En Skrædder?

[Balthazar Clayborne]

MeRosal... Dette var en by der mindede mere om et frilands-sted, end den meget indelukkede Talian. Det var som en oase midt i ørkenen, men var alligevel så meget mere. Balthazar var kommet til MeRosal efter en ufattelig lang tid i de mest hensynsløse dele af ørkenen. Han havde været der i næsten en uge, men hans læber var endnu ikke helt tørre, og sandet havde ikke helt forladt hans hud og hår. Der var små revner på hans læber, og hans hud var meget solbrændt, og hans hud var næsten gået fra lys til at være mørk. Sådan var det nu engang når man brugte så meget tid i ørkenen som han gjorde. Det var jo ikke for sjov at han blev kaldt Ørkenvandreren. Dette var en by der strømmede med mutanter, et rige der ligefrem så med tilfredse øjne på deres evner og levevis. Derfor gik Balthazar med en hætte over hovedet, da der sikkert var nogen fra Talian, som måske ville kunne genkende ham.
Balthazar var iklædt et par bukser af et brunt silke-agtigt stof, som sad løst om hans ben. Men over disse bukser var der viklet et uld-lignende stof om hans læg. Om overkroppen bar han en mørkegrøn skjorte af et simpelt stof, med det samme uld-lignende stof omkring hans underarme. Over denne skjorte bar han en næsten gylden messing-brynje af meget små ringe man knapt kunne se igennem. Denne brynje dækkede kun overkroppen og hans skuldre. Et bæltespænde der gik fra hans skulder og under den anden arm bar på en tung kappe af et meget hårdført bomuld, der kunne modstå det meste, og i denne kappe var hætten, som han havde over hovedet. Men denne kappe var meget slidt, og der var adskillige revner i den.
Dette tøj var i sin tid meget adeligt, og var en gang meget farvestrålende og næsten ceremoniel - men ørkenens sand og solens stråler havde ikke været god ved det - så nu var alt dette tøj blot med til at understrege at han havde tilbragt meget tid i ørkenen.
Efter lang tids søgen, havde han endelig fundet det hus som han var blevet peget i retning af, og kunne nu godt lide at det ikke lå midt i MeRosal. Han trådte hen til døren, og rankede sin ryg i hans fulde størrelse, for derefter at banke på døren. Han ønskede ikke at skræmme vedkommende, så han tog et par skridt tilbage, og stillede sig med begge hænder foldet bag hans ranke ryg. Hans skæg var langt, og det samme var håret - men en mindre turban af silke var foldet om hans hår.

[Hina Hanajima Harika]

Inde i dette lille hus gik en enlig mor rundt og ordnede ting i hjemmet. hun havde langt gyldet hår der gik ned til hendes knæ og hendes hvide kjole gav hende elegance og en vis fin udstrålling. dog var hendes udstrålling det mindste i dette tilfælle. når hun virkelig strållede kunne man ikke se hendes menneskelige ansigts trak. hun sang for sig selv imens hendes datter legede. hun hørte en banken og så mod døren
"Yuuki gå ind i stuen og leg"
hun gik over til døren ogtog roligt fat i håndtaget og åbnede døren langsomt. hun var meget forsigtig selv om hun jo skulle arbejde med mænd og kvinder men efter alt hun havde været igennem var hun forsigtig. hun så på denne solbrune mand der stod i hendes dør. hun smilte venligt og åbnede døren helt op og bukkede let med overkroppen.
"velkommen til. hvad kan jeg hjælpe Dem med?"
hun så op på manden og man kunne nærmest se det moderlige i hendes øjne. kvinder måtte ikke få børn uden for ægteskab. det var uanstændigt og noget kun de fattige gjorde når de skulle tjene penge ved prostitusion. Hina var ikke fattig. hun var faktisk fra en af de mest velhavene hjem i MeRosal men det sagde hun ikke mere efter som hun ikke måtte beholde sin datter i det hjem.

[Balthazar Clayborne]

Balthazar havde taget et par skridt bagud, og havde brugt den korte ventetid på at fjerne hætten fra hans hoved, så ejeren ville kunne se hans ansigt. I MeRosal havde Balthazar ingen magt, ingen autoritet - så på trods af hans meget fine brynje, måtte han posere sig selv som værende en simpel mand, og ikke af den høje rang han egentlig var. Han hævede hovedet da døren blev åbnet, og han smilte diskret til kvinden der åbnede døren. Hun var af et yderst uniks udseende. I kontrast til hans næsten mørke ydre og tøj, måtte de to virke så forskellige som de kunne være. Balthazar nejede høfligt med hovedet til hendes velkomst, men blev stadig stående udenfor.

"Mange tak, Frøken. Jeg blev fortalt at De er en af MeRosal's mest talentfulde skræddere. Og jeg håbede på at kunne købe noget stof af Dem, og måske endda overtale Dem til at reparere en ørkenkappe?"

Svarede han hende, med den mest høflige tiltale han kunne fremmane. Men hans tørre læber og hans hæse strube var tydeligt noget der påvirkede hans stemme. Stemmen var selvfølgelig mørk i det, men lød meget ryg og harsk. Der lå dog et venligt blik over hans ansigt, og han lod det blot være klart at han ingen onde intentioner havde. Faktisk havde han ikke talt i flere måneder, da der ikke rigtig var meget at tale om i ørkenen - så det var kun godt at han endelig fik lov til at føre en lettere samtale med andre end de slanger og skorpioner der ventede i sandet, eller de nomader han havde bekæmpet.

[Hina Hanajima Harika]

Hina så på denne mand i døren. han virkede fremmed i forhold ti dem hun havde set i MeRosal. mon han var fra riget Talian. hun så på ham og da han sagde hun var blevet kaldt en af de mest talent fulde rødmede hun og gik lidt til siden og nikkede til at han måtte komme ind. der var et rum lige ved siden af entreen som var fyldt med stol og en pude med nåle og masser af tråde og endag nogle fantastiske kjoler. hun smilte venligt og gik ind i rummet og begyndte at løfte alt muligt stof op og mærkede på de forskellige stoftyber.
" Jeg gætter mig til at det stof De vil købe skal være til ørken vandring"
hun smilte venligt og så md ham med sine klare blå grønne øjne. hun smilte venligt og så på et af de spejle som var i rummet. hun stod lidt som forstenet kort men smilte så. det var noget man tit ville se Hina gøre efter som hun havde samtaler med spejle!? for mange noget underligt noget.

[Balthazar Clayborne]

Hurtigt tog Balthazar imod hendes tilbud, og trådte forbi hende og ind af døren. Idet han gik forbi hende, blev det tydeligt hvor meget større han var, men sådan var det som regel altid. Han trådte ind, for derefter at lukke døren efter sig. Hurtigt lod han sit blik glide en smule rundt, og han gættede sig hurtigt til at dette både var en butik og et hjem. Men boede hun alene? Men der var ikke tid til at tænke over sådanne ting, for han lagde mærke til hvorledes hun bevægede sig ind i et andet lokale, og valgte hurtigt at følge efter. Han bar egentlig ikke 'rigtige' sko - men i stedet var det adskillige lag af stof viklet om hans fødder, med bånd af læder. Det mindede meget om sko, men sko var ikke passende i en ørken - og en sådan løsning som denne var langt mere holdbar og ikke mindst mere behagelig.

"De har selvfølgelig ret."

Svarede han hurtigt og smilte let til hende. Det burde dog ikke være et problem at regne ud hvor han havde været, og hvor han nok også brugte det meste af hans tid. Han trådte helt ind i lokalet og betragtede hende som hun fandt forskellige typer stof frem. han førte sine hænder op til bæltet der bar på hans kappe, og spændte det op. Derefter trak han den tunge og tykke kappe af hans skuldre, og lagde den på en stol. Adskillige steder på kappen var så og sige flænset op. Med enkeltstående revner og huller hvor sandet havde brugt igennem.

"Ser De, under min seneste vandring, blev denne kappe revet op af en sandstorm. Den er lavet af forstærket gabardine."

Fortalte og forklarede han kort og vendte blikket imod hende. Der var ingen grund til at gå i detaljer, da hun uden tvivl kendte til typer af stof, og da hun nok ikke var interesseret i at høre flere historier fra ørkenen. Han så sig lidt mere omkring. Der var en sød duft over det lyse lokale, og det var uden tvivl meget finere forhold end hvad han var vandt til.

[Hina Hanajima Harika]

Hina mærkede på alt det stof hun havde og da han lagde sin kappe og talte om hvad det var for noget stof og hvad der havde gjort den var revnet. hun gik over til stolen hvor kappen hang og så på hulerne og de mange slide mærker og så på ham med et venligt smil
"så De ønsker at få lavet denne kappe i stedet for at få lavet en ny som holder noget mere?"
hun smilte venligt til ham og vidste vis hun skulle ordne denne kappe ville den ikke så særlig pæn ud. men vis hun lavede en ny ville den nok holde mod sandstorm og at bruge som skygge mod solen i ørken. hun så på ham og kunne så på hans hud at den i hvert fald ikke skulle ha meget mere sol så ville han ligne en kogt reje. hun arbejdede i sit hjem for at kunne holde øje med sin eneste skat. sin datter. hun elskede sin datter over alt og derfor beskyttede hun hende også.

[Balthazar Clayborne]

Balthazar var meget modtagelig overfor solen, altså han blev aldrig rød - men han kunne stadig få den samme solbrændte fornemmelse som så mange andre. Men der var jo en grund til at han gik iklædt hvad der ville syntes ufatteligt meget tøj til ørkenvandring - og det var for at beskytte hans hud imod solens stråler. Dog var sandet også skyld i meget af farven han havde i huden... og efter 2 måneder i ørkenen med sand slynget imod dig, og kogt i solen, så vil alle og enhver se således ud... hvis altså de overlevede turen.
Han smilte til hende, og nikkede kort, men ikke bekræftende til hvad hun sagde. Han lod sine fingre køre over hans egen kappe på stolen. Selve stoffet var måske en helt centimeter tyk - hvilket gjorde den tung og meget modstandsdygtig. Egentlig var kappen over ti år gammel, og havde ved flere lejligheder reddet hans liv. Så måske havde den en hvis sentimental værdi? Den var en gang lysebryn, men farven var næsten helt væk.

"Jeg ønsker at få denne kappe repareret. Den er yderst nyttig til de længere ophold og rejser. Men jeg ønsker også at få en ny ørkenkappe lavet, i en rødlig farve."

Svarede han hende, så han ville jo have lavet begge ting. Han havde skam penge nok - og når man brugte meget af sin tid i ørkenen, så gik der jo længere tid imellem de verse indkøb og betalinger. Egentlig var han meget velhavende, men det behøvede hun jo ikke at vide. Nu hvor kappen hang på stolen, var Balthazar iført messingbrynjen, med den mørkegrønne skjorte indenunder, og de bindende af bomuld omkring hans underarme. Han så måske helt krigerisk ud - men et diskret smil og et venligt blik over hans ansigt bekræftede blot at hun ikke havde noget at frygte.

[Hina Hanajima Harika]

hun så på ham da han sagde han gerne ville ha den blev lavet. mon den betød noget for ham. hun så på den og lagde den udbredt på bordet og kiggede roligt på den. den var godt slidt. hun smilte til Balthazar med sine smukke øjne. hun lyttede til hans ord og nikkede. hun gik over til de røde stoffer og tog en masse forskellige stoffer og gik over til ham og lagde dem roligt over hans ene skuldre. han var godt nok høj. hun så på farven og på hans farve. denne røde farve var vist den perfekte til hans farve. hun gik over til bordet og lagde stoffet ud og smilte roligt.
Hun begyndte at klippe stoffet ud i samme brede som hans anden kappe men længere så den ville kunne hjælpe i sandstormen. hun sad pludselig bare og så på stoffet uden at gøre noget. hun så på den og begyndte at spekulere over hvordan hun skulle gøre det. hun vendte sig om og så på ham med et stille smil.
"undskyld jeg spørger men hvad er Deres arbejde. ifølte Deres kappe kan det ikke ha været noget med en lille betaling."
hun lod hånden køre over hans slidte kappe og kunne mærke hvor tyk den var. hvad var hans arbejde mon. sådan en kappe var jo ikke billig.