the past

[Devin Jared Lynwood]

Jared havde været tæt på at miste hans støtte, da Keane pressede sin trøje imod såret. Han bed tænderne hårdt sammen for ikke at ende med at give en smertefulde lyd fra sig. Hans vejrtrækning blev mere og mere tung, som han kæmpede imod smerten og gjorder alt for at holde sig oppe ved hjælp af hans hånd og hans knæ. Hans lår var dog begyndt at ryste og truede med give slip på stillingen.
Han rystede på hovedet, da det var gået op for ham at Keane havde sagt undskyld og ment det var hans skyld.
”D..D-det er ikke d.. din skyld..” fik han sagt. Det var ikke Keanes skyld at han var blevet uopmærksom, det var hans egen skyld for at lade det ske..
Jared skreg af smerte ved at trøjen blev bundet stramt ind til såret og havde knækket sammen på jorden, hvis ikke at Keane havde haft taget hans arm over hans skulder. Jared lukkede øjnene, som han prøvede at få styr på sig selv og hans åndedræt.
Han bemærkede nynnen og bemærkede at han rystede, men kunne ikke finde energi til at svare på det...

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane nynnede roligt og selv om Jared sagde det ikke var Keanes skyld følte han stadig det var. han holdte godt fast i Jared og gik med faste skridt væk fra vest. han så på Jared og følte sig dum. hvorfor havde han ikke bare startet med at fortælle jared om hans reaktion på aften. han så roligt på vejen som den blev mindre ødelagt og han vidste de snart var ude. han håbede bare at Jared kunne holde igen. han vidste at der log et læge telt et eller andet sted.
der gik næsten 10 minuter før de kom til et telt. Keane smilte glad og valgte at samle alt den energi han kunne og få jared over til hjælp. han nåede også kun lige at komme ind i teltet hvor en sygeplejske så dem komme ind før at Keanes energi var opbrugt og han faldt sammen men havde gjort at han faldt sådan at jared ville lande oven på ham og ikke på gulvet. Keane havde lukkede øjne og kunne ligne en der var død men han trak vejret meget svagt. han var kraftesløs lige nu.

[Devin Jared Lynwood]

Jared kunne mærke at Keane begyndte at trække hans krop for prøve at få ham frem. Han holdte øjnene lukket og lod stille Keane føre ham frem, som han begyndte at gå. Langsomt og meget usikkert, men det fik fremad..
Jared åbnede øjnene, som han prøvede at se frem for sig, men hans syn var meget sløret. Han var ikke sikker på hvor han var på vej hen og endte med at ligge hans tillid til Keane. Han tog ham vel til noget hjælp og ikke udgav ham til vagterne, som sikkert ville udnytte hans ynkelige tilstand.
Hans syn forsvandt helt lige før de 10 minutter og gjorder nu for alvor brug af Keane, som førte ham. Han kunne mærke hvordan hele hans krop gerne ville give efter for smertende og udmattelsen ved at tvinge sig afsted. Keanes trøje var fuldstændig smurt ind i blod og det havde dryppet på vejen derhen..
Hans hoved havde svært ved at opfange at han faldt. Han opdagede det ikke før han kunne mærke at han blev trukket op og gjorder ham helt forvirret. Han hørte stemmer, men kunne ikke få noget ud af lydene eller ordene..
Han kunne mærke at han blev lagt ned på maven og hans arme blev bevæget. Nok for at fjerne hans trøje for at komme til såret på ryggen. Han mærkede hvordan presset blev fjernet fra såret og følte en lettelse, men hurtigt blev taget fra ham, som det begyndte at svie i såret.. Derefter forsvandt Jared helt fra bevidstheden.
Lægen pressede sine fingre imod Jareds hals og sukkede lettet, da der stadig var en puls, selvom den ikke var stærk. Jared var kun besvimmet, højst sandsynlig pga smerterne. De rensede det sidste af såret med det rene alkohol før de begyndte at sy såret sammen..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane var blevet bragt ind i et rum og Jared i et andet. da Keane ikke var så slemt skadet som Jared så gav det ham noget koldt vand og noget vand på en stykke stof og lagde på hans skader. der gik ikke længe før han havde det noget bedre og kunne få lov at komme ind til jared.
timer gik. Keane sad forsat inde hos Jared som de havde renset hans sår og syet det sammen og bundet ind. Keane sad på en stol over for Jared på den seng han log på på maven selvfølgelig. han saf med hænderne på knæende og foldede hænder og havde sin pande på hænderne. han håbede at jared klarede den. ellers kunne han aldrig tilgive sig selv. Jared var hans bedste ven. hans bedste minde. han havde aldrig glemt jared. han bedte meget i håb om at det måske kunne gøre jared klarede den. såret havde været slemt. men det at Keane havde været skyld i at Jared havde været uforsigtig kunne han ikke tilgive. hvorfor skulle jared altid rede Keanes røv.

[Devin Jared Lynwood]

Jared vågnede stille. Han mærkede hvordan hans ryg smertede og hele hans krop føltes øm bemærkede han. Han åbnede forsigtigt øjnene. Han kunne til at starte med intet huske, men det hele kom til ham i brudestykker i løbet af et par sekunder. Han bevægede svagt hans højre hånd for at være sikker på at sværdets blade ikke havde skåret noget forkert i hans ryg. Han kunne sagtens bevæge dem og mærke dem bevæge sig. Der var intet at frygte. Jared sukkede lettet. Men hvad med Keane?
Han satte forsigtigt hænderne i sengen og ville tit at skubbe sig op og sidde, men han løftede sig kun en smule før hans arme opgav.
”Pis” mumlede han irriteret. Hans krop havde åbenbart taget mere skade af det end han først havde regnet med..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane sad roligt og da han pludselig hørte ordet pis smilte han. Jared havde klaret det. han så op fra sine hænder og så på Jared. han lagde armende ned på sine ben og så på Jareds bandage. "ja selvfølgelig er det dit første ord når du vågner" sagde Kende med et lettere grin over sine læber. han rejste sig langsomt da hans krop stadig gjorde ondt og var fyldt med blå mærker og nogle skrammer. men ikke noget man kunne se med hans tøj på. han gik over til Jared og smilte. "godt at se du er vågnet storebror" han satte sig på hug ved jared så han kunne så at Keane var der ved ham. han ville da ikke forlade ham for noget i verden. han var for stor en betydning for Keane til at han kunne lade ham være alene her.

[Devin Jared Lynwood]

Jared så imod Keane. Han var altså okay? Han sukkede lettet og valgte at blive liggende. Han smilede svagt og var egentlig var bare glad for at Keane var okay..
”Hvor er vi, Keane?” spurgte han, selvom han svagt kunne gætte sig til noget af svaret. Han kunne huske at de var gået dertil, men han kunne ikke huske hvordan vejen havde været eller hvilken retning, som de var gået i.
Han håbede et sted at hans tidligere mistanker omkring Keane i virkeligheden er kommet tilbage for at lede ham i hænderne på mutantdræberne forblev mistanker. Han ville ikke være i stand til at kæmpe tilbage imod dem, sådan som han var lige nu..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane så på Jared. han følte det var hans skyld at han var såret. hvorfor skulle han også være så dårlig til at forsvare sig selv. han lyttede til Jared spørgsmål og smilte roligt og venligt. han anede ikke at Jared mistænkte ham for at ville lede ham til mutantdræbere. hvorfor skulle han dog gøre sådan noet når han selv var mutant.
"vi er i Lægeteltet. Jeg var jo nød til at gøre et eller andet for at rede dig som du redede mig... som du altid har gjort"
han smilte roligt da han godt vidste at det ikke var første gang at Jared havde redet Keanes røv. Keane var en arbejder. ikke en kæmper. han var ikke van til slåskampe. han havde altid arbejdet i stedet for. og han arbejdede mere nu hvor han var i familie med en gårdmand.. en rigtig bonderøv.

[Devin Jared Lynwood]

Jared nikkede svagt ved svaret fra Keane. Det var så hvad han var gået ud fra. Keane var altså ikke ude på at få ham drabt. Hvis det havde været tilfældet havde det ikke været nemmer end at gøre ham færdig nu. Hans hånd bevægede svagt på sig og lagde sig på Keanes knæ og et svagt kærligt smil gled over hans læber.
”Det er jo det man har brødre til..” sagde han i en blid svag tone. Han lod hånden blive på Keanes knæ og lukkede øjene for at slappe af. Hvile, men han havde ikke planer om at sove endnu. Det følte han sig ikke tryg nok til.. Han var tryg ved Keanes selskab, men ikke ved selve stedet.. Han lyttede til hans eget åndedræt og fandt det utroligt roligt i forhold til smerterne..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane kunne aldrig finde på at dræbe Jared. han havde jo sørget for Keane da de var børn. han havde været hans bror så længe han huskede. han så på jareds hånd som lagde sig på hans knæ og han smilte lidt. Jared's kommentar gjorde at Keane gav et lille grin fra sig.
"ja det har du ret i"
Keane irreterede sig faktisk over at være så magtesløs han kunne håndtere en tiger unge. en ulv. en hest. køer og tyre, får og vædere. men mennesker og andre mutanter der var han altid totalt på bar bund. han var ikke stærk. han kunne ikke forsvare sig med våben. han kunne ikke bruge et. han så på Jared og smilte stille for sig selv. han ville så gerne hjælpe Jared men hvordan skulle han. Keane kunne jo ikke telepotere, han kunne ikke flyve, han kunne ikke engang finde ud af sin ejen ønske evne. han anede ikke hvordan han skulle bruge den til sig selv. kun hvordan andre brugte den. han så rundt i rummet. der var ret stille der inde. lægen så til en anden der var kommet imens jared havde været bevidstløs.

[Devin Jared Lynwood]

Jared smilede lidt mere, som Keane gav ham ret. Det var rart at være sammen med ham igen. At kunne høre ham, røre ham og se hans smil igen. Det var ikke gået op for ham hvor meget han egentlig havde haft savnet Keane før nu.. Det gjorde helt ondt, næsten værre end den smerte, som Jared havde, som han gav op med at lede efter Keane.
”Fortæl...” sagde Jared svagt og holdte sine øjne åbne i frygt for at Keane ville være væk når han åbnede dem og hans hånd i virkeligheden lå på noget andet end Keanes knæ.
”.. fortæl hvad du har lavet i de år du har været væk.. Jeg vil høre om alt..” afsluttede han og nød nu bare den stille fred, som han kunne ha' med sin bror i den tid, som de kunne få det..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane var rolig og da Jared pludselig sagde fortæl så han op. fortæl hvad? en historie? nej det var det nok ikke. da han så hørte det hele så Keane ned på Jareds hånd. hvad han havde lavet i de år. ja. der var jo desværre så meget at fortælle. hvor skulle han begynde. han så på jared. han havde aldrig glemt ham. men han havde jo ikke andet hvad der var sket med ham efter fangehullet.
"ja.. der er jo sket så meget. men jeg har været døden nær da jeg forsvandt fra fangehulet. men blev da redet af en kvinde som tog sig af mig, hun er dyrelæge..."
han begyndte at fortælle alt hun havde gjort for ham og hvordan hun havde behandlet de sår fra fangehullet og alt hun havde lært ham om dyr. han fortalte at hans far havde fundet ham sammen med hende og havde taget ham med hjem igen. at Keane var vokset op hos en bonde på en rigtig gård med rigeligt mad og mange gøremål.
han fortalte også at han tit havde været i Talian og håbet at finde Jared men skulle passe sit job på samme tid. det var ikke altid lige nemt når man ikke vidste om han levede eller ej.

[Devin Jared Lynwood]

Jared lå og lyttede til Keanes fortælling. Han bevægede småt sin hånd og kom små brum undervejs for at vise at han lyttede til hvad der blev han fortalt. Han måtte indrømme at livet som bonde lød, som et godt liv med nok at gøre og mad til at kunne fylde alle munde. Det var bestemt ikke det slags liv, som der var i byen.
Lyden af tunge rustninger og heste fik Jared til at spærre øjnene op. En panik skyllende igennem ham, som han kom i tanke om at han lå uden noget som helst på hans overkrop. Hans brændemærke på ryggen var synlig. Dem i teltet vidste han var mutant. En sygeplejerske kom straks ind til dem og tyssede til at de skulle være stille. Hun lagde et lag over Jareds ryg, som ville gemme mærket væk. Jared var helt forvirret, som det virkede til at de hjalp dem. Men selvfølgelig, hvis vagterne fandt ud af at de havde hjulpet en mutant ville der ske forfærdige konsekvenser for dem også.
Udenfor kunne man høre vagter snakke om at der havde været foregået et slagsmål og om de havde modtaget nogen såret. Lægen forsikrede ham om at de ikke modtaget nogen med skader efter slagsmål. Det næste man hørte var de tunge rustningerne, som bevægede sig rundt om teltet og hestenes prusten. Jared var magtesløs i hans nuværende position og bad til at de bare ville ridde deres vej..

[Keane Loki Ere Teiko]

Keane smilte og fortalte roligt til han på samme til med jared hørte vagterne. sygeplejsken kom ind og tyssede på dem. Keane så bekymret på Jared. han havde altid beskyttet Keane men hvordan skulle Keane mon beskytte ham nu. han så på sygeplejsken og skyndte sig over til vinduet og hoppede ud. sygeplejsken skulle til at stoppe ham men han pegede bare alvorligt på jared for at sige hun skulle passe på ham. han hoppede ned på jorden og en af vagterne hørte det. de kom farene om hvor Keane var hoppet ned og farede mod ham. Keane mod alt han kunne afsted kunne godt høre vagterne råbte han skulle stoppe i talians navn.
*jeg er ingen Talianer. jeg stopper kun i min konges eller prins navn.*
Keane løb i flere tider rundt og rundt om forskellige hjørner og først ved midnat fik han rystede dem af. han sad på et af de forladte huses tag og mærkede sit had komme frem i sig. det had talian havde skabt. han ønskede kun Jared klarede den. og at han ikke så ham sådan her igen selv om han faktisk havde fået dæmpet det sidst.

[Devin Jared Lynwood]

Jared så skiftende på Keane og sygeplejersken, som Keane skyndte sig imod vinduet. Han havde vel ikke tænkt sig at lokke dem væk? Det var for farligt! Han så Keane springe og forbandede atter hans nuværende situation, som gjorder at han så hjælpeløs.. Jared prøvede at rejse sig, men blev kun holdt nede af sygeplejersken. Han kunne høre vagterne var på jagt efter Keane.
* Lad ham ikke blive fanget.. Jeg ber dig, Latronia.. Lad ham ikke blive fanget *

Flere timer senere kunne lægerne og sygeplejerskerne ikke holde på Jared længere. Han måtte finde ud af hvad der var sket med Keane. Hans gang var noget sløv og usikker, men han kom frem. Vagterne havde været tilbage, som de ikke længere havde kunne se Keane. Men der var intet at finde, da de imellem havde haft masser af tid til at gemme Jared væk.
Han stod lænet op af en af de mørke huse for at holde en pause. Såret begyndte svie, som sveden begyndte at løbe ned af ham. Hans ben gav efter og han endte med at glide ned af muren. Han ønskede at se et tegn på at Keane var okay. At han ikke var blevet fanget af vagterne. Hans ben tillod ham bare ikke at bevæge sig længere i hans tilstand..