I have to be stronger than him..

[Adonis Cyril]

Esekias smilede lettere opmuntrene ned til hende som han med hurtige skridt gik mod læge huset der lå ikke så langt derfra, det var der hvor shade behandlede folk fra de lavere klasser, selv sådan nogle som ham selv. han håbede virkeligt damen ville klare den og han skyndte sig. læge huset han tog hende hen til var et sted hvor selv mutanterne nogle gange søgte hen, så meget vidste han også selv. da han kom der til løb en dreng ham imøde og hilste ham
" hej Adonis Shade er her ikke men der er en seng ledig"
sagde han og begyndte at genne dem ind
* det havde virkeligt været bedst hvus shade havde været her, men jeg går ud fra jeg godt kan tage mig af det, hvis der så går sygdom idet kan han jo altid komme*
tænkte han. Han havde ikke tænkt sig at lade hende slippe uanset hvordan hun protesterede, et sår som det hun havde kunne betyde døden, hvis ikke det blev behandlet.

[Silvia Hunter]

Silvia's øjne gled roligt i, som han begyndte at gå med hende i armene. Hun vidste ikke helt hvor de var på vej hen, men hun var efterhånden også ligeglad, da hun ikke følte at det kunne gå mere galt. Desuden så vidste hun ikke om denne mand vidste at hun var mutant eller ej, eller om han blot forsøgte at hjælpe.
Hun vågnede dog med et sæt, da hun kunne høre en anden stemme i nærheden. Hendes blik gled rundt og så at de var kommet hen til lægehuset. Mon Akio var der? Hun strøg dog hurtigt tanken væk, da Akio ikke ville være dum nok til at gå til en kendt læge. Måske hun også selv skulle stikke af? Lige nu havde hun dog ikke kræfter til at gøre noget.
"Skjul"
mumlede hun lidt, som hun mærkede at de bevægede sig indenfor. Hendes blik strøg rundt over det hele for at være sikker på at de nu også var gået til lægehuset.
"Shade kan ej heller hjælpe mig"
sagde hun stille, som hun havde lyttet til hans tanker og ikke rigtig tænkte over, at det faktisk var hans tanker, hun troede det var ord. Men det kunne også være, at hun blot havde overhørt drengens ord.

[Adonis Cyril]

adonis kunne godt tænke sig på den måde hun opførte sig på at hun af en eller anden grund ikke ville blive genkendt hvorfor det så var vidste han ikke måske havde hun gjordt noget eller også,,
*måske er hun mutent*
det kunne forklare meget isåfald ville det være hans første møde med en, hendes mumlede ord om skul overbevidste ham bare mere om at hun ihvertfald havde et eller andet at skjule, men det havde de jo alle sammen, og her mere end andre. Adonis var ligeglad med hvem eller hvad var, hvis de var syge skulle de have hjælp sådan var det bare. han puttede hende forsigtig ned i en seng, mens en kom rendene med varmt vand, og andre ting han ville skulle bruge. bladene burde have taget smidsen af smærten nu. han valgte ikke at omtale det hun sagde med shade, hendes sår ville sikkert være ingen til for ham, det var adonis i hvertfald sikker på, han strøg hende kort over håret
" bare rolig der sker dig ikke noget"
sagde han venligt og bøjede sig let ned over hende så han kunne fortælle hende rejsten uden alle hørte det
" uanset hvem de er, eller hvem der har gjordt det ved dem, er min pligt kun at hjælp"
han tog sårene lidt bedre i øjesyn, han måtte have dem vasket, og gjordt rene inden han kunne sy dem. Han fandt en skas frem, og klippede ærmerene rent af, så snorene og rejsterne ikke længere ville komme i sårene.

[Silvia Hunter]

Hun virkede en anelse omtåget, dog rettede hun blikket mod ham, da han lige pludselig fik en mistanke om, at hun måske kunne være mutant. På grund af det virkede hun mere og mere nervøs og havde svært ved at undertrykke sine følelser, dog gled en tåre ned af hendes kind, som hun sank en klump og rettede blikket mod sengen. Dog virkede hun en anelse lettet, da hun mærkede sengen under sig, dog bed hun sig lidt i læben, som hun mentalt mente at hun ville få ondt i armen, selvom bladene havde dulmet hendes smerter, så følte hun stadig at de var der.
"Kun... Søvn.. Skal videre, hr.."
sagde hun stille, også selvom hun inderst inde vidste, at hun umuligt ville kunne rejse sig op igen, eftersom at hun behøvede sine arme til det. Hendes blik gled en anelse rundt i rummet, som folk kom farende med varmt vandt og andet. Hun så dog lidt skræmt på ham, da han fandt en saks frem og klippede i hendes bluse. Hun vidste godt forlængst at hun ikke ville kunne få blusen tilbage, men nu gik det lige pludselig op for hende, hvad hun alt havde været igennem. Derfor gled flere tåre ned af hendes kinder, som hun forsøgte at bide det i sig.
"Tak"
sagde hun efter lidt tid, da hun endelig havde droppet det med at tage derfra igen. Hendes øjne gled i, som hendes krop blev mere og mere slap i det. Men det betød blot at hun slappede af og var klar til det der nu skulle ske. Så længe hun ikke ville kunne mærke det.

[Adonis Cyril]

I en pludselig indskydelse strøg han hende over håret da hun begyndte at græde, det måtte have været frygtligt det hun havde været igennem, han håbede hun ville kunne sove fra smærten det var aldrig sjovt at få ranset og syet sådan nogle sår, og han kunne jo hurtigt se at der skulle en del sting til. de havde ikke så mange former for bedøvende midler, måske havde Shade fundet ud af nogle flere men han vidste ikke hvad han skulle gøre mere for at bedøve, hvis hun var heldig besvimede hun før han kom så langt, eller faldt hen i en blanding af udmattelse og urtens efekt.
" sov du bare hvis du kan, men jeg bliver nød til at sy og forbinde dine arme"
sagde han alvorligt, og tog en klud frem som han så nensomt som muligt begyndte at rense sårende med, han blev dov nød til at være lidt hård de steder hvor betændelsen var begyndt at viise sig, han ville ikke lukke såret med betændelse inden i.
" Er de kommet til skade andre steder?"
spurgte han blidt og så op fra sit arbejde, han kunne ikke vide om hun havde skjult andre så, og hvis ikke selv hun fortalte det, blev han nød til at undersøge hende selv tænkte han, og det var ikke noget han havde lyst til, da det virkede lidt som at trænge sig på. men når hun havde løjet om så store sår ppå armene, hvad kunne der så ikke ellers være

[Silvia Hunter]

Silvia lukkede øjnene blidt i, da hun mærkede hans hånd i hendes hår. Hun vidste egentlig ikke hvad der foregik ud over at smerterne ikke længere spredte sig i hendes krop. Måske det havde været bedst med noget bedøvelse, men på den anden side, så blev hun bare nød til at bide det i sig, hvis hun havde i sinde at skulle overleve dette, dog var hun stadig bange for at Ciel kunne finde på at dukke op. Et suk forlod hendes læber, som hun blot nikkede til hans ord og valgte at lade øjnene glide i, som hun begyndte at slappe af. Lige indtil at han begyndte at rense hendes sår og hun begyndte at skære grimasser. Hun bed sig dog til sidste i underlæben, så det begyndte at bløde, men så tænkte hun ikke så meget over, hvad der foregik ved hendes arme.
Dette var tydeligvis ikke noget hun havde forudset, da hun først havde meldt sig på arbejdet for nogle dage siden eller hun troede i hvert fald at der måtte være gået noget tid, dog havde hun ingen fornemmelse. Idet at hun hørte hans spørgsmål gik det op for hende, at hun havde glemt alt om den nål, der sad i hendes under arm, men nok mest fordi snitsårene havde brændt og derfor havde hun glemt det. Silvia rakte forsigtigt hånden op i luften, som han ville kunne se den lange nål, som var blevet stukket hele vejen igennem.
"Jeg kan ikke mærke den del af min arm.."
sagde hun lettere trist, som hun var bange for at der var noget galt med hendes arm, siden at hun ikke kunne mærke den. Nålen sad dog dybt, men heldigvis ville det være muligt at tage den ud uden de helt store problemer, bortset fra smerterne.

[Adonis Cyril]

Adonis blegnede han kunne godt lide at hjælpe folk, han brød sig bare ikke om den del hvor han blev nød til at poføre smærte, han kiggede på den store nål, og vidste at det ville komme til at gøre ondt, han fandt hurtigt en tang til den slags frem, og lagde så mærke til at hun havde bidt sig i læben, han sukkede, han måtte også give hende noget at bide i. han fandt hutigt en lille tæt sammenrullet stofrulle, der var helt hår, og rakte op til hendes mund
" her brug den i stedet for din læbe, jeg skal nok overstå det så hurtigt som muligt"
sagde han blidt og gik om så han stod ved armenen, med et hårdt tag om nålen hev han den ud af armen, og holdt et klæde op for at stoppe den blødning der kom af det.

[Silvia Hunter]

Det var næsten som om hun havde givet mere eller mindre op, også selvom hu stadig kæmpede for at holde sig selv vågen, så var det svært for hende. Dog var smerten med til at vække hende fra udmattelsen. Silvia's blik gled rundt i rummet, efter at have fjernet blodet fra hendes læbe, dog nåede han at se det, så hun rystede let på hovedet til den hårde stofrulle, men hun endte dog med at tage den i munden, så snart at han bevægede sig mod hendes arm. Hun sank en klump og hvinede lige pludselig op i smerte, som man tydeligt kunne se på hende, at hun ikke havde regnet med at det ville blive så voldsomt. Det endte dog også med at hun efterlod nogle bidemærker i stofrullen før at hun endte med at besvime på stedet. Hendes hjerterytme var forholdsvis normal, også selvom hun nærmest var gået i chok, men lige pludselig virkede hendes krop slap og afslappet, som hun gled ind i en søvn efter at være besvimet. Lige umiddelbart kunne Silvia ikke gøre andet end at stole på denne mand, netop fordi hun havde var støt på andre, som havde reageret som han. Måske det var godt nok. Tanken om Akio strejfede hende i hendes drøm..

[Adonis Cyril]

Esekias vidste godt det ville gøre så ondt der for havde han skyndet sig at få det iverstået resten ville være meget mindre smærte fuldt. Da hun besvimede ved smærten sukkede han næsten af lettelse, mens han undersøgte om hendes åndedrat og hjerterytme gjorde hvad de skulle. da han havde sikret sig det, tog han fat med hurtige hænder, han behøvede ikke at værre så forsigtig nu, nu handlede det om at få armene og nåle hullet syet sammen, så precist som muligt og inden hun kom til bevidstheden igen så hun slap for mere smærte. han smurte salve i sårene inden han lukkede dem, for at modvirke mere betændelse, syede dem sammen, og begyndte at forbinde dem, nu var det værdst overstået hvis ikke hun havde flere af den slags skjulte nåle, når hun åbnede øjende måtte han tjekke hvad der var sket ved den arm med nålen i, men han gættede nu på at den havde ramt et punkt der havde lammet armen, og at følelsen ville komme hurtigt tilbage nu hvor den ikke sad der.

[Silvia Hunter]

Silvia's vejrtrækning var forholdsvis normal også når man tænkte på hvad hun alt havde gennemgået, men smerten var ikke længere noget der på virkede hende, som hun blot endte med at falde ind i en dyb søvn. Dog var drømmen så virkelig, at hun ikke rigtig vidste hvad der var op og ned, derfor bevægede hendes øjne sig også helt vildt under øjenlågene, som drømmen fortsatte.
Det ville dog helt klart være noget af et chok for hende at vågne op efterfølgende, når man tænkte på, at hun havde været forvirret hele vejen igennem. Men på den anden side, så burde hun også blot være taknemmelig for, at han havde hjulpet hende, ellers var hun nok endt i floden, hvis ikke han havde grebet hende.
"Stop det"
skreg hun lige pludselig op og satte sig op i et chok, hvorefter hun lod blikket glide rundt i rummet, før at hun lod sit hoved falde ned på puden igen. Det havde bare været en drøm, det værste var i hvert fald overstået og hun kunne bevæge sine fingre, selvom forbindingen kom helt bag på hende. Hun gispede lidt efter vejret, som om hun var på vej til at hyperventilere.

[Adonis Cyril]

Adonis var ved at binde den sidste ende på knuden det sidste sted da kvinden satte sig op med et skrig, og bandagen røg ud af hånden på ham. han kiggede overesket på hende , hun virkede ikke som om det var ham hun havde talt til, han kiggede roligt på hende, den sidste knude kunne vendte det var ikke noget der betød noget, det vigtigt var overstået. hun begyndte at opføre sig som om hun ville hyperventilere, og stik imod hvordan Adonis var normalt tog han hende i sine arme, uden at komme i kontakt med armene og gøre hende ondt, han kunne overhovedet ikke forstille sig hvad hun måtte have været udsat for, for at få den slags skader, han strøg hende over håret
" Shyyyy... roligt.. det er overstået nu"
sagde han trøstene, han talte om begge tingende, der var ikke mere der vile gøre særligt ondt han måtte gøre, nu skulle det blot have tid til at heale, og uanset hvad, eller hvem der havde gjordt det var hun i sikker hed nu

[Silvia Hunter]

Det havde selvfølgelig ikke været hendes mening at forstyrre hans arbejde, eftersom at hun jo godt vidste at han havde hjulpet hende, ellers ville hun måske have mistet for meget blod til overhovedet at kunne overleve det. Derfor endte hun også med at se lettere taknemmelig på ham, som hun igen faldt til ro. Dog lod hun sit blik glide ned på hendes arme. Hvordan i al verden skulle hun komme til at arbejde igen? Et opgivende suk forlod hendes læber, som hun så op på ham.
"Tak"
sagde hun med en ganske mild stemme, som hun forsigtigt valgte at ligge sig ned med armene ned langs med siden. Det var egentlig behageligt nok at lige ned igen, hvis hun så bare kunne sove uden at få mareridt omkring det der var sket. Hun lukkede stille øjnene i, som hun hurtigt var faldet til ro igen. Dette ville nok komme til at påvirke hende frem over.
Efter noget tid vendte hun blikket mod ham og så en anelse undersøgende på ham, før at hun åbnede munden.
"Må jeg spørge, hvorfor De hjalp mig?"
spurgte hun ganske roligt, som hun blev liggende i sengen uden at bevæge andet end hovedet. Hun lod blikket glide op imod loftet, imens at hun ventede på hans svar.

[Adonis Cyril]

Esekias trak sig roligt tilbage, med et lettet udtryk, han havde ikke lært endnu hvordan man håndterede folk i panik, og han havde været lige ved at tror at hun ville være gået i et panik andfald, så at hun blev rolig glæede ham, han smilede venligt til hende, og fjernede de blodige klude fra senge kanten sådan at det blev mere behagdeligt.
" det var så lidt"
svarede han venligt og kiggede på hende lidt, inden han hjalp hende skoende af og trak et tæppe op over hende, hun ville have godt af at hvile sig, og han syntes det virkede som om hun slappede mere af.
* nu har jeg da set sådan et sår som shade sagde jeg havde, så kan jeg bedre forstå det*
tænkte han for sig selv, hendes spørgsmål kom fulstændig bag på ham. og han kiggede op med et oprigtigt smil
" Hvis jeg lod en såret kvinde ligge efter at have fundet hende ville jeg ikke være en sælig god læge studerende "
sagde han med et varmt smil, og lagde de sidste ting fra sig.
" de må sige til hvis der er noget de har brug for, mad?, Vand? "
sagde han og kiggede spørgende på hende, mange af de fattigste havde mer end noget andet brug for mad for at blive rask nå de kom her ind, men hun lignede nu ikke en der var i den gruppe af fatiige der sultede som en regl. han satte sig på en skammel ved siden af sengen, sådan at han kunne se hende og hun kunne se ham. han kunne ikke forrestille sig det var rat at have en der randte rundt hvor man ikke kunne se ham.

[Silvia Hunter]

Silvia virkede meget mere afslappet end tidligere, men hun var også lettet, som det hele så ud til at det nok skulle gå. Dog kom hun lige pludselig i tanke om noget.. Hvordan skulle hun kunne arbejde med disse arme? Hun sukkede dybt, før at hun rettede blikket mod Adonis og smilte venligt til ham. Hun var blot taknemmelig for, at han ville hjælpe andre også selvom de var fremmede.
Hun bevægede ikke særlig meget på sig, da han først valgte at trække støvlerne af hende og efterfølgende ligge et tæppe over hende. Hun nikkede roligt til ham, som hun lod blikket glide op i loftet, før at hun lod øjnene glide let i.
*De er mutant, ikke sandt?*
stemmen lød inde i hans hoved, også selvom hendes øjne var lukkede, så valgte hun for første gang at afsløre sig selv. Men det var den eneste måde hvorpå hun i de mindste ville kunne snakke med ham uden at andre ville kunne høre hende. Desuden så ville det være meget simpelt for hende at stoppe ham, hvis han først valgte at tilkalde vagterne. Der skulle ikke mange kræfter til, før at det ville være muligt for hende, at knuse hans hoved indefra. Et blidt smil gled dog over hendes læber, som hun åbnede øjnene igen og kiggede på ham.
"Så De er læge studerende? Jeg må sige, at De klarede det ganske udmærket"
sagde hun med et blidt smil på læben og lod blikket glide mod ham, som han satte sig ned.. Hun sagde ikke helt så meget, da han spurgte om hun manglede noget, da hun blot valgte at ryste på hovedet. Nok havde hun gået i flere dage, men hun var ikke sulten eller tørstig.
"Hvor lang tid går der, før at jeg kan bruge mine arme fuldt ud igen?"
spurgte hun efter lidt tid, da hun vidste at det var nødvendigt for hende at komme på arbejde så snart at det var muligt. Hun var jo også endt med at efterlade sin kollega med alle kunderne for nogle dage siden. Mon folk var blevet urolig for hende eller kunne hun bare passe sig selv?

[Adonis Cyril]

Adonis blev om muligt endnu mere bleg da han hørte hende spørger om han var mutant, shade havde fortalt ham at det ikke var en ting der blev set godt på her, og han var blevet formanet at holde det hemmeligt, selvom han ikke kunne forstå hvorfor han kiggede chokeret rundt da han ikke helt havde fanget at det var inde i hans hoved , men han syntes ikke han havde set hendes læber bevæge sig, han sank en klump, og holdt sin ånd i ro.
* med den reaktion kunne du lige så godt bare havde sagt ja*
skældte han sig selv, ud da han heller ikke havde fanget at hun kunne læse hans tanker. hen bed sig let i læben og kiggede på hende. han fik taget sig selv sammen ok havde hun ikke set hans reaktion, men havde måbet længe nok til at de feste ville havde gættet det
" Ja... Jeg er Shades lærling"
sagde han, ja´et var til to ting, men for den udefra kommende ville det kun være et ja tilspørgsmålet om han var læge studerende.
" er de?"
spurgte han svagt og kiggede direkte på hende, det var ikke et spørgsmål som nogen der hørte det kunne få noget ud af.