Xavier træk vejret dybt og strækte sig før han gav slip på den luft, som han havde trukket ned i sine lunger. Hans arme gled igen ned langs hans side. Det havde været en skøn dag.. Solen var kun lige dækket, men skyerne var ikke mørke nok til at man ville mistænke det til at begynde og regne. Vinden var rolig, det var et rart vejr. Hverken for koldt, ej heller for varmt. Det var aften tiderne, som virkelig gjorder det rart at være ude efter Xaviers mening.. Der var ikke gå så lang tid før mørket ville falde på og livet i midtbyen for alvor ville komme. Præcist det Xavier ventede på.. Han stod i hvilede stilling med staven og så op på denne kvindelig gudinde, som skulle være den højeste blandt dem. Han kunne lade vær med at grine indvendigt over det. Guder og gudinder var for ham bare en undskyldning til at skyde skylden på nogen, når man ikke var klar over hvad der skete foran ens næse. Emily, som sad på hans venstre skulder stirrede i samme retning, som han gjorder..
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 29, 2012 13:01:33 GMT 1
En hvid skikkelse kom farende igennem midt byen, dog endte skikkelse med at snuble, hvorefter hun ramte jorden og kiggede sig lettere forvirret omkring. Klokken var alt for mange, men alligevel var hun stadig udenfor, det var yderst dumt. Bag hende kom en vagt løbende.. Han havde travlt og man kunne godt fornemme på hende, at det var hende, han var efter. Hun gispede lidt efter vejret og løb videre.. "Kom så tilbage" råbte vagten efter hende, men Abby valgte ikke at lytte, hun var efterhånden kommet ud i alt for mange problemer og burde snart opgive sin stil, eftersom at hun på et eller andet tidspunkt ville blive fanget og slæbt op på slottet, noget hun ikke ville udsætte sin far for. Abby lagde dog ikke mærke til den anden skikkelse, som befandt sig i nærheden af springvandet, hun havde overhovedet ikke tid til at tjekke sine omgivelser, eftersom at hun var grædefærdig og blot ville forsvinde.. Hun stoppede dog lige pludselig op og stirrede ud i luften, hvorefter vagten forsigtigt bevægede sig hen til hende og greb fat i hendes skulder. Dog gjorde hun ikke modstand og virkede fuldstændig slap. Abby var skræmt, også selvom hun næsten lige have skræmt en højstående herre, fordi han mente at hun lignede et spøgelse, så skulle han bare se hende benytte hendes evne, så ville han først løbe skrigende væk! "Unge frøken, De skylder en undskyldning" stemmen var lettere forpustet, imens at Abby blot stirrede op på ham, uden at gøre noget voldsomt end at vente.
Xavier vendte sig, da han hørte en råb, som kom i retningen af ham. Han så denne pige, som var hvidt fra top til tå, hun var skræmt. Men for hvad? Han så derefter vagten, lettet forpustet og træt af at løbe efter hende. Han kunne ikke lade vær med at more sig over denne lille scene. Havde tøssen stjålet fra ham eller andre? Hvis hun havde stod hun vist godt og grundigt i problemer til halsen, men det havde jo også været nok for ham til at stjæle for at overleve et liv på gaden. Han bevægede sig roligt imod dem med et venlig smil over hans læber. Han stoppede da han var tæt nok på og slog vagten hårdt over hånden med staven, så han ville slippe den hvide pige. Dog ville pigen ikke kunne mærke slaget, men det ville efterlade et mindre rødt mærke på vagten. ”Har Deres moder ikke lært dem hvor skrøbelig det kvindelig køn kan være? Piger og kvinder kan behandles med en form for finesse” sagde han roligt og smilede. Dukken drejede hovedet imod vagten, man kunne høre hvordan træet i Emilys indre kirkede. ”Jeg tror ikke at han har en mor” sagde dukken så, inden den så tilbage på Xavier. Det var ud af ren og skær provokation at det blev sagt. Pigen havde en chance til at stikke af..
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 29, 2012 13:43:16 GMT 1
Man kunne vel godt sige at Abbys hjerte sad helt oppe i hendes hals, som hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hendes øjne var lige med et blevet tomme.. Hun virkede også en anelse fjern, dog blev hun kastet ud af det hele, idet at en anden skikkelse slog vagten over hånden. Vagten trak hurtigt hånden til sig og så lettere fornærmt på manden, fordi han kunne ikke tillade sig at slå en vagt, bare for han havde lyst til det. "Muligvis, men hende her, har efterhånden skræmt livet af flere end jeg kan tælle. Hvilket hun skal stå til ansvar for" sagde manden arrigt, hvorefter han lod den anden hånd glide hen over skaftet på sit sværd, blot for at give manden en advarsel. Xavier kunne jo heller ikke bare sådan lige tillade sig at blande sig i vagtens arbejde, dog trådte Abby nogle skridt tilbage og kiggede sig en smule omkring. Skulle hun bare løbe videre? Hun så ned på hendes kjole, der var blevet beskidt og sukkede let, før at hun trak sig lydløst væk fra dem. Hun gemte sig om bagved springvandet, hvor hun satte sig til rette og trak benene op under sig. Vagten så efterfølgende lettere forvirret rundt, da pigen var forsvundet. "Når jeg først har fået fingrene i den pige, så kommer De til at bøde for at have hjulpet hende med at stikke af" sagde han irriteret og kiggede undrende på dukken, eftersom at han ikke rigtig kunne få det hele til at hænge sammen. Dog endte det med at han løb videre og Abby blot krøb mere og mere ind i sig selv. Vagten skulle nok blive skræmt for vid af sans, hvis Abby havde været modig nok til at bruge sine evner. Hun rystede over det hele og forsøgte at tage sig sammen til at bevare roen, det var dog yderst svært. Nu havde hun jo også mistet overblikket, igen. Hun kunne ikke huske hvor hun kom fra. Dog vidste hun at hun havde ledt efter Alita, som altid.
Xavier lod som om at han blev bange ved vagtens arrige svar og den bevægelse han havde gjort ved at hånden havde gledet ned imod hans sværd. Dog havde Xavier et godt greb om hans stav, så han kunne forsvare sig selv, hvis vagten skulle finde på at trække hans sværd. Han havde allerede pillet sikkerheds metalet af, så han nemt kunne trække bladet ud fra selve staven.. ”De skræmmer ellers livet godt ud mig lige nu” sagde han, dog lød han for flabet til at det kunne blive taget alvorligt. Pigen havde altså skræmt folk omkring hende? Jo, pigen havde været så hvid, men det var jo sådan set ikke hende selv, som havde bestemt det. Han regnede med at pigen nok ville skjule sig når hun havde chancen.. Han så smilende på vagten, da han endelig havde opdaget at pigen var væk. Dukken vippede hovedet på siden, da vagten så på den. Xavier overvejede at lade Emily vinke til vagten, men vidste ikke hvor meget det ville ende med at vagten ville flippe udover det.. Xavier vendte sig imod den vej vagten var løbet og så længe efter ham, før han valgte at sige noget. ”Den store stygge ulv er væk nu, frøken” sagde han og satte sikkerheden på staven tilbage, da der ikke længere var nogen trussel.. Han bevægede sig imod springvandet og fandt hende rystende. Hun var virkelig bange, så han gik roligt hen til hende og holdte et stykke slik foran hende.. Mon ikke det ville hjælpe hende til at få bare et lille smil frem?
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 29, 2012 14:13:31 GMT 1
Idet at vagten endelig forsvandt, var han dog overbevist om, at han nok skulle få fat på Xavier, eftersom at det selvfølgelig ikke var iorden at blande sig i vagternes arbejde, specielt ikke når pigen havde skræmt livet af en højt stående herre. Det så jo ikke særlig godt ud for hende, men lige nu forsøgte hun at samle sig selv også selvom hun kunne høre vagten løbe sin vej. Men han kunne vel hurtigt vende tilbage med flere vagter. Hun havde mest af alt lyst til at forsvinde, men det var ikke særlig let, når man nærmest var lænket til jorden.. Abby lod sine hænder glide op foran hendes øjne, da hun lyttede til mandens stemme, imens at hun tørrede tårerne væk. Var han slet ikke bange for at komme i problemer med vagterne? Det lød ikke rigtig sådan og et smil gled da også frem på hendes læber i det at hun hørte ordene den store stygge ulv.. Hun forsøgte ikke at grine, fordi det kunne jo være at hun ville afsløre sig selv. Men hendes krop rystede stadig, som hun forsøgte at holde sammen på hendes sjæl og kroppen.. Ellers sprang hun ud af sin krop. Abby brugte ofte kun sin evne i tilfælde af uheld, når hun var skræmt eller virkelig bare ønskede sig væk. "Det sker hele tiden" mumlede hun lettere irriteret for sig selv, idet at hun lod blikket glide op på manden. Hun så lettere undrende på det han havde i hånden, før at hun lod sine ben glide ned at ligge, så hun ikke så helt så sammenkrøllet ud. Hun smilte let til manden og så sig lidt omkring før hun rakte hånden frem mod ham. "Tak hr." sagde hun med en kærlig stemme, eftersom at hun blev nød til at takke ham, fordi han havde valgt at afbryde vagten, selvom hun på daværende tidspunkt så småt var begyndt at forlade hendes krop og efterlade kroppen livløs, men han havde heldigvis stoppet hende, før at kroppen var kollapset og hun kunne have afsløret sig selv.
Xavier var ikke det mindste bange for vagterne. Hvad skulle de dog gøre ham? Tage ham til slottet? Så skulle de først fange ham, hvilket kunne blive en del svære end de lige regnede med. Ville de bruge sværd imod ham, ville de falde før han fik så meget som sved på panden.. Xavier lagde hovedet let på skrå. Hele tiden? At hun skræmte folk eller snakkede om noget andet? Evt det, som havde skræmt de folk, som vagten havde hævdet at hun havde næsten skræmt til døde.. Han overvejede om hun var mutant, det ville kunne forklare meget af det.. Dog var det ikke et spørgsmål, som han normalt bare svingende ud.. Han lagde slikket i hendes hånd. ”Mad Hatter, frøken..” prænsenterede han sig som og pegede på dukken, som sad på hans skulder. ”.. dukken her hedder Emily” fortalte han så og dukken nikkede venligt til hende. ”Hyggeligt at møde dig”
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 29, 2012 15:23:13 GMT 1
Hun mumlede let for sig selv, som hun kiggede ned på hendes tøj. Kjolen var ikke helt så hvid, som den havde været tidligere, hvilket bare godt kunne irritere hende en anelse, da hun ikke forstod hvorfor det hele tiden skulle gå ud over hende. Men hun måtte bare lære at leve med det? Hun kiggede dog roligt på manden, som præsenterede sig som Mad Hatter. Hun vidste ikke rigtig hvorfor han kaldte sig det, men han ønskede måske ikke at folk skulle kende hans rigtige navn? Det kunne hun sagtens acceptere og nikkede roligt til ham. "Navnet er Abby" sagde hun med et venligt smil på læben, hvorefter hun rettede blikket mod dukken. Siden hvornår kunne dukker tale? Hun så lettere forundret på dukken, som hun ikke rigtig forstod det, men hun turde heller ikke at spørge, da det meget hurtigt kunne komme til at lyde dumt, så hun valgte blot at beundre den i noget tid.
Xavier havde godt bemærket hvor beskidt kjolen var blevet, og det var egentlig synd for den fine kjole, men det var hvad der skulle forventes når man sådan var på flugt. Han var glad for at hun bare kunne acceptere at han bare sagde hans kaldenavn. Selvom hun nok var for ung til at kunne ha' hørt noget om ham, eller ville kunne genkende hans rigtige navn. Han gættede hende til at være født omkring det år han døde. 15 år. Dog genovervejede han hendes alder, da hun sagde at hun hed Abby. "Abby Kashima Entolasia?” spurgte han og hvis han ikke huskede forkert, så var hun smedens datter.. Ham, som havde bygget Xaviers stav med et skjult sværd i midten.. Han lod ikke hendes undret blik komme ham så meget på, da det var en normal reaktion, men han var spændt på at finde ud af om hun også ville behandle Emily som en person eller bare en dukke..
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 29, 2012 18:53:50 GMT 1
Mad Hatter virkede til at være en flink fyr, men samtidig kunne hun ikke bedømme sådan noget, eftersom at hun kun lige havde mødt ham, men nu havde han jo hjulpet hende til at flygte fra vagten, så hun behøvede ikke at se skævt til ham. Abby lod sit blik glide ned i hendes hånd, da hun kom i tanke om det stykke slik, som han havde givet hende. Hun nikkede lidt til ham før at hun valgte at bakke det ud og begynde at spise det. Hun var selvfølgelig ikke en pige, der kunne holde sig fra de søde sager, derfor nød hun blot den søde smag, som spredte sig i hendes krop. Noget der ofte kunne forvirre folk var hendes alder, men også hendes navn, netop fordi hun hed Abby og de fleste muligvis så dette som et kælenavn eller lignende, så forsøgte mange at kalde hende Abigail eller noget lignende, selvom det ikke var hendes rigtige navn. Dog kaldte nogle hendes også Abbs, men det var efterhånden længe siden.. Hun stirrede en anelse overrasket på ham og lagde hovedet en anelse på skrå, skulle hun kende ham? "Kender jeg Dem, siden De kender mit navn?" spurgte hun en anelse nysgerrig, hvorefter hun tog sig sammen til at rejse sig op, selvom hun ikke var på højde med ham, så hjalp det en anelse. Nok var hun smedens datter og assistent, men hun ville umuligt kunne huske alle kunderne fra hendes fars arbejde, men han kunne huske hendes navn? Det virkede en anelse underligt, men hun smilte en let. Abby så undersøgende på dukken og rakte hånden ud efter denne, dog endte hun med at række pegefingeren til dukken. "Hyggeligt at møde Dem, Emily" sagde hun med et kærligt smil på læben, hvorefter hun forsøgte at give dukken hånden, blot ved hjælp af sin pegefinger.
Xavier kunne nemt virke, som en flink type, men det kunne også nemt vende. Det hele kom an på hvad han lige havde lyst til. Han havde reddet hende fra vagten, da han ikke havde fundet det særlig retfærdig med den måde, som vagten havde behandlet hende på. Han vidste selvfølgelig ikke hvad hun havde gjort, men hendes tydelige frygt for vagten havde gjort at han havde trådt ind.. Hvis hun havde haft et smil eller andet, som tydede på at hun havde gjort noget med vilje havde han ikke blandet sig, for så havde hun sikkert fortjent det, som ventede hende.. Han smilede blot, da hun så en anelse overrasket ud og spurgte om hun kendte ham. Xavier rystede svagt på hovedet. ”Jeg kender Deres fader, samt har jeg hørt lidt forskelligt omkring dig, kære Abby” svarede han og satte hans stav om bag ham i en lidt mere hvilet stilling.. Xavier smilede blidt, da hun begyndte at se undersøgende på dukken og rakte hånden imod den. Emily holdte hendes blå hånd ud med de fem finger, men hun kunne ikke rigtig tage om Abbys finger. ”Også hyggeligt at møde dig, pigebarn” svarede hun før hun træk sin hånd til sig igen og lagde den imod Xaviers skulder..
Post by Abby Kashima Entolasia on Apr 30, 2012 19:02:28 GMT 1
Som samtalen udviklede sig, endte Abby med at slappe mere og mere af i kroppen, hvorefter hendes krop til sidst ikke længere rystede og hun endelig kunne tage den med ro, så hun valgte at smile let til ham. Abby vidste godt, at hun for længst skulle have valgt en anden tøjstil, men hun ville heller ikke forandre sig alt for meget, eftersom at hun var bange for at Alita ikke ville kunne genkende hende, når de først stødte ind i hinanden. Hendes søster skulle i det mindste have en chance. Sådan opfattede hun det i hvert fald. Idet at han rystede på hovedet, valgte hun at klø sig en smule i hovedet og lod blikket glide ned i jorden, da det var en smule pinligt, hvis de skulle have kendt hinanden og hun så ikke kunne genkende ham. Dog kiggede hun hurtigt op på ham, da han nævnte hendes far. "Min far? Og hvad har De så hørt om mig?" spurgte hun en anelse undrende, eftersom at hun ikke vidste, hvad han kunne have fået at vide af andre, udover det han selv næsten lige havde været vidne til.. Det var ikke fordi hun var særlig stolt af det, men hun kunne heller ikke undgå sandheden, selvom det havde været den dumme mands skyld, at hun overhovedet havde tænkt på sig selv, som en dårlig person.. Manden havde jo bildt hende ind, at hun havde dræbt en anden, blot på grund af sit udseende, det var ikke særlig rart at vide også selvom hun ikke ville tro det, så begyndte hun langsomt at tro på det. Abby endte med at smile til Emily, der rakte hånden mod hende, hvorefter de begge endte med at sænke armen tilbage. Hun så lettere undersøgende på dukken og smilte blot nysgerrigt, eftersom at hun aldrig havde set nogen lignende før. Det var det, der gjorde det så interessant.
Xavier nikkede ved hendes far og blev ikke overrasket over hendes spørgsmål. Det var jo det typiske spørgsmål. Hvad gik folk egentlig og sagde om en? Han ville selv være nysgerrig og havde før været nysgerrig efter hans livs største fejl, som havde kostet ham hans venstre øje. Det sorte tomme hul smilede nærmest hånede af ham, når han sig det i et spejl, hvilket var endnu grund til at hans hår gik tungt ned over det.. ”Din far lavede min stav” startede han med at forklare og fjernede sikkerheden fra stave og træk en smule op i staven, så det gemte blad kort kom til syne, før han trykkede det ned igen med sikkerheden på. Det var kun for at holde bladet nede, så han ikke ville ende med at stå med et sværd i hånden midt på gaden.. Han bemærkede hendes interesse i Emily og kiggede hun meget mere grundigt ville hun opdage de tynde, næsten usynlige tråde, som sad i hende.. ”Hvad angår dig..” Et lusket smil gled over hans læber, mens han begyndte at gå ganske roligt rundt om hende, mens han blev ved med at tale i en rolig stemme.. ”Dit hvide tøj, håret og dine røde øjne kan nemt skræmme livet ud af folk, som ikke før har set døden i øjnene.. Du er på jagt efter din tvillingesøster, Alita.. Og en svag fornemmelse siger mig at du har mere end hvad øjet lige kan se.”
Post by Abby Kashima Entolasia on May 3, 2012 18:08:55 GMT 1
Abby fik lige pludselig store øjne, som hun lyttede til hans ord og forsøgte at danne sig et billede af hendes far, stå og arbejde på staven. Det gik dog først op for hende, at han havde lavet staven, da hun så et glimt at sværdet og smilte derfor kærligt til ham, lige indtil han pakkede den skarpe klinge væk. "Jeg kan let kende min fars håndværk, når jeg ser det." sagde hun med et sødt smil på læben og undersøgte staven med øjnene. Hun havde nu aldrig vist at hendes far lavede skjulte våben, men det kunne muligvis vise sig at være meget smart i nogle situationer? Fordi så troede fjenden jo ikke at man ville kunne forsvare sig ordentlig, for en stav kunne da umuligt være lige så farlig som et sværd med en skarp klinge? Abby lagde hovedet en anelse på skrå og lod blikket glide ned af sig selv. Det var præcis det hun havde fået at vide af manden, at hendes udseende nemt kunne skræmme livet af folk, derfor så hun en anelse trist op på ham før at hun nikkede svagt for sig selv. Smilet vendte dog tilbage, langsomt og blev ikke særlig stort. "De ved godt nok meget. Ved De så også hvor Alita er henne? og hvad mener De med deres fornemmelse?" spurgte hun lettere nysgerrig og lod blikket glide end på dukken, som egentlig så ganske sød ud. Det måtte da næsten være dejligt at have en anden mening siddende på sin skulder, også selvom dukken blev kontrolleret af ham.
Det var meget svært at forstille sig en smed stå og arbejde med træ, hvilket var grunden til at han havde vist hende bladet. Måske ville hun også bedre forstå hvorfor han havde taget det med vagten så roligt? Han tog sjældent trusler alvorligt, generelt, men han troede ikke på at vagten havde haft en chance imod ham. Vagten havde virket til at ha' det hele i munden, da han havde valgt at løbe efter pigen, frem for at tage sig af den hindring, som havde foran ham.. Men han så ikke dræbt vagten, slået ud, givet ham nogle ar, men ikke dræbt.. Han mente at han havde taget nok menneskeliv, ikke mindst mutantliv, nok i hans liv. Han dræbte kun når det var nødvendigt.. Xavier stoppede med at gå om hende, da han stod foran hende igen. Han smilede blot, da hun sagde at han vidste meget og træk på skulderne. Han vidste hvad han vidste, sådan var det. Han havde så godt regnet spørgsmålet med Alita ud. Selvfølgelig ville hun vide om han vidste det, for så kunne hun finde hendes søster. Xavier trådte et skridt fra hende med ryggen til hende, før han vendte sin venstre side imod hende, den side Emily sad på. Emily kiggede bare ligefrem foran hende. ”Jeg kunne vide hvor din søster er, men at fortælle det koster en pris. Noget værdifuldt til gengæld” svarede han roligt og tog om sin brune taske og begynde at rode i den.. Dukken sad og vippede lidt med hovedet. ”Jeg tror ikke tøssen har noget vi kan bruge” sagde hun og så imod Abby, som det var at han slap tasken igen. Xavier så på Abby, inden han pakkede et bolsje op til sig selv og kiggede rundt en om gang. ”Der tror jeg du tager fejl, Emily.. Hvis jeg ikke tager fejl i min fornemmelse, så kan hun går hen og være hjælp for os” sagde han med et stort lusket smil. ”Abby Kashima Entolasia ” Han gik tættere på hende og hviskede ganske stille, så det kun var hende, som kunne høre hans spørgsmål. ”Er De mutant?”
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker