Uden formål

[Archer Lex Stanton]

Uden formål
Hvordan det var gået til, at Archer var havnet ude omkring Rosegårdene, lå uden for hans egen fatteevne. Han mindedes at være stået tidligt op for at komme før igang og få tjent lidt ekstra ind. Idag var nemlig en af de dage, hvor han ikke gad arbejde, han ville bare gerne have fri. Det måtte være med disse tanker liggende i underbevidstheden, at han havde forladt sit sædvanlige sted, taget sin gige under armen og bevæget sig væk fra Vesten og mod MeRosal. Nu befandt han sig så her, midt ude i hvad han ville beskrive som ingenting, her var i hvert fald ikke nok gennemgang til at det var besværet værd at stille sig op og spille. Han stod jo også midt ude mellem nogle marker, han ikke helt vidste hvor hørte til. Han valgte, på trods af at hans indre stemme forbød ham det, at gå videre ned ad den samme smalle sti, som han havde bevæget sig på i et stykke tid indtil videre.

Efter endnu et stykke tids gang, kom han til et lille marked, hvor et par familier stod og solgte forskellige afgrøder og andre småting. Han besluttede sig for at se rundt på de forskellige boder. Han kunne ikke undertrykke sin nysgerrighed og måtte derfor bare se hvad de solgte. Med gigen under armen bevægede han sig rundt mellem bordene med et lille smil spillende om sine læber. Han var klædt i gamle, mudrede, brune skindstøvler, et par mørkeblå cowboybukser og en langærmet brun striktrøje, hvor ærmerne var så meget for lange at de gik ham til knoerne. Han havde sin venstre hånd bundet ind i gazebind og håret stod halvt op i luften i den ene side.

Tag: Alethea Dominique Lialony

[Alethea Dominique Lialony]

Som sædvanlig var stemningen ved Rosegårdene pragtfuld, og Alethea havde været nødt til at tage derned igen. Hun havde dog ikke redet derhen denne gang. Hun havde valgt at gå derhen, bare for at være lidt mere sund, strække sig lidt måske.
Hun havde taget en sort kjole på, med lange ærmer og den gik hende til anklerne. Hun havde også en kappe med, hvis nu det skulle gå hen og blive dårligt vejr. Hendes røde hår, var sat bag hendes øre, men det gled hele tiden frem igen, til sidst gav hun op og lod det være. De tyrkisk, grønne øjne søgte rundt i hele markedet, ikke fordi hun ikke havde set det hele før, men atmosfæren var ganske rar og hun nød at tage derhen.
Hun sad på en træstub, og betragtede dem alle sammen. Alle de mennesker der bare gik rundt, nød dagen og havde det hyggeligt. Til gengæld løj de også. Heldigvis havde hun taget nogle smertestillende urter med, hvis blade hun sad og tykkede lige nu. De ville forhåbentlig virke snart, for hun var begyndt at få hovedpine, og hun ville nødigt stoppe sine øre igen, bare for at slippe for larmen.

[Archer Lex Stanton]

Archer så ud over markedet med et bredt smil, der viste hans skæve, gullige tænder frem i lyset. De tydelige gummer, som han hadede, fordi de altid endte med at klistre fast til hans overlæbe, når han smilede i længere tid af gangen, blev eller ikke skjult for omverdenen og selvom han ikke havde været her før, følte han sig alligevel rigtigt godt tilpas. Rosegårdene var helt anderledes end der hvor han kom fra, hvor alt var faldefærdigt og beboerne sultede. Her var luften frisk og de folk der stod i boderne så sunde og raske ud. Han kunne slet ikke holde smilet skjult. Bare det var ham der havde sådan et liv, hvor kunne det dog være fantastisk. Det virkede slet ikke som arbejde at stå på den anden side af bordet og sælge ud af sine afgrøder, ikke sammenlignet med hans eget lusede job. Spillemand for småmønter. Det ville han gerne være foruden. Det eneste der trøstede ham ved arbejdet var, at han fik lov til at spille musik, det holdt han meget af. Han fik øje på en pige der sad lidt udenfor markedet, hun sad på en træstub, men mere kunne Archer ikke se for pigen var næsten helt dækket til. Han kunne kun regne ud at det var en pige, fordi hun havde en lang kjole på og så kunne Archer heller ikke forestille sig en dreng have sådan noget rødt hår.

[Alethea Dominique Lialony]

Alle de mennesker, alle så glade og uden bekymringer. Det var i hvert fald det indtryk hun fik. Alethea vidste godt, at ingen var uden bekymringer, folk kunne ikke andet end bekymrer sig, uanset hvad det var, så bekymrede folk sig om alt muligt.
Barndommen var måske en bekymringsfri tid. Der tænkte man jo heller ikke så meget over de ting, de virkede så fjerne, langt væk fra den realitet som alle gik rundt med. Sådan havde hun selv været som barn, fuldstændig bekymringsfri.
Et blik på hende, fik hendes opmærksomhed. En dreng, så meget kunne hun da se. Hvorfor han betragtede hende, kunne hun ikke helt forklare, men det var nu ikke et blik der gjorde hende nervøs. Et smil krydsede hendes læber, og vinkede glad til ham. Ingen tog skade af en smule opmærksomhed, og han virkede ikke til at være en ond person, i hvert fald ikke fra denne afstand.

[Archer Lex Stanton]

Archer kunne ikke skjule sin overraskelse, da pigen han havde stået og kigget på, pludselig vinkede til ham. Han synes ellers han havde været ret diskret, men måske havde hans mor for en gangs skyld ret, når hun sagde at man ikke skulle stirre på andre. Archer var sikker på, at havde hun været her sammen med ham, så havde han fået en på hovedet for sine handlinger. På den anden side blev hans mor sur på ham næsten uanset hvad han foretog sig, så han kunne ikke rigtigt bruge hende som retningslinje. Han kom endelig i tanke om pigen der vinkede til ham og formåede at genvinde kontrol over sit ansigt, lige i tid til at sænke de hævede øjenbryn og forme hudfolderne i et smil, der nåede ham helt til øjnene. Han rettede på sit greb om gigen og løftede sin frie hånd for at vinke tilbage til den ukendte pige. Han besluttede sig for at gå hen til hendes træstub, for han havde ærligt talt ikke så meget andet at tage sig til og han måtte indrømme at han var blevet nysgerrig. Hans skridt var sløsede og det stenede underlag knasede under hans tykke skosåler. ”Goddag.” sagde han en anelse tøvende, men stadig med smilet frisk og oprigtigt om læberne. Nu når han var kommet tættere på, var han ikke længere i tvivl om at personen var en pige. Slet ikke.

[Alethea Dominique Lialony]

Det var tydeligt at han var blevet overrasket, hvilket fik hende til at grine lidt. Det var ikke hver dag, at hun fik chance for at overraske nogen, og heller ikke hver dag, at hun fik chance for at lære ny mennesker at kende. For det meste arbejdede hun jo med mennesker, men det var for at helbrede dem, ikke for at sludre med dem. Nogen gange gjorde hun det alligevel. Det lettede hende om hjertet, at han smilede tilbage til hende. Hun elskede når folk smilede.
Bladene var hurtigt tygget færdigt, inden han bevægede sig over imod hende. Vent, han gjorde hvad? Det var tydeligt at han havde overrasket hende. Normalt styrede folk en bue uden om, når en person vinkede eller smilede glad til dem, medmindre man kendte vedkommende selvfølgelig.
”Goddag,” sagde hun venligt. Alethea betragtede ham i noget tid, kiggede ordentlig på ham. Der var ingen grund til hvorfor hun ikke skulle gøre det, men heller ingen grund til hvorfor hun gjorde det. Instinkt måske?

[Archer Lex Stanton]

Han vidste egentligt ikke, hvad det var ved pigen der havde fanget hans opmærksomhed. Måske var det hendes blodrøde hår eller også var det fordi hun sad alene udenfor markedet. Han var ikke sikker og han turde ikke gætte sig frem til et endeligt svar. Han valgte derfor at følge sin første indskydelse og så se hvor den førte ham hen. Pigen så jo ikke ud til at være speciel farlig og selvom man aldrig kunne vide sig hundrede procent sikker, så følte han sig alligevel ret godt tilpas. Der var ingen røde alarmer der gik løs inde i hovedet på ham, ikke i øjeblikket i hvert fald. Han blev dog lidt i tvivl, da han så pigens overraskelse over at han havde bevæget sig nærmere, men nu var det for sent at gøre det om. Han havde jo allerede åbnet munden og hilst på hende, så det ville nok virke ret underligt, hvis han pludseligt vendte sig om og gik tilbage til boderne. Han kløede sig let i nakken med sin frie hånd, hvilket fik de kortere hår i nakken til at stritte sjusket ud til siderne, men det var ikke noget han tænkte over. Faktisk lagde han slet ikke mærke til det. Hvad skulle han så gøre nu? Af mangel på en bedre idé, gik han med det eneste han kunne komme i tanke om. ”Jeg hedder Archer Lex Stanton.” præsenterede han sig selv, nu med lidt mere mod og et større smil rettet direkte mod pigen. Han var i tvivl om han skulle række sin hånd frem eller ej, så han endte med at stå med sin højre hånd halvt ud mod pigen. Gigen der var placeret under den højre arm, fik han holdt på plads ved at støtte med sin venstre hånd.

[Alethea Dominique Lialony]

Han virkede temmelig forvildet. Det her var han vist ikke vant til at gøre, men det fik hende bare i bedre humør af en mystisk grund. Alethea var bare generelt temmelig glad, og hun kunne ikke lade vær. Intet slog hende sådan rigtig ud, hvis det endelig gjorde så skiftede hun vel bare emne, eller blev helt stille som så mange andre gjorde. Hun havde nu klaret sig meget godt, med bare at være glad og munter.
Han virkede til at være næsten på hendes alder, måske ældre, men ellers så var der ikke rigtig noget, som der slog hende. Hun lagde skam mærke til det hele, men han virkede bare.. ja, som en venlig sjæl der bare var blevet drevet herud, af grunde hun ikke kendte.
”Alethea,” præsenterede hun sig, lidt efter han havde gjort. Hun tog hans hånd, der virkede til at være strakt ud for at tage hendes. ”Er det meningen dit hår skal stritte sådan?” hun lød nysgerrig, hvilket hun også var. Hvordan kunne hun ikke være nysgerrig? Det var en helt ny, fremmede person som hun nu kunne snakke med, det havde hun virkelig gerne ville gøre i noget tid nu. Kende en ny person, snakke med en ny person. Venner var ikke lige det som hun havde mange af, eller nærmest ingen af.

[Archer Lex Stanton]

Archer blev mere en bare lidt glad, da pigen han nu vidste hed Alethea tog imod hans halvt fremrakte hånd. Det ville en gennemsnitsperson ikke have gjort, de ville nok nærmere have ladet hans hånd hænge akavet i luften. Archer var derfor meget taknemmelig over pigens venlighed. Han viste sine tænder frem ved at smile bredt til Alethea, i et lydløst ”tak”. Han blev dog lidt forvirret over den kommentar der fulgte præsentationen. ”Eh?” lød hans ret så uintelligente svar på Aletheas spørgsmål. For at finde ud af hvad hun snakkede om, forsøgte han at se sit eget hår ved at bøje hovedet en smule nedad og se op på sit pandehår. Da det ikke rigtigt hjalp ham på nogen som helst måde, valgte han at virre vildt med hovedet. Det pjuskede hår fløj ham om ørerne inden det lagde sig forholdsvist fladt om hans hoved. ”Er det bedre nu?” spurgte han og var oprigtigt nysgerrigt efter at vide hvordan det nu så ud. Han kunne jo ikke selv se det, heller ikke selvom han gerne ville. Nu når han sådan stod og ventede på Aletheas afgørelse, fik han mulighed for at se lidt nærmere på hende. Hun var faktisk ganske pæn, fine linjer og så de store øjne, der havde en farve som Archers ordforråd ikke var stort nok til at kunne beskrive.

[Alethea Dominique Lialony]

Det fik hende næsten til at le, da han så små forvirret ud over hendes kommentar, men det at han rystede sit hår, var virkelig ved at få hende til at grine. Hun lod dog vær, da det ikke ville være spor sødt. Da han spurgte om det var bedre, lagde hun hovedet på skrå, nærmest for at se det fra mere end en vinkel. Hun kom på benene, stadig smilende. Han var højere end hende, men hun var nu også meget lille.
”Næsten,” sagde hun og rakte forsigtigt, langsomt en hånd frem og strøg blidt, noget af hans pandehår til siden. ”Det var bedre,” Endnu et smil viste sig. Da hun ikke havde lagt mærke til hans blik før, havde hun ikke tænkt over det, men da hun gjorde, lagde hun hovedet lidt på skrå.
”Hvorfor stirrer du sådan på mig?” spurgte hun glad, nysgerrigt. Det kunne jo være, at hun havde noget siddende i sit ansigt, eller blade imellem tænderne. Åh, hvor hun dog hadet når det skete! Hun mærkede efter med tungen. Der var ikke noget, og hun så tydeligt forvirrede ud. Så blinkede hun et par gange. ”Har du aldrig set en pige før?” tonen var drillende, men hun var tydeligt nysgerrig. For tænk nu hvis hun faktisk havde noget i ansigtet, som et insekt, bare det ikke var det, hun elskede naturen, men insekter var altså ikke hendes ynglings dyr.

[Archer Lex Stanton]

Han glippede let med øjnene i overraskelse, da han blev hevet ud af sin egen, ret ensomme, fantasiverden ved at Alethea rettede på hans pandehår. Han havde ikke regnet med at hun rent faktisk ville tage hans spørgsmål seriøst, for han var så vant til bare at være en del af vesten, af de fattige. Det rent faktisk at få opmærksomhed, positiv opmærksomhed og så tilmed af en han kun lige havde mødt, var ham fuldstændigt ukendt. Men på trods af dette, følte han sig ikke specielt utilpas. Dette overraskede ham meget, for det var ikke en følelse han før havde været i stand til at forestille sig. Det gjorde den nok også bare lidt mere speciel. Han lod sine øjne slappe af igen og rystede langsomt på hovedet. Alethea virkede ikke vred, det virkede mere som om hun troede, at han kiggede på hende fordi hun havde noget i ansigtet. Igen havde han kigget i længere tid end han normalt ville tillade sig selv det. ”Undskyld, jeg kunne bare ikke lade være.” indrømmede han undskyldende og sænkede blikket. Han havde lidt svært ved at formulere, hvad det egentligt var han tænkte. Men han havde alligevel lyst til at besvare hendes næste spørgsmål, for det kunne han godt svare direkte på og det uden at skulle tænke for meget. ”Jo, det har jeg da. Jeg har to søskende, der begge er piger.” Han kunne mærke en underlig følelse af barnlighed vokse inde i ham, men han forsøgte for så vidt muligt at ignorere den. ”Jeg overvejede bare hvilken farve dine øjne er.” fortalte han hende kort. Det var ikke løgn, for det var jo det han havde gjort, det var bare ikke det hele. Men han tænkte at hvis han nu fokuserede på dette, så ville Alethea selv komme med et ord der beskrev farven, som han ikke alene var i stand til at beskrive.

[Alethea Dominique Lialony]

Da han sagde han ikke kunne lade vær, lignede hun et større spørgsmålstegn. Det forstod hun ikke rigtigt, hun syntes selv at hun så ganske normal ud, altså ind imellem. Stod tøjet ud? Hun syntes selv at det så fint nok ud, uden at være for meget eller for lidt. Hvis hun ikke havde noget i ansigtet, hvad var det så der fik ham til at stirre sådan.
Det at han tog hendes drilleri så pænt, fik hende til at smile endnu mere, men hun så stadig ud som et spørgsmålstegn. Normalt var hun meget barnlig, og prøvede altid at lokke folk med på diverse lege. Hun var ganske uskyldig, selvom hun var 19 år. Hvad der var gået galt i opdragelsen, kunne man kun gisne om.
Hendes øjenfarve? Var det derfor han havde kigget? Måske var det ondt eller dumt, men hun kom til at grine lidt af det, ikke ondt ment selvfølgelig, men det var nu meget sjovt, at det lige præcis var hendes øjenfarve der fik ham til at kigge sådan på hende.
”De er tyrkisk grønne,” sagde hun venligt. Dog generede hendes svar ham, det havde lydt som en sandhed, men som om der manglede noget også, det behøvede hun ikke sin evne for at gætte sig til. ”Og? Jeg tror ikke på du har stirret, bare fordi mine øjne er anderledes,” Hun drillede ham, det var så tydeligt.

[Archer Lex Stanton]

Han var ikke helt sikker på at han forstod hvad ”tyrkisk grøn” var for en farve, men han følte ikke for at spørge Alethea om noget så dumt, for han kunne jo selv se på hendes øjne, hvordan farven så ud. Mon ikke også at Alethea, om nogen, ville vide hvilken farve hendes øjne var. Der var ikke rigtigt nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved det. Han ville sikkert bare ende med at virke dum og uopmærksom, så han valgte at stoppe tankerne længere om bag i hjernen og i stedet se det som at tyrkisk grøn var Aletheas øjenfarve og omvendt var hendes øjne tyrkisk grønne. Archer var ikke barnlig synderligt ofte, det havde nok også noget at gøre med, at han havde været nødt til at blive voksen ret hurtigt. Men følelsen, eller rettere lysten, til at være barnlig dukkede engang imellem op, det var meget sjældent at han lod lysten overtage og rent faktisk gjorde noget barnligt. De gange han endelig lod sig selv være sit, vel egentligt ret naturlige, jeg, var der altid en blanding af tomhed og skam efterladt tilbage, som han ikke vidste hvad han skulle stille op med. Hvad var der dog galt med ham i dag? Han var så utroligt forvirret. Nu havde han igen svært ved, at finde ud af hvad han selv følte og mente og det gjorde det ikke lettere, når Alethea nok forventede at få et svar på et eller andet tidspunkt. ”Mmmm...” lød det fra Archer, idet han prøvede at trække tiden lidt ud, mens han tænkte sig frem til et ordentligt svar. ”Du er bare meget pæn.” sagde han, for det var ærligt talt den eneste forklaring han kunne komme på.

[Alethea Dominique Lialony]

Han virkede ikke til helt at være med på hvad hun mente, men lod det ligge, mest fordi hun ikke kunne se hvad der var så specielt ved hendes øjenfarve. Folk havde drillet hende med at være en heks, fordi hun interesserede sig for miksture, men måske havde det også haft noget med hendes udseende at gøre? Hun havde jo en speciel rød farve, hendes øjne var heller ikke helt normale. Så kunne hun bedre forstå hvorfor alle havde drillet hende så meget.
Det han sagde, om at hun var køn fik hendes kinder til at blusse lidt op. Alethea havde aldrig hørt sådan noget før, udover fra sine forældre, så det var en mærkelig ting at høre fra andre, specielt en der var så flink.
”Øhm.. tak,” sagde hun en anelse genert. Hvorfor hun valgte et tidspunkt som dette, at blive genert på, var hende en gåde. Hun kiggede fra ham, og ned i jorden et par gange, inden hun fandt på noget at sige. ”Du sød.” Var det svar hun havde fundet på, og med det så hun ind i hans øjne. Dog, blev hun distraheret.
”Uh, en kat!” udbrød hun glædestrålende. Der var en hvid kat, ikke så langt fra dem, der lå i solen og nød varmen.

[Archer Lex Stanton]

Archer kunne mærke latteren boble rundt inde i maven og den ville så gerne ud at han ikke kunne benægte den friheden. Han ville dog ikke have at Alethea troede at latteren var ment som noget ondt, men heldigvis kom den ud som en fnisen. Han opdagede det kun lige efter at fniset havde forladt hans læber, men han dækkede alligevel, af refleks, sin mund til med sin ene hånd, i et forsøg på at skjule den lidt for pigede lyd, der lige havde forladt ham. Han havde godt lagt mærke til Aletheas rødmen og var et kort øjeblik bekymret om hun mon havde misforstået hans underlige tilståelse. Den kompliment, om man ville, han selv havde modtaget, var dog det der havde fået ham til at udtrykke den forfærdelige fnisen. Både fordi han havde fundet den mærkelig, men også fordi det ikke lige var noget han hørte hver dag, faktisk hørte han det mere eller mindre aldrig. Den boblende latter var derfor også et udtryk for en glæde over at blive kaldt noget pænt, en glæde han ikke just var vant til. Men der var nu også så meget der var ham uvant, at han tænkte at han allerede havde oplevet en masse nye følelser i blot den tid han havde talt med Alethea. Han vendte hovedet i et ryk, da Alethea nævnte katten. Hans blik fandt hurtigt den omtalte kat og han kunne ikke lade være med at smile. Den var virkelig sød, sådan som den lå der. Archer kunne se for sig, hvordan den måtte smile selvtilfreds for sig selv, over hvor rart den havde det der i varmen.