Post by Hiroki Souta Ignatio on May 24, 2012 22:20:51 GMT 1
Hvorfor i al verden kunne vagterne ikke holde styr på Talija? Var det virkelig noget som han selv skulle tage sig af? Det virkede dog som en umulig opgave, da ingen rigtig kunne holde styr på hans datter. Men alligevel havde de fortalt ham om den mindre ulykke som hun var kommet ud for. Ingen vidste dog hvordan det var sket, men Hiroki håbede på, at han ville kunne få det ud af hende.. Han bevægede sig igennem gangene med en vagt i hælene, som faktisk havde svært ved at følge efter ham, eftersom at Hiroki virkede til at have travlt. Han stoppede dog op udenfor døren til hendes værelse og sukkede lavt, som han hilste på vagterne. "Hun sover, Deres højhed. Lægen mente at hun skulle hvile sig" sagde den ene vagt, som bukkede ydmygt for ham, men Hiroki valgte alligevel at tage fat i døren, hvorefter han åbnede den og bevægede sig indenfor. Han gik hen til hendes seng og sukkede mere eller mindre opgivende, som han satte sig ned på en stol ved hendes seng og ventede..
"You can't do anything wrong my dear
Because I love you no matter what"
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on May 24, 2012 22:50:44 GMT 1
Talija havde været meget ustyrlig på det sidste. hun var ikke til at finde ud af. men hun var jo ung. hun ønskede at udfordere livet. se verden. lægen havde lagt benet godt bundet ind da det hn havde lavet var væk som alt andet. hun havde nok fået at vide hun skulle sove men hun kunne ikke. hun log bare og grad. hun grad kun når hun var alene. hun skamte sig over at være kommet tilskade. skamte sig over at være prinsesse. skamte sig over at være det som hendes forældre afviste. lyden af hendes dør der gik op gjorde hun stoppede med at græde og ventede til de var tøre og øjnene normale. hun havde ansigtet den modsatte vej end hvor hendes far sad. hendes gyldne øjne så ud af vinduet. hendes vej ud til byen. hendes vej ud til folket der ej kendte hende. hvorfor måtte de ikke kende hende. hvad havde hun gjort forkert. der gik en time efter Hiroki var kommet før hun pludselig begyndte at synge. hele slottet vidste at når hun først begyndte kunne hun ikke stoppes før sangen var slut. hun elskede at synge. hendes stemme var klar men hendes ord var ikke kun ment til hende selv men til alle byens fattige børn.
"Come little children I'll take thee away, Into a land of enchantment, came little children the time's come to play, here in my garden of shadows. Follow us little children I'll show thee the way through all the pain and sorrows. Weak not poor children the life is this way, murdering beauty and passion. Hush now dear children it must be this way to weary of life and deceptions. rest now my children for soon we'll away into the calm and the quite."
imens hun sang satte hun sig op stadig med hovedet mod vinduet. hendes gyldent hår skindede blidt og hedes øjne kørte forsigtigt mod Hiroki. mod hendes fader. en fader hun ikke se så ofte. en fader som afviste hende pga noget hun ikke kunne gøre for. Sangen.
Post by Hiroki Souta Ignatio on May 25, 2012 11:47:11 GMT 1
Det var tydeligvis ikke let at holde styr på den unge dame, men det kunne jo være, at der skulle tages mere drastiske metoder i brug, før at hun ville forstå alvoren. Han kunne jo altid vælge at afsløre sandheden om at hun ikke ville forblive indespærret på dette slot, men muligvis ville blive forflyttet til en helt anden by. Men han ville dog gerne være sikker i sin sag, før at han tog diskussionen med hans datter. En datter, der ikke ønskede at vise respekt eller overhovedet at udvise taknemmelighed.. De kunne jo have valgt at smide hende på gaden, hvor ingen ville have troet på, at hun var prinsessen af Talian, men i stedet lod de hende blive på slottet, hvor hun blev opdraget til at være prinsesse, selvom det andet ville have været lettere for Hiroki, så vidste han også godt at Talija betød en hel del for Catalina, hans hustru, som han aldrig nogensinde ville ende med at såre. Hiroki blev roligt siddende på stolen ved siden af sengen og lod blikket glide ned langs med skinnet, som holdt hendes ben på plads. Han blev dog roligt siddende, som han forblev tav og blot lænede sig tilbage, før at hun begyndte at bevæge på sig. Da sangen begyndte, rystede han lydløst på hovedet.. Han lagde roligt armene over kors, da hun valgte at sætte sig op, havde hun glemt alt om hendes skinne? "Syng du bare min kære.. Men du vil muligvis være lænket til denne seng i nogle uger.." sagde han ganske roligt, som han var overbevist om at hun næppe ville kunne springe ud af vinduet med et brækket ben, det ville blot forvolde hende endnu flere smerter, og hun kunne ende med ikke at få mulighed for at gå i fremtiden.. Men Talija var sikkert stædig og dum nok til at gøre et forsøg. Hiroki rejste sig fra sin plads og gik hen til vinduet, hvor han blot kiggede ud, før at han sikrede sig at vinduet var låst, og at hun ikke ville kunne bryde det op, uanset hvor meget hun anstrengte sig.
"You can't do anything wrong my dear
Because I love you no matter what"
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on May 25, 2012 11:58:50 GMT 1
Talija så på sin far og ønskede faktisk ikke at være på sit værelse. hun havde ikke glemt skinden men den sad jo kun om knæet og lidtop og ned der fra så at sige op kunne hun jo godt. og synge vidste hele slottet jo snart godt at hun elskede. hun fik stik i hjertet da han kaldte hende kære. han og hans kone når nok hendes forældre men de afviste hende. så næsten aldrig til hende. hun levede af tjeneste folket og sin lærer. hun så ned på sin skinde og sukkede. hun ville jo ikke være fanget. hun ønskede ikke at være fanget. og slet ikke sådan at hun ikke engang kunne gå ind på bibloteket og finde en bøg. hvor var det her bare surt. "hvorfor er De her Fader" nok var det hendes far og forældre var man tybisk dus med så sagde hun altid de til dem. Talija fik sjældent besøg af dem og når hun fik var det jo altid i alvor ogg ikke i hygge. nok derfor hun så sjældent så dem som sine forældre. hun så op på ham med et smil bag den triste sanshed.
Post by Hiroki Souta Ignatio on May 27, 2012 13:52:33 GMT 1
Lige nu havde Talija ikke den helt store mulighed for at vælge selv, eftersom at Hiroki efterhånden var meget tæt på at sørge for at hun slet ikke fik solen og den blå himmel at se. Eftersom at hun virkelig ikke ønskede at blive på slottet, men heller ville lege rundt uden for slottets område, hvor hun jo tydeligvis bare kom til skade? Så ville det sikkert være meget bedre, blot at låse hende inde et sted, hvor hun ikke ville have mulighed for at benytte sine evner til at stikke af. Et sted hvor der ingen vinduer eller døre var? Dog lod han blikket glide ud og ned i gården, før at han vendte sig om mod Talija og lagde armene over kors, hvorefter hans ansigtsudtryk blev mere alvorligt. "Jeg kom for at sikre mig, at du ikke længere slipper ud.. Jeg kan jo tydeligvis se, at når du endelig stikker af fra slottets område, så kommer du galt afsted. Måske din mor og jeg skulle finde frem til en anden måde at holde dig inde på?" sagde han lettere alvorligt og holdt armene over kors, som han valgte at læne sig op af den nærmeste mur uden at lade blikket forlade Talija. Han ville blot se om hun ville kæmpe for at blive på sit værelse eller om hun ville protestere?
"You can't do anything wrong my dear
Because I love you no matter what"
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on May 27, 2012 14:23:02 GMT 1
Talija så hvordan han så ned i gården. og hun ventede på hans svar. hun så på ham og anede ikke hvad han havde i tænkerne. lige nu ville hun ønske hun var kvinden Silvia. hun kunne læse tænker. Talija så på ham med rolige øjne. da han talte kunne man pludselig se rædslen i hendes øjne. hun ville ikke spæres inde. hun ville være fri. hun var ved at skælde ud og sige at det var deres ejen skyld at uhn stak af. at det var deres skyld når de ikke ville lade hende komme ud fra slottes område. men hun håbede hvad Judas havde lært hende og sagt da han fandt hende i gudindens temple. hun skulle lystre. hun skulle huske sin opdragelse og siine manere. hun havde åben mund til at sige noget men lukkede den og så ned på sit ben. hun turde ikke svare igen. hun var så bange for at blive låst inde i et mørkt rum. "undskyld fader. jeg skal ikke gøre det igen" hun så ikke op. hun var bange og knugede sine hænder om sin dyne. hvordan kunne hun se ham igen vis hun ikke måtte komme ud. vis hun blev låst inde.. hun ville så gerne ha frihed. hun ville så gerne kunne komme til at se ham igen men hvordan vis hun blev låst inde. hvorfor gjorde hendes forældre dette ved hende.
Post by Hiroki Souta Ignatio on Jun 26, 2012 10:37:59 GMT 1
Hiroki forholdt sig rolig og virkede til at have kontrollen over sig selv, som hans blik virkede roligt, også selvom det var et meget alvorligt emne, så skulle han jo nødigt skræmme hende alt for meget. Han lod dog roligt blikket glide op mod loftet, som han godt havde set rædslen i hendes øjne, noget der måske kunne spille en vigtig faktorer, så snart at hun ville blive rask igen. Han kunne jo til at starte med bare sige til hende, at han ikke ville spærre hende inde, men blot beskytte hende fra det der var udenfor. Hiroki var efterhånden meget overbevist om, at livet uden for murene omkring slottet var farligt og ikke noget til at spøge med. Et lettere tilfreds suk forlod hans læber, som han lod blikket glide ned på hans datter igen. Underligt nok, så ønskede han ikke at spærre hende inde for evigt, så han håbede blot at de ville komme op med en fornuftig løsningen, inden at hun havde mistet troen på hendes forældre fuldstændig. Han rettede sig op og bevægede sig hen til hende, hvor han satte sig ved hendes side med et kærligt smil på læben. "Jeg håber virkelig at du mener det, Talija. Din mor ender bare med at blive alt for bekymret for dig" Det var næsten som om at han ikke forsøgte at sige, at han var bekymret, men at Catalina blot var bekymret for hende. Noget som Talija egentlig ikke burde udsætte sin egen mor for. På den måde kunne det også være, at det var lettere for hende at forstå alvoren. "En skønne dag, Talija, så kommer du ud, men kun hvis du kan skabe en tillid. En tillid så stor, at der ikke er plads til fejltagelser." forklarede han med en ganske rolig tone, som han lod blikket glide mod vinduet igen.
"You can't do anything wrong my dear
Because I love you no matter what"
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Jun 26, 2012 11:48:28 GMT 1
Talija vidste at verden uden for ikke kunne være så slem som hendes forældre aldrig sagde. Talija havde hørt om byen fra sin tjeneste pige og havde aldrig hørt at det var helt vildt farligt som Hiroki ville ha det skulle være. Talija mærkede pludselig at nogle satte sig på sengen. Talija så op fra bennene der var ved siden af hende og langsomt op til sin fars ansigt. det var første gang hun så det kærlige smil fra sin far. det skræmte hende lidt. da han sagde han håbede hun mente det så hun ned på sit ben. da han nævnte at hendes mor blev bekymret følte hun et stik i sit hjerte. ville han ikke bekymre sig. var han her for hendes mor. bekymrede han sig overhovedt for hende. "jeg vil prøve ikke at gøre Moder for bekymret." hun kunne jo ikke love at hun ikke kom til skade på slottet område. vis hun faldt ned af trappen eller vred om på foden i et hul i haven. det var jo uheld og sådan nogle var hun ikke herre over. Talija hørte hendes far nævnte tillid. men hvordan skulle hun skabe tillid til nogle hun aldrig så. hvordan skulle hun kunne vise at hun kunne komme ud uden problemer. at hun kunne ha tillid til dem men det var dem som ikke havde til hende. hun tog sin hånd op og strøg noget hår væk fra sin pande. "hvad skal jeg gøre fir at skabe den tillid Fader... jeg vil jo gerne kunne komme uden for. ud i haven og ud til vores stald" hun havde troet at deres aftale gik på at hun slet ikke måtte komme uden for. men at hun skulle blive indedøre for altid. hun var så bange for at hun ikke måtte se deres hunde som faktisk altid havde været søde ved hende selv om de var vagt hunde. hun var bange for aldrig at mærke græsset eller høre fugle sangen uden for.
Post by Hiroki Souta Ignatio on Aug 3, 2012 10:48:42 GMT 1
Det var helt klart nemmere, at skubbe bekymringerne over på Catalina, eftersom at Hiroki ikke var særlig villig til at udtrykke sine følelser, når det kom til bekymring, men inderst inde så var han jo også bekymret for, hvad der skulle ske med hende, hvis hun kom voldsomt galt af sted. Lige nu var der jo kun problemer med hendes ben, det var ikke noget som tiden ikke ville kunne hele, derfor var han også mere rolig og måske mere bestemt. Egentlig ønskede han ikke at skræmme hans datter, men nogle gange var det også nødvendigt for ham at være streng, men når han så endelig valgte at være sød og kærlig overfor hende, så skulle det bestemt ikke skræmme hende. Han smilte dog roligt, da hun nærmest gav ham ret i, at hun ikke ønskede at gøre hendes mor bekymret. Det var egentlig tilfredsstillende nok. "Det er jeg glad for, Talija" Sagde han ganske roligt, som han valgte at rette blikket mod vinduet igen, før hade han holdt blikket rettet mod hendes, imens at han for en kort stund betragtede hendes ben. Han ville jo blot beskytte hende fra alle de overfald, tyverier og andet, der kunne ske i byen. Han var nok den eneste, der kunne sige hvad der foregik i gyderne.. "Du kan skabe dig en sådan tillid ved at følge vores ord/råd og ikke bruge din mutant evne til at flyve over muren. Det kan godt være, at du kun kan se det gode på den anden side af muren, men ved du hvad der foregår i skyggerne og gyderne?" spurgte han mere eller mindre alvorligt som han igen havde vendt blikket mod sin datter med et alvorligt udtryk i øjnene. Han satte sig en smule bedre til rette i sengen og lod blikket glide ned mod hendes ben, han lagde den ene hånd forsigtigt ovenover hendes skade og så lettere bekymret på hende, men udtrykket forsvandt hurtigt, da han kunne høre noget henne ved hendes dør. "Jeg har ikke sagt, at du ikke må gå udenfor. Jeg kan ikke afholde dig fra at gå ned i haven for at nyde den friske luft eller gå ned i stalden for at nyde dyrenes selskab, Talija. Men det kan blive det næste.." sagde han ganske roligt, som døren i den anden ende blev åbnet og Lexi farede inde på værelset. Hiroki så lettere opgivende mod hunden, der kom farende lige mod sengen, han så mod vagten, der havde åbnet døren. Det var tydeligt, at de havde haft svært ved at holde Lexi ude af værelset. Han lagde dog ganske roligt en hånd mod Lexis hoved, som hun satte sig foran ham. Efter kort tid rejste hun sig dog og gik hen til Talija, hvor hun bekymret lagde hovedet mod sengekanten og nærmest pev. Hun kunne jo sagtens mærke hvordan Talija havde det og skaden var jo heller ikke til at skjule. Døren blev endnu en gang lukket, så de kunne være i fred.
"You can't do anything wrong my dear
Because I love you no matter what"
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Aug 4, 2012 17:05:36 GMT 1
Talija så ned på sit ben og da han lagde en hånd på hendes skade lavede hun en lettere smerte trak i ansigtet. Talija så op på ham og lyttede til ham. ja han var måske glad for det. han var nok hendes far men fordi at han og hendes mor altid lod hende være med tjeneste folket så følte hun stadig ikke at det var forældre for hende. hun manglede kærligheden men det kunne de jo ikke vide. da han snakkede om gyderne og skyggerne så hun op og trak vejret dybt. "jeg ønsker da også at følge dem. men hver gang jeg prøver er det som om jeg bare gør det forkert. som om i mener noget andet end i siger. Og hvordan skal jeg vide hvad der er i gyder og skygger i gaderne når jeg ikke må vide noget om byen. når jeg ikke må gå i byen og se den. hvordan skal jeg vide noget om byen når jeg er fanget på slottet" hun mente hvad hun sagde. hvordan kunne hun vide noget om den by hun var prinsesse for når hun skulle blive på slottet. det sidste han sagde svarede hun ikke på da døren blev åben og en hund kom ind. hun smilte lettere glad da hun jo elskede dyr. da hunden havde været kælet af hendes far og kom over til hende nussede hun hunden bag øret og lænede sig ned mod hunden og kyssede den på hovedet. hun så mod sin far igen og sukkede lidt. "Fader. jeg vil gerne spørger om De ikke kan få Deres rådgiver til at lade mig være. jeg bryder mig ikke om ham. Jeg for altid dårlig mavefornemmelse af ham" det var tydeligt i hendes øjne at hun ikke kunne lig CIel. at hun var lettere bange for ham. Talija havde haft en episode med ham som gjorde hende meget bange. og hun håbede at Hiroki som konge og hendes far ville tage i mod hendes ønske med at få Ciel til at lade hende være.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker