Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 9, 2012 12:47:35 GMT 1
Yaya sad elegant på ryggen af Caleb, hendes store, sorte præmiehingst. Han skridtede roligt og samlet af sted væk fra det palæ, som Yaya lige havde besøgt. Hun havde besøgt en af de få mennesker fra den højerestående del af Talians befolkning, som hun var blevet venner med da hun boede her. På trods af at Ciel ikke huskede hende var der flere herfra der gjorde, og hun måtte sørge for at de ikke afslørede hende. Hun havde på fornemmelsen af at flere af dem kunne huske hende, men nu var alle hendes gamle venner informeret om hvad de havde brug for at vide. Hun havde intet fortalt om at Ciel ikke huskede hende, det havde ikke været nødvendigt. Hun smilede tilfreds for sig selv.
Hun var iført en enkel lys kjole, der egende sig fint til ridning. Over den havde hun en lang mørkebrun frakke, der passede hende perfekt uden at komme i vejen for hendes ridning. Hendes støvler havde samme farve som jakken og var detaljeret med et enkelt mønster. Hun havde håret sat om som hun foretrak det, trukket tilbage og samlet i nakken, men stadig så det hang i sin fulde længde ned over hendes ryg. Dog hang hendes pandehår stadig løst, upåviret af resten af hendes opsatte hår.
Hun var redet selv i stedet for alt det bøvl med vogn, hun havde også frabedt sig selvskab. Hun foretrak ofte at ride alene. Hun følte sig aldeles sikker på ryggen af Caleb (hest), hvis hun alligevel endte i en situation hvor hun følte at de var bedst at stikke af var det også de færeste der kunne følte med ham. Specielt fordi at han, for det meste, også gjorde alt hvad hun bad ham om. Hun betragtede skiftevis sin hest og vejen foran dem. Hans nakke var elegant og lydigt bøjet og hans ører pegede fremad når hun ikke talte til ham. Hans pels skinnede stadig efter morgenens striglning, hun mistænkte lidt personalet på palæet hun havde besøgt for at have genopfrisket det mens hun havde snakket med herskabet. Det var ellers usædvanligt hvis ellers stadig ville skinne efter at havde stået i palæets stald i nogle timer, det var trods alt snart middag.
Hun red roligt videre og når hun stødte på andre hun genkendte som personer med høj rang hilste hun høfligt.
Hun var iført en enkel lys kjole, der egende sig fint til ridning. Over den havde hun en lang mørkebrun frakke, der passede hende perfekt uden at komme i vejen for hendes ridning. Hendes støvler havde samme farve som jakken og var detaljeret med et enkelt mønster. Hun havde håret sat om som hun foretrak det, trukket tilbage og samlet i nakken, men stadig så det hang i sin fulde længde ned over hendes ryg. Dog hang hendes pandehår stadig løst, upåviret af resten af hendes opsatte hår.
Hun var redet selv i stedet for alt det bøvl med vogn, hun havde også frabedt sig selvskab. Hun foretrak ofte at ride alene. Hun følte sig aldeles sikker på ryggen af Caleb (hest), hvis hun alligevel endte i en situation hvor hun følte at de var bedst at stikke af var det også de færeste der kunne følte med ham. Specielt fordi at han, for det meste, også gjorde alt hvad hun bad ham om. Hun betragtede skiftevis sin hest og vejen foran dem. Hans nakke var elegant og lydigt bøjet og hans ører pegede fremad når hun ikke talte til ham. Hans pels skinnede stadig efter morgenens striglning, hun mistænkte lidt personalet på palæet hun havde besøgt for at have genopfrisket det mens hun havde snakket med herskabet. Det var ellers usædvanligt hvis ellers stadig ville skinne efter at havde stået i palæets stald i nogle timer, det var trods alt snart middag.
Hun red roligt videre og når hun stødte på andre hun genkendte som personer med høj rang hilste hun høfligt.