Post by Yaya Dé Ricéy on Oct 8, 2012 7:50:46 GMT 1
Esekias havde selfølgelig en pointe, men som altid så tænkte Yaya aldrig rigtig på de fattige når hun talte. Hun havde ingen interesse i dem og ejede hverken forståelse eller medfølelse for dem. Så hvorfor skulle hun dog også vide noget om dem? Hun smilede af hans udtryk, det var tydeligt at det var noget de ikke var enige om, men han lod ikke til at ville diskutere med hende i dag. Meget vel så. Hun puffede Caleb i den rigtige retning da han begyndte at bevæge sig hen et sted hvor hun ville have problemer med at se Esekias unden at skulle dreje sig. Han hørte efter hvad hun sagde, men bestemte selv alternativet for den destination han ellers lige havde bestemt sig for. Hun vendte hovedet mod Esekias da han talte igen. Hun rystede smilende på hovedet af ham, men hendes blik havde fået et blidere skær end det havde haft tidligere. "Selvfølgelig" svarede hun smilende Jeg regner ikke med at blive der længere end det er nødvendigt. Hvor længe der så tager at instruere min bror det er jeg mere bekymret for" sagde hun med et spøgefuldt smil. Hun var hurtigt blevet afhængig af Talian igen, så at forlade byen frivilligt var ikke noget hun var begejstret for, men hun havde været en for vigtig del af sin familie i Merosals liv til bare at kunne forsvinde fra den ene dag til den anden. Men Esekias burde om nogen vide hvordan hun havde det med sin familie i Merosal, og hvordan de havde det med hende. Hun havde tilbragt mange timer med ham hvor de bare snakkede om deres familier. Hun smilede til ham "du er nok også en af dem jeg komme til at savne mest i mit fraværd" indømmede hun og kastede et blik på Bodil, som for at sige at hun helt klart også kom til at savne deres rideture. Heldigvis havde hun dog næsten endnu bedre mulighed for at afregere i Merosal end hun havde i Talian, så dét blev ikke et problem for hende.