skorpion

[Keane Loki Ere Teiko]

det var en varm efterårs dag i ørken. En flot arbejdshes gik igennem ørken. de skulle ud og træne ørken vandring. de havde masser af mad og masser af vand med. Felika log i skødet på manden på hesten. ulven log i vognen og havde som altid en art for telt over sig så den ikke fik det for varmt. de var på vej mod skorpion ørken. Keane som fyren på hesten hed havde kun en tynd skjorte på. han havde smukke blå grå øjne og det blonde hår var et held i varmen. det skubbede varmen væk.
hesten var lyse brrun og havde det rimeligt varmt det var derfor den fik lov til at gå stille og roligt.
Keane nussede Felika som log og trak vejret meget hurtigt men kunne ikke lig teltet. Keane begyndte at synge roligt for at få Felika til at tage det roligt. han sang en sang som han tit sang for at mindes hans tid hos kvinden der redede ham fra ørken. Keane nussede felika roligt og sang smukt. han elskede at synge og havde altid sunget. han fik det altid bedre af at synge.
sangen

[Silvia Hunter]

"Stop hende!"
lod det i gaderne igennem hele Talian, som jagten var gået ind på en yderst udmattet kvinde, der efterhånden ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var bange for at hun ikke kunne blive ved med at opholde sig i Talian, men måske var nødsaget til at flygte til MeRosal. Et land som hun i virkeligheden ikke kendte noget til. Men de sidste par dage, var det blevet svære for Silvia at skjule sig, det eneste sted hvor hun havde haft nogle timers ro havde været hos lægen. Noget som hun i bund og grund også havde værdsat, men hun havde også været overbevist om, at hun ikke ville kunne blive der meget længere, eftersom at vagterne sikkert var på jagt efter hende.
Silvia lød langs med de forskellige gader, som hun forsøgte at finde vej mod den ydre port. I sidste øjeblik fik hun også øje på porten igennem en større folkmængde, som tilsyneladende ikke kom fra Talian af, da de alle bevægede sig væk fra porte. Hun sank en klump, som hun strøg igennem menneskerne og kun så sig over skulderen en enkelt gang. Det sidste hun hørte var: Luk porten.. Men på det tidspunkt var hun allerede ude af Talian og på vej ud i et åbent landskab, som hun ikke anede hvad gemte på.

Ørkenen virkede som et stort land, der ikke var til at finde en ende på. Det virkede næsten uendeligt, som Silvia til at starte med løb igennem sandet, men i sidste ende måtte stoppe op for at se sig omkring. Det eneste hun faktisk kunne se var sand og nogle enkelte fodspor, som blev visket væk af en sandbrise. Hun sukkede opgivende, som hun snurrede rundt om sig selv og lod blikket glide op mod den brændende sol. Hun var iklædt det sædvanlige sorte lædertøj, som sad tæt ind til hendes krop, hvilket bestemt ikke havde været et godt valg til en ørkenvandring, dog havde hun ikke ligefrem forventet at vagterne havde fundet hende så hurtigt. Silvia virkede mere og mere svimmel, som hun besvimede midt i skorpion ørkenen. Hendes krop var fyldt med sår og ar, som endnu ikke var helet, noget der også var med til at gøre hendes krop svag og dehydreret. Der skulle ikke meget til, før at hun ville kollapse. Det ville forhåbentlig blive bedre, så snart at hendes krop var helet igen. Forhåbentlig.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane havde prøvet at blive jagtet i Talian. derfor elskede han MeRosal. Han sang stille og så at Felika var faldet til ro. Dog vågnede Moonlight ulven oprejste hovedet. den så rundt og hoppede pludselig ud af vognen. Keane stoppede hesten og råbte efter ulven. da den ikke svarede eller kom til bage satte han felika ned i vognene og løb efter den hurtige ulv. hesten fulgte efter ham i skridt. den var trofast.
ulven kom over til en sort skikkelse og knurrede og gøede af skorpionerne som kom mod skikkelsen af en kvinde. Ulven så på skorpionerne som prøvede at angribe dem med deres sakse klør og Moonlight tog fat i en af dem og kaste den væk da den kom fortæt på kvinden. Ulven stod over hende som en beskyttelse. hvorfor var nok fordi den vidste hvornår noget var farligt.
Keane kom efter Moonlight havde kastet en skorpion og Keane fik et chok over det han så. en bevistløs kvinde i skorpion ørken. kunne man vælge et værre sted. de var ikek søde sådan nogle dyr. Keane skyndte sig over til Moonlight og sparkede en skorpion ind i en anden og de gravede sig ned i sandet. han nussede moonligt. "dygtig pige. du har sikkert redet hendes liv"
han så på kvinden og lige som han gik taget hende op kom hesten over. Keane skyndte sig over til vognen og lagde hende ind i vognen og fløjtede moonlight op i vognen hvilket hun kom op i. han sagde til hesten at den skulle gå hjem hvilket den gjorde. han så på hende og fandt en vand lærke og satte roligt for hendes mund så lidt kunne glide ned i hende. og så stoppede han til det var nede og så igen prøvede at få vand i hende. det var farligt at være i ørken uden vand.

[Silvia Hunter]

Det var ganske tydeligt at mærke på Silvias krop, at hun nærmest stegte i den bagende sol, der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at blive mildere i dette øjeblik. Det var sikkert først hen på aftenen, at solen ville blive mildere, men så længe ville Silvia's krop ikke kunne holde til varmen og netop ikke når man tænkte på, at hun var besvimet og uden mulighed for at bevæge sig væk fra de mange skorpioner. Havde hun først vidste, at hun var besvimet midt i en ørken fyldt med skorpioner, så kunne det godt have været, at hun havde valgt at presse sin krop yderligere blot for at komme væk fra dette område, men lige nu virkede det nemmest blot at besvime og håbe på at overleve.
I det øjeblik, hvor der lige pludselig skete noget rundt om hende, bevægede hun sig ikke yderligere, dog kunne hun godt høre noget nærme sig, idet at skikkelsen knurrede og gøede, blev hun inderst inde nervøs for hvad der var i gang, men hun havde stadig ikke kræfter til at rejse sig op og fortsætte. Den eneste form for reaktion, der kom fra hende, var en mindre mumlen, som egentlig ikke gav nogen mening.
Stemmen beroligede hende, da det jo måtte betyde, at der var noget i nærheden, men hun havde dog ikke ligefrem regnet med at hendes liv var i fare, men solen var også med til at gøre hende svimmel og disorienteret, så hun vidste slet ikke hvad der foregik. Da Keane først fik hende op i vognen forlod et mindre suk hendes læber, som hun åndede ud og nærmeste begyndte at hoste. Det stoppede heldigvis inden at Keane valgte at give hende noget væske. Den kolde væske røg meget hurtigt ned og hjalp hende også til at få en mere nedkølet krop, men hun havde stadig ikke kræfter til at snakke eller åbne øjnene. Det hele virkede tørt.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så på hende mindre bekymret. han kunne jo ikke tage tøjet af hende selv om det nok ar med til at gøre hun var i så dårlig stand. sådan noget tøj var jo ikke det smarteste valg. han så på hendes lynløs og begyndte at lyne lidt op for at gi hendes område ved hjertet lidt luft. vis han skulel være smart skulle det hele af han han ville ikke krænke hende. han gav noget mere vand til hende og håbede hun ville vågne når hvor hun var i skygge. Felika hoppede ind i vognen til ham og så på pigen. Felika gik over og puffede til kvinden skuldre med sin lille snude. Keane klappede Felika for at få hende til at lade vær. han så på kvinden og nynnede en rolig melodi for at hende hendes hjerte måske ville få en stabil rytme. han ventede et halvt minut og gav hende noget vandt igen. han håbede hun ville åbne øjnene bare lidt for at gi livstegn. han smilede hele tiden men hans øjne var brejet af bekymring

[Silvia Hunter]

Varmen havde et ordentlig greb i hendes krop, noget som hun havde svært ved at komme af med igen, men det hjalp dog at komme ind i skyggen i teltet og få noget vand. Det virkede dog nærmere som om hendes krop var spærret inde og at hun ikke kunne komme ud igen. Idet at han lynede lidt op i hendes overdel trak hun vejret dybt ind og ud, som hun langsomt begyndte at åbne øjnene. De blev dog hurtigt lukket i igen, som hun slappede mere af og egentlig ikke tænkte over hvor hun var eller hvad der var sket. Inderst inde ville hun blot ønske, at hun snart havde muligheden for at finde hendes halvbror, men han var muligvis også gået under jorden efter det mindre uheld med den kongelige rådgiver.
Idet at vandet endnu en gang ramte hendes læber, åbnede hun overrasket øjnene og stirrede lige på Keane, som hun straks trak sig sammen, men hendes krop var stadig dehydreret, så hun nåede egentlig ikke at trække sig særlig langt væk fra ham igen før at hendes øjne igen faldt i.
"De... De må ikke finde... mig"
mumlede hun for sig selv, som hun nærmest faldt hen i en søvn. Men idet at hun mærkede noget puffe til sig åbnede hun øjnene og stirre på dyret, hun så lettere overrasket ud, som hun forsigtigt satte sig op og tog sig til hovedet. Hendes verden var lettere omtåget og fjern, som hun genfandt balancen og vendte blikket mod den nynnede melodi. Til sin overrasket sad der en mand ved hendes side, hvorefter hun kiggede ned af sig selv, hvor hun kunne se at hendes overdel var lynet op. Til at starte med vidste hun ikke lige hvad der foregik, før at hun kiggede op på ham med et mistænksomt blik i øjnene.
"Hvem er De?"
spurgte hun lettere undrende, som hun straks begyndte at lyne hendes tøj op igen, så den ikke var åben. Hun valgte også hurtigt at skjule de forskellige ar, som hun havde fået, da hun jo ikke vidste hvem denne mand var.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane havde sidet roligt og havde set hvordan hendes krop reagede til at få lynet ned. den havde vist brug for det. Keane smilte for sig selv og så hun åbnede øjnene men faldt i søvn igen og mumlede. de? hvem var de hun ikke ville findes af. han så undrene på hende og så på felika der rørte hende hvor efter hun satte sig op. Keane så roligt på hende og anede ikke vad han skulle gøre elelr sige lige nu
Keane så på hende og hendes mistroiske øjne og smilte venligt og tg roligt fat om Felika og løftede hende op, satte hende på skødet og rakte kvinden lærken der var fyldt med vand.
"De skal ikke være bange for mig. Jeg er Keane. og... jeg ville lade Deres trøje var noget mere åben vis jeg var Dem. Læder og sort er ikke noget godt valg i ørken."
Moonlight løftede hovedet og så mod kvinden. hun rejste sig op og gik over til kvinden og lagde hovedet på skrå. hun satte sig ned og var mindre end en arms længe fra hende og stirrede roligt på hende.

[Silvia Hunter]

Underligt nok, så vidste hun ikke hvor hun var eller hvor de var på vej hen. Dog kunne hun ikke være mere ligeglad lige nu, eftersom at hun ikke ønskede at vagterne skulle finde hende. Så det var måske bedst bare at følge med vognen, eftersom at hun heller ikke var i stand til at bevæge sig lige nu, så ville hun bare besvime på stedet. Silvia vendte blikket mod Keane igen, hvorefter hun igen trak sig lidt sammen og så lidt ned på sit tøj. Det føltes godt nok varmt, som om det var smeltet fast til hendes krop, det var ubehageligt.. Hun så dog lettere overrasket på ham, som han rakte hende en lærke. Hun tog glædeligt imod den og begyndte at drikke af den kølige væske.
"Jeg er ikke rigtig van til ørkenen.. Men mange tak for vandet"
sagde hun mere eller mindre tilbageholdende, som hun overvejede hans ord, omkring at hendes påklædning ikke var særlig praktisk, dog kunne hun ikke gøre meget andet end at trække ærmerne op. Det var jo nødvendigt. Derfor tog hun fat i læderet og trak det op over hendes albuer, hvorefter de lange ar kom til syne på hendes arme. Hun åndede dog selv lettet op, som hendes krop fik luft og nikkede taknemmeligt til ham for hans råd.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så på hende med rolige øjne. han var dog lidt bekymret over at hun træk sig sammen. han blev dog glad for at hun tog vandet og drak det. det betyd at hun ville få væske i kroppen og få kølet kroppen hvilket var nødvendigt.
Felika hoppede over til Keane og op i hans skød og spandt højlydt han lagde en hånd på hende og smilte venligt. han så at hun tog sine ærmer op og det var tydeligt et lettere overraskelse over hendes arme men alligevel ikke en overraskelse som ville gøre han farede op. han var for van til Talians mutant vold. han så på sårene og lignede pludselig en i smerte i få sekunder men trak vejret dybt og smilte til hende. hans hoved var fyldt med billedere af blod der sprøjtede og pisken som smællede mod ham.
"De ligner heller ikke en som ville tage på ørken vandrig"
han kommenterede slet ikke de lange sår/ar på hendes arme. han ville ikke ha man spurgte til hans vis man så dem så hvorfor spørger til andres.

[Silvia Hunter]

Den kolde væske, som hurtigt endte med at fylde hendes hals og straks efter rende ned igennem hendes krop, var befriende og afslappende. Dog endte det med at hun drak for hurtigt, som blot resulterede i, at hun trak lærken væk fra munden og begyndte at hoste en anelse, ligesom for at få luft igen. Silvias ansigt blev lettere forvredet, som hun fik luft igen og lod blikket glide over mod Keane igen. Der gik dog ikke lang tid før, at hendes blik gled ned på den lille hvide skikkelse. Hun havde nu aldrig set et dyr lignende, så hun vidste egentlig ikke hvad det var, hvilket blot fik hende til at betragte ungen i noget tid. Lydene, som kom fra dyret, mindede hende om en kat, men på den anden side, så virkede poterne til at være meget større end hos en almindelig kat. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som hun langsomt begyndte at overveje, hvilket dyr det mon kunne være. Men hun måtte i sidste ende give op.
"Det har De ret i. Men undskyld jeg spørger, hvilket dyr er det, De sidder med?"
spurgte hun ganske roligt, som hun havde afgjort med sig selv, at hun ikke bare kunne lade spørgsmålet fylde i hendes hovede. Silvia var overbevidst om, at han nok selv skulle vide, hvilket dyr Felika var.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane var ganske rolig og da hun hostede var han lige ved at fare over til hende men da det virkede til hun hade det under kontrol trak han vejret dybt og slappede af. han kunne ikke lade vær at spekulere på hendes arme. hvad var der mon sket. havde hun forsøgt selvmord? nej de så ud til at være lavet af andre så lange de var. Keane vågnede op ved hendes spørgsmål og smilte rolig. han så ned på Felika og strøg hånden over den lille hvide kat.
"det skal De ikke undskylde. der er mange som ikke kender hendes race.. hun er en race som hedder Snetiger, man kalder det også for en af de store katte"
Felika spandt og åbnede sine øjne og så direkte ind i kvindens. hendes øjne var som at se på en fortabt sjæls. som om hun havde mistet noget. Felika gned sig op af Keane der blot smilede. han så på Silvia med et smil. et smil der skjulte mere smerte end hvad man lige kunne forvente af en så smilene fyr.

[Silvia Hunter]

Efter at hun havde drukket noget vand, kunne hun sagtens fornemme på hendes krop, at den havde det bedre, så længe den fik væske. Men hun var ikke sikker på, hvor længe det ville vare, fordi de befandt sig jo stadig i ørkenen? Underligt nok, så valgte hun ikke at tænke over, hvor de måske var på vej hen, for hende var det også ligemeget, så længe at Talian lå bag ved dem, men hun vidste også godt, at hun blev nød til at vende tilbage på et tidspunkt, for at finde Akio. Bare han nu havde det godt.
"Det er en smuk race. Jeg har aldrig set noget lignende i Talian før."
sagde hun med et forholdsvis roligt smil, som hun betragtede den lille skabning, dog havde hun på fornemmelsen af, at dette lille dyr ville blive meget større med tiden. Det kunne man jo allerede dømme ud fra poterne. Silvia var underligt nok ganske betaget af dyret, som om hun følte at det var et dyr man kunne føle sig tryg ved.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så på hende, hun drak ret meget. han så ned på Felika der kiggede på Silvia. den rejste sig fra Keanes skød og gik langsomt mod hende. men stadig meget roligt. hun virkede skræmmende på en måde i alt det læder. hun miavede roligt og snussede mod hende.
Keane så på hende og smilte venligt. men det var tydeligt at ordet Talian var bekendt for ham. at han ikke var glad for det ord. han smilte dog stadig. han mærkede pludselig at vognen stoppede op.
"undskyld mig lige"
han hoppede ud af vågnen og gik op til hesten. den kunne ikke gå ind af en lukket låge. Keane åbnede lågen og lod hesten gå ind. han gik med hesten ind og lukkede så lågen. nu var de i Teiko gårdens ene mark. faktisk var dette hestens mark. han gik over til vognen og så ind.
"De kan godt komme ud nu."
Ulven og Felika hoppede glade ud af vognen og løb over til vand fontanen. hvor de strak begyndte at drikke. Keane smilte til hende og det var tydeligt de var et mindre varmt sted nu.

[Silvia Hunter]

Hun fik egentlig en ide om, at sådanne dyr kun befandt sig i MeRosal, men på den anden side, så var hun ikke helt sikker på det. Men på den anden side, så kunne det være, at opholdet i MeRosal var med til at give hende noget mere erfaring. En ting var hun dog overbevidst om, hun kunne ikke blive ved med at vandre rundt i det varme læder tøj.
Silvia så sig lidt omkring, da vognen lige pludselig stoppede, hun troede straks at der var noget galt, men på den anden side, hvad skulle der ske midt ude i ørkenen. Hun vidste jo heller ikke, at de allerede var dukket op på hans gård eller hvem der nu ejede stedet. Hun nikkede dog til ham, da han valgte at gå ud til hesten. Idet at vognen bevægede sig uden at han kom ind igen, begyndte hun at undre sig. Men da hans hoved dukkede op igen og sagde at hun godt kunne komme ud smilte hun let og kravlede ud af vognen. Hun var en anelse overrasket over området, som hun straks begyndte at betragte, så langt hun nu kunne se.
"Hvor er vi henne?"
spurgte hun ganske roligt, da hun ikke ønskede at fornærme nogen, men hun vidste jo virkelig ikke hvor de var eller i hvilken retning de var kørt i. Så hun blev nød til at støtte sig op af hans ord.

[Keane Loki Ere Teiko]

da hun betragtede området der havde alt fra jordbær bed til hvede marker og heste folde mm smilte han glad. han så rundt og rakte sin hånd til hende for at hjælpe hende ud.
"dette er en af de gårde som tilhøre MeRosal. Dette er også mit hjem. Teiko gården"
da hun var kommet ud gik ham over til hesten og begyndte at tage selerne af hesten der bare stod roligt. da alle seler var af gik han over til hende igen og smilte roligt. hesten som var kæmpe stor gik forbi dem ind til folden og alt det gode saftige græs. Keane smilte venligt og skulle lige finde en måde at fortælle sin far han igen havde taget en fremmed med hjem. men det kunne ikke gøre ondt. hans far var gammel og kunne godt bruge hjælp.