Post by Verri Noen on Aug 9, 2012 20:04:31 GMT 1
Verri gennemlevede alle de følelser hun følte, sådan havde hun altid været. Uanset hvor lidt hun følte et eller andet (sorg f.eks) så blev det levet ud eller gjort opmærksom på. Hun gik ikke stille med sine følelser. Det gjorde hun heller ikke denne gang, heller ikke selv om hun ikke kunne læse Akio, og ikke kunne læse hans reaktion. Der var også lidt derfor hun farede sammen da hun endte med at slå ham, hun havde troet at han ville blive rasende som tidligere. Men det gjorde han ikke. Men det ændrede ikke på at hun var skiftevis irriteret og vred på ham. Når hun altså ikke ubevidst bekymrede sig for ham eller havde ondt af ham. Hun registrerede ikke rigtig det hele, der var en del følelser i gang samtidig, men sådan havde hun det altid. Så noget blev følt og noget blev overset. Selvfølgelig var hun oprørt! Han stod jo nærmest og beskyldte hende for bevidst at ville være en trussel mod andre mutanters eksistens. Hun havde ingen intentioner om at være en trussel for nogen som helsts eksistens, mennersker, mutanter, dyr, planter, INGEN! Da han åbnede munden endte han dog med et forsikre hende om det modsatte.
"Så grunden til at De ikke vil have at der er folk der beskytter Dem er for ikke at blive afsløret?" hun endte med et undrende udtryk, det gav selvfølgelig mening, at have folk til at beskytte sig kunne vel i sidste ende også ende med at folkene gjorde det modsatte. Og det ville så ende med at mutanterne stadig ikke havde en beskytter. Hun tænkte sig om. De havde jo på en måde begge ret, samtidig med at de begge tog fejl. Sådan på en måde. Hun tænkte sig om og endte med et noget grublende udtryk. Det med at ingen var ens kendte hun ret godt til, hun kunne jo se folk som de var inderst inde. Og folk så meget forskellige ud.
"Så grunden til at De ikke vil have at der er folk der beskytter Dem er for ikke at blive afsløret?" hun endte med et undrende udtryk, det gav selvfølgelig mening, at have folk til at beskytte sig kunne vel i sidste ende også ende med at folkene gjorde det modsatte. Og det ville så ende med at mutanterne stadig ikke havde en beskytter. Hun tænkte sig om. De havde jo på en måde begge ret, samtidig med at de begge tog fejl. Sådan på en måde. Hun tænkte sig om og endte med et noget grublende udtryk. Det med at ingen var ens kendte hun ret godt til, hun kunne jo se folk som de var inderst inde. Og folk så meget forskellige ud.