Clarice de Noir

[Clarice de Noir]

*Clarice de Noir*

Fulde Navn: Clarice de Noir
Kalde/kælenavn: Clarice, Frøken de Noir,
Alder: 21 år – Clarice ser også ud til at være deromkring. Bliver oftest skudt til at være et år yngre eller ældre.
Seksualitet: Heteroseksuel
Bydel: Øst
Job: Komtesse, Oprører
Rang: Overklasse

Evner: Clarice manipulerer med søvn og drømme. Efter folk er faldet i søvn, kan hun forstærke deres søvn, så de ikke vågner midt under akten. Dette gøres ved en hånd på panden. Med hånden på panden kan hun gå ind og placere en drøm eller et mareridt i personens søvn, og kan også se tidligere drømme, som personen har haft. Ved at tolke disse drømme, kan hun ofte regne sig frem til, hvad personen tænker i sin underbevidsthed – dette er dog meget usikkert, da drømme tit kan tolkes forskelligt.
Udvikling af evnen: Clarices evne er ikke fuld udviklet. Hun arbejder på at kunne få folk til at falde i søvn, i stedet for blot at kunne forstærke søvnen. Hun øver sig også i at placere drømme hos folk, uden at skulle have en hånd på deres pande, og at kunne gøre det, mens personen er vågen. Hun mener også, det bør være muligt at ændre på allerede eksisterende drømme, men ved ikke hvordan. Jo mere evnen udvikler sig, jo hurtigere er det også muligt at bruge den.
Styrke: Clarice placerer drømme eller mareridt i andre folks søvn. Drømme og mareridt kan godt ændre en persons syn på noget, eller ved mareridt måske frembringe en frygt overfor noget. Clarice selv kan se personernes tidligere drømme, og derved resonere sig frem til et udmærket billede af denne persons underbevidsthed. Hun kan desuden forstærke søvnen, så de ikke vågner ved larm.
Svaghed: Clarice skal koncentrere sig utrolig meget for at placere en drøm hos en, og bliver hun forstyrret af den mindste ting, må hun starte forfra i processen. Dette er dog tit ikke muligt, fordi det samtidig kræver så meget energi, at hun er i fare for selv at falde i søvn inden hun når at placere drømmen. For Clarice tager det i øjeblikket mellem 15-30 minutter at placere en drøm, alt efter drømmens længde. Hun oplever også, det kan være svært at placere en drøm, hvis hun selv er meget følelsesmæssigt involveret i emnet.

Udseende: Clarice er en køn pige, virkelig. Det lange, mørke hår med naturligt fald og de røgfarvede, dybgrønne øjne står i stærk kontrast til den blege næsten hvide hud og effekten er slående.
Clarice er glad for sit hår og sørger for at pleje det godt, hvad hendes mor har lært hende. For man kan altid dække et blåt øje eller en bums med lidt svup og svip, men dårligt hår er ikke sådan til at komme af med. Derfor svinger hun de bløde, mørke lokker med stolthed, og det ses da også kun sjældent opsat. Da hun endnu er ugift kan hun bære det løsthængende.
Clarices øjne er røgfarvede, dybgrønne – lige så spillende og levende som en smaragd i sollys. Det er sjældent de udviser andet end kulde og fuldstændig kontrol, og man får virkelig et indblik i hendes stærke sind, hvis man ser i dem. Øjnene er mandelformede og en smule skrå, nærmest som en kats. Farvenuancen skifter alt efter hendes humør – de er røgfarvede når hun er vred eller irriteret, mere mørke når hun er tændt og lysere når hun er glad.
Som nævnt er Clarices hud meget lys, næsten direkte hvid, dog uden at se livløs ud. Hun har ikke været plaget særlig meget af filipenser og er det stadig ikke, og resultatet er en flot, fejlfri hud, der misundes af mange kvinder.
Derudover er hendes ansigtstræk ganske ordinære; en lige, regelmæssig næse, som hun selvfølgelig ikke er tilfreds med, og lyse, fyldige læber, der danner en smal mund.
Clarice er en høj pige omkring 175-180centimeter og dermed er hun højere end mange mænd, hvilket hun har lært at acceptere. I sine yngre år fremstod hun ofte ranglet men den tid er ovre. Hun er ved at være oppe i teenageårene, teknisk set er hun ikke teenager længere, og som så mange andre teenagepiger har vægten været et problem for hende, så hun er ingen ultraskinny model, men det klæder hende ganske godt og med tiden er hun blevet en blød, varm kvinde – en beskrivelse, der ofte modsiges af hendes personlighed.
Faceclaim: Kate Beckinsale i rollen som Anna Valerious i Van Helsing

Personlighed: Clarice er en pige, typisk for samfundet. Hun er meget målrettet og skyr ingen midler, for at nå sit mål. Samtidig er hun ovenud intelligent og er sig meget bevidst, hvordan hun fremstår for andre folk.
Man behøver ikke se længe på Clarice, for at regne ud, hvad ’hun er for en’. Det ses tydeligt, at hun hører til overklassen: hun udstråler en sådan aura af kulde, at man på det nærmeste kommer til at gyse i hendes nærhed. Den varme hår- og øjenfarve er meget selvmodsigende.
Clarice bliver ofte betragtet som værende arrogant og stolt – for god til at nedlade sig til at snakke med andre – men det passer nu ikke altid. At hun ikke taler så meget, at hun ikke plaprer ud med alting og at hun ikke indlader sig med fremmede har anfægtet den reaktion hos folk. Hun er for stolt og kold, siger folk, der ikke kender hende.
Der findes ikke en person i Clarices vennekreds, som hun uden tvivl ville lægge sit liv i hænderne på. Så reserveret er hun – en ener, siger man. Det er de færreste, som hun føler sig fuldstændig tilpas i selskab med, og det er sjældent, hun er sig selv. Hun har en rolle – hun er jo komtesse. Hun skal være et godt eksempel, og denne rolle spiller hun til fulde, der er ikke noget at sætte sin finger på. Derfor er det også få – måske slet ingen – der kender Clarices rigtige jeg.
Som nævnt indlader Clarice sig sjældent med fremmede. Hun hader forandringer, nok mest fordi hun ikke ved, hvordan hun skal takle dem. Hun er ikke typen, der hidser sig op og råber og skriger ad folk – tværtimod. Hun er meget kontrolleret og foretrækker at bevare det kølige overblik. Dermed ikke sagt, at hun ikke bliver vred. For det gør hun. Meget endda, og der skal ikke meget til. Stoltheden fornægter sig nemlig ikke og hun nærer en indgroet afsky for underklassen. Clarice siger sjældent nej til en mental duel, for at vise sin overlegenhed, men det er sjældent, hun selv foreslår dem. Hun vil hellere med værdighed ignorere genstanden for hendes vrede eller til tider pille de snobbede tøser eller arrogante drenge ned med en lige højre. På det punkt foretrækker hun at slås på gademanér. Dog er dette aldrig sket i offentlighed, så begivenheden er altid blevet dysset ned. Clarice elsker at danse. Denne interesse har også gjort sit til, at Clarice nu kan kontrollere sin krop og sine bevægelser fuldstændigt. Det er sjældent, man ser et menneske, der er i større harmoni med sig selv.
Clarice er ikke bange af sig. Hun går mod sine instinkter ved ofte at konfrontere sig selv med sin frygt – for på sigt at kunne bekæmpe den. Modsat mange andre kvinder og piger, er hun en person, der ser folk i øjnene, når hun taler med dem. Og det ene af få, der kan få hende til at frembringe et lille smil er, hvis denne øjenkontakt bliver gengældt. Dette tyder på en sikkerhed på sig selv, som kun sjældent bliver set.
Clarice har aldrig været den pige, der bare har snuppet den første, den bedste fyr, snarere tværtimod. Det er utrolig sjældent, at hun går ud med fyre, og det på trods af, at der ikke er mangel på bejlere. For det meste bakker de ud – hun behøver blot at se på dem, sådan koldt, nedladende og en smule medlidende, så er det løb kørt. Dette fænomen har forårsaget rygter om, at Clarice skulle være homoseksuel – altså til piger. Dette er en løgn. Clarice har aldrig tænkt i disse baner, hun er bare anderledes end så mange andre snobbede piger. En bestemt fyr, der virkelig kan bjergtage hende, fascinere hende og vise omsorg, kan være i hendes interesse, og det er ikke så let, at gøre indtryk på hende. Inderst inde tænder hun på dyb, gensidig og hengiven kærlighed.
Clarice elsker at være ude om natten og se på stjernerne – det åbner en hel ny verden for hende, føler hun, og fanger man hende en sådan nat, vil man ofte få et helt andet indblik i hendes person.
En ting ved Clarice, der falder fuldstændig udenfor hende person, er hendes sans for retfærdighed. Hun sørger altid for at høre alle sider af en sag, inden hun dømmer i den.
Desuden er Clarice aktiv medlem i mutanternes oprørsgruppe. Hun har fået nok af det styre, der er i øjeblikket, og da hun selv er mutant, ved hun bedre end nogen anden, hvordan det er at leve i det samfund. Hun ønsket forandring, og hendes sans for retfærdighed byder hende at kæmpe for sin sag. Clarice sørger selvfølgelig for, at det kun er de rigtige mennesker, der kender til hendes rolle i oprøret, ligesom det også kun er de rigtige, der ved, at hun er mutant.
Interesser: Litteratur. Clarice interesserer sig for alt litteratur, og læser det, hun lige har ved hånden. Hun interesserer sig også for at skrive selv.
Derudover finder hun mutanterne interessante, og er meget engageret i oprørs-arbejdet.
Likes:
+Dans. Clarice finder det befriende hvad enten det er alene eller sammen med andre.
+En god ridetur. Clarice benytter rideturene til at få ting på afstand, komme lidt væk.
+At gå barfodet omkring. Dette sker selvfølgelig ikke i offentlighed.
+Arbejdet med oprørsgruppen. Det tilfredsstiller hende, at hun ved, hun gør noget for sin sag.
Hates:
-Pøbelen. Clarice nærer en indgroet afsky for underklassen – noget, der er kommet ind med modermælken.
-Forandringer. Clarice aner ikke, hvordan hun skal takle dem.
-At have uret. For Clarice findes der ikke noget værre end at tabe en diskussion.
Frygter:
-At tabe ansigt (fx at græde offentligt)
-At være buret inde som et dyr
-Søvnen.
Hemmeligheder:
Clarices rolle i oprøret er hemmelig for mange. Det samme er det faktum, at hun er mutant.
Desuden er der endnu ingen, der er blevet indviet i hendes drøm om at blive forfatter.

Familie:
Stella de Noir(født Delaware), 42 år, grevinde; mor.
Fitzwilliam de Noir, 45 år, greve; far.
Alexander de Noir, 25 år, greve; storebror.
Lisa de Noir, 14 år, komtesse; lillesøster.
Andre vigtige personer:
Elena, 23 år, mutant.
Aimée Lionett, 21 år, tidligere kammerpige og hofdame.
Fortid: Clarice er vokset op på de Noir-palæet I Talians østlige bydel. Her havde hun en sikker barndom, hvor intet udefrakommende kunne nå hende – hvad, der kunne nå hende indefra, er en helt anden sag.
Clarice er den mellemste af tre søskende, og hun har altid haft et godt forhold til sin storebror, primært fordi de deler så mange synspunkter. Lillesøsteren derimod har hun ikke ofret særlig meget opmærksomhed, kun en sjælden gang, når moderen havde affejet hende. Stella de Noir, mor til de tre børn, var nemlig ikke spor interesseret i sine døtres opdragelse – og hvis hun var, så turde hun ikke give sin mening til kende. Hun så dem kun sjældent, mens hun til gengæld nærede en dyb hengivenhed for sin søn, der kunne grænse til det omklamrende. Faderen, Fitzwilliam, var en stor og fedladen mand, der ikke tænkte på andet end at de skulle spare så meget, de kunne.
I alle tider, er der børn, der er blevet født ind i den forkerte. Clarice er en af dem. Hendes smittende barnelatter gjaldede i de dystre værelser, og Stella kiggede forskræmt på sin mand, blot for at se, hvordan hans ansigt formørkedes ved pigens letsindighed.
”Hvordan har du kunnet få et så overfladisk barn, Stella?” gryntede han. ”Hun forstår jo ingenting af livets alvor! Desuden spiser hun aldrig sin mad op. Sikke et sløseri! Et godt korpus er tegn på rigdom.”
Som Clarice blev ældre, blev det gedigne palads til en trang, borgerlig verden, et patriarkat, hvor faderen for hende var en urkæde over en tyk mave og en myndig stemme, der til stadighed kværnede om, hvor nyttigt det var at spare, sådan at man ikke gik glip af noget. Clarices moder var et vissent og forskræmt væsen, der sagde ”Javist, Fitzwilliam” og fór rundt for at opfylde hans behov, helst allerede inden, han sagde det.
Da Clarice var barn, havde hun tit mareridt. Altid den samme drøm, hvor hun løber gennem en dal, der runger af stemmer, som vil have hendes hjælp; ser en vinduesrude, hvor nøgne, hvide ansigter stirrer ind og famlende hænder prøver at finde vejen. Derfor sover Clarice altid med gardinerne rullet for. Hun er bange for, at hvis hun vågner en nat, og ser dette vindue, vil hun stå op og lukke dem ind. Det er selvfølgelig ren indbildning, men ikke desto mindre har det sat en frygt i livet på hende.
Clarice havde en stor fejl, som gjorde, at hun ikke hørte hjemme i det miljø – hendes sans for retfærdighed. Og lige så lidt, som det var retfærdigt at nogle mennesker skulle leve i så absolut fattigdom og andre i overdådig rigdom, lige så lidt, var det retfærdigt, at en stor del af befolkningen, mutanterne, skulle leve et så skjult og lyssky liv, som de var tvunget til.
Højrøstede stemmer og smækkede døre var tit at høre i de Noir-palæet, når Clarice forsøgte at tage den diskussion med sin far. Først da Clarice mødte Elena og opdagede, hun selv var mutant, lærte hun at tie på det punkt. Faderen var sikker på, det var et tegn på, at han var ved at få krammet på hende, at hun omsider havde forstået, at det ikke var for kvinder at bekymre sig om den slags. Men det var indtil, han hørte noget andet.
”Hvad er det for dumheder, jeg hører? At du tager del i din broders lektielæsning i stedet for at øve dig på orgelet? Du bilder dig vel ikke ind, du kan måle dig med ham? Piger som dig er skabt til at brodere udstyr og følge de noder, de spiller efter.”
Så holdt Clarice op med at følge sin broder i undervisningen. I stedet begyndte hun at gå på opdagelse i familiens bibliotek, hvor hun læste mangt en bog, i skjul selvfølgelig. Hun opdagede magien ved ord. Når hun læste, var det som om, hun befandt sig i en anden verden. Så begyndte hun at skrive selv. Fyldte side på side med sine drømmer, sine fantasier om en anden verden, en verden, der var bedre end denne. Det er en hemmelighed, hun stadig holder på sig. En kvinde kan jo ikke blive forfatter. Så hun nøjes med at drømme i det skjulte.
Nu er Clarice nået at blive 21 år. Hun ler ikke så ofte længere. Men den stærke vilje og det oprørske sind lever endnu, og det kommer til udtryk gennem hendes arbejde for oprørsgruppen. Nogle ting lykkes det hendes forældre at få indprentet hende – fx at underklassen er en gang rakkere og tyveknægte, der selv er skyld i deres fattigdom, fordi de ikke gider arbejde for det. Men hendes sans for retfærdighed er større end det, og hun er i stand til at se bort fra sin foragt, hvis hun ved, det hun gør, er i en god sag.
Minder: Da det første gang lykkes hende at se Elenas drømme, og det derved gik op for hende, at hun faktisk ér mutant.
Andet: Clarice ejer en rød travhest ved navn Máha, en hoppe, som har et iltert temperament. Clarice ridder nogen gange en hasarderet tur på hesten for at få afreageret fra et eller andet.