Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 12, 2012 19:58:20 GMT 1
Det var jo klart, at han var urolig, han kunne tydeligt mærke, at det var noget, som han kun selv kunne give sig skylden for, eftersom at han ikke rigtig kunne se hvor det skulle komme fra ellers. Det virkede som noget der pludselig var dukket op midt i det hele, også selvom samtalen var bygget på noget, de begge havde del i. Men han bar desværre det meste af skylden. Derfor valgte han også at vende sig mod Nini, som hun forklarede situationen. Han sukkede dog en anelse, før at han kiggede mod Yaya.
"Og gensynet med mig har tydeligvis ikke gjort det hele bedre"
sagde han en smule bebrejdende, men det var mere fordi han bebrejde sig selv for at have udsat hende for alle de følelser og situationer. Han vidste egentlig ikke hvad han selv kunne stille op lige nu. Dog så han lettere undskyldende på Yaya, da det gik op for ham hvilke datoer der var værst.
"Tak"
sagde han roligt, som svar på hendes forklaring, eftersom at han var taknemmelig for at hun ville fortælle ham, hvor ofte det egentlig skete. Ciel regnede ikke med at han ville have fået noget ud af Yaya, hvis hun først fik sin stemme tilbage, han var nemlig overbevidst om at hun ville være alt for stædig til at indrømme det. Da Nini først valgte at efterlade dem alene, bevægede han sig hen til sengen, hvor han satte sig blidt ned i sengen og lod blikket glide hen over hendes ansigt. Han var bekymret og det havde han ikke lyst til at skjule mere. Han smilte svagt til hende og lagde sin hånd ovenpå hendes.
"Jeg skulle aldrig have ladet det komme så langt"
sagde han stille til hende, for ikke at gøre hendes hovedpine værre end den allerede var. Han valgte blot at blive siddende ved hendes side, imens at han roligt tog fat i hendes hånd.
Tjenerinden så lettere overrasket på ham, da hun hørte hans ord. Hvad skulle det betyde? Det var aldrig noget hun selv havde oplevet, da Yaya stadig var en del af huset, så hun vidste egentlig ikke hvad det betød, dog vendte hun blikket mod Nini, da hun trådte ind i køkkenet igen.
"Hvad er der sket?"
spurgte hun lettere bekymret, før at hun tog forklædet af og lagde det ved siden af vasken igen. Hun valgte dog hurtigt at stille grønsagerne ind på bordet, før at hun gik tilbage til Nini og Serka, i et håb om at Nini måske kunne berolige hende.
"Og gensynet med mig har tydeligvis ikke gjort det hele bedre"
sagde han en smule bebrejdende, men det var mere fordi han bebrejde sig selv for at have udsat hende for alle de følelser og situationer. Han vidste egentlig ikke hvad han selv kunne stille op lige nu. Dog så han lettere undskyldende på Yaya, da det gik op for ham hvilke datoer der var værst.
"Tak"
sagde han roligt, som svar på hendes forklaring, eftersom at han var taknemmelig for at hun ville fortælle ham, hvor ofte det egentlig skete. Ciel regnede ikke med at han ville have fået noget ud af Yaya, hvis hun først fik sin stemme tilbage, han var nemlig overbevidst om at hun ville være alt for stædig til at indrømme det. Da Nini først valgte at efterlade dem alene, bevægede han sig hen til sengen, hvor han satte sig blidt ned i sengen og lod blikket glide hen over hendes ansigt. Han var bekymret og det havde han ikke lyst til at skjule mere. Han smilte svagt til hende og lagde sin hånd ovenpå hendes.
"Jeg skulle aldrig have ladet det komme så langt"
sagde han stille til hende, for ikke at gøre hendes hovedpine værre end den allerede var. Han valgte blot at blive siddende ved hendes side, imens at han roligt tog fat i hendes hånd.
Tjenerinden så lettere overrasket på ham, da hun hørte hans ord. Hvad skulle det betyde? Det var aldrig noget hun selv havde oplevet, da Yaya stadig var en del af huset, så hun vidste egentlig ikke hvad det betød, dog vendte hun blikket mod Nini, da hun trådte ind i køkkenet igen.
"Hvad er der sket?"
spurgte hun lettere bekymret, før at hun tog forklædet af og lagde det ved siden af vasken igen. Hun valgte dog hurtigt at stille grønsagerne ind på bordet, før at hun gik tilbage til Nini og Serka, i et håb om at Nini måske kunne berolige hende.