Visiting the dead

[Alethea Dominique Lialony]

Det var midt om natten. Mørket var opslugende, for hverken månen eller stjernerne kunne ses på himlen. De var dækket af det ocean af skyer, som himlen nogen gange havde. At det ikke trak op til torden, var et vidunder.
De dødes gård var tom, udover gravene, hvor folk lå i hvile med deres elskede. Der var ingen dyr, der puslede omkring, ingen dyrelyde. Der var ganske enkelt helt tomt og meget stille. Men pludselig lød der hesteskridt ude ved porten, som gik langsomt op og lod rytteren komme ind. Det var Alethea. Hun havde en lanterne i hånd, der lyste hendes vej op. Mørket var hendes fjerne, og hvis hun ikke havde noget lys, ville hun nok skrige af rædsel.
Alethea havde taget en lang, sort kjole som dækkede både hendes ben ned til anklerne, og hendes arme ned til det yderste af håndleddene. Den sorte kappe dækkede hende lidt til, så hun ikke ville fryse. Hætten var blevet trukket op, da hun ikke ønskede at blive set her. Det var alt for tæt på Talian, tættere end hun huskede at have været.
”Rolig, Horsie, rolig,” sagde hun blidt til hingsten, der bar hende hen af de smalle stier. Hun ville ikke stille ham for langt væk, i det tilfælde at hun var nødt til at flygte fra stedet. Desuden, han havde lige så meget ret til at se hendes far, som hun havde. Da de nåede graven, steg hun af og satte sig foran graven. Hun havde nogle hvide og røde roser i sin favn.
”Far..” hviskede hun stille, og lagde blomsterne på hans grav. ”Undskyld, at jeg ikke har været her for at se dig.. jeg har bare.. jeg har ikke en gang en undskyldning..” Tårerne pressede svagt på.

[Esekias Lawrens Montegeu]

tidligt om aftenen var Esekias søgt ned til sin fars grav der lå i den fattigere del af kirkegården, der var kun en simpel sten på hans grav hvor navnet stod på. han var kommet her ned for at finde støtte og ro, og han havde ikke følt han havde noget at gøre i templerne eller der hjemme, mens hans tanker rasede. hans far var mest et billede, et svagt minde om en mand han havde, men gennem årene var hans ånd blevet hans ven, det havde været ham han forrestillede sig han talte til når han havde brug for at finde råd hos nogen der ikke var levende, og det havde han nu, han kunne ikke forstå sine følelser eller sine reaktioner og han anede ikke hvad han burde stille op, han sad knælende ved foden af graven, hvor han havde sidet lige siden solen var begyndt at gå ned, han havde før knælet en hel nat, så det var ham ikke noget problem. hans tøj var meget rigt, han havde mørke bukser på en hvid skjorte, en mørke blå fløjels jakke med høj hals og en stærk varm kappe med guld broderi over skuldrene, ved siden han hans familie sværd som var hans pligt og ret at bære over alt. han var tydeligt fra den gode ende af selv de riges klasse, så han passede slet ikke ind i den her ende af kirke gården, men ingen rente med sladder om kirke gården, det var for forkert at gøre, så han kunne være i fred for vurderende blikke. Under et træ lidt der fra hvor han havde mødt Alicia lå Bodil toldmodigt og ventede på ham uden at lave en lyd, hun var den roligste brunne hoppe man kunne forestille sig

[Alethea Dominique Lialony]

Alethea havde adeligt blod i sig, så hendes far var begravet i de riges område, hvor hun selv ønskede ikke at skulle have bevæget sig derind. Hun havde ikke særlig lyst til at gå derfra. Hun var ked af det. Den far hun elskede så højt som barn, ville aldrig nogensinde kunne være i sit liv igen. Forbandet være den sygdom! Forbandet være at guderne ikke havde villet, at hun skulle have haft sin far i sit liv!
Tårerne blev for meget for hende, og hun begyndte virkelig at græde. Det var hårdt at være alene, specielt når hverken hendes mor eller far kunne være der for hende, og heller ikke hendes søster. Den søster der lod til at hade hende, virkelig meget. Blomsterne, blev lagt på graven. Og hun rejste sig op, prøvede at tørrer sine tårer væk.
”Kom, Horsie, lad os komme hjem,” mumlede hun stille, inden hun satte sig op. Hingsten begyndte at gå frem af. Hun var nødt til at dirigere hesten frem ad, da stien ikke var bred nok til at hun kunne vende ham, og gå ud den vej hun var kommet fra. Så, hun måtte gå igennem de fattiges gravplads. Lanternen holdte hun højt oppe, så hun kunne se frem og holde øje med hvordan vejen gik. Horsie kunne sagtens se, men hun var selv bange for mørket, på denne måde jog hun den bare væk.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias fars grav var ikke lang fra vejen der førte igennem gravpladsen, han havde ingen lys med, det havde ikke være nødvendigt da han var kommet her, og mørket generede ham ikke som han sad der, med kappen på var det heler ikke koldt at side der, selvom hans knæ langsomt var blevet stive af at være på jorden. han havde lukkede øjne og var dybe i sine egne forvirede tanker, der dog var faldet lidt ned inden i end han havde været da han kom. ved træe der stod på et af den lidt brede del af grevpladsen hørte Bodil at der kom en anden hest og hun løftede hovedet og kiggede frem, med et let frinsk mod den fremmede

[Alethea Dominique Lialony]

Alethea hørte et vrinsk, det lød fjernt, så det kunne ikke være Horsies. Hun lyste lidt rundt, lod sin hingst fortsætte frem, men hun kunne ikke se nogle andre endnu. *Jeg hørte vel forkert,* tænkte hun nervøst. Hun hadede når det var mørkt, så blev man lettere skræmt og lydene virkede mere uhyggelige, specielt skarpe. Nervøst lod hun lyset gå lidt længere ud, bare for at se om hun virkelig kunne se noget, et eller andet der ikke var uhyggeligt. Som et af de monstre hendes søster skræmte hende med.
Horsie fortsatte frem, først nu besvarede han den anden hests vrinsk. Alethea blev urolig af hans iver, det føltes som om han gik hurtigere, hvilket fik hende til at tvivle på, om hun virkelig havde hørt forkert eller ej.
”Horsie, hvad er der?” spurgte hun uroligt. Da de var kommet nærmere, så hun faktisk hesten der stod bundet, det fik hende automatisk til at lede efter ejeren af hesten. Hun ville ikke have ballade, men hun kunne ikke lade vær med at føle en hvis panik inden i. Det havde måske været en dum ide, hun havde bare ville besøge sin fars grav. Nervøst lænede hun sig lidt frem og lyste noget mere, for at kunne se bedre.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias blev vækket fra sin mediterende tilstand da Bodil vrinskede af noget, Bodil var ikke en hest der vrinskede af ingen ting så han vidste der måtte være nogen. han rejste sig op fra sin stilling og stakte sine fast låste ben, han kiggede rundt men blev stående ved graven, en hest kom nærmere og bodil rejste sig op fra under træet, og vrinskede svagt igen i venlig hilsen til den fremmed hest. bodil var en venlig hest. Esekias børstede lidt støv af det fine støv da han så lanternen med lys og kvinde ansigtet, han så lige ind i hendes øjne, hvad lavede en ung kvinder her på denne tid af natten??

[Alethea Dominique Lialony]

Horsie vrinskede igen, men han stoppede dog op, et stykke fra både den fremmede hest og manden der stod et stykke væk. Alethea fik set ham, og det skræmte hende. Mest på grund af det tøj han havde på. Han var af høj status, hvilket betød at hun ikke længere befandt sig i en særlig sikkerzone. Ikke fordi hun frygtede at han kendte hende, ikke mange havde som sådan kendt hende da hun boede i Talien, men hendes efternavn var skam kendt. Hendes familie kom jo fra de adelige kredse. Det gjorde hun ikke længere selv.
Af ren frygt for at sige noget, lod hun vær, og trak de tyrkisk grønne øjne til sig. Det røde hår stod også en smule ud, men sådan var hendes udseende nu en gang, det var sådan hun var født. Hun holdte fast i lanternen, der endnu holdte et bærende lys der ikke ville brænde ned, før om et godt stykke tid. Bare hun ikke opholdte sig der for længe. Hvis hun først blev fanget i mørket, frygtede hun, at hun aldrig slap væk derfra. Det havde været sikrest at komme om natten, alligevel burde hun have sikret sig med endnu et lys.
Blikket holdte sig imod jorden, nervøs og uvidende om hvad hun nu skulle gøre. Om hun skulle fortsætte videre, eller vente til han var gået, men måske havde hun forstyrret ham, det håbede hun ikke. Horsie vrinskede endnu en gang.

[Esekias Lawrens Montegeu]

pigen så skræmt ud, hun lignede hun var på afveje og ikke vidste hvor hun var, hun så i hvert fald bange ud, han gik langsomt mod hende med et roligt smil
" Er de okay frøken"[/color]
spurgte han høfligt og nærmede sig roligt hende og hesten. han smilede beroligende til hende han ønskede ikke hun skulle være bange og holdt hænderne hvor hun kunne se dem, til han trådte ind i lyset af hendes lanterne, han missede lidt med øjende han havde vennet sig til mørket så det pludselige lys var meget

[Alethea Dominique Lialony]

Hun blev en smule skræmt da han kom tættere på, men spørgsmålet fik hende til bare at se lidt, forvirret ud. Det havde hun ikke regnet med, dog virkede han ikke til at ville hende noget ondt, ikke så vidt hun kunne se i hvert fald. Jo tættere han kom på, jo mere nervøs blev hun, men da han endelig var i lyset og hun så at han holdte sine hænder fremme, slappede hun lidt mere af.
”Ja,” svarede hun, nærmest helt tør i halsen. ”Jeg.. jeg blev bare overrasket. Jeg troede at jeg var alene, og.. jeg ville ikke forstyrre Dem,” hun virkede stadig skræmt, mest fordi mørket var omkring dem. Hun hadede virkelig mørket. Hendes hingst stod stille, han fornemmede ingen fare.
Alethea sank en klump, hun så lidt rundt omkring. Den her del af De Dødes Gård, havde hun aldrig været før, på den anden side, havde hun aldrig snakket med nogen af underklasserne, før hun løb væk hjemmefra. Han virkede flink nok, i hvert fald høflig, og ud fra hans tøj, så måtte han være fra de højere klasser.
”Jeg undskylder, hvis jeg forstyrrede dem,” sagde hun stille.

[Esekias Lawrens Montegeu]

han smilede han var glad for at høre at der ikke var noget galt, hun lignede at hun havde grædt men alle havde lov til at komme her og sørger hvad var han der ellers for. han rystede på hovedet om om hun havde forstyret ham
" slet ikke frøken, jeg var faldet hen så det var godt at jeg blev vækket"[/color]
sagde han venligt det havde ikke gjordt så meget hvis han var blevet siddende der, men han ville nok ikke være så god på sit arbejde hvilket ikke var godt, og han ville være savnet der hjemme, så alt i allt var det nok godt

[Alethea Dominique Lialony]

Hun nikkede lidt. Hvad der ellers skulle siges vidste hun ikke. Hun var lidt bange for ham, forstået på den måde, at han sagtens kunne vende sig om og blive en helt anden, og det skræmte hende. Da hun ikke havde fornemmet, eller hørte nogen løgne blive spundet fra ham, tog hun det hele som en sandhed.
Alethea klappede blidt Horsie, da han trippede en anelse. Om han var utålmodig for at komme hjem, eller bare prøvede at holde sig stående var hun ikke sikker på, det kunne jo også være ingen af delene. Han gad måske bare ikke stå stille.
Hun burde tage hjem ad nu, ikke fordi hun skulle op og arbejde næste dag, for det havde hun fået lov til ikke at gøre. Det var hendes sørge dag, havde hun fortalt. Det skulle ikke undre hende, hvis hun lignede en der havde hylet, og måskede lignede en der var på nippet til det. Frygten for at lyset ville gå ud, og efterlade hende her i mørket, skræmte hende bare, og mindede hende om alle de gange, hvor hendes forældre havde glemt at lade lyset være tændt, når hun skulle sove.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias så roligt på hende, han var altid nervøs når en kvinde red alene, der kunne ske hende så meget, og pigen så langt fra tryg ud der på hesten. det var ikke godt at være alene ude om natten med et lille lys, og ked af det.
" Jeg kan hjælpe dem hjem? "[/color]
spurgte han blidt, hans ære gik imod han bare sendte en ung pige ud i mørket hvem vidste hvad der kunne finde på at syntes hun så fin ud. mændene fra slumkvarter var bestemt ikke red for at gøre sig selv glad med en lille ubekyttet pige hvorfor var hun der overhovedet alene.

[Alethea Dominique Lialony]

Det at tilbød og følge hende hjem, gjorde hende vis på, at han var en god person. På en eller anden måde, men hun kunne ikke tage imod det. Han kunne ikke, ville nok heller ikke, følge hende til MeRosal. Trods alt, var det der et sted for mutanter og mennesker, men folk fra Talien, virkede ikke særlig tolerante over for dem.
”Nej, nej,” sagde hun stille, bed sig lidt i læben. ”Jeg vil ikke ulejlige Dem med det, og jeg kan godt klare mig selv.” Faktisk, ville hun ikke have at han skulle vide, hvor hun egentlig stammede fra. Det ville sikkert gøre denne samtale meget ubehagelig, hvilket hun forsøgte på ikke at gøre. Horsie rystede lidt på hovedet, med et form for nys, og så vrinskede den bag.
Hun frygtede ikke nogen banditter, medmindre at lyset gik ud, desuden kunne hendes hingst, ride meget hurtigt og hun tvivlede på at gøre ret mange stop på turen hjem. Han kunne vejen, så selv hvis lyset gik ud, ville han føre hende hjem i sikkerhed.

[Esekias Lawrens Montegeu]

han så lidt uroligt op på hende med venlige øjne
" det ville ikke være nogen ulejlighed , jeg ville føle mig meget bedre tilpas hvis jeg vidst de var kommet sikkert hjemme "[/color]
sagde han venligt, han var ridder af hjertet og at lade en pige ridde alene gennem mørket var ikke ligefrem noget han brød sig om at skulle gøre, men han vidste jo selvfølgelig ikke at hun boede i marosal , han gik hen til Badil, hun var ikke bundet, det var ikke nødvendigt men det havde måsk lignet det for de tøjlerne lå langs jorden hen til træet, han klappede hende lidt på mulen og hun skubbede kærligt til ham, selvom hun havde ventet længe og gerne ville se sin varme stald.

[Alethea Dominique Lialony]

Det gjorde hende urolig at han var så insisterende, det smittede vist af på hingsten, han trippede nemlig en anelse uroligt. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro at han skulle gøre klar til at galoppere, hvilket hun virkelig håbede på at han ikke forsøgte på.
"De ønsker ikke at følge en, der ikke tilhøre dette land, til sit hjem," sagde hun stille, men højt nok til at han ville kunne høre det. Forhåbentlig ville han droppe emnet om at følge hende hjem, bare det så ikke førte til at hun blev arresterede.
Alethea var bange, og Horsie kunne bestemt mærke det, han skridtede langsomt fremad, måske for at snige sig væk med hende, men det var ikke særlig lydløst han gik, hvilket blot gjorde hende mere rolig. For hun ønskede ikke at han hverken standsede hende, eller stillede en masse spørgsmål.