette på sin krave. Der hærskede ingen tvivl om at alle i lokalet vidste hvem Caleb var, også selvom Yaya ikke havde introduceret ham. Det behøvede hun ikke.