Who I am, and who I want to be (Keane)

[Chevere pertia d’silicet]

Chevere stoppede og så sig om, det var fjerde gang hun stod på dette sted. Altså var hun gået i ring igen. Hun sukkede opgivende og gav sig til at gå tilbage mod det sidste sted hun havde været i tvivl om hvilken vej hun skulle gå. Hun formåede dog at fare fuldstændig vild på vejen tilbage og fik sig forvildet helt tilbage til hovedvejen igen. Hun strøg håret tilbage og så sig om. Hun var virkelig ikke god til at finde vej, og selv om hun havde Cherrys improviserede kort og havde spurgte flere om vej allerede så var det næsten allerede middag. Hun havde ledt efter kroen siden hun havde forladt huset om morgenen. Hun satte sig opgivende ned på det nærmeste hun kunne finde og kiggede på kortet igen. Det var til dette punkt at hun kunne tyde kortet, derfra blev det vanskeligt. Det var egentlig mærkeligt at en kro kunne være så svær at finde, men Chevere kom sjældent i byen. Det overraskede hende egentlig hvor nemt det havde været for hende at overtale sine forældre til at lade hende ud af huset. Gad vide om Cherry havde truet dem med noget i dagens anledning? Hun havde fundet noten og kortet da hun vågnede. Hun huskede ikke at være gået i seng, men uanset hvem af dem der faldt i søvn så vågnede hun altid som Chevere. Hvilket var et tydeligt bevis på at Chevere var hovedpersonligheden. Ikke at Chevere selv var i tvivl, men det lod til at Cherry var begyndt at tænkte at hun havde mere betydning i forhold til de to end hun havde haft i starten. Det var dog ikke tilfældet, hvis Chevere ikke ønskede det så fik Cherry ikke kontrol over deres krop overhovedet, modsat Chevere der altså automatisk ville få kontrollen hver morgen. Ingen af dem kunne overtage kroppen uden at den anden opgav den og faktisk trak sig selv i baggrunden så den anden egentlig ikke havde noget valg. Uanset hvad så havde Cherry faktisk ikke skrevet hvem af dem der skulle møde op på kroen, men Chevere havde forstået noten som ment til hende. Hvorfor skulle Cherry også skrive noter til sig selv? Hvis det var meningen at Cherry skulle møde op der havde hun nok bare skrevet at Chevere skulle overlade hende kroppen fra morgenstunden på den pågældende dato. Hendes tolkning af noten var resulteret i at hun nu gik og ledte efter en kro uden at vide hvorfor. Det havde noten ikke sagt noget om. Hun rejste sig og børstede let sin kjole af inden hun fortsatte med sin søgning. Hun gik og spekulerede, inde i sin egen verden, og lagde ikke mærke til alle dem der vendte hovedet efter hende eller bare så efter hende. Det lange lyse hår og hendes velhavende påklædning, selv om den var dysset lidt ned i dagens anledning, var nok til at få mange til at vende hovedet. Men hendes lighed med Cherry var det der fik de fleste til at vende hovedet. Cherry, Cheveres frigjorte side, havde efterhånden skabt et pletfrit ry som livsfarlig og uberegnelig, også selvom hun ikke havde dræbt nogen endnu. Og Cheveres ynde og uskyldighed stod fuldstændig i modsætning til Cherrys provokerende udstråling. Chevere havde da også undret sig over reaktionen fra de få hun havde spurgte om vej, enkelte var oven i købet stukket af og havde efterladt en forvirret Chevere. Hun gættede på at det var Cherrys skyld af folk reagerede sådan som de gjorde. Det var virkelig mærkeligt at bevæge sig rundt i Cherrys verden, når hendes egen var begrænset til hendes forældres hus. Det sted som Cherry hadede over alt andet. Men Chevere var ikke sikker på at hun passede ind i denne verden. Hun gik videre med et suk.
Da hun endelig fandt kroen var hun ret træt af byen, der skulle gå lang tid inde Cherry fik hende til at forlade huset som sig selv igen. Alting var så besværligt og fik hende til at føle sig så utryg. Hun forstod virkelig ikke hvordan Cherry klarede den følelse der efterhånden havde lagt sig som et tæppe om hende. En følelse af at blive betragtet fra skyggerne og snakket om. Det var ikke noget Chevere brød sig synderligt om. Det var også pga. følelser som denne at hun havde skabt Cherry, så hun forstod ikke hvorfor Cherry mon havde bedt hende om at tage ned i byen, hun burde vide hvordan tingene var, og hvordan Chevere følte. Mens hun gik, så trak hun sig faretruende langt ind i sin egen verden, næsten langt nok til at Cherry kunne få overtaget. Og det var nok også grunden til at hun pludselig stod foran kroen, Cherry havde kunnet påvirke hende gennem hendes underbevidsthed. Hun så sig overrasket om. Her?

[Keane Loki Ere Teiko]

dagen havde skredet frem for sig- KEane havde valgt at gå til kroen. han havde haft brug for at gå. han havde sine to ynglingsdyr ved hans side. den trofaste Moonlight. halv ulv og den lille lege syge Felika tiger ungen. folk gloede nok på det men han havde intet i mod det. han elskede sine dyr og de elskede ham.
Keane havde sin lange hvide jakke på og sorte hansker. han gik roligt igennem gaderne. nu skulle han møde den ligefremme og ldit onde cherry igen. ja hun var jo hans mester i tre ønsker inu. han kom til kroen og så på Felika der begyndte at hoppede legesygt rundt. Keane kunne ikke lave være med at grine og satte sig ned lidt fra kroen så man kunne se ham og han kunne se folk der kom ind på kroen eller ud fra den.
Felika hoppede rundt og før hun vidste af det pumpede hun lige ind i en fin piges ben og kjole og log på ryggen og så op på pigen. Felika blikkede ldit forvirret og begyndte at miawe af pigen.
Keane sad imens og nussede Moonlight over ryggen og beroligede den halve ulv. mange så den som et vildt dyr der dræbte men moonlight var mere hund end dens søskende. kun dens udseende var ukv.

[Chevere pertia d’silicet]

Chevere stod stadig foran kroen da Felika ramlede ind i hende. Hun havde efterhånden stået der lidt tid, utryg ved at gå ind og slet ikke sikker på at det var nogen god ide at nærme sig det sted. Hun stod i sine egne tanker og overvejede fordele og ulemper ved at gå der ind da Felika løb ind i hende. Chevere var ikke forberedt på sammenstødet og modsat Cherry der var blevet stående og sikkert havde sparket til dyret bagefter så sendte sammenstødet hende ud af ballance og hun endte siddende på jorden, dog siddende sidelænds. Hun så fortumlet på Felika, og blinkede et par gange for at være sikker på at hun så rigtigt, hvad pokker var det for en slags kat? Hun rakte hånden frem mod den lille tiger for at hjælpe den op men ombestemte sig da katte havde en dårlig vane med at angribe hvis de følte sig truede. Så hun ventede til katten havde undersøgt hende først. Den virkede dog ikke synderligt truende, men hun ville heller ikke skræmme den. Hun så sig i mellemtiden lidt om for at se om katten var ejet af nogen eller om den havde familie i nærheden. Manden i hvidt fangede hende opmærksomhed og ulven ved hans side gav hende indtrykket af at han var til de mere eksotiske dyr. Hun ville ikke råbe til ham og han ville sikkert ikke kunne høre ham hvis hun talte formalt så hun pegede skiftevis på ham og på katten i stedet, da hun var sikker på at hun havde fanget hans opmærksomhed. Lidt ligesom for at spørge om katten var hans. Hendes lange blonde hår lå hen over jorden selv om hun havde sat i sin fulde højde, det var dog ikke tilfældet. Hun sad let bøjet mod katten med begge ben til den ene side, støttet mod sin ene hånd.

[Keane Loki Ere Teiko]

Felika havde ikke ment at vælte hende da hånden blev rakt frem miawede hun bare og så på hånden der stoppede. hun begyndte at puffe uden klør til hånden legesygt og sødt. hun var en legesyg killing. en smuk istiger vis mor ikke var her mere. hun var ikke nem at skræmme da hun ar meget ung. hun legede stille med hånden og så på pigen.
Keane nussede ulven. den havde været stor hjælp på gården. og for ham. den var trofast og loyal. den nussede sig op af ham med hovedet som tegn på den nød det. Keane så op efter felika og så en flot langhåret pige med fornemt tøj på side og pege fra felika på ham. han smilte varmt og nikkede. han rejste sig roligt og klappede på siden og Monnligt hoppede op på benene og gik over til Keane og fulgte ham med over til pigen og Felika og smilte til dem.
"jeg håber ikke hun har gjort Dem noget. hun er bare lidt livlig og meget legesyg"
Keane smilte varmt og venligt til pigen. hun var dog meget fin. men hvad lavede hun ved en kro som denne. og hvorfor lignede hun cherry så meget. var de søskende. hun så meget ud som cherry. Keane stog hånden over Felika og man kunne så da han bevægede fingerne at hun lyste op i et lille lys af legesyglyst.

[Chevere pertia d’silicet]

Chevere var Cherrys modsætning og omvendt, derfor, på trods af at de delte den samme krop, så var Chevere ubalanceret. Det tog derfor ikke megen kraft at vælte hende, specielt ikke når hun var ukoncenteret eller bare ikke fokuserede på sine omgivelser. Hun betragtede Felika. Chevere havde haft en kat som lille, men den havde være lidt speciel, og havde også haft en form for personlighedsspaltning. Den kunne være noget så kælen det ene øjeblik og så angribe en det næste. Derfor var hun lidt forsigtig når hun havde med katte at gøre. Hun lod let sine fingre løbe over Felikas poter når hun 'slog' ud efter hende og smilede for sig selv. Denne kat virkede dog ikke ondsindet. Da manden i hvidt valgte at rejse sig og gå over til hende følte hun at hun burde rejse sig i stedet for at sidde der på jorden. Men inden hun nåede det så gjorde han hende selvskab i jordhøjde. Det overraskede hende, men gav hende også følelsen af at hun ikke behøvede at rejse sig alligevel. Verden udenfor huset var godt nok anderledes end den verden hun var blevet opdraget til at passe ind i. Hun betragtede ham lidt indtil hun opdagede at han talte til hende. Hun rystede sig selv mentalt og vendte tilbage til nuet. "Undskyld" sagde hun med et lettere akavet smil "jeg hørte ikke efter". Hun havde ikke hørt hvad han sagde, og hun håbede ikke på at han nu blev fornærmet over det. Det kunne folk i de højere samfundslag godt finde på. Et undskyldende udtryk gled over hendes ansigt og hun lod blikket glide fra ham til Felika igen. Hun kunne dog ikke lade vær med at le sødt da han gav sig til at lege med katten. Hun mødte godt nok ikke mange fremmede men hun havde aldrig før mødt en mand der faktisk legede med sine dyr. Og det var de færreste hun kendte der lod deres kærlighed til deres dyr vise sig, i de finere kredse var følelser ofte ilde set og man lærte at påføre sig som andre forventede frem for hvordan man egentlig var.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane smilte til felika som ramte hans finger. Moonlight gik over til ham og så ned på Felika. Felika så på moonligt og miawede igen. KEane så mod pigen og smilte varmt.
"det er okey. det sker for alle. sagde bare jeg ikke håber hun gjorde Dem fortrad. hun er bare livlig og legesyg."
han smilte venligt og så på Felika som hoppede op på sine ben og hoppede på moonlight som med vilje lod sig vælte og legede med hende og det var tydeligt de begge var kærlige selv om moonlight ikke så sådan ud. Keane så på hende og smilte sødt. hun var godt nok sød. hun virkede som om hun var bange for at han ville blive sur. men sådan var han jo ikke. hun var slet ikke som dem han mødte på kroen normalt. hende her virkede mere... opdraget.

[Chevere pertia d’silicet]

Hun betragtede lidt den mærkelige kat da hans andet kældedyr gjorde dem selvskab. Hun kiggede lidt på den. Han havde godt nok nogle specielle dyr, på trods af at Merosal var hjemsted for mange mutanter så var de dyr alligevel ikke noget man så hver dag. Hun så på ham da han talte til hende og hørte denne gang efter. Hun smilede til ham, glad for at han ikke blev sur over at hun ikke havde hørt efter "det skal De ikke bekymre Dem om" svarede hun roligt "jeg er ikke så skrøbelig som jeg ser ud, og hun gjorde jo ikke noget" hun så tilbage på Felika og betragtede smilende hendes leg med ulven. Hun fik et godt indtryk af hans dyr, nok også fordi hun gad give sig tid til at betragte dem. Hun kiggede dog tilbage på ham for ikke at fortabe sig i sine egne tanker igen. Hun samlede sit hår med en hånd og trak det oven den ene skulder. Nogengange var det besværligt at have så langt hår. Hun trak det op fra jorden og lagde det i sit skød da hun havde sat sig mere til rette, han virkede ikke farlig, tvært imod gjorde hans personlighed hende mere rolig. Hun havde faktisk lyst til at snakke med ham.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane smilte og var glad for at hun ikke var blevet såret. Keane faldt at sætte sig helt ned på jorden og så mod dyrene der legede lystigt sammen. han så på hende og rakte hånden frem.
"jeg er Keane. jeg er glad for De ikke kom tilskade. man kan aldrig vide hvornår hun bruger sine klør"
Keane smilte venligt og så på hende med et venligt smil. hun virkede så fin iforhold til cherry. måske var de tvillinger med forskellige personligheder. det fantes der jo. han havde altid haft et let sind. cherry havde synes han virkede som en galning da han talte om hans medaljons og hans evne. men det måtte hun jo om. han havde været ærlig lige fra starten af. medlajonen log inden under hans jakke og det var fint med ham at man ikke vidste hvad han var.

[Chevere pertia d’silicet]

Cherrys slåskampe og mange rejser havde efterhånden hærdet deres krop, og selv om Chevere ikke var synderligt tilfreds med det havde det også ført til at hun havde flere ar spredt over kroppen. Ikke noget hun nogensinde havde vist til nogen dog. Cherry havde. Men det vidste Chevere ikke noget om. Keane? Hun tænkte sig om, det var ikke et navn hun genkendte, men hun syntes at det passede meget godt til ham. "Hun gjorde mig ikke noget" forsikrede hun ham og løftede beroligende en hånd. Hun var ikke sikker på hvad han ville med den fremstakte hånd men hun rakte tillidsfuldt sin egen hånd frem med et smil. "Chevere Pertia D'silicet" svare hun smilende på hans præsentation, havde hun stået op havde hun nejet for ham, men i sin siddende tilstand kunne hun ikke rigtig gøre andet end at bøje hovedet i en høflig gestus. Det var normalt at folk troede at de var tvillinger, de fleste nægtede også fuldstændig at tro på at de var samme person, indtil de faktisk så hende skifte personlighed. De var nok også som dag og nat, fuldsændig forskellige og hinandens modsætninger, men alligevel afhængige af hinanden. Chevere vidste ikke noget om at Keane kendte Cherry, hun kendte ikke rigtig nogen af Cherrys bekendtskaber. Hun havde jo igen ide om hvad hun foretog sig når hun overtog hendes krop, modsat Cherry der kunne betragte Cheveres liv fra første række hvis hun gad. Og lige nu rasede hun et sted i Cheveres underbevidsthed over at Chevere havde misforstået hende og at hun sad og snakkede med Keane. *De er begge nogen lalleglade idioter* tænkte hun et sted i Cheveres underbevidsthed. Ikke noget Chevere lagde mærke til selvfølgelig, det hele foregik i Cherrys del af deres bevidsthed. Hun vidste hverken hvem Keane var eller hvad han var.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så at hun rakte hånden og tog den blidt og trykkede den blidt. og slap igen. han smilte til hende og betraktede de smukke øjne. de virkede anderledes end cherrys. det var ikke den samme ligeglade gnist. denne var forsigtig og.... anderledes... han elskede anderledes. han smilte venligt og lyttede til hendes navn. det var godt nok lagt. han fik pludselig et puf i ryggen da felika var hoppet ind i ham.. han så mod hende og begyndte at lege med hende og puffede hende over til moonlight igen så de kunne lege vidre.
"glæder mig at møde Dem frøken D'silicet"
Keane smilte og hans venlige smil forsvandt ikke. det havde det aldrig gjort efter han var kommet til MeRosal. nok havde pigen her ar men det havde Keane også. ingen fik dem af se. ingen vidste noget om det. men det var en af grundene til at Keane ikke ville være trist og sur over hvad der skete i fortiden. han ville leve. være glad. og more sig så længe som muligt.

[Chevere pertia d’silicet]

Hun kiggede lidt overrasket på ham. Hun var ikke vant til at blive hilst på på den måde. Hun trak langsomt hånden til sig ingen med et undrende udtryk. Modsat Cherrys øjne så brændte Cheveres skiftevis med lyst til at se verdenen, venlighed og med noget der mest af alt kunne beskrives som det der udgjorde hendes egen verden. Der hvor Cherry var opstået, det sted inden i sig selv hvor hun flygtede hen når hun overlod kroppen til Cherry. Hendes ultimative skjulested og ultimative paradis. Et indre vidunderland som folk kun kunne skimte gennem hendes øjne, når hun altså befandt sig i sine egne tanker. Cherrys øjne lyste ofte hun op når adrenalinet pumpede rundt i kroppen på hende eller hun blev mødt med udfordringer eller interessante situationer. Chevere var mere som Keane, hun gjorde sit bedste for at nyde livet, men havde fået en dårlig vane med et drømme sig langt væk. Hun drømte stadig om at se verden udenfor sit hus. Men byen faldt ikke i hendes smag indtil videre. Da hans skiftede opmærksomheden til sine dyr igen kiggede hun også på dem. De lod til at være glade for hinanden, alle 3. Hun smilede til ham, det virkede altid så stift når folk kaldte hende det men det var det hun var opdraget til at høre. Hendes forældre tillod ikke at hun lod andre kalde hende andet "i lige måde" svarede hun roligt, hun kunne ikke rigtig sætte noget personligt efter sin sætning da han ikke havde sagt sit efternavn og at være på fornavn med folk i hendes verden var lidt ligesom at være dus. Det var heller ikke noget hun var opdraget til at være med fremmede. Derfor følte hun ikke at hun kunne tillade sig at sige hans fornavn. De felste af Cheveres ar var selvforskydte, hvilket hun nok ville tvivle på at Keanes var. Det var ikke fordi at Chevere var typen der skadede sig selv, Cherry havde bare frivilligt fået dem i nogen situationer hvor de ikke slap uden skrammer. Hun nød hans positive indstilling og glade personlighed, det var noget lidt andet end de typer hun var omringet af i sin hverdag.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane havde altid kun sagt sit fornavn da han som barn ikke havde kunne det. han havde glemt det da han boede i talian. Keane så på chevere. hun var godt nok anderledes end de piger han normalt mødte. han smilte venligt og så på hendes øjne. han så hendes glemt af drømme. at ønske sig et andet sted hen.
"ved godt det er lidt lige frem men... hvad laver en flot kvinde som Dem ved sådan en kro her?"
Keane havde aldrig troet at han ville se en pige så fin som hende her. kroen var der mange skumlee tyber i vis ike de var drenge i en gruppe. Keane så på hende og følte sig lidt underlig at sige på jorden med en flot pige... på jorden. hvorfor havde han ikke hjulpet hende op og vist hende over til træstuppen. det var da noget bedre at sige på? eller hvad?

[Chevere pertia d’silicet]

Chevere kunne altid spørge til hans efternavn senere hvis hun fandt det besværligt ikke at kunne kalde ham ved navn. Indtil videre holdt hun sig til 'De' og 'Dem'. Hendes opdragelse havde været ret streng og det skulle en del til før hun så bort fra den. Selv hendes drømme blev ofte overrumplet af hendes manerer og påtagede attitude. Lidt overrumplet af at han lige pludselig begyndte at snakke om at hun var flot kiggede hun forbløffet på ham. Så rødmede hun let og så væk mens hun svarede. "Jeg fik faktisk besked på at kommer her" sagde hun og kom i tanke om noten og kortet hun stadig havde med. Hun foldede det ud igen og kiggede lidt på det. Noten indeholdt ikke andet end stedets navn og kortet var elendigt. Hun sukkede let og foldede det sammen igen "men jeg begynder at tro at jeg måske har misforstået noget" indrømmede hun og smilede lidt akaver "jeg bliver normalt ikke sendt hen til sådan nogen steder" sluttede hun og kiggede mod kroen. Et sted i hendes underbevidsthed knurrede Cherry sarkastisk af hende. Hun efterlod aldrig noter til sig selv mere, når hun ufivilligt skulle arbejde sammen med en som Chevere så måtte hun hellere skære tingenen ud i pap. Hun bandede for sig selv og trak sig væk fra Cheveres bevidsthed. Hun gad ikke se på det her. Cheveres største bekymringer ved at sidde på jorden var at hun gjorde sin kjole beskidt og at hendes forældre ville kalde det uværdigt. Men hun havde også fået at vide at hun skulle føje mænd, og Keane lod til at ville sidde på jorden sammen med hende. Så hun blev siddende, lidt i konflikt med sig selv over om det nu også var den bedste løsning.

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så på hende og da hun talte om hun var bedt om at komme her så han undrene på hende. hvorfor på kroen. Keane var selv bedt om det... men han kunne vil godt lade cherry vente til denne pige ikke var sådan et beskidt sted. han kendte til tyber der ville udnytte det hun sagde men ik ham.
"jeg skulle også mødes med en her. men hun kan godt vente. hun må vente efter at ha revet mig i håret sidst vi sås"
han så på hendes kort og så hvor udetaljeret det var det fik ham som altid bare til at smile. hviilket han så tit gjorde. han grinte lidt og tog hånden på sit ene ben og rejste sig opog rakte hånden til hende for at hjælpe hende op. han smilte venligt og var ligeglad med alle de fine manere med at skulle gøre som de ældre sagde osv. han lyttede ikke altid til de ældre. han hjalp hans far fordi han spurgte om det og ikk forlangte det. hvilket altid havde været befriende.

[Chevere pertia d’silicet]

Hun forstod hans undren, hun forstod det heller ikke selv. Derfor troede hun også efterhånden at hun havde misforstået noget. Chevere var ikke typen der var mistænksom. Dog var hun ikke tryg ved stedet og hun kunne da ofte også fornemme hvis folk havde onde intentioner. Men ofte viste ikke hvad hun skulle gøre i de situationer. Det var ofte også der hun bare overlod kroppen til Cherry og håbede på at hun ville få hende ud af situationen uden de store komplikationern og skader. Hun lyttede til det som han fortalte og løftede øjenbrynene lidt af ren overraskelse. "De burde ikke lade hende vente hvis De har aftalt at mødes med hende" sagde hun roligt, præget af al den edikette hun var trænet i. Hun fik næsten dårlig samvittighed over at have opholdt ham. Dog fik det sidste af hans kommentar hende til at le dæmpet. Hvad i al verden var det mon for en type kvinde han skulle mødes med, hun lød speciel. Hun betragtede ham stille, hans smil fik hende faktisk til at føle sig godt tilpas i hans selvskab. En følelse som hun ofte manglede når hun begik sig i de finere kredse. Derfor kunne hun også leve med at skulle sidde på jorden. Hun fulgte ham med blikket da han rejste sig og rakte hende hånden. Hun smilede op til ham. Hun tog blidt hans hånd da han igen rakte den til hende. Hvad skulle hun mon nu? Hun var vant til at blive beordret rundt og føjede efterhånden bare automatisk de folk hun snakkede med. Med mindre hun tydeligt kunne se at deres rang var langt lavere end hendes, så undgik hun automatisk folk. Så hun ikke fik ballade, ikke fordi hun nærede fordomme eller nogen form for had.