Peaceful

[Silvia Hunter]

Efter at Silvia var flygtet ind i ørkenen for snart 1 måned siden havde hun fået lov til at blive på Teiko gården, dog skulle hun hjælpe til på gården, så hun i det mindste kunne betale for sit ophold med hjælp. Det gjorde hende ikke specielt meget, at der næsten var noget at lave fra morgen til aften, for så behøvede hun ikke bruge tiden på at tænke. Hun havde endnu ikke fået ro, men der var i hvert fald sket nogle forandringer, som både havde været nødvendige, men samtidig også behagelige, som hun langsomt fik vænnet sig til miljøet omkring gården.
Gården var altid fredelig, men også livlig på samme tid. Familien Teiko havde taget godt imod hende, og bragt hende indendøre, den aften hvor hun blev bragt til gården i Keane's vogn. Underligt nok, så savnede hun ikke Talian, eftersom at hun sagtens kunne se det gode i MeRosal og var glad for at man kunne bruge sine evner frit uden begrænsninger.
Denne tidlig morgen var Silvia stået op før alle de andre, dog var solen så småt begyndt at vise sig i horisonten, som hun bevægede sig udenfor og blot betragtede den blå himmel. Hun virkede lettet og fri, som hun bevægede sig imellem planter og krydderier i haven, hun bevægede roligt hænderne igennem planterne, som hun strøg duggen af de grønne blade. Var der noget hun havde lært i løbet af opholdet, så var det at læder ikke var særlig smart at bevæge sig i eller overhovedet at ånde i. Derfor havde hun fået taget sig sammen til at købe en kjole inde fra byen. Kjolen var forholdsvis mild i farven, men var ikke med til at få hende til at blande sig med havens farver, hun stod stadig mere frem i haven. Den gik hende nærmest helt ned til fødderne, hvor hun ikke bar noget. Håret havde hun også ladet vokse, så det var nået ned til hendes bryst. Men alt i alt, så virkede hun meget mere afslappet, som hun gik i sine egne tanker igennem planterne, hun nynnede svagt for sig selv.

[Jayden White]

Stille henne ved et lille skur der var ved urtehaven var der en lille skikkelse, det lignede nærmest en bunke af noget der var dækket til med et gråt og sort lagt, noget der ville være utrolig praktisk til at gemme sig med, men pludselig kom en meget let bevægelse fra den, ikke at det varlet at ligge mærke til, et øje kunne se ud af bunken og hvis man kiggede rigtig godt efter kunne man faktisk se at det var en menneskelig form der sad der, næsten helt usynlig og med en kappe der dækkede kroppen. Dette var lige nu Jaydens gemmested, han havde fundet ud af hvor Silvia endelig var og havde opsøgte hende, denne infomation havde han heldigvis ikke kunne give videre til Black, da det først var noget han vidste nu, men hvis han kunne finde hende kunne Black helt sikkert også. Han så roligt en kvinde gå ud i urtehaven, men det tog ham faktisk tid før han så at dette var Silvia, han fik næsten et shok, hun havde nu kjole på, intet der lignede hvad hun normalt bruge og hendes hår var blevet meget længere, det glinsede næsten i solen som hun gik her den tidelige morgen. Han blev helt væk, men tog sig selv i det, han var her fordi han skulle sikre sig hun var ok, han vidste dog ikke helt om han skulle sige noget til hende, skulle han advare hende, eller skulle han holde sig på afstand og passe på hende, det var jo hans skyld at black var efter hende.
Tankerne vivlede rundt, han kunne heller ikke lade hende se hans skader, han kiggede ned af sig selv inde i hans kappe, han havde skabt taget gamle stykker af tøj og bundet sig selv, nogle stedder med de værste skader og åbne sår var han blevet nød til at få lavet noget af sten med sin evne til at holde det sammen. Selvom alle disse ting var inde, måtte han snakke med hende, han tog roligt kappen ned, han havde ikke nogle yderligere skader i hans ansigt, han vende hoved mod hende og smilte svagt, man kunne nærmest se smerten i at han blev nød til at indse at han havde væk fra hende i flere måneder og at han ikke følte han kunne undskylde for det.
"jeg kan godt lig dit nye look" sagde han, selvom han havde sin bandana på, så kunne man godt se at hans hår ikke var blevet klippet på noget tidspunkt, han vidste dog ikke hvad han skulle sige nu, ville hun blive sur på ham, ville hun løbe til vagterne eller ville hun være glad for at se ham igen, frygten fik ham til at vise nervøsitet i øjne, mens han langsomt vaklede for at rejse sig op.

[Silvia Hunter]

Tankerne var lige nu det eneste sted, hvor hun kunne føle ro, så længe at hun ikke gav sig tid til at overveje det, som var sket. Men der var efterhånden gået så lang tid, at hun havde fortrængt det meste også det at hun skulle være på vagt overfor vagterne. Men på den anden side, så var det en fordel at hun havde ladet hendes hår grå og skiftet fuldstændig stil, da vagterne højst sandsynligt var ude efter en kvinde med kort sort hår og iført lædertøj, hvilket hun for længst havde lagt på hylden. Dog bevægede hun sig roligt langs med en sti og lod hænderne bevæge sig igennem de til duggede planter, så hun fik fugtige hænder. Hun smilte svagt for sig selv, som hun holdt den ene arm ind til sig. Den arm hvor det lange ar efterhånden havde fundet sig til rette. Hun lod svagt den fugtige hånd ligge sig på sin skulder for derefter at følge arret ned i håndleddet. Det var et mærke for livet, som hun ikke bare sådan lige ville kunne skjule, men på den anden side, så var der næppe nogen efter hende i MeRosal, så hun var rolig. Det var behageligt at bevæge sig igennem haven med bare tæer, også selvom hun gik på en sti, så virkede det nærmere som massage, end tortur.
Hun stoppede op foran en rød rose og lod den ene hånd tage blidt fat under hovedet, hvorefter hun blot betragtede den for en stund uden rigtig at tænke på sine omgivelser. Det var endnu ikke gået op for hende, at Jayden var i nærheden, eftersom at hun regnede med at være alene. Havde hun først vidst det, havde hun sikkert stået mundlam og helt uforstående, som hun ikke ville ane, hvordan hun skulle reagere. Lige før at hun nåede at sætte sig ned i hug blev hun smidt ud af roen, som hun hørte en velkendt stemme og nærmest kiggede forbavset rundt. Egentlig anede hun ikke hvad hun skulle kigge efter, men da hun så skikkelsen gik hun helt i stå med åben mund. Det blonde hår og bandanaen var nok det eneste som hun rent faktisk kun genkende i al den tid, hvor hun ikke havde set ham. Hun lukkede munden og forsøgte igen at åbne den, men hun kunne ikke få et ord ud.. Hvad gik der lige af hende? Af ren og skær refleks gemte hun den ene arm på ryggen med arret og stod tilbage endnu mere mundlam. Dog kiggede hun lidt ned af sig selv, som det lange hår gled ned foran hendes øjne.
"Jayden....?"
sagde hun svagt, som hun ikke var helt sikker på, om det nu også var ham eller om det var en anden hun kendte fra Talian. Tanken om Talian fik hende til at se væk fra ham, som en tåre trillede ned af hendes kind, men hun skyndte sig dog at fjerne den, før hun efter noget tid vendte blikket mod ham igen. Lige nu kunne hun ikke en gang bevæge sig, hun var nærmest stivnet på stedet.

[Jayden White]

Jayden kiggede roligt på hendes reaktion på at han var kommet frem, han kunne ikke se noget positivt i hvad han havde gjort, andet end at han kunne fortælle hende at der var en ny person efter hende, men var det nu også godt, selvom det var for at beskytte hende, så ville det måske kun gøre det værre, han kunne ikke bare sige det, han blev nød til at komme ind på det på en anden måde, det var jo ikke en fare endnu, han ville jo kunne være her for at kunne beskytte hende, han skulle bare holde sig lidt væk fra gården og lede efter Black. Han kiggede ned i jorden, det var svært at kigge på hende, han vidste han havde gjort meget galt og han følte hvordan sky følelsen kom over ham, han havde svigtet hende og han bragte hende heller ikke lykke her, selvom han havde været holdt fanget, så burde han havde kunne gjort mere, det følte han i hvert fald.
Han tvang sig selv til at kigge op og ind i hendes øjne, han kunne se hvor en tåre havde faldet, selvom hun havde fjernet den, det var ikek vhad han ønskede, men på en eller anden måde måtte han fortælle hende det. "jeg... begynde han, men fik en klump i halsen så han ikke rigtig kunne snakke, det var meget hårdere end han havde forvendet.
"jeg er ked af at jeg ikke har været her, jeg kan ikke undskylde mig selv... jeg.... jeg har været i problem.... du skulle ikke være en del af det, jeg håber ikke du bekymrede dig for meget om det" Sagde han, hun skulle ikke være en del af det og han var glad for hun ikke var blevet det, havde hun led efter ham havde hun måske endt med at være en af dem black slog ihjel foran hans øjne for at bryde ham langsomt ned. et kort øjeblik tænkte han tilbage på hvad han havde set, børn som gamle han havde set, frygt kom i hans øjne og han kiggede ned igen, for ikke at vise hende det.
"jeg ville... ville bare se du var... ok" han blev nok nød til at komme væk, det her havde været forkert, hvad havde han selv troet, han skulle bare havde set hun var ok, hvorfor havde han begyndt denne samtale, hun havde virket så glad, og allerede bare ved synet af ham var hun begyndt at græde.

[Silvia Hunter]

En klump samlede sig i hendes hals, som hun blot stirrede på ham, uden rigtig at vide hvad der foregik. Hun var mundlam og havde kun lige kunnet tvinge hans navn ud med ord. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere, som han bare stod der iklædt en kappe, der rent faktisk dækkede det meste af hans krop. Silvia endte med at bide tænderne sammen, som om at hun lige skulle tage sig sammen for ikke at græde overfor ham. Bægeret var dog tæt på at flyde over, så hun havde ingen ide over om hun overhovedet ville kunne holde tårerne inde. Det var næsten ikke til at bære. Lige pludselig vendte minderne tilbage.. Floden, hans frygt for vand og aftenen på The Black Rose. Hvorfor kunne alt ikke bare være, som det havde været før? Hun gemte lige pludselig sit ansigt i sine hænder, som hun nærmest begyndte at græde eller hulke. Håret faldet ned foran hendes ansigt og hænder, som hun endte med at ryste på hovedet og lade sine arme hænge ned langs med siden. Dog tog hun fat rundt om sit ar og håbede virkelig ikke at der var sket ham noget lignende eller værre.
Hun knurrede hånden rundt om sin arm, som hun valgte at tage sig sammen og kigge på ham. Nok havde hun tårer i øjnene, men det var ikke til se, hvorfor hun græd om det var af lykke eller ulykke. Hun stivnede, da han snakkede om at han havde været i problemer? Hvad skulle det betyde, hvad var der sket? Blev hun nød til at lytte til hans tanker for at finde frem til sandheden, hvis han ikke kunne fortælle hende det, der var sket? Eller skulle hun se tilbage på hans minder? Da hun så frygten i hans øjne gik hun baglæns.. Det kunne ikke passe.. Hun var ikke dum, det varlet nok for hende at mærke, at der var noget galt.
Egentlig stoppede hun først op, da han sagde, at han blot ville se om hun var ok. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, så hun endte med at løbe.. Hun løb ikke væk fra ham, men lige imod ham, hvor hun blot lagde armene rundt om halsen på ham og holdt ham tæt ind til sig. Så længe han ikke kunne se hendes arme, så var der ingen grund til bekymring. Tårerne pressede stadig på, som hun blev nød til at give slip på det og blot holde fast i ham.
"Jeg har det fint.. Nu"
sagde hun med en mild stemme, som hun ikke havde lyst til at give slip på ham igen. Lige nu ville hun dog ønske, at hun havde beholdt læderblusen på, så han overhovedet ikke ville have mulighed for at se hendes ar. Men det var ikke tilfældet, så hun forsøgte blot at skjule det.

[Jayden White]

Jayden kiggede på hende, mens han ikke rigtig kunne se hvad der skete, lige nu ville han ønske at han havde hendes evne, han ville vide hvad hun følte, for at han vidste om han burde være her eller ej, han frygtede stadig at det eneste han havde bragt var skade han kunne se hun prøvede at gemme sine følelser, han havde lyst til bare at gå over og trøste hende, sørge for at hun havde det bedre, men kunne han det nu, var han i stand til overhoved at gøre det som tiden nu var. Han rakte hånden let ud, da hun holde sine hænder foran hendes ansigt, han ville hjælpe hende, men han vidste ikke hvordan og da han tænkte på hvordan hans arm så ud lige nu, tog han armen tilbage, hun ville måske få et lille glimt af den, heldigvis var det armen uden hans hjemmelavede sten bandager, det var bare en hånd bunder ind i bandager og en del blod, men den var hurtig bag kappen igen, blodet var størknet for længst, men såret var stadig holdt sammen af bandagerne og noget meget dårligt tråd han havde syet det sammen med.
Han kom til at tænke på hendes evner igen, mens han kiggede væk med frygt i hans øjne, ville hun læse det nu, hun skulle ikke se hvad han havde set, det fortjente hun ikke, hvis hun kende nogle af de ansigter han kende, hvad ville der så ikke ske med hende, det kunne være farligt.
Han rettede sig lidt op og hørte hende løbe, hun løb imod ham, han rettede sig helt op og mærkede hvordan hun pludselig fløj om hans hals, han greb hende automatisk, med begge arme, helt glemt alt om at de var skadet så meget, han holde bare om hende, mens kappen stadig dækkede hans krop, denne berøring var noget han havde drømt om flere måneder i træk, mens han havde mærket smerten fra dages tortur og mentale lidelser. Han holde hende tæt og mærkede hvordan tåre roligt trillede ned af hans kind i glæde over at hun var her og at hun var ok, han vidste det ville være væk nu og han ønskede endelig ikke at hun så det.
Han hørte hendes ord og han slappede roligt af, han havde nu for første gag en normal vejrtrækning i flere måneder, han kunne slappe af lige nu, noget hans krop havde haft et stort behov i alt denne tid.
"det er jeg glad for" sagde han og lukkede bare øjne også for at soppe tårene for at komme videre, de skulle ikke vises, han var her jo ikke for at få det godt selv, han var her for at sikre sig hun var ok og at hun forblev på den måde.
"jeg har frygtet det værste mens jeg var.... væk.... jeg var bange for at der var sket dig noget" sagde han og åbnede roligt øjne, men han gav dog ikke slip på hende, det havde han ikke lyst til, selvom hun jo nok godt snart ville havde lidt puste rum. han kom til at tænke på hvor de var og begynde at undre sig lidt, kunne han stille et spørgsmål, han ville da prøve i det mindste. "hvad laver du også her ude, det var svært at finde ud af hvor du var" sagde han roligt, det kunne jo være at Black havde været efter hende, han blev nød til at være sikker på at han ikke var kommet så langt før ham.

[Silvia Hunter]

Følelserne havde virkelig forplantet sig i hendes krop, og nærmest dækket hende helt til, men nu var det endelig tid til at give slip. Hun blev nød til at bevare roen også selvom hun ikke frygte for, hvad han tænkte på og om hun overhovedet havde lyst til at vide det. Underligt nok, så havde hun godt lagt mærke til at hans hår var blevet længere, men hun havde endnu ikke strejfet det en tanke, eftersom at han jo blot kunne have valgt at lade det gro. Ingen sagde, at der skulle være en grund til det og slet ikke den grund, som der i virkeligheden var. Når man tænkte på, hvor meget personligt hun havde gemt væk i al de tid, så var det ikke særlig svært for hende, at finde det frem igen. Bare det at se på ham bragte minderne tilbage omkring noget der var sket for flere måneder siden. Men det var nu alligevel rart at tænke på den gode tid. Silvia ville egentlig gerne vide, hvad der foregik i hovedet på ham, men hun tvang sig selv til at holde det væk. Hvis der var noget, som hun skulle vide, så skulle han nok fortælle hende det. Eller det var hun i hvert fald overbevidst om.
Idet at de endelig fik mulighed for noget kontakt var hun blot lykkelig for at han ikke havde afskåret hende vejen og afholdt hende fra at holde om ham. Det kunne jo godt være, at der ikke var noget tilbage af det de havde før i tiden. Derfor var hun lettet over hende at kunne hænge på ham og mærke hans krop varme igen. Det var nærmest befriende, dog var der noget som virkede anderledes.. Hun trak sig lige pludselig væk og tog fat i hans arme, lige i det sekund glemte hun sit eget ar, men det var jo intet i forhold til det, der tilsyneladende var sket med ham.
Der gik ikke lang tid før at hun begyndte at undersøge hans arme for alle de sår han havde fået. Hun så en anelse bekymret op på ham, som hun godt kunne fornemme på de forskellige forbindinger, at de ikke havde opfyldt deres formål. Hun så en anelse bestemt på ham.
"Nu gælder det ikke mig, for du har tilsyneladende været ude for et eller andet.. Vi bliver nød til at rense dine sår, om du så vil det eller ej, det giver bare betændelse"
sagde hun en anelse bestemt, som om hun lige pludselig var blevet en anden. Men i virkeligheden var hun bare bekymret for ham, og sårene gjorde det bestemt ikke bedre. Silvia så en anelse undersøgende på ham og lagde hovedet let på skrå.
"Har du andre sår?"
spurgte hun roligt, men han skulle ikke forsøge at snyde hende. For hendes skyld kunne han sagtens smide kappen og lade hende se, hvad der foregik. Om hun ville vide hvad der var sket eller ej, var hun ikke helt så sikker på, men lige nu forsøgte hun at holde sammen på sig selv, og ikke vise noget overhovedet. Hun tog fat i hans hånd og valgte nærmest at trække ham mod huset. Heldigvis for hende var der endnu ikke nogen som var stået op, samtidig med at hun godt vidste, hvordan hun skulle tage sig af hans sår. Hun havde jo set hvordan lægen Adonis havde behandlet hendes. Egentlig valgte hun bevidst at ignorere hans sidste spørgsmål, da der bare ville komme en længere historie ud af det. Og lige nu var det vigtigst at få renset hans sår og skader.

[Jayden White]

Jayden så hvordan hun pludselig forandrede sig fra denne situationen, det var ikke lige det han havde vendet ville ske lige nu, han kiggede ned af sine arme, det har var kun hans arme, han turde ikke engang tænke på hvad hun ville sige til hans overkrop og hans ben, det skulle hun faktisk slet ikke se, han vidste at han havde kunne sætte det værste sammen, men han kiggede på hans sten bandage og kiggede på sin arm og den smulrede langsomt, så hun faktisk kunne se hvor slemt såret var på den ene arm, det han ikke havde været i stand til at sy, han ville normalt ikke vise det, men han håbbede på at hendes fokus blev på hans arme, så hun ikke ville spørge ind til hans overkrop. han var stadig glad for at være her med hende og at havde hende sammen med sig igen.
"selvom jeg er den skade er det også om dig" Da hun pludselig snakkede om at rense dem også gav han en lilel grimasse, han havde ikke kunne få sig selv til det, han kunne kun få vand fra brønden hvor han ikke kunne gå hen og han turde ikke gå hen til floden eller nogen sø, han havde været for bange til at kunne nå der hen, hans frygt havde tvunget ham væk fra at rense hans sår mest, han havde brugt hvad han kunne af planter og han havde brugt jorden til at glide ud af hans sår, men der havde ikke været meget andet han kunne gøre, hans sår havde allerede lidt betændelse og hun havde nok ret, hvis han ikke gjorde noget blev han alvorlig syg og hvem skulle så passe på hende.
Da hun begynde at gå, så han pludselig hendes ar, han stoppede op og selvom hun havde hårdt fat i hans arm og var fast besluttet, var han urokkelig, han så hvordan han havde fejlet at passe på hende. han havde glemt sine egne sår og alt hvad der var sket med ham, han havde ikke været der da det skete. "hvor kommer det ar fra, hvad er der sket" sagde han med en bekymret tone, det var måske et underligt spørgsmål nu og han lage mærke til at hun spurgte til resten af hans krop og han kiggede væk, hun ville jo se det før eller siden, han løsnede langsomt kappen, først kunne man se hans hals der var bidemærker og lange stref af knive der havde slåret ham på siden, kun lige søret for ikke at ramme pulsårene. langsomt faldt kappen af og man kunne nu se at han ikke havde noget på hans overkrop, han var stadig af samme bygning på grund af den tid han havde brugt på at holde sin krop igang for at kunne blive ved med at bruge hans krop, men der var både ar og sår over det meste af hans krop, nogle større end andre, det værste var hun dog ikke i stand til at se, det var over hals ryg, sammen med hundrede piskesmæl var der et stårs sår tværs over ryggen, det var dog syet sammen af black selv, fordi at hvis han ikke havde gjort det havde Jayden været død af blodtab.
"du skal ikke spørge ind til det lige nu eller læse det, for der er andre ting jeg skal fortælle dig først, jeg går med dig hvis du lover mig det og så glemmer jeg også dit ar, er du ok med det" han blev nød til det her, han så meget alvorligt ud, det her var vigtigt og det kunne ses på ham, han havde vist hende dette for at vise at han ikke ville lyve for hende, men at der var noget der skulle siges.

[Silvia Hunter]

Noget, som Silvia ikke havde forventet, var at han også var kommet galt afsted, men det var måske grunden til at han havde opsøgt hende og at der var gået så lang tid? Han var måske også søgt til MeRosal for at komme væk fra noget der var sket i Talian. Egentlig turde hun ikke tænke på den, men på den anden side, så kunne hun heller ikke bare ignorere sandheden. Det var ikke rigtig til at komme uden om mere. Men der måtte jo også være en årsag til at de ikke var stødt på hinanden i så lang tid, selvfølgelig havde hun været på flugt i lidt over en måned nu, men stadig så havde hun endnu været længe i Talian, i tilfælde af at hun kunne støde ind i ham og måske fortælle hvor hun gik hen. Uden at sige, hvad der egentlig var sket.
Det var meget tydeligt for hende, at hans frygt for vand ikke var blevet bedre, så hun valgte at ligge en blid hånd mod hans kind, som hun kiggede ham ind i øjnene.
"Jeg skal nok spare på vandet, så længe dine sår bliver renset"
sagde hun lettere beroligende i håb om, at han ville stole på hende. Dog ville hun også være sikker på, at hans sår ikke lige pludselig blev værre end de allerede var. Hun vendte dog tilbage til at betragte hans sår, som jorden langsomt faldt af og åbnede op for skaderne. Silvia blev nød til at tage en dyb indånding, som synet at blod var ganske overvældende og svært for hende at håndtere. Det mindede hende blot om synet af Akio, som hang i lænker fra loft og gulv, imens at flere og flere nåle blev stukket igennem hans arm og der blev lagt snitsår, ligesom på hende selv. Hun sank en klump og begyndte pludselig at hoste af ubehag. Der gik ikke lang tid før at hun slap hans arme og begyndte at hoste voldsomt, hun dækkede dog for munden med hendes hånd, som billederne dukkede op. Lige nu ville hun helst gå ind og få renset hans sår, men da han stoppede op og spurgte ind til hendes ar, stivnede hun.. Silvia vendte sig om mod ham og kiggede ned i jorden.
"Det er en lang historie. Den er ikke værd at fortælle"
sagde hun forholdsvis behersket, som hun forsøgte at overbevise ham om, at der ikke var så meget i det. I håb om at overbevise ham om, at der ikke var sket noget forfærdeligt, valgte hun at smile en anelse til ham, før hun roligt til fat i hans hånd igen og gav den et klem. Hun håbede faktisk at de kunne lade det ligge. Da han valgte at lade sin kappe falde og åbnede op for alle skaderne overfor hende, så hun lettere forfærdet på ham og bekymret. Hun stod med åben mund, men da hun først tog et nærmere kig på alt blodet lukkede hun øjnene og tog sig til munden.. Hun knækkede nærmest sammen, som om hendes ben ikke kunne bære hende. Hænderne placerede hun mod jorden, hvorefter tårerne kom frem. Hvordan kunne hun lade dette ske for ham. Hvem ville gøre sådan noget overfor et andet levende væsen. Hans sidste ord valgte hun at nikke til, også selvom hun var helt kunst, så tvang hun sig selv på benene.. Hun vidste godt, at hun ikke skulle snakke om det og nu havde de jo lavet en aftale, så håbede hun blot, at han ville kunne holde den. Silvia hostede en sidste gang, før at hun bevægede sig mod huset uden at sige et ord, det eneste hun gjorde var at tjekke om han var med hende.

[Jayden White]

Jayden kunne mærke hvordan hun tænkte på ham, det var længe siden han havde haft den følelse, det havde der faktisk ikke været nogle der havde haft mens han havde været fanget hos black, det havde været det ene mord og tortur efter det andet, den eneste grund til han var i live var fordi han havde en stor evne han havde kunne teste og en der langsomt udviklede som vreden til black var steget for Jayden, det var det Black havde været interesseret i, at se hvordan Jayden havde ændret sig mens han så den ene person han holde kær dø efter den anden, han havde gerne taget flere år tortur, hvis han bare ikke skulle se alle de mennesker dø, for det var det værste af det værste, intet kunne læge den skade der var blevet lagt i hans sind der, det havde også gjort ham mere kold og hård, for første gang havde han brugt sin evne til et direkte angreb mod en person og ikke som beskyttelse.
"mange tak" sagde han og lod roligt sin hånd glide op på hendes og holde den meget blidt, han ville ønske hun aldrig ville fjerne den igen, men tiden skulle videre. han rettede sig op og da hun så hans sår og lage mærke til hvordan hun pludselig fik besvær kom han hen til hende med det samme og holde hende oppe, han havde ikke regnet med en sådan reaktion. Han holde lidt på hende. "hvad er der galt" sagde han fortvivlet over hvad der pludselig var kommet over hende, han kiggede sig endda rundt for at se hvad det kunne være, eller var det bare såret i sig selv, Jayden var blevet for hård til at lægge mærke til det hos sig selv, det han så nu havde været en hverdag for ham i meget lang tid.
Han ville ikke lade det ligge, men han kunne ikke bare springe fra lige nu, de havde lavet en aftale, han skulle havde renset de sår, han blev nød til det, han bed tænderne sammen og tog en dyb indånding og nikkede, han ville tage det op senere, det kunne man også godt se på ham, det var tydeligt, men nu ville han lade det ligge.
Han løb hen til hende da hun faldt sammen og holde hende oppe, det var sårerne, det var faktisk det der rørte hende, han hjalp hende til op og sukkede. "undskyld, jeg prøver at dække dem til, det skulle være muligt for at undgå at du skal se det hele" sagde han og tog sin kappe, mens han hjalp hende op, han tog den om sig og holde sin hånd ned på jorden, langsomt lod han sten kravle op af hans arm og lod det samle sig rundt om hans største sår og lod det holde det sammen, hun skulle ikke se det før det var nødvendigt. "du føre an" sagde han, han stolte på hende, han troede på at hun ville ham det bedste lige, det virkede underligt, men ligemeget hvad han gik igennem, så var det ligemeget hvad hun gjorde, han troede på hun ville ham det bedste. Han tænkte at han nok kunne gøre en hurtig ting, han tænkte på billede af black, kraftig, nede i Blacks kælder, det tydeligste han kunne og kun Black, hun skulle kende det ansigt. "hvis du kan, så har jeg et billede i mit hoved lige nu af en person, du skal kende det billede, kan du prøve at se om du kan se det" sagde han, han måtte indrømme at han ikke kunne huske alt ved hendes evne, men hvis det virkede, så vidste han at første ting var klaret.

[Silvia Hunter]

Selvfølgelig tænkte Silvia på ham, nu hvor han endelig var dukket op, så kunne hun faktisk ikke tænke på andet lige nu. Hun var bekymret for hans helbred og specielt nu hvor hun havde set hans tilstand. Det var slet ikke til at fatte, hvordan det kunne være sket og hendes reaktion på det var vel forholdsvis normal. Lige nu kunne hun ikke en gang forstille sig hvad der var sket, og det var sikkert for voldsomt til at hun overhovedet ville kunne håndtere det i hendes tilstand. Dog endte hun med at smile til ham, som han nærmest takkede hende for at spare på vandet. Men det var nødvendigt at fastslå, at hun ikke havde tænkt sig at bruge for lidt vand, eftersom at vandet skulle være med til at rense hans sår og skader. Hun havde allerede set, at der var gået lidt betændelse i, så det kunne faktisk ikke gå for hurtigt efter hendes mening.
"Men jeg skal altså have renset alle dine sår"
sagde hun fast besluttet på, at der ikke var nogen vej tilbage, så snart at de først gik igang. Det hun ville se som det sidste var at han ikke kunne bevæge sig på grund af betændelse. Silvia var dog taknemmelig for at han var der for at støtte hende. Det var noget hun havde manglet, eftersom at hun havde stået selv de sidste par måneder. Hun havde ikke en gang set sin halvbror, hvilket bekymrede hende.
"Fortiden har sat sine spor"
svarede hun ganske roligt på hans spørgsmål, som der ikke rigtig var andet at sige i dette tilfælde. Desuden så skulle de jo ikke snakke om det lige nu. Hun havde virkelig brug for en til at støtte sig op af og der var han i hvert fald det bedste valg. Hun ville næppe vide hvad hun skulle gøre af sig selv i denne situation. Men synet af blod fik hende heldigvis ikke til at besvime endnu. Men det kunne komme med tiden. Hun rystede også en anelse på hovedet, da han begyndte at undskylde, det var jo hendes skyld, da hun havde bedt ham om at vise alle skaderne. Silvia kom roligt på benene igen og smilte blidt til ham, som hun bevægede sig hen til døren og åbnede den stille og roligt. Hun så sig lidt omkring indenfor, men der var stadig ikke noget liv, hvorefter hun gav tegn til at han blot skulle følge med. Kjolen rørte heldigvis ikke gulvet for ellers havde hun nok gjort det beskidt, eftersom at hun var faldet sammen et par gange nu. Noget hun ikke havde gjort længe.
De bevægede sig langs med nogle gange, hvorefter hun gik ind i et rum, hendes værelse og gav tegn til at han bare skulle sætte sig på sengen, imens at hun hentede noget vand. Inden at hun forlod værelset valgte hun at placere et mildt kys mod hans kind før at hun gik ud af det mindre gæsteværelse, som hun havde fået af familien, så længe det var nødvendigt. Efter kort tid kom hun tilbage med en balje vand og nogle klude, hun stillede det hele på natbordet ved siden af hendes seng og rakte ud efter hans arm.
"Jeg skal lige se det først"
sagde hun blidt og smilte kærligt til ham. Lige nu ville hun ikke begynde med vandet, eftersom at hun lige først ville vide, hvor slemt de forskellige sår var.

[Jayden White]

Jayden Kiggede lidt på hende som hun punkterede at det skulle være alle hans sår, han vidste ikek helt hvad han skulle sigem, han sukkede meget let og nikkede kort, hvad skulle han gøre, han kende det blik alt for godt, hun var blevet enig om hvordan det skulle forgå og han kunne ikke sige nej, han skulle bare gøre som hun sagde og det var nok også det bedste, selvom han havde en frygt for vand, så vidste han at hun ville kunne styre det ordenligt, normalt kunne han godt tåle spande med vand, men efter det han havde været igennem da Black havde fundet ud af at han faktisk var bange for vand havde kun gjort alt dette værre, han kunne nu selv se frygt for spande med vand af gode grunde. "ok, men du skal stadig høre på mig på et tidspunkt, det er vigtigt, det er aftaler" sagde han og smilte let til hende.
Hans smil blev langsomt mere kærligt, som han kunne se hun kæmpede, hun kunne ikke tåle det her med hun kæmpede for ham lige nu, en følelse han ikke havde haft i måneder var tilbage, at hun ikke havde været en af ofrene nede i kælderen betød alt for ham, for hvis han havde set hede der vidste han at han havde mistet alt. Han tænkte på at alt den tid nede i den verden af tortur havde han stadig haft et lyspunkt, han havde kunne tænke på hende hele tiden. "fortid er uændrende, men hvis jeg kan vil jeg gøre hvad jeg kan for at skabe en fremtid hvor fortiden kan gemmes" sagde han roligt, han vidste det var store ord og han vidste han ikke kunne være lige ved siden af hende, mens han vidste at hun var i fare, han blev nød til at holde sin afstand, men han ville altid lade hende vide at han var der, hun måtte ikke føle at han forlod hende igen, det kunne han heller ikke få sig selv til.
han fulgte med hende ind i huset, han vidste ikke helt om det her var ok, men efter hvordan hun gik, så var det helt sikkert ikke ok, men han gjorde hvad hun sagde fordi han stolte på hende og det kunne ikke ændre sig. han gik ind i rummet og satte sig på sengen med kappen omkring sig, ja det her var helt sikkert hendes sted, han kunne dufte hvordan hun var over alt i rummet, det var ligesom hendes rum på kroen, han tænkte langsomt tilbage, den tid havde været vidunderlig, den dag hvor han havde taget hende ind og han havde fundet hende der i hendes rum. han lukkede roligt øjne og mærkede roligt det blide kys der vækkede ham. han lage en hånd på hans kind og følte nærmest at han var tilbage i kroen, han kiggede efter hende uden et ord og smilte let, han blev ved med at kigge mod døren, mens han hånd ikke blev fjernet, nærmest som en hund der bare vende på at dens ejer kom tilbage, selv for de få sekunder. da hun kom tilbage tilføjede han et kærligt smil og tog sig ikke engang af vandet hun havde med.
Som hun satte sig klar sukke han lidt og rakte den hånd frem der ikke var så slem, han ville starte med den, så hun ikke tog det så slemt af gangen, han kiggede hende ind i øjne, man kunne se lidt nervøsitet i hans øjne, han opsøgte tydeligvis noget han holde af for at forringe alt hvad der hed frygt for vandet, man kunne på en måde godt se at han ikke var helt det samme med vandskræk som før at det var værre, men han ville ikke tænke tilbage, han kiggede hende bare ind i øjne, på den bløde læber der lige havde skabt ham et vidunderligt øjeblik ved at røre hans kind. "lad os tage en ting af gangen, både for din og min skyld" sagde han og lod den anden hånd snige sig frem ud af kappen, dog kun hånden, da han vidste den ikke var skadet, den lage sig blidt ved hendes knæ og nussede det blidt.

[Silvia Hunter]

Egentlig var hun lettet over, at han ikke valgte at sætte sig imod hendes ord. Hun var ret sikker på, at hun heller ikke ville kunne tvinge ham til at få renset sine sår, også selvom det ville være bedst for ham, så ville hun heller ikke gøre situationen værre end den allerede var. Men hvad hun ikke vidste, var at hans frygt for vand var blevet værre, for så kunne det godt være, at hun havde fundet en anden måde hvorpå hans sår ville kunne renses, selvom det med sikkerhed var bedre at gøre det med rent vand.
"Jeg lytter skam altid til dine ord"
sagde hun mildt og sødt, som hun ikke ønskede at bryde deres aftale, men hun var også sikker på, at det hurtigt kunne blive for meget, hvis det først endte med at de kom igang med at snakke omkring det der var sket, samtidig med at hun skulle rense hans sår.. Med vand. Det ville bare blive et stort kaos og det ville sikkert ikke være særlig godt for nogen af dem. Hendes øjne lyste lige pludselig op af hans ord og hun fik egentlig lyst til at holde om ham igen, men nu hvor hun kendte hans skader, så var hun ikke sikker på, hvor godt det rent faktisk ville være for ham. Det kunne jo godt være, at det ville gøre det meget værre.
"Jeg ville ønske at det var så let."
sagde hun roligt og vidste ikke om det var let eller svært, men det var noget stort at sige, dog var hun glad for at vide, at han i det mindste var i live og ikke var spærret inde bag ved Talians mure, det var helt klart bedst for alle, hvis de befandt sig udenfor det sted. Hun håbede også selv, at det ikke ville blive nødvendigt for hende at drage til Talian igen, medmindre at hun kun kunne finde Akio der.
Man kunne jo ikke ligefrem sige, at det var hendes hjem, så hun blev nød til at opføre sig ordentlig, så hun ikke lige pludselig blev smidt ud. Men det var nok ikke fordi de havde noget imod, at hun hjælp andre ved at give dem husly. Men hun var faktisk bange for, at han blot ville forsvinde i løbet af dagen og så ikke vide, hvornår hun ville komme til at se ham igen, noget der hurtigt fik noget bekymring til at dukke op i øjnene på hende.
Silvia tog roligt imod hans hånd og lod forsigtigt sine fingerspidser strejfe hen over det mindre sår, som han valgte at vise hende. Hun valgte blidt at kysse hans hånd blot med et drillende smil på læben, inden at hun rakte hen mod vandet. Hun var ikke særlig sikker på, hvordan han ville reagere på den, men hun valgte at vride kulden nok til, at der ikke var særlig meget væske tilbage. Kulden var blød og forhåbentlig også behagelig, som hun begyndte at dyppe blodet væk fra såret og rense det.
"Mange tak. Jeg skal nok fortælle, hvis du virkelig gerne vil vide det."
indrømmede hun roligt, eftersom at hun ikke ville holde noget hemmeligt for ham. Hun skulle blot have noget tid til at tage sig sammen til at fortælle om det. Det værste var nok, at hun ikke anede hvordan han ville reagere på det. Men hun ønskede at ikke rode rundt i hans tanker også selvom han skulle give hende lov, som tidligere.

[Jayden White]

Jayden nikkede til hende, han var stadig meget usikker, men det her skulle gøres, hun skulle vide at der var noget, men måske skulle han vende lidt, lade sårene blive renset, hvis han blev overgire igen ville det her kun blive værre og værre, han slappede af og nikkede, han skulle ud med det på en måde, han kiggede hende i øjne og mærkede roen falde over ham igen. "ja, du har ret, det gør du altid, det her er bare vigtigt for fremtiden, jeg vil havde du har det godt i fremtiden" sagde han, det var måske svært for ham at love noget her, men han ville gøre alt hvad han kunne for at få hende til at havde det godt, hun havde set så glad ud ude i haven og han var glad for at se hendes smil komme tilbage, det betød meget for ham at se hende glad, det gjorde ham tryg og tog en tung sten fra hans hjerte, bare at vide at hun var i live og faktisk levede godt var alt hvad han ønskede, han kunne dog desværre ikke rigtig blive lige her, han måtte finde et sted i nærheden.
Han rystede på hoved og grinte bare let, det var jo ikke ment som en joke det hun sagde, men det passede bedst og han følte også lidt af hans gamle jeg var her nu hvor hun var her. "jeg valgte at møde den person jeg syndes bedst om og snakke med hende, mens jeg sad ved siden af min værste frygt, jeg syndes ikke selv jeg ligner en der tag lette valg" sagde han og lod en hånd glide over hendes kind og kiggede hende ind i øjne, det var jo sandt nok, han kunne se en hvis frygt i hendes øjne, han mente han vidste hvad det var, han lod bare sin tommelfinger streffe hendes kind lige så stille "nej, jeg kan ikke blive hos dig, det her er ikke et sted jeg kan bo, men jeg forlader dig ikke igen, jeg bliver i nærheden af dig, det lover jeg" sagde han, han vidste at det ikke var det svar han ønskede mest af alt, men det var helt sikkert noget meget bedre end at sige at han tog afsted igen, han vidste at black vidste om hende, så at flygte var ikke en mulighed.
Jayden smilte roligt til hende og lænte sig let for over og kyssede hende blidt på panden efter hendes blide kys på hans ånd, han prøvede virkelig at holde kluden ud af hans tanker, han så kort baljen med vand og lukkede roligt øjne for ikke at tænke på alle de gange hvor han havde fået tvunget hoved under vand i uendelig lang tid, så han havde været på hærskelsen til at blive kvalt og skulle kaste utallige mængder af vand op bagefter. han tog en dyb indånding og kiggede igen ind i silvias øjne og blev der, man kunne se hans frygt var stor, men han blev bare ved med at kigge på hende, som tegn på at det var ok, han kunne ikke ændre det lige nu, det var bare sådan det var. han mærkede smerten, men det gjorde ham intet, den følelse var ikke noget der påvirkede ham mere må nogen måde.
"fortæl det når du kan, men Silvia, det er ok, du behøver ikke at holde igen, rens det og brug de krafter du har til det, jeg kan ikke mærke smerten" han sagde det med en behaglig tone, så hun ville tro på ham, han vidste det var nødvendigt, men det var også for at hun turde gøre det måtte han indrømme.

[Silvia Hunter]

Det var ikke særlig svært for hende, at se på ham eller i det mindste fornemme på ham, at han var usikker, men hun ønskede kun det bedste for ham, så hun var overbevidst om, at hun skulle tage det første skridt. Ellers ville de næppe komme videre. Men det var i hvert fald ikke nødvendigt for hende at læse hans tanker, eftersom at det var let at se hvordan han udtrykkede sig overfor hende. Frygten var ikke til at skjule, men hun forsøgte at virke så imødekommende, som overhovedet muligt og blot behandle ham blidt. De isblå øjne var konstant rettet mod ham, som hun ville være sikker på, at situationen ikke lige pludselig ændrede sig. Hun håbede ikke at det ville gå alt for galt. Nu hvor hun havde fået ham tilbage, så ville hun ikke kunne leve uden ham ved sin side, men måske hun blev nød til at acceptere det, hvis der var en god grund.
"Jeg kan godt ligge ud"
sagde hun roligt og smilte svagt, som hun vendte blikket mod hans sår. Hun kunne godt fornemme formen på såret, og det var da også langsomt begyndt at se renere ud, så hun var i hvert fald ikke forkert på den. Men en ting var sikkert, hun ville ikke overøse hans krop med vand, da hun jo kendte hans frygt og ikke ønskede at gøre den værre, selvom den allerede var blevet det..
Et grin forlod hendes læber, som han forklarede at han ikke var typen, der tog det lette valg. Nok var samtalen alvorlig, men hun kunne jo ikke holde grinet inde for evigt. Men noget bed hun dog mærke i, da han sagde møde? Var dette kun et møde, hvordan skulle hun håndtere det. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var forvirret.
"Jeg har ikke lyst til at skilles fra dig igen."
indrømmede hun meget hurtigt efter at han havde forklaret hende, at han ikke ville blive der. Man kunne godt se på hende, at hun var en anelse skuffet, men hun nikkede efter lidt tid og tog sig sammen, han måtte have en grund. Idet at han kyssede hende på panden smilte hun mildt, men hun var ikke helt sikker på om hun kunne holde sine følelser tilbage, eftersom at det ville være underligt ikke at vide hvor han var. Hun vidste ikke hvorfor det ikke var muligt at have ham ved sig.
"Jeg var på arbejde, da nogle vagter kom ind på kroen og ledte efter mig. De fortalte mig at kongen ønskede min ekspertise omkring drinks til et kommende bal eller noget lignende. Jeg var blændet af lykke, som jeg fulgte med og blev ført til en palæ.. Det gik først op for mig, hvad der var i gære, da det var for sent."
begyndte hun forholdsvis rolig, da hun godt kunne mærke på sig selv, at hun blev nød til at fortælle det til en eller anden, ellers ville hun bare få det værre. Hun sank en klump, som hun brugte noget tid på at rense det sidste i såret og gå videre til det næsten. "De førte mig ned i en kælder, hvor min halvbror var lænket fast til loft og gulv fyldt med nåle i armene og jeg... jeg blev spændt fast til muren overfor ham.." Hun blev nød til at stoppe, som hun knurrede den ene hånd sammen.