Post by Alethea Dominique Lialony on Jun 14, 2012 19:54:21 GMT 1
Det var midt om natten. Mørket var opslugende, for hverken månen eller stjernerne kunne ses på himlen. De var dækket af det ocean af skyer, som himlen nogen gange havde. At det ikke trak op til torden, var et vidunder.
De dødes gård var tom, udover gravene, hvor folk lå i hvile med deres elskede. Der var ingen dyr, der puslede omkring, ingen dyrelyde. Der var ganske enkelt helt tomt og meget stille. Men pludselig lød der hesteskridt ude ved porten, som gik langsomt op og lod rytteren komme ind. Det var Alethea. Hun havde en lanterne i hånd, der lyste hendes vej op. Mørket var hendes fjerne, og hvis hun ikke havde noget lys, ville hun nok skrige af rædsel.
Alethea havde taget en lang, sort kjole som dækkede både hendes ben ned til anklerne, og hendes arme ned til det yderste af håndleddene. Den sorte kappe dækkede hende lidt til, så hun ikke ville fryse. Hætten var blevet trukket op, da hun ikke ønskede at blive set her. Det var alt for tæt på Talian, tættere end hun huskede at have været.
”Rolig, Horsie, rolig,” sagde hun blidt til hingsten, der bar hende hen af de smalle stier. Hun ville ikke stille ham for langt væk, i det tilfælde at hun var nødt til at flygte fra stedet. Desuden, han havde lige så meget ret til at se hendes far, som hun havde. Da de nåede graven, steg hun af og satte sig foran graven. Hun havde nogle hvide og røde roser i sin favn.
”Far..” hviskede hun stille, og lagde blomsterne på hans grav. ”Undskyld, at jeg ikke har været her for at se dig.. jeg har bare.. jeg har ikke en gang en undskyldning..” Tårerne pressede svagt på.
De dødes gård var tom, udover gravene, hvor folk lå i hvile med deres elskede. Der var ingen dyr, der puslede omkring, ingen dyrelyde. Der var ganske enkelt helt tomt og meget stille. Men pludselig lød der hesteskridt ude ved porten, som gik langsomt op og lod rytteren komme ind. Det var Alethea. Hun havde en lanterne i hånd, der lyste hendes vej op. Mørket var hendes fjerne, og hvis hun ikke havde noget lys, ville hun nok skrige af rædsel.
Alethea havde taget en lang, sort kjole som dækkede både hendes ben ned til anklerne, og hendes arme ned til det yderste af håndleddene. Den sorte kappe dækkede hende lidt til, så hun ikke ville fryse. Hætten var blevet trukket op, da hun ikke ønskede at blive set her. Det var alt for tæt på Talian, tættere end hun huskede at have været.
”Rolig, Horsie, rolig,” sagde hun blidt til hingsten, der bar hende hen af de smalle stier. Hun ville ikke stille ham for langt væk, i det tilfælde at hun var nødt til at flygte fra stedet. Desuden, han havde lige så meget ret til at se hendes far, som hun havde. Da de nåede graven, steg hun af og satte sig foran graven. Hun havde nogle hvide og røde roser i sin favn.
”Far..” hviskede hun stille, og lagde blomsterne på hans grav. ”Undskyld, at jeg ikke har været her for at se dig.. jeg har bare.. jeg har ikke en gang en undskyldning..” Tårerne pressede svagt på.