Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 17, 2012 21:21:13 GMT 1
Yaya strøg sit pandehår væk fra ansigtet og trak vejret dybt, hun havde med vilje ikke sat håret meget stramt op fordi hun vidste at det bare ville irritere hende på den lange tur. Hun havde sendt Serka ud til tjenerne i hestene da hun vidste at Caleb, hendes hest, nok ville være ustyrlig når han mærkede at der skulle til at ske noget. Hun kunne høre hans vrinsken helt inde i huset, det betød at hun nok selv var nødt til at gå ud og tage sig af ham senere. Men lige nu måtte hun være sikker på at der var styr på resten først. Nini havde travlt med at få styr på den bagage hun og Caleb skulle have med til Merosal. Yaya for sit vedkommende havde altid for meget med når hun rejste, hellere for meget end for lidt, hun hadede at mangle noget. Men hun havde så heller aldrig været nødt til det. Hverken i Merosal eller her i Talian, men hun havde så heller aldrig beklaget sig over sit liv. Måske med undtagelse af de år hun havde skulle undvære Ciel og Caleb. Hun havde allerede sagt farvel til Ciel og stod nu egentlig bare og ventede på Caleb. Hun havde ikke lyst til at rejse, men hun havde lovet sin familie i Merosal at komme tilbage og få sat styr på tingene, det kunne de tydeligvis ikke klare selv. Ellers var det bare en undskyldning for at få hende til at komme tilbage. Hun smilede for sig selv. Hun så tilbage mod trappen der ledte op mod værelserne for at se om Caleb havde gjort hende selvskab i hallen.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 17, 2012 21:53:56 GMT 1
Den første overraskelse var at gense sin mor. Caleb havde ikke vidst hvordan han skulle reagere, derved gjorder han bare hvad han havde lært fra hans opdragelse. Bukkede høfligt, frem for at løbe i hendes arme, som han mest havde haft lyst til. Tiltalte sin mor, som moder og opførte sig som en mindre gentleman, frem for et barn. Han kunne dog hurtigt fornemme at det ikke helt var det, som var blevet forventet af ham. Han håbede bare at han havde gjort det rigtige. Den næste overraskelse blev så ved tilbudet om at tage med sin mor med til MeRosal. Der var ikke gået ret lang tid før at Caleb havde svaret med et høfligt svar at det ville en oplevelse, som han ikke ville gå glip af. Caleb havde aldrig været ude af Talian før. Han vidste faktisk ikke ret meget omkring MeRosal, udover de krige, som de havde været mellem dem og Talian. Han anede ikke at der i det land skulle være flere af disse mutanter. Han havde ikke haft spurgt Ciel omkring den dag i kælderen. Han havde ikke fortalt hans indre nysgerrighed for disse mutanter. Han havde haft kunne forstå på manden i kælderen at det ikke var noget emne, som Ciel fandt særlig rar at snakke om. Det havde svært at glemme dagen og Caleb havde brugt meget af den første tid i sengen for at komme sig. Komme sig fra chokket over hvad han havde haft set i kælderen og kæmpet med en vedvarende kvalme, som han genså mandens arme og sår for sig. Selv i hans mareridt genså han det hele så klart og så hvordan hans far kunne ha' tortureret denne mand. Endnu en god grund til at tage med hans mor til MeRosal for at rense ud i de ubehagelige oplevelser. Caleb stod ikke selv for pakningen. Det gjorder et par stuepiger, som havde fået ordre på. Det var lige før at de bøger han havde fået med fyldte mere end tøjet havde han bemærket. Han stillede sig ved hans vindue i værelset og så ud af vinduet for en sidste gang, inden han vente sig og gik imod hallen. Han kunne mærke hvordan gangen føltes længere end den normalt og hvordan han faktisk glædede sig til at komme lidt væk fra palæet. Men på samme tide var det også skræmmende at skulle tage af sted fra de trygge omgivelser i længere tid..
Caleb smilede for sig selv, da han så sin mor vente på ham i hallen og valgte at ta' trapperne ned frem for hans normale nedtur, som bestod i at glide ned af gelænderet. ”Jeg er klar nu, Moder” sagde han høfligt med et mindre smil, som kun lige spillede i overfladen, mens han gjorder alt for at holde sin begejstring nede....
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 17, 2012 22:35:09 GMT 1
Yaya havde været helt ødelagt over at finde ud af hvordan hendes fraværd havde påvirket Caleb, men hun havde nu ikke taget så meget hensyn til hans høflige facade da hun endelig så ham igen. Hun havde knuget ham hulkende ind til sig mens hun havde undskyldt for at have været fraværende. Dette følelsmæssige udbrud havde sendt hende direkte tilbage i sengen efter at hun havde kommet sig over at gense Ciel, ikke noget der havde behaget hende synderligt. Men hun var kommet sig og havde stille og roligt genindtaget sin position i huset, og tilbragt så meget tid som hun havde og som Caleb tillod med sin søn. Hun havde lagt mange tanker i om hun skulle tage ham med sig, hvordan hun skulle forklare situationen for Ciel og derefter forklare den for Caleb. Især hvis det nu endte med at hun skulle tage af sted alene igen. Men så var hun nok ikke taget af sted så tidligt. Hun kunne ikke bære at forlade sin søn igen. Det med at skulle forlade Ciel blev lidt dæmpet af at hun havde Caleb med sig. Hun havde dog ikke skulle tænke på hvordan hun skulle forklare at hun skulle rejse alene, da det ikke blev udfaldet af hendes samtale med Ciel. Hun havde lagt mærke til den lidt underlige stemning mellem Caleb og Ciel, men hun havde ikke spurgt synderligt meget ind til det. Hun overvejede at bruge turen til Merosal til at lære lidt mere og deres forhold gennem sin søn. Hun var ikke bleg for at sætte Ciel på plads hvis det blev nødvendigt, han havde bare at behandle hendes søn pænt. Hun havde allerede påpeget drengens opførsel overfor ham, det passede sikkert Ciel fint at Caleb opførte sig værdigt, men Yaya var bekymret over at han var sådan hele tiden, og ikke kun når det var påkrævet. Selv Yaya opførte sig menneskeligt når hun var alene med folk hun stolede på. Endda med sine to betroede tjenestefolk Serka og Nini. Hun så frem til turen. Så kunne hun måske få afklaret nogle ting, og få indhentet noget af det hun havde manglet at være en del af i sin søns opvækst. Hun var næsten lige så begejstret som Caleb var. Men ligesom han viste hun det heller ikke så tydeligt.
Hun betragtede ham gå ned af trappen og reagerede egentlig som altid når hun så sin søn, smilede varmt og kærligt og hendes blik emmede af stolthed. Hun var lidt trist over at Ciels opdragelse havde dræbt al den barnlighed der var i drengen da hun havde forladt stedet. Hun vidste nu at hun burde have handlet anderledes dengang, men det kunne hun ikke ændre på nu. Nu måtte hun bare sørge for at vække den barnlighed igen, og gøre sit bedste for at fortjene hans tillid igen. Hun nikkede accepterende til hans bekendtgørelse "De er ved at være klar udenfor" sagde hun blidt og nikkede mod døren "kommer du?" spurgte hun opmuntrende og lukkede sin jakke og ventede så på at han gjorde hende selvskab ved hoveddøren. "Og jeg har sagt du ikke behøver at være høflig over for mig min skat" sagde hun smilende og hentydede til det han insisterede på at kalde hende.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 18, 2012 12:58:01 GMT 1
Caleb nikkede, som hun sagde at de var ved at være klar til at tage af sted. Caleb kunne ikke dy sig for at lade hans blik glide rundt i hallen. Det var ikke et farvel til hans hjemme. Nærmere et på gensyn. Alligevel kunne han godt mærke hvordan der kom en stram fornemmelse i maven over at skulle forlade stedet i en midlertidig periode. Palæet havde altid været hans hjem og så meget mere. Han kendte næsten stedet bedre end nogen anden. Det havde været hans legeplads, hans legekammerat, et sted hvor altid haft kunne finde et sted at gemme sig og givet ham de bedste eventyre som barn. Caleb var ikke længere i tvivl omkring hvad fornemmelsen i hans mave var og han var helt sikker på at han ville savne palæet, mens han var væk. Det virkede måske et sted en smule underligt at savne noget som et palæ, men et ene barn, som ikke rigtig har haft kunne finde ordenligt legekammerater, så ville palæet være mere end guld værd. Der var ingen pris på det. Hans blik kom tilbage på Yaya, som hun henvendte sig til ham. Et lidt bedre smil kom på hans læber, som han nikkede endnu en gang og bevægede sig imod hoveddøren. Hans hånd havde ikke sluppet gelænderet før han havde trådt det første skridt frem imod døren. Han var et sted bange for hvad der ville ske på palæet mens han var væk. Han havde fundet ud af en de ting, som der kunne ske på palæet, uden at han vidste det. Hvad ville der så ikke ske når han ikke var der? Caleb rystede tanken af sig. ”Ja, moder” svarede han enkelt og var klar over hvad det var, som Yaya hentydede til, men holdte dog den høflig væremåde. I hvert fald indtil at han var sikker på at han ikke ville få ballade for andet..
Last Edit: Oct 18, 2012 12:58:20 GMT 1 by Caleb Dé Ricéy
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 18, 2012 16:12:06 GMT 1
Yaya betragtede ham mens han langsomt bevægede sig ned til hende. Han var måske kommet i tvivl? Det lignede mest af alt at han havde fortrudt, eller i hvert fald tvivlede på at det var en god ide. Hun ville ikke tvinge ham til at tage med hvis han ikke ville. Derfor ventede hun roligt uden at have travlt. Så længe det gjaldt hendes søn havde hun al tid i veden. Hun ventede roligt på at han sluttede sig til hende til trods for at hun havde hørt nogle arrige råb fra tjenerne der befandt sig udenfor. "Du er stadig sikker på at du vil med?" spurgte hun ham da han var nået ned for foden af trappen. Så ventede hun til han gjorde hende selvskab ved hoveddøren. "Mor" rettede hun ham og strøg ham blidt over håret inden hun vendte sig og lod tjenerne åbne døren for hende og gik ud med blev stående på toppen af trappen og kiggede overrasket på scenariet foran sig. Som hun havde forudset havde hendes hest teorriseret tjenerne der stod for at forberede deres afgang så snart de lukkede ham ud af stalden. Men hun havde ikke forventet at han ville lave så meget ballade. "Caleb!" udbrød hun irriteret og gjorde krav på hestens opmærksomhed. Han vendte hovedet mod hende og stak af fra den tjener der havde sneget sig op på siden af ham. Han sprang elegant op af trapperne og gjorde hende selvskab på toppen af trappen. Han så næsten stolt ud som han puffede til hende som hilsen. Yaya var dog ikke just begejstret for det som han havde udrettet og hun sukkede opgivende af ham og tog sig til hovedet men hun mumlede opgivende. Serka sluttede sig forpustet til hende og bukkede for både hende og Caleb inden han sendte hesten et ondt blik "Beklager dybt fru Ricéy, men det dyr er fuldstændig umuligt". Yaya kunne ikke lade vær med at smile over ham men skjulte det bag en hånd. For lige så snart Yaya sluttede sig til opførte hesten sig eksemplarisk. Han skubbede let til hendes arm med mulen for at få hendes opmærksomhed
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 18, 2012 18:23:51 GMT 1
Caleb nikkede, da han var sikker på at han ville med og valgte at skubbe de deprimerende tanker væk fra hans tanker. Som nævnt tidligere var det ikke et farvel.. Drengen så undret op, som Yaya rettede på ham og strøg ham over håret. Caleb kunne ikke holde det kærlige smil tilbage, som han blev letter forlegen og en svag rødme kom i hans kinder. Han havde ikke rigtig tænkt så meget i det ved larmen ude fra gården, men som døren gik op kiggede han ud med meget overraskende øjne. Caleb så op på sin mor i det at hun siger navnet. Lyden af navnet var ikke særlig rar og Caleb følte sig godt forvirret før det går op for ham at det altså var hesten, som havde samme navn. Caleb trådte tilbage ved refleks ved at det store dyr kom imod dem. Havde han aldrig rigtig haft det særlig godt med store dyr og brugte normalt ingen tid på heste. Uden at opdage det havde han faktisk taget endnu et skridt tilbage og nærmest stod om bag Yaya og brugte hende som skjold imod dyret, som delte det samme navn, som ham selv. Hans øje var som fastlåst på dyret og så nærmest ikke den komiske scene, som der skete foran ham.
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 18, 2012 19:00:21 GMT 1
Yaya smilede beroliget, hun havde lidt frygtet at han ville fortryde, så vidt hun havde forstået på Ciel så havde han ikke prøvet noget lignende før. Det var mærkeligt, men Ciel havde vel dårligt nok haft tid til sin søn. Et sørgmodigt skær gled over hendes øjne ved tanken om det. Hun strøg hans pandehår til side som hun havde fået for vane og lod bevægelsen fortsætte ned i et blidt strøg over hans kind. Nå, hun kunne ikke ændre på det han havde manglet, men hun kunne sørge for at han ikke manglede det mere. Hun tog sig sammen og smilede til ham. Den irriterede kommentar havde på ingen måde været rettet mod hendes søn, men hun havde ikke tænkt på at det kunne give komplikationer at hendes søn og hendes hest hed det samme. Mest fordi hun ikke havde regnet med at se ham igen. Hun bemærkede sin søns reaktion da hun kaldte på hesten og kom i tanke om at hun ikke have fået lokket ham med ud i stalden endnu. "Jeg har glemt at fortælle dig at min yndlings hest er opkaldt efter dig" sagde hun henvendt til Caleb og ignorerede primært sin butler/bodyguard. Hun strøg hesten over panden som han puffede til hende og så på Caleb der bakkede væk. Hesten rettede nysgerigt sin opmærksomhed mod drengen der gemte sig bag hans ejer, han kunne mærke drengens usikkerhed men samtidig Yayas kærlighed til drengen. Så han vidste at drengen var en han skulle kunne lide, men samtidig være forsigtig med. Han strakte langsomt halsen for at få mulighed for at snuse til drengen. Yaya blev stående og lod Caleb bruge hende som skjold. Hun rakte en hånd tilbage til ham for at berolige ham, hesten lavede aldrig ballade i hendes selskab. "Han gør ikke noget" forsikrede hun ham blidt. Serka fnøs for at vise sin uenighed. Yaya sendte ham et irriteret blik.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 18, 2012 19:25:00 GMT 1
Caleb havde bemærket det sørgmodige skær i hendes øjne, men af den ordens skyld havde han valgt ikke at tænke videre over det. Han vidste at han havde en vane med at overtænke tingene. Samt var han mere bevidst over hendes kærlige hånd og han kæmpede imod hans egen rødme. Han var ikke vant til at blive rørt på den måde og det var selvfølgelig rart, men uvant. Folk kunne normalt ikke få til at rødme på den måde. Den sidste, som sidst havde givet ham sådan en farve i ansigtet var.. Det gik op for Caleb at han i længere tid ikke har haft givet Cisana en tanke.. Det gav drengen en dårlig smag i munden, især når han tænkte på hvordan deres sidste møde gik..
Caleb reagerede på hendes forklaring omkring hestens navn. Han opfangede godt at det skulle være hendes yndlings hest, men hans opmærksomhed forblev på dyret foran ham. Han bemærkede at hesten åbenbart fandt en mindre interesse i ham, hvilket ikke var helt ulogisk. Blik skiftede kort til Yayas hånd, da den rakt, men tilbage på hesten hurtigt efter. Han mærkede hvordan en dyb kuldegysning fra hans rygrad kørte igennem ham. Han tog dog alligevel mod til sig og bevægede meget langsomt og forsigtigt væk fra bag Yaya. Tættere imod hesten med hans hænder holdte falde op foran ham. Han valgte at tro på sin mors ord om at den ikke ville gøre noget, selvom det kunne høres hvordan en anden var dybt uenig. Han sank en klump, som var kommet helt væk fra Yayas ryg og rystede letter i benene.
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 18, 2012 20:36:59 GMT 1
Yaya havde besluttet sig for at bevæge sig vidre fra den tid hun havde været fraværende, ikke glemme den, bare komme videre. Hun måtte gøre alt hvad hun kunne for at gøre det godt igen. Det forekom hende lidt mærkværdigt at han rødmede, men hun tog det som et godt tegn. Han kunne have reageret værre. Det virkede som om at han kom i tanke om et eller andet, men det var ikke noget han valgte at dele med hende, så hun ville ikke spørge ind til det. Hun sikrede sig at han gik med ud af huset inden hun reagerede på sceneriet..
Hesten ventede roligt på ham, han kunne mærke hans usikkerhed, derfor lod han primært drengen komme til ham. Yaya betragtede dem skiftevis. Hun lagde en hånd på Calebs skulder da han havde fået overtalt sig selv til at træde frem bag hendes ryg. Hun ville ikke blande sig, men stiltiende lod hun ham vide at det var okay. Hun slap roligt hans skulder igen og klappede hesten på halsen og lod dem så klare det selv. Hun ventede på at de havde hilst på hinanden. Hesten snusede nysgerigt til Calebs fremstrakte hænder og puffede let til dem da han indså at de var tomme. Hesten gik lidt frem og snusede til ham, men mistede så interessen for ham igen og løftede hovedet og lagde det på Yayas skulder. Hun kløede ham automatisk på halsen og så på Serka "Har De ikke noget bedre at tage Dem til end at stå der?" spurgte hun sigende og betragtede ham bukke og så lade dem alene med hesten. Hun rystede let på hovedet af ham og kiggede så på sin hest.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 19, 2012 12:58:29 GMT 1
Caleb mærkede hendes hånd imod hans skulder og fandt den som en form for støtte, som det var tydeligt at han på ingen måde havde det nemt ved at ha' hesten så tæt på. Han følte dog alligevel at han manglede den, som hun tog sin hånd til sig og da hesten kom tættere med hovedet, holdte han helt op med at trække vejret. Hans øjne var stadig fast låst på dyret, som den puffede letter til hans hænder. Caleb måtte holde sig fra at tage endnu et skridt tilbage, som den kom nærmere. Det var først, da hesten virkede til at ha' mistet interessen i ham at Caleb kunne trække vejret igen. Eller var nødt til. Der lød et lettet suk fra Caleb, som han bevægede sig ned imod hestevognen. Han kunne ikke lade vær med at bemærke at hans forældre havde den ting med at ha' en hest, som de havde et godt forhold til, til fælles. Caleb forstod ikke hvordan man kunne det. De store dyr var da ikke til at stole på? Det var svært at føre en samtale med en, og den kunne nemt finde på at smide en af. Caleb rystede letter på hovedet ved den barnlige teenager tanker slog ham; han forstod ikke sine forældre.
De sidste tunge tasker blev læsset på vognen og alt virkede til at være klart. Døren til hestevognen blev åbnet og Caleb så tilbage imod hans mor, hvorefter han lod hans blik glide op selve bygningen. Han smilede for sig selv, inden han vendte den ryggen og gik ind i vognen. Han tog plads på sædet tæt ved vinduet..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 19, 2012 14:01:08 GMT 1
Yaya betragtede sin søns kvaler med en undrende mine "har du haft dårlige oplevelser med heste?" spurgte hun og man kunne tydeligt høre den undrende men også bekymrede tone i hendes stemme. Hun nærede personligt ingen frygt for heste, også selv om de havde smidt hende af mange gange. Det forekom hende bare underligt at Ciel havde ladet det stå på, når nu han også var glad for sin hest. En frygt for noget så centralt i livet som heste ville helt klart give drengen problemer på et eller andet tidspunkt. Men hun havde ikke tænkt sig at gøre noget ved det lige nu og her. Hun kunne fornemme at han havde svært nok ved at skulle forlade palæet. Derfor lod hun ham prøve så meget som han nu turde, men lod ham vide at hun var der for ham hvis han havde brug for det. Caleb valge så at trække sig helt fra mødet da Yaya igen fik hestens opmærksomhed. Hun valgte at give ham et forspring for hun selv fulgte efter med hesten i hælene. Grundet hestens utilregnelighed for alle andre blev han hverken brugt til vognen eller som ridehest for tjenerne da han ikke tillod andre end Yaya på sin ryg, det var han desuden også for fin til. Da hun nåede hestevognen stoppede hun og vendte sig mod hesten der straks gik helt hen til hende. Hun lagde hænderne om hestens hoved og stod lidt og talte dæmpet til ham. Og det lod til at hesten forstod hende, for da hun slap ham igen og gjorde Caleb selvskab i vognen så lod hesten roligt Serka trække af sted med sig. Yaya satte sig ved siden af Caleb og kastede et blik på palæet gennem døren inden den blev lukket. Sidste gang hun forlod palæet havde det ikke været så nemt, og hun havde også været alene. Det var alligevel mærkeligt at skulle forlade palæet igen, men det var nemmere når nu hun ikke skulle forlade det alene, og vidste at hun vendte tilbage senere. Det var første gang siden før hun blev gift med Ciel at hun kunne forlade palæet med et smil. Dog alligevel med en underlig følelse i kroppen.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 19, 2012 19:37:39 GMT 1
Spørgsmålet kom ikke som en overraskelse. Caleb nikkede bare kort som svar. Det var dog flere år siden at det skete og Caleb begyndte at tænke at det måske var pinlig at holde fast på frygten ved en enkel oplevelse. Det havde været eftermiddag hvor Caleb havde haft en time omkring ridning. Hesten, som Caleb var blevet sat på havde været en hel del større end ham og kunne godt se hvor forkert det havde været, som han tænkte tilbage. Læreren havde forsikret at hesten var en ganske god hest at starte ud med og der intet skulle være i vejen med den. Hvad han så ikke vidste var at hesten næsten lige havde fået nye sko og den ene af skoene sad ikke helt, som den skulle. Derfor mærkede hesten smerten, som Caleb blev sat på den og den var løbet med ham i fuld fart. Den havde gjort alt for at smide Caleb af, som havde klamret sig til dyret. Caleb røg af i sidste ende og havde det ikke været for læreren havde trukket ham væk i det sidste sekund, så havde hesten også haft trampet på ham. Siden da har Caleb haft det svært ved heste og nægtede at sætte sig på en i de første par år. Det kunne godt lade sig gøre at han satte sig på en i dag, men han ville stadig små ryste, som han sad i sadlen og være meget mistænkelig på hver eneste lille bevægelse fra hesten.
Caleb lagde sine hænder i skødet og lukkede øjnene, som han lod sig slappe af i sædet. Han vidste det blive en lang tur, så det gjorder vel ikke noget at han ikke sad helt, som han skulle. Han hørte hvordan tøjlerne blev løftet og mærkede hvordan vognen blev trukket lidt efter. Afsted, imod MeRosal..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 21, 2012 17:22:15 GMT 1
Yaya følte sig både skyldig og en anelse foruroliget. Han ville ikke fortælle hende hvad der skete. Spørgsmålet om, om det var fordi han ikke brød sig om at tale om det eller fordi han ikke ville fortælle hende om det, rumsterede i baghovedet på hende men hun skød tanken fra sig. Hun burde have været der til at hjælpe ham med frygten dengang. 'Men det var du ikke' plagede en stemme i hendes baghovdet igen og hun måtte faktisk ryste på hovedet for at få tanken væk. Hun var blevet klogere, hun vidste det havde været en fejl, men det hjalp ikke at pine sig selv på den måde. "Det er bare at finde den rigtige hest" sagde hun og strøg ham blidt over håret, hesten foran hendes prustede, som om den gjorde sig enig i det hun sagde. Hun smilede blidt af den. Hun stolede på hesten, også selv om den havde både smidt hende af og skadet hende før i tiden. Men hun havde så også haft ham altid, hun kendte ham ud og ind, og han hende. De var et unikt par og når han blev lidt ældre og mere sikker ville han være perfekt. En tanke slog ned i hende og hun kiggede på Caleb ved sin side, så kiggede hun tilbage på hesten og strøg ham over muligt. Måske.
Yaya havde aldrig været af den opfattelse at et højt niveau af etikette og manerer var nødvendigt når man hun var i selvskab med familie, så Calebs siddemåde blev ikke engang bemærket. Han kunne da sidde som han ville så længe det kun var de to, for hendes skyld kunne han sågar lægge sig ned. Yaya kastede et sidste blik ud af vinduet før palæet igen forsvandt ud af hendes synsfelt. Det ville blive en anderledes tur til Merosal denne gang. Hendes blik faldt på Caleb som tanke slog hende, hvad mon han sagde til Merosal, og til hendes familie. Hun tabte sig selv i tanker som hun sad og betragtede ham i stilhed.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Caleb Dé Ricéy on Oct 21, 2012 20:18:40 GMT 1
Selvom Yaya sagde det, så tvivlede Caleb det stærkt. Han var overbevidst selv om at han aldrig nogensinde ville få den fulde tillid til noget, som en hest. Han tvivlede også på om der nogensinde ville være nogen, som der kunne få hans fulde tillid. Han fandt det et sted ganske komisk, hvordan han gentagende gange vist at man skulle være opmærksom på hvem man stolede på. Caleb tænkte ikke over at han kun var en ganske ung herre og at livet stadig havde mange overraskelser i vente til ham..
Caleb nød stilheden, men kiggede alligevel op på Yaya, som hun kastede et sidste blik på palæet. Han bed svagt sin underlæbe, men slap hurtigt for at stille hans spørgsmål. ”Mod.. Jeg mener mor.. Kan De ikke fortælle mig lidt om MeRosal? Jeg må indrømme at jeg ikke ved særlig meget om riget” spurgte han med en tydelig nysgerrighed i hans øjne. Resten af hans ansigt og kropssprog havde dog stadig en vis rolighed og stolthed over sig. Forhåbelig kunne hun lede hans tanker væk fra de sidste mange dages ubehag, så rejsen ville gå meget nemmere. Han turde ikke tænke på mørket, som ville komme når natten faldt på. Han var ret så sikker på mareridtene ville gentage sig på vejen og han havde håbede bare at han ikke ville ende med at skrige op, når han nu ikke længere på sit værelse når han vågnede op. Han havde dog sat sig for at prøve at glemme selve episoden i kælderen, selvom det var svært, så var han overbevidst om at det var bedst at lade som om at det aldrig var fundet sted. Han vidste at han skulle arbejde for at ikke at se på Ciel med frygt i øjnene og prøve at skabe en form for forklaring, som hans hoved kunne acceptere. Han ville ikke tro på at det havde været Ciel, som havde gjort det imod manden i kælderen. Han overbevidste sig selv om det havde vagterne i stedet eller en anden person, som måske havde været på palæet. Et eller andet andet end at skulle ha' været Ciel, som havde gjort det. Der var blevet løftet sløret for hvad mutanter var, men Caleb var stadig meget uvidende på dette emne..
[ Maturing ]
15 år ~ Søn Af Greve Ciel Dé Ricéy & Yaya Dé Ricéy
So wake me up when it's all over
When I'm wiser and I'm older
All this time I was finding myself
And I didn't know I was lost
Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 22, 2012 13:46:55 GMT 1
Personligt fandt Yaya heste uundværlige i hendes hverdag, hun kunne slet ikke sætte sig ind i sin søns situation. Hun kunne godt se hvordan en oplevelse kunne gøre en nervøs, men undrede sig over at det stadig var aktuelt. Hun blev også lidt irriteret over at Ciel ikke personligt havde taget hånd om det. Men det måtte han have overladt til en anden, hvis Caleb tillod det så måske hende. Hun ville hvis nødvendigt avle en hest til ham efter hans preferencer. Det gav et specielt forhold til en hest at have den fra fødslen af. Men selv den mest perfekte hest kunne nok ikke ændre på det hvis det var Calebs evne til at stole på andre der var svækket. Det kunne hun jo stille og roligt prøve at bygge op igen.
"Hm?" sagde hun da han rev hende ud af sine tanker, men hun nåede at opfange spørgsmålet. Yaya betragtede ham mens han spurgte og hun blev lidt overrasket over sprøgsmålet. Tjo, det kunne hun vel godt. Hun var glad for at han var begyndt at forstå at den høflige tone ikke var nødvendig når det bare var dem, men det var vidst stadig ikke helt nemt for ham. Men fra nu af måtte hun hellere lade ham komme frem til det selv. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle sige "Er der noget specielt du sådan gerne vil vide?" Spurgte hun, det kunne jo godt være det var noget specielt han ville vide, men at han ikke turde præcisere det, han vidste jo kun hvordan han far havde det med de forskellige ting, så det kunne være han ikke turde spørge ind til forskellige emner. "Selve byen er ikke udformet så meget anderledes end Talian, men den har ikke et fattigkvarter og den har mange bygninger som udstiller alt det positive i byen" forklarede hun og skiftede lidt mellem at kigge på ham og se ud i luften når hun tænkte sig om. "Mutanter og mennesker kommer jo godt ud af det med hinanden i Merosal, så befolkningen er ikke nær så splittet som den er her i Merosal, den er dog stadig klasseindelt" sagde hun tankefuldt. "At Merosal har en befolkning der kommer bedre ud af det med hinanden betyder ikke at der ikke er konflikter, og der er også stadig tyve og forbrydere" sagde hun og sendte ham et svagt advarende blik. Det betød ikke at han skulle være mindre forsigtig.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker