Post by Akio Minori Takahiro on May 18, 2012 23:01:06 GMT 1
Døren ind til den store tron sal åbnede sig. En mand trådte ind i salen med rank ryg, lang brun kappe og faste skridt. Talian havde ikke set denne mand i næsten 17 år. Han havde været sendt ud på en opgave og var endelig kommet tilbage. Han havde rejst igennem vind og vejr og over de stejleste bjerge. Han kom over til kongen og faldt på knæ for kongen og dronningen. Han lagde en hånd på sit hjerte og udviste stor respekt for de kongelige. Kongens vagter stod på hver side af kongen vis denne mand var en fjende af riget. Kongen lavede tegn til at vagterne kunne forlade ham. Han kunne jo selvfølgelig genkende denne mand. Hans betroede rejsene. Hans betroede tjener. Kongen gav manden tegn til at han kunne rejse sig. Manden rejste sig roligt op,
”jeg er kommet tilbage med gode nyheder deres Majestæt.
Jeg er rejst fra rige til rige. Over bjerge og igennem ørkner.
Mange riger havde lovene prinser. Mange riger ville være en stor gav at ha i alliange, men et rige havde det bedste bud og den mest jævnaldrende prins til prinsessen.
Prinsen er fra riget fra øst. Det storslående rige MeRosal.”
Kongen så lidt forarvet på manden da han nævnte navnet på riget. Kongen havde aldrig været venner med det rige. De havde altid været oppe op toppes og flere gange været tæt på at ha krig mod hinanden men begge dronninger havde overtalt kongerne til at lade vær at ofre mænd på en tåbelig krig. En mands største svaghed var jo hans kvinde og disse kvinder var nok kongernes svaghed for de kunne altid overtale dem til det modsatte af hvad de ville. Kongen tog sig til hagen og så lidt væk fra manden.
”Det rige har vi aldrig kunne med. Hvorfor skulle de ville gi deres prins til Talian og derved blive forenet med vores rige?”
Kongen kunne ikke se nogle mening med det hele da han jo ikke ville ha gjort det. Han ville ikke ha givet prinsessen til et land han ikke kunne lig. Manden smilte roligt og vidste at kongen ville sige sådan. Han nikkede til kongen og så mod dronningen.
”kongen af MeRosal sagde præsis det samme. Men med hans dronnings hjælp og ord blev han overtalt.
De vil gå med til det argerede ægteskab vis det kan blive den måde kongerigers år lange fjendskab kan slutte og derved være et fredstegn.”
Prinsessen af Talian skulle være et fredsobjekt lige som prinsen af MeRosal skulle være. Dette ægteskab ville betyde fred og forening mellem to riger. Det var ingen dum ide. Den måde ville Kongen og dronningen af Talian ikke ha det største ansvar for deres datter. Og så ville det være prinsen af MeRosal der skulle tage sig af hende. Dronningen så på kongen og nikkede til at hun synes de skulle gøre det. Kongen rejste sig og nikkede til at de gik med til det. Manden bukkede dybt og en lille kasse han havde med var en due i som tilhørte MeRosal så nå han fik svar fra kongen kunne han sende fuglen tilbage med brev om kongens svar.
”jeg er kommet tilbage med gode nyheder deres Majestæt.
Jeg er rejst fra rige til rige. Over bjerge og igennem ørkner.
Mange riger havde lovene prinser. Mange riger ville være en stor gav at ha i alliange, men et rige havde det bedste bud og den mest jævnaldrende prins til prinsessen.
Prinsen er fra riget fra øst. Det storslående rige MeRosal.”
Kongen så lidt forarvet på manden da han nævnte navnet på riget. Kongen havde aldrig været venner med det rige. De havde altid været oppe op toppes og flere gange været tæt på at ha krig mod hinanden men begge dronninger havde overtalt kongerne til at lade vær at ofre mænd på en tåbelig krig. En mands største svaghed var jo hans kvinde og disse kvinder var nok kongernes svaghed for de kunne altid overtale dem til det modsatte af hvad de ville. Kongen tog sig til hagen og så lidt væk fra manden.
”Det rige har vi aldrig kunne med. Hvorfor skulle de ville gi deres prins til Talian og derved blive forenet med vores rige?”
Kongen kunne ikke se nogle mening med det hele da han jo ikke ville ha gjort det. Han ville ikke ha givet prinsessen til et land han ikke kunne lig. Manden smilte roligt og vidste at kongen ville sige sådan. Han nikkede til kongen og så mod dronningen.
”kongen af MeRosal sagde præsis det samme. Men med hans dronnings hjælp og ord blev han overtalt.
De vil gå med til det argerede ægteskab vis det kan blive den måde kongerigers år lange fjendskab kan slutte og derved være et fredstegn.”
Prinsessen af Talian skulle være et fredsobjekt lige som prinsen af MeRosal skulle være. Dette ægteskab ville betyde fred og forening mellem to riger. Det var ingen dum ide. Den måde ville Kongen og dronningen af Talian ikke ha det største ansvar for deres datter. Og så ville det være prinsen af MeRosal der skulle tage sig af hende. Dronningen så på kongen og nikkede til at hun synes de skulle gøre det. Kongen rejste sig og nikkede til at de gik med til det. Manden bukkede dybt og en lille kasse han havde med var en due i som tilhørte MeRosal så nå han fik svar fra kongen kunne han sende fuglen tilbage med brev om kongens svar.
