Verri lyttede selv om hun havde ryggen til ham. Hun fornemmede stadig hans lys og registrerede eventuelle skift i farverne. Det gode ved hendes 'syn' var at hun ikke behøvede at have sine øjne rettet mod den person hun ønskede at vide noget om. Hun skulle blok fokusere på det hun kunne mærke. "Hvad kunne han med den evne?" spurgte hun nysgerigt og vendte hovedet så hendes spørgsmål blev båret til ham uden problemer. Det tog længere tid for hende at lave mad da hun egentlig skulle føle sig frem til det hele, også ingredienserne. Selv om de havde været levende skabninger før, kunne hun ikke fornemme dem mere nu hvor planerne var blevet plukket, eller dyret var blevet slagtet. Hun havde dog lært formen og følelsen af de fleste af tingene og efter lidt tid bredte der sig en duft af hendes ret i rummet. Det undrede Verri at selv om hun lavede mad så gjorde hendes mor dem ikke selvskab. Måske var hun så sur på hende at hun ikke ønskede at gøre dem selvskab? Hun havde godt nok skældt Verri ud i går efter hun kom slæbende med en såret, besvimet mutant. Verri havde dog godt kunne forstå hende. Hun var jo blevet bedt om at holde sig fra mutanter og ikke slæbe fremmede med hjem. To regler hun nu havde brudt.
Post by connor mitchell on Jul 9, 2012 22:10:00 GMT 1
"Hans evne gav ham lov til når han blev fuld af raseri eller var i kamp fik han styrke til at ødelægge kæmpemæssig sten og slå igennem en jern og kæmpe mod hundrede af dæmonen men til gengæld ville han ikke kunne mærke alle de skader han fik men kan vi ikke vente med spørgsmålene tilbage efter" sagde han venligt og tænkte over hvor han var kommet til og samtidig nødt han duften af maden
Hun løftede imponeret øjenbrynene til hans svar, mon der egentlig var mutanter der kunne det? "Jo jo" mumlede hun og koncentrerede sig om maden igen "du kom til at han nåede til skoven med dæmontræerne" forklarede hun ham roligt da hun bemærkede hans lys' ændring. Det var egentlig lidt svært at vide hvornår maden var færdig, og hun blev egentlig enig med sig selv om at det var bedre at lade sin mor om det i fremtiden. Indtil hun havde trænet noget mere i hvert fald. Hun endte dog med at være tilfreds med smagen, og uden at brænde sig ret meget fik hun da også serveret den. Hun bar skålen med den grønsags- basserede ret over til ham. Hun havde ingen ide om om retten havde et navn, hun vidste bare at hun syntes det smagte godt. Det gode ved at kende planterne så godt som hun gjorde var at hun vidste hvilke der var gode sammen. Hun satte hans portion med bestik på bordet og satte sig selv på gulvet for at høre mere historie. Hun foretrak personligt at sidde på gulvet. Hun spiste roligt og holdt så ellers sin mund.
Post by connor mitchell on Jul 11, 2012 17:41:04 GMT 1
"Når ja da han så det blev han opfyldt af raseri så han angreb alt hvad han kunne se dæmontræerne men også de mennesker de havde fanget i 7 dage og 7 nætter end til han havde ødelagt et dæmontræerne fald han sammen og sov og da han vågnede han og fik øje på en lille dreng som ikke var mere end 7 år og sagde du er vågen tak for du reddede mig mit navn er Masahiko og dit er" sagen han og stoppede kun for at spise lidt og få lidt at drikke
Verri lyttede roligt til hans fortælling, hun havde nok været nødt til at spørge alligevel, så hun bar egentlig glad for at hun havde spurgt selv om han ikke var tilfreds med det. Hun spiste roligt, lidt glad for at han heller ikke kunne se, så var hun ikke den eneste der havde besvær med det. Han kunne heller ikke se hende eller rette på hende. Eller det kunne han godt, men han kunne da i hvert fald ikke se hvordan hendes manerer var. Hun opførte sig derfor som hun gjorde normalt, og ikke med påtaget attitude som hun ofte blev bedt om når hun og hendes mor havde gæster. Hun fokuserede lidt mere på hans lys for at finde ud af hvad han syntes om maden, han havde jo forbudt spørgsmål.
Post by connor mitchell on Jul 12, 2012 22:40:16 GMT 1
connor spiste som altid kun med kniv og fingre hvis hans mor havde set det ville hun havde fået nogle til at skære og hans far ville have sagt så var vi fri for at gøre det ren og så han var glad for han havde forladt det liv og tog en tår af sit krus og begyndte at fortælle igen "men Amazon kunne ikke svare for han var stadig helt udmattet så Masahiko gav ham mad og sagde kan du ikke så vil kalde dig Yamamoto en til du selv kan tale og så passede Masahiko end til Yamamoto kunne gå selv"
Verri fandt det befriende at være i selvskab med en anden blind, der var noget andet, noget mere normalt, over det selvskab som Connor gav hende. Noget som hun faktisk ville ønske at andre mennekser også kunne tænke sig frem til at hun måske ville sætte pris på. Hun kunne jo sagtens klare sig selv, men folk så altid hendes manglende syn som en enorm ulempe og behandlede hende som et barn eller som noget værdifuldt der skulle passes på. Og det drev hende til vanvid, så at Connor bare opførte sig helt normalt og behandlede hende som alle andre passede hende fint. Hun slappede også af i hans selvskab og tænkte ikke på hvordan hun egentlig skulle opføre sig, hun kunne være sig selv. Hun lyttede fanget til hans historie og morede sig over hvor meget det egentlig mindede om der hun havde gjort for ham inden for de sidste timer. Det mindede faktisk meget om det de lige havde oplevet, bortset fra dæmonerne. Men nogen så jo mutanter som dæmoner, så måske var der mere lighed end hun først troede. Dog opfattede hun mere dæmonerne i hans historie som mutant-haderne og kongens mænd. Hun stillede sin tallerken ved siden af sig da hun var færdig med den og satte sig til rette for at høre resten af historien. Hun forholdt sig stille og afbrød ham ikke.
Post by connor mitchell on Jul 17, 2012 23:58:17 GMT 1
connor spiste og drak lidt mere og forsatte sin historie "og samme dag begyndte dæmon hæren at bevæge sig mod og så løb han op ad den største træ med Masahiko holde fast om hans hals og da de var kommet op gav Masahiko Amazon en armbånd og sagde min far sagde den hedder GaGa Armlet og den skulle give den som havde på og Amazon tog GaGa Armlet og råbte så højt at man kunne høre det flere dagsrejser væk Amazon og hoppede ned af træet og kæmpet mod alle 1000 dæmoner og kun en dag efter havde han dræbt eller fået dæmonerne til at stikke af og tog tilbage til byen sammen med Masahiko og her sluttede historien om kamen rider Amazon"
Verri lyttede stille mens han fortalte. Hun var efterhånden nysgerig omkring en del ting. Men han havde jo forbudt spørgsmål så hun gjorde sit bedste for at huske dem alle sammen. Det forstyrrede dog ikke hende koncentration, og hun fik fat i alt hvad han fortalte hende. Hun klappede lidt af hans fortælling inden hun lagde armene om benene igen. Hun var vendt tilbage til den stilling hun havde siddet i før hun havde lavet mad. Hun smilede for sig selv. "Historien siger ikke noget om hvad der skete med ham derefter?" spurgte hun nysgerigt. Hun ville stadig gerne vide hvad der skete med kvinden der havde mistet sine øjne, skoven han havde redet og drengen som han åbenbart havde efterladt i et træ. Hun betragtede roligt hans lys, meget opmærksom på ikke at komme til at fokusere for meget. Det ville betyde at hun brugte sin evne mod ham med vilje, hvilket ikke var tilfældet med det hun så nu. Det var bare en form for 'bivirkning' at hun ikke kunne slukke sin evne igen.
Post by connor mitchell on Jul 22, 2012 20:07:50 GMT 1
connor smilede mod Verri og sagde "måske bliver det sagt i en af de andre historier så vidt jeg husker er der 10 tilbage men jeg kan sige det her da Amazon blev for gammel til at beskytte hans hjem gav han sine evner til GaGa Armlet så alle som tog den på ville have de samme evner og Masahiko tog GaGa Armlet og blev den nye Amazon men hvad for en historie skal vi nu tage historien om sky rider eller historien om Kiva" han morede sig lidt over at hun troede at han ville komme ville komme med slutning i den første historie at 11
Verri registrerede at hans følelser skiftede kort. Det var faktisk en pæn farveændring. Hun gættede derfor på at han ikke var irriteret over hendes spørgsmål, men hun genkendte ikke følelserne og havde ikke tid nok til at undersøge dem nærmere. Det han sagde lød dog lidt for hende som om at han havde lyst til at fortælle hende resten. Hun havde da heller ikke noget imod det, han var god til at fortælle og hun kunne godt lide historierne. Dog mumlede lidt skuffet for sig selv, men nærede et håb om at han ville nævne disse personer igen i nogen af de andre personer siden at han ikke ville fortælle hende det. Hun havde ikke tidligere hørt så mange historier om himlen og var endnu ikke så facineret af den endnu. Derfor fandt hun historien om personen der var kendt ved navn mere interessant. "Fortæl mig den om Kiva" svarede hun, men syntes selv at hun lød en anelse komanderende og uhøflig, derfor tilføjede hun også noget mere "så er du sød". Hun smilede til ham og ventede roligt på hans afgørelse om hvilken historie han ville fortælle. Hun ville egentlig gerne høre dem alle.
Post by connor mitchell on Jul 30, 2012 20:12:17 GMT 1
Han fik et lille smil og sagde "jeg arbejder som en fortæller lige nu så det er dine historie ønsker jeg skal fortælle og historien om Kiva begynder længe før Kiva selv blev født" han holdte en pause og sagde "men hvor er din mor enlig nu Amaterasu" han var nysgerrig om hendes mor var delvist for at finde sin jakke og for det andet at takke hende
Verri kiggede undrende på ham. "Du er her da ikke som arbejder, du er her som min gæst" sagde hun lettere forundret. Havde han fået det forkerte indtryk af hende og hendes intentioner. Et dybt slag af skuffelse ramte hende hårdt. Hans spørgsmål til hendes mor rev hende dog ud af skuffelsen og hun begyndte egentlig selv at undre sig over hvor hun var. Verri lukkede øjnene og fokuserede på et større område end hvad der var lige omkring for hende. Hun fandt dog hurtigt ud af at moderen ikke var i huset. "Hun er gået" svarede hun roligt da hun åbnede øjnene igen. Konstateringen undrede hende dog. Hvorfor var hun gået? Og hvor var hun gået hen? Hun undrede sig en del over det og endte med lidt at glemme at hun havde selvskab. Hvor pokker mon hendes mor var?
Post by connor mitchell on Jul 30, 2012 20:53:46 GMT 1
Conner rystede på hovedet og sagde "jeg er musiker og kunstner så når jeg spiller musik eller laver andre ting så arbejder jeg men jeg gør det gratis" han havde på fornemmelsen at der var noget galt så han rejste sig op og spurgte hende "plejer din mor ikke at være hjemme på denne tidspunkt" han var allerede begyndt forberede sig til den hovedpine han ville få hvis hun svarede nej
Verri smilede lettet, det var altså bare hende der havde misforstået ham. Det skete ikke så tit, men når hun nu nægtede egentlig at bruge sin evne mod folk, så skete det en gang imellem. Hun fornemmede dog hans uro og fuglte hans eksempel og rejste sig "hun er normalt altid hjemme, medmindre hun køber ind, men det gjorde hun i går" hendes stemme var tydeligt undrende. Dog slappede hun mere af da hendes mor kort efter gik inden for Verris evnes rækkevidde. Hun skulle til at berolige Connor da hun i det samme lagde mærke til de to mænd der fulgte med hendes mor. Hvad pokker foregik der? Hun begyndte at blive urolig igen. Til trods for at hun ikke brød sig om at krænke folks privatliv ved at bruge sin evne så fokuserde hun nu på sin mor og de to mænd. Det krævede dog at hun koncentrerede sig, men på trods af det kunne hun ikke fokusere på dem alle 3 samtidig. Derfor fokuserede hun i stedet på sin mor, hende kendte hun. Dog havde hun aldrig forventet at ville fornemme sådan nogle intentioner fra hende. Hun ønskede tydeligvis ikke Connor det godt. Det chokerede Verri dybt. Men da hun opfangede brudstykker fra noget der nok havde været en samtale blev hun overbevist om at det hun fornemmede alligevel var sandt, selv om hun ikke ville tro på det først. Hun havde intentioner om at afsløre Connor og udlevere ham som mutant. Verri var lamslået, men spilte ikke tiden. Hendes mor eller ej, hun skulle ikke drømme om at udlevere nogen som helst. Hun gik hurtigt over til Connor og talte lavt "Vi skal væk, nu" det var nok egentlig mest ham der skulle væk, men hun så det ikke som en mulighed at lade ham klare det selv. Hun tog fat i ham og genede ham hurtigt gennem huset og frem til døren på den anden side. I håb om at de kunne slippe væk den vej. "Skynd dig" bad hun lettere ængstelig.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker