Kidnapping gone wrong

[Etienne P. Kenilsworth]

I al den tid, Akari havde været væk for at besøge lægen, havde Etienne ikke kunne foretage sig andet end at vandre rastløs rundt. Selvom han hele sin barndom var blevet belært om, at tjenestefolk var ens ansatte, som man ikke behøvede at føle noget for, kunne han umuligt dæmpe den fornemmelse af skyldfølelse, der konstant jagede ham. Det var jo hans skyld, at Akari var kommet til skade – havde han ikke blandet sig dengang ved branden, ville Akari aldrig havde skadet hverken sin hånd eller sin skulder…

Om natten var hans søvn præget af mareridt om kidnapningen og branden. Aldrig før havde han været udsat for noget så brutalt – hvis man da lige så bort fra hans families død – så det havde taget hårdt på ham. Han havde stort set ikke fået lukket et øje, og når det endelig lykkedes for ham at falde i søvn, sov han ikke mere end et par timer af gangen, før han igen blev vækket af brændende flammer, der omslugte hans koldsvende krop.
Det endte med, at han stod op klokken seks og blot sad og kiggede ud i gården, ventende på at en ganske særlig person skulle vende hjem…


-------------


Han vågnede med et sæt da han kunne høre stemmer nede i hallen. Hvornår han var faldet i søvn og hvor længe han havde sovet, vidste han ikke. Han havde fuldstændig mistet sin tidsfornemmelse, men at dømme på solskinnet udenfor, var det vist morgen eller formiddag. Måske endda frokost tid? Nej… Så ville en af tjenerne da have bragt mad op til ham.
Han kastede et blik ned i gården, hvor en af stalddrengene var i færd med at føre en træt hest hen i stalden. Det kunne kun betyde én ting: Akari var vendt hjem!

Han skyndte sig i tøjet, hvorefter han styrtede ned af trapperne og ned i forhallen, hvor han fik øje på Akari. Han havde mest af alt lyst til at kaste sig om halsen på ham, men det lykkedes med nød at næppe for ham at beherske sig; resten af personalet kunne jo se ham, og hvad ville de ikke tænke, hvis den unge herre faldt en ansat om halsen?
Da han fik kigget nærmere på livvagten, så han, at han så ud til både at være træt og være i smerter. Han rynkede på brynene, og det tog ikke lang tid, før han havde genvundet sin normale kommanderende tone, der kun virkede en smule mindre troværdig på grund af hans uglede hår, posede øjne og arrede hud, der fik ham til at ligne en, der havde været oppe at toppes med en meget arrig hankat.

Han rankede sig i ryggen og rømmede sig.
”Du skal op i seng med det samme, og hvis du nægter, låser jeg dig inde på dit værelse!" truede han.

[Akari Misero]

Lyden af løbende skridt nåede Akaris ører og han så sig hurtigt om. Skridtene stammede fra Etienne men han faldt hurtigt til ro igen da han kunne konstatere at der ikke var fare på fære. Hans skuldre sænkede sig lidt igen fra den anspændte stilling han ubevidst havde antaget. Klar til at forsvare Etienne igen, trods smerterne. Akari tog imod husets herre med et smil og et formeldt buk "unge herre" hilste han roligt og undertrykte smerterne fra sin skulder. Etienne skulle helst ikke bekymre sig unødigt. Smerterne betød jo ikke så meget nu Etienne ikke var i fare. Han lod undersøgende blikket glide over drengen som han rettede sig op igen. Han så et øjeblik bekymret ud, men han gemte sine spørgsmål til senere, han fik nok rigelig mulighed for at snakke med Etienne om hans oplevelser. Faktisk ville han kræve at snakke med drengen om kidnapningen, for det var ikke sundt at undgå bearbejdelse af sådanne minder. Han smilede opmuntrende til ham men hans blik blev opgivende da Etienne rynkede panden. Han undrede sig over hvad Etienne mon nu havde fundet på men hans smil forsvandt ikke, han fandt som altid drengens uforudsigelige reaktioner underholdende.

Akari lod vurderende blikket glide over drengens fremtoning indtil Etienne begyndte at kommandere med ham. Han havde måske fået mere ud af at beordre en samtale med Akari på tomandshånd, men han sendte i stedet den både ældre og stærkere vagt i seng som var han 5 år igen. Akaris smil voksede og han fik et provokerende glimt i øjnene, men han sagde ikke noget. Det passede sig ikke at han udstillede sig ligeglade holdning til Etiennes direkte ordre. Han ønskede ikke at skade drengens rygte blandt tjenestefolkene, derfor lod han sit smil falme og nikkede accepterende til ordren. "Javel" svarede han med et mindre buk og satte sig i bevægelse mod trappen efter at havde vækslet et par ord med noget personale der tilbød deres hjælp. Han ønskede ikke hjælp, han ville faktisk helst klare smerten alene, det var nemmere.

Han gik roligt over til trappen som Etienne var kommet ned af og så faktisk mere eller mindre upåvirket ud, han lignede alt i alt en der bare var træt. Det var også den fremtoning han ønskede. Etienne skulle helst ikke tro han var for skadet til at genoptage sit arbejde, for Akari havde ikke nogen planer om at tilbringe ret meget tid i sengen. Han skulle bare sove smerterne væk så var han frisk igen. Men hvordan han skulle forklare Etienne det skulle sikkert viser sig vanskeligt. Specielt med den tone Etienne havde lagt ud med, han kunne faktisk bare have spurgt pænt, for Akari var træt nok til at lægge sig til at sove i hallen. Da han passerede Etienne sænkede han farten og hans blik fangede drengens et øjeblik. "Hvordan ville du låse mig inde hvis jeg ikke gik derop?" spurgte han lavt som han passede drengen på vejen. Han skjulte det faktum at han bøjede sig lidt ned mod drengen i nogle falske smerter i forbindelse med at gå op af trapperne til første sal. Derefter fortsatte han upåvirket videre og lod som ingenting, og gav ikke indtryk af at havde henvendt sig til Etienne overhovedet. Han forventede lidt at drengen ville følge efter ham for at svare igen. Hvis han da ikke ønskede at udstille den diskussion som sikkert ville følge. På trods af den viden kunne Akari ikke dy sig for at spørge ind til det. Måske fordi diskussionen ville lette stemningen lidt og fjerne fokus fra alt det negative og i stedet måske ville vise sig underholdende.

På vej op af trappen blev han mødt af en sort kat der mijavede voldsomt og stak af fra tjenestepigen der prøvede at berolige den. "Ira" kaldte han kort og katten løb ham i møde mens den lod til at brokke sig over betjeningen på kattesprog. Akari bukkede sig ned og fiskede i ren refleks katten op i favnen med et greb om kattens mave. Smerten skar igennem ham og han fik hurtigt katten skubbet over på sin med den raske skulder. Den kunne hun godt ligge på hvis hun holdt sig fra hans hånd. Ira snusede til hans forbinding men lod den være. Hun ville ikke være uvenner med ham. "Opfør dig ordentligt" beordrede han og hentydede til kattens irritation af personalet og strøg fingrene gennem kattens pels over ryggen og fik den til at spinde højlydt, hvis han var forsigtig kunne han undgå voldsomme smerter. Katten lagde sig til rette på hans arm lænet mod hans bryst og lod ham bære sig tilbage op af trappen. Akari undskyldte til tjenestepigen der mildt sagt så frusteret ud. Han ville slet ikke vide hvor ustyrlig katten havde været den sidste dag. Hun reagerede nemlig på hans vrede, og Akari havde været vred. Både under kidnappelsen og husbranden. Ira var også ældre nu end hun havde været da han tog afsted. Hun var i sin bedste alder nu og Akari bemærkede at kattens pels var både glansfuld og tyk, hun så faktisk ret godt ud. Han strøg hende fortsat over ryggen indtil han nåede sit værelse. Han stoppede kort foran døren og vurderede hvordan han nemmest slap for smerter. Ira mijavede utålmodigt i hans favn og klatrede op på hans skulder, den der ikke gjorde ondt, og strøg kinden mod hans hår. Han kastede et blik på hende og vurdere om han helst ville have ondt i skulderen eller hånden.

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne var ikke meget for at indrømme, at han måske havde virket lige i overkanten ivrig, da han var spænet ned af trapperne for at komme Akari i møde. Han bemærkede heldigvis ikke, takker være klappen for hans muterede øjne, at køkkenchefen sendte ham et spørgende blik, for så var der faldet brænde ned… Det var jo nærmest som at se en prinsesse, der kom sin længe savnede prins, der netop var hjemvendt fra en grusom krig, i møde. Og sådan følte Etienne sig også. Efter alle strabadserne, var han blot blevet endnu gladere for sin livvagt, der altid havde haft en særlig plads i hans hjerte i modsætning til alle de andre ansatte. Akari var nemlig det tætteste, han nogensinde havde været på at have en rigtig ven.
Heldigvis reddede Akaris buk og hilsnen unge herre ham. Etienne hævede hagen og stod nu rank som en ægte adelsmand, før han gav et afmålt nik fra sig som en hilsen.

Akari adlød hans ordre. Heldigvis, for Etienne havde ingen backup plan.
Mens han stod og ventede på, at livvagten skulle få snakket færdigt med det øvrige personale og slæbt sit korpus ovenpå, rettede han fraværende på sin jakke. Det havde gået hurtigt for ham med at komme i tøjet i dag, og endda uden hjælp, så det så en smule sjusket ud; knapperne på den sorte jakke var knappet skævt, sløjfen om hans hals hang ulige, de knælange strømper var på det ene ben endt nede omkring anklen og hans hår var helt pjusket og afslørede ganske tydeligt, at han netop havde siddet og blundet op af et eller andet – i dette tilfælde et vindue – for det var kun den ene side af det gråblå hår, der havde lidt skade. Hans altid ny polerede sorte lædersko, altid nystrøgede hvide skjorte og de ganske neutrale sorte shorts sad dog perfekt.
Det var dog jakken der var det, Etienne gik mest op i; han lod slet ikke til at have bemærket de andre sjuskede tøjdele. Han knappede den op og knappede den igen, men hver eneste gang han gentog denne procedure, lod det til at gå galt; det var, som om der hele tiden enten var en knap for meget eller for lidt i hver ende.

”Forpulede jakke, jeg sværger, jeg skal aldrig iføre mig dig mere, hvis ikke du snart…” lød det hvislende fra ham, og resten af sætningen endte ud i en utydelig mumlen. Det varede heller ikke mange sekunder, før en af tjenestepigerne og husets butler ilede ham til hjælp og snart havde de rettet op på skaderne, så Etienne så anstændig ud, lige idet Akari satte kursen imod ham.
Han fangede livvagtens blik og fastholdt det, indtil manden havde talt færdigt. Det gippede helt i Etienne, da han hørte ordene, og han måtte beherske sig for ikke at give ham svar på tiltale. Den…! Hvad bildte han sig dog ind! Når Etienne gav ham ordrer, havde han bare at følge dem uden at stille spørgsmål eller betvivle hans ord!

Etienne havde mest af alt lyst til at fare direkte efter ham op af trappen, men han holdt sig tilbage. I stedet vendte han sig imod en køkkenpige, der stod og vred sine hænder i den fjerne endnu af forhallen.
”Melissa?” kaldte han. ”Vil du være så sød at bringe noget morgenmad op til hr. Misero?”
Pigen nikkede, og Etienne kunne nu følge efter Akari.

Han nåede frem til livvagten, der stod foran døren til sit værelse med en kat på skulderen. Det virkede som om han stod og tøvede med at åbne døren, men Etienne kom ham heldigvis i forkøbet. Han skyndte sig hen og åbne døren, hvorefter han sagde:
”Se, du er jo næsten gået helt derind selv, men hvis du tøver længere, skal jeg nok vise dig, hvordan jeg vil få dig derind!” Han smilede provokerende til Akari. Sandheden var, at han ikke havde andre planer i hovedet end at skubbe Akari ind, men det var måske også lige brutalt nok… Der var dog stor chance for, at Akari frivilligt ville gå ind, for tjenestepigen stod i den anden ende af gangen og sendte katten et vredt blik. Hvis blikke dog kunne dræbe...

[Akari Misero]

Akari vidste at Etienne ville reagere på formaliteten, det var den bedste måde at minde drengen om at han skulle opføre sig mere værdigt end det var tilfællet. Det gjorde ikke Akari noget at Etienne smed det formelde, men det ville ikke møde opbakning hos alle i huset. Derfor sørgede han også selv for at være høflig, korrekt og formeld når de var blandt andre. Han skulle jo ikke kun beskytte Etienne sådan fysisk, han havde også sat sig for at beskytte drengens navn og rygte også, mest af alt fordi det betød så meget for Etienne. Akari kunne ikke lade vær med at more sig over Etiennes handlinger, og måtte vende hovedet væk for at skjule sit skæve smil over Etiennes fjumren med tøjet. Det lignede ham ikke, hverken at fjumre eller at være så sjusket påklædt. Hvad havde han gang i? Akari gik jo ingen steder, udover op i seng hvis det stod til ham. Behovet for søvn trak i hans hjerne og overdøvede alle andre logiske tanker. Morgenmad? Tanken var slet ikke nået til Akaris hoved endnu, var han sulten? Da han gav sig tid til at mærke efter kunne han godt mærke sulten gnave i ham. Pudsigt, det havde han slet ikke bemærket. Han lagde imidlertid ikke mere i det, da det jo blev sørget for det og han fortsatte op af trappen. Han kunne godt mærke at Etienne skummede og det fik ham faktisk bare til at fortsætte med at drille ham. "Jeg kan se du fik styr på tøjet" fortsatte han i samme lave tone kort efter sin anden kommentar "jeg syntes ellers de upolerede look klæder dig" fortsatte han og sendte Etienne et tydeligt drillende blik over skulderen og lod de dybe blå øjne glide over drengens utilfredse ansigtudtryk inden han rettet blikkede mod Etiennes hår som en tydelig hentydning. Derpå gik han i forvejen og samlede sin kat op på vejen.

Akari vurderede stadig væk hvilken smerte der var værst da Etienne pludselig åbnede døren for ham. Han så både overrasket og undrende på drengen efterfulgt af et skævt smil han desperat prøvede at skjule. "Tak" sagde han blot og fraholdt sig fra at drille ham yderligere, selvom det var fristende. Ved hans ord kunne Akari alligevel ikke lade vær med at le. "Nåde" bønfaldt han og lo igen mens han gik ind i rummet. "Hvad med blot at fortælle mig om det i stedet så jeg hører efter næste gang?" foreslog han og skulle til at vende sig mod Etienne da hans blik faldt på værelset.

Akari spærrede øjnene op ved synet af sit værelse. Alting var enten væltet på gulvet, spredt for alle vinde, forrevent eller skrammet på anden vis. Han lagde en hånd over øjnene og sukkede tungt. Jo, Ira havde været i sit es dagen før. Han prisede sig lykkelig for at personalet havde begrænset hende til hans værelse ellers havde resten af palæet nok set lignende ud. Han fulgte efter Etienne og gik ind i rummet for at tage skaderne i øjesyn. "Acedia?" kaldte han og så rundt i rummet for at finde sine andre katte, den dovne ungkat Acedia ville uden tvivl have været et offer for Iras angreb på tydeligvis alting. Et dovent mijav det lød mere som et "maa" lød fra bogreolen og Akari gik derover. Katten lå på ryggen på nederste hylde og fladede fuldstændig ud. Akari satte sig på hug og betragtede den, kun enkelte overfladiske skrammer den nok havde fået ved ikke at flytte sig hurtigt nok, men Acedia kendte formegentlig ikke betydningen af ordet hurtigt. Han smilede for sig selv og lod en hånd glide over kattens mave. En doven, sløv og meget dyb spinden bredte sig fra nederste hylde, selv efter at Akari rejste sig igen og så sig om efter sin sidste kat. "Superbia~" kaldte han og næsten nynnede a'et for at tiltrække den selvglade killings opmærksomhed. Katten svarede med et syngende mijav fra det højeste punkt i værelset. Akari kiggede op og fandt den sorte killing der sad og så ned på alt og alle med et fornærmet udtryk. Superbia havde ingen skrammer og Akari var sikker på at hun havde sat Ira på plads så snart hun var kommet tæt på. Faktisk så killingen stadig oppustet ud, pelsen var i hvert fald i uorden. Som om katten læste hans tanker så vendte killingen hovedet og gav sig til at ordne sin pels på brystet og ignorerede de andre. Akari konstaterede at hans katte havde det fint, modsat værelset og dets inventar. Han vurderede hvordan katten mon havde fået væltet samtlige bøger ned fra reolen, den havde været så proppet at Akari selv faktisk fandt det besværligt at få bøgerne fri. Heldigvis havde hun ikke angrebet bøgerne men bare smidt dem på gulvet og så spredt dem ud over hele værelset. Akari sukkede. Det måtte han tage sig af senere. "Din djævel" sagde han opgivende og så på Ira mens sprang ned på gulvet og så op i sengen hvor hun rullede sig sammen. Nu Akari var hjemme så kunne hun slappe af. Han skrev sig bag øret at undskylde til tjenestepigerne, da værelset var tydeligt bevis på at katten havde været ustyrlig. Han sukkede af hende og bemærkede at sengen var urørt. Den var ikke engang uglet. Det var selvfølgelig de steder hvor kattene havde ligget, der var nogle fordybninger i stoffet men ellers var den som han havde efterladt den. Han rystede på hovedet og besluttede at vurdere skaderne næste dag, han var simpelthen for træt. Apropos træt så burde han nok skifte sin uniform med noget der var mere behageligt at sove i. Han bevægede armene for at trække jakken af men stoppede omgående da et voldsomt jag af smerte farede igennem ham og fik ham til at gispe. Han lod armene falde igen og bandede lavmeldt. Hvordan pokker gjorde han så?

[Etienne P. Kenilsworth]

Akari kommentar om Etiennes upolerede look fik den stakkels drengs kinder til at blusse helt op. Hans ansigt havde nu nogenlunde samme farve som den røde, snirkelmønstrede løber, der første hele vejen op af trappen. Akari, den.. den… forpulede djævel! Hvis det ikke var, fordi livvagten allerede var halvvejs oppe af trappen og dermed udenfor Etiennes hviskezone, så havde han ikke tøvet et sekund med at smide en flabet kommentar i hovedet på ham. Nu var Etiennes eneste våben at stikke tungen ud af munden efter ham, og det kunne han endda ikke engang, for stort alle butlere og køkkenfolk var samlet nede i forhallen, hvor de sikkert ville helt forskrækkede over den ellers så modne og ansvarlige Etiennes opførsel… Pokkers også.
Han vidste heller ikke, hvorfor han lige pludselig opførte sig sådan. Det måtte være noget ved Akari, der gjorde det… Normalt var han altid så fattet og alvorlig – hvis det ikke havde været for hans unge krop, ville enhver have gættet på, at han for længst havde passeret de tyve år. Han kunne sidde blandt middelalderende mænd og deltage aktivt i deres samtaler om forretninger og rejser og være mindst lige så moden som dem, men nu… Nu opførte han sig mest af alt som et lille barn. Akari havde fået ham helt ud af flippen. Livvagten havde set ham græde og knække sammen, da han blev bortført og ikke længere kunne opretholde den voksne facade, og nu drillede han Etienne som ingen anden nogensinde havde turde drille den stakkels rigmandssøn, og det var ham så uvant, at hans forsvarsmekanismer straks gik i gang og bød ham at drille Akari tilbage.

Han bed sig i læben og knyttede sine næver. Hvad var det for noget? Der var aldrig nogensinde nogen, der havde turde så meget som sende ham en flabet kommentar, selv hvis det kun var i sjov, for de vidste, at der så ville falde brænde ned. Men Akari… han gjorde det bare. Og underligt nok så gjorde det Etienne glad. Irriteret og knotten, men samtidig glad helt inderst inde. Akari behandlede ham som man kun ville behandle en ægte ven. Med respekt og ære, men samtidig med alt det sjove, der hørte med – såsom at joke med sin ven, der tydeligvis havde en dårlig hårdag.
Etienne glattede desperat sit hår, men det hjalp ikke spor. Suk.

Akaris ord om at fortælle ham om, hvordan Etienne havde tænkt sig at lokke ham op på hans næste gang, fik den blåhårede dreng til at ryste på hovedet.
”Glem det! Jeg afslører aldrig min plan, for så finder du bare en smutvej,” svarede han. Han smuttede udenom Akari og ind i værelset, men stoppede brat op, da han så, hvordan rummet så ud. Alt var revet ned fra hylderne, og rundt omkring i roddet sad Akaris katte. Etienne var ikke et sekund i tvivl om, at det var dyrene, der havde smadret alting, for hvem skulle det ellers være.

Han blev med ét helt alvorlig igen.
”Jeg får nogen til at kigge på det senere, men lige nu er det vigtigst, at du får hvilet dig lidt.”
Han lukkede døren bag dem, men straks blev hans opmærksomhed igen fanget af Akari, der gispede højt. Livvagten var i fuld gang med at hive sin jakke af, men var gået helt i stå. Først da Etienne så, hvor akavet han holdt sin arm, slog det ham, at det var den arm, Akari havde skadet. Det måtte være svært for ham at få jakken af, når det gjorde så ondt.
Etienne bed sig i læben. Det var nu, han blev nødt til at hjælpe Akari… Men hvordan? Han var jo nærmest ikke engang vant til at tage sine egne jakker af og på. Nå, men han måtte vel bare kaste sig ud i det.

”Har du brug for hjælp?” spurgte han og allerede inden han havde fået svar, stod han ovre ved Akari med hænderne på jakken. Han måtte stå på tåspidserne for at kunne nå, men det lykkedes ham meget langsomt at få hevet jakken af i forsigtige ryk.
Han smed jakken på gulvet – drengen vidste jo ikke bedre, for folk plejede at samle alting op efter ham – og gik over til Akaris klædeskab.
”Du kan godt selv få dine bukser af, ikke?” spurgte han, idet han gav sig til at lede efter noget der var lidt mere behageligt for Akari at sove i.

[Akari Misero]

Etienne gjorde præcis hvad Akari ville have, al den dystre stemning bidrog ikke til noget positivt, så at han kunne skabe en underholdene stemning passede ham fint. Akari lo lavt for sig selv, noget der tiltrak ham flere blikke fra tjenestefolkene. Akaris uniform var revnet, sjusket, beskidt og brændt, Akari selv var skadet og havde gjort begge arme ubruglige indefor de sidste 24 timer. Og alligevel gik vagten rundt og var i strålende humør. Til trods for et vis drama så var hans mission lykkedes og Etienne var udskadt bortset fra et par skrammer, det var en status Akari var tilfreds med. Når man tænker på hvad Etienne havde været igennem så var de få skrammer virkelig heldigt sluppet.
Akari morede sig desuden om at Etienne ikke kunne svare igen, for han vidste at drengen havde lyst til at sætte ham på plads. Det havde Akari også forventet at han ville gøre så snart de kom på tomandshånd, men det skulle udvikle sig anderledes end livvagten troede.
At Etienne altid opførte sig fattet og ordentligt var også noget Akari ikke forstod. Hvorfor i al verden mon Etienne gad det? Det var da meget sjovere hvis man droppede alt det der begrænsende pjat. Akari selv havde overdrevet en del som ung, men han mente selv at have fundet en middelvej hvor han ikke fornærmede folk men stadig havde det sjovt. Et leje hvor han følte han var sig selv. At han så opførte sig uværdigt i selvskab med Etienne var en undtagelse, måske fordi Etienne opførte sig så værdigt så bød han Akari at opføre sig stik modsat og hyle drengen ud af det. Akari smilede tilfreds da han bemærkede at han glattede sit hår. Succes.

Akari lo af ham. Han tvivlede på om drengen overhovedet havde haft en plan, desuden, hvordan ville han låse en mand med evnerne til at smadre igennem vægge inde? Han smilede for sig selv og tænkte lidt over hans kommentar. Drengen havde ganske ret, men han fandt nok en smutvej alligevel. "Du glemte en tot" sagde han lavmeldt inden han forsvandt ind i værelset med et skævt smil.

Etiennes ord fik ham til at smile for sig selv, det første Etienne tænkte på var altså værelset? Det ville ikke hjælpe at argumentere med drengen før han havde overskud til at få ham til at høre efter. Akari brød sig ikke om at det andet personale skulle ryde op efter ham, for pokker han ville have nok problemer efter hans kats raseritogt. Akari sukkede let. Men det med at hvile sig lød som en god ide, Akari mærkede tydeligt hvordan trætheden trak i ham og det var også grunden til at han havde givet sig i krig med sin jakke, for den ting var yderst ubehagelig at sove i. Men det var sværre end forventet. Men den sidste han havde forventet ville komme ham til undsætning var Etienne. Og efter hans opvisning i at tage tøj på var han ikke sikker på at det var helt sikkert. Men måske var knægten bedre til at tage tøj af? Tanken føltes malplaceret i hans hoved og han skød den til side, desuden fik han hurtigt andet at tænke på. Akari vendte hovedet og så på ham over skulderen "eh..?" han havde godt hørt hans spørgsmål men han havde ikke forventet det. Da Etienne lagde hænderne på jakken kneb han det ene øje sammen "forsigtig.." han bed tænderne sammen og udholdt smerten, da han ikke nåede at svare før Etienne rev jakken af ham. Han åndede lettet op og vendte sig og så efter Etienne. Hvorfor var drengen mon pludselig så opsat på at pleje ham. Og så igen, måske var denne 'pleje' hans måde at straffe Akari for at have været for langsom. Akari kunne ikke helt regne det ud og han betragtede sin arbejdsgiver med undrende mine som han gik over til skabet. Han kastede et blik på jakken på gulvet og trak let på smilebåndet, han havde haft samme forhold til tøj som yngre. Faktisk havde han det i store træk stadig sådan med tøj, nu var det bare ingen der samlede op efter ham. Akari sukkede og forventede smerten da han ren sin skjorte af med den arm hvor han kun havde skadet hånden. Det var til at holde ud men han brød sig ikke om at bevæge sig overhovedet. Dog gjorde skjortens lette stof at det lykkedes uden større smerter. Så var det overstået, fra da af svor han ikke at iføre sin overkrop mere tøj før smerterne havde lagt sig, om så Etienne beordrede ham. Han fulgte Etiennes eksempel og smed skjorten ved siden af jakken. Den var plettet af blod og sod og var praktisk talt ikke hvid længere. Det var heller ikke godt for hans sår at have noget så beskidt nær sig. Han kastede et blik på forbindingen om hans skulder, ryg og brystkasse. Den fik det til at se voldsommere ud end det egentlig var. Han så efter Etienne og smilede let over hans kommentar, hvis Akari nu sagde nej, hvad gjorde drengen mon så? Etienne ville sikkert overlade hjælpen til andre hvis det var tilfældet, det var Akari sikker på. Men til trods for sin opvækst som rigmandssøn så brød han sig efterhånden ikke længere om hjælp til at klæde sig af og på. Han gik over til sengen og satte sig på kanten og modtog et par fornærmede lyde fra sin kat fordi han bevægede sengen. Akari smilede for sig selv og trak det ene ben op så anklen hvilede mod det andet ben, derpå gav han sig langsomt til at åbne sine støvler, bukserne måtte vente. Han kastede et blik på Etienne som han stod der ved skabet. Det forekom livvagten hvor ung drengen pludselig så ud, det var ikke noget han normalt tænkte over, men Etienne forekom ham yngre end normalt, yngre og skrøbeligere. Han gik helt i stå og sad bare og kiggede på ham, var det oplevelsen der havde været grund i hans ændrede syn på drengen. Akaris blik hvilede på drengen selv efter drengen vendte sig bort fra skabet igen.

[Etienne P. Kenilsworth]

Selvom Akari ikke klagede, da Etienne hjalp ham med at få jakken af med den allerstørste forsigtighed, han kunne præstere, hørte drengen ham stadig ånde lettet op, da han vendte ryggen til ham. Det gav et lille sæt i ham, og han følte sig med det samme næsten helt… såret. Han havde jo bare prøvet at hjælpe, og han havde endda gjort sig umage med at være så forsigtig som mulig, og alligevel stod Akari dér og sukkede af ham. Han vidste godt, at det sikkert alligevel havde gjort ondt på livvagten, men det gjorde ham ikke mindre ked af det, at den anden åndede lettet op på den måde, lige så snart han vendte ryggen til.
Etienne bed sig i læben og sagde til sig selv, at han bare skulle ignorere det. Nu havde han sat sig for at passe og pleje Akari som tilbagebetaling for, at han havde hjulpet ham så meget – og for at det delvis var Etiennes skyld, at begge hans arme nu var ubrugelige – så han kunne ikke bakke ud nu.

Han fandt en bluse og et par bukser af noget behageligt stof, der uden tvivl måtte være nattøj, og vendte sig om imod Akari igen. Manden havde nu taget plads i sengen, der var placeret intet mindre end tre meter væk, men alligevel tøvede Etienne med at gå over til ham, for i samme øjeblik gik det op for den unge herre, at livvagten sad og kiggede på ham. Det var ikke bare et skødeløst blik, der havde til job at tjekke, hvad drengen havde gang i; nej, det var et intenst blik, som sad Akari og studerede hver en centimeter af hans ryg og nu hans før bortvendte ansigt. Og nu, hvor Etienne tænkte sig om, havde han ikke hørt Akari pusle rundt med sit tøj i noget tid snart, hvilket sagde ham, at manden havde siddet og betragtet ham med det selvsamme blik i længere tid, end hvad et normalt elevatorblik varede.
Drengen stod med let spredte læber og store øjne, det ene øje gemt bag både klappen og en pjusket pandelok, og kiggede lige tilbage på Akari. Det føltes som flere minutter, selvom det højst varede et par sekunder, før Etiennes kinder føltes varme og han måtte slå blikket ned i jorden.

Hvad var det dog, Akari gjorde ved ham? Han havde aldrig følt sådan før. Han følte sig så glad, hver gang han var sammen med den anden. Lige siden de havde skiltes havde han ikke lavet andet end at vente på, at hans livvagt skulle vende tilbage. Nej… ikke hans livvagt, men Akari. Selvfølgelig frygtede han at skulle leve hverdagen uden en livvagt til at passe på sig, men han frygtede endnu mere at skulle gå igennem hele dage uden at have Akari ved sin side.

Etienne trak vejret dybt ind, og da han vendte sig om, var han lige så bleg i ansigtet som han plejede at være. Kun en lille glød fra rødmen fra før hang ved, men den var svær at spotte, og Etienne følte sig igen helt fattet, selvom hans hjerte galoperede af sted inde i hans brystkasse.
”Jeg formoder, at jeg skal tage det dér som et nej?” sagde han og nikkede imod Akaris bukser, der stadig sad på hans ben. Han gik hen til den anden, lagde tøjet fra sig i en fint foldet bunke på sengen og vendte sig derefter imod Akari. Han havde aldrig nogensinde hjulpet nogen med hverken at iføre sig deres tøj eller tage det af, så han vidste ikke helt, hvordan han skulle gribe det an. Det endte med, at han lagde sig på knæ foran Akari på gulvet og begyndte at knappe hans bukser op med noget fumlede bevægelser som sad han og skulle stikke en tråd igennem et nåleøje. Begge ting var stort set lige svære og uvante for den uerfarne rigmandssøn.

[Akari Misero]

Det havde ikke været Akaris mening at såre ham og havde han lagt mærke til det havde han omgående udredet misforståelsen. Dessuden havde han også talt Etienne fra fornemmelsen af at skulle betale Akari tilbage. Det var der nemlig ingen grund til. Akari havde delvist redet Etienne fordi det var hans job og delvist fordi han holdt af knægten, at betale sådan en handling tilbage var næsten fornærmende. Som om at Akari ikke ville gøre det hvis ikke Etienne betalte ham tilbage? Det var absurd. Imidlertid havde Akari dog andet at tænke på end idealer og sårede arbejdsgivere. Hans krop smertede efterhånden så voldsomt at han havde lyst til at lægge sig ned og sove som han var, dagen skulle bare overstås, i morgen ville have kunne tackle alting meget bedre.

Ganske rigtigt sad Akari ikke blot og betragtede Etienne, han næsten studerede ham. Hver bevægelse, hver tomme, hver ændring i drengens fremtoning blev lagt mærke til. Normalt brugte Akari sit blik for detaljer til at undersøge områder og gerningssteder, men nu gjorde han brug af dem til noget helt andet. Selv da drengen vendte sig og kiggede på ham veg Akaris blik ikke, selvom det fandt vej til Etiennes øjne i stedet så ændrede det ikke formål og granskede næsten Etiennes sjæl i stedet inden drengen slog blikket ned.

Akari vendte blikket væk da Etienne fik farve i kinderne. Hvad havde han gang i? At sidde der og beglo sin arbejdsgiver var virkelig ikke normalt. Han rystede let på hovedet for at vende tilbage til virkelgheden og så derefter på Etienne igen. Drengen havde åbnet munden og talte nu til ham. Der gik et øjeblik før lyden trængte igennem til ham og han så ned på sine ben. Jo, han kunne godt tage sin busker af selv, med besvær godt nok men han kunne godt. Han havde bare valgt at betragte Etienne i stedet for at gøre noget ved det. Drengen satte kursen mod ham og Akari fulgte ham med øjnene med et langt mindre tankefyldt og intensivt blik end før. Nu var det blot for at holde øje med ham. Han betragtede tøjet som drengen havde udvalgt. Yderst behageligt, men Akari fik ikke brug for trøjen før næste dag. Han skulle til at række ud efter tøjet da Etienne pludselig gik i knæ foran ham og det gav et ryk i Akari af rent chok. Akari tog sig til hovedet og undertrykte af al magt det suk normalt ville have fulgt den gestus. Situationen var så bizar at han ikke anede sine levende råd for hvordan han skulle opføre sig. I nogle sekunder sad han bare og stirrede vantro på Etienne der fumlede med hans bukser. Så blev chokket afløst af latter. Akari brød sammen af grin og lagde næsten panden mod Etiennes skulder da han bukkede forover. Det tog et øjeblik før Akari fik taget sig sammen til at stoppe latteren og han rømmede sig let, smilet forlod ikke hans læber. Han lagde en hånd på Etiennes hoved og smilede til ham "Jeg sætter pris på din hjælp unge herre.." hans sætning døde hen som han egentlig lagde op til et 'men' han bare aldrig fik sagt. Igen blev hans blik mere seriøst som han betragtede Etienne, så lo han kort og hans skuldre faldt lidt ned "tak Etienne" sagde han så og kaldte sin arbejdsgiver ved fornavn. En af de sjældne gange hvor han gjorde det. Hans blik blev fanget af en vildfaren tot hår på Etiennes hoved som han granskede drengens fremtoning og han vendte den korrekt ingen hans blik gled videre. "Hvordan har du det?" spurgte han. Etienne så hærget ud selv om han prøvede at skjule det bag fint tøj og uforskammethed. Akari så direkte forbi det hele og holdt drengens blik for at vurdere sandheden i hans svar. "Har du fået sovet overhovedet?" spurgte han og rynkede panden let, Etienne havde haft rigelig mulighed for at sove i Akaris fraværd, men det lod ikke til at være tilfældet.

[Etienne P. Kenilsworth]

Akaris pludselige latter udløste så voldsomt et sæt i Etienne, at han trak sine hænder til sig i ren og skær forskrækkelse. Han stirrede op på den anden, først med et forskræmt glimt i øjnene, så med et irriteret blik. Hvad bildte Akari sig ind? Her sad han og prøvede at hjælpe ham, og så… så… så grinede den anden bare! Det kunne han slet ikke tillade sig; han burde sætte pris på Etiennes hjælp! Han glemte vist helt, at det var Etienne, der havde magten over ham, og han til enhver tid kunne sende ham på gaden.
Akaris hoved ramte næsten Etiennes skulder, og pludselig forduftede den irriterede følelse som dug for solen. I stedte bredte der sig et smil på Etiennes læber, der senere udviklede sig til en usikker latter. Okay, indrømmet, så kunne han godt se det sjove i situationen. Det hele var så bizart og uvant, at man ikke kunne gøre andet end at grine af det.

Han stoppede hvad han havde gang i, måske fordi han blev en anelse flov over det nu hvor Akaris latter havde sat situationen i et andet lys for ham. Han blev dog siddende, hvor han var, for i samme nu lagde den anden sin hånd på hans hoved og sagde noget til ham. Og han kaldte ham Etienne.
Det var en mærkelig fornemmelse at blive kaldt ved sit fornavn. Det skete så sjældent, for alle på palæet omtalte ham som unge herre, og når han var ude blandt ligestillede, var han stadig bare unge Kenilsworth. Selv folk fra gaden der kunne genkende ham, tiltalte ham heller aldrig ved fornavn. Det turde de simpelthen ikke, for det var dårlig skik og mangel på etikette. Etienne måtte give dem ret i denne betragtning, hvor meget han end ønskede, at verden ikke hang sådan sammen. Nogen gange ville han bare ønske, at han stadig havde familiemedlemmer tilbage, for hvem han bare kunne være Etienne.

”Selv… tak,” svarede han usikkert; hvad skulle han ellers sige? Situationen var så bizar, at han ikke var klar over, om Akari mente sit tak eller ej.
Etienne kunne mærke, at den anden pillede ved en tot af hans hår, og det føltes faktisk rart. Det var lige, så et smil bredte sig på hans lyse læber, men det forduftede lige så stille igen, da han hørte Akaris spørgsmål. Skulle han lyve nu, som han havde gjort overfor alle andre, der havde spurgt, eller fortælle sandheden?
Han vendte blikket mod sine fingre, som han gav sig til nervøst at vride.

”Jeg har det fint nok, jeg er bare lidt øm stadig, og jeg er meget træt, for…” Han gik i stå. Ville Akari mon synes, han var en komplet idiot, hvis han fortalte sandheden? Han havde jo haft mareridt… Dem havde han længe været plaget af, men efter hændelse sidste nat var der kun kommet endnu flere flammer og mere død i dem, og de var værre end nogensinde. Han havde bare aldrig turde fortælle nogen om dem, for det var jo kun små børn, der havde mareridt; ikke voksne mennesker som ham selv, eller i hvert fald ikke som det voksne menneske, han forsøgte at fremstå som…
Hans negl skar en skæv vinkel over hans finger, og der opstod en rød streg. Smerten hev ham ud af hans tanker, og han tog en dyb indånding, før han fortsatte.
”Jeg har haft mareridt…" Han rystede på hovedet og turde ikke engang kigge op på Akari.

[Akari Misero]

Akari bemærkede ikke rigtig Etiennes reaktion før drengen også begyndte at le. Heldigvis for Akari kunne Etienne se hvor Akaris tankegang var ført hen. Akari burde nok også havde forudset tankestrømmen og hvilken vej logikken i Etiennes hoved førte hen, men det hele var for komisk til at Akari kunne andet end at le af det. Dog, hvis det havde været en anden der havde behandlet Akari sådan så var livvagten nok blevet irrireret. Både over at blive undervurderet og nok også fordi at han fandt situationen akavet. Men at også Etienne fandt situationen bizar kombineret med at drengen tydeligvis var uvant med sådanne situaioner fik det derimod til at fremstå komisk for Akari. Det var sikkert også bedre at håndtere det med latter end med foragt. For Akari ville helst ikke være uvenner med Etienne af mere end en årsag.

Akari takkede ham ikke for hjælpen anden gang. Han takkede i stedet for alt det han vidste der lå i at Etienne hjalp ham. Det var jo ikke just noget som Akari havde forventet. Hans forventninger var gået mere i retning af at Etienne havde sat en af de andre ansatte til at passe ham, hvilket nok bare havde skabt spændinger iblandt de ansatte. Der ville nok opstå rygter når nu Etienne gav sig til at passe ham selv, men dem skulle Akari nok hurtigt få fjernet igen, når han kom på benene. Desuden var det ikke alle som drengen ville kaste sin stolthed til side for, og endnu færre han ville udstille sine manglende kompetencer foran. Mest af alt så takkede Akari ham for behandlingen som andet end bare en ansat. Livet som ansat passede ham fint, og det spil som han kørte sammen med Etienne var underholdende. Men han havde altid håbet på ikke blot at blive set som en ansat når situationen blev alvorlig, for gennem årene havde han fået et tættere forhold til Etienne end han nok burde. Etienne havde haft brug for at komme væk dengang han forlod sit hjem, men samtidig havde han haft brug for familiens støtte. Denne støtte havde han i større eller mindre grad fundet hos Kenisworth familien og selvom deres bortgang havde taget hårdt på ham havde han derefter viet sin karriere til Etienne. Faktisk mere end bare sin karriere. Deres et eller andet sted gensidige behov for en ven havde udviklet sig til et forhold som ingen af de to tidligere havde erkendt. Mest af alt fordi de havde fortsat deres høflige skuespil.

Akari rynkede brynene lidt da Etienne begyndte på sin forklaring, at han havde det fint stemte ikke overens med det Akari kunne se, men som drengen fortsatte forsvandt Akaris panderynke langsomt. I takt med at drengen talte gled Akaris blik over hans håndled så tilbage til Etiennes ansigt igen. Drengens udtryk gav Akari en fornemmelse af årsagen allerede inden Etienne fortalte det. Akari nikkede alligevel da Etienne forklarede årsagen og betragtede drengens hænder med et tankefuldt udtryk.

"Jeg beklager at mine evner ikke rækker så langt som også at kunne beskytte dig i dine drømme også" sagde han og mente virkelig hvad han sagde. Hvis nogen kendte til forbandelsen ved marridt var det Akari, for hans marridt forfulgte ham selv i vågen tilstand. Selv her flere år efter kunne han vågne med så voldsomme fantomsmerter at han faktisk troede på at han genoplevede dagen. Det var altid marridt der udløste smerterne. Drømmen kunne måske starte godt, men de endte som regel i en voldsomt kombination af blod, forræderi og smerte. Derfor tilbagte Akari også mange nætter med at vandre søvnløst rundt. Efterhånden kunne han mærke hvilke nætter det praktisk talt ikke ville betale sig at prøve at sove. For nogle nætter var værre end andre. Mange gange afhang det af oplevelserne i løbet af dagen eller af hans humør. Smerten i skulderen havde bragt ham tilbage i tiden til det øjeblik hvor den første smerte havde skåret sig igennem hans skulderparti. Akaris blik blev dystert og han bøjede sig ubevidst frem og lagde panden mod Etiennes hoved. Han vidste hvad Etienne gennemgik og han ønskede virkelig at kunne fjerne denne belastning fra drengens sind.

[Etienne P. Kenilsworth]

Akaris kommentar fik Etienne til at trække lidt på smilebåndet. Han var glad for, at den anden tog ham alvorligt og ikke lavede sjov med det, han sagde. Man skulle aldrig undervurdere mareridts kræfter. Godt nok virkede det som noget, kun små børn havde, når de drømte om monstre i deres klædeskabe, men selv voksne mænd kunne være jaget af mareridt. Etienne havde engang hørt en historie om en, der havde så slemme mareridt, at han aldrig sov og til sidst døde af søvnmangel. Om han skulle tro på historien eller ej, var han stadig i tvivl om, for kunne man overhovedet dø af søvnmangel? Det lød helt tosset.

”Hvis du kunne det, tror jeg ikke, du ville arbejde for mig. Så ville du for længst have fået ansættelse hos kongen,” svarede han og blev næsten helt mut ved tanken. Akari var godt nok en konge værdig med hensyn til kvaliteter indenfor sin profession, men han hørte til hos Etienne, det var drengen ikke et sekund i tvivl om, og hvis Akari nogensinde fik tilbudt et job hos højere magter, ville han da også gøre alt, hvad han kunne, for at få ham til at blive.

Han bemærkede godt det dystre blik, der i et kort glimt viste sig i den andens øjne, lige før Akari lagde panden imod hans hår. Etienne rynkede på brynene. Hvad var det for et blik? Det kunne da ikke være på grund af Etiennes mareridt, at hun så sådan ud. Nej, der måtte stikke noget mere under… mon Akari også havde mareridt engang imellem? Nu hvor Etienne tænkte over det, kendte han jo slet ikke til Akaris fortid. Måske havde han også traumer som jagede ham i hans drømme?
Etienne rykkede lidt på sig, så han kom tæt nok på Akari til at kunne ligge armene om livvagtens liv – det eneste han kunne nå fra sin position på gulvet – og lagde sin pande imod hans mave. Akari lignede virkelig en, der havde brug for et kram, syntes han.

”Tak, Akari…” mumlede han ned mod den andens bare mave og forbinder.

[Akari Misero]

Akari ville altid tage Etienne seriøs når drengen selv var seriøs omkring det, og til trods for at drengen virkede nervøs over at indrømme at han var plaget af marridt, så lod ham virkelig til at være plaget af det. Alle havde marridt, den eneste forskel var hvordan man håndterede dem og hvor mange man fortalte det til. Børn var ikke så godt til at skjule det som voksne var, og Akari måtte være ret god til det hvis Etienne ikke havde bemærket at det plagede hans livvagt. Men det var også en del af Akaris job, for Etienne ville sikkert ikke føle sig lige så sikker hvis Akari virkede uoplagt eller plaget.

Akari lo let af hans kommentar, ansættelse hos kongen? Tjo, det var sandsynligt at han ville blive tilbudt et job hvis han besad sine evner til at beskytte kongen fysisk og derudover også besad evnerne til at beskytte kongens sind. Enhver ville vel ønske sådan en livvagt. "Selvfølgelig ville jeg stadig arbejde for dig, jeg nærer intet ønske om at skifte arbejdssgiver" svarede han roligt. Ligesom Etienne var han overbevist om at de hørte sammen, Akari havde fundet sin plads i rollen som Etiennes livvagt. Han havde aldrig befundet sig godt i rollen som rigmandssøn, men derimod som ridder. Men ingen af tingene kunne sammenlignes med jobbet som livvagt. Måske havde Akari været en fryd for ridderkorpset, men han foretrak alligevel sin nye proffesion. Det var også nemmere at beskytte én frem for en hels bys befolkning. Og selvom folk både så op til og kastede deres kærlighed på ridderne, så var det forhold han havde udviklet med Etienne langt mere værdifuldt for ham. "Hvad skulle jeg desuden hos kongen?" spurgte han mumlende og trak Etienne ind til sig "det ville blive alt for meget arbejde" tilføjede han med et smil. Selvom han havde ondt og selvom han selv var så udkøt at han kunne falde i søvn stående, så tog han Etiennes søvnmangel mere alvorligt.
Der var en grund til at Akari ikke talte om sin fortid, det var smertefuldt for ham både at huske hvad det var sket og betro sig til andre. At han havde fortalt Etienne om dengang han mistede sine vinger var en tillidserklæring uden lige, Etienne var den eneste fra Talian der kendte til det og den eneste Akari havde mødt efter episoden som kendte til den. Han smilede blidt som han så ned på drengen og lænede sig forsigtigt frem og løftede drengens underkrop op i sengen ved siden af sig. Han lod stadig Etienne holder fast om sig, for, som Etienne havde gættet, havde han brug for en der holdt om ham en gang imellem. Selvom Akari foretrak at passe på andre og være den der trøstede, så kunne han ikke benægte at det føltes rigtigt. Men måske havde det noget at gøre med hvem der krammede ham? Akari strøg ham blidt over håret og lod så blikket glide over sin forbundne hånd. Det var den han havde benyttet, den gjorde mindst ondt. "Bare rolig" forsikrede han ham "jeg skal ingen steder og jeg skal nok beskytte dig, også selvom det betyder at jeg skal overtage dine mareridt" sagde han og blev opmærksom på at Ira nærmede sig og krøllede sig sammen som en kugle ved hans side. Han smilede for sig selv, på den ene side Etienne og på den anden side Ira, to meget modsatte sider af hans liv.

[Etienne P. Kenilsworth]

Akaris kommentar om, at han ville blive hos Etienne, fik drengen til at trække på smilebåndet. Det gjorde ham glad selvom han nu nok selv kunne finde på mindst hundrede årsager til, at Akari skulle arbejde hos kongen. Han ville få et større værelse, højere lån, mindre arbejde idet han ville have omkring tredive kollegaer med samme professions og sikkert også flere fridage.

”Jeg tror nu, du ville synes om det. Der er garanteret smuk i kongens slot,” svarede han, før han blev løftet op i sengen til Akari. Han kunne lige forestille sig hvordan det måtte være at være kongen og hver dag gå ned af tusindvis af lange gange med malerier af kendte kunstnere på alle væggene, udstillede porcelænsvaser, guldudsmykkede lofter og høje træpaneler, der hver især fortalte sin egen historie med deres smukt udskårne billeder. Og så selvfølgelig gardinerne for vinduerne, lange, tunge bomuldsgardiner i dæmpede røde farver og bag dem udsigten til en enorm have fyldt med alverdens blomster og eksotiske planter.

Han hvilede sit hoved imod Akaris skulder og betragtede katten, der nærmede sig.
"Det tror jeg ikke på du kan..." mumlede han. Hans øjenlåg føltes tungere og tungere, men pludselig sprang han nærmest op fra sengen. Han var jo kommet for at passe Akari, ikke for at sidde og sove!
"Du burde virkelig ligge dig til at sove nu," sagde han og sendte den anden et strengt blik.

[Akari Misero]

Akari betragtede ham med et roligt udtryk, Akari kunne modsat Etienne ikke finde ret mange grunde til at blive kongelig vagt. For det første ville det kræve meget mere overvågning, samarbejde med andre som enten kunne kræve mere af Akari eller mindre af sig selv. Desuden ville det betyde at Akari havde langt flere modstandere end han havde allerede. For kongen var et langt mere udsat mål end en rigmandssøn. Den mest gennemtrængende grund til at blive i sit nuværende erhvern var at han faktisk syntes om at arbejde for Kenlisworth huset. Både forholdende og menneskerne tiltalte ham. Når han nu ikke interesserede sig for det materielle så betød mere i løn ikke så meget. Specielt ikke hvis det også betød mere arbejde. Akari fnøs let "Jeg tog ikke arbejdet her fordi her er flot" kommenterede han tørt "og jeg ville ikke skifte erhverv bare for at få pænere bolig" tilføjede han med en hovedryten. Troede Etienne virkelig at Akari blev pga. alt der materielle? Han grublede lidt for sig selv, var det det indtryk Akari havde givet drengen af sig selv?

"Desværre ikke" svarede han og nikkede let. Akari holdt let om ham med sin arm, men undlod så vidt muligt at benytte sin hånd. Han ventede faktisk bare på at Etienne skulle falde i søvn så han kunne guide hans sovende krop ned at ligge, men sådan skulle det ikke være. Akari sukkede opgivende af ham da han sprang op, hvorfor insisterede han på at bekæmpe søvnen? Han betragtede ham spørgende og vurderende blik "Det burde du også" sagde han roligt og betragtede sin arbejdsgiver "jeg er okay, så du behøver ikke overvåge mig" sagde han med et skævt smil. Hvis Etienne faldt i søvn i værelset ville der nok ikke ske det store, Akari kunne altid vælge en anden seng eller lignende at sove i. Han ville alligevel ikke kunne undgå smerterne så snart han lagde vægt på sin skulder. "Læg dig ned, din krop har brug for at du sover" sagde han lettere formanende og nikkede mod sengen "som din livvagt er det min pligt at beskytte dig, selv mod din egen stædighed" informerede han og hans blik blev bestemt. Hvis Etienne ikke selv gik med til at indhente noget af den tabte søvn, så havde Akari ikke rigtig andet valg end enten at overtale ham eller tvinge ham.

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne lyttede til Akaris ord, men han svarede ikke. Hver af dem havde sin mening, og hvis det der var Akaris, så måtte han have lov til at have den i fred. Etienne var dog glad for, at Akari gav udtryk for, at han hellere ville arbejde her på palæet end på kongens slot, selvom det var tusind gange så overdådigt og forholdene ville være en milliard gange bedre for livvagten.

Da Akari modsatte sig hans ordre om at få lidt søvn, satte han hænderne i siderne og sendte ham et irriteret blik. Det var ham, der var arbejdsgiveren her, så Akari havde bare at følge hans ord ret. Det irriterede ham gevaldigt, at den anden ikke bare kunne ligge sig ned og sove, når han bad ham om det, ikke så meget fordi Akari ikke gjorde, som han sagde – det var han sådan set ligeglad med, for de var jo ikke på arbejde nu - men fordi han havde udvist omsorg og ømhed overfor livvagten ved at passe ham på denne måde…
Hvorfor kunne Akari ikke bare lade ham lege sygeplejerske, eller hvad han lige nu havde gang i, og for en gangs skyld lade være med at tænke på sin værdighed? Han var træt, det kunne enhver se, om end endnu trættere end Etienne, og så var han tilmed såret. Han havde brug for søvn.

”Drop det der,” lød det fra Etienne, der skubbede Akari tilbage i sengen. ”Du har ingen pligter lige nu, for jeg har givet dig en fridag, og min stædighed skal jeg så sandelig nok selv klare. Det har jeg gjort i femten år, og jeg har ikke tabt til den endnu.”
Han smilede skævt til Akari, før han tog dynen i hænderne og lagde den over livvagten.
”Nu skal du ikke tænke på andet end at få lidt søvn, så dine sår kan hele, og så skal jeg nok passe på dig.”

Han rejste sig og trådte et par skridt væk fra sengen, idet han betragtede Akari for at holde øje med, at han blev i sengen. Når den anden engang havde givet udtryk for ikke at ville rejse sig igen, ville han gå nedenunder og hente det mad, han havde fået køkkenpigen til at lave til livvagten. Mad og søvn var nok det, Akari havde allermest brug for lige nu, men en ting af gangen. Maden kunne han få, når han engang vågnede.