Klavertime

[Etienne P. Kenilsworth]

Det var endnu engang blevet tid til Etiennes ugentlige klavertime. Han trippede frem og tilbage foran det store flygel i husets vestlige fløjl, mens han ventede på, at hans klaverlærer, Akio, skulle ankomme. Hans blik flakkede fra tid til anden hen på det store ur, der hang på den ene væg, og det slog ham, at Akio aldrig havde været så forsinket før. Viserne viste allerede ti minutter over tid, og det undrede den unge knægt. Mon der var sket noget? Man kunne aldrig vide. Folk blev slået ned selv ved højlys dag i disse dage…
Til sidst blev han træt af at vade frem og tilbage og faldt i stedet sammen i en behagelig lænestol når hoveddøren. Her kunne han også bedre se, når Akio kom. HVIS Akio da havde tænkt sig at komme… Han var allerede et kvarter forsinket.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var aldrig forsinket. det vidste de fleste. men denne dag var det et uheld. han skulle ha renset sine sår og langt ny bandage og der havde han som altid været noget irreteret over at det blev gjort så forsigtigt som var han et barn man ikke ville få til at grade. Akio sad og trampede med sin fod og da de var færdige med at ligge en ny bandage, rev han sin jakke ned fra en kro og for ud af døren jakken kastede han over sig da hans skinder på armene gjorder det umuligt at bevæge arm så den blev bare kastet over. den var lang og sort. så han lignede en skygge med hvidt hår når han gik igennem gaderne. han kom til palæet og bankede på. han vidste han var forsinket men som altid var hans ansigts udtryk koldt og tomt.
døren blev åbnet af en tjeneste pige som var faret der over og nejede for Akio.
"godt De kom. Den unge here har ventet Dem Hr Takahiro."
Akio gik forbi pigen da han havde set den tybiske holdning i stolen fra han elev. Akio havde spillet for ham i rigtig mange år.. selv før hans forældre forsvandt. derfor kom han stadig og undervidste. i det han gik forbi pigen tog han fat i hans jakke og hang den over en stumtjener. Akio stilte sig foran Etienne.
"beklager De har måtte vente."
Akioes arme var helt hvide af bandagen og var stive pga de træ skinder som log inde under bandagen for at sårene ikke blev revet på

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne var døset hen i al sin kedsomhed, men han vågnede med et sæt, da den tunge dørhammer lød. Det kunne kun betyde en ting; Akio var kommet. En af tjenestepigerne fór hen for at åbne døren for pianisten, og i mellem tiden skyndte Etienne at rejse sig op og rette på sin skjorte, så han så nogenlunde anstændig ud. Hans gråblå hår strittede i nakken og den similistenbesatte klap for hans øje havde rykket sig, så det mærkværdige lilla øje var kommet til syne. Alt dette fik han dog hurtigt rettet på, før Akio pludselig stod foran ham.
Den hvidhårede herre undskyldte, og Etienne tvang et overbærende smil frem på sine tynde læber. Han hadede, når folk kom for sent, fordi han var så utålmodig, som han var. Inderst inde var han jo kun et lille barn, der ikke kunne holde ud at sidde stille på en stol mere end fem minutter af gangen. Men som altid tog han en maske på og forsøgte at opføre sig som en anstændig, voksen herre.
”Det skal De skam ikke undskylde for. Det kan ske for selv den be-…”
Pludselig gik han helt i stå. Hans opmærksomhed var blevet fanget af de hvide bandager, som Akios arme var pakket godt og grundigt ind i, og pludselig krakelerede hans maske; hans øjne blev store og hans bryn rynkede ganske let, idet han kiggede op på Akio, der ikke var specielt høj, men stadig en del højere end Etienne selv.
”Akio, hvad er der dog sket med dig?" udbrød Etienne og glemte pludselig alt om høflighed og formelle tiltaleformer.

[Akio Minori Takahiro]

Akio havde stået ganske roligt og betragtet drengen. ikke et eneste tegn på den smerte armene barn. ikke en tegn på smerte for det han havde været udsat for. Akio så på ham. Akio var højere end man troede. men han stod altid på afstand så folk ikke så det lige ved første øjekast. han hørte hvad drengen sagde og nikkede roligt til Etienne pludselig stoppede mit i sin sætning og for op.
Akio trådte roligt et skridt tilbage. for ikke at blive rørt. han så på drengen. han anede vist ikke rigtigt hvordan han skulle beholde sin høflighed når man fik chok. Akio hævede et bryn og så ned på sine arme. han så roligt på Etienne.
"det er ikke noget De skal tænke på. Da jeg er forsinket synes jeg at vi skal begynde med det samme"
ikke en eneste mine af noget. Akio var kold. han havde aldrig snakket om sin fortid. om sin nutid eller hvad han lavede ud over at være Pianist. han vendte om på hælen og bevægede sig mod det rum hvor Etienne havde sit flygel. Han stoppede ved døren og så mod Etienne.

[Etienne P. Kenilsworth]

Akio lod til at være meget ivrig efter at komme igang, eller også var det bare, fordi han ikke gad snakke om, hvad der var sket med hans arme. Nu hang tingene bare sådan sammen, at jo mere man hemmeliggjorde noget for Etienne, jo mere nysgerrig blev han.
Derfor fulgte han noget tungfodet efter Akio ind til flygel, men satte sig ikke, da Akio stoppede op. I stedet stoppede han op og stillede sig foran ham, hvorefter han med smalle øjne sendte ham et mistænkeligt blik.
"Men det er altså noget, jeg tænker på. Jeg vil gerne vide, hvad der er sket med Dem, så jeg kan stille de personer, der har gjort dette imod Dem, til ansvar for at have forringet min klaverlærers præsentation foran klaveret ved at brække hans arme. Det er ikke noget, jeg vil se igennem fingre med, for det går nemlig udover min undervisning."
Etienne var nemlig ret sikker på, at det var nogen, der havde gjort dette ved Akio, og ikke noget. Hvor sandsynligt var det måske, at man bare faldt ud af det blå og brækkede begge arme?

[Akio Minori Takahiro]

Akio stod roligt da Etienne stoppede op foran ham og snakkede om hans arme. Akio løftede et øjenbryn til det Etienne sagde. brækkede? hvorfor troede han dog det. Akio gik ind i rummet og så på flyglet og så mod Etienne.
"fordi jeg har bandage på betyder det ikke at min præsentation er mindre."
Akio skubbede bænken tilbage så hans arme var helt lige da han satte sig ned og begyndte at spille så Etienne kunne høre at Akio ikke var blevet dårliger af at være skadet. Akio mærkede smerten inderst inde ved at bevæge armene så meget men han gjorde nu. men man så ikke smerten i hans udtryk.
imens han spillede begyndte den ene bandage på den venstre arm at blive våd og rødlig. det var blod. Akio ville ikke ha en dreng. og slet ikke en på 15 til at blande sig i hvad eller hvem der havde gjort dette ved han. han ville altid holde sine ting for sig selv.
Melodien.

[Etienne P. Kenilsworth]

Akio var åbenbart stædig. Pokkers. Etienne hadede stædige mennesker, mest af alt fordi han selv var stædig som ind i helvede, og at være stædig og nysgerrig var bestemt ikke en god blanding.
Han lænede sig op af dørkammen og betragtede sin klaverlærer med korslagte. Det lød fejlfrit som altid, og Akio så ikke ud til at have specielt ondt. Der var intet usædvanligt at se, i hvert fald ikke før hans ene arm pludselig antog en rød farve. Det tog kun et splitsekund for Etiennes raske hjerne at regne ud, at det var blod.
Han skubbede sig væk fra dørkammen og måtte beherske sig for ikke at spæne over til Akio, for han var ret sikker på, at læreren så bare ville stikke ham en syngende lussing for at være nærtagende. I stedet bed han sig i læben og trådte varsomt nærmere.
"Akio, jeg tror, det er undervisning nok for i dag," bekendtgjorde han og nikkede imod den blødende forbinding. "Jeg henter en af tjenestepigerne, så de kan gøre noget ved det dér." Han gjorde mine til at forlade rummet for at finde den såkaldte tjenestepige.

[Akio Minori Takahiro]

Akio spillede med lukkede øjne og som altid forstilte han sig ting i sit sind men da Etienne sagde det var nok undervisning åbnede Akio øjnene stadig spillende. dg hamrede han finderne i flyglet da Etienne sagde han ville hente tjeneste pigen for at hun kunne ordne hans arm.. han havde rejst sig på samme tid. han vendte sig mod Etienne og gik væk fra flyglet og skubbede bænken ind.
"nok har jeg bandager på. nok er mine arme stive. min undervisningen er aldrig slut før jeg har opfyldt mit job som dine forældre hyrede mig for."
han nikkede mod bænken for at sige han skulle sætte sig. Akio huskede at Etiennes forældre ønskede at han kunne spille så smukt at folk ville stoppe op og lytte. Akio havde lovet sig selv at det ville han gøre alt for at Etienne kunne. selv vis han blev fattig. Akio vidste at sit liv med musiken i Flyglet havde gjort det var der hans følelser kom ud fra.
Akio virkede ligeglad med sin lettere blødene arm. som om han bare tænkte på Etienne. det gjorde han jo også. men han vidste at sårene bare skulle ha tid. alle sår kunne gå op, det var jo det som var sket nu så han var ligeglad med det.

[Etienne P. Kenilsworth]

Det gav et ordentligt sæt i Etienne, da musikken pludselig stoppede og blev erstattet af lyden af Akios hånd, der hamrede ned på tangenterne. Se, dét var noget der kunne få gang i den unge dreng ben. Han skyndt sig hen til klaveret, for som de fleste andre børn på hans tid, var han blevet opdraget med prygl, så han vidste, at når en voksen blev sur, så var det altså alvor. Og så var det lige meget med hans status og med, hvor mange penge han havde i hænderne og hvor modent han end opførte sig – voksne var voksne, og når de blev sure, så slog de.
Og det lettede ikke ligefrem på atmosfæren, at Akio blandede hans forældre ind i det. Etienne knyttede sine næver og mærkede, hvordan den velkendte fornemmelse af tomhed bredte sig i hans mave. Han savnede dem… han savnede dem noget så inderligt, men det kunne han ikke tage sig af lige nu. Han kunne ikke stå her og flæbe over tabet af sine forældre, og da slet ikke, når Akio var her. Nu måtte han være voksen og diplomatisk og gøre, som han fik besked på.
På trods af sin pludselig beslutning om alligevel at satte sig ved flygelet, stoppede han dog op et par meter fra den lille skammel, Akio sad på. Han måtte gøre et sidste forsøg på at få ham til at tale.
”Jeg nægter,” begyndte han. ”Jeg vil ikke være skyld i, at Deres sår sprænger op, og når jeg ikke vil tage imod undervisning, har De intet at gøre her. Jeg foreslår, at De slår et smut forbi lægen, og jeg følger Dem gerne på vej. Så kan De også fortælle mig, hvad der er sket.”
Og uden videre tog Etienne de sidste par skridt og tog blidt fat om Akios overarm for at hjælpe ham op. Hans fingre var tynde og fintfølende som en kvinde, og det var med yderste forsigtighed, at han rørte ved sin klaverlærer.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var ikke den som slå på nogle. ikke den grund. han så at Etienne var på vej men stoppede. Akio som stod op i forvejen så undrene på knægten og da han sagde han nægtede lukkede Akio øjnene og samlede sin ro. han åbnede dem igen og så på Etienne.
"jeg har været ved lægen. det er nettop ham som har givet mig skinder på mine arme... så jeg tager ikke der over igen forløbig. nu sætter De Dem ned på Flygel bænken og spiller det jeg vidste Dem sidst."
Akio så på ham og mærkede de tynde finger. Akio kunne ikke tage fat i dem pga hans arme var i skinder. fra over til håndled. han så på Etienne og kunne se en smulle tristhed tomhed som i ham selv. Akio kendte til tab af forældre. desværre var hans forældres død slettet fra alle der havde set det skes hukommelse. kun Silvia og Akio kendte til det.

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne sukkede dybt og gav endelig efter. Han satte sig, som han fik besked på, og lagde sine fingre på tangenterne, men han spillede ikke. I stedet vendte han blikket mod Akio, og stædigheden var tydelig at spore i de blå øjne. Han havde ikke givet op endnu.
"Jeg skal nok, men... vil De så i det mindste ikke gå ud i køkkenet og få en af tjenestepigerne til at se på Deres forbinding? Jeg vil ikke have, at nogen skal forlade mit hjem og se sådan ud..."
Det sidste var en stor, fed løgn. Sandheden var, at Etienne faktisk bekymrede sig for Akio og ikke ville have, at der skulle gå betændelse i sårene, men det ville han ikke indrømme. Tænk hvis Akio mistede armene og ikke kunne spille klaver mere... Så ville han ikke længere besøge palæet... Og så havde Etienne mistet endnu en person i sin liv...
Han snøftede en enkelt gang og rankede ryggen. Nej, nej, nej! Han måtte holde sin facade oppe og ikke te sig som et lille barn... Han rynkede brynene og trak vejret dybt ind. Tag dig nu sammen, Etienne...

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på Etienne og slappede af da drengen endelig satte sig ned på bænken. så skulle han ikke sige det en gang til. Akio så på ham og da han sagde det med bandagen så han på ham og løftede brynet. se sådan ud som om han var indsmurt i mudder, Akio trak vejret dybt og så på Etienne.
"vis Deres tjenestefolk piller Bandagen af piller de urteblandningen af som skal være med til at gøre det ikke ... betænder så meget"
det lød dum. især fordi at Akio vidste at da han kom til Shade var der betændelse i sårene. men dette skulle holde det nede så Akios krop kunne nå at følge med og bekæmpe betændelsen. Akio stilte sig bag ved Etienne. og så ned på tangenterne.
"men bare rolig. lægen har redet mine arme. de skal bare ha tid det er alt"
Akio vidste at uden shade ville han ha mistet i hvert fald den venstre arm vis følelse havde været væk. han hørte snøftet og så undrene på Etienne. hvorfr snøftede ham. var det den tristhed og tomhed han havde set som var skyld i det.

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne rykkede let på sig ved Akios forklaring. Tja, hvis ikke han mente, at man burde fjerne forbindingen, så måtte det vel være sådan.
Etienne trak på skuldrene. "Som De vil."
Derefter vendte han sin opmærksomhed mod flygelet. Tangenterne så så indbydende ud i deres sorte og hvide farver, og hans fingre dansede let henover dem, idet han gav sig til at spille det, som Akio havde vist ham sidst. Han havde øvet det mange gange i de foregående uge og kunne det nu udenad, men da han spillede, var det som om han manglede den sædvanlige glæde ved at side foran flygelet.

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på ham og blev lettet over at Etienne ikke ville blive ved med at presse på. Akio så på ham da han begyndte at spille og Akio kunne se og høre på musiken at glæden manglede. Akio ventede til han var færdig med at kommentere det. Akio gik over ved siden af flyglet så han kunne se Etienne i øjnene.
"Næsten fejlfrit"
Melodien havde været fejlfri men uden glæde kunne man lige så godt spille noget andet. Akio så på ham og lagde hovedet på skrå.
"hvad er der sket med Deres glæde. den melodi er lavet til glæde, husk at spille dine følelser ud. melodien kan spilles til triste følelser men det har De ikke lært hvordan man gør"
Akio tænkte over hvordan han skulle få Etienne til at finde glæden ved at spille musik. han anede ikke hvad der gjorde Etienne glad men hvad end det var skulle han nok finde det en dag, han vidste jo at Etienne var menneske. det vidste han fra første øjekast så det ar ikke mutant hemmeligheden som gjorde Etienne ikke var glad

[Etienne P. Kenilsworth]

Etienne stoppede med at spille, med det samme Akio brød ind. Det krævede vist heller ikke den store musikalske viden for at gennemskue, at han ikke havde hjertet med i det, han spillede.
"Jeg spiller skam mine følelser," svarede han blot, før han rejste sig og slog klappen ned for tangenterne. "Og det må så være nok for i dag."
Som situationen var nu, ville han alligevel ikke få noget ud af at spille længere...


(Sorry, jeg kunne slet ikke finde på noget kreativt at skrive...)