Post by Silvia Hunter on May 24, 2012 13:09:08 GMT 1
Solen var næsten kun lige gået op, og landskabet virkede forholdsvis dødt, som en lettere forrevet skikkelse bevægede sig langs med floden uden at se sig for. Skikkelsen var ført, hvad der før havde været en sort langærmet læder bluse, men nu var blevet til en top, eftersom at ærmerne var blevet revet af. Dog havde skikkelsen skaffe sig en kappe, så de blege arme blev dækket til.. Skikkelsen var egentlig på vej hjem til The Black Rose, men noget havde afholdt skikkelsen fra at søge derhen, for hvad nu hvis vagterne opsøgte hende på kroen. Derfor var hun endt ved floden, hvor hun satte sig ned på en sten og blot lod det tomme blik glide ud over floden. Vandet var lyst og det så egentlig også varmt og behageligt ud, ligesom vejret var perfekt, det var næsten for varmt for hende, at bære kappen, men det var noget hun var nød til, ellers ville hun blive afsløret. Dog havde manden, Ciel, ikke kunne nå at fastslå om hun var mutant eller ej, så der var måske en mindre chance for at hun ville kunne komme udenom balladen med kongen..
Et suk forlod hendes læber, som hun strakte sine ben ud og lukkede øjnene, dog åbnede hun dem hurtigt igen, som hun kunne se et billede at Akio, der hang lænket til loftet og var fyldt med nåle. Hun sank en klump, som hun langsomt forsøgte at samle sig selv. Hun vidste ikke en gang om der var gået særlig lang tid, hun vidste bare, at hun ikke skulle gå tilbage til The Black Rose eller forsøge at opsøge sin halvbror.
"Jeg har for alvor dummet mig.."
mumlede hun let for sig selv, som hun forsøgte at undertrykke følelserne, og tårerne som blot pressede sig på. Silvia havde svært ved at benytte sine arme, eftersom at der var gået betændelse i de lange snitsår, som var blevet lagt fra skulder og hele vejen ned til hendes hånd.. Det eneste hun havde gjort for at stoppe blødningen var at tage kappen på, selvom det svagt var begyndt at trænge igennem stoffet.
Et suk forlod hendes læber, som hun strakte sine ben ud og lukkede øjnene, dog åbnede hun dem hurtigt igen, som hun kunne se et billede at Akio, der hang lænket til loftet og var fyldt med nåle. Hun sank en klump, som hun langsomt forsøgte at samle sig selv. Hun vidste ikke en gang om der var gået særlig lang tid, hun vidste bare, at hun ikke skulle gå tilbage til The Black Rose eller forsøge at opsøge sin halvbror.
"Jeg har for alvor dummet mig.."
mumlede hun let for sig selv, som hun forsøgte at undertrykke følelserne, og tårerne som blot pressede sig på. Silvia havde svært ved at benytte sine arme, eftersom at der var gået betændelse i de lange snitsår, som var blevet lagt fra skulder og hele vejen ned til hendes hånd.. Det eneste hun havde gjort for at stoppe blødningen var at tage kappen på, selvom det svagt var begyndt at trænge igennem stoffet.