Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 8, 2012 20:20:12 GMT 1
Egentlig var Ciel ikke rastløs, han havde vel bare ikke fundet sig til rette i den nuværende situation, fordi det virkede en anelse underligt, at en fra syd ville komme med en besked til kongen. Så han var vel bare nysgerrig omkring hvilken form for besked hun bragte med sig. Det virkede dog ikke rigtig som om det var noget der skulle forklares lige med det samme, eftersom at det hele virkede, som en ganske normal samtale. En samtale, som han egentlig burde kende til. Men ikke en gang hendes svar trak hans hukommelse og minderne frem om hende. Mindet om hende var godt bevaret i hans underbevidsthed, som han så håbningsfuldt havde forsøgt at fortrængt igennem årene. Det eneste egentlige minde, som han havde tilbage om hende, var deres søn og skilsmissepapirerne, som han endnu ikke havde fået tilsendt hende, da han ikke vidste, hvor hun havde slået sig ned. Dog havde han en fornemmelse af, at hun ikke længere var i Talian, fordi ellers ville han meget hurtigt have fået det at vide.
Hendes latter kom helt bag på ham, og det mindede ham straks om en latter, han ikke havde hørt i flere år. Han så lettere mistænktsom på hende, som han undersøgte hendes bevægelser med øjnene i et forsøg på at placere hende. Hans tanker farede rundt i hovedet på ham, som han forsøgte at placere hende, det endte dog med at han sukkede en anelse opgivende af sig selv, før at han lod blikket glide mod hende igen.
"Jeg ville ikke hentyde til noget"
sagde han nærmest undskyldende, som han ikke ønskede at angribe hende ikke noget i den stil. Han vidste blot, at han ikke ville have tid til at være hendes selskab resten af aftenen, arbejdet kaldte jo desværre også. Ikke fordi arbejdet var så slemt, men han ville dog være sikker på, at hun følte sig tilpas, nu hvor hun kom lang vejs fra og ikke skulle føle sig utilpas. Cáel var en hest, der krævede omsorg og opmærksomhed, ellers ville hingsten meget hurtigt blive utilfreds og føle sig overset.
"Hvis det ikke er for meget at forlange af Dem, så kunne vi bevæge os ud i stalden, så De kan se til Deres heste"
sagde han ganske roligt, som det efterhånden var meget tydeligt for ham, at hun virkelig elskede sine heste højere end noget andet. Så han var overbevidst om, at hun muligvis ville føle sig endnu mere tilpas, hvis de først bevægede sig derud. Så kunne det også være, at han kunne få bekræftet sin teori.
Ciel hævede et øjenbryn, da hun valgte at kalde ham Rícéy, dog endte han med et virke forholdsvis afslappet. Han så dog lettere overrasket på hende og rystede drillende på hovedet, før at han sukkede lettere opgivende, som han måtte indrømme, at han ikke rigtig havde lagt mærke til det. Dog valgte han at nikke en anelse til hendes kommentar.
"Men så skal jeg ikke forstyrre Dem, hvis De ønsker at få snakket med Deres forældre før vi fortsætter"
sagde han ganske ærligt, før at han nærmest lagde an til at ville rejse sig. Dog havde han nærmere i sinde at bevæge sig ud imod stalden, eftersom at han godt vidste at Cáel kunne være en anelse umulig, når han først skulle have mad uden at Ciel havde været ude ved ham. Mon ikke det også ville gå, hvis hun fik ro til at sende en besked til hendes forældre?
Hendes latter kom helt bag på ham, og det mindede ham straks om en latter, han ikke havde hørt i flere år. Han så lettere mistænktsom på hende, som han undersøgte hendes bevægelser med øjnene i et forsøg på at placere hende. Hans tanker farede rundt i hovedet på ham, som han forsøgte at placere hende, det endte dog med at han sukkede en anelse opgivende af sig selv, før at han lod blikket glide mod hende igen.
"Jeg ville ikke hentyde til noget"
sagde han nærmest undskyldende, som han ikke ønskede at angribe hende ikke noget i den stil. Han vidste blot, at han ikke ville have tid til at være hendes selskab resten af aftenen, arbejdet kaldte jo desværre også. Ikke fordi arbejdet var så slemt, men han ville dog være sikker på, at hun følte sig tilpas, nu hvor hun kom lang vejs fra og ikke skulle føle sig utilpas. Cáel var en hest, der krævede omsorg og opmærksomhed, ellers ville hingsten meget hurtigt blive utilfreds og føle sig overset.
"Hvis det ikke er for meget at forlange af Dem, så kunne vi bevæge os ud i stalden, så De kan se til Deres heste"
sagde han ganske roligt, som det efterhånden var meget tydeligt for ham, at hun virkelig elskede sine heste højere end noget andet. Så han var overbevidst om, at hun muligvis ville føle sig endnu mere tilpas, hvis de først bevægede sig derud. Så kunne det også være, at han kunne få bekræftet sin teori.
Ciel hævede et øjenbryn, da hun valgte at kalde ham Rícéy, dog endte han med et virke forholdsvis afslappet. Han så dog lettere overrasket på hende og rystede drillende på hovedet, før at han sukkede lettere opgivende, som han måtte indrømme, at han ikke rigtig havde lagt mærke til det. Dog valgte han at nikke en anelse til hendes kommentar.
"Men så skal jeg ikke forstyrre Dem, hvis De ønsker at få snakket med Deres forældre før vi fortsætter"
sagde han ganske ærligt, før at han nærmest lagde an til at ville rejse sig. Dog havde han nærmere i sinde at bevæge sig ud imod stalden, eftersom at han godt vidste at Cáel kunne være en anelse umulig, når han først skulle have mad uden at Ciel havde været ude ved ham. Mon ikke det også ville gå, hvis hun fik ro til at sende en besked til hendes forældre?