Post by Alethea Dominique Lialony on Jun 11, 2012 19:13:38 GMT 1
Man sagde at solnedgangen var noget af det smukkeste i verdenen. Det kom vel an på hvor den blev set. Rosegårdene virkede nu meget smukke, nu hvor solen var ved at forsvinde fra horisonten. Så fredfyldt. Både markerne, træerne, alting virkede så smukt.
Himlen blev farvet lyserød, rød og en form for gul, og øverst virkede det som om stjernehimlen var på vej. Det var så smukt. Alethea var meget glad for at sidde og nyde det. Hun sad et lille bitte stykke fra Rosegårdene og betragtede dem.
Hendes kjole gik hende ned til anklerne, med korte ærmer. Det var en hvid kjole, meget enkel, ingen detaljer. Hun havde dog et bælte, hvor der var fastspændt nogle små poser, fyldt med både penge og urter. En sort kappe var spændt fast om hendes skuldre, mest for at holde kulden væk, da dagen ikke havde været en af de varmeste.
Hendes hest stod lidt derfra, godt tilfreds med bare at græsse. Hestens røde pels, glinsede ikke længere med sved, som den havde tidligere. Når hun tænkte over det, burde hun måske navngive hesten igen. Som barn havde hun bare kaldt ham, Horsie, hvilket vist ikke var det pæneste navn. Alethea havde dog kun været et barn på det tidspunkt, og aldrig tænkt over at hestens navn var noget vigtigt.
Hun kom på benene og gik over til ham, for at klappe ham. Det kunne hun bruge timer på. Dagen havde hun jo brugt på, at finde nogle flere urter og gode frugter, samt nogle blomster til at pynte sit hjem. Det var dog en sølle undskyldning for at komme lidt ud. Hun havde bare brug for at være et sted, hvor hun ikke hørte nogen former for løgner, derfor var hun har stadig, bare for at nyde stilheden.
Himlen blev farvet lyserød, rød og en form for gul, og øverst virkede det som om stjernehimlen var på vej. Det var så smukt. Alethea var meget glad for at sidde og nyde det. Hun sad et lille bitte stykke fra Rosegårdene og betragtede dem.
Hendes kjole gik hende ned til anklerne, med korte ærmer. Det var en hvid kjole, meget enkel, ingen detaljer. Hun havde dog et bælte, hvor der var fastspændt nogle små poser, fyldt med både penge og urter. En sort kappe var spændt fast om hendes skuldre, mest for at holde kulden væk, da dagen ikke havde været en af de varmeste.
Hendes hest stod lidt derfra, godt tilfreds med bare at græsse. Hestens røde pels, glinsede ikke længere med sved, som den havde tidligere. Når hun tænkte over det, burde hun måske navngive hesten igen. Som barn havde hun bare kaldt ham, Horsie, hvilket vist ikke var det pæneste navn. Alethea havde dog kun været et barn på det tidspunkt, og aldrig tænkt over at hestens navn var noget vigtigt.
Hun kom på benene og gik over til ham, for at klappe ham. Det kunne hun bruge timer på. Dagen havde hun jo brugt på, at finde nogle flere urter og gode frugter, samt nogle blomster til at pynte sit hjem. Det var dog en sølle undskyldning for at komme lidt ud. Hun havde bare brug for at være et sted, hvor hun ikke hørte nogen former for løgner, derfor var hun har stadig, bare for at nyde stilheden.