Shopping?

[Olive Phanthes]

Nysgerrighed havde overfundet fornuften, og den unge mutant Olive, stod ved en tilfældig bod på det store marked. Hans Onkel havde ikke sat spørgsmålstegn ved udflugten, blot sørget for at huske ham på at han ikke måtte afsløre sig selv. Tilmed havde Olive fået nogle penge så kan kunne købe noget hvis der var noget han ville have.
Olive havde fravalgt at tage kareten derhen, og var i stedet løbet gennem gaderne. Nu holdt han en kort pause, for at få vejret, mens blikket søgte rundt på de forskellige boder omkring ham. Det var spændende, og nyt, for han havde aldrig været der alene før. Sidst han havde været der havde hans onkel og nogle tjenere været med. Noget der havde været lige så sjovt, idet det altid var sjovt at være sammen med hans onkel når man var Olive.
Trods dagens forholdsvis varme vejr, for ikke at tage om den varme stemning med de mange mennesker, så var Olive ”pakket ind” fra top til tå. Nogle mørke sko, gemacher, lange brune bukser, så benene var dækket. Yderligere havde han en langærmet bluse på, tætsiddende, trods han ikke brød sig om det, der dækkede maven og de slanke arme, for ikke at tale om halsen idet der var en mindre halskrave på. Tøjet var jo dog specielt fremstillet til formålet, og var af tyndt stof alt sammen der lod ham få en hvis frihed. Det eneste der ikke var dækket var ansigtet. På hænderne havde han nogle slanke mørke handsker, der dækkede op over blusen. Med andre ord, følte han sig i højt humør idet han var sikker på at ingen ville kunne komme til at opdage ham som mutant.
Som han fik pusten, strøg han forbi de nærmeste mennesker, forbi boderne som han hver især studerede hvis indholdet virkede interessant. Specielt søgte han jo en ny bluse, en kort en, til når han bare var hjemme i haven.

[Abby Kashima Entolasia]

Travlt.. Stressende og alligevel nervøs, det var sådan Abby havde det lige nu. Men i bund og grund havde hun mest lyst til at begive sig ud på eventyr for at lede efter hendes søster.. Der var gået så lang tid og hun havde ingen ide omkring, hvornår hun mon ville få muligheden for at se hende igen. Men Abby var nu heller ikke en der bare sådan lige gav op, derfor forsøgte hun også at arbejde hurtigere, så hun kunne få fri og tage ud for at lede. Lige nu befandt hun sig dog bag ved en bod, som hun havde lovet at passe for hendes far også selvom hun ikke havde været særlig villig til at love ham det, så var hun blevet nød til det. Ellers ville hun ikke få noget mad. Noget hendes far sjældent gjorde alvor ud af, men det kunne hun jo ikke vide? Derfor kiggede hun rundt over det hele og smilte let til folk der gik forbi.
Foran hende lå der nogle dolke, knive, lange og korte sværd og nogle havde hun endda selv været med til at lave, eftersom at hendes far mente at det ville være godt for hende at lære, så hun med tiden kunne smede sit eget sværd eller hvad hun nu gerne ville kunne forsvare sig selv med. Allerede nu bar hun rundt på en dolk, der var gemt ved hendes inderlår, men nogle gange ville det være godt, hvis hun blot havde et længere sværd, der kunne skabe afstand imellem hende og hendes fjende. Men hun var ikke gammel nok til at håndtere større våben, så måtte hun bare bruge tid på at lave dem ordentligt.
En yngre herre kom hen til boden og begyndte at undersøge de forskellige dolke. Nogle var udsmykket med ædelstene, men det var så også de dyreste, dog også de fineste, så de ville også kunne bruges som en gave.
"Er det Dem, der passer boden idag?"
spurgte manden ganske høfligt, hvorefter hun nikkede ivrigt og så til, imens at han forsøgte at undersøge hver eneste dolk der lå. Lige umiddelbart så virkede han mest interesseret i en dolk, der var pyntet med lilla'er ædelstene. Der var ikke mange af dem, med den var yndig og sød.
"Det ville være den perfekte gave, Hr"
sagde hun med et sødt smil og foldede hænderne foran sig, imens at han nikkede til hende og undersøgte dolken yderligere ved at tage den op i hånden og mærke vægten.

[Olive Phanthes]

Olives blik søgte over mange ting. Simple hverdagsting, som for nogle måske var lige hvad de manglede. Så var der maden der fristede, for han var sulten nok til at købe et æble og spise det. Alligevel brugte han endnu ikke sine penge. Der måtte jo være noget der var bedre at købe end mad som han jo aldrig kunne få derhjemme.
Så Olive luskede videre. Luntede nærmere. I hvert faldt til han hørte en eller anden brusk mand mumle noget om at en knægt skulle komme afvejen. Mere nåede Olive i hvert fald ikke at få fat i før han blev skubbet til side og direkte ind i en anden mand. Personen havde stået og kigget på en dolk, mere opfattede Olive ikke til at starte med. Mande havde ikke flyttet sig mere end nogle cm ved sammenstøddet, og af samme grund trak den forskrækkede Olive sig straks til side, bange for at denne mand ville give sig til at skælde på ham. Af ren reaktion og i en form for forsvar, endte det med at han strøg om bag boden, og stillede sig bag pigen, der rigtig nok var lavere end ham. Denne forskel ændrede han dog på ved at bøje i knæene.
Man skulle ikke tro at Olive var 17. I stedet opførte han sig som et barn, der som situationen udgjorde, var bange for at blive skældt ud for noget der ikke var hans skyld. Først havde han dog mere reageret på at han rørte den fremmede, end noget andet. For, for blot et sekundt havde han glemt at han ikke ville kunne skade nogle lige nu grundet kroppens tildækkede tilstand. ”U...Undskyld?...” Kom der forsigtigt fra ham, dels til manden overfor bodden, og lige så meget til pigen, han jo sådan set havde søgt beskyttelse bag.

[Abby Kashima Entolasia]

Manden virkede faktisk så interesseret at han muligvis godt kunne finde på at købe dolken og hvis det lykkedes Abby at sælge noget, så ville hendes far blot blive yderst stolt, hvilket hun jo gerne ville have. Specielt nu hvor hendes far, kun havde Abby tilbage, selvom Abby var overbevist om, at hendes søster Alita stadig var derude et sted. Hun var måske bare lettere rundt på gulvet efter 7 år alene? I løbet af ganske kort tid skete der noget uventet, manden rykkede lidt på sig og så lettere forvirret ned på en knægt, der tilsyneladende var væltet ind i ham. Men Abby vidste egentlig ikke hvad der foregik, før at det gik op for hende, at drengen havde søgt skjul bag ved hende. Hun virkede yderst forvirret, som hun lod blikket glide op på manden, der rakte hende dolken.
"Kan jeg få den pakket ind i en æske?"
spurgte han høfligt uden at lade blikket hvile på drengen, som han forsøgte at fortrænge det der var sket. Abby nikkede blot og drejede rundt, hvorefter hun stirrede lige ind på Olive, hun sprang lidt tilbage af overraskelse og nejede så for ham, før at hun bevægede sig rundt om ham og samlede en mindre æske op for en bunke bag ved. Hun lagde dolken på bordet og smilte høfligt til manden, som hun forsøgte at se bort fra drengen, der faktisk havde overrasket hende en hel del. Hun pakkede hurtigt dolken ind i noget silke, hvorefter den blev lagt fint ned i æsken, med et stykke pergament papir, så manden kunne skrive en hilsen på.
"Var der ellers andet? Det bliver 2 sølvmønter"
sagde hun roligt, efter at manden havde rystet let på hovedet og han rakte hende penge, som hun hurtigt gemte nede i sin lomme. Lige nu havde hun faktisk glemt drengen, før at han begyndte at undskylde.
"De skal da ikke undskylde, der skete jo ikke noget"
sagde hun vendte og gik rundt om drengen for at rode lidt i nogle kasser, som tingene lå i, hvorefter hun fandt en ny dolk frem, som hun lagde på den tomme plads. Hun ville helst ikke have boden til at se tom ud.

[Olive Phanthes]

Olive var ikke sikker på at manden nu også var så ligeglad med hændelsen som han virkede. Han virkede selvfølgelig ikke sur. Så måske behøvede han ikke frygte noget? Det ville bare være skidt hvis hans onkel hørte han havde lavet ballade i byen, især når det nu ikke havde været hans skyld. Så ville han da med sikkerhed ikke få lov til at rende rundt selv mere.
Olive indså først da pigen vendte sig, og deres blik mødtes, hvordan han egentlig var hende i vejen. Derfor rykkede han automatisk til side som hun gik uden om ham, for at give hende mere plads. Han indså i samme handling, hvor flovt det egentligt var, at gemme sig bag en pige. Endnu mere ydmygende end det ville have været at få skældud af manden. Olive, Olive, Olive… hvor når lærer du at tænke dig om? Lød en mere voksen stemme i hovedet på ham. Først da manden dog var gået, slappede han af og bemærkede egentlig at pigen snakkede til ham. Blikket fulgte hende som hun gik hen og fandt en ny dolk, som hun placerede på den førhenværendes plads. Da han dog opdagede de mange dolke, forsvandt forlegenheden hurtigt, og nysgerrigheden tog dens plads. ”Vildt!” udbrød han begejstret som han lod blikket søge hen over de mange forskellige genstande på bordet. Han havde set våben før, hans onkel havde trods alt forsøgt at lære ham at bruge et sværd. Olive forstod stadig ikke helt hvorfor Onklen dengang havde rystet på hovedet og derefter sagt af Olive aldrig burde have en skarp genstand i hånden igen. Naivt, kunne han jo ikke tænke at hans onkel mente han var direkte dårlig til noget. Så som at bruge et sværd, eller nogle andre skarpe genstande.
”Er de dine?... OH!... Deres… Jeg mente Deres…” spurgte han rettende, og lod igen blikket falde på den kønne pige der jo stod ved hans side. At han endnu stod på hendes side af boden, og ikke på den anden side hvor han burde, slog ham ikke rigtig.

[Abby Kashima Entolasia]

Egentlig så havde hun ikke noget imod, at han stod i vejen, eftersom at hun sagtens kunne bevæge sig udenom, det var jo ikke fordi hun kom fra de finere kredse, hvor folk gik i spåner, hvis der var nogen som kom i vejen for dem. Derfor valgte hun også bare at smile roligt til drengen, som hun betjente kunden før at han forlod boden med en gaveæske i hånden. Hun var yderst stolt over at have fået stolt en ting denne dag, eftersom at hun ikke havde været helt sikker på, at manden overhovedet ville overlade pengene til hende, samtidig med at hendes far viste yderst meget tillid til hans datter.. Derfor var hun også glad for, at hun nu kunne give ham nogle sølvmønter.. Abby valgte også at smile en anelse til drengen, som det gik op for ham, at der var en mulighed for at han stod i vejen og derfor valgte at flytte sig. Hun var selv meget tilfreds med hendes indsats, men vidste godt at der ikke var mange, som havde råd til at bruge sølvmønter på dolke eller lignende. Derfor kunne det godt være, at det var den eneste form for indtjening, hun ville få idag.
Hun blev dog lettere overrasket, da hun hørte hans udråb og kiggede lidt på dolkene, mon det var dem han reagerede sådan overfor.
"De må godt tage Dem op, hvis De gerne vil undersøge dem tættere på"
sagde hun med et venligt smil på læben, hvorefter hun begyndte at kigge lidt rundt på folk, men lige umiddelbart, så så det ikke ud som om folk havde kurs mod hende, derfor valgte hun at vende sin opmærksomhed mod drengen igen.
"Jeg har været med til at lave nogle, men min far har stået for de fleste sværd. Dolkene kan jeg godt lave, hvis jeg tager mig god tid. Er ikke så hurtig som min far"
indrømmede hun roligt og tog sig ikke helt så meget af, at han valgte at kalde hende for du, eftersom at hun jo ikke kom fra de fine kredse, så det var slet ikke nødvendigt at behandle hende som en. Hun var dog altid høflig overfor andre.

[Olive Phanthes]

Olive lignede nok et barn det lige havde fået hvad han ønskede sig mest i verdenen. En ganske normal reaktion hos ham, når nysgerrigheden tog til, og han blev fascineret som han var nu. Ved hendes ord, kunne han jo derfor heller ikke lade være med at studere våbene på bordet, for så at tage en dolk op. Den var ikke over pyntet. Virkede simpel, blegnede sikkert ved siden af nogle af de andre. Men det var nu stadig den der sagde Olive mest.
Trods fortiden, havde han ingen reaktion på at holde dolken i hænderne. Han så kun glimts af fortiden når det var at andre syntes at holde våben i hænderne tæt på ham. Så han var blot et lille jublebarn. Glad og ubekymret. Alligevel kunne man se noget voksent over ham, som han stod og vejede dolken i hånden, og tilmed undersøgte hvordan den føltes at holde. ”Jeg kan godt lide den her…” kommenterede han, som han sendte hende et bredt smil. Sagde jo blot sandheden om hvordan han ahvde det med dolken. Nu var spørgsmålet mere… skulle han købe den? hans onkel havde jo sagt at Olive burde kunne beskytte sig selv på en anden måde end evnerne. Men manden havde også sagt at skarpe genstande i Olives hænder ville ende i en katastrofe… Mhhh…
Olives blik gled tilbage på dolken i hans venstre hånd. Tankerne modsagde hinanden, og gjorde ham egentlig mere forvirret end det hjalp noget.