Picnic...

[Ames Eloize - Dante Wennah]

Dagens vejr var en anelse gråt. Det var nok også derfor at folk holdt sig indendørs, bange for den regn der truede med at komme. Også Lansøen virkede en anelse forladt, selvom der alligevel hist og her kom folk til for at hente vand. Sikkert til at drikke, eller til at lave mad af.
Det var godt frokost tid, og trods vejret, stod Ames nogle meter fra søen. Ved hans fødder var uddelt et tæppe, hvorpå en fletkurv stod. Hans datter havde brugt det meste af morgenen på at lave lækkerier til dem i husets køkken, til deres picnic. Og jo, de var stadig taget derud på trods af udsigten til regn. Ames havde trods alt lovet sin datter dette, denne dag. Det undrede ham skam heller ikke at vejret syntes at opføre sig sådan på netop denne dag. Der var en form for uheld der fulgte ham og hans datter, men de havde lært at leve med det. Hans datter mere end ham selv.
Lige nu befandt den 6 årige pige sig ved søens bred, hvor hun samlede sten. De havde spist maden, med lidt rester tilbage, og nu ventede Ames i realiteten kun på at den unge pige var klar til at tage hjem igen. ”Penelope! Knap jakken!” råbte han efter hende, idet han opdagede hvordan den skøre pige ikke havde gjort dette. Som en hver anden overbeskyttende forældre, frygtede han at hun blev syg. Med dette, satte han sig ned på tæppet igen, rettede uden at tænke på tøjet. Han havde nogle mørke bukser på. En simpel men fin skjorte, og så en lang lederjakke udenover. Pigen reagerede knap nok på hans opfordring, gjorde dog som der blev sagt og fortsatte ellers sin søgen efter smukke sten. Til Dette kunne den lige utålmodige Ames kun sukke. Alligevel ret tilfreds med situationen.

[Gabrielle Dea Isidora]

Gabrielle vandrede endnu engang ned mod søen. Hele dagen havde hun stået i sin butik, kunder havde der været og hun var ganske tilfreds med det hun havde tjent. Hun så op på himlen der var en anelse grå, hun smilte let for sig selv da hun tænkte på den ældre dame der var kommet ind i butikken. Hun havde snakket som et vandfald og havde ikke været til at stoppe igen, men Gabrielle syndes nu hun var ganske rar og havde ladet hende snakke, for hun havde nu også brug for at snakke med nogen, hun havde ikke besøgt sin forældre i de sidste to uger, hun havde travlt i butikken og når hun så havde fri var det enten sent på aften ellers var hun alt for træt.
I hånden havde hun et æble og var halvejs igennem det. Hun var ikke specielt sulten, men hun viste at hun var nød til at spise noget, ellers endte hendes krop med at brokke sig.
Gabrielle kiggede ned, da Tassi kom løbene og standsede ved søens bred. "Nårh, så du ville gerne med alligevel?" hun smilte til egernet der havde sat sig på bagbenene og kiggede op på hende. Hendes blik gled hen over søen og over på den anden side, hun så en lille pige der så ud til at lede efter noget, hun bemærkede også en mand der sad på et tæppe nogle meter fra søen. I nogle sekunder betragtede Gabrielle den lille pige, men så lod hun blikket glide væk og satte sig på hug i vandkanten og lod sin ene hånd mærke det kølige vand mens Tassi nærmede sig forsigtigt.

[Ames Eloize - Dante Wennah]

Penelopes mørke øjne søgte søgende hen over bredden. Floden havde det med at slæbe sten med ind eller generelt at vaske nogle rene der måtte være i jorden. På en eller anden måde endte de der. Hun behøvede dog ingen forklaring. Hun vidste bare hun gerne ville samle dem til at lave smykker af. Det lange røde hår var delvist sat op i en sløjfe. Den lyse kjole, nåede næsten anklerne, og var som nævnt, dækket af en fin jakke, der nu efter opfordring fra far, var lukket.
Den unge Penelope bemærkede ikke rigtig kvinden. Dog opdagede hun dyret der nærmede sig med en forsigtighed, der et sted morede Penelope. Det milde hjerte, dels vilde sind, kom dog ikke med nogen så skør ide om at prøve at fange dyret. I stedet kom hun på benene og løb hen til sin far, hvor hun tog noget af brødet de havde tilbage. Med dette søgte hun tilbage til egernet. Med selvfølgelig forsigtighed både i gang og bevægelsen hvor hun strakte brødet ud.

Ames forstod ikke meget af hvad der skete, men så snart han opdagede kvinden ved vandet, blev han det mere opmærksom. Udtrykket var dog roligt, afslappet og mildt, hverken varmt eller koldt. Med andre ord udtrykte han ikke sin opvågenhed. Han holdt dog øje med kvinden. Klar, til at beskytte sin datter hvis det skulle blive nødvendigt. Hvad der ikke lige slog ham, var dyret. Havde han vidst at brødet var til dyret, eller generelt at et sådan dyr var i nærheden af hans datter, havde han skræmt det væk i samme sekund det ville nærme sig.

[Gabrielle Dea Isidora]

Gabrielle rejste sig for at gå over til en stor sten der var et stykke længer hen ad søbredden. Hun satte sig forsigtigt og betragte de mange træer og buske der var rundt omkring. Tassi havde ikke fulgt med hende men blev hvor hun var, hun havde vist nok fundet raster af en grankogle. Gabrielle smilte indvendigt, den var vist ikke noget værd alligevel eftersom hun valgte at smide den fra sig. Gabrielle blev pludselig opmærksom på pigen der havde siddet ved vandkanten, hun havde vist fået øje på Tassi, for hun var løbet op det manden og var kommet tilbage med noget i hånden som Gabrielle ikke rigtig kunne skimte.

Tassi spidsede øre da hun havde set pigen nærme sig forsigtigt. Gabrielle var tæt knyttet til Tassi og var parat til at beskytte hende hvis der skulle ske hende noget. Der var ikke så mange mennesker der kunne nærme sig Tassi, for Gabrielle var den eneste hun følte sig tryg os. Det lille egern havde set det mad som pigen havde taget til den, Hun nærmede sig varsomt , for hun var vist lidt interesseret i maden.