Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 7, 2012 19:08:17 GMT 1
Yayas vogn gjorde holdt foran den imponerende bygning og synet af hendes gamle hjem fik hende til at smile. Hun ventede roligt til Serka åbnede døren for hende, og brugte tiden på at kigge på palæet. Det var virkelig for længe siden hun havde været her sidst. Hun tog Serkas hånd da hun trådte ned af vognen, efterfuglt af Nini, som holdt hovedet ærefuldt bøjet i hendes nærvær. Et vindpust fangede Yayas hård og trak det ud i dets fulde længe. De velkendte dufte strømmede hende i møde og trak hende med ind i minder hun troede hun havde glemt. Hun havde kort lukket øjnene og da hun åbnede dem igen, så hun at Serka var på vej for at gøre huset opmærksom på at de havde gæster.
Hun selv gik, atypisk for folk med hendes rang, hen og tjekkede sine hestes velbefindende. Kuskene bukkede kort da hun sluttede sig til dem og forsikrede hende at alle hestene havde det fint. Hun lod fingrene løbe over den skinnende sorte pels der smykkede begge de to bagerste heste med et smil.
"Sørg for at de har de har alt hvad de behøver, jeg ved ikke hvor længe vi skal være her" beordrede hun og vendte tilbage til Nini og kiggede endnu en gang op mod det store palæ, hvor føltes det godt at være hjemme. Det var ikke gået op for hende at hun også havde savnet stedet før hun var ankommet. Indtil nu havde hun kun tænkt på sit savn til de mennesker hun havde efterladt her for så lang tid siden. Hun smilede og kiggede op mod husets indgang.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 7, 2012 19:27:58 GMT 1
Dagen var kun lige begyndt og det var ikke rigtig gået op for palæets ejer, at der var trådt nogen ind på grunden. Men det var nok nærmere fordi han sad med hovedet begravet i papirerne, som efterhånden havde samlet sig. Dog var dette sket i takt med at urolighederne omkring slottet steg, selvom han godt vidste, at der var livvagter til at beskytte kongen, så ville han alligevel selv forsøge at undersøge sagen. Han kunne dog endnu ikke finde noget svar og nu blev han nød til at tage sig af de mere vante rammer, som befandt sig på hans bord. Selvom der var mange dokumenter, så var der orden i det hele, ellers ville han hurtigt miste overblikket over hvad han havde været igennem og hvad han endnu skulle kigge på. Nogle papirer var forsynet med kongens segl, aldrig besad segl fra de omkring liggende dele af Talian. Han havde besluttet sig for at gennemgå hver eneste rapport fra de forskellige dele af byen, så han kunne holde sig selv informeret med hvad der foregik i Talian, som måske ikke alt kom helt frem til kongehuset. Ciel's blik bevægede sig hen over dokumenter, og hen til døren, som han hørte en banken. Han så en anelse undrende på døren, som han blot valgte at lade personen komme ind. Det var en tjenestepige, som havde set Yaya ankomme til palæet og derfor ville underrette Ciel hurtigst muligt. "Sig til dem, at jeg kommer ned lige om lidt" sagde han ganske roligt, før at han igen vendte blikket mod dokumenterne og pigen forsvandt efter at have lukket døren forsigtig efter sig. Hun strøg hurtigt ned af trapperne og tog imod Nini, som hun hurtigt forklarede situationen og at Ciel ville komme ned og byde dem velkommen om lidt.
Ciel valgte dog at rejse sig op, som han bevægede sig hen til de store gardiner, der var trukket for i hans arbejdsværelse, som vendte ud mod gården. Han trak et mindre stykke fra og valgte roligt at betragte skikkelserne i gården. Han fortrak ikke en eneste mine, før at han valgte at give slip i gardinet og indhyle værelset i mørke endnu en gang. Han var iklædt en hvid skjorte, og en sort jakke over sig. På benene bar han et par sorte bukser, som sad forholdsvis behageligt uden at være alt for løst. Efterfølgende valgte han at bevæge sig ud af værelset og låse døren efter sig. Som han jo altid gjorde. Ciel ventede dog med at bevæge sig ned i hallen til de sidste skikkelser var ankommet.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 7, 2012 19:50:07 GMT 1
Nini tog sig at den forklaring der var påkrævet fra Yayas side. Hun holdt sig neutral og respektfuld over for Ciels tjenestefolk og tydeligt underdanig når hun snakkede med Yaya. Serka hold øje med folkene omkring dem og forholdt sig ellers tavst. Han holdt sig lidt i baggrunden men altid i nærheden af Yaya.
Yaya kastede et sidste blik på sine heste inden hun gik ind i palæet, hvis de ikke behandlede dem ordentligt skulle hun få dem forvist til de fattiges rækker. Hendes tanker nåede ikke hendes fremtoning der blev stærkere og stærkere jo tættere hun kom på palæet. Da hun trådte ind i palæets hall men da hverken Ciel eller Caleb bød hende velkommen undrede hun sig. Nini forklarede hende dog hurtigt at Ciel ville slutte sig til dem kort efter. Hun brugte ventetiden til at kigge rundt og lagde mærke til nogen af de ændringer der var sket siden hun var rejst.
Yaya lod Nini tage sin rejsefrakke og i en yderst elegant kjole der komplementerede alt ved hende, både i farve og i form. Hun snakkede lavt med hende vedrørende vognen og hestene, men hun havde virkelig ingen ide om hvor længe de skulle være her. Så fokuserede hun på at tage sine handsker af og rakte også dem til Nini der tog imod dem med et nik med hovedet og en lav bekræftigende kommentar, så trak hun sig i baggrunden.
Da Ciel ankom overtrålede hun betydeligt de andre i hallen, men hun havde stadig fokus på indretningen. Hun følte sig tydeligt godt tilpas og der var intet negativt at spore i hendes fremtoning. Smilet ville ikke slippe hendes læber.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 7, 2012 20:04:31 GMT 1
Tjenestepigen bukkede ydmygt for de ankomne gæster, som hun hurtigt valgte at forsvinde igennem forstuen og videre igennem huset. Hun vidste ikke hvad disse gæster var kommet for at få ordnet, men hun vidste dog, at det ikke ville være nødvendigt for hende at blive der. Kun hvis Ciel fik et behov for hende, men så ville hun heller ikke være alt for langt væk. Dog gik der heller ikke lang tid før, at Ciel valgte at slutte sig til de ny ankomne, hans hænder var foldet på hans ryg, som han bevægede sig ned af trappen med blikket hvilende på Yaya, dog gled de efterfølgende videre mod Nini for til sidst at ende på Serka. Et svagt smil viste sig på hans læber, før at han nåede enden af trappen. Han vidste godt, hvem det var, han skulle tage kontakt til først, eftersom at det var yderst tydeligt for ham at se det på Yaya's holdning og hvordan de andre to opførte sig i hendes nærvær. Ciel gik ganske rank mod Yaya, som han roligt bukkede hovedet, i et mindre buk, før at han lod blikket hvile på hende. "Velkommen" spurgte han med en ganske rolig og stolt stemme, som han rettede sig op endnu en gang. Han endte endnu en gang med at holde armene bag på ryggen, som han så lettere afventede på hende uden at stirre på hende. Underligt nok, så virkede det som om, at denne kvinde allerede nu virkede til at være godt tilpas i palæet, men det var ofte den reaktion han fik, når der blev budt folk ind i palæet. Han valgte dog at gengælde hendes smil, som han ikke ville virke uhøflig. "Hvad bringer Dem til mit hjem?" spurgte han efter lidt tid, hvor han havde givet hende tid til at betragte hallen, noget han jo burde være van til, men på den anden side, så overraskede det ham altid, hvordan folk reagerede på det første rum.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 7, 2012 20:21:31 GMT 1
Serka holdt øje med pigen da hun gik, derefter lod han blikket glide over omgivelserne. Da Ciel gjorde sin entre holdt han øje med ham til Ciels blik faldt på ham, så bukkede han respekfuldt. Nini fulgte Serkas ekspemel og nejede for Ciel. De blev begge i Yayas nærvær indtil de fik beskred på andet, hvilket ikke var tilfældet endnu.
Yaya mærkede følelserne snurre indeni sig, men hendes facade var fuldkommen elegant og fattet. Hun nejede kort med hovedet bukket, det var trods alt længe siden hun havde set ham, hun kunne godt hilse formeldt på ham nu han lagde op til det. Hun ingen ide om hvad hun skulle sige til ham da hendes første indskydelse var noget i retning af at kaste sig i armene på ham. Heldigvis tog han ordet først, et automatisk "tak" gled over hendes læber. Hendes blik veg nu ikke fra ham, gud hvor havde hun savet ham! Han var kommet til at se ældre ud men han lignede stadig sig selv, konstaterede hun tilfreds. Hendes smil var varmt og hendes fremtoning indbydende.
Men det næste han sagde gjorde hende en anelse chokeret. Dem? De var da dus. Hans hjem? Hun var godt nok flyttet men alligevel, hunne han ikke bare have sagt hjem? Hun betragtede stadig stedet som sit hjem. Hvad var det dog for en mærkelig velkomst. Hun studerede hans ansigt og da hun nåede til øjnene det gik op for hende, han kunne ikke genkende hende! En blanding af frustation og morskab blandede sig i hendes krop og hendes smil ændrede sig en smule, fik en undertone af noget legesygt. Fint nok, han kunne ikke huske hende, men det kom han til, om hun så skulle slæbe ham op af hvert trin på trappen (billedlig trappe = hukommelse). Når hun ønskede at han skulle vide hvem hun var. Hun indtog rollen hun udtænkte på stedet og bøjede kort hovedet over hans ord. "Jeg er her med en meddelelse til kongen fra min slægt, men mine forældre var opsat på at jeg opsøgte Dem først." forklarede hun roligt og holdt blikket på hans ansigt. Men først ville hun finde ud af om hans indre havde ændret sig.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 7, 2012 20:45:16 GMT 1
Ciel valgte lydløst at betragte hende en anelse, men der var ikke noget, som kunne pege ham hen på hvem hun kunne være. Han havde dog regnet med, at han ville kunne tyde det ud fra hendes stemme, men der var overhovedet ikke noget ved denne kvinde, som virkede bekendt, selvom han selv mente, at han kendte de fleste fra Talian, uden at sige for meget. Han vidste dog med sikkerhed, at hun ikke kom fra vest eller et sted lignende, da hendes fremtoning var det stik modsatte af hvad den bydel stod for. Dog regnede han personligt selv med, at han kunne placere hende, desværre måtte han give op og blot smile venligt til hende. Hans blik vandrede hen mod Serka og Nini, end ikke han rendte rundt med tjeneste folk i røven, når han først bevægede sig ud fra palæet. Men det var vel en smagssag, derfor valgte han også at lade vær med at bedømme hende ud fra hendes følge. Ciels arme gled ned langs med hans side, som han endte med at folde dem foran sig og vende blikket mod hende.
En rolig udåndning forlod hans læber, som han gled tilbage mod hende og endte med at se en anelse undrende på hende. Han fik en følelse af, at hun virkede chokeret, men alligevel var det en følelse, som forsvandt meget hurtigt, så han ikke kunne nå at kommentere det. Idet at en mindre form for undertone af legesyg dukkede op i hendes smil trak han sig roligt tilbage. Det var dog ikke mere en en centimeter eller mindre, som han blot undrede sig over hendes reaktion. Havde han sagt noget forkert? Ikke ud fra hans opdragelse i hvert fald, dog så han lettere alvorligt på hende, som hun nævnte kongen og en meddelelse. "Hvad er vigtigere end en meddelelse til kongen?" spurgte han en anelse undrende, som han egentlig ikke forstod, at hun ikke blot havde valgt at opsøge kongen. Men i stedet var blevet bedt om at tage hen til ham. Det gav egentlig ikke mening, dog valgte han roligt at vende ryggen til hende for at åbne døren ind til forstuen, hvor gardinerne var blevet trukket fra, så lyset kunne trække ind. "Men lad os fortsætte herinde" sagde han ganske roligt, som han gik til side og blot bød hende ind i den mindre forstue.
Last Edit: Jun 7, 2012 20:45:58 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 7, 2012 21:11:47 GMT 1
Yaya genkendte ham, derfor så hun også de små detaljer som fremmede ikke så. Hun kunne se tankerne høre rundt i hovedet på ham, hun genkendte hans analyserende blik og hver en ændring i hans kropsholdning. Hun havde tilbragt meget til med at betragte ham før i tiden. Hun holdt sin facade, hun var ikke sikker på hvor langt gemt væk i hans hukommelse minderne om hende lå, derfor ville hun ikke risikere noget før hun havde udnyttet rollen tilstrækkeligt.
Nini og Serka var kun med hende fordi at hun ikke vidste hvordan han ville reagere. Hun vidste heller ikke hvor længe de skulle være her, det var den primære grund til at hun havde taget Nini med, Serka gjorde hende altid selvskab når hun rejste. Yaya vendte hovedet mod Nini der straks trådte inden for hørevidde. Ganske lavt og med en blød stemme gav hun hende en tydeligt indforstået ordre, for det tog ikke mere end to ord, så nejede Nini, først til Yaya og så til CIel og forlod rummet. Yaya behøvede kun at sende Serka et blik for ekskortede han Nini ud og lod Yaya og Ciel være alene. "Som du vil" svarede hun blødt og fulgte efter ham og fortsatte ind i det tilstødende rum. Det havde forandret sig mere end hallen men det lignede også sig selv. Hun smilede genkendende og valgte en stol, ikke den hun ville have valgt mens hun boede her, og holdt sig også fra dem Ciel havde valgt da hun boede her.
Hun ventede ikke på tilladelse til at sætte sig da han allerede havde budt hende ind i rummet. Hun satte sig elegant og selv om hun sad blev hendes fremtoning ikke mindre. "Tillad mig at forklare" begyndte hun og rettede lidt på sin kjole så den ikke ville forme sig forkert mens hun sad ned. "Hvad jeg skal sige til kongen afhænger af hvad du svarer på de spørgsmål jeg har" afsluttede hun og rettede blikket på mod ham med hænderne nydeligt foldet på sine ben.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 7, 2012 21:32:33 GMT 1
Måske han ville have forsøgt at skjule sin reaktion mere, hvis han vidste hvem han rent faktisk stod overfor. Dog var han ikke helt sikker på, at han overhovedet behøvede at præsentere sig selv, måske det nærmere var hende, som skulle tage initiativet? Men havde han vidst, at han stod overfor Yaya, så havde han sikkert blot kigget på hende, uden et ord, eftersom at han med tiden havde forsøgt at fortrænge alt omkring deres fortid sammen, det var nok også derfor, at han ikke kunne genkende hendes fremtoning, hvilket bestemt var en skam.
Man kunne vist godt sige, at Ciel havde valgt at give hele palæet en omgang, da han først havde tid og kræfter til at tage sig af sit eget hjem. Han var nemlig overbevist om, at hvis der var nogen, som skulle opsøge ham, som hun gjorde, så var hans hjem nød til at have en bestemt fremtoning. Hvilket var grunden til at han havde fortaget nogle forandringer, som egentlig var nødvendigt i det gamle palæ, som blot var blevet mere frisk og nyt. Hans blik fulgte roligt de to skikkelse, som forlod hallen, før at han Yaya valgte at følge med ham ind i forstuen. Han lod dog døren stå på klem, hvis de skulle vende tilbage. Det kunne jo være, at de var blevet sendt ud for at hente noget? Et let smil gled over hans læber, som hun benyttede sig af du, han tog det blot som en fejltagelse og valgte ikke rigtig at bide mærke i det, før at han roligt så til, imens at hun satte sig til rette ved bordet. Som altid valgte han selv at placere sig på stolen for enden, som heldigvis for ham ikke var særlig langt fra hende. Det var dog en vane, som han ikke rigtig kunne slippe af med, men der var ikke særlig mange, som rent faktisk bed mærke i det. For ham var det jo bare naturligt. Han foldede hænderne på bordet, som det rolige blik gled mod hende, da hun begyndte at forklare sine ord. Han endte dog med at læne sig tilbage i stolen, før at han så en anelse afventede på hende. Hvad skulle dette betyde? "Jamen, lad mig endelig høre" sagde han ganske roligt, som han smilte blidt til hende også selvom han egentlig ikke vidste hvem hun var, så var hendes fremtoning troværdig overfor ham.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 7, 2012 22:02:35 GMT 1
Yaya sad rank og elegant i stolen, med blikket holdt på ham. Jo mere hun så på ham jo flere små detaljer sprang hende i øjnene. En af hans vaner hun blev mindet om eller noget nyt som var forskelligt fra den Ciel hun havde forladt. Hun skjulte dog sin undersøgelse af hans fremtoning ganske pænt og kun en enkelt gang blev hendes bliks vandren over ham tydelig.
Han behandlede hende mere formeldt, hun følte ikke rigtig at hun kunne sammenligne det med hvordan han behandlede hende før i tiden, da hun jo ikke just havde været fremmet for ham dengang. Grundet den formelde stemning startede hun med at præsentere sin rolle. "Mit navn er Eya mi Dévuri, jeg er her som repræsentant for Dévuri slægten fra et land mod syd" hun bøjede kort hovedet under sin præsentation, navnet mindede lidt om hendes eget - et lille prik til hans hukommelse for at se om det lå lige under overfladen inden hun foldede sin plan ud.
Uden at informere ham om, om hun var begyndt på de spørgsmål der var rettet mod at bestemme hendes besked mod kongen begyndte hun "Vil De undlade at stille spørgsmål til mine spørgsmål med mindre der har noget at gøre med forståelsen, og derved bare svare hvad sandheden nu byder Dem at svare?" spurgte hun og lagde sit ansigt i mere seriøse folder hende hun havde gjordt i hallen, hun måtte hellere virke som en der faktisk havde et budskab til kongen, og ikke bare havde brug for en undskyldning for at invitere sig selv ind i Ciels hus.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 7, 2012 22:18:10 GMT 1
Hendes holdning var ikke til at tage fejl af, ud fra hans bedømmelse, så måtte hun have en elegant og hård opdragelse, som fik hende til at opretholde den ranke og elegante holdning, som hun sad i stolen. Han kunne dog selv godt virke en anelse mere afslappet, eftersom at han befandt sig i sit eget hjem og ikke på slottet, dog var han mere opmærksom på hendes ord, som det drejede sig om en meddelelse til kongen. Derfor lyttede han også nøje efter. Ciels hænder forlod ikke bordet, da hun valgte at præsentere sig, istedet gled et smil hen over hans læber, før at det igen forsvandt og den mere stolte facade fandt vejen frem i hans ansigtsudtryk. "Et land mod syd, siger De, interessant" sagde han ganske roligt, som han lod blikket glide ned mod sine hænder, før at han trak dem til sig og lod dem ligge sig i hans skød. Ciel selv kunne umuligt rumme alle de forskellige byer og lande, men han var sikker på, at han ikke havde hørt noget om et land mod syd. Så vidt han vidste, så var det nemlig fra riget i øst, at prinsen fra MeRosal skulle komme fra. Ham, der skulle giftes med prinsessen, ikke fordi det passede Ciel, men han kunne intet gøre for at stoppe kongens beslutning, ikke før at han havde et ordentlig grundlag. Mon navnet skulle have vækket nogle minder hos ham var ikke til at sige, for lige umiddelbart så tænkte han mere på landet i syd.
Et undren blik viste sig i hans øjne, som hendes ord forlod hendes læber. Han kunne ikke rigtig se, hvor hun ville hen med det, men valgte at lade sit blik søge hendes øjenkontakt, før at han svarede. "Hvis svaret på Deres spørgsmål er mig muligt, så skal jeg nok svare ærligt ellers må der være en anden vej" svarede han ganske diplomatisk, som han blot foldede sine hænder i sit skød og så en anelse afventede på hende, som han ventede tålmodigt på hendes spørgsmål. Underligt nok, så vidste han virkelig ikke hvad hun havde i sinde. Men der var noget som sagde ham, at det måtte være vigtigt, men samtidig også nødvendigt at få nogle ord med på vejen fra ham, selvom kongen altid ville have det sidste ord. Han måtte blot vente spændt på spørgsmålene, uden at drage forhastede beslutninger.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 8, 2012 7:10:26 GMT 1
Yaya opretholdt sin indøvede holdning, hvis hun skulle spille fremmed for Ciel så skulle det gøres overbevisende. Hun vendte og drejede situationen i hovedet, der skulle digtes en del for at opretholde hendes historie. Men det begyndte at tage form i hendes hoved, langsomt og sikkert, men hun spekulerede på hvor længe dette skuespil var nødvendigt, havde han virkelig glemt hende? Hendes udstråling afslørede ingen af hendes indre tanker eller konflikter. Hans svar fik hende til at smile, så han ville ikke lyve medmindre det var nødvendigt. Den side af han havde ikke ændret sig konkluderede hun fornøjet. "Jeg takker for Deres tålmodighed og villighed til at bidrage til min opgave" Hun bøjede hovedet i taknemlighed og løftede så blikket til hans ansigt igen. Hendes elegante holdning var fejlfri og hendes blik seriøst da hun fortsatte. "Jeg må informere dig om at jeg ikke kender alle spørgsmålene endnu, derfor må jeg opretholde en korrespondance med mine forældre for at kunne fuldføre min opgave her" forklarede hun og holdt roligt øjenkontakten med ham når det faldt hende naturligt.
Modsat Ciel flyttede Yaya ikke så meget på sig selv, hun rettede en fold på sin kjole i ny og næ men ellers forholdt hun sig rolig. Hun havde rejst meget rundt i tiden kort efter at hun var flyttet fra Ciel og Caleb, for at aflede sine tanker. Det var lande mod syd, men om et land der matchede hendes status fandes var hun egentlig ligeglad med. Med det hun vidste om Ciel ville han spørge til hvilket land hun talte om, hvis det var noget han kendte, derfor valgte hun Syd. Så behøvede hun heller ikke tænke over det navn hun valgte. Hun kunne se han tænkte, hans tanker ledte ham tydeligvis andre steder hen end mod hendes person, det passede hende fint, hvis han fokuserede på andet så blev det nemmere for hende.
"Dette leder mig til et mere personligt spørgsmål" hun vendte hovedet væk fra ham og kiggede ud af vinduet "har du nogen anbefalinger til hvor jeg og mit følge kan indlogere os under vores ophold?" Spugrte hun roligt, en fremmed ville normalt ikke bede om lov til at blive hos ham og en fra et land langt væk ville ikke kende stedet, til trods for at hun gjorde. Hun betragtede roligt verdenen udenfor palæet med en tilfreds mine.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 8, 2012 9:10:38 GMT 1
Det kunne godt være at det hele muligvis gik ham en anelse på, eftersom at han ikke kunne placere det land hun kom fra eller slægten, dog ønskede han ikke at stille for mange spørgsmål, fordi så ville han bare virke uviden. Noget der ikke ville styrke han nuværende position. Midt i det hele greb han sig selv i at stirre eller blot betragte hende lidt for meget, end hvad der ville være tilladt, derfor valgte han roligt at lade blikket glide hen mod vinduet, hvor han let fik øje på hendes transportmiddel. Et let smil gled over hans læber, som han vendte tilbage for at kigge mere behersket på hende. "Bidrage til Deres opgave?" Gentog han roligt, før at han blot lod det ligge og så en anelse afventende på hende. Sådan sim situationen var lige nu, så kunne han sagtens give sig selv tid til at lytte til hende, netop fordi det drejede sig om en meddelelse til kongen. Ellers var der også andet at lave. "De skal blot gøre, hvad der er nødvendigt, for at fuldføre Deres opgave. Der vil jeg skam ikke stå i vejen" Svarede han med et kontrolleret smil på læben, hvorefter han langsomt begyndte at overveje, hvad det hele drejede sig om. Kongen havde ikke nævnt noget for ham, så det måtte dreje sig om noget, som ikke en gang kongen vidste.
Inderst inde burde der nok ringe en klokke, som samtalen fortsatte, men det var næsten som om det var noget inde i ham, som stoppede nyheden om at det rent faktisk var hans ekskone, der sad ved bordet. En kone, som han aldrig rigtig havde fortrudt, men så alligevel, som hans arbejde var mere vigtigt end noget andet, havde det været nødvendigt. Måske derfor at skilsmissepapirerne stadig lå på hans arbejdsværelse, der altid var aflåst. Det som afholdt ham fra at se at det var hende, var nok frygten for at blive distraheret endnu en gang. Betaget af skønheden selv.
Et mildt smil viste sig på hans læber, som hun vendte blikket bort og fik stillet et spørgsmål, som han slet ikke havde forventet. "Eftersom at De har en meddelelse til kongen, så vil jeg ikke foreslå Dem at bo et tilfældigt sted i Talian. Jeg vil personligt følge mig mere sikker her. Hvis De altså kan finde dem tilrette. Jeg skal nok sørge for at Deres heste får samme behandling som min" Forklarede han roligt, eftersom at man aldrig kunne vide hvem der luskede rundt i Talian. Han havde selv hørt rygter omkring en oprørsleder, der havde planer om at gå imod kongen. Men der var også så meget andet i gære, så det ville være dumt at lade hende og endes følge bo et andet sted i Talian. der var sjældent nogen som turde betræde denne grund, eftersom at mange vidste hvem han var og hvad han stod for.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 8, 2012 13:43:24 GMT 1
Yaya mærkede hans blik, i sit indre smilede hun over hans reaktion, men hendes ansigt afslørede ingen af hendes egentlige følelser. Hun nikkede kort til hans spørgsmål. "Jeg kan ikke udføre min opgave uden Deres villighed til at besvare de spørgsmål min slægt kræver at jeg stiller dem." forklarede hun kort og bukkede hovedet over hans næste kommentar "De har min taknemmelighed" tilføjede hun.
En tot af hendes hår kildede hendes nakke ved sin lette berøring en gang imellem. Hun løftede hånden og strøg den tilbage, så det sluttede sig til resten af hendes hår der hang ned af hendes nakke. Halvdelen af hendes hår var sat op med længderne hang bølgende ned over hendes nakke, skuldre og ryg. Bevægelsen var langsom og førte til at hun skubbede resten af håret, der var faldet frem over hendes skulder, tilbage. Med håret strøget tilbage kom kjolen mere til sin ret. Den var skåret lettere åbent i halsen og dekorationerne var fejlfrie. Hun havde ikke tænkt over bevægelsen og den ændrede ikke på hendes holdning. Hun kiggede rundt i rummet for ikke at gøre det tydeligt at hun ellers kun betragtede ham. Kjolen var holdt i en lys farve der fik hendes tid til at lyse med en indre glød, og hendes øjne fik detaljerne i kjolen til at springe i øjnene. Den var en af hendes farvoritter til dato.
Da han begyndte at tale igen, fandt hendes blik ham automatisk. Hun havde forventet han ville svare sådan, han havde altså ikke ændret sig så meget på det punkt heller. Hun smilede, hendes egentlige væsen, forseglet i hendes indre smilede bredt og hendes øjne lyste af triumf. Men hendes ydre afslørede ikke disse følelser, kun et blødt smil og et taknemmeligt blik. Hun holdt hans blik mens hun svarede. "Deres gæstfrihed ærer Deres navn, hvis det ikke vil besvære Dem vil jeg gerne tage imod tilbuddet" hun spidsede ører over hans kommentar om hestene, kun om hestene ikke resten af hendes følge, han havde bemærket hendes kærlighed til sine heste, hvornår? Hendes tanker bevægede sig hurtigt. Kort efter sin ankomst havde hun søgt sine heste, han havde altså betragtet hende, lusket. Hun smilede indenvendigt.
Hun smilede til ham "det er meget venligt af dem desuden at sætte særligt fokus på mine heste" hun lagde kort fingrene mod sin kæbe. "Siden De nævnte deres hest i ental skal jeg så forstå det som at de kun har én hest i deres stalde?" det var usædvanligt at en mand med Ciels status havde mange, finracede heste, så hun var oprigtigt forvirret. Han kunne selvfølgelig bare mene at denne ene hest, hans hest, fik særbehandling, men hun spugrte alligevel, for at være sikker.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jun 8, 2012 18:28:30 GMT 1
Hænderne blev lagt ned i skødet, som det rolige blik hvilede mod hendes skikkelse, i takt med at hun fortsatte samtalen. Det hele virkede egentlig lettere underligt, måske fordi han havde taget sig selv i at stirre lidt for længe, men også fordi fornemmelsen omkring situationen var atypisk. Dog valgte han at bide det i sig og vente på hendes spørgsmål, som tydeligvis ikke var noget hun bare ville kaste i hovedet på ham. "Jeg lytter" svarede han ganske kort, som han så lettere afventede på hende. Dog viste der sig et svagt glimt i hans øjne, som han endte med et smile let til hendes kommentar. Lige pludselig havde hun også valgt at benytte sig at tiltaleformen 'De', det var egentlig det som bragte et smil frem på hans læber og et svagt glimt i hans øjne, uden at han ville kommentere det, lige nu. Egentlig havde Ciel ikke noget imod at snakke med hende, men hendes udstråling var langsomt ved at blive for meget. Ikke fordi det var noget dårligt, men han fik en fornemmelse af at der var noget som distraherede ham. Derfor endte det også med at han vendte blikket bort fra hende og lod det glide ud mod gården. Hvorefter han meget hurtig blev rolig igen. Kvinden her udviste selvtillid og havde en noget så perfekt fremtoning, uden at have vidste hvor det hele kom fra.
Det bløde smil på hendes læber, gav ham en fornemmelse af, at hun tog imod tilbuddet allerede før at hun valgte at svare på hans ord. Dog så han lettere undrende på hende, da hun fortsatte sin sætning. Om det skulle besvære ham, at have en gæst i hans hus, kunne han ikke rigtig selv forstå, for så ville han slet ikke tilbyde det til at starte med. "Jeg forventer ikke, at De skal underholdes hele aftenen." svarede han med et svagt glimt i øjnene før, at han endnu en gang foldede hænderne over bordet og roligt lagde sin hage mod hænderne, hvorefter han blot lod blikket hvile på hende, før at et drilsk smil viste sig på hans læber. Hun virkede lige pludselig nysgerrig og ikke som tidligere, dog forsvandt smilet meget hurtigt, da han valgte at rette sig op og kigge ud af vinduet. "Jeg vil ikke sige, at jeg kun har en hest. Men jeg har én hest, som jeg holder mest af. Der er flere heste i stalden, som får nogenlunde samme behandling, men jeg kan tydeligvis mærke på Dem, at De har Deres heste meget kært." sagde han ganske mildt, som han vendte blikket mod hende igen. "Er spørgsmålene fortrolige eller kan vi tage dem nu?" spurgte han roligt. Dog ikke for at vise utålmodighed, men nærmere for at spørge om det var nødvendigt at tage spørgsmålene et andet sted end denne forstue.
Post by Yaya Dé Ricéy on Jun 8, 2012 19:47:44 GMT 1
Yaya havde mindet sig selv om den høflige taleform, det faldt hende naturligt at tiltale ham med du, derfor havde halvdelen af deres samtale allerede været ført på denne måde. Hun irriterede sig over fejlen, specielt fordi hun vidste at han havde bemærket det. Det forekom hende alligevel mere svært at spille fremmed over for ham end hun først havde troet, han var jo stort set den samme som altid.
Han blev ved med at flytte på hænderne, han virkede rastløs eller måske endda utålmodig. Hendes underbevidsthed undrede sig lidt over det, men det var ikke noget der bekymrede resten af hendes bevidsthed. Hun fortsatte med at kigge rundt en gang i mellem mens at hun fik det til at se ud som om at det var tilfældigt, og at de andre ting faktisk nogle gange kunne fjerne hendes opmærksomhed fra ham. Det havde dog nok ikke været tilfældet hvis hun ikke selv havde ønsket det.
Ved hans anden kommentar brød hun ud i en perlende latter, fløjlsblød og direkte fra hjertet. Hun havde ikke forventet sådan en kommentar og derfor havde hun heller ikke mulighed for at 'forberede' sig hendes svar blev derfor meget ærligt. "Jeg er fuldt i stand til at underholde mig selv" hendes øjne lyste fornøjet "men Deres indslag skal da være hjerteligt velkomne" Det nærmerste hun havde været på sit egentlige selv under hele deres samtale. Hun smilede stadig for sig selv da han nævnte hendes heste. Hendes køreheste var af usædvanlig fin avl for køreheste men hun havde kun medbragt en mindre del af sine mest elskede heste. Caleb (hest) fulgte hende uanset hvor hun var, hun kunne ikke være at være adskilt for ham længere tid af gangen, det bundede nok i at han var blevet 'offer' for hendes kærlighed da hun havde mistet både Ciel og Caleb. Han havde derfor ageret som Serkas ridehest på det meste af turen, dog ikke under opsyn. Som Ciel selv havde påpeget var der dele af Talian der var farlige, sådan var det også med de veje hun havde rejst af for at komme hertil, derfor havde Serka og en anden fra hendes følge redet på hver deres hest. Det personale hun havde med var egentlig også tilknyttet hendes heste, lige bortset fra Serka og Nini. Hun nikkede bekræftigende til ham, jo hendes heste var meget vigtige for hende. Da han snakkede om sin egen hest vendte hendes blik tilbage til ham. "Hvis de en dag får tid vil jeg da gerne se ham" sagde hun smilende da han nævne sin egen, hun havde en ide om hvem det var. Hun var tydeligt interesseret i dette emne.
Da han begyndte at snakke om de spøgsmål hun skulle stille ham smilede hun overbærende. "Jamen Ricéy" sagde hun med et smil og holdt sig til at bruge hans efternavn, hendes stemme kunne nemt komme til at afsløre noget hvis hun kaldte ham Ciel "De har allerede givet mig svaret på det første spørgsmål" en svag undertone af at han burde være mere opmærksom på hvad hun sagde havde sneget sig ind i hendes stemme. Hun fortalte ham ikke om det var et af de spøgsmål han havde svaret på tidligere eller om hans handlinger havde svaret for ham. "Jeg kan ikke stille Dem de følgende spørgsmål før jeg har korresponderet med mine forældre, har jeg ikke nævnt det?". En glimrende mulighed til at købe sig selv tid, hun ville sende et brev til sin søster i Merosal. Slev om afstanden til Merosal ikke var så uoverkommelig som en reje til et land i syd nok ville være, måtte hun bede hende om at forsinke sit svar. Hun var allerede inforstået med Yayas plan om at rejde hen og besøge Ciel og Caleb. En forklaring angående hendes nuværende situation var dog strengt påkrævet, Yaya selv havde heller ikke forventet at situationen ville tage en så indviklet drejning som den havde. Hun havde først og fremmest forventet at blive husket. Det var vel også egentlig det eneste hun havde forventet. Hun havde overvejet forskellige måder Ciel kunne reagere på når han så hende, ingen af dem blev nu aktuelle da det faktisk viste sig at kan havde glemt hende. Det undrede hende stadig, var der sket noget eller var hans glemsomhed underlagt hans egen vilje?
Hun indså at hun havde fanget sig selv i dybe tanker og rystede sig selv ud af dem, hun kunne tænke på den slags når hun var alene, lige nu sad hun overfor Ciel, hun skulle koncentrere sig, eller kunne hendes maske nemt smuldre. Specielt når hendes publikum var ingen ringere end den man hun elskede med krop og sjæl.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker