Den lille lysning

[Jayden White]

Jayden havde sat sig ind i en lille lysning hvor han havde set nogle få dyr, der var mange forskellige af slagsen, han kunne se både hare og hjorte, de havde nærmest sig og spiste rundt om ham, det var ikke svært at få dem tæt på sig når man var rolig og på en måde misundede han dem lidt, de turde let at komme tæt på folk, fordi når de var her var de ikke et bytte, de var sådan set bare dyr folk kiggede frit på, de var ikke jaget som ham, selvom han var her vidste han at Black stadig var efter ham og han havde ikke i sinde at give slip på ham, bare fordi han var sluppet væk.
"tænk hvis man kunne være som jer, ikke skabe problemer for andre og ikke skabe problemer for sig selv" sagde han og grinte meget let, ja en drømme verden måtte han indrømme, han havde kappen rundt om sin krop og det var kun hans ansigt med bandanaet der var til syne, det passede ham endelig også helt fint måtte han dog indrømme, det var ikke meningen folk skulle vide hvem han var normalt, men ingen kunne se at han ikke var en gammel mand når han sad her inde, her var der kun ham og alle de dyr der var til stede. han sukkede og kiggede rundt, gad vide om man bare kunne blive her, han kunne måske lave sig et hjem her og håbe at folk aldrig kom her ind, han vidste hvor han havde dyr og hvad de dyr gjorde, det skjulte ikke deres natur og du vidste hvad du holde dig væk fra og hvad du kunne være nær.
Han stregte sig lidt, så begge hans sårede arme kom til syne, de havde det rimelig godt nu hvor silvia havde taget sig af hans sår, men lige nu var silvia i byen og han holde sig her i mens, så han bare var i nærheden.

[Hina Hanajima Harika]

En dreng som kunne manipulere med reb havde haft prøvet at tage Hinas penge pung hvilket havde udløst Kima noget som man helst ikke ville ha. hun havde skramt lavet af drengen og gik nu mod dyrehaven. hvorfor anede hun ikke. hendes øjne var magt glade og kolde. hendes krop slank og vidste en god barndom. hendes lange blonde hår gik ned af ryggen og bølgede let. hendes kjole var hvid og gjorde hende meget venlig i udseende men det var Kima ikke. hun lavede bare i en anden krop. hun kom ind i haven og så en mand inde i skoven. hun foldede vingerne ud og fløj op til en gren i træet og tog vingerne ind igen før mørket spredte sig. hun hoppede fra gren til gren til hun var over for ham i mørket i grenene. hun havde sat sig ned på grenen og gjordt kjolen sad ordenligt imens hun sad der og betragtede ham. var han virkelig misundlig på dyr? åndsvagt. hun samlede sit lagde hår over skuldren så hun nærmest så helt uskyldig og ren ud. hun så mod ham med ganske betragtelige øjne.

[Jayden White]

Jayden holde blikket mod dyrene, var hun kommet igennem skoven havde han mærket hende med det samme, han gik aldrig med sko fordi han kunne bruge jorden som en føler på lang afstand og se hvor folk var, men hende her var fløjet så han havde ingen ide om hvor hun endelig var, han kiggede bare på dyrene, men mærkede pludselig hvordan en af hjortende tog hoved op og strittede med ørene, han kunne måske ikke høre nogetm, men den kunne, han vende sig rundt og kiggede op i trætoppene, hvad var det, selvom andre mennesker ville kigge efter jorden før var ikke ikke hans reaktion, han vidste hvad der var på jorden og der var ingen i nærheden. han holde bare sit blik skarpt oppe mod alle træer der var til syne, lyset skinnede ned, så han kunne ikke rigtig se noget oppe i træerne, men der var noget der havde skræmt dyrerne, han kiggede lidt på dem igen og så hvordan dyrene var begyndt at forsvinde.
Jayden satte sig ned igen, denne gang lod han sine hænder røre jorden, han kunne måske ikke mærke noget, men han var på vagt og jo mere han rørte jorden jo mere var han i stand til at forsvare sig selv, hvis det her var black, så var han klar.
"hvem er der ude" sagde han, man kunne se at han ikke var en person der brød sig om at være et mål for nogle syn når han ikke selv vidste det, det kunne ikke være tyve, han så jo ud som en fattig rejsende, han havde helt sikkert intet af værdi, men det var heller ikke noget han frygtede, det var sådan set kun hvis det var black.

[Hina Hanajima Harika]

Kima så på hjorten og kunne se at den havde øje på hende. hun så mod ham fyren der pludselgi råbte hvem det var. hun tog fat i grenen og flyttede den så man kunne se skikkelsen der lignede en uskyldig venlig kvinde. men det var kun fordi man ikke kunne se hendes øjnes tydelige magtsøgning og kølighed.
"Bare en almindelig MeRosal beboer"
sagde hun med den mest venlige stemme hun kunne få frem. han så på ham og overvejede hvad der var under hans bandager. var han forbrandt? var han revet op? godt det ikke var hina lige nu der var fremme så vidste hun jo at hina ville prøe at heale ham selv om det kostede hende alle hendes krafter. Kima havde rykket grenen over på den anden side af sig. den var meget tynd så den skubbede hende ikke.

[Jayden White]

Jayden kiggede op og så pludselig skikkelsen der viste sig, det var en kvinde hun så meget nyelig ud, men for at være helt ærlig, så forvirrede hun ham, hvordan var hun kommet der op, det kunne hun ikke i den beklædning og at kjolen stadig var hvid viste bare at det ikke kunne være en naturlig måde hun havde gjort det på, han slap dog stadig jorden med sine hænder og holde bare kappen godt rundt om sig, så man stadig kun kunne se hans hoved, han skulle heller være på den sikre side, han ville ikke vise alle hans svagheder. hans sår var måske på vej til at heale, men han skulle ikke vise at de var der. han tog en let indånding og lukkede bare øjne. "så det er bare en almindelig beboer der lige nu står på en gren der er 3 meter oppe i en krid hvid kjole" sagde han og kiggede op på hende, dog til alt forbløffelse så var alt hvad der hed frygt væk, man smilte bare til hende på en venlig maner, han kunne ikke føle nogen form for fysisk trussel eller grund til hun skulle fange ham, han var venlig igen og viste ingen tegn på at være truende, han blev bare sidende stadig for en sikkerheds skyld, men han vidste også at hvis han var hård mod hende ville hun være hård mod ham.
"hvad får dig til at opsøge en historie fortæller, det er ikke normalt at se folk med sådan en..." han holde lidt, han skulle til at sige status, men var ikke sikker på hun havde en. "nydelig tøjstil opsøger mig" sagde han som en afslutning og smilte op til hende, han kunne ikke helt se hendes ansigt.

[Hina Hanajima Harika]

Kima så på ham og da han kommenterede hvor hun var så hun ned og grinte lidt. hun rejste sig op på grenen og hoppede fra grenen og i det hun hoppede foldede vingerne sig ud så hun svævvede mod jorden og en halv meter fra jorden tog hun vingerne tilbage. de havde været tæt på at snuppet lyset fra stedet men pga hendes hurtige indtrækning skete det ikke. hun landte yndefuldt på jorden og håret var faldet tilbage til ryggen.
"Hendes tøjstil kan jeg ikke lave om om jeg så ønsker det."
sagde hun og folk der ikke lyttede ordenlig efter ville ikke høre at hun talte i 3 person. hun gik lidt mod skyggerne for at undgå for meget lys. hun betraktede ham. han så meget såret ud. hvem var efter ham? Kima lyttede til ham og da han fortalte at han var historie fortæller sagde det lidt at han bare blev mindre værd i hendes hoved.
"jeg opsøgte dig ikke. jeg kom bare forbi."
hun så på ham og selv om HIna elskede hvidt og lyst så var Kima mere til det sorte. to sjæle, en krop, en ejer af kroppen

[Jayden White]

Jayden kiggede lidt undrende på hende, som hun pludselig hoppede ned og folde vinger, så hun var også mutant, men det var vidst mere normalt her, mutanter var jo normale, men han ville nu stadig ikke bare vise det til alle og en hver måtte han indrømme, måske var mutanter ok her, men han vidste ude mærket godt at hvis black kom her til, så skulle han nok få dem væk der viste sig på den ene eller den anden måde, han ville ikke tage den change.
Han kiggede lidt undrende på hende. "nu snakkede jeg jo også om dig og ikke en anden person, jeg regner da med at de klæder dem selv på" sagde han og mærkede hvordan hun pludselig begynde at gå imod mørket, hvad var det her, hun virkede som en person af lys, det udstrålede alt ved hende og stadig gemte hun sig for det der var mest oplagt.
Han så også hvordan hendes interesse faldt da han omtalte sig selv som historie fortæller, hun havde måske håbet at der var mere ved ham, det var der jo også, men han havde ikke i sinde at prale med det på nogen måde, han ville heller holde det tilbage.
"nå ja, hvem hopper ikke op i træerne for lige at gå sig en tur og skræmmer dyrene, det er jo meget naturligt" sagde han og grinte lidt og kiggede på hende, hun havde måske ikke gået efter ham som person, men hun havde været hans mål lige nu da hun havde set ham, eller var hun ikke kommet sådan.

[Hina Hanajima Harika]

Kima gik om bag ham og gik stille ind mod ham og foldede sine vinder ud imens imens de voksede ud og bare var spredte opslugte de lyset. mørket blev kraftiger og mere tungt. Kima gik over til ham og lænede sig ind over ham.
"hvem siger at jeg glæder denne krop på. hvem siger at De ikke taler om en anden. Hvordan kan De være sikker på at jeg ikke er den anden"
hun talte måske i gåder lige nu men det gav jo faktisk mere mening vis man kendte til Kima og Hina. hun lagde sine arme på siderne af hvor han sad og så mod ham bag fra ham og smilte lidt køligt.
"naturligt? hvad er naturligt? Jeg er ikke naturlig for mennesker og mennesker er ikke naturlige for mig?"
hun så mod hans ansigt og man kunne nærmest så nu den magtsyge sjæl i øjnene. langsomt lod hun vingerne folde sig om dem så de nærmest dannede et tæppe om ham. de lagde sig over hans skuldre og ned af hans krop.

[Jayden White]

Jayden kunne mærke hvordan hun pludselig begynde at ændre sig, hun havde ikke været ude på at snakke med ham, hun ville bruge ham, hun var ikke en normal beboer, hun var ude efter ham som et bytte, ligesom alle de andre, dog vidste han endnu ikke hvad disse vinger kunne, han lage derfor bare sine hænder på jorden, han var allerede klar til at gøre det der skulle til for at komme væk, han vidste ikke hvad hun havde tænkt sig at gøre ved ham. "hvem der styre dit tøj og hvad der behager dig er ikke indenfor min magt at afgøre eller ændre, men prøv ikke at blive truende fordi du tror du ikke er normal, der er mange i landet som dig" han holde bare sit syn på hende, som han kunne se de sorte vinger begynde at suge alt der hed lys til sig, det var som om at hun ville give ham evigt mærke, men han frygtede ikke mørke, faktisk lukkede han øjne og lod jorden være hans øjne.
Han mærkede hvordan hun kom tættere og hvordan hun prøvede at få hendes vinger tila t vikle sig omkring ham. "alt er naturligt, vi er udviklingen, vi er naturen selv" sagde han og blev opslugt af jorden under ham, så han undgik hendes mørke tæppe, det var ikke fordi jorden var hård, men han var væk, det tog lidt tid og 4 meter væk fram hendes kom han op af jorden uden sin kappe og stod op ret, hun kunne tydeligt se alle hans piskeslag på ryggen og det store sår stværs over hans ryg, der var syet sammen.
"er du færdig med dine måder at skræmme folk på, du er ikke farlig, du er ikke hvad jeg frygter, jeg har oplevet meget værre end det her" sagde han, han havde stadig lukkede øjne, han var ret sikker på at hun havde noget i ærmet der ville røre ham, men derfor var han også klar på at han skulle bruge jorden som sit gemmested, hans fødder var stadig under jorden, sp han kunne let komme ned hvor han kom fra igen.

[Hina Hanajima Harika]

Kima stod roligt og da han han sagde der var mange i landet som hende grinte hun. hendes grin var som vis man havde sagt en vits. "tror De ikke jeg ved det. Hun er også Mutant." den måde hun sagde det på kunne det lyde som om der var en til tilstede. Kima så på ham og da han pludselig talte om udvikling smilte hun. så han var også mutant. men det at han pludselig blev opslugt af jord og forsvandt ned i det. hun havde fået fat i kappen og så på den i noget tid. hun så op da hun så fra sin øjenkrog at han dukkede op.
"færdog med at skræmme? jeg er ikke engang begyndt på at skræmme. lige nu talte jeg bare med Dem. men De ser vist fare over alt."
hun så på hans piske slag og smilte roligt. så han frygtede det. hun så på ham og smilte køligt. hun tog fat i sin lomme og tog et lille spejl op og så på det og smilte roligt. hun vendte ansigtet mod ham og grinte lidt.
"vis Hun var her ville hun ha healet Dem uden De gav hende lov. og selv om hun vil ud nu ved hun lige så godt som mig at det ikke kan lade sig gøre så nemt som hun ønsker det"
vis han havde vidst at Kima talta om en person inden i Kima ville han måske forstå hvad hun mente med at hun ville ud. Kima gik roligt mod ham med de store sorte vinger spredt på sin ryg. hun havde kappen rakt frem så han kunne tage den.

[Jayden White]

Jayden stod bare stille med lukkede øjne, han ville bare holde dem sådan, når hun tog lyset fra ham, stolede han mere på alle de andre sanser end han stolte på hans syn. han kunne høre at hun var en lidt underlig person, hun talte om flere, hvilket han begynde at tænke meget over, hvem var den anden og hvad var den anden mål. "du snakker altid om en anden, det er som om du er en dukke, en dukke for en andens hånd, det lyder som en trist historie" sagde han roligt og lod holde vende sig om mod hende med et venligt smil, det var som om han prøvede at søre for at der ikke kom dårlig luft imellem dem, det var som om han lede efter det gode inden i hende, hans øjne var måske lukkede, men stadig kigger han ind i hende.
Jayden sukkede stille, det var sandt, han så faren over alt, det vidste han nu hvor han havde været under tortur. "at se hvad mine øjne har set ville få selv den stærkeste person til at visne og smulre bort, jeg har alle mine grunde til at være på vagt, især når folk dækker min krop til uden min tilladelse." han var meget fast på sine ord, men han havde ikke en ond tone, han regnede ikke med at hun ville kunne forstå ham, ikke det mindste.
Jayden rystede på hoved lige så stille. "jeg skal bruge disse ar og sår, det er min straf for alt det jeg ikke har kunne gøre for de mennesker jeg så i øjne, de skal heale med naturen og med den omsår jeg får af dem der holder af mig, jeg skal ikke bruge hjælp fra din anden side, men hvorfor foragter du hende sådan, hvad gør hun dig." sagde han, hun virkede som om hun på en måde ville noget ondt og noget andet bare ville tale, han så på sin kappe, den var for langt væk til han kunne nå den, han rettede bare sin hånd ud og langsomt kom en hånd op af jorden og tog fat i kappen, der langsomt blev hevet henmod ham.

[Hina Hanajima Harika]

Kima så på ham med nu ret hadefulde øjne. ingen skulle kalde hende for en dukke for en andens hånd. hun var selvstændig og angreb og handlede efter egen ønske. hun baskede hårdt med vingerne og da de kom op bag ved hende trak hun dem ind i ryggen og lyset begyndte at komme tilbage som en der hev det mørke gardin væk og lod lyset skinde ind. Kima hadede når folk mente hun bare for en andens redskab.
"Jeg er ikke en "dukke!"
måske ville han se det gode i alle folk men Kima var den onde side af Hina så hun var ikke en god. kun mod sin søster. hun tog fat i sit hår og tog en tot og viklede om det andet hår så det var i en hestehale. hun så på Jayden og knyttede næverne. få selv den stærkeste til at visne! så skulle han prøve at dø så ville han vide hvad smerte og at visne var. hun var irreteret over at han troede at sår og tortur kunen få alle til at visne lidt.
"Det er jo bare sår... det er bare skader... Hun så sin søster dø for øjnene af sig.... Hun så sin søster blive myrdet. Det kan få alle til at visne... men har De har aldrig prøvet at dø... at dø, se mørket der omslugter en det kan få alle til at visne helt og miste sig selv."
hun var søsteren. hun huskede stadig den dag hun døde. hun huskede den dag hun gav sig til hina. hun var træt af at være lukket inde. kun kunne tale til hina når hun så på et spejl. at se sine forældre afvise hina for noget hun ikke havde gjort. for noget en anden havde gjort mod hende havde kun gjort hendes had værre. da han pludselig sagde hendes anden side grinte hun koldt og da han så sagde foragtede hende mistede hun helt sit smil og foragt mod ham var hvad hendes øjne vidste.
"De vover på at kalde hende MIN anden side... jeg foragter hende ikke. jeg elsker hende. men De ved sikkert ikke hvordan det er at se alt fra afstand. se alt uden at kunne gøre noget for at hjælpe den man elsker."
det var tydeligt at hun var begyndt at få meget vrede frem. hendes øjne lyste nærmest i vrede og vis ikke man fik hende ned på jorden ville Hina aldrig komme frem. Kima var ikke en som kunne opdrage Hinas datter. Kima var inbegrebet af ondskab.

[Jayden White]

jayden kunne mærke hvordan hun blev vred på ham, men han lod sig ikke tirre af det og lod sig slet ikke påvirke, hun talte som var hun den altvidende, hun havde besluttet sig for at være den person af dem der havde haft det hårdt, men dog kend ehun ikke hans historie, selvom han dog heller ikke kunne sige at han kende hendes så måtte han indrømme at hun forhastede sig.
Hendes ord lød sjovt i hans øre, så han grinte let, ikke ondt mens, men på en glad måde. "det er godt at se du har følelser, jeg var bange for at der ikke var noget der gemte sig bag dit bryst" sagde han og lyste næsten op. han satte sig igen på jorden og vende sig om mod hende, med et roligt smil, han havde i sinde at holde dette smil nu.
"du har ret, det her er bare sår, de healer, men det gør alt den smerte jeg har set ikke, du taler tydeligvis af erfaring om hvad der er sket med dig, men du kan ikke forvende at du kender andres historie bare fordi du kender din egen, jeg prøver ikke at gøre dig sur, for jeg kan forstille mig at det ikke er en god ide for hverken mig eller omgivelser" sagde han og smilte til hende igen og strægte sig lidt, han tog sin kappe omkring sig derefter så hans sår var skjult, han skjulte dem ikke fordi det var noget han skamte sig over, det var fordi at hvis man så det ville man vide at han nok var sluppet væk fra et fængsel.
Han kiggede undrende på hendes klager over hvordan hun endelig snakkede til ham, hun elskede hende, det var ikke inden for hans forståelse, men nu ville han heller ikke dømme. "du viser det med utrolig meget vrede, men hvorfor hvad er det så du hader og hvorfor er dit had så stort at du vil lade det ramme andre" spurgte han i forsøg på at kunne forstå hende og lage hoved på skrå for at høre hvad hendes svar var her.

[Hina Hanajima Harika]

Kima var måske tit set som den meget vrede men hvorfor skulle hun ikke det. hun var altid set som sort. altid set som vreden af de to tvillinger. altid set som yang. Kima var vel bare blevet så van tila t se som vreden at hun havde taget det til sig og nu levede i en evig vrede. mod verden og mod...
hans grin undrede hende lidt og da han så sagde det var godt hun havde følelser i sit bryst kunne man næsten se hun kæmpede for ikke at råbe det ud hun troede han havde forstået men valgte at sige det i stedet for.
"det er stadig ikke mit bryst... det er hendes"
hun så på ham da han tog sin kappe på. det lange hår var heller ikke til sådan en type som Kima var hun var mest til det korte. hun så på ham med betragtene øjne imens hans talte. hun stod dog nu med armende krydset og rank ryg og rejst hoved som man faktisk kun så hos de rige. de fornemmes måde at se ned på folk. da han begyndte at sige hun vidste det sin kærlighed med vrede smilte hun hånligt. hun gik roligt over mod ham som ville hun gå omd bag ham og videre da han spurte hvad hun hadede stoppede hun bag ham og vendte hovedet mod ham og fnøs koldt. hvad hun hadede kunne siges med et ord!
"Mænd"
hendes ene ord gik på hans spørgsmål. hvad hun hadede var mænd alt de havde udsat Hina for var nu Kimas vrede.

[Jayden White]

Jayden rystede på hoved, selvom hun var meget vred på ham, virkede det ikke som om han var det mindste påvirket af hendes opførsel, han var faktisk ok med hvad hun havde gang i at hun brugte sin vrede mod ham, kunne det være at den ville dampe af senere, han var ikke sikker, men det var da et forsøg værd. "hvad der er hendes er dit og hvad der er dit er hendes, i er 2 dele af en ting, en ting der skaber det perfekte for jer begge, i er et af denne verdens vidundre der viser at noget kan blive perfekt, så snart det kommer i hamoni" Jayden grinte igen og lage sig ned på jorden med ryggen og kiggede op i himlen, man kunne tydeligt se at han havde det fint som han havde det og intet rigtigt kunne bryde hans humør lige nu, han var langt fra perfekt, men han vidste at det var fordi at han ikke var i hamoni med sig selv, hans sind ville to forskellige ting, de havde kun en ting tilfældes, men de var stadig ikke enige.
Han så hende komme hen mod ham og så gik hun forbi ham, hun havde en holdning som en adels person, ja det passede hende vel også, han forstillede sig næsten den anden side hun hele tiden snakkede om, men han åbnede øjne meget bræt da mænd blev nævnt og smilte meget let. "rather feel pain then nothing at all, jeg er ikke sikker på om det er helt sikkert at du kun hader mænd, du frygter bare hvad de bringer med sig, kærlighed i sig selv, måske er det fordi din anden side har elsket og har mistet det, men du aldrig har, måske har du en let misundelse over hvad din anden side har haft og har, selvom du elsker hende af hele dit hjerte" han mente intet af dette ondt,han ville bare finde en rod til den vrede som man kunne arbejde med , det var jo også bare en teori og han kune let tage fejl, men noget i det kunne jo være rigtigt, han gravede bare for at kunne hjælpe. "men jeg er ked af at mit køn og måske jeg har skabt denne vrede, men jeg er sikker på at det ikke har været alles intention"