Hiroki Souta Ignatio

[Hiroki Souta Ignatio]

*Hiroki Souta Ignatio *

Fulde Navn: Hiroki – Betyder ’træet’ som refererer til det historiske træ Souta Ignatio
Kalde/kælenavn: Deres Højhed
Alder: 38 år, ligner en på 34 år.
Seksualitet: Heteroseksuel
Bydel: Nordøst
Job: Kongen af Talian
Rang: Overklasse/Kongelig

Udseende:
Hiroki holdning er blevet skærpet til perfektion, men man kan ikke ligefrem sige, at det er noget han har haft hele sit liv. Tidligere, før hans forældre døde, var han nok nærmere den sjuskede og legesyge dreng, som egentlig ikke tænkte på, at han en dag skulle overtage tronen. Men efterhånden som han har indset at det er nødvendigt for ham at opretholde en vis status overfor folkene i Talian, så er hans holdning blevet meget bedre, derfor står han altid rank. Sammen med hans holdning er det også vigtigt for Hiroki at han udstråler en vis form for loyalitet og troværdighed overfor folkene i Talian, derfor er hans tøjstil yderst formel og velorganiseret sammen med hans udstråling. Noget de fleste muligvis ligger mærke til som det første er Hiroki’s øjne, som ofte udstråler ro og kontrol, men i virkeligheden er øjnene blot en vigtig del af ham, samt den beroligende brune farve i hans øjne. Ofte kan man se et glimt i hans øjne, som gør dem gyldne, der kan udtrykke forskellige ting uden at man egentlig kan aflæse ham. Hans hårfarve er lyst, måske endda en anelse gylden i det, men det kommer også helt an på hvordan lyset falder på ham.
Hiroki’s kropsbygning er ikke spinkel, eftersom at hans mere legesyge ungdom bar præg af, at han ikke havde noget imod, at fare rundt omkring på slottet og udforske sine grænser indenfor kroppens udholdenhed. Derfor lykkedes det ham allerede i en ung alder at skaffe sig en veltrænet krop, som han har vedligeholdt lige siden. Derfor ses det også tydeligt hvordan han krop har forandret sig igennem årene, eftersom at han har udviklet sig. Men ofte ser man ikke hans kropsbygningen før at trøjen blevet smidt, eftersom at han ikke er til alt for stramt tøj.
Tøjstilen er formel og stilfuld, men alligevel vælger han ikke at gå i tøj, som sætter alt for meget til, eftersom at det får ham til at føle sig utilpas. Men ofte når han bare bevæger sig rundt på slottet, så kan han godt nøjes med en hvid skjorte og et sort par bukser. Men når han først bevæger sig ind i tronsalen, hvor der er større chance for at støde på andre end vagter, tjenestepiger og dem der normalt opholder sig på slottet. Når han ved at der kan være andre til stede bærer han en hvid skjorte med nogle mere fremtrædende knapper på, guldknapper. Sorte bukser, som ikke er forsynet med lommer, eftersom at det ikke er pænt at have hænderne nede i lommerne. Uden lommer, så bliver han ikke fristet? Over skjorten bærer han en rød kappe, som kan lukkes med en enkelt knap omkring brystet. Denne kappe er lavet af det dyreste stof i Talian, samt forsynet med ædelstene omkring skulderen.
Faceclaim:
I en alder af 3 år: Unknown *Click*
6-årig: Paul Christopher Butler *Click*
15-årig: Colin Ford *Click*
Nuværende FaceClaim: Jensen Ackles, known from SuperNatural

Personlighed:
Er der noget som er svært at fastlægge, så er det Hiroki’s personlighed, eftersom at det svinger yderst meget, men samtidig kommer hans personlighed også an på, hvem han er I nærheden af. Ofte virkede han ganske rolig og behersket, nogle gange så rolig, at det faktisk kan gå hen og skræmme folk. Han er yderst behersket, eftersom at han ikke bare kan tillade sig at gå amok lige pludselig, fordi han er kongen, men samtidig også fordi han ved at han bliver nød til at opretholde en status overfor folkene i Talian og ikke ønsker at blive stemplet som tosse.
Overfor sin kone, er han yderst kærlig og venlig, samtidig med at han har taleevne i orden, hvilket ofte betyder, at han bruger de rette ord til at bevæge sig ind på folk, men også en måde hvorpå han kan overbevise andre om de ting, han ønsker skal blive gjort. Ofte virker han også charmerende og imødekommende, så længe man ikke giver udtryk for at være mutant eller en, der kunne vise sig at være imod slottet og det, det står for. Derfor vil det helt klart være ideelt at opføre sig så behersket som overhovedet muligt, da han har magten til at gøre hvad der passer ham, også selvom hans rådgiver muligvis vil råde ham til noget andet. Efter mange års træning af sin udstråling er det også lykkedes ham at beherske en form for loyalitet og troværdighed overfor dem han skulle støde på, samtidig med at han ikke altid udstråler sin sande identitet, også selvom det fleste ved hvem han er.
Hiroki har bestemt ikke noget imod, at spille skuespil overfor mulige mutanter, så han kan få dem med sig og eventuelt udnytte dem til sit eget formål, også selvom han mener at mutanternes formål er at underkaste deres konge, så ved han inderst inde godt, at det kan være svært at overbevise alle mutanter om at følge hans ord, derfor bliver der ofte brugt magt, nogle gange vold..
Når han er i selskab med mennesker, så er han yderst imødekommende og venlig overfor en hver sjæl, som skulle være i hans nærhed. Men sker der først noget, som ikke passer ham, så ligger han heller ikke altid skjul på det.
Den charmerende side af Hiroki kan nogle gange godt være yderst skjult og gemt bag en facade af hårdhed og foragt til mutanter, men ofte behandler han sine nærmeste, som de bedste, dermed sagt så kan det godt ske, at han siger god for en mutant, men også kun hvis han ved at denne mutant ikke er til fare for nogen. Derfor vil han helst ikke have noget at gøre med den såkaldte mutantbeskytter, fordi han godt ved at denne mand vil kunne forandre hele historien og derfor vil han hellere overlade en sådan type til dem der er under ham.
Hiroki værdsætter sin kone mest af alle, eftersom at han ved at hun er menneske, men også fordi han igennem årene har udviklet nogle større følelser, end da han først fik at vide at hans far havde arrangeret et ægteskab til ham. Så man kan godt sige, at han har accepteret sin rolle og nu vælger at værdsætte sin kone. Noget der også har medført en forelskelse.
Interesser:
Talians fremtid, må det kunne lade sig gøre at ændre på byens skæbne(mutanterne).
Talija – selvom hun har vist sig at være mutant, så forsøger han stadig at interessere sig for hende, så hun ikke lige pludselig vender sig imod ham.
Catalina – han interesserer sig for at hun har det så godt som overhovedet muligt.
Loyalitet – han interesserer sig kun for loyale mennesker og intet andet. Han føler ikke at han kan stole på mutanter, også selvom slottet er fyldt med dem (tjenestepigen og læreren for eksempel, samt hans egen datter)
Kampe – Hiroki kan sagtens forsvare sig, eftersom at dette er en stor del af hans interesse, fordi han ved at det kan blive nødvendigt at forsvar sig overfor mutanterne, men også andre trusler udenfor Talians mure.
Likes:
Catalina – hun er hans ét og alt, også selvom han ikke altid udtrykker det.
Talija – også selvom han næppe vil indrømme det, så kan han ikke afvise at hun er hans datter og derfor nærer han en form for sorg over at miste hende til mutanternes side. Derfor forsøger han at overbevise hende om noget andet, end hendes evner.
Talian – dette er ganske naturligt for en konge, men samtidig så håber Hiroki også på, at der vil være en mulighed for at kunne danne en balance mellem mutanter og mennesker, hvis han ikke kan skaffe dem af vejen.
Hates:
Mutanter – selvom det er imod gudernes ord, så hader ham dem, som pesten selv.. Der er ikke plads til dem i Talian mere.
Vest – egentlig burde en konge ikke gøre forskel på sit folk, men alligevel viser han sig yderst sjældent i vest, eftersom at han ikke mener at området er rent, samtidig med at han mener, at mutanterne må stamme fra det område.
Prostituerede – disse kvinder er skaberen bag mutanterne, derfor vælger han ofte at tildele dem jobs, som gør det muligt for ham at holde dem på afstand af sig selv.
Frygter:
Han frygter at mutanterne en gang vil forsøge at overtage Talian og dermed vælte ham af tronen. Derfor vil han også gøre alt, hvad der står i hans magt for at det aldrig nogensinde skal ske.
Hiroki frygter at miste sin kone, dronningen, eftersom at han med tiden har skabt et stærkt bånd til hende.
Hemmeligheder:
Inderst inde gemmer legebarnet sig stadig og det truer ofte med at komme frem, når Hiroki først mister lysten til at opretholde sin status. Hvilket han egentlig ikke ønsker. Men legebarnet vil nok aldrig forsvinde igen, da det er en del af. Men ser andre folk først denne side, så er han bange for at miste sin troværdighed, derfor er det en hemmelighed, som han deler med sin kone, da det er noget de faktisk har mere eller mindre tilfælles.

Familie:
Youko Cisana Maria Ignatio – tidligere dronning af Talian (Død) Hiroki's mor
Kenzo Souta Ignatio – tidligere konge af Talian (Død) Hiroki's far
Catalina Acantha Ignatio - Dronning af Talian Hiroki's kone
Talija Cisana Maria Ignatio - Prinsesse af Talian Hiroki's datter
Jole Faiklen of Deiscirt – Konge Hiroki's afdøde svigerfar
Satiliane of Deiscirt – Dronning, Hiroki's afdøde svigermor
Andre vigtige personer:
Esekias Lawrens Montegeu - Én af de 5 kongelige livvagter
Ciel Dé Ricéy – Hans kongelige rådgiver
Caleb Dé Ricéy – Den kongelige rådgivers søn
Judas Lestat Lokham – Talija’s lærer
Kath Alantia Bloomer – Talija’s tjenestepige
Shade Cyril Arhcibald – Overlæge på slottet
Adonis Cyril – Overlægens lærling
Fortid:
Det skulle ske, det måtte ske, ellers ville den kongelige familie Ignatio ikke kunne videreføre deres slægt og dermed ville der blive skabt tvivl omkring kongefamilien, om den nu også var ren. Derfor var Youko og Kenzo under et stort pres, da de først fandt ud af, at det var lykkedes dem at få et barn. Endnu vidste ingen hvilket køn dette barn måtte have, men både kongen og dronningen håbede og krydsede fingre for at det måtte blive en dreng, ellers måtte man gå til kongen eller dronningens søskende, hvis der altså var nogen tilbage?
Månederne gik og det hele blev mere og mere instent, som der blev lagt mere og mere pres på Youko, eftersom at hun godt vidste, at hun skulle levere et sundt barn, men samtidig skulle barnet også gerne være en dreng ellers ville de ikke kunne videregive tronen. For hvem ville acceptere en dronning af rent blod, men en konge fra en anden slægt? De vidste begge to, at det ville blive yderst svært at overbevise folket om at en dronning skulle lede landet, derfor påvirkede hele episoden også Youko, som hun blev lagt i seng og senere vågende op midt om natten med et kæmpe skrig.
"Yumi!"
skreg Youko så højt hun overhovedet kunne, imens at hendes hånd blev lagt mod hendes mave, som hun forsøgte at bibeholde bevidstheden. Kenzo var ikke til stede, da han befandt sig et fjernt sted på slottet, hvor han var begravet i arbejde, vedrørende mutanterne, som efterhånden havde plaget den kongelige familie i århundrede. Yumi var blevet sat på posten til at skulle sørge for at barnet blev født naturligt, men også at fødslen skule gå godt.. Derfor var Yumi altid i nærheden og kom hurtigt ind i de kongelige gemakker med tjenestepigerne efter sig. Hun så på Youko og nikkede, da hun hurtigt kunne forstå på det hele at fødslen var begyndt. Der blev stillet varmt vand for enden af sengen, og lune håndklæder, som de ville kunne svøbe barnet i. Der blev sendt bud efter Kenzo, som straks satte kursen mod sin kone.
I det at Kenzo nærmede sig de kongelige gemakker, kunne man høre gråd og lykke inde fra rummet, som han nærmest hamrede døren op og så på Yumi, der var svøbt ind i blod, men i sin favn bag hun arvingen. Hun smilte let til Kenzo og bukkede hovedet for ham, hvorefter hun rakte ham, sin første fødte.
"Deres Højhed, jeg er sikker på at De vil blive overlykkelig over Deres kones indsats"
sagde hun med et høfligt smil på læben, hvorefter Kenzo tog imod barnet og lod blikket glide ned over det sovende ansigt, som vred sig i en smule, idet at tæppet var svøbt stramt rundt om barnet. Han bevægede sig efterfølgende over til Youko og smilte kærligt til hende, da han satte sig ved siden af hende, så de kunne betragte barnet.
"Det lykkedes. Vi fik os en søn, der er sund og rask."
sagde hun med et kærligt smil på læben, hvorefter Kenzo rakte drengen til hende, så hun kunne sidde med ham, da hun første havde fået luften igen. Han smilte overlykkeligt til hende og lod blikket glide hen på Yumi, der var i gang med at vaske sig selv.
"Han skal hedde Hiroki, som træet, og bærer efternavnet Ignatio med stolhed."
sagde Kenzo med et let smil på læben, hvorefter han valgte at blive hos sin kone, imens at han roligt så til, da Yumi fik vasket blodet af sig og mindet om den korte fødsel ville ikke blive glemt, eftersom at det var gået meget hurtigt, men Yumi mente, at det var en god ting. Barnet skulle nok vokse op og blive stærkt, men barnet ville også ende med at videreføre traditionen og hans forældres mening. Vedrørende mutanterne..

Der gik ikke særlig lang tid før, at Kenzo mente, at det var ved at være på tide at Hiroki fik en mindre indsigt i, hvordan det ville være at side på tronen. Nok var drengen kun 3 år, men alligevel blev han kaldt til tronsalen, hvor hans far sad på tronen, med den ene hånd under sig hage. Dog rejste Kenzo sig op, da han så Hiroki stå med hænderne på ryggen og kigge lettere nervøs på sin far. Hans mor var ikke til at se nogen steder, men det kunne måske betyde, at hun havde travlt med noget andet?
"Far?"
Sagde Hiroki lettere nervøs, som hans far kom tættere på, men stoppede nogle meter fra ham. Han åbnede armene og satte sig ned på hug foran Hiroki, som blot lagde hovedet en anelse på skrå og så undrende på sin far, der endte med at give tegn til at han skulle komme hen til ham, derfor endte Hiroki med at løbe direkte mod sin far. Nogle få meter fra ham snublede han over sine egne ben og lukkede øjnene for ikke at kigge lige ned i jorden. Til sin egen overraskelse kunne han mærke sin far gribe ham og rejse sig op med sin søn i armene. Dog åbnede Hiroki øjnene forsigtig, da han var lidt bange for, hvordan hans far reagerede på hans mindre uheld. Det viste sig dog at more hans far, hvorefter Hiroki ganske roligt begyndte at smile og omfavne sin far, så godt det nu var muligt. Han havde svært ved at nå hele vejen rundt om ham, men han holdt alligevel godt fast.
Det nysgerrige blik gled rundt omkring i tronsalen, hvorefter han blot så tronen komme tættere og tættere på. Han vidste egentlig ikke hvad der foregik, men lige pludselig sad han på tronen og kiggede ind i sin fars øjne, hvorefter han lagde hovedet let på skrå og klappede let i hænderne, da han mærkede den mægtige trone under ham.
"Her skal du sidde og regere, når den tid kommer min søn"
Sagde Kenzo med et blidt smil på læben og kørte den ene hånd igennem det korte lyse hår på Hiroki’s hoved. Det var ikke særlig langt, men alligevel langt nok til at det kunne blive pjusket, hvilket det også endte med da hans far fjernede hånden igen. Drengen lagde hovedet på skrå og så lidt undersøgende på sin far, der ikke kunne lade vær med at smile af sin søn, som langsomt begyndte at undersøge tronen ned til de mindste detaljer. Han endte med at rejse sig op for at sætte sig på armlænet, så han kunne se længere ud over tronsalen og over sin fars skuldre, der stadig sad på hug foran tronen.
"Hvad laver mor, far?"
Spurgte Hiroki lettere nysgerrig, som han altid mente at hans forældre var sammen, men han kunne jo heller ikke vide hvad der foregik? Hans far lod blikket glide ned i sit skød, hvorefter han blot endte med at tage fat i drengen under hans arme for at løfte ham ned af tronen, også selvom Hiroki ikke var særlig villig, så lykkedes det alligeve.
"Jeg tror, at hun er nede ved hestene."
Sagde han med et kærligt smil på læben og gav drengen et mindre skub mod den store dør ud fra tronsalen. Der gik dog ikke lang tid før, at Yumi kom gående ind i tronsalen og roligt rakte hånden ud mod Hiroki, som tog hendes hånd og bad hende om at følge ham til stalden, han ville gerne snakke med sin mor.

Nede ved hestene stod hans mor iklædt en hvid kjole, som næsten rørte ved den lettere mudrede jord under hende, men det var ikke rigtig noget der generede hende, hun valgte blot at lade sine hænder stryge hen over hestenes hoved, imens at tjenestepigerne stod til rådighed ikke særlig langt fra hende. Yumi kom gående sammen med Hiroki, som straks begyndte at løbe, da han først fik øje på sin mor og hendes lange lyse hår, som hang ned af hendes ryg. Youko vendte sig om mod hendes søn og satte sig ned på hug for at tage imod drengen, der nærmest sprang op i hendes arme. En mildt latter forlod hendes læber, da hun lod blikket glide ind i Hiroki’s øjne.
”Jeg fandt dig”
Sagde han yderst glad og omfavnede sin mor, som om han aldrig nogensinde havde gjort det før, men heller ikke ville give slip på hende igen. Dog lykkedes det Youko at få ham til at give slip i sidste ende, dog var der lige pludselig noget der gik op for Hiroki, da hun kneb øjnene sammen og faldt ned på knæ med ham i armene. Hun satte ham ned og tog sig til maven. Maven, som han ikke havde set før nu, hvordan kunne han have undgået den store mave? Han lagde hovedet på skrå og så lettere bekymret på sin mor, som tjenestepigerne trådte til og Yumi trak drengen væk.
"Din mor skal have fred nu, Deres højhed, følg med en af pigerne ind på slottet"
Sagde hun ganske roligt, hvorefter drengen rystede på hovedet og lød hen til sin mor, for at tage fat i hendes hånd. Men det endte dog med at Youko sendte Hiroki bort og efterfølgende blev ledt op i de kongelige gemakker, hvor hendes søn nysgerrig kiggede ind igennem døren. Lige indtil han kunne høre hende skrige af smerte og vride sig i håb om at slippe for smerterne. Han lukkede øjnene og endte med at bevæge sig bagud og sætte sig ned på det kolde gulv, midt i gangen. Hvilket betød at han nær var blevet rendt over af tjenestepiger med varm vand, håndklæder og andre ting, som han ikke vidste hvad var. Efter noget tid kom hans far gående og så Hiroki græde på gulvet. Hans far endte med at sætte sig ned på hug og tage drengen op i sine arme, hvorefter han blev ledt ind på sit værelse og lagt til at sove ved hjælpe af tjenestepigerne.
Efterfølgende var Kenzo gået mod sin kone, som var midt i en slem fødsel, som muligvis ikke ville forløbe helt som planlagt. Dog kunne de kun håbe på at Youko ville overleve. Man mente at der var gået noget galt under fødslen og at dronningen ikke ville kunne føde endnu et barn, i hvert fald ikke et barn, der var levende. Alligevel gjorde Yumi alt for at forløse barnet fra Youko, dog endte det i sidste ende med at Youko besvimede midt i processen og nærmest lod barnet kæmpe selv for at komme ud. Dette resulterede i, at barnet ikke var levende, da det først var blevet fjernet fra livmoderen. Ellers ville Hiroki have haft sig en lillesøster med det smukkeste øjne, gyldne og lokkende.

Hiroki fik egentlig aldrig rigtig at vide hvad der var foregået den dag, hvor hans mor havde forsøgt at føde Talian en prinsesse, hvilket muligvis ville have kunnet gøre fremtiden meget lettere, hvis det altså var muligt, nu hvor de ikke en gang vidste hvilke andre former for riger der befandt sig udenfor Talian. Dog havde både Kenzo og Youko håbet på en søn, hvilket de allerede havde fået fra start af, så nu forsøgte de blot at bruge sig meget tid, som overhovedet muligt, sammen med deres elskede søn, Hiroki. Efterhånden blev det også gjort mere klart over for deres søn, at han skulle betræde tronen, når den tid kom, eftersom at han fik undervisning i Talians historie, holdning, våbenhåndtering og meget mere, som ville blive påkrævet af en konge. Der blev også krævet af ham, at han kunne ligge en strategi i tilfælde af, at der skulle komme trusler enten indefra eller udefra, uanset hvad så skulle det gøres klart over for ham, hvilke situationer han kunne havne. Undervisningen startede han allerede med i en alder af 6 år, hvor han for det meste tænkte på at fjolle rundt på slottet og gøre som der passede ham, men ofte valgte han frivilligt at vende tilbage til undervisningen, fordi han vidste hvor meget det betød for fremtiden.

Egentlig vidste Hiroki godt hvad der foregik, men han vidste ikke rigtig hvad han skulle synes om sine forældres planer, selvom han til et vist punkt godt ville kunne forstå, hvis de gerne ville sikre tronens og slægtens overlevelse, men behøvede det at være så planlagt? Og hvorfor havde han selv fået noget at vide om det? Man kunne vel godt sige at Hiroki selv havde sørget for at høre noget om de nyankomne gæster til slottet, som faktisk kom fra et meget fjernt rige, fordi han havde udspurgt tjenestepigerne på slottet. Det var efterhånden meget lette at lokke ord ud af, han skulle bare skrue charmen på, hvilket han efterhånden var lettere kendt for. Derfor endte han også med at søge ned til tjenesteværelserne, hvor han hurtigt smuttede ind af en af døren, hvorefter man kunne høre et lettere overrasket hvin fra en af tjenestepigerne.
"Deres højhed, hvad laver De dog her?"
Spurgte pigen lettere forskrækket, som hun forsøgte at samle sig selv, dog endte hun med at børste sin kjole en anelse af, før at hun nejede høfligt for ham og vendte blikket mod jorden. Men Hiroki valgte at bevæge sig hen til hende og lod de lettere gyldne øjne glide ind i hendes. Man kunne fornemme et svagt glimt i hans øjne, før at han lagde en finger mod hendes læber, ligesom for at sige, at hun skulle dæmpe sig.
"Jeg kom for at vide, hvad gæsterne fra det fjerne rige, skal her?"
Spurgte han en anelse bestemt, men blikket var lokkende og charmerende, som pigen rystede på hovedet og ikke valgte at afsløre det over for ham. Han endte derfor med at vende ryggen til hende, før at han lod hænderne folde sig om bagved ryggen. Han vendte sig roligt mod hende og så lettere charmerende på hende, uden at sige et eneste ord, før at hun i sidste ende gav op.
"Okay.. Deres forældre har arrangeret et møde med en kongefamilie fra et fjernt rige, for at drøfte fremtiden. Men mere ved jeg altså ikke"
Sagde hun lettere opgivende, før at hun gik hen til sin seng og begyndte at rede den. Hiroki smilte tilfreds og gik hen til hende for at hviske noget i hendes ører, før at han igen forsvandt fra værelset og området for tjeneren. Der var efterhånden gået nogle år siden at hans forældre havde haft noget i tankerne, og han havde denne gang på fornemmelsen af, at det ville komme til at omhandle ham. Derfor satte han også kursen mod lokalet, hvor han mente at hans forældre ville holde til. I en alder af 15 år, mente han ikke selv at han burde være uviden omkring det, der foregik på slottet, derfor var han også fast besluttet på at brase ind midt i det hele med et roligt smil på læben. Men alligevel endte han med at gå forbi den mindre gård, som lå midt inde i slottet, hvis man nu havde behov for noget luft. Hans blik mødte en mindre skikkelse, som muligvis var på højde med ham, han havde dog svært ved at fastslå det på denne afstand og valgte at bevæge sig mod skikkelsen. Skikkelsen var iklædt en marmor hvid kjole, som egentlig sad tæt til kroppen, men alligevel var den ikke helt tætsiddende og på den nuværende afstand, som der var imellem dem, kunne han ikke bedømme hvem denne skikkelse var.
Hiroki stoppede op og gemte sig bagved den ene søjle, som dannede døråbningen til gården. Hvad havde denne pige gang i? Han lyttede roligt efter for at se om der var andre i nærheden, men det virkede næsten som om denne pige var alene. Derved gled et lumsk smil over hans læber, eftersom at det næsten måtte betyde at hun hørte til slottet, men hvorfor var hun ude i regnen? Hiroki endte med ikke at kunne holde sig selv tilbage og stillede sig i døråbningen, hvor han blot lænede sig op af søjlen. Hans blik betragtede pigen, som hun blot tog imod regnen.
"Hvad laver du herude?"
Spurgte han ud af den blå luft, også selvom han var blevet opdraget til at tiltale de fleste ved De, så var han overbevist om at denne pige i virkeligheden var en tjenestepige, derfor var de heller ikke på højde med hinanden. Så gjorde det vel heller ikke noget at han kaldte hende ved du? Hiroki kunne i hvert fald ikke se noget problem i det. Hiroki lod dog blikket glide op på himlen, som regnen ramte hans ansigt, hvorefter han blot lod en hånd glide igennem det lettere pjusket hår, som han bevægede sig ud til hende, eftersom at hun ikke valgte at svare ham. Hvilket jo var uforskammet, det vidste han endda, så burde hun også. Hiroki bevægede sig helt hen til hende, og ventede roligt på et svar.
"Hvorfor står du bare herude, hvad med at komme i gang med arbejdet? Du burde arbejde og ikke bare stå og lege"
Sagde han en anelse irriteret, men samtidig undrede han sig over, hvad hun lavede derude, fordi lige umiddelbart, så virkede det ikke rigtig som om hun havde noget imod at stå i regnen eller for den sags skyld mudderet som dannede sig under deres fødder. Han så dog lettere overrasket på hende, da hun valgte at skubbe til ham, hvoraf han fik overbalance, fordi det hele kom bag på ham. Han havde ikke ligefrem regnet med at en tjenestepige ville skubbe til prinsen? Han greb dog fat i hendes arm og ville tage hende med ned i faldet også selvom han godt vidste at han ville havne i mudderet, så ville han i det mindste have hende med i faldet. Han var næsten ligeglad med hvordan hun ville reagere på situationen, men hendes reaktion kom fuldstændig bag på ham, så han i starten bare var lettere mundlam. Hun endte med at grine? Og efterlade ham som et stort spørgsmålstegn, der egentlig ikke rigtig vidste hvad der lige var sket. Han så dog lettere grinende på hende, da hun fjernede mudderet fra sit ansigt, før at han selv fjernede sit eget.. Underligt nok, så virkede hun slet ikke til at være særlig genert eller nervøs over hans selskab, som så mange andre tjenestepiger ofte var. Noget han faktisk godt kunne lide. Selvom de endte med at slås mere eller mindre, så valgte han blot at følge med legen, som den udviklede sig til en samtale imellem dem. Hele denne oplevelse kom fuldstændig bag på ham, som det hele endte med at hun lagde sig ved hans side og de sammen kunne kigge op på himlen. Han lyttede roligt til hendes ord, uden at afbryde eller noget, fordi hendes ord faktisk interesserede ham. Hans far ville aldrig nogensinde tro på ham, men på den anden side, så ville han næppe turde sige det til kongen..
"Men ikke nær så smukke, som dine øjne"
Sagde han med et let smil på læberne, som han holdt blikket mod himlen. Som samtalen gled frem ad udviklede det hele sig til noget helt andet, end først antaget. De regnede jo begge med at den anden bare var en tjener, så de skulle i hvert fald ikke blive opdaget.. Men lige nu var der fred og ro til at tale om alt imellem himmel og jord. Som tiden dog skred frem af, følte Hiroki næsten at han blev nød til at give hende noget, der ville kunne vise hende, hvad hendes selskab egentlig betød for ham. Mon det kunne udvikle sig til noget mere? Han håbede i hvert fald, som han fandt den lille dolk frem, som hans mor en gang havde givet ham i gave, ligesom for at videreføre noget vigtigt, som Youko, mente at han skulle videreføre til næste generation. En generation, som ville være perfekt med hende.. Også selvom han ikke kendte hendes navn, gav han hende dolken og smilte sødt til hende, som en rød farve spredte sig i hans kinder, før at han vendte blikket mod gangene.. Han tog sig dog roligt til kinden, som han mærkede hendes varme læber mod den kolde kind. Men der var ikke tid til at sige meget mere, kun et kort sekunds øjenkontakt, hvorefter han kunne høre hans fars stemme.. Han så undskyldende på hende, før at han valgte at flygte ned af den modsatte gang, som han var kommet fra. Lige nu skulle han helst ikke støde på sine forældre og bestemt ikke indsmurt i mudder. Mon han ville se hende igen?

Årene gik og tankerne flød rundt i hovedet på Hiroki, eftersom at han ikke rigtig vidste hvordan han skulle fortælle hans far, at han ikke havde tænkt sig at følge i hans fodspor og lade sig gifte med en kvinde, der egentlig ikke vidste særlig meget om ham. Han var godt klar over, at det var ganske normalt at prinsen skulle giftes i et arrangeret ægteskab, men det kunne jo være, at han ville kunne snyde sig uden om det tilfælde og overtale sin far til noget andet? Men ville han overhovedet kunne overtale sin far til noget andet? En ting var sikkert, det var allerede for sent at prøve.. Hiroki havde hørt rygter om at der skulle ankomme en prinsesse til slottet inden for meget kort tid, derfor valgte han også at opsøge sin far med det samme, da nyheden nåede hans ører, eller han valgte endnu en gang at udspørge tjenestepigerne, som stadig ikke kunne sige nej til ham.
"Fader. Jeg skal tale med dig"
Sagde Hiroki lettere ophidset, som han bevægede sig langs med gangene og endelig fik øje på sin far i den nærmeste krog. Hans far rettede undrende blikket mod den nu 18 årige Hiroki, som tydeligvis så alvorlig ud. Kenzo vendte sig mod hans søn og så lettere afventede på ham, før at han nikkede til ham, da Hiroki var kommet helt hen til ham. Armene blev dog lagt over kors, allerede før Hiroki åbnede munden igen.
"Hvorfor skal jeg giftes med en kvinde, som jeg slet ikke kender? Jeg vil gerne have dig til at aflyse det."
Sagde han mere eller mindre rolig, men man kunne godt fornemme på Hiroki, at han ikke rigtig var tilfreds med den beslutning som hans forældre havde taget. Men Kenzo endte med at ryste på hovedet, som Hirokis blik blev mere og mere alvorligt. Han kunne ikke selv se, hvorfor han skulle giftes med en kvinde, der ikke en gang vidste hvilken person han var? Det virkede fuldstændig urimeligt og passede ham bestemt ikke.
"Hør her min søn, det er allerede blevet afgjort og brylluppet skal stå indenfor den nærmeste fremtid.. Din kommende brud er allerede på trapperne, hvis de da ikke allerede er her"
Forklarede Kenzo, hans far, i en yderst rolig tone, som Hiroki begyndte at ryste på hovedet, fordi det kunne umuligt være sandt! Han ville simpelthen ikke gå med til sin fars betingelser.. Hans far havde fortsat armene over kors, som Hiroki gik tættere på ham og så på ham med et mere eller mindre anspændt ansigtsudtryk.
"Jeg vil ikke. Du kan få lov til at sende hende tilbage!"
Sagde han koldt og lagde nu også armene over kors, som han halvt vendte sin far ryggen, der blot endte med at sukke opgivende, før at han lod blikket glide langs med gangene. Kenzo kunne godt mærke på ham, at der muligvis ikke var særlig meget at sige, derfor valgte han også at gå hen foran Hiroki og kigge ham ind i øjnene.
"Den eneste måde du kan slippe for ægteskabet på er.. Hvis du selv går hen til hende og beder hende forlade Talian. Tager hun imod dine ord, så er du fri, men gør hun ikke og vælger at blive, så er du bundet til det ægteskab!"
Sagde Kenzo, kongen af Talian, bestem til sin søn, som så lettere mundlam på ham. Hiroki kiggede lidt rundt i gangene, før at han nikkede en smule til hans far og valgte at forlade hans selskab mod gemakkerne.. Han var sikker på at han ville kunne finde hende i det område, men han var endnu ikke sikker på, hvordan han skulle bære sig ad. Det ville have været meget lettere, hvis hans far ville have afslået hende, så skulle han ikke selv stå til ansvar for sin beslutning. Men på den anden side, så kunne han ikke glemme pigen i regnen.
Hverken Kenzo eller Hiroki havde nogen ide om at prinsessen eller hans kommende kone lyttede til deres samtale ellers havde Hiroki muligvis valgt sine ord mere med omhu, når man tænkte på at han også skulle respektere hende også selvom han ikke havde i sinde at ægte hende, så ville han ikke gøre de to byer uvenner, fordi det kunne få konsekvenser i fremtiden. Måske derfor at hans far havde bedt om at sige det til prinsessen selv? Et suk forlod hans læber, som han kunne se at han nærmede sig værelset, hvor hans far havde ledt ham hen. Han vidste egentlig ikke hvordan han skulle sige det, men han blev nød til at gøre det. Dog skulle han lige til at banke på, som han hørte 2 stemmer inde fra værelset.. Han ville helst snakke med hende alene, men det var åbenbart ikke lige nu, at det skulle ske. Derfor var han også tæt på at gå sin vej, før at han hørte hendes stemme. "Har jeg nogensinde fortalt dem om min første forelskelse" stemmen lød bekendt, selvom han ikke vidste hvad hun snakkede om, så valgte han at stille sig hen ved siden af døren, hvor han lænede sig roligt op af den og lyttede til stemmerne inde fra værelset. Hiroki vidste ikke rigtig hvad han ville finde ud af, men han regnede næsten med at prinsessen var forelsket i en anden, ligesom han selv var, selvom hendes ord kom bag på ham. Regnen, mudderet. Han blev lige pludselig mindet om den latter de havde delt. Han blev alt for nysgerrig til at kunne styre sig selv, hvorefter han endte med at smugkigge ind igennem dørsprækken.. Han stod helt mundlam og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Snakkede hun om det møde i regnen? Var det hende? Det kunne da umuligt passe, var hun ikke blot en simpel tjener, som han ikke en gang ville have kunnet drømme om at skulle ægte. Han trak sig lidt tilbage fra værelset og så fra den ene side til den anden. Hiroki gik hen til døren igen, da han fik en fornemmelse af, at hun måske havde i sinde at tage hjem igen? Hvorfor havde hun også beholdt det stof foran sit ansigt? Det kunne være at det ville have givet ham et hint til hvem hun i virkeligheden var også selvom hendes hårfarve var forandret, så kunne han let se den til mudrede pige ligge ovenpå ham med et smil på læben. Hun var hverken sur eller noget, nej hun havde moret sig og nu var hun ved at glide ud af hans hænder.. Han blev nød til at finde en måde, hvorpå han kunne tale med hende i fred. Han knurrede hænderne sammen og forlod gangen hurtigt mod sit eget værelse. Han havde godt set dolken, hvilket var et tegn på, at hun havde tænkt på ham i alle disse år, der var jo gået hele 3 år. Hiroki lod ikke nogen forstyrre sig, som han valgte at bevæge sig mod sit værelse og ligge sig på sengen, hvor han gav sig til at stirre op i loftet.

Der gik noget tid før at Hiroki overhovedet kunne tage sig sammen til at bevæge sig mod hendes værelse, han vidste ikke rigtig hvordan han skulle forklare overfor hende, hvordan han havde det med hende, men samtidig vidste han heller ikke, hvordan han skulle få sagt undskyld? Der gik muligvis nogle dage før at Hiroki overhovedet valgte at tage kontakt til Catalina, fordi han havde flere ting, han skulle overveje før, at han ville forstyrre hende, dog var han bange for at hun ville forlade slottet og tog en beslutning om at tage hende til siden før maden.. Hiroki bevægede sig ned langs med gangen og kunne se Catalina gå mod ham, hun havde stadig slør på, noget han ikke rigtig forstod, for hvorfor skjule et smukt ansigt? Da de kom op på siden af hinanden, vendte han sig mod hende og greb blidt ud efter hendes arm for at trække hende med sig, ned langs med de andre gange væk fra middagen, der sikkert ventede på deres ankomst.
"Der var en gang en, som fortalte mig, at stjernerne var vores forfædre, som så ned på os og ledte os igennem livet. Men hun sagde også at hun blot syntes at de var smukke. Husker du hende?"
Hans stemme var forholdsvis rolig, som han lod blikket glide hen over hende, før at han fjernede sløret og lagde det over hendes hoved, så han kunne betragte hendes ansigt uden at skulle se igennem sløret. Den rødmen, som dukkede op, fik ham til at smile, som hun endelig svarede ham.
"Men ikke nær så smukke, som mine øjne, blev jeg fortalt.. er det stadig sandt?"
Hendes ord fik ham til at smile en anelse drillende, som han blot lod en hånd glide hen over hendes kind.
"De er kun blevet smukkere, men skal du med ud i regnen igen? Denne gang helst uden at smide mig i mudderet "
Sagde han drillende, som han lod sine hænder glide ned i lommerne igen. Han havde ikke i sinde at holde hende fast, hvis hun ikke ville snakke med ham, derfor valgte han at give slip på hende, så var stemningen også mere rolig.
"jeg troede ikke min kommende ægtemand, ønskede at jeg skulle blive forkølet op mod vores bryllup.. eller de ønsker måske stadig at jeg forsvinder hjem?"
Men hendes ord kom helt bag på ham.. Hun havde overhørt hans skænderi med hans far. Derfor gled hans blik ned mod jorden, men efter lidt tid, lod han sit blik glide op mod hende igen. Han tog en dyb indånding, som han så lettere undskyldende på hende.
"Jeg troede ikke at det var Dem.. Jeg troede at jeg skulle giftes med en fremmede. Og jeg som kun kunne drømme om at få Deres hånd i et ægteskab. De fortalte aldrig at De var prinsesse"
Lød det lettere undskyldende overfor hende, som han forsøgte at forklare sin situation, mon hun ville forstå? "og De fortalte aldrig at De var prins, du nøjedes med at ødelægge min sidste rene kjole.. jeg opdagede ved et rent uheld, da jeg lede efter den unge dreng jeg havde mødt, at den selv samme dreng var prinsen selv.."
Han nåede ikke rigtig at svare, før at hun plantede et kys mod hans kind, ligesom dengang. Et kærligt smil gled over hans læber.
"De havde måske ikke kjoler nok med til rejsen? Desuden så startede De ud med at skubbe mig ned i mudderet og ikke omvendt.. Jeg regnede måske med at De var en tjenestepige på slottet og egentlig burde vide hvem jeg var?"
Sagde han roligt, som han ikke lod hende svare, men valgte at gengælde kysset, dog blev det denne gang placeret mod hendes varme læber, som han blot lod det hele glide sammen. Det vigtigste var dog at de nu vidste hvem den anden var og var klar over hvad de gik ind til. Derfor smilte han også roligt, som hun bevægede sig mod middagen. Han gik hurtigt op på siden af hende og så ganske roligt frem for sig, før at han tilbød hende sin arm, så de kunne fortælle deres forældre den gode nyhed. "Så denne gang skal de ikke overraske os? Men vi overrasker dem?"

"Hiroki skat, har du tid?"
Det var hans mors stemme, som han kunne høre på den anden side af døren. Et suk forlod hans læber, hvorefter han lod blikket glide ind i spejlet, som stod foran ham. Han lagde hovedet en anelse på skrå, som han foldede hænderne foran sig og forsøgte at finde ro i sig selv. Det var yderst svært at bevare roen, eftersom at han godt vidste hvad der skulle ske indenfor de næste par timer. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, som han helt glemte, at hans mor ventede på hans svar. Han betragtede sig selv i spejlet og vendte roligt ryggen til for at se om den sorte jakke sad som den skulle og ikke var krøllet eller noget. Han vendte efterfølgende fronten mod spejlet og lod hænderne glide op til skjortens krave for at folde den ned, så den ikke stod op til alle sider. Et lettet suk forlod hans læber, som han forsøgte at genfinde balancen, også selvom han ikke havde rørt sig ud af stedet, så følte han at han var ved at miste balancen.. Lige pludselig gik det dog op for ham, at han havde glemt alt om Youko, hans mor, som stod udenfor døren og sikkert var begyndt at blive nervøs på sin søns vegne.
"Kom bare ind moder"
Sagde han forholdsvis rolig, men endte med at vende blikket mod spejlet igen, som døren gik op og hans mors skikkelse bevægede sig ind i rummet og tjenerne ved døren gik ud. Han vendte sig om mod hende og strakte armene ud til siden, ligesom for at se om hun kunne lide hans mundering. Youko endte med at ryste lettere opgivende på hovedet, hvorefter Hiroki skyndte sig at kigge ned af sig selv, hvorefter han kunne høre hendes latter. Hun forsøgte blot at få ham til at slappe af, men i stedet lykkedes det hende at gøre ham meget mere nervøs.. Hun bevægede sig hen til ham og omfavnede sin søn, som nu var fyldt 18, og derfor havde alderen til at betræde tronen. Men alligevel var det ikke det Hiroki havde tænkt sig endnu, eftersom at han blot havde tænkt sig at nyde brylluppet, om ham og Catalina nu havde ventet på i 2 uger. Hans mor trak sig lidt væk fra sin søn og begyndte straks at rette på hans tøj, som at lukke skjorten helt til og sikre sig at den ikke var beskidt. Men Hiroki valgte blot at smile af hende og kyssede hende blidt på panden.
"Jeg er gammel nok til at vide, at jeg ikke skal møde op til mit eget bryllup iført beskidt tøj"
Sagde han lettere drillende til hende, som hun blot smilte lettere nervøs til ham og trak sig lidt tilbage. Hun gav ham tegn til at han skulle dreje rundt, så hun kunne se ham fra alle sider. Det kunne jo være at han havde overset en plet? Som tiden skred frem ad, var hans mor endelig tilfreds med hans mundering, hvorefter han kiggede ind i spejlet og så at hun havde sørget for at hans hår ikke stod ud til alle sider, samt at hun havde lukket skjorten helt, men alligevel havde hun ladet jakken stå åben?
Youko rodede lidt rundt ved hendes kjole, som om hun ledte efter noget, han så lettere nysgerrig på sin mor, som fandt et mindre skrin frem, som hun rakte til ham.
"Giv Catalina denne ring, jeg fik den af din far og nu mener jeg at det er på tide, at den kommer videre til næste generation"
Sagde hun med et kærligt smil på læben og lagde skrinet i Hirokis hånd, som blot nikkede til hende, før at han åbnede op for skrinet og så ringen. Han kunne godt huske, at hans mor havde båret denne ring, men han havde nu aldrig troet, at han skulle give den videre til Catalina. Han endte alligevel med at smile taknemmeligt til hende og omfavne hende, hvorefter han roligt hviskede noget i hendes ører.
"Jeg skal nok passe godt på hende"
Hviskede han roligt, som hans mor valgte at kyssede ham blidt på kinden også selvom det var nødvendigt for hende at stå lidt på tæer, endte Hiroki med at bukke sig ned til hende, så hun ikke skulle anstrenge sig alt for meget om det. Han valgte at betragte ringen idet at hans mor forlod rummet og efterlod ham tilbage endnu mere nervøs end tidligere, fordi hvad ville Catalina sige til ringen? Ringen var efterhånden gået i arv mange gange, men alligevel så den ikke en dag ældre ud, end som da den var blevet lavet. Hiroki selv mente, at hans mor nok havde sørget for at få den pudset op til lejligheden, fordi den så ny ud. På vielsesringen sad der 5 krystaller i en klar hvid farve, ringen selv var lavet af guld, men dækket af hvidguld eftersom at den skulle være tidløs. Hiroki stak skrinet ned i sin lomme, som han lod blikket glide mod spejlet igen.
Hiroki vidste godt, at han ikke kunne bruge meget mere tid på sig selv, eftersom at han stadig overvejede, hvad han skulle sige til hende, når han først stod overfor hende ved alteret, men på den anden side, så skulle det også komme fra hjertet, så måske det slet ikke skulle planlægges? Hans tanker flød rundt, som de til sidst endte på Catalina, for hvordan mon hun havde det på sit eget værelse. Var hun lige så nervøs, som han var eller var det kun ham, som var barnlig nok til at være nervøs. Han vidste godt at hun var i et andet rum ved kirken, men han var ikke blevet oplyst om hvor, måske fordi de var bange for at han ville opsøge hende inden ceremonien. Noget, de fleste sagde, ville bringe ulykke, selvom han ikke selv troede på det, så holdt han sig i sit rum indtil det hele skulle begynde.

Kirken havde været det oplagte sted at arrangere brylluppet, men på den anden side, så kunne det til tider godt blive alt for traditionelt, men alligevel var valget endt på kirken, som denne tidlig aften var indrettet med de smukkeste blomster og stofgardiner, som man kunne finde. Kirken var omkring de 3 etager høj, men alligevel var der kun plads til 100 mennesker og bekendte i kirken, som mente at dette brylluppet ville blive noget helt andet, end man så mange gange havde set før. Den store dør ind til kirken var pyntet med røde roser, som var bundet i kranse, nok havde det krævet sved og tåre, eftersom at tårnene ikke bar sådan lige var til at fjerne, men alligevel havde tjenestepigerne ikke givet op, som de havde fået de mange rosenkranse på plads. De mange rosenkranse fortsatte ind i kirken, som de var rejst mellem hver bænk, ind imellem rosenkransene var der placeret marmor hvidt stof, som var bundet i sløjfer og nærmest indbød hver gæst til at sætte sig på bænkene. Fra indgangen og hele vejen op til alteret lå der en så kaldt rød løber, som havde til formål at danne en sti fra begyndelsen til ægteskabets start. Så snart man fulgt den røde læber ind i det store rum, med alteret og gæster ville ens vej blive oplyst af stearinlys langs med den røde løber. Egentlig så det hele meget idyllisk ud, men alligevel var det svært at sige om det hele var klart, fordi tjenestefolkene stadig farede rundt imellem bænke, roser, stof og stole.. Alteret var for nylig blevet pudset og skinnede som en stjerne midt i det store rum. Rundt om alteret blev der hurtigt placeret stole til det kommende par, men også deres familie. For Hiroki’s vedkommende var det kun nødvendigt at placere to stole til den nuværende konge og dronningen. Men for Catalina’s vedkommende, så bliver der placeret stole til de 4 søskende og hendes forældre, så de alle kunne betragte ceremonien tæt på.
Stemningen forandrede sig lige pludselig, som gæsterne blev lukket ind og de meste betydningsfulde mennesker blev ledt ind i kirkerummet af en tjener, så de blev henvist til deres plads. De sidst ankommende, før gommen, var de kongelige både fra Talian og det fjerne rige, Catalina’s mor, blev ledt op til deres plads tæt ved alteret. Kenzo virkede forholdsvis rolig, men man kunne godt mærke på Youko at hun var lettere nervøs for sin søn, som hun lod blikket glide ud på det mange mennesker der var til stede. Mon han ville kunne leve op til alles forventninger? Gæsterne fandt sig roligt til rette, som snakken lød på om parret passede sammen, eller om det i virkeligheden bare var et af de der typiske arrangerede ægteskaber, hvor gommen eller bruden ikke nærede nogen følelser for den anden overhovedet. Men der ville de nok blive overrasket.
Lige med et blev der stille i rummet, som døren i højre side gik op og Hiroki trådte igennem døren med et forholdsvis rolig smil på læben, som han bevægede sig mod alteret, men først gik han hen til sin mor, hvor han kyssede hende blidt på håndfladen og bukkede for sin far, hvorefter han bukkede for Catalina’s mor og fandt sig tilrette foran alteret. Der foldede han hænderne foran sig og så afventede på døren. Han var yderst nervøs, men det var ikke noget han vidste overfor de mange mennesker i rummet. Idet at Hiroki virkede fuldstændig rolig, spredte roen sig også rundt i rummet, lige indtil at melodien begyndte. Hiroki ville gerne have lukket øjnene, hvis det ikke havde været for alle de øjne, som hvilede på ham, lige ind til at den store dør gik op..
De første, som kom ind af døren var Catalina’s helst bror og søster, som ledte hinanden op til alteret, efterfølgende kom de to mindste søskende gående, sammen hånd i hånd, som de så lettere undersøgende på Hiroki, da de først kom op til alteret. Nu var Hiroki for alvor nervøs, der dørene blev lukket i og den sande melodi begyndte. Hans krop var lettere anspændt, som dørene blev åbnet og han kunne se Catalina’s skikkelse, sammen med hendes far, kongen.
Det var næsten som om tiden stod stille, da han så hende i ført hendes yndefulde brudekjole. Han var næsten mundlam, som hun blev ledt op af sin far. Egentlig vidste han ikke hvordan han skulle reagere på kjolen, eftersom at synet var noget han ikke en gang havde kunnet forestille sig, ikke engang hvis han havde haft fantasi nok til at gøre et forsøg. Kjolen sad perfekt på hendes krop, som der blev smidt rosenblade ud over tæppet, før at hun bevægede sig hen over det. Tiden gik i stå, men lige pludselig stod Catalina overfor ham, som hendes far rakte hendes arm til ham. Hiroki bukkede blidt for Jole, som han tog imod hendes arm og så de kunne vende sig mod alteret. Han smilte tilfreds for sig selv og lagde sin hånd ovenpå hendes.
Gæsterne fandt deres plads på bænkene og der blev stille i rummet, som præsten rakte armene i vejret og egentlig bad folk om at rejse sig.
"Vi er samlet her i dag for at skrive historie ved at forene Hiroki Souta Ignatio og Catalina Acantha of Deiscirt"
Genlød det i hele kirken, som folk fik lov til at sætte sig ned igen. Og præsten vendte sig mod Hiroki og Catalina, som Hiroki lod blikket glide ned mod alteret, eftersom at han ikke vidste hvordan han var endt her, men alligevel var det den rette beslutning, han elskede hende jo og var blot begyndt at blive en anelse nervøs for, om han var nok? Hiroki endte med at lade blikket hvile på Catalina før at præsten igen begyndte at tale. Det virkede muligvis en anelse uvirkeligt, men Hiroki var klar også selvom at han kunne se på hans far, at han var nervøs for om hans søn nu også ville gennemføre dette..
"Så tilspørger jeg dig Hiroki Souta Ignatio:
Vil du have Catalina Acantha of Deiscirt, som hos dig står til din ægte hustru?
Vil du elske og ære hende og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Latronia vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru indtil døden skiller jer ad?"
Ordene gentog sig selv inde i hans hoved, hvorefter han vendte sig mod Catalina og tog fat i hendes hænder, som han lod blikket glide ind i hendes øjne, for at fortælle sit svar.
"Ja, til evig tid"
Sagde han med et kærligt smil på læben og lod blikket forblive på Catalina, som præsten valgte at fortsætte sin prædiken, turen kom også til Catalina, hvor ordene lød:
"Så tilspørger jeg dig Catalina Acantha of Deiscirt:
Vil du have Hiroki Souta Ignatio, som hos dig står til din ægtemand?
Vil du elske og ære hende og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Latronia vil tilskikke jer, som en hustru bør leve med sin ægtemand indtil døden skiller jer ad?"
Præsten stemme var ganske rolig, som stemningen i kirken blev en anelse anspændt i det at folk var spændte på om det unge par nu også ville gennemføre ceremonien, som det var blevet forudbestemt. Men man kunne ikke ligefrem sige at rejsen mod brylluppet havde været særlig let, i hvert fald ikke for Hiroki, men han ville blot blive lykkelig for at have hende ved sin side forhåbentlig til evig tid.

Nogle dage efter brylluppet var blevet afholdt blev Hiroki kaldt til hans forældres gemakker, hvor hans far lå i sengen. Hans moder sad ved siden af sengen med røde kinder, og Hiroki kunne tydeligt se at hun havde grædt over en længere periode. Han var næsten lamslået, som hans far rakte hånden mod ham og han hurtigt farede hen mod sengekanten og faldt på knæ ved siden af sengen og tog sin fars hånd.
"Min kære søn.. Du er vokset så hurtigt.. Jeg er sikker på, at du nok skal passe godt på Talian"
sagde han lettere hostende, som han begyndte at hoste blod op. Hiroki var dog ikke helt sikker på hvad der var sket, men senere fortalte hendes mor, at han led af en voldsom sygdom, som ingen læger kunne kurere, nogle mente dog at dette var skæbnen, eftersom at Youko ikke kunne lede tronen, som enke, derfor fortalte hans fader også at tronen skulle overrækkes til ham, snarest. Hiroki selv var ikke overbevidst om at han havde lyst til at træde til, så længe at hans far ikke havde forladt denne verden, dog beordrede Kenzo ham til at tage imod tronen og stå sammen med Catalina om at føre slægten videre.
Den dag hvor Hiroki skulle krones, var han egentlig ikke særlig glad, eftersom at han gerne ville tilbringe de sidste par timer ved siden af sin far, men ceremonien skulle afholdes overfor Talians befolkning, derfor blev Hiroki nød til at tage imod tronen for ikke at sætte sig imod reglerne. Han stod sammenbidt overfor præsten, der placerede kronen på hans hoved og bad ham om at rejse sig op og vise sig for folket. Efter ceremonien farede han dog direkte mod de kongelige gemakker, med tjenestefolk i hælene. Lige på det tidspunkt var de kun en belastning, men han havde ikke tid til at sende dem bort og strøg bare ind ved siden af sengen, hvor hans moder sad med tåre i øjnene.
"Neeej!"
Skreg han op, som han godt kunne fornemme på hele stemningen, at hans far var gået bort. Hans mor kom dog over ved siden af ham og holdt om sin søn, som hun lagde hovedet mod hans skulder.
"Han nåede dit bryllup og det var det vigtigste for ham"
Sagde hun med en hæs stemme, som Hiroki blot vendte sig om mod hans mor og fjernede kronen fra hans hoved, som han lagde den mod sin fars bryst og bukkede roligt for ham. Han viste dog ingen tåre, som han blot knurrede hænderne sammen og havde lyst til at bande det hele væk, men så kom han i tanke om Catalina og det liv, han var nød til at starte for at fortsætte på tronen.

Årene gik og Hiroki forsøgte at glemme alt om sin fortid angående hans far, som det nu var gået op for ham, at Kenzo blot ville ham det bedste, ved at skaffe ham en konge. Fordi han fandt lige pludselig ud af, hvor betydningsfuldt det var, at have en ved sin side, også selvom hans mor stadig levede, så endte han med et holde mere og mere af Catalina, som endte med at blive gravid med deres første barn, da han var 20. Hvilket i teorien var en ganske god nyhed bortset fra beskeden fra guderne:
”Din slægtninge har forædt mig. I skulle aldrig afvise udstødte. Din familie skal straffes!”
Hiroki var knust, men han vidste også godt, at han ikke havde tænkt sig at tage imod mutanterne, som egentlig havde været meningen da Talian blev dannet. Dog fik dette sine konsekvenser, som Catalina ikke fik mulighed for at føde mere end et barn. En datter, der blev døbt Talija Cisana Maria Ignatio, efter hans mor, blot for at vise at han stadig holdt af Youko. Hans moder var taknemmelig lige til den dag, hvor hun måtte forlade verdenen på grund af alderdom. Men Hiroki har altid sagt til sig selv, at han blot var glad for, at hun ikke nåede at opleve at den rene slægt blev forurenet af Talija, som viste sig at være mutant. Den dag, hvor de gik op for Hiroki, at deres datter var mutant forbandede han sig selv, måske ikke rigtig, men han følte måske at det var hans skyld, eftersom at det var hans slægt, der ikke havde overholdt aftalen. Men til hans redning sagde hans kongelige rådgiver Ciel Dé Ricéy, at det ville være smartest at gemme datteren væk og kun lade folket vide, at der i virkeligheden var en prinsessen, men ingen måtte vide, at hun var mutant. Det var en hemmelighed, som skulle forblive inde på slottet..

Minder:
- Da han for første gang fik lov til at sidde på tronen, som 3-årig.
- Den gang hvor hans mor kollapsede ved hestene og straks blev sendt op til sit værelse, for at begynde fødslen. Han har dog aldrig fået at vide, at han kunne have haft en lillesøster nu
- Som 6 årig startede undervisning, hvorved han lærte at håndtere forskellige situationer, våben, konflikter og Talians historie.
- Det år, hvor Hiroki fyldte 15, kom der nogle gæster til riget, som kom fra et fjernt kongerige, noget hans forældre havde planlagt, så der senere kunne blive planlagt et ægteskab - det var her han mødte Catalina for første gang. Hvilket han nok aldrig nogensinde glemmer. Også fordi han gav hende dolken - link, som gave og tegn på den forelskelse, som der var imellem dem.
- Skænderiet med hans far, hvor han indrømmer, at han ikke vil giftes med en kvinde, som han ikke kender. Dog finder han senere ud af, at det var Catalina, som han skulle giftes med. Så han ombestemme sig, men skal overbevise hende om at blive.
- Snakken med Catalina, inden middagen med deres forældre, hvor han valgte at fortælle at han gerne ville have hende til at blive, netop fordi han nu vidste at det var hende og ikke ville miste hende.
- Brylluppet er helt klart et stort minde for Hiroki, som han mindes den dag, hvor de sagde ja til hinanden og kunne indlede deres tid på tronen. En ny generation var begyndt.
- Den dag, hvor han blev kronet, kun få dage efter brylluppet, eftersom at hans far var alvorlig syg og ikke længere kunne opfylde sine pligter. Den var den selv samme dag, at hans far gik bort. Men Hiroki fældede ikke en eneste tåre i løbet af det hele.
- Da hans datter blev født, hvilket var en fantastisk dag, en dag, som hans mor også oplevede.
- Youko nåede at opleve nogle år sammen med Talija, men det er næppe noget som hun vil kunne huske. Dog døde hun af alderdom.
- Mutant.. Det var hvad Hiroki fik ud af det, at trodse guderne.. Hans datter viste sig at være en mutant, hvilket han ikke helt har accepteret, også derfor han fulgte rådgiveren råd om at spærre hende inde på slottet.
Andet:
Der er mange dyr tilrådighed på slottet, men Hiroki har sin egen trofaste hest, Youko, som ofte bringer ham rundt i Talian. På sikkerheds afstand af mutanterne.
Han har også en trofast hund, lexi, som følger ham over alt og muligvis er en anelse overbeskyttende, men det er som en sikring.

Hesten
Hunden