Tid, har vi ikke meget af.

[Ciel Dé Ricéy]

Mutanter.. Minori.. Hukommelsestab.. Han havde slet ikke tid til at tænke over hvad der skete i kongens selskab, men han kendte godt sin pligt, derfor havde han også valgt at tage til slottet i det øjeblik, som han havde fået en besked om at de kongelige livvagter havde fået et nyt medlem. Forholdsvis ung, men stadig med evner, noget som Ciel gerne selv ville undersøge. Han ville dog ikke møde denne person sammen med kongen, eftersom at han gerne ville være sikker på at man nu også kunne stole på den nye livvagt. Han satte sig dog til rette bagved sit skrivebordet, eftersom at der var blevet sendt bud efter denne Esekias, som tilsyneladende skulle være den nye beskytter af kongens liv, et liv som Ciel ønskede at bevare så længe, som det overhovedet var muligt. Han foldede dog hænderne foran sig, som han så afventede på døren, for at den skulle gå op. Han ville helst ikke vente alt for længe. Værelset var forholdsvis lyst også selvom at solen kunne forlade himlen hvornår det skulle være. Men det generede ikke Ciel, eftersom at det var nu han havde tid og så skulle denne Esekias også dukke op.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias var altid punktlig, derfor var han andkommet til slottet i god tid før det møde han var blevet kaldet til hos hr de ricey, han var klædt på i sit fine tøj, og ikke uniform da han ikke var på vagt, han var blevet afskedet fra sit gamle hverv for sidste gang. han kendte godt slottet da han før hen havde været med som en almindelig vagt, den gang han stadigt kun var væbner. han havde også set kongen flere gange og mødt ham den ene dag hvor han var blevet slået til ridder af hans majestæt sammen med et par andre unge mænd. Esekias var nærvøs og hans hjerte slog hurtigt, dog vidste han det ikke, at styre sine føelser var noget man hurtigt llærte under træningen. han rettede let på det sværd han altid bar, det var familiens sværd, og det at han måtte bære det over alt var tegn på hans ridderstand. en tjener bankede let på døren og åbnede den for esekias så han kunne gå inden for mens tjeneren præsenterede ham
" sir Esekis Lawrens Montegeu"
sagde tjeneren og forlod rummet.
Esekias så roligt på manden med rank ryg og bukkede så dybt for manden med hånden over hjertet han gjorde det i den passende længde og rankede sig så på.
" De ønskede at se mig deres nåde"
sagde han med respektfyldt stemme, han havde hørt en masse om denne mand, og respekterede ham meget højt, han havde gjordt sin familie ære, og sit land gav.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel havde udmærket hørt trinene ude på gangen, som han roligt havde sat sig mere til rette i stolen, før at han vendte tilbage til at se på døren. Det gjorde ham ikke noget at tjeneren præsenterede den unge herre også selvom han godt vidste, hvem han snart stod overfor, så var det jo ganske godt at få en bekræftelse en gang imellem? Han rejste sig roligt fra sin plads, som tjeneren gik til siden og lod Esekias betræde rummet. Han betragtede manden ganske roligt, før at denne begyndte at tale. Ciel valgte roligt at nikke til hans ord, som ham blot gav tegn til at han kunne træde længere ind i rummet. Han smilte ganske roligt til manden, som han foldede hænderne foran sig og lænede sig op af skrivebordet, hvorefter han gav tegn til ham, at han skulle sætte sig på stolen foran ham. Så der kun var 1,5 meter imellem dem.
"Allerede en god start, kan jeg se."
sagde han roligt til sig selv, hvorefter han vendte ryggen til manden og samlede nogle papirer op fra bordet, som han havde siddet og læst i, i de sidste par timer, blot for at være lidt på forkant, eftersom at Ciel havde det med at forberede sig igennem læsning, hvilket indtil nu havde været rigeligt til at kunne råde kongen.
"Jeg ville bare sikre mig, at De også er den rette til beskytte kongen."
forklarede han roligt, som han begyndte at rode de forskellige papirer igennem. Han blev nød til at sikre sig at denne mand ikke var mutant eller noget lignende eller blot et menneske, som ikke mente at menneskene skulle regere, som det nu en gang var blevet bestemt for mange år siden.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias trådte roligt længere ind i rummet, selvom han bestemt ikke følgte sig rolig inden i, det var lidt lige som første gang han var blevet sat overfor sin komandør, en skrap men retfærdig mand i følge Eksekias. da De Ricey gjorde tegn til det satte han sig i den udpegede stol , han havde ikke forventet at blive bedt om at side, men gjorde ingen indvendiger, g´jorde blot som der blev bedt om uden at tøve. han hørte godt de først ord han ytrede, men det var tyeligt for Esekias at disse ord ikke var henvendt til ham, og han forholdt sig tavs til manden havde rettet sin opmærksomhed mod ham.
" jeg vil gøre mit yderste for at opfylde den rolle der bliver mig givet, også hvis de vurdere en anden er mere egnet til jobbet"
Eksekias var meget stolt over at han var blevet udvalgt men han ønskede ikke et job som en anden kunne gøre bedre, det var et vigtigt job, hans egen abitioner var ikke noget værd når det kom til kongens sikkerhed

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel fulgte ham med øjnene, som hans skikkelse trådte længere ind i rummet. En ting var sikkert, han kunne ikke stole på folk længere end til næsen, også selvom at denne mand var blevet valgt til at beskytte kongen, så ville han lige være helt sikker først. Han lod dog blikket glide ned i papirerne, hvorefter han blot lagde dem bag sig på bordet igen og så roligt på manden, før at han nikkede let.
"Lad os starte ud let: Hvem er jeg?"
spurgte han ganske roligt, som han forsøgte at danne sig et indtryk af om Esekias havde nogen som helst fornemmelse af hvem han stod overfor og om han kendte noget til de forskellige ting i landet. Det var jo kun en fordel, hvis man havde lidt paratviden, men samtidig ville han også gerne vide, hvad han havde hørt om Ciel, hvis han da vidste noget.
Imens at han lod Esekias tænke lidt, valgte han at bevæge sig om bagved skrivebordet, hvor han roligt satte sig til rette på stolen og så afventede på ham. Egentlig havde han ikke nogen intentioner om at fjerne ham fra posten, kun hvis det virkelig viste sig at denne mand ikke var egnet til jobbet.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias så roligt på manden det var i sandhed et let spørgsmål, hans papfar gik meget op i at han kendte sin vej rundt i adlen og Ciel kom man bestemt ikke uden om. det var desuden også en del af undervisningen i etikket fra den gang han var på ridder skolen.
" Deres nåde er Grev Ciel Dé Ricéy Kongens rådgiver, og den mand han respektere mest. De har en søn Caleb Dé Ricéy, og det er almindeligt kendt at de nyder at studeres Talians historie."
sagde han alvorligt, var der mere end det han ønskede at vide i det spørgsmål, eller var det nok det han havde sagt. han folede rolit hænderne i skødet og så afventende på ham, han havde nævn ciels søn da han agtede familien meget højt, for ham var en mands familie også en del af hvad han er

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel lyttede opmærksomt efter, som manden besvarede hans spørgsmål. Det havde muligvis været alt for let, men alligevel var det nødvendigt at få på plads, så Esekias også vidste hvem han sad over for, eller så var Ciel i hvert fald sikker på at han ikke ville komme i tvivl lige pludselig.
"Jeg kan høre, at De har hørt efter i undervisningen"
sagde han ganske rolig, da han godt vidste, at det efterhånden var almen viden også selvom han måske ikke havde regnet med at Caleb ville blive trukket med ind i samtalen, så valgte han at ignorere det, som han fortsatte med sine spørgsmål.
"Hvad kan De fortælle om prinsessen?"
spurgte han ganske roligt, men så lettere alvorligt på Esekias, eftersom at han ville vide om der var løbet nogle rygter rundt om prinsessen, som han måske ville kunne bruge senere eller om der var sluppet noget helt forkert ud fra slottets mure.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias nikkede roligt, det var ikke nogen hemmelighed at han havdé fulgt med i skolen, og skønt han ikke brød sig om pral fik falsk ydmyghed sjældent nogen særligt langt.
Da det næste spørgsmål kom kunne Esekias fornemme hvordan hans pulds gik op, han var virkelig på dybt vand her troede han, for han havde aldrig lært særligt meget om Prinsessen, det var ikke en person der var blevet nævnt, andet end det faktum at hun var blevet født, men det virkede som om han burde vide mere
" hendes kongelige højhed Talija Cisana Maria Ignato er Kongeparets eneste datter, hun må være omkring de 16- 17 år nu, men jeg må med beklagelse indrømme at jeg ikke ved noget synderligt om hende, Hendes højhed er ikke blevet nævnt så ofte, det formodes dog at hendes majestæt er rest bort for modtage en royal uddanelse, som kan forbedere hende på sin rolle som regent"[/color]
Esekias var nervøs nu, han syntes overhovedet ikke hans svar var godt, men han måtte jo være ærlig

[Ciel Dé Ricéy]

Et roligt smil gled over hans læber, eftersom at han ikke håbede på at prinsessen var alt for kendt blandt de andre ansatte på slottet.. Han ønskede egentlig blot at holde hende skjult, så han var sikker på, at der ikke lige pludselig ville ske noget uforudset.. Derfor valgte han også smile ganske roligt, som Esekias kom med sit svar. Han nikkede en anelse og lod blikket glide ned i bordet, hvorefter han samlede nogle dokumenter og pakkede dem ned i nærmeste skuffe.
"Mere behøver De heller ikke at vide om hende, så De kan være rolig nok"
sagde han med en ganske rolig stemme, som han lod blikket glide hen mod døren. Et lavt suk forlod hans læber, som han knurrede hænderne sammen, da han kom i tanke om at nogen havde set prinsessen sammen med hans egen søn! Men lige nu skulle han jo ikke koncentrere sig om det.
"Men hvad kan De så fortælle mig om kongen? Ved De noget? Jeg har fået at vide, at De skulle være helt ny i dette job"
sagde han roligt, som hans blik gled tilbage på Esekias. Han var egentlig spændt på om kongen ville acceptere en ny livvagt, som ikke en gang var kendt indenfor de principper en livvagt skulle udfylde. Men nu ville han lade manden forsvare sig selv.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias kendte skam godt til principperne i at være livvagt, som Ridder af Talian, blev man sendt på mange opgavde som var alt fra beskyttelse, stå vagt, eskortere, tilfangetagen og kæmpe, alt sammen for Kongen og Landet. Det var en lang og hård uddannelse ikke kun inden for kamp men også inde for mere sofistikerede emne, en ridder blev forventet at opføre sig og vide nogle helt bestemte ting. Det var derfor lidt underligt for esekias at det var paratviden han blev ved med at blive forhørt i, kongens rådgiver måtte da havde læst hans papirer igennem, hvor alle hans resultater stod i gode som dårlige. han ville dog ikke virker ubehøvlet, som på samme måde som før, med en enorm høflighed begyndte han roligt at udlægge sin viden om hans majestæt, hvilket tog et pænt stykke tid da hans viden var omfattende, det var jo trods alt den mand han for så længe siden havde svoret at tjene med sit liv. da han var færdig så han roligt op på Ciel var det virkeligt bare det han ville ham lege pop ques.
" jeg går ud fra at det ikke var for at teste min parat viden de sendte bud efter mig, da jeg er sikker på der måtte stå alle de ønskede svar i mine papire"[/color]
sagde han venligt med et høfligt smil, på trods af at hans hjerte hamrede løa havde det været uforskammet?. det mente han ikke selv blot ligefrem. Han havde lidt forventet at spørgsmålende ville være være personlige

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel lagde hænderne under sin hage, som han lænede sig tilbage i stolen og valgte at lytte til manden ord. Der var tydeligvis mange informationer omkring kongen, som var trængt ind igennem de år, som han havde været i skole. Derfor valgte Ciel også roligt at nikke til ordene, uden selv at sige et eneste, i hvert fald ikke før at han var færdig.
Egentlig havde det ikke været meningen, at komme med alle disse spørgsmål, han ville blot se, hvad han kunne få ud af Esekias, før at han ville begynde at stille spørgsmål ved det hele. Han vidste jo godt alt det der blev sagt og meget mere til, som det hele forløb i nogle minutter, virkede han forholdsvis koncentreret. Det var dog ikke fordi han tog Esekias ord særlig hårdt, da der først blev stillet spørgsmål ved om det overhovedet var meningen, at han skulle udspørge på denne måde. Derfor valgte han roligt at nikke.
"Jeg ventede sådan set blot på, at De ville blive træt af mine spørgsmål"
sagde han med et ganske let smil hvilende hen over læber, som han satte sig helt op i stolen og lod albuerne hvile mod skrivebordet. Han bredte roligt papirerne ud foran Esekias, så han kunne se, at han havde læst på lektien.
"Jeg kan læse mig til, at De bor hjemme endnu.. Men jeg vil blot sikre mig, at De står til rådighed overfor kongen 24 timer i døgnet, Esekias"
sagde han mere eller mindre roligt, som han lod blikket glide mod ham igen. Som han ventede på svar. Det kunne jo godt være, at Esekias helst ville tilbringe tid hjemme med familien, men Ciel selv tilsidesætte også hans egen søn for at være i nærheden af kongen, når der var brug for det.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias så roligt på manden, han havde godt regnet med at det ville være i den stil, han håbede bare ikke det var for hurtigt han havde undret sig over det, men Ciel var en travl mand så kan kunne ikke se hvorfor han skulle have lyst til at trække det i lang drag, Esekias selv brød sig mere om at gå direkte til værks, det var nok også derfor at ridderlivet passede ham bedre end hvis han havde skulle være politisk aktiv, det havde han slet ikke tålmodigheden til, der var halt for meget spillen uden om. Da han nævnt han boede hjemme endnu, blev han lidt for undret, de fleste unge mænd boede hjem, til deres far døde hvor efter de overtog huset, i hver fald når det var de højere familier. Når der en gang blev valgt ham en hustru ville hun jo også flytte ind til de, i hans af huset.
" Jeg har altid været til rådighed for hans højhed 24 timer i døgnet, måde hvor på jeg skal tjene ham har blot ændret sig"[/color]
svarede han roligt, som ridder stod man klar til at blive kaldt på opgave døgnt rundt, der var det bare ikke kongen personligt han skulle møde, men gerne en eller anden haste sag, eller noget som vagterne, eller bygarden ikke kunne klare selv

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel foldede hænderne foran sig og lod blikket glide forbi Esekias, imens at han roligt lyttede til hans ord, uden at trække en eneste mine, som tegn på hans ord. Han vendte dog endelig blikket mod ham igen, da der var gået noget tid, hvorefter han roligt placerede hænderne under sin hage og lukkede øjnene i et kort øjeblik, før at han så lettere alvorligt på Esekias. De røde øjne kunne næsten bore sig igennem hvem det skulle være, dog lod han blikket glide op imod loftet.
"Udmærket, der var sådanset ikke mere jeg ville vide. Ellers ved jeg hvor jeg kan få fat på Dem"
sagde han ganske roligt og rejste sig op fra stolen, hvorefter han vendte ryggen til døren og Esekias, som han bevægede sig hen til vinduet og skubbede gardinet en anelse til side. Nede i gården var der sådanset liv nok, men det hele virkede mere eller mindre normalt, som hestene og stalddrengen tilbragte mange stunder sammen. Han kneb øjnene sammen en anelse og lod gardinet glide hen på plads igen. Han vendte sig mod Esekias og bukkede roligt, før at han bevægede sig mod døren og åbnede den helt.
"Jeg ser frem til Hans kongelige Højheds reaktion på Dem, Sir Lawrens Montegeu. Men jeg står altid til rådighed, hvis der skulle være nogle spørgsmål"
sagde han med et mildt smil på læben, før at han bevægede sig ud på gangen og vendte sig mod højre, hvorefter han foldede hænderne sammen og så en anelse afventede langs med gangen. Indvendigt tællede han ned fra 10.
*3.. 2.. 1.. nu*
tænkte han roligt for sig selv, og da han sagde nu for sig selv, kom en tjener stormende rundt om hjørnet, som han nær var snuplet i sine egne ben. Dog stoppede tjeneren op forpustet foran Ciel, som blot så afventede på ham.
"Prinsessen.. Din søn.."
lod ordene, som Ciel spærrede øjnene op og vendte blikket mod Esekias og bukkede en anelse, før at han sukkede opgivende og bad tjeneren om at fortælle det hele roligt, imens at de bevægede sig væk fra værelset. Den dreng var helt og aldeles håbløs, eftersom at han tydeligvis stadig forsøgte at bevæge sig rundt i Talian på egen hånd. Men samtidig var prinsessen stædig nok til at stikke af endnu en gang.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias nikkede roligt og rejste sig op da der blev givet tegn til at det var på tide han gik.
" Mange tak deres nåde"[/color]
sagde han høfligt. esekias havde altid lært at man ikke skulle være utaknemmelig når nogen sagde at man altid kunne spørger om hjælp det var langt fra alle, selvom esekias nu ikke regnede med at det ville ske i nærmere fremtid, der skulle i hvertfald meget til før han ønskede at forstyre Ciel, han vidste udemærket hvor travlt han havde ordet ciel og travlt var to ord der passede perfekt sammen. han gik ud af døren
" Goddag deres nåde, og på gensyn"[/color]
sagde han og gik der fra han hørte svagt hvad der blev sagt og det undrede ham * prinsessen er hun ikke i et fremmed land?*
han ville ikke konfrontere det, da det ikke var nu han skulle være på tværs..
//out

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel sukkede lidt, det kunne godt være at det efterhånden var et gammelt problem, men noget kunne dog tyde på at problemet havde nået kongen. For han havde på fornemmelsen af, at der ikke var sket det helt store lige nu, fordi klokken var alt for mange til at Caleb overhovedet ville våge sig ud fra palæet, men det kunne jo være, at han endte med at blive overrasket. Dog bukkede han roligt for Esekias med et smil på læben, som han var sikker på at denne unge ridder skulle vise sig at være meget nyttig for kongen. Det var altid godt med nogle friske øjne, samtidig med at de unge ofte var mere eller mindre mistænksomme over alt hvad der kunne foregå på slottet, så det skulle nok blive underholdende. Han var sikker på at kongen havde taget den rette beslutning og var derfor ikke nervøs for hvad der skulle ske i fremtiden. Så han forlod gangen med tjeneren og kiggede ikke rigtig tilbage.

//Out