Post by Chevere pertia d’silicet on Jun 22, 2012 16:59:29 GMT 1
Cherry havde gemt sig i laden. Hun havde, som de fleste andre hørt rygterne om at laden skulle være hjemsøgt. Alligevel havde et kærestepar, der ikke lod til at kende rygterne, fanget hende i laden. Hun kunne i hvert fald ikke komme ud uden at blive opdaget, og hun havde igen planer om at afsløre sig selv. Så indtil videre lå hun skjult på en af loftsbjælkerne. Ikke fordi hun havde behøvet at gemme sig synderligt, da kæresteparret ikke havde øjne for andet end hinanden. Hun var efterhånden træt af at vente på at de skulle forlade stedet selv og hoppede fra loftsbjælken over på et høloft der var hævet langt over gulvet, hvor parret befandt sig. Hun gik hen mod kanten, hun kunne sikkert finde et passende til at beskyde dem derfra. Men parres pludselige stilhed og rystende stemmer da de spurgte om der var nogen fik hende til at smile udspekuleret. De havde altså hørt de uhyggelige historier, eller rygter om man ville. Hun satte sig på hug og næsten kravlede lydløst hen til kanten, hvor hun alligevel var skjult af halmen og høet. Parret rejste sig og kiggede sig uroligt om. Hun kiggede nærmere på parret da de rejste sig, de havde været svært at se dem mens de lå i halmen. Hun spærrede øjnene op. Hvad? Hun kendte dem begge af udseende, de havde begge en højere status i Merosal. De var også begge gift, bare ikke med hinanden. Hun trak sig væk fra kanten igen så de ikke opdagede hende. Hun begyndte at forstå hvorfor de var i laden, de havde valgt stedet pga. rygterne. De forventede at folk ikke turde komme der ind og derved ville folk højst sandsynligt ikke opdage affæren. Hun kunne ikke lade vær med at le dæmpet, hvis hun ikke havde skjult sig i laden til at begynde med havde hun ikke opdaget det. Hendes latter gjorde dem ikke mindre nervøse, specielt ikke da lyden blev kastet rundt i det store rum. Det gav bare hendes latter en overnaturlig og uhyggelig klang. Hun smilende igen og gennemgik de historier om laden som hun kunne huske. Da hun havde valgt en med nogle effekter hun kunne fuldføre gik hun i gang med at skræmme dem væk. Det ville både være sjovt og så ville hun kunne forlade laden igen.
----------------
Cherry lo højt da parret endelig havde forladt laden. Hun mindedes ikke at have haft det så sjovt længe. Hun lå på ryggen på høloftet og ventede til hun ikke kunne høre deres heste mere. Så satte hun sig op og børstede det værste halm af tøjet og ud af håret. Hun udvalgte en passende bunke halm på gulvet og sprang ned i den. Hun blev liggende lidt og kiggede op i loftet hvor spindelvæv og støv herskede. Så rejste hun sig og børstede sig af igen. Hun foldede hænderne bag nakken og gik hen mod udgangen. Nu var hun sikker på at parret var væk, men hun havde ikke al verdens tid ingen aften. Der ville højst sandsynligt komme nogle unge rendende og vædde om hvem der turde og ikke turde forskellige ting. Hun havde aldrig selv været bange for spøgelser, Chevere var uden tvivl, men hun selv nægtede at frygte noget så trivielt. De kunne ikke engang skade hende, så hvorfor frygte dem. Hun gik i sine egne tanker da hun fik øje på noget. Noget glimtende i halmen fangede Cherrys opmærksomhed. Havde parret glemt noget i deres flugt? Hun bevægede sig tættere på og undersøgte området. Hun fik fat i en kæde. Hun blev en anelse skuffet over at det sikkert bare var en halskæde, men den anden ende af kæden var tungere end hun forventede. Hun trak den anden ende af kæden fri og betragtede medaljonen der nu hang og drejede langsomt. Den havde pigen ikke kunne undgå at bemærke hvis hun mistede. Og den virkede lettere tung for en halskæde. Hun tog fat i medaljonen i stedet og slap kæden. Hun var overrasket over at den tynde kæde kunne bære medaljonen, den så ikke særlig stærk ud. Hun rejste sig med medaljonen og betragtede den lidt. Den var af guld og dekoreret med en masse rubiner. Hun holdt den lidt på afstand og genkendte formen af en rose. Hun undrede sig over at nogen overhovedet kunne miste sådan en medaljon. Den var sikkert meget værd. Hun undersøgte den lidt nærmere og lagde mærke til at det lignede at den kunne åbnes. Hun prøvede lidt forskelligt, men besluttede sig for ikke at ty til vold. Hun ville ikke ødelægge den. Hun vidste ikke om medaljonen havde tilhørt kvinden, men hun besluttede alligevel at beholde den, hvis hun nu kunne bruge den som et fældende bevis. Eller presse dem til at betale for at få den tilbage. Hun forlod laden med medaljonen i hånden, mens hun tankefuldt lod en finger glide over rubinerne. I sidste ende kunne hun nok sælge den hvis den ikke kunne bruges til andet.
//out//
----------------
Cherry lo højt da parret endelig havde forladt laden. Hun mindedes ikke at have haft det så sjovt længe. Hun lå på ryggen på høloftet og ventede til hun ikke kunne høre deres heste mere. Så satte hun sig op og børstede det værste halm af tøjet og ud af håret. Hun udvalgte en passende bunke halm på gulvet og sprang ned i den. Hun blev liggende lidt og kiggede op i loftet hvor spindelvæv og støv herskede. Så rejste hun sig og børstede sig af igen. Hun foldede hænderne bag nakken og gik hen mod udgangen. Nu var hun sikker på at parret var væk, men hun havde ikke al verdens tid ingen aften. Der ville højst sandsynligt komme nogle unge rendende og vædde om hvem der turde og ikke turde forskellige ting. Hun havde aldrig selv været bange for spøgelser, Chevere var uden tvivl, men hun selv nægtede at frygte noget så trivielt. De kunne ikke engang skade hende, så hvorfor frygte dem. Hun gik i sine egne tanker da hun fik øje på noget. Noget glimtende i halmen fangede Cherrys opmærksomhed. Havde parret glemt noget i deres flugt? Hun bevægede sig tættere på og undersøgte området. Hun fik fat i en kæde. Hun blev en anelse skuffet over at det sikkert bare var en halskæde, men den anden ende af kæden var tungere end hun forventede. Hun trak den anden ende af kæden fri og betragtede medaljonen der nu hang og drejede langsomt. Den havde pigen ikke kunne undgå at bemærke hvis hun mistede. Og den virkede lettere tung for en halskæde. Hun tog fat i medaljonen i stedet og slap kæden. Hun var overrasket over at den tynde kæde kunne bære medaljonen, den så ikke særlig stærk ud. Hun rejste sig med medaljonen og betragtede den lidt. Den var af guld og dekoreret med en masse rubiner. Hun holdt den lidt på afstand og genkendte formen af en rose. Hun undrede sig over at nogen overhovedet kunne miste sådan en medaljon. Den var sikkert meget værd. Hun undersøgte den lidt nærmere og lagde mærke til at det lignede at den kunne åbnes. Hun prøvede lidt forskelligt, men besluttede sig for ikke at ty til vold. Hun ville ikke ødelægge den. Hun vidste ikke om medaljonen havde tilhørt kvinden, men hun besluttede alligevel at beholde den, hvis hun nu kunne bruge den som et fældende bevis. Eller presse dem til at betale for at få den tilbage. Hun forlod laden med medaljonen i hånden, mens hun tankefuldt lod en finger glide over rubinerne. I sidste ende kunne hun nok sælge den hvis den ikke kunne bruges til andet.
//out//
