Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 13, 2012 20:29:01 GMT 1
Caleb gik efter et stykke tid tilbage til Yaya og gav sig til at skubbe let til hende, som tegn på at han nu kedede sig. Hun strøg ham let over næseryggen mens hun lyttede til hvad Esekias havde at sige.
Yaya havde egentlig altid foretrukket at lytte, de samtaler hun var blevet taget som en del af gik ofte ud på at hun bare skulle tale den der snakkede efter munden. Et mønster hun nogengange bare faldt tilbage i når hun fandt samtalen meningsløs. Hun smilede roligt til ham da han svarede. "Så vidt jeg husker så sakkede De bagud" svarede hun drillende og rejste sig roligt. Hun klappede Caleb på halsen og kiggede på Esekias. Hun forventede at Caleb ville have styr på omgivelserne omkring nu, specielt fordi han havde bevæget sig så meget rundt. Vandet havde vidst også kølet hans hove så han kunne løbe længere i det varme sand. Hun mindede sig selv om ikke at tvinge ham til at befinde sig i sandet for længe af gangen. Hun tog roligt fat i hans tøjler da han rystede på hovedet og prustede.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jun 13, 2012 20:38:45 GMT 1
Da Esekias rejste sig op kunne Bodil godt regne ud at der skulle til at ske noget, og hun rejste sig roligt op og kig hen til ham, og puffede blidt til ham med mulen. Esekias lagde kærligt hans hånd over mulen på hende og agede hende blidt, hvilket Bodil nød i fulde drag. Ved hendes ord grinnede Esekias glad " Jeg tror de har ret, men jeg har nu et kønt udsyn"[/color]" sagde han hjerteligt og grinede kort videre inden han satte sig på på Bodil, og ventede på at hun kom op på Caleb, Bodil var van til omgivelserne og sandet som var så hårdt at løbe i havde altid været en fordel for Bodil, da hun kunne klare længere tid
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 14, 2012 13:44:47 GMT 1
Yaya mumlede noget til Caleb men holdt øjnene på Esekias. Caleb næsten svarede med en hovedrysten og løftede hovedet op i fuld højde. Han stod stille da Yaya roligt bevægede sig om til hans saddel og tjekkede at alt var som det skulle være. Nogen gange var hun misundelig på mændene over at de havde det så nemt med deres tøj. Kjole gjorde mange ting mere besværligt. Hun havde dog efterhånden redet i kjole så mange gange at det ikke længere var en begrænsning for hende.
"Deres strategi med kvinder lader ikke til at fejle noget" sagde hun drillende og svingede sig elegant op på ryggen af Caleb. "Men De får brug for evner i en anden type strategi hvis De vil fange os" hun klappede kort Caleb på halsen og vendte ham. Caleb bakkede nogle skridt og fik langsomt en ide om hvad Yaya ville have ham til ud fra hendes kropssprog. Han var klar, men han forholdt sig roligt indtil Yaya gav signal til noget. Hendes kropssprog lagde ikke op til pjat eller lyst til udfordring, men derimod til krav om lydighed. Han flyttede lidt på sig men blev stående nogenlunde det samme sted. Yaya kiggede på Esekias som for at spørge om han var klar.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jun 14, 2012 14:50:27 GMT 1
han grinede, varmt og kiggede roligt på hende med et varmt smil på læberne han havde jo bare sagt sandheden hun var jo en smuk kvinde. Bodil kunne også mærke at der var noget igære hun vrinskede glad og gik lidt hen til caleb, men Yaya satte sig op. Esekias havde altid tænkt at det måtte være helt forfærdeligt at skulle ride i kjole. "så må vi heller finde ud af om jeg har det, men nu må de ikke have for store forhåbninger"[/color] sagde han med et smil og satte sig klar til at være parat til at gå igang, han nikkede som svar på det uudtalte spørgsmål om han var klar.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 14, 2012 15:19:00 GMT 1
Yaya vidste godt hun var smuk, hun havde ikke brug for at folk fortalte hende det mere. Hun havde været træt af kommentarene før hun var blevet gift, mest fordi at hun følte kommentarene dengang kun blev sagt for at indsmigre sig hos hende. Efter at hun blev gift var hun efterhånden begyndt at ignorere dem. Dog kunne hun ikke få sig selv til at sætte en kold facade op mod Esekias. "Hvordan kan jeg andet?" spurgte hun drillende, hun havde faktisk høje forventninger til den unge ridder, også selv om han ikke havde leget denne leg før "Deres uniform taler for sig selv" tilføjede hun mens hun kort rettede på sin kjole.
Dog fangede noget andet ved Esekias hendes opmærksomhed og fik hendes smil til at blegne lidt. Hans skygge. Det faldt hende ind at omgivelserne også var blevet mørkere. Hun kiggede op mod himlen og konstaterede at det var blevet senere end hun havde regnet med. Hun havde planer for eftermiddagen og aftenen som hun helst ikke skulle komme forsent til. Med et ærgeligt suk vendte hun hovedet mod den unge ridder igen. Hun havde ellers lige glædet sig. "Jeg er desværre bange for at vi må vente med at teste deres strategiske evner, jeg er nødt til at tage hjem" hun smilede undskyldende og det var tydeligt at hun egentlig ikke havde lyst til at afbryde deres leg nu. Alligevel vendte hun dog Caleb mod byen i stedet for mod oasen som hun egentlig havde planlagt at udnytte til at lægge afstand mellem dem. Den sorte hest forstod ikke rigtig den pludselige stemningsændring og slog med hovedet. Han lod hende dog vende sig uden de store problemer. "Men jeg ville sætte pris på hvis de ville følge mig hjem som de nævnte tidligere" tilføjede hun med et smil og så afventende på ham.
Last Edit: Jul 17, 2012 10:01:32 GMT 1 by Yaya Dé Ricéy
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jul 17, 2012 21:38:00 GMT 1
Esekias smilede roligt til hende med et glad smil, der var kommet et drenget glimt i hans øjne der ikke helt kunne skjules på trods af hans alder, selvom han for det meste virkede som om han var ældre i sin opførsel. det var ikke et flirtende blik men et forventnings fuldt blik til det løb der skulle være og selv Bodil virkede til at blive opstemt, dog tog han det med ro da hans iver hurtigt blev slukket igen, han smilede roligt til hende og nikkede da han så hvor langt solen var kommet siden han var redet fra slottet. " Det er forstågeligt, der er også gået længere tid end jeg selv havde forventet"[/color] sagde han roligt, han havde jo også sin elskede Silja at skulle hjem til, som han savnede, hun var ham utroligt kær. han hævede let øjenbrynet da hun sagde han godt måtte følge hende hjem , da hun jo havde været yderst hemmeligheds fuld siden. han smilede glad " Med glæde, men hvis ikke de siger hvor må de jo føre an"[/color] sagde han roligt med varm stemme.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jul 18, 2012 16:53:38 GMT 1
Hans ændrede attitude fik hende til at smile, hvis man fandt det som folk brædte for eller virkelig morede sig med så ændrede deres udtryk sig faktisk markant. Hun sammenlignede ham lidt med den høflige væremåde han havde haft tidligere, tydeligt ridderlig. Nu lod han til at opføre sig mindre som ridder og mere som sig selv. En ændring hun egentlig ikke havde noget imod. Ikke når hun var på ridetur, så skulle tingene helst ikke være for seriøse, i hvert fald til hendes smag. "Tiden flyver når man har det sjovt?" sagde hun smilende med en spørgende undertone, lidt for at spørge om han ikke var enig med hende. "Men det er lidt ærgeligt at vi skal aflyse vores tur, så skal vi ikke nøjes med et udsætte den til næste gang?" spurgte hun smilende og betragtede ham afventende til han svarede. "De Ricéy palæet" svarede hun roligt men lod alligevel Caleb gå først. Hun havde egentlig ikke noget imod at føre an, men det var meget nemmere hvis han også vidste hvor de skulle hen. Om han regnede hendes relation til stedet ud betød ikke så meget mere. Hun havde accepteret ham og syntes bedre om ham end de fleste andre adelige hun kendte i forvejen, derfor gjorde det hende heller ikke noget at han fik af vide hvem hun var. Men måske var han en generation for sent til at vide hvem hun var. Så måtte hun jo forklare det hvis han spurgte. Hun så tilbage på ham og holdt Caleb an indtil han nåede op til dem.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jul 18, 2012 21:40:34 GMT 1
esekias smilede og nikkede roligt, han var helt enig med hende, og det var ikke så tit han havde tankerne på noget som helst andet end sit arbejde og sin pligt, så det var en fornøjelse når noget fik hans opmærksomhed bare lidt væk. " Det må vi helt bestemt"[/color] sagde han medgivende og lod Bodil ridde i et roligt tempo ved siden af den flotte hest, han kunne ikke andet end at hæve øjen brynende over stedet hun sagde hun skulle hen, det var da i hvertfald et sted han kendte, og han kendte også manden. han vidste godt at Caleb selvfølgelig måtte have en mor, men det var ikke lige noget man bare spurgte manden om, og Esekias var for ung til at have kendt til rygterne, de få rygter han hørte om Ciels yderligere familie, var ikke nogen han tog sæligt alvorligt, de havde været i omløb længe og sådan var tit forvrænget. Mange var lidt bange eller måske mere æresfrygtige over for Ciel, men for Esekias var det bare respekt, han havde fundet at han delte mange af han holdninger " Er de i familie med Hr Ciel, jeg vidste ikke at han havde bekendte i marolsa,"[/color] sagde han roligt og kiggede venligt på hende mens de red.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jul 19, 2012 15:05:00 GMT 1
Yaya smilede næsten taknemmeligt til ham da han lod til at være villig til at genoptage deres ridetur en dag hvor de begge havde god tid. Når nu han også ville følge hende hjem kunne de måske aftale hvornår. Esekias' hest havde i hvert fald en forbløffende virkning på Yayas. Caleb viste ingen tegn på at være utilfreds med tempoet eller pludselige udfald pga. omgivelserne. Han gik pænt og roligt og holdt egentlig mest øje med hoppen ved siden af sig. Hun følte sig godt tilpas ved igen at nævne Ciels palæ som sit hjem, det var efterhånden længe siden. Det førte også til at hendes tanker fløj lidt rundt og mindede hende om alle de ting der var sket for nylig. Hun blev dog revet tilbage til nuet af hans spøgsmål. Om hun var i familie med Ciel? Hun lo let for sig selv, det lå altså før hans generations interesse. "Ja, jeg blev gift ind i hans familie for nogle år tilbage" svarede hun smilende og betragtede ham med et blik der ændrede sig øjeblikkeligt når hun snakkede om Ciel "hans svigerfamilie bor der også, så lidt bekendte har han i hvert fald" hun var ikke helt sikker på om han havde andre, men nogen kontakter havde han nok. Hun var heller ikke så sikker på hvor godt han egentlig kendte hendes familie. Men han havde i hvert fald ikke kontaktet dem siden hun var rejst tilbage for 6 år siden. Hun var også sikker på at det var et meget klogt træk fra Ciels side.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jul 20, 2012 9:59:02 GMT 1
Esekias kendte ikke til rygterne han havde været meget lille da det hele var sket, og der havde han ikke været en del af de rigere samfund, der havde han ikke en gang vidst hvem Ciel var eller for den sags skyld , kongen, dengang i hans lille barne sind havde kongen været et navn på den mand han godt vidste styrede. Bodil gik roligt ved siden af hingsten, hvis opførsel hun var ved at være godt tilfreds med. Esekias smilede roligt til hende og nikkede til hendes ord, Esekias kunne jo godt ligge to og to sammen og med de to oplsninger var der to muligheder for hvem hun var, den ene mere sansynlig end den anden. " de er måske Ciels hustru?, Med mindre der er ander i hans familie der har giftet sig med nogen fra Marolse"[/color] sagde han høfligt, hvis ikke hun var hans hustru måtte han jo have giftet sig med en anden fra Marolsa for at han kunne have sviger familie der. Esekias tog ddet meget roligt, han havde længe repekteret Ciel, men ikke som flere været Bange for ham, Han fandt ham en mand med gode værdigere selvom han godt kunne have ondt af hans søn når faren var så meget væk, og moren ikke var der
Post by Yaya Dé Ricéy on Jul 20, 2012 13:32:42 GMT 1
Yaya kendte af gode grunde ikke til Esekias' fortid. Hun havde ikke været i Talian i de år hvor Esekias tydeligvis havde gjort sig temmelig bemærket. Havde hun været i Talian på det tidspunkt var der ingen tvivl om at hun havde vidst nøjagtig hvem han var, og heller ikke at hun nok havde mødt ham på et andet grundlag end en almindelig ridetur i det fri. Caleb så sig om som de gik tilbage ind i byen, han havde ikke haft så meget mulighed for at undersøge tingene på vej der ud, så han greb muligheden nu og så sig om. Yaya betragtede ham roligt og var virkelig chokeret over hvordan Esekias' hoppe havde kunnet tøjle ham så nemt. Hun var uden tvivl en krigshest, og hun lod også til at have en leders mentalitet. Yaya smilede for sig selv, uanset hvilken stamtavle den hoppe havde, så hævede hendes temperament hendes værdi betragteligt. Både som dyr men også som ven. Det var måske noget som Yaya skulle undersøge noget mere? Hun gjorde et mentalt notat og lod tanken falde i baggrunden. Hun lyttede til hans spørgsmål og hans udtryk lod hende vide at hans selv mente at have regnet det ud. Hun smilede sigende til ham og nikkede let "korrekt" svarede hun roligt og tænkte lidt over resten af hans kommentar "Jeg har ikke hørt om at andre i hans familie skulle have giftet sig ind i Merosal" svarede hun roligt efter at have tænkt sig om. Hvis det var tilfældet var det noget der var forbigået hendes opmærksomhed. Og det var også noget hun havde i sinde at undersøge nærmere, hvis det altså var tilfældet.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jul 20, 2012 13:56:03 GMT 1
Det var ikke fordi at esekias troede der var andre i ciels familie der var gift ind i marolsa, det var bare den måde han logisk var kommet frem til at sådan måtte det være hvis ikke hun havde været gift med hende. han smilede roligt til hende " Jamen så velkommen tilbage til Talian"[/color] sagde han varmt og så på hende, han var glad for at hun var kommet til talian eller rettere tilbage til ham da han var sikker på at det ikke ville skade værken ham eller drengen, for esekias var familie meget vigtigt. han forstod ikke hvad der kunne vre skyld i at de havde været hver for sig længe men den første dag han mødte hende var ikke det rigtige tidspunkt og høre ind til sådane ting så det spurgte han ikke om var blot glad for på deres vejen at hun var kommet tilbage, hun var en herlig kvinde og ciel en heldig mand, det var i hvertfald Esekias mening.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jul 20, 2012 15:07:22 GMT 1
Det var vel heller ikke så svært at regne ud. Yaya havde undladt at fortælle ham det fra starten af fordi hun ikke vidste hvilken type han var, men hans uniform og hans forbindelse med sin hest havde interesseret hende og hun havde besluttet sig for at give ham en chance. Nogen hun i den grad ikke havde fortrudt, det var sjældent hun mødte nogen der delte hendes interesse i det omfang som Esekias gjorde. De fleste kvinder i hendes klasse var for bange eller for fint på den til at ville beskæftige sig med heste, eller bare generelt dyr. Og de fleste mænd hun kendte betragtede dem kun som dyr, og som laverestående væsner. Ud over Ciel kendte hun faktisk ikke så mange andre der forstod sig på heste. Altså nu bortset fra Esekias. Hun så tilbage på ham da han snakkede til hende igen. "Mange tak" sagde hun smilende og bøjede let hovedet i en taknemmelig gestus "jeg har virkelig også savnet stedet i mit fraværd" hun betragtede ham lidt "og personerne" tilføjede hun så. Hun havde nok savnet personerne mere end stedet, men hun vidste ikke helt hvor meget hun skulle fortælle ham. Hun kendte ikke så meget til hans værdier bortset fra dem der omhandlede hans hest. Men hun håbede lidt på at resten også var noget hun om end så bare kunne acceptere. Hun så frem mod det de var på vej hen mod, de skulle snart bestemme om de ville tage den korte befolkede ved eller den lægnere nok mere fredelige vej. Hun vidste godt hvad hun ville vælge. Hun så roligt tilbage på ham igen, Caleb kendte ikke vejen med lod til bare at følge hoppen.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Jul 20, 2012 19:06:19 GMT 1
ESekias smilede roligt og nikkede det måtte have været svært at være væk så lang tid fra sin familie og det måtte hun jo have været da han aldrig havde hørt om hende, men kun hørt at konen ikke var der, han havde ikke engang været helt klar over om hun stadigt var i live. " det kan jeg forrestille mig, deres søn vel mest af alt"[/color] sagde han alvorligt og kiggede roligt på hende, der var intet bebrejtende i hans stemme han kendte ikke til årsagerne og vidste at der var ting der kunne gøre at afstand var nødvendigt. " det hårdeste ved mit job er at jeg nogen gange ikke ser min familie i lange perioder og ikke nær så tit kan være sammen med dem, jeg savner dem selv de dage hvor jeg ikke er væk mere end end dag"[/color] sagde han og åbnede der ved op for at emnet kunne diskuteres hvis hun ville men også at hun selv kunne tage det et andet sted hen, Esekias havde ikke så mangeligt hemmeligheder hvad det andgik, imodsætning til mange af de unge ridder havde han absolut intet problem med at folk vidste hvor meget han holdt af sin familie, men han havde altid gjordt sin pligt, noget som ciel havde spurgte ham om da han blev forfræmmet, om han var klar til at stå til rådighed 24-7 men det havde han jo gjordt siden han blev ridder så der var ikke noget nyt
Post by Yaya Dé Ricéy on Jul 20, 2012 19:33:01 GMT 1
Et kort øjeblik ændrede Yayas udtryk sig til noget der nok mest af alt mindede om en der var blevet dolket i hjertet. Men det var kun i et meget kort øjeblik. Seperationen havde drevet Yaya vanvittigt langt ind i sorg og desperation. Hun havde virkelig ikke kunnet forstille sig at det nogensinde kunne være så forfærdeligt at være adskilt fra nogle mennesker. Men hun var virkelig blevet overbevist om det modsatte. Specielt efter at hun var blevet mor. Det var ikke noget folk kunne forstå før de selv stod i situationen, hun havde faktisk stadig selv svært ved at forstå at nogen form for kærlighed kunne være så ubetiget og grænseløs. Hendes plagede udtryk veg for et varmt smil da hendes tanker gled over på tanken om hendes søn. Hun lyttede til hans fortælling, han var altså også et familie menneske, altså endnu en ting de var enige om. Hun smilede venligt til ham "Man savner dem så snart man ikke er sammen med dem" sagde hun smilende mens hun nikkede for at vise sin enighed. Hun var nu mere splittet mellem sin familie i Talian og sin familie i Merosal, hun elskede dem begge, men hun så ingen måde at forene dem i den samme by. Hun sukkede let uden at lægge mærke til det. Hendes familie i Merosal havde megen magt der, og Ciel kunne ikke forlade Talian. Og hun var overbevist om at hun aldrig fik sig selv til at forlade Talian igen, selv for en kort periode.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker