En lang tur

[Alethea Dominique Lialony]

Solen stod højt på himlen. Dagen havde ikke været mere klar, det kunne ses, da der ingen sky var på himlen, dog var det stadig lidt køligt. Det generede dog ikke dem der arbejdede på gårdene. De virkede til at være i højt humør, endda tilfredse med vejret. Måske det gav dem held med deres afgrøder?
Alethea kunne kun gætte på det, da hun var lidt usikker på det. En dag som denne, havde hun taget en tynd, sort kappe på og en rød kjole. Kjolen havde lange ærmer, men gik hende kun til knæene.
Hun gik ved siden af sin hest, trak den, da hun ikke følte behov for at ride lige nu. Behovet for at strække sine ben var mere hende, mest fordi hun havde reddet så meget, og selv hendes bagdel var øm over rideturen.
Der var mange gode urter herude omkring, så der ledte hun som regel, men nogen gange var man så heldig, at gårdens mænd eller kvinder havde nogle urter som de ikke skulle bruge, eller vidste hvad de skulle gøre med. Det var meget rart og nemt. De fleste var nogle søde mennesker. Hun havde endnu ikke mødt nogen mutanter.
”Uh, se! Flere urter,” sagde hun glad, og klappede sin hest, efter hun havde stoppet ham, så han ikke gik væk fra hende, imens hun samlede dem op. Det var altid så rart at finde det man ledte efter. Hun bøjede sig ned, og plukkede urterne, som hun lagde ned i nogle poser, der hang i hendes bælte.

[Adonis Cyril]

For første gang nogen sinde havde Adonis bevæget sig uden for talian, det var ikke længe siden han for første gang havde bevæget sig uden for sin egen bydel, og der var det ikke så længe siden han havde bevæget sig ud over hovedet, men shade havde ment det ville være en god ide for ham at lære lidt mere om verden at kende, og som han sagde den skulle opleves ikke læses, så Adonis var blevet udstyret med en hest, og var taget afsted, som altid med en bog i tilfælde af han fandt et godt sted at løse og en kurv på hestens ryg, for som han tænkte når han skulle så langt væk kunne han lig så godt gøre brug af det, og begynde at samle nogle urter, dem var der altid brug for selvom de enlig havde folk til at sammle dem, så var det godt for Adonis og lære det. Adois tøj var en lys afslappet skjorte og et par mørke bukser, kappen lå i hans sadel taske. ved hans side han et fin sværd, som enlig mest var til pynt og om halsen bar han en enkel medaljon hvor på der stod Adonis. hans tøj vidste helt klart at han var fra den rigere ende. han gik med et roligt smil og havde efterhånden samlet en hel god stak urter, hans hest gik ved siden af ham og nød det friske græs. Skønt adonis havde været meget ude på det seneste var han ikke blevet spor brunener, han var helt utroligt bleg, og det undrede ham lidt at han ikke blev brunere.

[Alethea Dominique Lialony]

Utrolig tilfreds med sit fund, gik hun lidt videre. Det var så rart at være ude i den fri natur, mest fordi hun ikke kunne huske hvornår hun havde følt dette behov for frihed, hun havde bare haft et behov for at komme ud i verdenen. Det var ikke længe siden hun havde været af sted, men hun nød disse små stunder af frihed. Hvor hun ikke skulle tage sig af nogen, helbrede dem eller hjælpe dem på nogen måde.
Da hun havde gået i noget tid, fik hun øje på en person. Hendes tyrkisk, grønne øjne betragtede ham nysgerrigt. Hun strøg sit røde hår om bag sit øre, men det gled bare frem igen. Det ville som regel aldrig blive siddende. Nysgerrig, gik hun over til ham.
”Hej,” sagde hun glad. Det var svært ikke at være i godt humør, hun følte sig bare i sådan et godt humør. Hun elskede virkelig dette gode vejr, og dagen så bare ud til at blive bedre og bedre. Da hun så at han havde fundet nogle flere urter, nogle gode nogen endda! Og plukkede dem, blev hun straks nysgerrig. ”Er du en form for læge? Healer?” Hun ville gerne spørger om nogle flere ting, men der var ingen grund til at skræmme ham, selvom hun var nysgerrig og virkelig gerne ville spørger ham om så meget mere.

[Adonis Cyril]

han blev helt slået ud af sine egne tanker da en pige ligepludseligt sagde hej til ham, han havde gået helt i sine egne tanker og ikke rigtigt holdt øje med andet end urterne. han kiggede op og hans hjerte slog kort hurtigt, han var stadigt ikke helt van til at møde folk.
" Hej "[/color]
sagde han lettere fortumlet og lagde urterne op i den tilregnede kurv til de andre der var der, det gjorde ham lidt usikker at hun brusede frem på den måde hun gjorde, ikke forde det var generene det var bare uvant og nyt. han kiggede ned i kurven til sine urter og så over på hende, hun havde også urter, var det derfor hun var nysgerig. han nikkede
" jeg er i hvert fald i lære som en"[/color]
sagde han roligt og betragtede hende, vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig ad.

[Alethea Dominique Lialony]

Wau! I lære som en, det var ikke noget nyt, men hun havde ikke selv været i lære, hun havde lært det hele selv. Alene. Hun var en smule jaloux over det, men syntes også det var rigtig flot! Hun smilede og betragtede i et øjeblik alle hans urter, inden hun satte sig på hug ved siden af ham. Hendes hest, stod bare og græssede, tilfreds med det hele.
”Så er du sikkert vildt dygtig,” sagde hun glad, og plukkede en enkelt urt, betragtede den og lagde den ned i en pose. ”Hvor længe har du været i lære? Er din lærer streng? Er det nyttigt? Hvorfor vil du gerne være en læge?” Hun var nysgerrig af natur, men hun var aldrig stødt på en, som var læge. Hun var jo selv en Healer, det var en smule anderledes end at være en læge. Hun ville gerne snakke med ham, ikke kun om lægekundskaber, men også i det hele taget. Han virkede som en venlig sjæl, og hun havde vel lidt brug for selvskab.
Hendes øjne studerede hver evig eneste lille detalje, bare for at se om hun kunne lære ham at kende ud fra hans udseende. Dog, kunne hun se at han stammede fra det liv, hun havde lagt bag sig. Et liv, som hun ikke vidste om hun savnede eller var lykkelig for at være fri for. Hun savnede sin mor, sin søster, ikke så meget.
”Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte hun nysgerrigt.

[Adonis Cyril]

Adonis kiggede forundret på hende som hun satte sig på hug, og en væld af sprøgsmål strømmede imod ham, hans kinder blev let røde, hun opførte sig virkeligt meget anderledes end havd han var van til men han ville ikke fornærme nogen. hans rødmen var let at se forde han var så hvid i huden. han havde lært at han skulle være høflig men han brød sig ikke om at tale om sig selv, han følte sig så uvidene på det område, et område hvor han naturligt burde være ekspert.han kunne ikke nå at svare på det ene spørgsmål før det andet kom, ikke engang imellem den længere pause nåede han at svare forde han var helt omtumlet, han kiggede ned på hende
"jeg er lige startet, så jeg har langt igen, dr Archibal er meget flik og toldmodig, og den dygtigste som jeg har hørt om. jeg tror gerne jeg vil være lege fordi det var det der lige præsenterede sig for mig. jeg bor hos dr Archibal i talian"[/color]
sluttede han af i en underlig sammenfatning af svar på hendes spørgsmål, han havde trådt et skridt tilbage fra hende, han var ikke god til nærkontakt. svaret om hvorfor han ville være læge var en forenkling, han vidste det ikke helt selv.

[Alethea Dominique Lialony]

Alethea opfangede ikke nogen løgn fra ham. Han virkede ærlig, helt og aldeles oprigtig om alt hvad han svarede på. Dog var hun lidt trist over at høre, at han kom fra Talian. Alle kom vist fra Talian, og det sagde vist noget, men nu var hun jo også væk fra MeRosal, og så var chancen større for at støde på nogen der ikke var derfra.
Da han rykkede sig lidt væk fra hende, blev hun en anelse forlegen og nysgerrig på samme tid. Det havde ikke været hendes mening at trænge sig på, dog kunne hun godt fornemme at han ikke var glad for hendes spørgsmål.
”Undskyld,” mumlede hun, en smule akavet. Det var svært at forstå, at ikke alle var så glade for en livlig person, eller i hvert fald en der var så direkte. Det var bare noget hun havde været vant til. Trods alt så havde hendes forældre jo aldrig stoppet hende, medmindre de var til fine selskaber, eller fik adeligt besøg. Så derfor var den nye frihed nok noget, som hun lige skulle have styr på, specielt når hun var andre mennesker.
Horsie skubbede let til hende med sin mule, hun fik et let chok og hun var ved at falde for over, dog genvandt hun sin balance. Hun vendte sig imod ham. Det var vist en lidt opmærksomheds krævende hest, hun ejede. Blidt nussede hun hans mule.

[Adonis Cyril]

Adonis havde ikke noget imod at hun var livlig det var bare en uvandt situation han var havet i og han vidste ikke hvad han skulle gøre, han var trådt tilbage af ren refleks det virkede måske spøjst men han var en læge der ikke brød sig om fysisk kontakt med andre. han havde lagt mærke til at hun ikke havde tiltalt ham med de så han valgte da han talte til hende heler ikke at bruge de til hende, han havde enlig ikke noget forhold til hvad man burde gjorde, og fulgte bare den bane folk ligesom lagde ud for ham.
"du har intet at undskylde for... Du er måske også læge ?"[/color]
spurgte han han var også nysgerig bare ikke glad for at tale om sig selv da han var bange for spørgsmål om noget han ikke kunne svare på.

[Alethea Dominique Lialony]

Da han talte til hende, blev hun faktisk meget glad, så hun havde ikke skræmt ham helt væk. Det var da en god ting.
”Jeg er en healer,” svarede hun og plukkede nogle flere urter. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige længere, han virkede nemlig ikke så komfortable med at blive udspurgt, så hun ville lade ham spørger, eller sige noget hvis det kom til det, selvom hun nok ikke ville være i stand til at holde det, så ville hun nok bare spørger ham om noget alligevel.
Igen, puffede hendes hest til hende, hvilket hun ikke rigtig forstod. Der var jo masser af græs, han behøvede ikke puffe til hende! Hun gav ham et kys på mulen, og puffede så lidt til ham. Enten blev han fornærmet, eller fattede hintet og satte sig til at græsse igen. Det var da en mærkelig hingst.
”Hvad hedder du egentlig?” spurgte hun nysgerrigt. Okay, så hun kunne ikke lade vær, men det havde hun da lov til at spørger om! Det var mærkeligt at snakke med en person, uden at vide vedkommendes navn. Alethea fandt ham meget, nervøs, måske lidt urolig, men hvem var ikke det, når en person pludselig stillede hundredevis af spørgsmål på en gang? Tjah, hun fandt det selv meget sjovt, mest fordi hun ikke rigtig ville sidde stille. Og dog, der sad hun og plukkede urter, mens hun snakkede til en komplet fremmed.

[Adonis Cyril]

*healer* tænkte han undrende det var det som Shade sagde han var fordi hans krop healede hurtigere end andres, han kunne bedre lide den udlægning af det end at han var mutant han kiggede ned på kvinden, han regnede med hun mente noget andet et var jo forbudt at være mutant hvert fald i talian og det var det eneste hun kendte til.
" er det det samme som en læge? "[/color]
spurgte han undrende og kiggede ned på hende efter lidt tid begyndte han selv at plukke urter igen, dog ikke så tæt på hende at han kunne resikere at røre hende ved et uheld.
" Jeg bliver kaldt Adonis Cyril, dig?"[/color]
sagde han og kiggede over på hende fra sine urter

[Alethea Dominique Lialony]

”Ja, på en måde,” sagde hun glad. ”Men lidt anderledes. For jeg kan ikke heale noget der er brækket, men jeg kan lave en masse miksture der hjælper på en masse andre ting, så jeg er nok ikke så god som en normal læge er,” Det var ærligt, selvom hun ville ønske det anderledes. Som healer, kunne hun kun bruge urter og forskellige miksture til at heale ting, men lige så snart noget var brækket, eller noget krævede en operation, kom måske an på hvad det var, så kunne hun ikke rigtig hjælpe. Det var ude for hendes rækkevide. Men hun var glad for hvad hun lavede, og hun håbede på, en eller anden dag, at kunne hjælpe alle, uden at frygte deres skræk for mutanter. Så hun måske turde komme tilbage til Talian.
”Bare kald mig, Alethea, eller Thea, hvad der falder dig bedst,” sagde hun smilende. Mange af de her urter var virkelig gode, ikke fordi det var nogle specielle nogen, men det var ikke alle urter der var i så god kondition, mest fordi folk misforstod dem som ukrudt, det var egentlig synd.
Da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige, så holdte hun bare sin bøtte. Det hjalp måske ikke så meget, men nogen gange ville det være lettere, hvis andre selv kunne bestemme hvad og hvor meget de ville sige. Det var bare ikke rart hvis han løj. Hun havde ikke lyst til at få hovedpine.

[Adonis Cyril]

Adonis smilede, at raperede brækkede lemmer var noget af det første han havde lært det var meget mere enkelt end at fremstille medicin, og diagnosier syge, så der var han startet med brud og sår, men han lærte hurtigt og nød medicinen frem for alt
" Det er ellers let nok med brækkede ben, medicin mangler jeg stadigt helt utroligt meget i, hvem er din lære?"[/color]
han havde endnu ikke løget, han ville helst aldrig lyve, selvom han nogen gange var tvunget til det.
han ville enlig helst kalde folk ved rette navn men hendes fnavn virkede ham svær at sige og nu havde hun jo sagt han kunne bruge et kæle navn så det valgte han han ville gøre fremover

[Alethea Dominique Lialony]

Det første han lærte, det lød ellers utroligt svært når folk spurgte hende om det. Tit svarede hun, at de var nødt til at gå til lægen, og så gav hun som regel folk noget smertestillende, bare for at hjælpe lidt. Men spørgsmålet om hvem der var hendes lærer, fik hende til at standse midt i en plukning. En lærer? Skulle hun svare på det, eller lade vær? Hun valgte at svare.
”Jeg har ingen lærer,” sagde hun venligt. ”Jeg har lært mig det hele, helt selv, og det var egentlig ikke så svært, selvom jeg nu altid læser op på alting, bare for en sikkerheds skyld.” Hun løj ikke for ham, da der ikke havde været nogen grund til det. Men tanken om at hun faktisk kunne være blevet oplært, lød så fremmede for hende. Selv hendes mor, der havde stået hende så nær, fandt det en underlig hobby da hun var begyndt at lave alle de miksture. Ingen havde nævnte noget om en lærer, så hvordan skulle hun kunne have vidst, at det var en mulighed?
Igen fortsatte hun med at plukke de forskellige urter. Hun havde snart fyldt sine poser op, hvilket betød, at hun snart skulle stoppe med at plukke alle urterne, og muligvis tage hjem. Gad vide om Prince savnede hende? Det håbede hun lidt.

[Adonis Cyril]

Adonis kiggede forundret på hende, hvordan kunne hun ikke have nogen lære, vidste hun så overhovedet hvad hun lavede. hvis ikke han havde haft Shade til at sørger for at han ikke gjorde noget galt ville han ikke have turde begynde at give folk sine mediciner, i frygt for at gøre det værre end bedre han blinkede og kiggede på hende
" Det lyder svært, kan man overhovedet det, vil de ansætte en hvis man ikke har nogen til at sige man ved hvad man laver"[/color]
spurgte han undrende ærligt lige fra hjertet, han var nysgerig efter at vide hvordan det hele fungerede. var der nogen der turde være den første ved en der havde lært sig selv det ?

[Alethea Dominique Lialony]

Hun grinede let af det. Hun huskede godt hvor svært det var at lære det, og havde hun ikke haft alle de bøger, havde hun nok ikke turde forsøge på det.
”Tro det eller ej, men folk er hunderæd for det, så de sagde jeg skulle gå igennem nogle prøver, inden de overhoved overvejede at lade mig gøre noget,” sagde hun glad. Det var sjovt, hvordan folk nægtede at lade hende gøre noget, og nu ville de have hendes hjælp. Det var rart at vide.
”Først skulle jeg være med i en skriftlig prøve, så skulle jeg lave medicinen og fortælle præcis hvad jeg havde gjort,” sagde hun, lidt væk i det. Det havde virkelig været en sjov, men udfordrende dag. Det at hun klarede det, var flot i sig selv, men hun lærte vel stadig og hun glædede sig til hun vidste alt! Men indtil videre, måtte hun klare sig som hun var. Og det gik jo meget fint. Folk blev altid så glade, når de fik hjælp, eller når hun smilede og prøvede at opmuntre dem. Uanset hvad, så var det virkelig spændende det hele. Når hun havde lært så meget som muligt, ville hun være så stolt af sig selv.
”Jeg er bare glad for at hjælpe, derfor er jeg en healer,” sagde hun glad.