get me free

[Akio Minori Takahiro]

der var gået næsten 4 dage. de første havde været uudholdelige for manden i kælderen, Akio. nålene sad stadig i hans venstre arm en tyk nede i skuldren og så tyndere nåle hele vejen op. de var blevet knækket over så de ikke var til at hive ud men man kunne se blodet glide ned af armene. en sæk var over hovedet på ham og hans trøje var revet af og log under ham. han hang med armene oppe mod loftet og benene på jorden men også spændt fast. han havde mange blå mærker og nogle var allerede blevet gule. nøglen til hans kæder hæng på væggen længest væk.
en vagt fra døren kom ned til ham for at gi ham vand han skulle jo holdes i live stadig. han tog kun lidt af sækken af for at gi ham vand da en vagt oppe for enden kaldte da der var problemmer. vagten stilte vandet hurtigt og løb så hurtigt ud at han ar smækkede døren og den gled lidt op. Akio anede ikke hvad der skete men sank hovedet igen dahan var træt og udmattet. han ville gerne snart ud og gøre en ende på dette.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb gående med en bog omkring eventyr. Dette var så ikke fordi at han ikke kunne havde fundet bøger omkring Talian spændende end han først havde troet. Godt nok var de ikke fiktion, men der var alligevel en form for nysgerrighed, som lå i Caleb, som da han endelig begyndte at læse det. Før som barn var det bare kedelig bøger om Talian, men han begyndt at se det hele på en ny måde.. Om det så var fordi han var blevet en smule ældre, kunne så godt forklare det, men Caleb følte sig nu ikke ældre end hvad han var.. Han ville læse sine eventyrer en sidste gang og så ville han til at ligge det lidt på hylden, til fritidslæsning..
Han kiggede op, da vagterne løb forbi ham. De så ud til at ha' travlt. Han så imod døren, som var blevet efterladt en smule åben.. Det var en af de rum, som Caleb havde fået forbud at gå ind, samt plejede døren altid at være låst, men nu... Han valgte at gribe chancen og gå over for at kigge hvad der var.. Hvornår ville han ellers få en chance som denne igen?
Caleb lagde bogen under armen og skubbede forsigtigt døren lidt mere op. Luften var tung og på ingen måde rar, men han bevægede sig alligevel længere ned og kunne regne ud at han var på vej ned imod kælderen. Selvom der var noget i luften, som fortalte ham at dette var en kælder, så var der også en anden ubehagelig lugt.. Han fulgte nogle enkle tændte flammer og hørte lyden af lænke.. Det løb koldt ned af ryggen på ham, men havde bare et godt greb om bogen, som han bevægede sig imod den hængende skikkelse, som blev oplyst af faklerne..
Personen havde lænker på hænder og fødder, samt en sæk over hovedet. Han kiggede nærmere og opdagede så de nåle, som stak ud af hans arme, som nærmest var skåret op..
Caleb kunne ikke holde hans forskrækket piv, da han opdagede at personen stadig træk vejret, da det måtte gøre helt vildt ondt.. Han stod dog helt stille og holdte sig for munden med begge hænder, da manden måtte ha' hørt hans piv, men han havde sluppet grebet på hans bog. Den ramte hårdt imod gulvet, så nu var det tydeligt at der var en tilstede i rummet..

[Akio Minori Takahiro]

som drengen kom foran Akio ville han opdage de lange åbne sår på begge arme som var lidt betændte og meget røde. Akio trak vejret meget roligt af sin som var udsat for sådan noget totur i en rigmands hjem. han hørte godt nogle skridt men troede det var vagterne. dog da han hørte en pive og den lød lysere end vagterne var Akio opmærksom. han løftede hovedet lidt og hørte et bum. var det en sten?... nej det lød mere som en bog.
"hvem end der er her, vil De ikke tage sækken af. det er svært at trakke vejret"
Akios stemme var rolig og lidt bedene. han var faktisk nabo til Ciel og Caleb men det var ikke meget naboskab hos de rige. de snakkede kun lidt sammen go prøvede at være rigere og bedere end hinanden. Akio var en af de få udstøtte rige da han ikke havde arvet penge men havde indtjent dem selv.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb havde holdt vejret helt, mens den fremmed snakkede. Han så tilbage på trappen og overvejede om han skulle tage sækken af.. Der var vel en grund til den var på? Måske for at skjule et grimt ar eller et grimt ansigt? Men manden sagde at han havde svært ved at trække vejret med den på.. Han tog stille hænderne ned fra hans mund og træk vejret i små gisp, som han begyndte at gå imod ham..
Han tøvede meget og var meget forsigtig, i tilfælde af at han skulle lave en pludselig hurtigt bevægelse, men manden ville jo ikke kunne røre ham med hænderne i loftet og fødderne lænket.. Hans hænder gled omkring det øverste af sækken, som han holdte i både pege- og tommelfinger, inden han træk den langsomt af..
Det var et hvidt hår, som mødte hans øjne først og Calebs første tanke var at personen måtte være gammel, men det passede jo ikke til resten af kroppen..

[Akio Minori Takahiro]

han hørte gisp og holdte sine øjne lukkede han mærkede at personen tog fat i sækken og tog den af det vide hår gled ned over hans ansigt. han åbnede øjnene meget langsomt og de isblå katte agtige øjne så ned på drengen. Akio tog en dyb indåndning og mærkede den ldit mere friske luft ind inde i sækken. han åndede lettet ud og så på drengen. ikke med hans tybiske kolde øjne men med rolige og blide.
"tak. Jeg kan gætte mig til at De er i familie med hr Dé Ricéy. har jeg ret?"
Akio så på drengen og håbede at han ikke var for bange for Akio. han så lidt op over drengen. ingen tåge. han måtte være menneske. det måtte betyde at hans endten ikke kendte til mutanter eller hadede dem som CIel gjorde. Akio håbede på det modsatte. han ville ikke hades mere for at hjælpe mutanter med at virke som mennesker for deres sikkerheds skyld. han smilte ikke. han anede ikke rigtigt mere hvordan man gjorde men hans øjne var venlige selv om de kunne se uhyggelige ud.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb blev meget hurtigt fanget af de isblå øjne. Hans øjne var som en kats. Det var helt underligt. Men igen, tænkte drengen, som havde blodrøde øjne, så mistænkte det ikke for at manden foran ham skulle være mutant, som han endnu ikke vidste hvad var..
Han slap sækken, så den lå på gulvet imellem dem. Han lagde hovedet en smule på skrå, så undersøgende og nysgerrigt på ham, men var stadig meget forsigtig i hans bevægelser.
Spørgsmålet kom ikke bag på ham. Det havde været et typisk spørgsmål i hans liv, mon ikke han kom til at høre for det resten af livet?
Han nikkede svagt til hans spørgsmål, da hans hoved slet ikke kunne finde på en løgn, som gjorder at det ikke ville virke mærkeligt at han var der, så han kunne lige så godt sige sandheden..
”Caleb” sagde han roligt og så imod hans arme igen.. Han sank en klump. Han var overrasket over hvor rolig manden virkede.
”G..g-gør det slet ikke ondt?” spurgte han og snakkede ikke bare om hans arme, men hele hans krop var jo i en ubehagelig stilling.. Manden virkede jo flink og høflig nok, men der var vel en grund til at han hang sådan?

[Akio Minori Takahiro]

Akio hørte hvad drengen sagde han hed og nikkede til ham som at det var modtaget og det var hyggeligt at møde ham. han så at drengen sank en klumb og da han spurgte om det gjorde ondt så han mod sine arme. han trak vejret dybt og så mod caleb.
"det gjorde det da den første nål kom i. men nu er min arm følelsesløs. men selv om det smerter må man ikke vise det overfor en fjende... og De er vel ikke min fjende Caleb?"
han så på drengen og det var tydeligt at det han prøvede at sige var at han ikke ønskede at caleb blev hans fjende han så mod armen og det blod som gled ned. han lagde hovedet på skrå og sank en klumb. hvordan skulle han få de nåle ud... vis han selv kom ud i live.
"undskyld jeg ikke har præssenteret mig. men jeg vil ikke sige det for Deres ejen skyld, Deres far skal ikke kunne bruge den information af Dem"
det var tydeligt at han var bekymret for knægten og ikke ønskede at han blev skadet. han knyttede næven på den højre hånd og prøvede igen at hive sig fri men hjalp ikke.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb blev overrasket over hans ord. Kunne man virkelig føle så lidt smerte for så at føle intet, men han forstod godt det der med ikke at vise smerte eller svaghed overfor sin fjende.. Han rystede også panisk på hovedet ved hans spørgsmål, da Caleb slet ikke ville ha' denne mand, som fjende.. Manden virkede farlig, så rolig at Caleb blev en smule skræmt. Han ville vide hvad han ikke ville gøre ved sine fjender, men betød det så at hans far var hans fjende?
Han nikkede dog, da manden sagde at han ikke ville præsentere sig overfor Caleb. Selvom han ikke var sikker på hvordan hans far skulle bruge det imod ham..
Caleb bed sig nervøs i læben.
”Så jeg bør heller ikke spørger, hvorfor De er her?”

[Akio Minori Takahiro]

Akio grinte lidt kunne man høre med luften fra ham. hvorfor han var her. mon drengen Caleb ville kunne lig at høre det. men han ville komme til at høre det alligevel. han så på drengen og fik lidt ondt af ham.
"fordi Deres far ser mig som en trussel. fordi han ser min slags som farlige"
han vidste han afslørede sig selv for drengen men han synes næsten det var synd at drengen her levede i det hans far ville ha han skulle leve i. ikke i det som kunne ske. mennesker og mutanter gå og more sig sammen. det kunne denne dreng måske hjælpe med vis han ikke frygtede dem. det håbede Akio ikke. han ville ikke nogle ondt. han ville ha fat i ciel men ikke for at murde. for at slette. han ville nok kunne huske men han ville slette alt fra Ciel og vagterne. skulle han også gøre det ved drengen eller skulle han vente til han vidste om drengen kunne lig mutanter.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb så meget undret på ham, da det lød som om at han grinte. Hvad var det som var morsomt? Manden havde jo sagt at han ikke ville sige sit navn, så var det vel værd at vide om han så heller ikke måtte vide hvordan det var at han var holdt fanget Han kunne lige forstille sig hvordan Ciel ville reageret hvis han var kommet til ham hvorfor der hang en mand i deres kælder. Næppe positivt, næppe behageligt, når han godt vidste at han faktisk ikke måtte bevæge sig derned i forvejen.. Døren var jo også bevogtet, hvilket gjorder det mere tydeligt at uønsket folk ikke måtte komme ud, ej heller ind..
Caleb rynkede brynene, da manden fortalte ham hvorfor..
”En trussel? Din slags?” spurgte han forvirret, men han ikke forstod det. Manden var måske fra underklassen, men der var vel ingen trussel fra det?

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på drengen og kunne se han var forvirret. Akios katte agtige øjne så rundt i lokalet og så nede i den anden ende at der var en nøgle. mon det var til lænkerne. han hev lidt i benene og så på drengen.
"jeg ved det er svært at forstå. De kender jo ikke deres fars inderste had."
han lød bekymret og faktisk lidt tænkene. måske skulle Akio tage denne dreng med ud i den rigtige verden. hvor han kunne se hvad hans far skabte.
"jeg lover jeg ikke vil Dem ondt Caleb. men vil De ikke hente nøglen over på den modsatte væk og se om de kan befri mig."
Akio vidste vis han blev hængene for meget mere kunne han dø af de betændte sår og miste armene til koldblod pga de hang op af og derfor alt blod fløj væk

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb vidste slet ikke hvad manden snakkede om. Hans fars inderste had? Til hvad? Caleb bed i sin underlæbe.. Han ville gerne ha' nogle svar, som han vidste at han på ingen måder ville kunne få ud af Ciel.. Hvis han bare kunne få dem ud af manden her ville det hjælpe på at forstå hvad det var at han fortalte ham..
Han så halv bange på ham, da han blev bedt om at hente nøglen og befrie ham. Ikke fordi at han var bange for at manden ville gøre ham ondt, nej, det var mere hvad Ciel ikke ville gøre ved Caleb.. Men han kunne se hvor slemme sårene var og kunne ikke lade vær med andet end at bekymre sig om manden..
Han træk sig en smule fra manden og så imod nøglen. Den var lige præcis i en højde, som gjorder at Caleb lige præcis ikke kunne nå med få mm. Han så rundt i rummet og så en skammel, som han lydløst tog hen og smed hans høje hælet sko, så de ikke gav lyd imod skamlen, som han tog nøglen. Han tog sine sko på igen og gik imod manden, men stoppede op foran ham.
”Kan De ikke fortælle mig mere? Hvad er det min fader inderst hader?” spurgte han og løsnede mandens ene fod.. Mest for at vise at han nok ville fjerne de andre kæder, hvis bare han kunne få hans svar..

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på knægten. det var ret arveligt at knægten var så lille. dog så han at knægten fandt en skammel og tog nøglen. det gjorde da at han kunne være lidt lettet. han så at han kom over til ham igenog låste en fod op efter at ha spurgt om han ville fortælle ham det med hans far.
"vi lever i en by fyldt med mutanter og mennesker. men Deres fader hader Mutanter fordi at de han er bange for at miste den magt han har. bange som mange mennesker er for mutanter"
han så på ham og kunne un gætte på det var sandhed da det jo var mutanter han ville ha svar om. han ville jo vide af Akio hvor mutanter var og det var nok svært for ham at fortælle det når ham ikke kunne sige hvor alle mutanter var. kun sige om man var menneske eller mutant.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb vidste godt at han var lavere end andre drengen på hans alder var, men han havde været underernæret fra fødselen, så det var naturligt at hans krop ikke var begyndt ikke rigtig begyndt at vokse endnu.. Men han var sikker på at han nok skulle tage noget mere højde, ligesom de andre drenge på hans alder, selvom det ikke var nemt at skulle se op på dem, hvorpå at de så ned på ham. Det var tit blevet drillet med det af andre rigmandsbørn..
Han stivnede ved mandens fortælling. Der var det der ord igen.. Mutanter.. Han rystede forvirret på hovedet, selvom han på ingen måde forstod det helt. Det forklarede alt, men ingenting. Dog låste han alligevel den anden fod op før han så op på manden og ind i hans isblå øjne.
”Hvad er mutanter?” spurgte han alvorligt og stirrede bare på ham, indtil han fik svaret..

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på knægten. havde hans far slet ikke fortalt ham noget om hvad han prøvede at udrydde. det var tydeligt at Akio lige måtte tygge lidt på spørgsmålet for at finde ud af at forklare det rigtigt. han tænkte sig godt om og måtte tilsidst svare det eneste hans kunne.
"Mutanter er som mennesker. De har bare en evne som gør det speciel. og denne evne er det som folk frygter meget. selv om nogle af disse evner er ganske hærmløse"
han håbede inderlidt at drengen forstod det ellers måtte han vise det. han mærkede føderne var frie og det var tydeligt at han nød det. han bukkede og strengte benene da de var ret stive efter mange dage i den stilling. han så på knægten og stilte føderne tilsidst helt på jorden. han følte lidt at denne dreng gik glip af verden her. han skulle ud og se den rigtige verden.