I will forgive but I won't forget

[Caleb Dé Ricéy]

[/b]
[/i][/ul]

-----------------

Caleb vågnede med et sæt og så direkte op i loftet. Hans åndedræt var tungt, lettere forpustet.. Han tænkte tilbage på den letter mærkværdig drøm, han havde haft og havde en god idé om hvad den handlede. Især det sidste.. Ravnefar var bestemt ikke glad når han så ham igen.. Men hvorfor blev manden i kælderen en hvid due? Det gav ingen mening for ham. Godt nok var han hvidhåret men alligevel..
Hans hoved smertede og han lagde forsigtig en hånd imod hans hoved. Han tjekkede dog kort om hans hånd virkelig var et menneskes, hvilket den selvfølgelig var. Åndssvag drøm..
Hans blik gled rundt, da han kunne mærke at han ikke længere lå på en kold trappe og der var ingen ubehagelige lugte til at irritere hans næse.. Han var på hans værelse og hans tøj var taget af ham.. Hvilket meget vel kunne tyde på at Ciel var kommet hjem og fundet ud af at manden i kælderen manglede.. Skriget fra fuglene blev ved med at gentage i hans hoved..
Han havde så meget at han skulle ha' lov til at tænke igennem.. Caleb havde endelig fået svar på hvad mutanter var.. Mennesker med evner, som blev frygtet, især af Ciel, så vidt han forstod, af det manden havde sagt.. Det havde været grunden til at han havde været i kælderen, lænket fast på hænder og fødder.. Hans arme og sår kom igen frem for Calebs øjne, da han havde svært ved at tro at hans far virkelig havde gjort det.. Caleb fandt hans far til tider uretfærdig og følte sig forsømt af ham, men at han skulle kunne gøre noget så.. smertefuldt og grusomt..
Caleb så imod døren, men hans krop følte ikke for at gå derhen. Bare tanken om at rejse sig virkede hårdt lige nu.. Han satte sig alligevel op i sengen og så stille ned på hans dyne, hans blik gled imod hans vindue, hvor gardinet var trukket for.. Hvor lang tid havde han været væk? Var det dag eller nat?

[Ciel Dé Ricéy]

En ting var sikkert, ejeren af Dé Rivéy palæet, var bestemt ikke tilfreds med alt der var sket. Derfor var stemningen på palæet også lettere trykkende, eftersom at så længe Ciel følte sig generet, så ville tjenestepigerne og vagterne bestemt heller ikke have de særlig let. Han havde endnu ikke fået noget ud af, at sende vagterne rundt i Talian, hvilket generede ham grænseløs, så han var slet ikke til at være i rum med.. Det virkede en anelse uretfærdigt, eftersom at Ciel ikke havde fået særlig meget ud af mødet mellem ham og Minori, men en ting vidste han med sikkerhed, det var Minori, som han havde fanget i kælderen, derfor var han også sikker på, hvem han fremover skulle have fat i.
Stemningen virkede egentlig en anelse øde på palæet, som gangene ikke blev betrådt af de ansat, ej heller af Ciel, som nærmest havde låst sig selv inde på arbejdsværelse og bedt personalet om at give ham den ro, som nu var nødvendig. Noget som ingen turde overtræde. Lige i øjeblikket havde han glemt alt om sin søn, som ikke ville kunne komme ud af sit værelse, før at han bed om det eller at Ciel selv mente at det ville være på tide at tage en snak med ham.
Bang! lød det inde fra arbejdsværelset, hvorefter man kunne høre Ciel bande.. Han var yderst utilfreds og var endt med at smide bøgerne ned fra skrivebordet og ind i den nærmest reol. Bøgen ramte gulvet med et mindre brag, men efterfølgende fulgte flere ting med.. Han var yderst irriteret og utilfreds med hele forløbet, hvorefter han simpelthen gav sig til at stirre ud af vinduet med hænderne foldet under hagen..
"Bare vent, legen er kun lige begyndt.."
sagde han koldt og roligt til sig selv, som en helt anden side kom op i ham. Han havde tydeligvis svært ved at styre sig selv lige nu, men heldigvis for ham, var det kun ham selv der var i værelset.

[Caleb Dé Ricéy]

Det var først ved de høje lyde, som han kunne høre fra gangen at det egentlig giv op for ham, hvor stille der var.. Caleb begyndte at føle sig en smule utryg ved det hele.. Han kæmpede sig over på til kanten og træk sin dyne med sig, som han lagde om hans krop for at dække sig.. Han satte roligt hans fødder på det kolde gulv og brugte en smule tid på at samle energi til at rejse sig.. Han følte sig en smule omtåget, som han bevægede sig imod hans dør.. Lydene havde ikke haft noget positivt over sig, men alligevel drev nysgerrigheden ham hen til hans dør, som han ville åbne og gå ned imod hvor han kunne gætte hvor de kom fra. Der var bare et problem i den plan. Hans dør var låst..
En kuldegysning løb ned af ham og hans hud fik en masse små prikker på armene.. Han gik lidt ned i knæ for at se om nøglen stadig sad i, men det kom kun til at være en skuffelse, da der var intet..
Han sukkede letter irriteret og følte sig mindre fanget på hans værelse, som han begyndte at bevæge sig tilbage til imod hans vindue og skubbede det ene af gardinerne fra for at se om det stadig var lyst udenfor eller det om lige så godt kunne betale sig at gå i seng igen..

[Ciel Dé Ricéy]

Dagen var egentlig næsten kun lige begyndt, men Ciel havde siddet oppe hele natten for at være sikker på, at han havde fået skrevet hver eneste detalje ned fra sin oplevelse med Minori, så han ikke senere ville komme i tvivl omkring, hvad der var sket.. Et suk forlod hans læber, som blikket gled op på den lettere dunkel himmel, hvor man fjernt kunne fornemme solen ude i horisonten, som var begyndt at strække sig op over himlen med en varme orange farve, også selvom himlen fortsat virkede dunkel. Der var i hvert fald ikke særlig meget lys at finde uden for, også selvom man svagt kunne fornemme livet i byen, så valgte Ciel at vende ryggen til vinduet, hvorefter han lagde albuerne på skrivebordet og lod hagen hvile på hænderne igen. Stemningen var yderst trykkende, som han endte med at lade blikket glide rundt i rummet, for derefter at rejse sig op og bevæge sig hen til bogen.
"Ingen skal lege med min hukommelse"
sagde han roligt til sig selv og valgte at tage bogen med tilbage til skrivebordet, hvorefter han lagde den ned i en skuffe, for at gemme den under en mindre lem i skuffen.. Der var ingen som skulle gøre et forsøg på at tage denne bog fra ham, eftersom at den i sidste ende ville kunne blive meget nyttig. Han smilte roligt for sig selv og smækkede skuffen i, før at han bevægede sig ud af arbejdsværelset og låste døren efter sig.
"Alexx!"
råbte han roligt igennem gangen, uden at tænke over, at det måske kunne forstyrre nogens søvn, så valgte han blot at stoppe op foran trappen og lade blikket glide ned på den lettere forpustet vagt, som havde stilt sig selv til rådighed. Ciel bevægede sig ned ved siden af ham.
"Hvis du lader nogen komme ind på mit arbejdsværelse, så bliver du lænket i kælderen og udsat for nålene.."
sagde han irriteret og snerrede nærmest af vagten, hvorefter vagten hurtigt nikkede og nærmest løb op af trapperne for at bevæge sig hen til arbejdsværelset og vogte døren. Ciel lod blikket glide op af trappen, hvorefter han kom i tanke om Caleb.. Mon han var vågnet?

[Caleb Dé Ricéy]

Han stirrede roligt på himlen, da der ikke var noget skrapt lys til at blinde hans øjne. Han kunne ane solen, men vidste ikke om det var morgen eller tidlig aften.. Altså var der ikke noget svar at hente. Han sukkede og efterlod gardinet en smule åbent, som han satte sig tilbage sig på sengen og stirrede ud af vinduet.. Hans tanker gled rundt og han gik nærmest i trance, som han sad roligt på sengen, men blev meget hurtigt vækket fra den ved lyden af Ciels stemme, da råbte..
Det var ham et sæt og han så tilbage imod døren og sank i klump. Han var blevet helt sikker på at Ciel var på palæet nu.. Han kunne høre der blev snakket til en vagt, men lyttede ikke rigtig efter hvad der blev sagt.. Han sukkede dybt og lod sig falde tilbage i sengen og dækket sig helt ind i dynen, som han lagde sig i foster stilling. Han kunne lige så godt blive i sengen, så længe han kunne, når hans dør var blevet låst..

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel lod hånden glide hen over gelænderet, hvorefter han roligt lukkede øjnene og forsøgte at få styr på sig selv, selvom han hjerterytme ikke rigtig var til at kontrollere mere, så lykkedes det ham faktisk at sænke de hurtige bevægelser, hans hjerte lavede. Han lod endnu en gang hånden glide hen over gelænderet, før at han lod det føre ham op at trappen med lydløse trin. Kursen var sat. Mod Caleb's værelse. Hvad enten han sov eller ej, så var der ikke tid til den slags, eftersom at Ciel ikke længere kunne vente på svar. Men inderst inde håbede han på, at Caleb ikke havde hjulpet Minori med at flygte.
*Hvordan skal jeg reagere?*
tænkte han roligt for sig selv, hvorefter han stoppede op for enden at trappen og lod blikket glide mod sit arbejdsværelse, hvorefter han roligt fik øje på vagten, da Alexx rettede ryggen og nærmest bekræftede overfor Ciel, at der ikke var noget at rapportere. Derfor besluttede Ciel at vende sig mod sin søn's værelse, med rolige og nærmest lydløse skridt. Han satte roligt nøglen i døren og drejede den rundt, uden at spørge om drengen var vågen eller ej, bevægede han sig indenfor og låste døren efter sig..
"Caleb?"
lød det forholdsvis rolig fra ham, som var han bekymret for drengen. Men det var der jo også god grund til, eftersom at det jo kunne være at Minori havde tvunget ham til at lukke ham ud? Eller også kunne Minori have udsat ham for noget helt andet, intet fysisk, men nok nærmere psykisk, så han vidste ikke rigtig hvad han ville finde ud af lige nu. Derfor endte han også med at lyde bekymret også selvom døren var blevet låst efter ham og nøglen gemt et sted i hans tøj.

[Caleb Dé Ricéy]

Han lukkede øjnene og slappede bare af, mens han nød sin stilhed, dog blev den afbrudt af nøglen, som blev sat i døren.. Han åbnede øjnene brat og stoppede helt med at trække vejret, som Ciel bevægede sig ind på værelset. Han hørte hvordan døren blev låst efter ham og spændte helt i kroppen, indtil han hørte ham kalde hans navn. Han lød... bekymret?
Han slappede lidt mere af, som han satte sig roligt op i skrædderstilling. Dynen gled ned fra hans ansigt og afslørede det godt pjusket hår og de rolige, men undrende røde øjne..
Han sagde dog intet, som hans blik hvilede på Ciel, så letter afventede på ham, men tydeligvis undret over den letter bekymret tone, som der havde været..

[Ciel Dé Ricéy]

Eftersom at Caleb ikke svarede ham, valgte han blot at bevæge sig hen til sengen, hvorefter han satte sig på sengekanten og smilte lettere roligt til ham, som han havde sat sig op i sengen. Han lod blikket glide mod vinduet, som solen langsomt var begyndt at tage fat og overtage den forhenværende mørke himmel, dog vendte han lydløst sit blik mod Caleb igen. Han foldede hænderne foran sig og tog en ganske rolig indånding før at opmærksomheden hvilede på Caleb, denne gang for alvor.
"Må jeg godt spørge, hvad du lavede nede i kælderen? Og hvad der skete?"
spurgte han ganske roligt, som han rettede sig mod hans søn. Dog kunne han jo ikke vide om Minori havde forsøgt at slette drengens hukommelse eller ej, men han håbede inderligt på, at han i det mindste kunne få en chance for at undersøge, hvad der havde fået Minori fri også selvom han næppe ville være særlig tilfreds med sandheden, så blev han nød til at vide det på et tidspunkt. Så hvorfor ikke bare få det overstået nu?

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb fulgte roligt hans bevægelser og fulgte hans blik imod solen udenfor.. Det var altså ved at være morgen, så havde han været væk i mange timer.. Næsten en halv dag..
Han træk sin ben op under sig og lagde sit hoved på dem, som han bare stirrede ud af vinduet..
Caleb bed sin underlæbe ved hans spørgsmål. Selvfølgelig ville Ciel vide det, hvorfor skulle han ellers være låst inde på hans værelse?
Men var der nogen grund til at låse efter ham? Caleb tænkte at det nok var for at forhindre ham i at stikke af..
Han vidste at manden i kælderen kunne slette ens hukommelse, men han vidste også at han havde meget svært ved at lyve overfor Ciel..
"Vagterne blev distraheret, så de nåede ikke at lukke og låse døren ordenligt, som de styrede udenfor.." fortalte han roligt og knyttede sin hånd ind i dynen, inden han fortsatte.
".. Jeg gik ned i kælderen af ren nysgerrighed, men jeg fortryder det inderligt nu" sagde han og trykkede sit ansigt ned i dynen ved tanken om hvordan manden havde hængt i kælderen med blodige betændte arme med nåle.. Han havde ikke lyst til at fortsætte derfra..

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel foldede hænderne foran sig, som han rolig ventede på at han ville få et svar, for han regnede ikke ligefrem med at Caleb havde tænkt sig at lyve overfor sin egen far? Det ville i hvert fald ikke være særlig smart i længden, nok var han Ciel's søn, men det kunne umuligt forhindre Ciel i at give ham en straf, hvis drengen først begyndte at lyve over for ham. Dog lød ordene ganske ærlige, så han valgte at nikke roligt, som han sukkede lavt for sig selv. Vagterne kunne ikke selv huske noget, så han ville nok aldrig kunne finde ud af, hvad der havde distraheret dem.. Men han endte dog med at smile ganske rolig til Caleb.
"Nuvel.. Så du sneg dig ikke bare derned?"
sagde han en smule tænkende, før at hans rolige smil blev mere eller mindre stift, som han vendte sin fulde opmærksomhed mod ham. Han så lettere alvorlig på ham.
"Svar mig ærligt.. Befriede du manden af egen fri vilje?"
spurgte han ganske alvorligt, som hans blik var blevet en anelse mere strengt, og som om alt det med at være bekymret igen var forsvundet. Men Ciel blev nød til at vide det.. Han anede ikke hvordan han skulle finde Minori igen, eftersom at han ikke lige havde fået med at de var naboer.

[Caleb Dé Ricéy]

Om han bare sniget sig derned?
Godt nok havde vagterne ikke lukket døren, som det mindste de kunne ha' gjort, inden de gik. Men Caleb vidste jo godt at han ikke måtte gå derned, så på en måde var det egentlig at snige sig ned, når man nu havde fået chancen. På anden side, så stod døren jo åben og så indbydende ud, så det var ikke fordi at han bare havde besluttet sig for at snige sig derned, hvis den ikke havde været åben..
Det direkte spørgsmål fik Caleb til at sluge en klump i halsen, som havde samlet sig. Han svarede ikke med det samme, da han tog mod til at se op på Ciel. Øjnene var faste, da han ikke ville lyve.
"Ja, jeg befriede ham af egen fri vilje"
Det værste var blevet sagt nu.. Hans blik blev ved med at være fast, letter såret, men fast..

[Ciel Dé Ricéy]

Hændelsen skulle aldrig have fundet sted, hvis blot vagterne havde været en anelse mere opmærksom. For teknisk set så havde Ciel sørget for, at hans søn ikke skulle finde vej derned, ved at forholde de område lukket for hans nærvær over en længere periode, som nærmere kunne beskrives som år. Men på den anden side, så kunne det have været med til at, Caleb blev nysgerrig, da døren først var blevet efterladt på klem. Egentlig burde Ciel kunne håndtere sådan en situation, som denne, men det var svært, eftersom at hans egen søn var blandet ind i det. Det havde været meget nemmere, hvis det havde været en fremmed dreng eller en ansat fra palæet, fordi så kunne han med lethed sørge for at fyre personen, eller bringe denne til slottet, fordi man kom ikke bare sådan lige ind i palæet.. Men nu hvor det kom til Caleb, så kunne han desværre ikke stille særlig meget op, eftersom at han selv godt vidste, at det syn der måtte have mødt ham nede i kælderen ikke bare sådan lige var noget man kunne glemme. Så det måtte være straf nok? Det var også grunden til at han endnu ikke havde skældt drengen ud, eftersom at Caleb nok skulle få tid til at tænke sig om. Derfor lod han også roligt vendte på sig, imens at drengen tog modet til sig og så fast på ham, som om han ikke havde i sinde at lyve for ham, hvilket jo i teorien var godt, hvis svaret havde været i orden.
Ciel så lettere frustreret mod vinduet, som Caleb svarede på hans spørgsmål. Det havde jo lige præcis været det, som han havde frygtet. Men på den anden side, så blev han også nød til at bide det i sig, hvorefter han lod blikket glide mod ham igen, før at han fjernede den ene hånd fra sit skød og rakte hånden mod Caleb. Det virkede ikke særlig truende, som han blot lod hånden ligge sig på hans hoved, da han smilte svagt for sig selv.
"Lov mig, at det ikke sker igen.. Caleb. Det kunne være gået voldsomt galt.."
sagde ha lettere bekymret, før at han klappede drengen på hovedet og rejste sig fra sengen. Nu hvor han havde fået det at vide, som han var kommet efter, så var det nødvendigt for ham, at finde en måde hvorpå han ville kunne gøre skaden god igen. Da han først havde rejst sig op, rettede han en smule på sit tøj, før at han kiggede på Caleb.
"Du ved det måske ikke, men jeg vil dig kun det bedste."
sagde han ganske roligt, som han valgte at bevæge sig mod døren. Han stoppede op nogle få meter fra døren, hvor han blot vendte sig mod Caleb og nikkede roligt til ham, inden at han drejede nøglen om i låsen og åbnede døren uden at kigge på Caleb. Det var nu op til drengen, hvordan han ville fortsatte fra dette punkt af, men Ciel selv var overbevidst om, at det ville blive nødvendigt for ham selv, at forsøge at skabe ro og orden igen, før at mutanternes beskytter, Minori, ville blive alt for sikker i sin sag og måske gå imod kongeriget. Det var jo nok, at de også skulle til at håndtere oprørerne, som lige pludselig var startet.

//Out

[Caleb Dé Ricéy]

[/color] mumlede han, som han havde nevet sig i armen for at være sikker på at det ikke bare var en ny mærkelig drøm. Selv den tidligere virkede mere realistisk for Caleb. Kunne det tænkes at hans far rent faktisk havde ment hans ord? Det virkede ikke til at være en ting som man løj om, ej heller havde det virket som en løgn. Dog var det med løgne at de ikke skulle gennemskues..
Caleb droppede alle sine tanker efter og lagde sig ned igen med dynen over hovedet for at lukke alting ude. Hans hoved kunne ikke klare den forvirring, som han havde det nu.[/ul]

// OUT
THE END //