Post by connor mitchell on Jul 31, 2012 11:47:39 GMT 1
Connor fulgte så hurtigt efter hende og sagde stille "find et sted hvor der er jord så kan jeg gemme os" han vidste ikke hvad der skete men han kunne fornemme det ikke var godt så han havde tænkt sig at bruge sine evner så de kunne gemme sig under jorden og vente på faren var væk eller han kunne lave tunnel så de kunne komme langt væk
Verri tænkte ikke rigtig over at hun ikke fortalte ham noget, han måtte altså indtil videre bare stole på hende. Hun trak ham ud af køkkenet gennem gangen og videre ind i butikken. Hun stødte hånden ind i de af dørene der ikke var åbne. Og da det gik lidt hurtigere end når hun normalt bevægede sig rundt i huset fik hun lettere ondt i hånden. Den anden hånd havde stadig fat i Connor. Hun hørte hvad han sagden men vidste ikke rigtig hvad han mente, der var jo i princippet jord over det hele. "Noget specielt jord?" spurgte hun og måtte, til sin store irritation, sætte farten ned da de skulle igennem butikken. Den var mere vanskelig at komme igennem end resten af huset. Hun hørte døren bliver åbnet i den anden ende af huset og stemmerne brede sig. At finde jord til ham måtte altså vente. Hun halvt ramlede ind i døren da hun ikke kunne se den, og slaget fik døren til at svinde hele vejen op og hamre ind i muren med et brag. Så meget for at slippe bemærket væk. De kunne vel ikke gøre så meget andet end at finde et sted hvor han kunne gemme dem. Hun bandede da hun hørte at de var blevet opdaget. "Skynd dig, jeg tror jeg kender et sted du kan bruge" sagde hun hastigt og trak ham med ud af huset.
Post by connor mitchell on Jul 31, 2012 13:47:58 GMT 1
Han fulgte efter hende så godt han kunne og de var ude for sagde han "nej bare meget at det" han ville kunne gemme dem begge med lethed bare han havde nok jord han stolede på hende faktisk troede han det var nogle af dem fra i går som havde fundet dem så han gjorde sit bedste for ikke at de skulle fange dem og håbet at de ikke var så langt der fra
Verri tænkte sig om. Meget jord? Hun fik en ide og løb ned af vejen med Connor efter sig og fløjtede på Miri. Igen lod Miri til på magisk vis at vide hvor Verri ville hen. Og den lod også til at forstå situationen for den ledte hende ned af alle smutvejene. Hun løb så hurtigt som de nu var muligt nu hun var blind og skulle bruge stort set alt sit fokus på at undgå at løbe ind i noget, og sørge for at Connor heller ikke gjorde. "Forhindring til højre i ankelhøjde... Duk hovedet... Smal passage." Hun informerede ham løbende om hvad han skulle være forberedt på. Og satte farten ned de steder hvor der var mere vanskelige forhindringer end noget han skulle løbe udenom. Hun vidste ikke hvem mændene var. Men uanset om de var vagter (eller hvem nu der førte mutanterne væk) eller nogen af dem de var 'stødt på' dagen før så lod de ikke til at ville noget godt for Connor. Derfor var hun også fast besluttet på at de ikke skulle få fat i ham på hendes vagt.
Post by connor mitchell on Jul 31, 2012 14:54:39 GMT 1
Conner prøvede at undvige de forskellige mens han prøvede at lave forhindringer som små huller i vejen men han kunne ikke gøre det rigtigt så hullerne blev ikke rigtig til noget men så de ikke ville kunne se at han lavede dem så han ramte nogle gange ting ikke så det stoppede ham men bare gjorde meget ondt så han håbede på de var der snart
Verri førte ham alligevel et godt stykke inden hun stoppede brat og så trak ham, hurtigt, til siden. Hun havde på turen undskyldt hver gang han stødte ind i noget. Hun følte lidt det var hendes skyld, og det var det vel på en måde også. Hun havde hun dog fået ham ud et sted hvor der var natur og en del jord. Både jord de kunne gå på, men også jord det var løs pga. at den var blevet gravet op. Så kunne han vælge hvad der var nemmest for ham. Hun stoppede og slap ham, løbeturen havde gjort hende lettere forpustet men hun var langt fra træt. "Sådan, jord" sagde hun og trak vejret dybt for hurtigere at genvinde pusten. Hun havde holdt nogenlunde øje med deres forfølgere men kunne ikke fornemme dem da de ikke var indenfor den rækkevidde hendes evne havde. Derfor kunne hun ikke sige hvor de var eller om de stadig fulgte efter dem.
Post by connor mitchell on Jul 31, 2012 15:40:05 GMT 1
"Godt stå helt stille" sagde han forpustet og gav slip på hendes hånd og to et skridt væk fra hende og tog en dyb indånding og sagde "du må ikke trække vejret for hurtigt ellers er der ikke nok luft til os begge" og hoppede op i luften og vente sig om så han landet på hænderne og så begyndte jorden under dem at bevæge sig hurtigt ned og da de var cirka to meter under jordens overflade hoppede han igen og landet på fødderne og tog fat i jorden over dem og hev dem sammen så hvis man var på overfladen ville det ligne at der havde været nogen af grave lige der og til sidst slog han små huller op til overfladen så de kunne få luft
Verri nåede lige at vende ansigtet mod ham med et undrende udtryk, før jorden begyndte at bevæge sig under hende. Det var en ret mærkelig oplevelse. Hun kom med et forskrækket udbrud da jorden under hende begyndte at bevæge sig. Hun faldt og endte med at sidde på jorden og blive ført nedad. Hun sørgede for at sidde meget stille så hun ikke kom til at gøre noget forkert, han havde jo bedt hende om at stå stille. Men hun kunne altså ikke undgå at falde. Hun gjorde nu også sit bedste for ikke at trække vejret for hurtigt som han også havde sagt hun ikke måtte. Forsigtigt prøvede hun at komme på benene igen, ude af stand til at vide hvad han mon havde lavet. Hun havde kunne høre at han lavede noget, men ikke hvad. Hun ventede roligt.
Post by connor mitchell on Jul 31, 2012 16:29:10 GMT 1
Conner satte sig ned på jorden og sagde "så burde vi være i sikkerhed ud over hvis de begynder at grave men vi skal ikke tale for højt for ellers kan de høre os" han var begyndt at få hovede pine for at røre jorden fra alle de store og små vibrationer fra og sagde "tak for du hjalp mig" han kunne fornemme nogle rat store vibrationer ikke så lang væk fra ham og røkke sig mod den eftersom han gættede på det var Verri og mærkede efter hendes ansigt og fandt den rat hurtigt og sagde "mange tak" og kyssede hende på kinden som en slags belønning fra hendes hjælp og blev ild rød i hovedet af det
Verri havde ansigtet vendt mod ham "ahh" hun begyndte så småt at indse hvad han havde gjort og hvad det egentlig var sket. Hun mærkede forsigtigt på væggen lidt derfra. Hun fandt det altså stadig fantastisk at han kunne kontrolere jorden. Specielt nu hun så omfanget af hans evner. Hun ville ikke have at de opdagede dem, nok mest fordi hun ikke regnede med at de ville kunne undslippe denne situation. Men hun følte sig ikke fanget eller på nogen måde klaustrofobisk til trods for at hun ikke kunne fornemme noget omkring sig fordi jorden blokerede hendes evne. Hun følte sig i stedet som et frø det blev passet godt på hernede under jorden. Nok eftervirkninger af hendes arbejde som gartner. Verri skulle til at svare på hans 'tak' men da han begyndte at famle efter hende blev hun afbrudt. Hvad lavede han mon nu? Hun ham gøre hvad han ville, nysgerig efter at finde ud af svaret. Svaret overraskede hende dog lidt, men hun reagerede ikke rigtig på det. Verri var vant til at blive kysset på kinden af sin mor når hun enten lod sin mor få sin vilje eller gjorde noget godt. Hun var ikke opdraget med informationen om at der var forskel på hvem der kyssede dig. Hun opfattede derfor bare Connors kys som tegn på at hun havde gjort noget godt og smilede for sig selv. Hun frydede sig lidt, der var ofte ikke andre end hendes mor der roste hende - og hun så det lidt som ros.
Post by connor mitchell on Aug 1, 2012 0:46:01 GMT 1
Conner blev endnu mere rød i hovedet og røkke sig væk fra hende igen og sagde "så vidt jeg kan fornemme er der nogle i nærheden men jeg kan ikke sige præcis hvor langt væk de er" han vidste ikke rigtig hvordan han skulle forstå de vibrationer han modtog hvis hans hovedpine ikke var det eneste der fulgte hans tanker så han tog ubevidst sine hænder op til sit hoved
Verri kunne af gode grunde ikke se hans reaktion. Og hun var for facineret af alt det der skete omkring hende til at fokusere på ham. Derfor lagde hun heller ikke mærke til de ændringer der forekom i hans lys. Hun var simpelthen for optaget af hans evne og dem der forfulgte dem. Hun rejste sig op for at bringe sig selv tættere på lufthullerne over dem. "Min evne kan ikke trænge igennem jorden" sagde hun og fokuserede på lufthullerne, de gav hende en forbindelse til verden deropppe, men ikke meget. Det var i hvert fald ikke nok til at kun kunne fornemme noget som helst, uanset om hun koncentrerede sig eller ej. Hun opgav lidt efter. "Jeg kan ikke fortælle dig mere præcist hvor de er" indrømmede hun og vendte sin opmærksomhed mod ham igen, de kunne vel ikke gøre andet end at vente.
Post by connor mitchell on Aug 1, 2012 12:34:22 GMT 1
Conner havde en enorm ønsket at komme ud der fra eller bare slå hovedet ind i væggen men han kunne ingen af delene hvis han slog hovedet ind i væggen for hvis han gjorde det ville jorden over dem falde ned over dem og sagde uden at tænke over det "hvad så lave for at slå tiden ihjel tale om hinandens liv" han begyndte at få det helt dårligt at alle de vibrationer
Modsat Connor der havde lyst til at transportere sig langt væk fra deres hule i jorden, så havde Verri det egentlig rigtig godt dernede. Hun følte sig både sikker og i godt humør. Hun så på ham da han begyndte at tale til hende og nikkede for at vise sin enighed. "Det kan vi godt, og fordi du allerede har fortalt mig så meget" svarede hun smilende "skal jeg så ikke starte med at fortælle denne gang?" hun smilede glad. Denne gang kunne hun ikke tilbyde ham hverken vand eller mad til når han blev tør i halsen, men det var ikke den eneste grund til at hun tilbød at fortælle om sig selv. Hun mente også det hun havde sagt. Og hun havde faktisk ikke noget imod at fortælle lidt om sig selv, i hvert fald ikke hvis det var til Connor.
Post by connor mitchell on Aug 1, 2012 17:33:40 GMT 1
Connor nikkede og kom i tanke om hun ikke kunne se det og sagde "bare fortælle det du vil sige om dig selv" han fik det værre og værre han ville ønske at de vibrationer bare ville stoppe hvad han godt vidste det kun ville hvis han havde noget imellem ham og jorden men han vidste ikke at der var noget han kunne bruge og sagde igen uden at tænke over det "måske hvad du forstiller dig om med at få mand og børn"
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker