Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 12, 2012 18:48:29 GMT 1
Ciels blik gled mod himlen, som den blot blev mørkere og mørkere, han smilte en anelse, ofte mindede nattenhimlen ham om hans arbejde, men lige nu kunne han faktisk godt nyde synet, som om det virkelig var helt anderledes at bevæge sig udenfor Talian, dog ville han aldrig nogensinde vende Talian ryggen, eftersom at byen ville blive forvandlet til det rene helved, hvis han først forlod det. Nogle ville måske mene det modsatte, eftersom at de fleste blot så ham som en trussel, hvorimod han jo egentlig blot ville byen det bedste. Det ville sikkert ikke være muligt at finde den rette hersker til Talian, selvom kongen gjorde sit bedste, så ville der altid være nogen som ville være imod ham. Og valgte en mutant at betræde tronen, så ville menneskerne blot blive undertrykte og gemt af vejen, så der var ingen nem løsning til problemet.
"Nu hvor De spørger, så kan jeg sagtens tillade, hvis De blot kalder mig Ciel"
svarede han ganske roligt, eftersom at folk sjældent spurgte ham, hvad de skulle kalde ham. Men nogle gange var det faktisk dejligt at slippe for de mange titler, og bare slappe af. Han lod dog blikket glide rundt på omgivelserne, før at han bevæge sig hen ved siden af hende, men valgte at binde Cáels tøjler fast til et træ, men stadig sådan at Cáel kunne bevæge sig bare en smule. Efterfølgende valgte han at sætte sig ned og lod blikket glide mod himlen.
"Det er svært at sige. Nattenhimlen er altid rolig. Solnedgangen gemmer på noget. Solopgangen er begyndelsen. Dagen kan altid bringe noget nyt med sig, som timerne fortsætter"
svarede han roligt, uden rigtig at besvare hendes spørgmål. Men det var svært at sige hvilken tid på dagen han egentlig bedst kunne lige, netop fordi de fleste ting i virkeligheden mindede ham om hans arbejde. Han var til rådighed for konge 24 timer i døgnet, så der var ikke så meget andet af sige.
"Nu hvor De spørger, så kan jeg sagtens tillade, hvis De blot kalder mig Ciel"
svarede han ganske roligt, eftersom at folk sjældent spurgte ham, hvad de skulle kalde ham. Men nogle gange var det faktisk dejligt at slippe for de mange titler, og bare slappe af. Han lod dog blikket glide rundt på omgivelserne, før at han bevæge sig hen ved siden af hende, men valgte at binde Cáels tøjler fast til et træ, men stadig sådan at Cáel kunne bevæge sig bare en smule. Efterfølgende valgte han at sætte sig ned og lod blikket glide mod himlen.
"Det er svært at sige. Nattenhimlen er altid rolig. Solnedgangen gemmer på noget. Solopgangen er begyndelsen. Dagen kan altid bringe noget nyt med sig, som timerne fortsætter"
svarede han roligt, uden rigtig at besvare hendes spørgmål. Men det var svært at sige hvilken tid på dagen han egentlig bedst kunne lige, netop fordi de fleste ting i virkeligheden mindede ham om hans arbejde. Han var til rådighed for konge 24 timer i døgnet, så der var ikke så meget andet af sige.