Post by Aubrey Mirage Reinsa on Jun 24, 2012 20:52:13 GMT 1
*Aubrey Mirage Reinsa*
Fulde Navn: Aubrey Mirage Reinsa
Kalde/kælenavn: Intet endnu
Alder: 21 år, ligner dog en på 18 eller 19.
Seksualitet: Biseksuel, men hun ved det ikke.
Bydel: Nord
Job: Stuepige
Rang: Middelklasse
Udseende: Aubrey har langt rødt, meget mørkerødt, hår der går hende cirka til anklerne. Hun fletter det altid, så det er nemmere at styre, selvom det tager lang tid. Hendes øjne er blanding af grøn og blå, man får tit en fornemmelse af at se ned i en skovsø, når man kigger dybt og længe ind i hendes øjne. Dog er hendes øre mere spidse end andres, hvilket hurtigt lægges mærke til, når hun jo har håret flettet og ikke skjuler dem.
Aubrey er lille af bygning. Hun virker spinkel, men hun er nu lidt stærk, af en pige at være. Hun har fine enkle muskler, der ikke står ud. Da hun heller ikke er ret høj, er det et under hun overhoved kan gå for, at være omkring 18-19 år.
Brændemærket sidder på midten af lænden. Når hun arbejder, går hun i en sort og hvid kjole, som hendes herre bevilliger det. Og ellers går hun som regel i hvide, enkle kjoler, indimellem blå eller grønne, måske en helt anden farve, men allerhelst hvid. De eneste smykker hun bærer, er en halskæde lavet af ægte sølv som hun havde arvet fra sin mor. Det var et kors, med et hjerte hvor korset krydsede.
Faceclaim: -
Personlighed: Aubrey er en pige der ikke altid ved hvad hun vil. Hun bliver tit i tvivl, nervøs, endda urolig når hun er sammen med andre. Pga. Mangel på tillid til andre mennesker. Hun føler ikke at folk er spor søde, slet ikke mennesker, og hun frygter at de alle sammen vil hende noget ondt. Normalt holder hun sig for sig selv, prøver at snige sig uden om al ballade, og kontakt med andre mennesker, af frygt for konsekvenserne.
Verdenen er farlig, i hendes hoved. Og selvom hun er sky over for andre, er hun også en venlig sindet, sød pige, der bare gerne vil have sin familie tilbage. Latter fremkommer ikke så nemt hos hende mere, heller ikke nogen leg eller det gladeste humør ses hos hende så tit. Det er en sjældenhed.
Dog er hun en pige der gerne vil hjælpe, det bare ikke altid at modet er der. Modig er hun ikke altid, heller ikke en kujon, blot en pige der ved hvornår man skal og ikke skal blande sig. Nogen gange.
Selvom hun passer på sig selv, så godt som muligt, kan man dog godt sige at hun indimellem er naiv. Hun vil gerne tro på det bedste hos andre, og hun ønsker bare at alle enes, ingen skænderier eller noget. Aubrey er nu også en meget stædig og nysgerrig pige, det kan dog godt bringe hende i fedtefadet. Man kan ikke sige at hun nogensinde bliver sur, men når det sker, er det mere et hysterisk anfald end vrede.
Interesser:
- Læsning
- Forsvar og angreb
- At male
Likes:
- Heste
- Frihed
- Opleve og lære nye ting
Hates:
- Onde personer
- Torden
- Krig
Frygter: Hvis der er noget hun frygter, så er det ild. Hun kender ikke noget mere frygtindgydende end det. Udover døden selvfølgelig.
Hemmeligheder: Hun bære ikke på nogen store hemmeligheder, men hun har dog nogen som hun ikke vil ud med. Brændemærket fortæller hun ingen om, heller ikke hvis de ser det. Det brændende ønske om at se sin bror igen. Endda et ønske om at forstå frygten til mutanter.
Familie:
Far – død
Mor – død
Stedmor – død
Storebror – I live (Plot mulighed?)
Tante – I live
Andre vigtige personer:
Herren og sønnen, som hun arbejder for.(Plot mulighed?)
Fortid: En nat hvor kulden var stærkest, og månen var klarest, blev en lille pige født. Fødslen havde stået på længe, moren var helt tappet for kræfter, og faren alt for nervøs til at være i rummet. Selv storebroren var urolig, for både sin mor og den nyfødte baby.
Jordmoren kom ud og hentede dem, hun så askegrå ud i ansigtet. Da de kom ind i værelset, lå der en døende mor med et lille skrigende barn. En baby pige.
"Aubrey.." hviskede moren stille, svagt, mens hun holdte den lille pige. Faren tog sin søn op i sine arme, og satte sig ved siden af sin kone.
"Det et smukt navn," sagde han blidt. Kvinden lå der, helt udmattet, og hun så ikke ud til at have det alt for godt.
"Undskyld.. men.. jeg tror ikke at jeg vil være her ret meget længere," mumlede hun svagt. Hun rakte svagt op ud efter sin mand, men hånden faldt ned igen. Livet blev suget ud af kvinden.
Aubrey fortsatte sin gråd. Hun ville ha sin mor, sin far og sin bror. Men hun fik aldrig set sin mor igen.
Hendes far skaffede dem en barnepige, så hun kunne tage sig af børnene, mens han arbejdede. Der gik ikke længe inden han fandt en. Dog, fandt børnene hende farlig. Specielt Aubrey. Hver gang kvinden skulle holde hende, begyndte hun at græde. Noget ved hende skræmte hende, på måder hverken hendes bror eller far kunne forstå.
Dog som måneder begyndte at blive til år, lod det mere til at hun ikke var bange for hende, men hun nærede heller ingen tillid til hende. Det tænkte de dog ikke så meget over, for hun nærede ikke stor tillid til ret mange mennesker.
Da hendes far altid arbejdede, brugte hun meget tid med sin bror, så lidt tid som muligt med sin barnepige. De legede så meget sammen, at det var nemt at glemme deres pligter, eller i hvert fald hendes bror. Han hjalp meget til rundt omkring, også for at tjene lidt ind til føden. Han var trods alt, snart en teenager, han måtte hjælpe med det han kunne. Måske skrantede det lidt indimellem, men de var ikke fattige og de levede godt, både med hinanden og alle andre. Aubrey var aldrig ensom, selv ikke når hendes storebror og far var væk, så slap hun som regel væk fra barnepigen, og legede med alle de andre børn i nabolaget.
Aubrey havde altid kaldt barnepigen for "hende", men nu ønskede hendes far at hun skulle kalde hende ved navn, eller kalde hende mor. De skulle nemlig giftes. Da de fortalte nyheden, startede hendes skrig, hylen og protester. Kunne han ikke se hvor ond hun var? Hvorfor ville ingen tro hende? Ikke en gang hendes bror, ville tro på hvad hun sagde. Der var noget ondt over den kvinde, men ingen kunne eller ville se det. Kun Aubrey så det.
Frustreret over hendes opførsel, sendte han Aubrey over til sin søster, der boede ude på landet. Tit glemte hun sine bekymringer derude, hun lærte at slappe af og tage ansvar, både for sig selv og dyrene.
"Far hader mig," sagde hun, efter de havde malket en af køerne.
"Hvad for dig dog til at tro noget så fjollet?" spurgte hendes tante. Hun tog spanden med mælk, og hældte den op i en af de mange dunke, som skulle ind i det kølige rum.
"Fordi han sendte mig herud.. han tror ikke på mig," mumlede hun og samlede en kvist op. Det var ikke så svært at bøje den, vride den rundt.
"Nej, han forstår bare ikke hvorfor, at du ikke kan lide hende," sagde hun. "Tro mig, din far elsker dig,"
"Men tror du på mig?"
Det ventede kvinden meget længe med, at svare på. De kiggede nøje på hinanden. Aubrey ønskede at hendes tante stolede på hende, at hun ville kunne se hvor ond barnepigen var.
"Jeg ønsker at tro på dig, men siden jeg ikke har mødt hende, kan jeg ikke drage nogen forhastede konklusioner," sagde hun og rørte blidt hendes kind. "Kom, lad os få mælken ind."
De snakkede ikke om det igen. Aubrey blev stærkere, men ikke ligefrem mere moden på nogen områder. Hun tyede stadig til leg, indimellem jagtede hun ænderne eller hønsene. Dog, mente hun aldrig noget ondt med det. Det var bare sjovere at lege med dyrerne, end at være alene eller arbejde. Der var mange ting at ordne på gården, og det var ikke altid lige sjovt at arbejde, men hun gjorde de ting hun skulle, uden brok og tilbød også tit at hjælpe. Men når hun ville lege, så var det altid dyrene hun legede med. Der var ikke rigtig nogen børn deromkring, som ville lege med hende.
Ridning, blev også en stor hobby for hende. Hun fik sin helt egen pony til sin trettenårs fødselsdag.
Men der gik ikke lang tid efter det, at hendes far kom for at hente hende. Han havde besøgt hende nogle gange, siden hendes flip, men nu mente han, at efter lidt over et år, at hun nu godt måtte komme hjem. Da hun spurgte om han havde ægtet hende, var hun ikke lykkelig for svaret, men hun fik ikke lov til at blive hos sin tante længere. Hun skulle se sin stedmor og sin storebror.
"Jeg hader hende!" skreg Aubrey og smækkede med døren. Gid hun kunne låse sin værelsesdør, men den nøgle var blevet konfiskerede, efter hun havde låst sig inde i to dage. De havde skændtes igen. Hende og stedmoren. Denne gang, var det fordi hun var gået ud og ikke havde sagt hvor hun var gået hen. Og siden hendes far lå syg, og ikke kunne arbejde, måtte de alle sammen hjælpe til. Stedmoren gjorde dog ikke noget, hun kostede bare rundt med dem. Aubrey begyndte at arbejde som en tjener, hos en af de rige, for at hjælpe sin far. Det var noget af det mest ubehagelige, hun nogensinde havde oplevet. Herren i huset stirrede altid på dem, som var de noget man kunne spise, ellers holdte han bare øje med dem. Hans søn var ikke meget bedre, holdte sig altid for sig selv, men hver gang man rettede sit blik imod var han i gang med at stirre på en.
Hun hadede det.
En dag var hun blevet kaldt til sønnens kammer, et sted hun frygtede, og med god grund. Hver gang hun følte hans blik, fik hun kvalme inden i. Han var lige så kold som is. Noget ved ham havde bare aldrig virket rigtigt.
Da han havde lukket hende ind i sit kammer, fornemmede hun en kulde, der lå i hele rummet. Der var ingen varme i dette rum. Han kommanderede hende til at sætte sig på knæ, så han rigtig kunne se hende. Hun gjorde som han sagde. Hendes blik var på gulvet, frygten for ham steg i grad med at intet skete. Hvad lavede han? Hun hørte ham rumstere med noget og pludselig havde han hevet op i hendes kjoles snøre, ryggen blev bar og skreg af den ulidelige smerte der kom. Et brandemærke blev lagt på hendes lænd. Dog, gjorde han ikke mere, siden hun ikke lod ham hjælpe hende med at snøre sin kjole sammen igen og hun flygtede hjem.
Da hun endelig nåede hjem, lagde hun et koldt omslag på brandemærket og lagde sig i seng. Det gjorde så ondt. Men efter det, opførte hun sig som om, intet var hændt. Hun ville bare glemme det.
Aubrey havde altid forgudet sin storebror, selvom hun ikke havde set så meget til ham, efter hun havde boet hos sin tante. Han havde virket både fjern, fraværende endda og nogen gange meget distancerede fra hende. Kunne han ikke lide hende mere?
De tanker løb igennem hendes hoved, mens hun gik hjem. En glødende rød farve, skød hende i møde da hun så sin families hus, i flammer. Der lød skrig, ikke fra huset, men gaden. Folk var i panik, prøvede at slukke ilden og sørge for at hun ikke løb derind.
"Far!" skreg hun i gråd, mens en mand holdte hende tilbage. Hun måtte derind, hun måtte redde sin familie. "Far!" Af grunde hun ikke forstod, kaldte hun ikke på sin storebror, hun var bange for at hvis hun gjorde, så ville hun ikke få svar. Den frygt blev stærkere og stærkere, da hun ikke hørte noget svar fra hverken hendes bror eller far. Nu følte hun sig som et barn, forvildet og forvirret, uden at ane hvorfor, skreg hun bare efter sin bror og far. De måtte ikke forsvinde fra hendes liv! Hun ville ikke have det.
3 år gik. Livet gik videre, folk havde hurtigt glemt branden, men det havde hun ikke. Aubrey, ville nok aldrig komme sig over det. Hun kunne knap nok nærme sig ild, uden at se branden og frygte, at hun stod for tur. I starten havde hun søgt efter sin bror og far, men til sidst havde hun givet op, der var ingen spor at gå efter, og begravelsen med hendes far havde været overstået for længst. Man fandt aldrig årsagen til branden, hellere ej hendes brors lig. Kun hendes far og stedmor, var omkommet i branden. Men hvor var han så henne?
Aubrey havde givet op. 21 år gammel, og hun måtte forsøge at leve sit liv, så godt hun nu kunne, og så længe skæbnen ville hende det.
Minder:
- Branden
- Året hos sin tante
- Hendes fars erklæring om at han elskede hendes barnepige
- Da hun blev brændemærket.
Andet: -