Post by Lisa Cross on Jul 4, 2012 11:42:32 GMT 1
*Lisa Cross*
Fulde Navn: Lisa Cross
Kalde/kælenavn: Lady Cross, Enkebaronesse Cross, Frøken Cross, og hvad der ellers findes af passende tiltaleformer. Eneste undtagelse er hendes familie, som hun er dus med, og derfor kalder de alle hinanden ved fornavn.
Alder: 21 år – Lisa ser også ud til at være 21 år
Seksualitet: Heteroseksuel
Bydel: Øst
Job: Intet egentligt job, da Lisa er enkebaronesse og derved ikke behøver tjene til dagen fordi hendes familie forsørger hende.
Rang: Overklasse
Udseende: Lisas hår har en naturlig, mørk farve, og krøller i store, fine bølger. Det går hende nu til omkring midt på ryggen. Hendes pandehår er langt og skubbet til den ene eller den anden side, og hun sætter ofte sit hår i en enkel frisure, med pandebånd. Men det sker også, at hun bare lader det hænge.
Lisas øjne er lyse grå-blå. De er hverken rigtigt grå eller rigtig blå, men et sted lige midt i mellem. Lisas øjne er døde. Hun lever i en sort verden, for hendes øjne ser ingenting. Engang gjorde de, men det er længe siden, og hun har vænnet sig til, at være blind nu.
Lisa er lille og spinkel. Hun er godt en meter og halvtreds, og hun vokser ikke mere, så hun vil altid være så lille. Udover hendes højde er hun også meget spinkel, hvilket gør, at hun på afstand ser meget yngre ud end hun er. Hun er ikke særlig stærk fysisk, heller. Hendes former er ikke de mest fremtrædende; hun har en smal midje og smalle hofter, mens hendes barm heller ikke er den største. Hun bevæger sig som en skovalf, lige så net, yndefuld og elegant.
Lisa holder af at sidde nede ved søen og mærke solens stråler i sit ansigt, derfor har hun en fin lysebrun farve. Derudover er hendes hud meget blød, fordi hun altid sørger for at pleje den med diverse cremer, og så har hun aldrig været rigtigt plaget af filipenser.
Da Lisa ikke kan se, må hun altid stole på sin kammerpige, når der skal vælges tøj til dagen. Som enkebaronesse går hun kun i kjoler. Hidtil har det været mest sort på grund af sørgeperioden, men den er ovre nu, og derfor kan Lisa tillade sig at iføre sig hvad-som-helst.
Faceclaim: Unknown
Personlighed: Lisa har en lidt splittet personlighed. Hun er den stille og generte pige, der bare holder sig for sig selv. Det er ingen hemmelighed, at hun foretrækker at være alene, men hun kan snakke med alle. Det er meget svært at skræmme hende med ord eller fysiske tilnærmelser. Hun er jordbunden, og hun tænker altid over hvad hun siger. Hendes stemme er aldrig høj, men en smule lav og meget velovervejet. Der er ikke meget spil i den, nærmest som om stemmen også er død. Det er dog muligt at få hende til at kravle ud af skallen, så hun ler og smiler rigtigt og lægger ligesom følelse i sine ord. Så bliver hun til den pige hun var, inden ulykken indtraf, og hun blev blind.
Inden ulykken var hun en smilende, leende pige; et livligt barn der ikke stod tilbage for fysiske udfordringer eller andre spændende oplevelser. Hun kunne grine og lave sjov, i hendes øjne sås livslysten og det kæmpe overskud af kærlighed, som hun lå inde med.
Nu er hun helt anden pige. Hun ler ikke. Hun smiler kun sit eget lille, generte og forsigtige smil. Hun er forsigtig med hvad hun laver. Når hun bevæger sig rundt på slottet og derhjemme følger hun tit væggen. Hun tæller døre, vinduer, trappetrin og følger stierne, for at kunne finde vej, men hun bevæger sig altid så forsigtigt, at man skulle tro hun ville falde hvis man pustede til hende.
Men hvis man graver dybt nok, kan man finde den pige frem, som hun var engang.
Grundet hendes manglende syn blev hendes andre sanser forstærkede, og dette gjaldt især høre- og følesansen. Hendes hørelse er god, hvilket hun benytter sig meget af, og når hun skal se ting, så bruger hun hænderne, fingrene. De allernærmeste, hendes familie, har hun set, med fingrene. Hun spørger aldrig om hun må hvis hun møder en person, men hvis denne gætter det af sig selv og spørger om hun vil, så bliver hun meget taknemmelig.
Lisa er meget led ved, at hun ligger sin familie til last. Hun er ikke til nogen nytte for dem, men på den anden side ønsker hun heller ikke at gifte sig igen, så hun har ikke rigtig noget valg.
Interesser: Lisas største interesse ligger i at lære at læse. Som blind kan hun ikke se, og da blindskrift endnu ikke er opfundet, må hun lære det på anden vis. Hun har fundet ud af, at hun kan føle skriften med hænderne. Hendes fingre er så følsomme, at hun kan mærke bogstaverne. Men hun ved bare endnu ikke, hvad noget af det betyder, og har ikke modet til at spørge nogen, om de vil lære hende det. Derfor befinder hun sig tit på slottets bibliotek, da de ikke selv har noget bibliotek i villaen.
Likes: At være udenfor. Margueritter (duften af dem). At 'se' ting.
Hates: Folk, der rakker ned på hende, fordi hun er blind. Ild. At fare vild. Store og grimme hunde. Rådne tænder.
Frygter: Lisa er panisk angst for ild, herunder lugten af røg, grundet oplevelser i barndommen. Derudover er hendes største frygt at fare vild. Hun bliver også meget ubehageligt til mode, hvis folk begynder at snakke ægteskab med hende, men en egentlig frygt er det ikke.
Hemmeligheder: Ønsket om at lære at læse. Lettelsen over, at hendes mand er væk.
Familie:
Hannah Cross, 56 år, baronesse; mor.
Edward Cross, 60 år, baron; far.
Thomas Cross, 33 år, mutant, baron; storebror.
Helena Cross, 28 år, baronesse; svigerinde.
Maria Cross, 4 år, baronesse; niece.
William Cross, 28 år, baron; storebror.
Patrick Cross, 28 år, baron; storebror.
Sophie Cross, 26 år, baronesse; svigerinde.
Allan Cross, 2 år, baron; nevø.
Tora Cross, 25 år, baronesse; storesøster.
Kristian Martinius Ulfeldt, 27 år, købmand; afdød ægtemand.
Camille Ulfeldt, 55 år, borgerlig; afdød svigermor.
Andre vigtige personer:
Fortid: Lisa er vokset op på familien Cross’ villa i Talian. Hun er den yngste i en børneflok på 5, og derfor blev hun også tit overset. Som barn var hun meget livlig, og hun kom tit hjem med blå mærker og rifter, og var også typen, der kunne finde på at komme slæbende med en halvdød humlebi, for at hendes mor skulle redde den. Hun lo tit, og var altid glad. Tilbragte sin tid sammen med sine søskende, da forældrene som nævnt tit overså hende. Hun elskede at være udenfor, og et af hendes yndlingssteder var også stalden, hvor der stod op til flere glimrende rideheste. Når stalddrengen kom trækkende med en af dem, hoppede og sprang hun altid for at få lov at få en træktur på ryggen.
Men en nat brød stalden i brand. Glad som Lisa var for hestene, forsøgte hun selvfølgelig at redde dem. Dette lykkedes da også, men under hændelse kom hun til skade. Hvad der præcist skete, er der ikke nogen, der ved med sikkerhed, men det formodes, at hun blev ramt i hovedet af en af de skræmte heste. I hvert fald skadede det hendes syn. I starten kunne hun stadig se skygger, omrids. Men snart blev hendes verden sort.
Lisa blev blind. Hun ændrede fuldstændig personlighed efter ulykken. Hun trak sig ind i sig selv, og blev til en stille og genert pige, der kun sjældent lo og bare smilede sit eget lille og generte smil. En stor del af livsglæden var væk. Nu sad hun mest indenfor i et hjørne og legede med sine dukker, mens hendes søskende tumlede rundt udenfor. Den eneste, der rigtig forstod Lisa, var hendes ældste bror, Thomas, der var tolv år ældre end hende selv. Thomas brugte meget tid sammen med Lisa på det tidspunkt, og det var også ham, der lærte hende at ’se’ med hænderne. Han var mutant, men det fik forældrene aldrig at vide. En dag betroede han sig dog til Lisa, der tog det hele ganske roligt. Hun havde altid undret sig over, hvorfor en så stor del af befolkningen skulle fordømmes.
Som Lisa blev ældre, blev problemerne kun større. Hun hadede at gå med til ballerne på slottet, og blev hjemme, hvis hun kunne finde på en undskyldning. Hendes storesøster fortalte altid om, hvor fantastisk det hele var, men Lisa kunne ikke sætte sig ind i det. På grund af hendes handicap havde hun ikke mange bejlere, men forældrene var opsatte på at få hende gift. Dette lykkedes da også, da Lisa var 18 år. En velhavende købmand meldte sig på banen. Han var godt nok ikke adelig, men hans formue var stor, og forældrene dømte, at han kunne tage sig godt af Lisa. Hans navn var Kristian.
I starten var det hele glansbilledagtigt perfekt. Lisa var taknemmelig over, at der var en, der ville have hende, og hun blev forblændet af det. Hun så ikke Kristians fejl. De flyttede ind i Midtbyen, hvor Kristian ejede en trælasthandel, og de skulle desuden huse hans moder, der var blevet enke for længe siden. Lisa brød sig aldrig rigtig om sin svigermor, men hun holdt det for sig selv. Og med tiden gik det også op for hende, at Kristian bestemt ikke havde været den rigtige at gifte sig med. Han var meget forskellig fra hende. Lisa skulle kalde ham Martinius og måtte ikke tale over sig, så man på nogen måde kunne fristes til at tro, hun var mere intelligent end ham. Hun måtte ikke give respons på hans kærtegn – hun skulle bare tage imod, og tie. På trods af hendes handicap, forventede han, at hun holdt huset perfekt, og hun hoppede og sprang for at gøre ham og hans mor tilfredse. Men alligevel blev hun altid kritiseret for sit arbejde, der var altid et eller andet, som var forkert. Sin familie måtte hun heller ikke se, og de måtte heller ikke besøge hende. Kristian fik hende til at skrive i brevene at det ikke passede så godt lige nu, fordi huset blev bygget om, eller Kristian var ude at rejse eller lignende. Og når Lisa gjorde noget forkert, så blev hun tugtet. På hendes arme kan man stadig se de lange ar efter en pisk. Men det virkede altid som om Kristian fortrød sine handlinger, for bagefter blev han nok så betænksom og sød og kaldte hende ’Min lille blomst’ og ville gerne elske med hende. Han var til stadighed frustreret over, at hun ikke blev med barn, og han lagde selvfølgelig skylden på hende.
Efter knap to år døde svigermoderen af et meget overbevisende hjerteanfald, og kun et par dage efter faldt der en sæk ned over Kristian i trælasthandelen, så også han gik bort. Indeni var Lisa lykkelig over, at hun nu kunne se en ende på Helvedet. Hun mistænkte dog sin ældste bror, Thomas, der var mutant, for at have haft en finger med i spillet. Nogle dage forinden svigermoderens hjerteanfald, var han nemlig kommet på uanmeldt besøg, da han var blevet mistænksom. Lisa var så glad for at se ham, at hun faldt ham om halsen og fortalte det hele.
Nu er Lisa blevet 21 år, og kan endelig være helt fri, da sørgeperioden er ovre. Hendes forældre vover ikke at begynde at lede efter en ægtemand igen, da ægteskabet med Kristian tydeligt har sat sit præg på Lisa.
Minder: Svage minder, fra dengang hun stadig kunne se. Da stalden brændte, og hun kom til skade. Den efterfølgende periode, hvor hun blev mere og mere blind. Ægteskabet med Kristian, og befrielsen fra det.
Andet: